lørdag den 22. juli 2017

The last academy



The last academy


Katipel 1. Ripley. 

Det var den sidste skole, der ville tage imod mig, havde min far sagt inden han efter lod mig ved skole gården. Det lød meget mere dramatisk end hvordan det faktisk er. Min far har travlt med at være borgmester i vores by, jeg kan godt selv se at det er et vigtigt job, men mere vigtigt end sine egne børn? Min far har altid valgt karrieren frem for os, og alligevel er det kun mig der er bitter over det. Jeg er tættere på min mor, som også bedre forstår mig, end han gør. Hun havde meget imod at sende mig på den første skole, i sin tid, men tingene ændrede sig hurtigt og han fik hende overtalt. Men reglerne er strenge og menneskerne er åndsvage, så pludselig røg jeg fra den ene skole til den anden, indtil min far endelig fandt den her skole. Jeg trak min kuffert over gårds pladsen. Han havde spurgt om han skulle følge mig ind, men fandme nej, om jeg ville have ham med der ind. Så kunne jeg virkelig ligne et lille barn! Eller værre, hvis nogen genkendte ham, så ville det hele bare begynde forfra, folk er åndsvage. I starten da han hentede mig fra skolerne, så skældte han mig ud, hele vejen hjem, hvor flovt det var for ham, hvordan pressen ville håndtere det, hvordan han bestemt ikke havde tid til det her pjat, hvordan det tog på min mor. Med tiden stoppede han med at sige noget når han hentede mig. Stilheden var dog alligevel værre, end når han skældte mig ud. Og aldrig spurgte han hvad der var sket. Jo, han havde sikkert hørt det fra rektoren, men han spurgte aldrig om min version af historien. Hvordan slås kampene var startet, hvordan eleverne drillede mig, provokerede mig, gjorde nar med min familie, de tog billeder af min mor fra nettet og hang det op i deres skabe og sagde hvordan de ville behandle hende hvis de var hendes mand, de gjorde nar med min far, lærte hans tale uden af og gentog dem med grimasser og ændrede nogle af ordene til vulgære ord. Så ja, jeg slog fra mig. Og for hver ny skole, hvor det hele begyndte igen, jo hurtigere blev jeg til at slå fra mig, jeg blev mere voldsom for at sikre mig at de ville lade mig være. Og jeg ville gøre det igen. Jeg mærkede mit hjerte hamdre hård i mit bryst, da jeg opdagede at jeg stod i forgangen, jeg havde været dybt begravet i mine egne tanke. 'Velkommen.' Sagde en ældre mand, jeg havde slet ikke set ham før nu. 'Du må være Ripley, velkommen. Det er denne vej.' Sagde han og vinkede mig hen til et lokale. Jeg trak på skulderen og flugte med, sammen med min kuffert. 'Du har en time til at slappe af og så skal du besvare nogle spørgsmål. Her er din uniform.' Sagde han, før han forsvandt ud af døren igen. Normalt ville jeg ha været forvirret, men det var det samme alle steder, hurtig ind, hurtig ud. Jeg tog mit eget tøj af og lagde det på min nye seng, før jeg tog det tøj frem som de havde valgt til mig. Jeg mærkede på stoffet og gik ud fra at min far må ha betalt meget for tøjet, da det ikke var det billige tøj som alle andre gik med. Jeg sukkede højt, det skal da nok imponere de andre elever, så de helt sikkert ikke tror at jeg er en rig snop. Jeg knappede min hvide skjorte, i det mindste havde den korte ærmer, det må ha været mor der havde mindet ham om dét, da hun ved at jeg ellers føler mig kvalt i tøjet. Jeg trak bukserne på og knappede dem, det var nu meget behageligt, jeg mærkede at jeg smilte og slog straks tanken væk om det behagelige tøj, så længe bliver jeg jo ikke alligevel. Jeg skulle til at gå ud, da jeg så det røde slips ligge på sengen. Det undrede mig lidt at det var farvet rødt, normalt er det mere en kølig farve, men den her skiller sig virkelig ud. Lige hvad jeg havde brug for. Jeg bandt den hurtigt og gik så ud i for gangen igen, nogen måtte da fortælle mig hvor jeg skal være eller hvad der skal ske. 'Hey..! Er du også ny?' Lød endnu en drenge stemme bag mig. 'Yeah....' sagde jeg roligt og vendte mig rundt. En lidt ældre dreng, med mørk hud og et stort smil, stod med en hånd imod mig. 'Jeg hedder Teru.' Sagde han. Jeg stirrede længe på hans hånd, og tog den så endelig til sidst, selvom det allerede var blevet akavet. 'Og... har du et navn?' Spurgte han og grinte lavt. 'Øhm... Yeah... Ripley..' fik jeg mumlet frem, vi slap hinanden og jeg stod lidt og kiggede på ham. Han havde en sort skjorte på istedet for en hvid, og mørke bukser, de andre elver rundt omkring havde hvidt tøj på som mig. Jeg valgte at se ned i jorden, inden han opdagede at jeg stirrede, måske synes han at det vil være forkert at gå i hvid? Jeg turde ikke spørge, eller at sige noget som helst til ham, ikke fordi jeg var bange for ham, men fordi jeg ikke straks ville lave drama. 'Hmm.. Ved du hvilken test det er?' Spurgte han, jeg rystede bare på hovedet, uden at se på ham, jeg vidste ingenting. Flovt. Der var igen en akavet stilhed imellem os. Jeg overvejede at gå væk fra ham, men da jeg løftede min fod, satte jeg den straks ned igen, og lod som om jeg bare skulle stå anderledes. 'Hvilken slags test tror du at det er?' Spurgte han. Jeg trak på skulderen. Burde jeg spørger ham om de samme ting? Eller vil det være flabet? Imens jeg tænkte over det, begyndte han at gå. Jeg sukkede lavt over at havde mistede min chance, for at få en ven, men skidt pyt, hvorfor forsøgte jeg at få venner? Inden længe ville jeg alligevel lægge og rulle rundt med én af dem, eller flere. Altså, ikke på en seksuel måde! Men.. Altså slåsse imod en, eller flere. Det er jo det jeg gør. Det er min ting. Forsvar min ære og min familie. Uden politik eller løgne. 'Hey, vi skal ind nu..' lød Teru's stemme et sted, som føltes så langt væk. 

Kapitel 2. Teruhiko. 

Endelig var der svar fra en af skolerne som jeg havde ansøgt. Jeg havde lige åbnet postkassen og dér lå brevet. Jeg greb det og løb straks ind i huset, med en jubel, uden at vide hvad der faktisk stod. 'Teruhiko.. Hvad er det for en larm?' Sagde min bedste mor, hun var igang med at vaske op. 'Åh nej, har du nu kastet vand efter nabo hunden igen!?' Udbryd hun og slap alt hvad hun havde i hænderne og løb imod mig. Jeg greb fat i hendes tynde arme, og svingede hende rundt, imens jeg jublede og min latter smittede, hun begyndte også at grine, så varmt et grin, der bare fik mig til at grine højre. Hendes røde lange hår, der havde fået nogle grå striber, svinge rundt i luften, sammen med os. Hun var så spinkel og jeg frygtede at jeg ville give hende blå mærker, men hun var stærkere end hun så ud til. Endelig slap jeg hende og hun fik sat sig forpustet på en stol, jeg satte mig på hug foran hende. 'Vi har fået et brev!' Sagde jeg og holdte den hvide konvolut op imod hendes ansigt. Hendes smil falmede straks, og hun lagde en hånd på mit ansigt. 'Åh, min kære...' sagde hun bekymret og trist, men jeg stoppede ikke med at smile. Jeg så logoet ude på brevet. 'Åben det!' Sagde jeg fast. Min bedste mor kiggede mig længe ind i øjnene. 'Skal vi ikke vente til din bedste far, står op?' Spurgte hun kærligt. Hun ville ikke stå med min skuffelse alene. Jeg rystede på hovedet, mere voldsomt end jeg ville, hvilket gjorde lidt ondt i min øjenbryns piercing som stadig var ny. Hun sukkede og åbnede så brevet. 'Men bliv nu ikke for skuffet.' Sagde hun lavt. 'Det gør jeg ikke! Jeg ved nemlig at de vil havde mig! Det ved jeg bare! Det skal de! Det er den sidste skole, så det har de bare at gøre!' Sagde jeg fast. Imens hun læste brevet, opdagede jeg at jeg holdt vejret, selvom mit hjerte hamrede i mit bryst. Jeg forstillede mig, hvordan jeg ville pakke mine ting, hvordan jeg ville indrette mit værelse, komme hjem når der var ferie, fortælle dem om alle mine narrestreger og min bedste mor ville le. Og det var præcis det der skete, altså jeg pakkede mine ting og mødte op til første skole dag. Skolen var ikke særlig stor og eleverne gik alle sammen i det samme tøj, hvor sært. Jeg valgte derfor at skille mig ud, med sort tøj, og selvfølgelig det grimme røde slips. Mest fordi jeg ikke eget en hvid skjorte eller grå bukser, min bedste mor mener at jeg bliver alt for hurtig beskidt. Åh, vis bare min mor kunne se mig nu. Min mor døde kort efter min fødsel og min far måtte opdrage mig helt alene, men allerede inden jeg blev 8 år, efterlod han mig hos min mormor og morfar, sikke et held for mig. Min far arbejde hårdt, og havde været i militæret, han tog straks afsted efter han afleverede mig, og jeg har ikke set ham siden, ihvertfald han var hård i min barndom, hvis jeg ikke fik top karakter eller top kommentare fra læren, så slog han mig, og låste mig inde på værelset, for at studere, uden mad eller vand. Selvom man ikke kunne få karakter i mine klasser, endnu. Mine bedste forældre var mere kærlige og barmhjertige, især min bedste mor der straks knyttede bånd med mig. Naboerne kiggede selvfølgelig da jeg ankom, fordi jeg var meget mørkere end dem. Min bedste mor var bleg, eller i deres øjne normal. Min bedste far, var ikke helt hvid og ikke helt mørk. Men det var dér mine gener kom mest fra, hvilket nok også var en skuffelse for min far. Men det gjorde intet, jeg fik et bedre hjem. Selvom min bedste far er svær at tyde nogle gange, jeg har altid troet at han pjattede, eller var sur, fordi han tager alting så alvorligt og bogstavligtalt. Men han er fin nok og meget ærlig. Han tror på mig og det er nok. Jeg så mig omkring og fik øje på den her blege knægt, han så helt forkert ud. Jeg burde holde mig skjult, men der var noget anderledes ved ham. 'Hey.. Er du ny?' Spurgte jeg og gik imod ham. 'Yeah...' lød hans svar, jeg rakte ham min hånd, det er vel sådan man gør her? 'Hej, jeg hedder Teruhiko.' Sagde jeg og forsøgte at smile. Han vendte sig rundt og stirrede på mig, gad vide om jeg havde noget i ansigtet, eller kunne han mærke at jeg var nervøs? Kunne han se sveden på min hånd? Havde jeg ikke sagt mit navn tydeligt nok? Endelig tog han min hånd, men der kom ikke noget navn frem. 'Og.... har du et navn?' Spurgte jeg og grinte lavt. Jeg ved virkelig ikke om jeg gør det rigtigt, kunne han se det? 'Øhm... Yeah... Ripley' mumlede han. Jeg gav slip på hans hånd, det var dog et mærkeligt navn, men han så flink ud. Han blev ved med at stirrer på mig, som om han virkelig kunne se at jeg ikke passede ind, men det gjorde han jo hellere ikke! Han var lidt lavede end mig, måske også yngre? Han havde lyst hår, kort i siderne og lidt lagt ned på toppen, det lignede en dyr frisure. Hans tøj lignede alle andres, hvid skjorte og grå bukser, og det der røde slips. Han kiggede ned og det gik op for mig at jeg havde stirret for længe på ham. Men det var som om han ville sige noget. Jeg drejer min opmærksomhed imod lokalet der var ved at blive gjort klar til os. 'Hmm.. Ved du hvilken test det er?' Spurgte jeg, men han rystede bare på hovedet. Han ville tydeligvis ikke snakke med mig, men jeg var sååå nysgerig og ville gerne vide mere. Jeg så ud af øjenkrogen hvordan han skiftede med at hvile på hvert ben, måske havde han vokseværk? 'Hvilken slags test tror du at det er?' Spurgte jeg, måske han havde nogle interessant tanker omkring testen, men han trak på skulderen. Måske var han lige så nervøs som mig. Hvad hvis han var ved at kaste op af bare spædning!? Årh... Nu fik jeg kvalme. Jeg så mig om efter en spand, men der var pludselig så mange elever, jeg havde slet ikke set dem før. Dørene blev pludseligt åbnet og folk begyndte at mase for at komme ind, så jeg fulgte med strømmen. Nu skete der endelig noget, dét som jeg havde ventet hele sommeren på, flere år. Nu ville min rejse begynde på en skole, som ville åbne mulighederne op, for en god uddannelse og et godt job, så jeg kunne forsøge mine bedste forældre. Jeg så mig over skulderen og opdagede at Ripley stadig stod der, selvom flok skubbede til ham. Utroligt at han bare fandt sig i det. 'Hey, vi skal ind nu..' råbte jeg imod ham og nikkede imod døren. Jeg burde ikke bruge tid på ham, han ville sikkert klare sig fint, men jeg kunne blive smidt ud hver øjeblik det skulle være - når de altså fandt ud af at jeg slet ikke er optaget på skolen. 

Kapitel 3. Pumpkin. 

'Af alle skoler i hele verden, så vælger du min? Er det her den sidste skole i hele verden!?' Mumlede han. 'Ret ryggen og stå ordenligt, punktlig.' Grinede min ældre bror, August, imens han bandt mit røde slips. 'Det er utroligt at du ikke selv kan gøre det her.' Mumlede han irriteret. 'Jeg håber seriøst at du dumper og bliver smidt ud, da du sikkert er studie inaktiv.' Grinte han og trak i slipset. Jeg valgte bare at lade ham snakke, han mener ikke de ting han siger, og det er dumt at lægge for meget i det, siger mor og far. Jeg havde længe kæmpet med Asperger, og nu var jeg endelig ved at få styr på det og kunne bedre håndtere det, derfor fik jeg også lov til at søge om optagelse på August skole. Han stod bøjet over mig og hans grå hår skinede så flot, man fik lyst til at rør ved det, han havde vores fars hår, og jeg havde vores mors mørke tykke hår. Min mor kaldte mig Pumpkin, fordi mine øjne var orange som et græskar, August havde store blå øjne, og et perfekt ansigt. Han rettede sit blå slips til og stak sin skjorte ned i bukserne. 'Okay, hør her, punktum. Testen er virkelig let, okay? Bare svar modsat af alt hvad du faktisk ville gøre, alle andre spørgsmål om matematik, engelsk og dansk, det klare du nemt.' Sagde August og rettede sig op, han var 3 år ældre end mig, men lignede en som var 5 år ældre, der var begyndt at vokse skæg frem på hans hage. 'Hvad glor du på!?' Udbrød han da jeg havde stirret for længe. 'Dine hår på din hage.' Svarede jeg ærligt. Okay, jeg havde stadig svært ved at være social og snakke med andre mennesker, derfor gjorde jeg det helst ikke. August klappede mig let bag på hovedet. 'Stop med at stirre på folk, det er uhyggeligt.' Mumlede han irriteret og gik ud af døren, ned imod forhallen. 'Du er den yngste på skolen, så du har meget at bevise, okay?' Sagde August. Jeg havde læst reglerne og studeret dem nøje, så jeg vidste at det var løgn, min alders gruppe er dem der søger ind i år, dog havde jeg svært ved at finde ud af hvorfor han hjalp mig så meget, siden han startede på skolen, har jeg faktisk ikke set ham. Han kommer aldrig hjem, efter han er begyndt her. 'Høre du efter?' Spurgte han. 'Nej.' Svarede jeg, mine tanker var et helt andet sted, hvilket er mærkeligt da de jo burde være hos mig og jeg burde hører efter hvad August siger. Det havde far ihvertfald sagt, inden han afleverede mig i morges, han havde sat sig på hug og lagt sine varme hænder på mine skulder og sagt at jeg skulle være tapper og forsøge at være social, jeg havde ikke svaret ham, da jeg ikke kan se ud i fremtiden, om jeg virkelig forsøger eller om jeg slet ikke når så langt. Vores far arbejder for CIA, og er en agent, jeg har hørt ham og mor diskutere om han skal sendes ud på en vigtig mission, nu hvor jeg starter her. Han havde sagt at det her skulle blive min vigtige mission, da jeg spurgte ind til hans. Selvom jeg har svært ved at se hvordan det her kan være vigtigt. 'Det er altså vigtigt at du gør en indsat!' Sagde August og puffede til mig. Jeg sukkede lavt. Vigtigt, at jeg forsøger, forsøgte jeg at gentage, men der kom ingen lyd ud. Jeg så mig rundt i hallen, der var mange unge drenge, men i mine øjne så de alle ens ud. Udover de to i midten. En dreng i mørkt tøj og en dreng ved siden af, de så normale ud, men der var noget ved dem. Som om de ikke hørte til her. De stod og holdte hinanden i hænderne. 'Hvad glor du nu på?' Sukkede August og fulgte mit blik. 'Der er to drenge som holder i hånd.' Sagde jeg og pegede imod dem. August blev rød i hovedet og lagde en hånd på min hånd for at sænke den. 'Stop med at pege!!' Vrissede han vredt. 'Hvorfor holder de i hånd? Og hvorfor er dit ansigt rødt?' Spurgte jeg, men fortrød straks. 'De holder ikke i hånd!' Sagde han irriteret, og himlede med øjnene, når han synes at jeg var dum, dog forklarede han ikke noget. Drengene slap hinandens hænder og stod nu og stirrede på hinanden, jeg mærkede et lille smil bryde frem på mit ansigt. 'Se, de kan også lide at stirrer.' Sagde jeg højt til August, der straks lagde en hånd over min mund. 'Hold nu bøtte og stop med at stirrer på dem! Det er altså sært!!' Sagde han vredt, han vendte så sin opmærksomhed imod dem. 'Uanset hvor mærkelige de er, så hold op!' Sagde han og trak mig imod døren. ' mor og far burde betale mig for at være din baby sitter.' Mumlede han imens. Jeg undrede mig lidt over det, da han ikke er en baby sitter, han er min bror. 'Kan vi ikke gå hen til dem?' Spurgte jeg og kom til at pege på dem igen. August skar en grimasse, det måtte betyde at han enten var meget vred eller havde trådt på noget hårdt. Jeg kiggede ned på jorden, nej der var ikke noget, så måtte det være det første, øv. 'Gå ind og stop med at være så akavet og dum!' Sagde han og skubbede mig ind af døren. 'Møg unge!' Mumlede han på vej væk. Jeg trak på skulderen og fulgte med de andre ind i lokalet, det var en rar følelse at gøre noget andre gør, sammen med dem. Men alligevel følte jeg mig så lille og uvelkommen. Jeg passer ikke ind. Jeg vil aldrig passe ind. Inden længe vil de alle skære grimasser, og det er ikke fordi de træder på noget - men fordi de opdager at jeg er ikke fungere som dem. 



- Jeg har travlt i øjeblikket - MERE KOMMER - 






søndag den 4. september 2016

Når de blinde ser

Kort historie af Milla (I samarbejde med Wolter) om Leisha's tid i den blinde ulveflok 

Regnen siler ned, Leisha vipper med sine ører imens hun går afsted i regnen. Hun har rejst i nogle dage nu og er efterhånden kommet et godt stykke væk fra Ikras' flok. Hun stopper op kort og bevæger ørerne rundt mens hun snuser, hun synes at kunne høre at regnen lyder mindre voldsom et andet sted. Leisha begiver sig mod stedet og ender med at finde læ under et stort træ. Hun ryster pelsen kraftigt og sætter sig ned, hun sukker tungt over hele situationen.  

"Det var en dum idé.." Mumler hun til sig selv, "Før kunne jeg fint klare mig med mine sanser.. Nu.. Skal jeg vænne mig tilbage til ikke at have et rigtigt syn.." Hun sukker lavt, og lægger sig ned så. "Jeg håber regnen snart stopper.." Mumler hun og kryber sammen for at holde sig varm. Da hun lukker øjnene go giver sig hen til at sove flyver hendes fantasi tilbage til flokken, til deres varme hule hvor hende, Samira, Shilo og Hiroshi lå, lige inden hun tog afsted. Hun åbner sine øjne med et gip, selvom det stadig er mørkt for hendes indre blik forsvandt billedet for hendes indre øje alligevel da hun åbnede dem. Hun sukker og ligger hovedet ned igen, "Jeg er en idiot.." Mumler hun og kniber øjnene hårdt i.

(Mere kommer)

Samira ser uforstående på Leisha. 'Du skal vel med tilbage?' Spørger hun.

Leisha ser på Samira og viger lidt væk fra hende "Tilbage? Hvorfor det?" spørger hun undrende

'Fordi det er der du bor..!' Siger Samira mere hårdt end planlagt. Hun havde ikke regnet med at der ville være modstand.

Leisha holder hovedet rettet mod Samira og kniber øjnene lidt sammen, "så jeg skal bare vende tilbage til flokken og være "den stakkels blinde" igen?" hun fnyser "ellers tak!"

Samira ser overrasket på Leisha. 'Du lovede at du ville komme hjem!' Siger hun vredt.

Leisha ser på Samira, "På et tidspunkt ja! Men her.." hun vender hovedet mod en bakketop og går op på den og ser ned på en dal nedenunder den, "her er jeg ikke blind.. Her kan jeg se, ligesom alle andre!" siger hun og opfatter slet ikke Samiras vrede
Hideki ser fra Samira til Leisha
Samira bider tænderne sammen. 'Men vi er din familie! Vi savner dig! Alting bliver bedre nu..!' Siger Samira.

Leisha vender hovedet om mod Samira, "Tak fordi du kom og så mig, men du kan godt fortælle de andre at jeg hr det fint her!" siger hun og vender så hovedet mod den anden flok og skal til at gå derned
Hideki vælger at holde mund og ikke blande sig.

DET KAN DU SELV FORTÆLLE DEM!' Råber Samira og løber op imod Leisha, hun springer på hende og vælter hende ned fra bakken.

"Samira!" kalder Hideki og bider tænderne sammen, "for pokker.." han svæver efter dem
Leisha vælter ned af bakken sammen med Samira, hun knurrer og prøver at skubbe Samira af hende, "du er så egoistisk! Du tænker kun på dig selv og din ånd! Som du desuden tydeligvis er forelsket i!" siger hun irriteret til Samira

'Du er så fandes egoistisk! Du tænker ikke på hvor bekymret mor og far er for dig! Eller mig! Du skred fra os om natten!' Knurre Samira og slår med sine poter på Leisha, og forsøger at blive oven på hende.

Leisha prøver at komme ovenpå og knurrer også over Samira, "Du har slet ikke tænkt på at jeg måske føler mig godt tilpas her!?"
Hideki svæver ned og rødmer kort da Leisha siger det om Samira men han rømmer sig og ser blot til, "hold op I to!"

'Hvor godt kan du føle dig? Dit øre er væk!' Knurre Samira. Hun hamre begge sine poter på Leisha's brystkasse. 'Vores flok ender i krig og du lyder livet langt væk!' Råber hun, imens tårerne løber ned af hendes kinder. Det er første gang Samira snakker med nogen om den krig der ligger på lur, især fordi Ikras har sagt at hun ikke må fortælle nogen om Reaper da det vil skabe panik.

Leisha mærker nogle af Samiras tårer lande på hendes ansigt, hendes øjne ser mere overraskede ud og hun prøver at komme fri af Samira, "så jeg skal fravælge min egen glæde for at tage tilbage til flokken?" spørger hun, og "Samira for fanden jeg er...!"
"Hvad sker der her!" runger en dyb stemme bag Samira og Leisha
Leisha når ikke at sige mere og stivner lidt i sine bevægelser og bliver mere rolig
Bag Samira og Leisha står en stor ulv, uden øjne med brune og grå farver, dens pels er lang og det er tdeligt at den er gammel men stadig stærk.

Samira ser sig over skulderen på ulven. 'Hvem er det?' Spørger hun sig selv.

Ulven bevæger hovedet fra Leisha til Samira til Hideki, "Atlatar, Lincoln grib den unge hun med ånden.." siger han bestemt
Hideki stirrer på ulven, "han... kan se mig..?" spørger han chokeret
Leisha vender blikket mod Samira, "det.. er min leder, Hjalmar.." siger hun roligt

Samira ser overrasket på Hjalmar. 'HIDEKI STIK AF!' Råber hun til ham og springer væk fra Leisha. 'Leisha kom nu!' Kalder hun.
En stor brun schæfer ulv blanding træder frem. Han retter hovedet imod Hideki og går imod ham.

Hideki stiller sig kampklar, "hvordan kan I se mig?!" spørger han
Leisha ser på Samira og rejser sig op, hun skæver til schæfer ulve blandingen og tøver med at stikke af
En grå og hvid ulv springer straks frem og efter Samira, dens øjne ligner Gisans

Lincoln reagere ikke på Hideki's stemme. Han snapper ud efter Hideki, men ryger igennem ham.
Samira bakker væk fra ulven. 'Leisha kom nu!' Råber hun panisk.

Hideki viger tilbage fra Lincoln og ser mod Samira, han svæver hen foran hende for at beskytte hende,
Den grå ulv, Atlatar, snapper hastigt ud efter Hideki men da han går igennem ham snapper han igen ud, men denne gang efter Samira for at få fat i hende
Leisha har hovedet i retning mod Samira og ser ned, ".. Jeg... kan ikke.." siger hun stille og beklagende

(Mere kommer)

søndag den 18. oktober 2015

I wish luck you this Halloween



(mere kommer - hold op med at stresse mig Taylor Larsen Poulsen!!!!!) 

Tanker i mørket

Det er sent og tankerne er der igen. Panikken spreder sig. Jeg kæmper for at holde hovedet koldt og tankerne væk. Hvorfor er det sådan her? Jeg føler mig afvist. Jeg føler mig uvigtig. Hvilket er latterligt, fordi sådan er det jo slet ikke. Men bare den mindste ting, og jeg går i panik. Du virker mere og mere fjern. Du skriver mindre. Du fortæller mig mindre. Hvad sker der i dit liv. Hvor er du? Du følger ikke med i mit liv mere. Du skriver ikke om mig. Du skriver om alle andre. Du savner dem. Er jeg for krævende? For klisterene. Jeg isolere mig selv. Sidder og tænker. Hvad kan jeg gøre. Hvad skal jeg gøre. Hvad har jeg gjort forkert. Hvorfor er de mere vigtige end mig. Er det fordi de ikke er i dit liv at de er vigtige. Hvis jeg blir væk, leder du så efter mig i mørket. Stalker du mig. Følger du med i mit liv. Savner du mig. Skal jeg skubbe folk ud af mit liv. Er det det der skal til, for at vække dig. 


(Mere kommer....)

søndag den 26. juli 2015

Darkness Kingdom


"Welcome the darkness into your heart.

Accept the Darkness.
Feel the Darkness.
Drown in Darkness. 
Now show me what your precious “light” can do."


Langt borte i en anden tid, end vores, befandt sig et hemmeligt rige, ved navn Oblivion. Man sagde at det var en stor og mægtig by, med så meget guld at der ingen sult, krig eller fattigdom fantes der. Men byen var blot en myte, for dem der var rejst ud for at finde den mægtige by, vendte aldrig hjem igen. Gemt langt væk bag bjerge, skove og vandfalder lå den mægtige by Oblivion og kun få ude fra fik glimtet af den. Dem der levede i byen, forlod den aldrig. For selvom de var nysgerrige efter mere, så havde de ikke modet til at trodse deres konge. Det blev set som forræderi at forlade Oblivion uden hans velsignelse. Kongen var af arten elver, han var gammel og meget stolt. Åh jo, han kendte menneskene og de andre arter der befandt sig rundt omkring i verden og han vidste at de alle ville have en del af hans skat, hans mægtige by Oblivion. Derfor havde han gemt byen så godt og lod ingen forlade den. Men han vidste ikke at tiderne have ændret sig og alting ude for hans rige ikke var det samme længere. Dragerne havde taget magten og ned kæmpet næsten hver en art af to benede. De levende nu i frygt og mørke og ventede på en frelser, en konge. Den mægtige troldkvinde, som smuk som en elver, men stærkere end nogen anden i deres verden, havde slået sig sammen med de få overlevende hun kunne finde, og sammen søgte de imod Oblivion for at finde et hjem og en helt. Men mørket havde lagt sig tungt om elver kongen og han lod ingen finde sin elskede by. De få overlevende var dømt til døde, trængt op i en krog i bjergende, trætte og sultne kæmpede de sig forbi sulte drager. Når de endelig fandt ly i en hule, forsøgte troldkvinden at søge efter elver kongens tanker, hun forlod sin krop og lod sin sjæl flyve afsted. Til sidst fandt hun ham endelig, men han var ikke som hun havde forventet. Han lignede en ung dreng, han havde blondt hår, side cut i den ene side, fra hans øre flipper hang der flotte fjer. Om hans pande var der en flot kæde. Han havde smukke halskæder om halsen, en trøje hang løs om hans slanke krop. En lang cardigan uden ærmer fulgte ham som en kappe, når han sprang rundt i tron kammeren. Han havde store løse bukser på og sandaler der klappede når han landte på de tunge hårde gulv fliser. "Elver konge." forsøgte troldkvinden, først var hendes stemme blid og spørgende, men hendes tålmodighed var brugt. "Konge!" kaldte hun hårdere. Drengen vendte rundt og så spørgende imod hende. Han pegede på sig selv og rystede på hovedet, hurtigt så han sig over skulderen nervøs efter om der var andre til stede, da han var helt sikker på at der ikke var andre, gik han imod hende, hans blik var stadig spørgende, men også mistroisk. Hans blik faldt på en stor rød rubin, den var omringet af glas og umulig at komme tæt på, medmindre man viste hvordan man åbnede låsen, hvilket drengen gjorde. Han fjernede glasset og lod sin pege finger røre ved rubinen. Lyset blændende ham og pludselig stod troldkvinden for ham. Hun var gennemsigtig og for hvert minut blev hun mere utydelig. "Hvem er du?" sagde de begge i munden på hinanden. Drengen tav og bakkede væk fra hende, han var ikke bange for hende, selvom han aldrig før havde set noget lignede. "Mit navn er Elin, jeg er her for at finde elver kongen og bede ham om hjælp." forklarede hun og smilte blidt til ham. Drengen længe på hende, selvom hun var svær at fokusere på, det begyndte at brænde i hans hænder og hans hoved gjorde ondt. "Hvad har du gjort ved mig?" spurgte han og tog sig til hovedet. "Da du rørte ved rubinen, må noget af min kræft have søgt ind i dig." sagde hun og så tænkende på ham. "Hvem er du?" spurgte hun og smilte til ham. "Prins Leon. Søn af elver kongen." sagde han og forsøgte at holde sig oprejst. "Din kræft? Er jeg forbannet?" spurgte Leon og så ned på sine hænder, han virkede stadig rolig. "Nej, du må være en helt speciel elver siden du kan håndtere mine kræfter." sagde Elin tænkende og studerede ham. "Hør. Prins Leon, prinsen over Oblivion. Mit folk og jeg har brug for din hjælp. Vi er trætte, sultne, kolde og såret, vi har brug for at blive lukket ind i Oblivion. Vi har brug for hjælp." sagde hun og rakte en arm imod ham. "Vær sød og vis os nåde." sagde hun og bøjede hovedet. Leon sænkede blikket og så ned på sine hænder, det ville være det rigtige at hjælpe andre der er i nød, han nikkede og rakte sin hånd imod hende. Elver kongen greb fat i Leon's arm og trak ham væk fra troldkvinden. "Din djævel. Hvor vover du at komme her og kaste din sort magi over mit rige. Forsvind. I er ikke velkommen her!" råbte Elver kongen og rakte et sværd imod Elin. "Elver konge, hør nu. Vi er ved at dø, hvis du ikke hjælper os, bliver I de sidste levende tilbage på jorden." sagde Elin og så hårdt på Elver kongen. "Jeg er ikke bange for dine trusler." sagde elver kongen og svingede sværdet imod hende. "Vogt dig, elver konge. Du har mørke i dit hjerte, hvis du ikke lader lyset komme ind, vil det sluge dig og dit flok. Vis barmhjertehed." tiggede Elin. "Forsvind!" råbte elver kongen, og ramte rubinen så den landte på de hårde sten og gik i to. Der blev stille i nogle minutter, så gik elver kongen imod sin rubin for at samle stumperne op, han satte sig på knæ og lod sit sværd ligge ved siden af sig på gulvet. "Hvorfor vil du ikke hjælpe dem?" spurgte Leon og gik imod elver kongen. "De har brug for hjælp. Vi har masser af plads og rigeligt med mad til alle. Jeg kan stadig fornemme dem, de er ikke så langt væk, vi kan sende nogle krigere ud for at hente dem." sagde Leon ivrigt og mærkede hans hjerte slå hurtigt af glæde. "Ti!" afbrød elver kongen og så hårdt over imod Leon. "Jeg er konge og jeg bestemmer." sagde han hårdt og rettede sig op. Leon sænkede straks sit blik og følte sig utilpas, han kunne stadig mærke Elin, som stod hun ved siden af ham, han kunne stadig høre hendes stemme, og han kunne stadig fornemme den frygt der lå i hendes hjerte. Han ville ikke bare se til imens de blev dræbt, imens han kunne ha hjulpet dem. "Kan du ikke se at de bruger mørk magi for at vinde dig over på deres side, min søn. De vil udnytte dig. Med din hjælp, vil de kunne snige sig ind i vores rige og tage alt hvad deres tomme hjerte begære. De vil slagte vores folk, en efter en og så vil de brænde vores by ned til ruiner." forklarede elver kongen og slog ud med armende. Leon rystede let på hovedet over hans ord. "Du ser det onde i alt hvad der er fremmed." hviskede Leon, og så vredt op på elver kongen. "Vov du ikke at trodse mig!" råbte elver kongen og kastede rubinen imod Leon, med vrede og hurtige skridt forlod han rummet. Leon havde dog nået at gribe rubinen, han ventede til der blev helt stille før han pressede den sammen, så den lignede at den var hel. "Elin?" hviskede han. "Jeg vil gerne hjælpe jer. Men hvordan? Hvordan gør jeg? Hvad skal jeg gøre? Vis mig vej til jer. Vis mig hvad jeg skal gøre." hviskede han og lukkede sine øjne hårdt i. Rubinen lyste kraftigt og hans hænder brændte. Han ville slippe den, men det var umuligt at give slip, smerten var stor og han forsøgte at skrige, men der kom ingen lyd ud af hans mund. Hele rummet blev lyst op i et rødt lys, ind til alt blev hvidt og Leon blev slynget igennem rummet. Ganske langsomt kom han til sig selv igen og fik rejst sig op, han tog sig til hovedet og ømme sig kort. På gulvet foran ham, lå en dreng, i kød og blod, så tydelig som ham selv. Hans øre var runde og han så mindre ud selvom han lå ned. Leon gik hen til hans ansigt og satte sig på hug for bedre at kunne se hvad det var. "Det er bestemt ikke en elver. Den lugter alt for meget." sagde han irriteret over lugten. "Og hvad er det?" spurgte Leon om og prikkede til en sort klump ved siden af drengen. "Det har jeg aldrig set før." sagde Leon og prikkede igen til klumpen. Klumpen brummede og rejste sig op. fire lange ben og et lille rundt hoved, med spidse øre og en lang hale. De gule øjne var store af frygt. "En demon!" udbrød Leon og bakkede væk. (.... mere vil komme)



- Denne story er skrevet til min elver prins Leon August. 

mandag den 1. juni 2015

En varm sommer

Solen skinnede ind af vinduet, vi havde ikke fået gardiner op endnu, varmen var så behagelig. Følelsen af hans læber imod mine var der stadig, selvom det var flere timer siden han var taget på arbejde. Jeg vende mig i den store seng, der pludselig føltes så stor og ensom, med et sæt rejste jeg mig op, jeg fandt mine underbukser på gulvet og tog dem på, i en anden bunke lå hans hættetrøje fra igår, den duftede stadig sødt af ham, jeg tog den på, selvom jeg havde mit eget tøj et sted i lejligheden. Jeg strakte mig og gik barefodet igennem lejligheden, uden rigtigt at vide hvad jeg ville, jeg endte ved køleskabet og åbnede det, kulden var behagelig. Der var nogen rester fra igår et sted. Jeg stod længe og kiggede, før jeg endelig fik taget noget ud og lagt det i en skål og satte det i mikrobølge ovnen. Jeg lod mine fingre køre over mine læber, og sukkede. Jeg savnede ham allerede. En brun stribet kat miavede højt og gik rundt mellem mine ben. Jeg aede den på hovedet, hvad var det nu den hed? Jeg havde det lige på tungen. Katten var fra et tidligere forhold. Det generede mig ikke rigtigt, at han havde et minde af sin eks kæreste, for jeg vidste at det ikke var det han tænkte når han kælede med katten. Faktisk, gav det mig ro i sjælen at han kan binde sig til et andet menneske. Det sagde bing fra microbølge ovnen og jeg tog skålen ud, som jeg lod stå så den kunne køle af. Jeg gik hvileløs rundt i den alt for tomme lejlighed. Vi havde lige købt den sammen, og han havde allerede fået de fleste af hans ting over. Jeg følte mig stadig ensom og alene, ikke velkommen og ikke hjemme, det var kun når han var der, når han holdte om mig, at jeg følte mig hjemme, elsket. Måske var det derfor jeg havde så meget brug for ham den sommer? Jeg stoppede ved vinduet og så ud, måske jeg skulle gå ud og få noget luft, se mig omkring. Byen var fremmed for mig og jeg kendte ingen, alting var nyt. Vi havde snakket om at få en hund sammen, det ville være godt for os begge. Så havde jeg en ven når han var på arbejde, så havde jeg en grund til at gå ud, istedet for at blive inden for og vente på at han kom hjem hver dag. Måske en lille hund, havde han forslået. En shiba inu, havde han sagt. Hvordan kunne man sige nej til ham? Når han talte, så lød alting bare så rigtigt. Han var så blid og hård på samme tid. Højre end mig, veltrænet, slank, flot. Jeg lagde mig i sofaen og sukkede højt, hvor blev han dog af? Jeg gned mine hænder over mit ansigt, og mærkede solstrålen ramme mine ben, det var behageligt. Jeg lod mine hænder gnide ned af min krop, og greb fat i trøjen og tog en dyb indånding. Det gav et sug i min mave og savnede ham bare endnu mere. Jeg trillede ud af sofaen og gik ind i køkkenet, Katten havde spist min mad, nå pyt, jeg var alligevel ikke sulten efter noget varmt. Jeg åbnede køleskabet igen og kiggede ind, så lukkede jeg den og åbnede fryseren og tog en is. Den var dejlig kold og det var lige det jeg havde brug for. Jeg gik igen hvileløs rundt i den alt for store og tomme lejlighed, der var så varm af solen der kom ind igennem ruderne. Måske jeg skulle åbne et vindue? Han havde så mange planer, om hvordan det skulle se ud og være, og det skulle nok lykkes for ham, det var jeg slet ikke nervøs for. Men gad vide om der var plads til mine ting? Ikke fordi det var særlig vigtigt for mig. Bare der var plads til mig. Jeg lagde mig i sengen igen, på hans plads og duftede til hans hoved pude. Langsomt faldt jeg i søvn, en dyb søvn, ind til han igen var i mine arme. Det blev en varm sommer.



- Jeg glæder mig til at bo med dig.
Til min kæreste Krem

fredag den 30. januar 2015

Blodskam





Han var lige fyldt 20 år, og havde fejret den sammen med hans bedste ven Mat, en høj tynd fyr med kort sort hår og et alvorligt ansigt, dog kærlige øjne. De havde drukket sig lidt små fulde og havde gået ned af gaden og fløjtet af unge piger. De sad på en bænk og delede den sidste øl. 'Undskyld.' Sagde han. Mat så op og smilte skævt. 'Det er sgu ikke iorden, det du har gjort. Men jeg er altid ved din side. I tykt og tynd.' Siger Mat svagt. Flashback dukkede op, imens de sad i tavshed.

For 11 år siden. 
'Ronnie!' Lyder en stemme bag ham. Han vender sig rundt og får øje på sin yngre søster, Missy, på 5 år. Hun har let krøllet rundt hår, et rundt ansigt og en sød næse. Han bøjer sig ned og trykker hende på næsen. 'Hvad er der orm?' Spørger han og smiler skævt. 'Samuel og Jasper har gemt min bamse....' Siger hun og ser ned i jorden. Ronnie smiler svagt, han rejser sig op og går imod tvillingerne der små skændes, de er to år yngre end ham. 'Hvor er Missys bamse?' Spørger Ronnie. Samuel ser straks væk, skyldig tænker Ronnie. Jasper træder ind foran og giver Ronnie et irriteret blik. 'Vi har gemt den!' Siger han. Ronnie smiler falsk og skubber Jasper ned i jorden. 'Fortæl hvor du har gemt den!' Siger Ronnie og sætter sig oven på sin lillebror. Samuel løber hurtigt væk. Ronnie tager fat i Jasper's hånd og slår ham med den. 'Hvorfor slår du dig?' Griner Ronnie. 'Stop! Stop! Stop!!' Hyler Jasper, han vrider sig, slår og sparker løs for at komme fri. Ronnie bøjer sig over ham og holder ham nede med fuld kraft. 'Hvor er den!?' Hvisker han. 'RONNIE!' Råber en rødhåret ung kvinde bag ham, hun har kort hår, et strengt ansigt. Ronnie sukker og lader Jasper skubbe ham af. Jasper løber straks imod kvinden og hulker. 'Undskyld mor,' siger Ronnie og ser væk. Bag hans mor kommer en sort håret ung mand, med et spidst ansigt, uforstående øjne, pænt jakkesæt og utrolig bleg. Han sætter sig på knæ foran Jasper og løfter hans hage op. 'Kom, se på far.' Siger han og smiler til Jasper. 'Mian, han er okay,' siger faren, hans ansigt er meget utrykløst. Mian stirrer på Ronnie, 'Hvad tænkte du på?' Spørger hun. Ronnie trækker på skulderen og ser væk. Der går ikke længe før Mian og Gisan tager deres til skade kommet dreng ind og lader Ronnie stå i hjørnet af haven. 'Hey..' Siger en stemme. Ronnie ser rundt, men han kan ikke få øje på nogen. 'Hey, her oppe!' Griner stemmen. Ronnie ser op, en sort håret knægt, sidder på en gren, han springer ned og lander foran Ronnie. 'Pænt show, men var det nødvendigt at slå ham den lille?' Spørger han og leger med en dolk mellem sine fingre. Ronnie stirrer lidt på dolken, han smiler så. 'Det er min lille bror...' Siger han usikkert. 'Ja så?' Siger drengen. De står lidt og stirrer på hinanden, så pakker han dolken væk i sit bælte og tager en bamse frem. 'Jeg så hvor de gemte den, værsgo.' Siger han og kaster bamsen hen til Ronnie. Ronnie fnyser og ser irriteret på drengen, 'nej, du kan selv aflevere den til hende.' Siger Ronnie og kaster den tilbage. Drengen hæver et øjenbrynd, 'Hvad? Jeg hjalp dig med at finde den, så DU kunne give hende den.' Siger han og smiler lidt. 'Jeg tager ikke æren for andres arbejde!' Siger Ronnie og ser væk. 'Ta, den nu bare for fanden!' siger drengen lidt irriteret, han løfter bamsen og slår den imod Ronnie's bryst, hans blik er hårdt, han er ældre end Ronnie og et hoved højre. 'Du fandt min bamse!' udbryder Missy og kommer løbende imod Ronnie, hun krammer ham hårdt og tager så bamsen ud af hans hænder, hun svinger den rundt i luften og krammer den så. 'Nej, Missy hør her...' siger Ronnie og forsøger at gribe fat i hende. Drengen griber fat i Ronnie og smiler til ham. 'Giv nu bare op, stump.' siger han lavt, hans ansigt er pludselig mere venligt. Ronnie sukker højt og gir sig så, da han ser hvordan hans lille søster hopper glad rundt med sin bamse. 'Mit navn er Ronnie,' siger Ronnie og giver sin hånd til drengen. 'Matsumoto,' svare han og nikker, imens han stirrer på hånden. Ronnie står stadig lidt med hånden, før han så tørre sine hænder af i sine bukser. 'Tak igen,' siger Ronnie og smiler til Matsumoto. 

Forrige år.
Han var begyndt at date denne pige fra skolen, og det var langsomt blevet seriøst. Hun var en høj og slank pige, hendes ansigt var tynd og blegt, med små kolde blå øjne, hendes lange lyse hår, lå langs højre skylder. Hun var altid iført noget tøj var på det nyeste måde, hun skammede sig ikke over at vise verden at hun altså havde penge. Han selv var vokset op med et stramt forhold til sine forældre, han var stukket af hjemme da han var 15 år, og han havde ingen planer om at vende tilbage. Han havde kort rødt hår, små kolde grønne øjne. 'Ronnie, hører du efter?' lød en stemme ved siden af ham. Han så op fra sin mobil, hans blik kørte til siden og hvilede på hans søster Missy der var vokset op med langt rødt krøllet hår, nogle grønne uskyldige øjne, hendes krop var slank og hun havde små bryster, han så hurtigt væk og mærkede sine kinder blive røde. 'Hallo, Ronnie!' sagde hun igen og jamrede. 'Hvad er der, orm?' sagde han og smilte skævt. 'Jeg spurgte om du ikke ville hjælpe mig med mit kørekort? Matsumoto siger nej.' sagde hun og skubbede sin mund ud, hun lagde armene over kors, de berørte hendes bryster, igen så han væk. 'Jeg  ved altså ikke helt,' sagde Ronnie og gned sine fingre over sit ansigt. Han ønskede at tilbringe tid med hende, men af en eller anden årsag, havde han svære og svære ved ikke at se på hendes krop på en helt forkert måde. Missy nærmede sig ham bagfra og lagde sine arme om hans hals, hun pressede sin krop ind imod hans ryg og lagde sine læber tæt ved hans øre. 'Kom nu, så er du sød.' sagde hun og fniste svagt. Det gav et voldsomt sug i hans mave, på en behagelige måde, han lukkede øjnende svagt i og bed sig i læben. 'Hey, hvad laver I?' spurgte Emily, hun stod foran dem, med armen i siden, hendes overlegen blik stirrede irriteret på dem. Ronnie rev sig løs og rejste sig op med et sæt. 'Vi snakkede altså lige!' sagde Missy og rakte tunge. 'Uforskammet unge!' sagde Emily irriteret og fnyste. Missy hvæste af hende og lagde armene over kors. 'Hold så op, I to.' sagde Ronnie og så fra den ene til den anden. Emily pressede sin krop imod hans og lagde en arm omkring hans hals, for at røre hans hår, han trak dog hovedet lidt væk, da han ikke brød sig om berøringer i offentligheden. 'Din bedste far, har inviteret os til middag.' sagde hun og forsøgte igen at røre hans hår. 'Hvornår?' spurgte han og greb fat i hendes hånd og fik vridet sig fri, hun flettede straks sine fingre ind i hans fingre. 'I aften, og kun renblodet er inviteret,' sagde Emily og så imod Missy. 'Som om jeg alligevel gad med!' sagde Missy og skulede som et barn på Emily. Ronnie sukkede og fik vredet sig helt fri fra Emily, han så imod Missy og følte sig lidt magtesløs, han ville gerne have hende med, da han virkelig nød hendes selvskab, men hun var som et lille ustyrligt barn og han kunne ikke risikere at hun dummede sig. 'Beklager,' sagde han lavt og gav derfor Emily ret. Missy rejste sig straks op og skulede på dem begge, 'Jeg gider alligevel ikke med!' gentog hun og gik så sin vej. 






- Mere kommer

En kort historie til min lille bror Joey, der shipper Ronnie og Missy lige så hårdt som jeg selv gør. 

lørdag den 27. december 2014

handlings ånd




Jeg var vendt hjem efter en uge hos min far og hans kæreste ved jule tid. Helt udmattet efter den lange uge, nød jeg freden i min lille lejlighed. Jeg havde fået nogle få gaver, som jeg allerede havde stor glæde af, nogle varme store trøjer og et nyt par sko. Jeg havde lagt mig på sofaen, med min schæfer hvalp på 9 mdr. Hun var dejlig varm, og lå tæt ind imod mig. Min lejlighed var utrolig kold, selvom jeg havde skruet op for varmen, det var som om det trak fra højre side, hvor døren stod åben. Jeg så til siden, og følelsen af at der ville side en og ånde mig ind i ansigtet var stor, men der var ikke nogen. Jeg gned mine trætte øjne og følte mig åndsvag. Trættere end før, greb jeg fjernbetjeningen og zappede rundt, pludselig stoppede jeg ved et ånde program. Mit hjerte hamrede når folk fortalte om ånderne der boede i deres hjem, hvilke narestreger de lavede og hvor farlige de var. Et højt gab slap ud fra min mund, jeg valgte at slukke fjernsynet og skyndte mig ind i min seng. Sam, min hvalp vågnede op med et sæt, hun sprang ned fra sofaen, så stoppede hun kort op og logrede af sofaen, før hun løb forbi mig og hoppede op i sengen. Hun logede helt vildt, da jeg satte mig i sengen og inden jeg nåede jeg kravle under dynen, havde hun lagt sig til at sove igen. 'Det var et uhyggeligt show, synes du ikke, Sam?' Sagde jeg og kløede hende på maven. Hun gav et lille suk fra sig. 


- mere kommer 






mandag den 3. november 2014

A nest of vampires

Jeg var i byen med nogen af mine venner for at fejre min fødselsdag, normalt drikker jeg ikke, men de fik mig lokket til det alligevel. Desværre som ny begynder dranker, så ender det med lidt for meget alcohold. Jeg ved stadig ikke helt hvordan det gik til, men pludselig stødte den her fyr ind i mig, og jeg kom op at skændes med ham. Efter nogle få knytnævne slag blev vi begge smidt uden for, hvor jeg landte hårdt på maven. Jeg fik rejst mig op og grinte af det. 'Ja grin du bare, fjols.' Sagde den anden fyr, han havde også fået rejst sig op. Vi stod begge i gyden og så vredt på hinanden. Inden jeg vidste af det, forsatte kampen hvor den tidligere havde gjort inden for og vi rev og slog hinanden. Blodet må have lokket ham til os, for pludselig stod en fyr imellem os, hans blik gav mig gåsehud. Han greb først fat i mig og uden jeg kunne gøre modstand så bed han mig i halsen og suggede. Det var en smerte fuld oplevelse og selvom jeg var godt fuld, så kunne jeg tydelige mærke det. Det var som om hele min nakke brændte, han gav slip og løb efter den anden fyr der var flygtet, uheldigvis kom han ikke langt, han blev smidt imod mig og straks begyndte fyren at drikke af ham også. Jeg greb ud efter det nærmeste og hamrede den blodtørstie om kuld, af ren vrede og frustration over smerterne, blev jeg ved med at slå på hans ansigt. Den anden fyr kom på benene. 'G-gir dddu en hååånd?' Fik jeg fremsagt, jeg havde aldrig gættet at det ville være så svært at styre ens tunge. Han smilte skævt og hjalp til med at smadre fyrens ansigt. Vi stoppede begge op, udmattede og trætte. 'Hvad fanden fejler du?' Sprugte han og tørte sig om munden. Jeg så undren på ham, men faldt så om kuld. Jeg følte mig svimmel og langsomt kunne jeg lugte blodet der løb ud af min hals. Fyren satte sig ned og tændte en smøg, han så mere rolig ud end hvad jeg følte. 'Oh shit!' Udbrød en sort håret dreng i en grøn hættetrøje og blå bukser. 'Hvad har I lavet!?' Råbte han og tog sig til ansigtet. 'Er I okay?' Spurgte han så og gik imod os. Jeg mumlede nogen ord før jeg faldt i søvn. 

Jeg satte mig brat op i sengen, jeg hev efter vejret før det langsomt gik op for mig at det bare have været en drøm. Jeg gøs og sprang ud af sengen, det var helt sikkert forkert at drikke alcohol, jeg grinte lidt over mig selv, før jeg fandt min iphone frem, som var spammet med beskeder, jeg tog lidt tid om at svare dem, mærkelige beskeder som, 'Kan du huske igår?' 'Wow man, du var så langt væk!' 'Du burde fandeme ikke drikke!' 'Vildeste aften, ses vi imorgen aften!?' Da jeg var færdig lagde jeg mobil på sengen og trak nogle mørke jeans på, en sort t-shirt og min cap på hovedet, jeg var stadig svimmel og underligt nok bleg på mine arme, var det normalt? Jeg åbnede døren og gik ud i gangen, for at se ind i køknet, min mave rumlede højt og jeg følte mig helt tør i munden. For hvert skridt jeg tog, blev jeg mere svimmel og den ellers korte gang på 5 skridt, virkede så lang og smerte fuld. Jeg nåede endelig døren til køknet og med mine sidste krafter fik jeg åbnet døren, og faldt omkuld på gulvet. Fra vinduet, ramte solens varme strålner mine bare arme. Min krop begyndte at føles varm og ganske langsomt blev det varmere og varmere, feber? Nej, var solen fra vinduet. Jeg skreg imens jeg forsøgte at kravle i sikkerhed, måske var det tømmermændene der gjorde min hud så følsom? Jeg havde aldrig før haft tømmermænd, så det var den eneste forklaring. 


- mere kommer 










tirsdag den 14. oktober 2014

The wrong day



Jeg stod løb op af trapperne, imens mit hjerte slog hårdt i mit bryst. Da jeg endelige nåede til parroen faldt mit blik på skeamet, næste tog om 5 minutter. Var det kørt fra mig? Nåede jeg det ikke? Jeg kiggede på mit armbånds ur, men vidste ikke helt hvad jeg kiggede efter. Jeg skyndte mig hen til automaten og trykkede på min statioen og smed nogle små penge ind, imens jeg ventede på min billet sad 3 drenge inde i et glas rum, hvor man kunne sidde i læ. 2 af dem sad og grinte, snakkede grimt til hinanden, den trejde sad over for dem og filmede dem. Den ene fyr fik øje på mig og jeg skyndte mig at se væk. Jeg tog min billet fra automanten, uden at tænke over det gik jeg hen til trappen, og stod nu med sidden til de 3 drenge. De gik ud og stilte sig foran mig. 'Kom nu for fanden!' Sagde den højste. 'Nej, jeg vil ikke!' Sagde den yngste. De var ikke dansker og deres talemåde irriterede mig. 'For fanden ta dig sammen, eller vi efterlader dig her!' Sagde den højste. De stod tæt på mig og nysgerrig som jeg var, fik jeg igen øjen kontakt med dem. 'Hvad fanden glor du på!?' Råbte den højst og spyttede efter mig. Jeg så væk og stak mine hænder i lommerne. 'Hva fanden, er du for fin til at svare!?' Spurgte han og smilte skævt. 


- mere kommer 
   


tirsdag den 30. september 2014

Romerriget


'Jeg lover dig, min søn. Du vil blive den næste cæsar,' sagde min far og så mig direkte ind øjende. Hans hænder holdt om mit lille ansigt imens han stor smilte. Så kyssede han mig på panden før han forsvandt ud af porten. Det var sidste gang jeg så ham, da han døde samme aften. Året var 44 og jeg var lige fyldt 14 år. Min far havde betroet sin loyalitet til Julius Cæsar og lod mig blive i hans lejer. Min far var en mægtig og god kriger, som Julius Cæsar var meget desperat efter at eje, min far tog imod tilbudet da Julius Cæsar lovede at give mig beskyttelse i hans lejer. Min far så det som sin chance for at komme tæt på Julius Cæsar og hvis chancen var der ville han dræbe ham, tage titel som Cæsar og give mig den fremtid jeg fortjente. Desværre havde Julius Cæsar ører og øjne over alt og hurtigt fandt han ud af at min fars plan. Jeg havde selv overhørt Julius Cæsar snakke med sin spion om min far. 'Er forræderen blevet dræbt?' Spurgte Julius Cæsar. En dreng i skyggerne nikkede, han var kun lidt ældre end mig. 'Spydet som de befaldede Cæsar,' sagde han. 'Godt, Cæsar er glad!' Svarede Julius Cæsar. Spionen gik imod døren hvor jeg havde stået og lyttet, han gik forbi mig og lod som om jeg slet ikke fandtes. 'Far! Der står en dreng og lytter!' Råbte Julius Cæsar's søn som fulgte sin far over alt. Han havde langt mørke brunt hår, store grønne øjne. Hans rustning var sort ellers lignede den min på en prik. Jeg gik med hurtige og vrede skridt imod Julius Cæsar, 'du dræbte min far!' Råbte jeh og pegede anklagede på ham. Den gamle mand satte sig i sin stol og så hånligt på mig. 'Sludder og vrøvl, VAGTER!' Råbte han. Vagternes fodtrin blev højre ude for døren, hurtigt og desperat trak jeg en dolk frem og så sprang jeg på Julius Cæsar. 'Du er en løgner og en morder!' Råbte jeg imens jeg dolkede ham flere gange. Han skreg af smerte og forsøgte at slå på mig. Heldigvis havde min far brugt flere timer om dagen på at træne mig. Julius Cæsar faldt om på gulvet, vagterne stod forvirret i døren, jeg så forpustet på dem, ganske langsomt knælede jeg ned og tog hans krone af hans hoved og satte det på mit. 'Jeg er jeres Cæsar. Cæsar beordre at I fjerne dette modbydelige lig fra mit gulv!' Sagde jeg vredt, imens jeg stadig rystede over chokket. Vagterne sendte hinanden blikke, men gjorde som der blev sagt. Der blev stille inde i rummet, ind til jeg hørte en snøften fra gardierne. Jeg gik der hen og trak det fra uden tøven. Den brun håret dreng stod med vrede i øjnene og tårre der trillede ned af hans kinder. 'Hvem er du?' Spurgte jeg. 'Jeg er Julius Cæsars søn,' frem stammede han. 'Javel, hvor gammel er du?' Spurgte jeg. '10 år,' svarede han og tørte sine øjne. 'Vil du slå mig ihjel?' Spurgte han og så ned på min dolk. 'Nej, hvad hedder du?' Spurgte jeg. 'Taylor,' svarede han. 'Taylor, jeg er din Cæsar. Slut dig til mig. Bliv min vogter, bedste ven og min søn,' sagde jeg og lage armene om ham som en fæder. Taylor lagde armene om mig, men hader i hans øjne var der stadig. Minderne om mig der havde dolket hans far ihjel sad brandt fast på indersiden af hans øjenlåg. 




- Mere kommer..... 

tirsdag den 23. september 2014

Det trejde hjul

Jeg havde taget den beslutning at flytte sammen med min barndomsven og en af mine gode venner, som faktisk var min eks kæretes eks. Jeg havde kendt ham hele mit liv og vi havde altid forstået hinanden, vi byttede tit rundt på hinandens historier og tøj, og på en eller anden måde følte vi os som tvillinger. At der skulle komme en trejde person ind i vores liv, ville ikke påvirke mig, tænkte jeg. Men sagen var at vi ikke rigtig kendte ham og selvom alle havde advaret mig, så valgte jeg ikke at lytte til dem. For hvad kunne gå galt? 

Den første uge gik fint, vi fandt hurtig ud af at deles om tingene og jeg var ret stolt over mig selv. Der var dog nogle tegn undervejs, men jeg valgte at ignorre dem.  Når jeg havde brug for hjælp med at bære noget eller at holde noget, så var min barndoms ven der straks uden jeg bedte ham om det, men den trejde person blev væk, enten gik han ture, eller sad i skolens computer rum, han ignorrede en når man bedte om hjælp, og meget hurtigt blev vi irriteret på hinanden. 

Der gik ikke længe før den trejde persons ture blev længere eller han sad på skolen i længere tid, jeg valgte dog at ignorrer tegnene. Men jeg skulle ha handlet, gjort noget, sagt noget. Måske var det den følelse han gav mig? At han var ligeglad med mig, kunne jeg så også tillade mig at være ligeglad med ham? Nej, men det gjorde jeg alligevel. Dumt. 

Ganske langsomt blev lejligheden mere tom og jeg sad pludselig flere aftner alene. Min barndoms ven begyndte at gå flere ture og pludselig sad han også på skolens computer i flere timer. 

Den ene aften kom han så hjem, efter han havde efter lignet et forsvinnings nummer som den trejde beboer havde lavet mange gange før. Vi skændtes kort, for jeg var alene og frusteret. Vi blev hurtige enige om at vi måtte gå hver til sit. 

Jeg valgte dog til sidst at gå ud af lejligheden uden et ord. Jeg lod døren stå åben bag mig imens jeg gik ud i natten. Træt vandrede jeg gaderne rundt, tænkte over hvad der var sket. Hvad jeg havde gjort forkert og hvordan det var endt så grueligt galt. Men sket var sket, det var forsent, ordene var blevet sagt og det var forsent at tage dem tilbage. Jeg havde mistet min barndoms ven, min tvilling til en fremmed, de var blevet bedste venner. Og med et knust hjerte og en kniv i ryggen vandrede jeg gaderne igennem. Jeg havde intet at vende hjem til, og ingen steder at gå hen. Så med sorg i hjertet valgte jeg at gå ned til vandet, hvor der stille og roligt, vandet var mørkt og en anelse uhyggeligt. Jeg sprang i uden at tøve. Det kolde vand paralyseret min krop med det samme, jeg havde holdt vejret i ren reflekt, og min krop prøvede deperat at svømme op af. Men uheldigvis havde jeg aldrig lært at svømme og vandet var så koldt. Ganske langsomt blev min krop tungere og selvom mine lunger skreg efter luft, så var der ikke mere at gøre. Jeg faldt stille og roligt i søvn, en slags dvale og lod min krop give efter.

tirsdag den 16. september 2014

Jag et bæst - fang et menneske



Jeg havde holdt øje med hytten over på den anden side af søen hele dagen. Normalt skete der aldrig noget og jeg brugte dagene på at få tiden til at gå, ved at træne eller fange mad i skov bunden. Jeg boede selv i en efterladt hytte gemt godt væk. Men lige i dag så jeg for første gang i mange år lys over i nabo hytten. Jeg havde ingen menneskelig kontakt og måske jeg også lidt glemt hvordan man talte med fremmed mennesker. Jeg sneg mig tættere på og forsøgte at få øje på de to benene skabninger der gik rundt der over. Men søen var for stor imellem os, og hvis jeg skulle hele vejen rundt om søen, ville det tage hele dagen og måske var de væk til den tid? Min mave rumlede højt og jeg slog hårdt på den. "Ssh!" beordrende jeg vredt. Jeg blev afbrudt af støj over fra hytten, der blev lyst op fra vinduerne og røg steg op fra deres lille forhave, de havde vel nok lavet et bål for at holde varmen. Jeg slikkede mig om munden og valgte alligevel at snige mig igennem skoven for at komme tættere på dem. Hvis jeg var hurtig, kunne jeg nå at være der imens de sov.

Ganske rigtig, de sov alle sammen da jeg nåede frem. Solen var ved at stå op, så jeg skulle være forsigtig. Der lå to mennesker uden for og sov tungt. Jeg sneg mig tættere på og stirrede ned på dem. Deres kroppe var dækket af en slags pose. Drengen havde brunt hår, med lyse spidser, sært tænkte jeg for mig selv. Han havde 2 metal ringe i læben. Pigen havde langt lyst hår og så helt naturlig ud. Jeg undersøgte de flasker der lå rundt omkring dem, men de fleste var tomme, og lugten var voldsom. Jeg sneg mig videre i deres rod, jeg forsøgte ikke at træde på deres ubrugelige ting. Langsomt nåede jeg til døren og fik lydløst åbnet døren for at snige mig ind. Hytten var ren, der lå ting over alt, men den var renerne end min. Gulvet var lyst og havde flotte tæpper, jeg satte mig på hug og strøg mine fingre over tæppet, det var så blødt. Der lød en snorken og ved siden af mit hoved, hvor der lå en på sofaen. En ung pige, med lyst kort hår og mange metal ringe i ørerne. Jeg lagde hovedet på skrå og undrede mig over hvorfor hun lå på den, på gulvet foran hende, lå en trøje, jeg samlede den op og tog den på, så min egen lugt blev mindre. Jeg hørte larm bag mig og skyndte mig om bag sofaen i sikkerhed. Jeg huskede ikke hvordan man talte til menneskerne længere, så for mig var de farlige og jeg måtte undvige dem. En lang tynd dreng gik igennem hytten, med korte short så hans lår var tydelige, han havde en stor grå hættetrøje på uden hætte. Hans hår var langt og kulsort. Jeg strakte mig for at se nærmere på ham. Han trådte forsigtigt ned på gulvet og var næsten lydløs, men gulvet knirkede under hans lette vægt. Han stak hoved ind i køleskabet og jeg tog chancen og sneg mig op af trapperne. Der var 3 døre, der var bevægelse bag en af dørene. Jeg opdagede heldigvis lemmen i loftet, meget hurtigt fik jeg den åbnet, en stige faldt langsomt ned imod mig. Jeg sprang hurtigt op af trinene, trak stigen op og lukkede lemmen. Jeg sneg mig igennem loftet og igennem sprækkerne i brædderne kunne jeg se lyset skidne ind. Jeg fandt min trofaste dolk frem fra mine shorts og begyndte at gøre sprækkerne i brædderne stører så jeg kunne se ned på menneskerne. Den sort håret dreng satte sig i sofaen og spiste et stykke brød. Pigen der før havde lagt der gik rundt med vrede bevægelser. "Remus har du set min trøje?" sagde hun. Den sort håret dreng reagede og jeg gik ud fra at han hed Remus. "Nej," sagde han lavt og så forvirret rundt. Endnu en dreng kom ned fra trapperne. Han havde lange cowboy bukser på og en grøn hætte trøje, hans ansigt var blegt og hans hår var kort og sort. "Godmorgen," sagde han og gabte højt. "Godmorgen Sam," sagde Remus og smilte stort. Jeg fokuserede på deres ansigter og forsøgte at huske deres sære navne. Pludselig gik hoved døren op og en lille glad pige med langt lys hår trådte ind, hendes smil spredte straks glæde i hele hytten. 'Gooodmorgen!' Sang hun og smilte til de andre, i armene havde hun to store bæreposer. 'Morgen' mumlede Sam og Remus i munden på hinanden, imens de smilte som to forelsket fjolser. 'Aiko, tog du morgenmad med?' Spurgte Emma der stadig ledte efter hendes trøjde. 'Ja, forresten hils på Taylor.' Sagde Aiko og nikkede imod døren bag hende. En brun håret fyr trådte ind, han bar på tre store poser som om det var ingen ting. Han havde en sort t-shirt på, militær bukser, sorte sko. Han smilte skævt, hans grønne øjne strålede af selvsikkerhed, i hans højre øre havde han en sort ørering og i venstre øjenbryn havde han en piercing. 'Hvor skal jeg stille poserne?' Spurgte han. Remus og Sam stod stille og betragtede deres nye rival. 'Her henne!' Sagde Aiko og gik venstre om bag døren ind i et åben køkken. Hun satte sine poser på gulvet. Taylor gik forbi Sam og Remus der begge var højre end ham, 'undskyld,' sagde han og trådte ind imellem dem. Jeg kunne mærke helt oppe på loftet at hele rummet blev fyldt med jalousi. Jeg slikkede mig om munden og nød den lille forestilling. Det var længe siden jeg sidst havde omgås mennesker og nogen af ordene som de sagde, var svære at forstå, men jeg gættede mig til det meste. Taylor satte de tre poser på gulvet ved siden af Aiko og hjalp hende med at sætte alting på plads, han smilte venligt til hende og snakkede meget høfligt til hende. Remus gik hen til sofaen og satte sig på armlænet, med armene over kors for at iagttage den nye konkuren. ’Flotte bukser,’ sagde Taylor og så over på Remus. Remus så undren på ham, men fulgte så hans blik ned, han sad stadig i sine nat bukser, hans kinder blev en smule røde og han rejste sig straks op, med hastige skridt gik han op af trapperne og ind på sit værelse. Jeg ville liste efter Remus og se hvor han gik hen, men pludselig trådte to mennesker ind af døren. Den første var en pige med langt blondt hår, hun havde en nedringet blå trøje på og stramme cowboy bukser, hendes sko var sorte. Hun gned sig træt i øjnene og søgte hen på sofaen. ’Godmorgen Naru!’ lød det muntret fra Aiko. ’MMm’ mumlede Naru og krøb sammen på sofaen. En dreng trådte også ind og lukkede døren bag sig, han havde et stort smil på læben og jeg kunne sværge at han lignede Remus, samme højde og bygning, men hans hår var kortere og brunt med lyse spidser i pande håret. De havde samme piercinger i munden, dog virkede ham her mere vågen. Han havde en sort tank top på, lange røde bukser og kæder fra den ene lomme til den anden.  ’Godmorgen Aiko, hov, hvem er det?’ spurgte han og gik hen til Taylor. ’Jeg hedder Taylor,’ sagde han og nikkede. ’Ryan,’ sagde drengen og kiggede længe på ham. Der var stille lidt, så smilte Ryan. ’Jeg er vild med din øjenbryn piercing,’ sagde Ryan og klappede Taylor på skulderen. ’Tak,’ sagde Taylor og smilte.
 

Jeg sank en klump da lugten af noget sødt fyldte hele hytten, alle vinduerne blev åbnet og noget af duften forsvandt. Jeg genkendte ikke det mad de indtog og det var også lige meget. De gik alle sammen uden for og sad foran et bål de havde lavet. Jeg tog chancen og sneg mig ned fra loftet. Jeg lod lemmen stå åben bag mig, så jeg ville kunne nå at løbe tilbage i skjul. Jeg stod lidt og kiggede på de tre døre foran mig, dog havde jeg ikke mod til at åbne en af dem. Jeg sneg mig ned af trapperne og listede hen til køknet. De havde ladt noget af deres mad stå. Jeg snuste til det hele, men alting var så anderledes. Jeg stak en finger i en blå bøtter og suttede på min finger, det smagte af mast hindbær, dog var smagen sødere end i naturen. Jeg tog 3 skiver af deres brød som var skåret ud, jeg lagde to af dem ned i mine lommer og den sidste proppede jeg straks ind i munden, skårben var blød og hurtig var den spist. Jeg hørte skridt og listede igen bag sofaen. Ind kom pigen ved navn Emma, hun stoppede hurtigt op og så sig rundt, 'Hvad er dog det for en stank?' mumlede hun for sig selv. Det løb mig koldt ned af ryggen og noget sagde mig at hun ville være den farligste af dem alle sammen. Hun gik hen til køknet og sukkede højt over noget, før hun begyndte at skære i brødet. Jeg listede om foran sofaen og holdte hele tiden øje med døren i frygt for at nogen ville træde ind og opdage mig. Emma gik med hurtigere skridt uden for, inden jeg nåede at snige mig om bag sofaen igen. Mit hjerte hamrede hurtigt og jeg stod stille i nogle sekunder, før det gik op for mig at jeg var alene i hytten. Jeg så imod de åbne vinduer og overvejede et kort øjeblik om jeg skulle stikke af, men nysgerrigheden holdte mine ben fast. Jeg stod længe og overvejede hvad mit næste skridt skulle være, jeg sukkede og valgte så at liste op på loftet igen i sikkerhed og holde lidt mere øje med de fremmed.

Det meste af dagen opholdte de sig uden for, nogen af dem gik inden for, for at skifte tøj, hente mad, eller for at gå på badeværelset. Jeg havde været neden under nogle få gange i løbet af dagen og stjæle nogle få ting, så jeg kunne klare mig oppe på loftet. Jeg havde heldigvis min trofaste dolk på mig, som jeg lavede flere huller med, så jeg havde flere steder at se fra. Det eneste sted jeg stadig ikke havde fået lavet hul til var på badeværelset, men det var fordi rummet var under en af de tre døre. Der var larm neden under og jeg kiggede ned igennem en af mine mange huller. 'Du har ikke en telefon vel?' spurgte Sam lavt til Taylor. Taylor hævede et øjenbryn og rystede på hovedet. 'Nej, vi har ikke råd til mobil telefoner her ude på landet, vi har mønt telefoner inde i byen og ellers er der nogle få telefoner rundt omkring i byen, hvorfor? Jeg kan se at ingen af jer kommer her fra, I burde da have mobil telefoner?' spurgte Taylor. 'Emma, har taget alle vores mobiler, fordi vi skulle hygge os denne uge uden forstyrelser,' sagde Sam og kløede sig irriteret i håret.


Mere kommer.....