mandag den 19. august 2019

chain message



Jeg skulle ha taget det seriøst. Jeg kunne ha reageret. Gjort som der stod, men istedet valgte jeg bare at ignorre det. Selvom jeg inden i stadig tænkte på det. Jeg havde lige lagt mig til at sove, da mit værelse blev oplyst af en sms. Træt greb jeg ud efter min mobil og gled fingeren over skærmen. Mine øjne løb ned over teksten, slugte hvert et ord. Mit hjerte hamrede hurtigt imens jeg sank en klump. Jeg lagde mobilen fra mig. Lammet af skræk. Jeg prøvede at tale mig selv til ro. Det var bare en kæde besked. De kunne ikke gøre nogen fortræd. Jeg tog puden og lagde den over mit hoved. Ganske langsomt faldt jeg i søvn igen.

Dagen efter sad jeg alene ved et bord, jeg må stadig ha været påvirket fra sms'en da jeg ikke hørte mine venner sætte sig ved siden af mig i frokost pausen. "Seriøst, Robin..." Lød en stemme ved siden af mig. Jeg drejede hovedet og så på min bedste ven, Sam. Han havde kort sort hår, grønne øjne og var iført en grøn hættetrøje. "Hvad er der med dig? Du har været underlig hele dagen.." Sagde han bekymret. "Du ligner en som har set et spørgelse." Sagde pigen over for mig, som jeg genkendte som Emma. Hun gik i min matematik klasse, hun var et hoved lavere end mig, og blev tit forvekslet med en dreng. Måske fordi hun lingede en dreng? Hun havde kort lyst hår og opførte sig tit ofte som en dreng. En anden pige begyndte at grine, meget lavt og på kærlig måde. Jeg så på den brun håret pige der sad og kiggede på sin mobil. Hendes navn var Aiko, hun var også mindre end mig, men hun havde skulderlangt hår og svingede imellem at gå i kjole og bukser. Aiko gik en klasse over mig, ikke fordi hun var ældre end klogere. Vi var en ynkelig lille flok, men vi havde det hyggeligt. "Hvad er der galt med prinsessen?" Lød en dyb drenge stemme. Endnu to mennesker satte sig til os. Jeg behøvede ikke at kigge op. Jeg genkendte Ryan's stemme, og den person ved siden af ham var hans kæreste, Naru. Naru var min barndoms veninde. Hun havde store blå øjne og lys langt hår. Hun forstod mig bedre end de andre, men det var ikke så tit hun sagde noget. Hun havde en mørke blå hætte trøje og cowbukser på. Ryan som var hendes kæreste var en irriterene bølle der pludselig troede at han hørte til i vores "flok". Han havde altid været efter mig og min lille bror. Drillet os siden vi var små. Selvom han var stoppet med at mobbe mig fysik efter de var blevet kærester. Han var to hoveder højre end mig og han trænede også relmæssigt, så han var også i bedre form end mig. Hans halv lange brune hår dækkede for hans pande. Han skubbede hovedet til siden og pandehåret fløj til siden. Det var brunt med lyse spiser i pandehåret. Han havde snakebite og en gammel slidt sort T-shirt på, røde bukser og slidte all stars. "Hold op." Sagde Naru lavt og prikkede til Ryan. Jeg himlede med øjnene over dem. Sam rykkede sig lidt og endnu en satte sig til vores bord. Han sad helt tæt op af mig og kyssede mig i nakken. "Hvad så." Hilste han glad. Jeg rødmede en smule og gemte mit ansigt i hænderne. "Hey Kevin" Hilste Ryan og de brød ud i snak. Kevin og Ryan var bedste venner, hvilket irriterede mig, fordi Ryan altid havde været efter mig og Kevin ikke gjorde noget ved det. Kevin var min storebrors kæreste. Han lidt lavere end Ryan, men sjovt nok et år ældre. Han gik en klasse over os alle, han var lige så muskuløs som Ryan og de trænte vist også sammen. Jeg så ud af øjnkrogen og smilte lidt over Kevin, han virkede så glad. Han havde lyseblå øjne, sort kort hår, med langt pandehår i højre side. Han så ud af øjenkrogen og blinkede til mig. Jeg så væk igen. Det var ikke fordi vi flirtede, men fordi vi havde sådan et godt forhold til hinanden. Sam lændte sig ind imod mig fra venstre side af. "Fortæl mig hvad der plager dig." Tiggede han. Jeg løftede min mobil, og mærkede hvordan jeg rystede. Jeg fandt beskeden frem og sendte den til ham. Hans venlige ansigt blev mere blegt imens han læste beskenden. Han kiggede så på mig, forsøgte at smile. "Det er bare en kæde besked." Sagde han nervøst. De andre rettede blikket imod os, nysgerige.

Mine venner begyndte at udspørge mig, hvad der forgik imellem mig og Sam. Kevin virkede en anelse bekymret. Men hvordan skulle jeg fortælle dem at jeg var bange fordi jeg havde modtaget en kæde besked fra et fremmed nummer? Efter skole gik vi som den flok vi var nede i byen. De andre gik foran i godt humør og larmede som folkeskole elever. Kevin gik ved siden af mig. "Hvad er der galt?" Spurgt han. Han forsøgte at smile, men uroen havde spredt sig til hans øjne. Jeg fandt min mobil frem. "Lover du at du ikke griner?" Spurgte jeg lavt. Han tog mobilen ud af mine hænder og fandt smsen frem. "Advarelse. Nu hvor du er startet på denne besked, har du ingen vej tilbage." Læste han højt. Han stoppede op og kiggede overraskene på mig. Jeg sænkede mit blik. Han sukkede og læste videre, de andre var stoppet op og lyttede ivrigt med. "Mit navn er Taylor. Jeg blev slået ihjel af min far en Torsdag nat. Han kom ind på mit værelse og tævede mig ihjel pga en misforståelse i skolen. Nu forsøger jeg at finde ud af hvem der er ansvarlig for min død. Send denne sms videre til 10 mennesker, så vi kan finde forbryderen. Ignorrer du denne sms eller sletter du den vil jeg personligt dukke op på dit værelse Torsdag nat, med min kniv og hamre den i dig, til du tigger om nåde. Jeg vil blive ved indtil du dør.' Der var stille imellem os.

Først havde de grint lidt, måske af nervøsitet eller fordi det var dybt latterligt. Men så ændrede deres latter til vrede. Kevin ville ringe nummeret op, men jeg var for bange. Jeg fik min mobil tilbage og gemte den i lommen. Kevin sagde så at det var noget sludder, at nogen bare forsøgte at skræmme mig og at jeg skulle slette beskeden. Det var den eneste måde at slå sådan en kæde besked ihjel. Men jeg turte ikke. I beskeden stod der at drengen var blevet slået ihjel, skulle jeg nu også slå ham ihjel, ved at glemme ham. Jeg nægtede. Samt jeg var bekymret for at han faktisk ville dukke op. 

Naru lovede at følge mig hjem, vi boede alligevel på samme vej. Vi gik ved siden af hinanden og små snakkede. Ryan gik bag ved os. "Tænk at du blev bange fordi du fik en sms." Små grinte han. Jeg fik det skidt og uden jeg lagde mærke til det strefede mine fingre min mobil der lå i min lomme. "Hvorfor sletter du den ikke bare?" Spurgte Ryan. Jeg valgte at ignorre ham. Han greb fat i min skulder og fik mig vendt om, så jeg stod ansigt til ansigt med ham. "Hør her! Du skræmmer os andre, hvis du bare sletter beskeden så sker der ikke noget!" Sagde han en smule irriteret. Jeg stirrede ham ind i øjnene. Han bed tænderne sammen. "Send den til mig." Sagde han. Jeg tøvedene. "Jamen.." Hviskede jeg. "Send den nu bare!" Sagde han mere truene. Jeg tog min mobil frem og trykkede på videre send. Han tog hans egen mobil frem. Holdte den frem for mig og trykkede slet. Det løb mig koldt ned af ryggen. "Hvorfor gjorde du det!?" Råbte jeg. Om det var af vrede eller panik viste jeg ikke. Ryan smilte stort. "Jeg vil bevise at der intet sker." Sagde han roligt og gik videre. Naru stod ved siden af os. Hun trak på skulderen og gik så efter ham. Jeg stod og så efter dem, så løftede jeg min mobil op til mit ansigt. "8 beskeder tilbage...." Hviskede jeg.

Jeg gik det sidste stykke hjem. Helt umattet af dagen, gik jeg med det samme iseng. Men om natten blev mit værelse oplyst igen. Jeg lå lidt og stirrede på min mobil der lyste. Ganske langsomt greb jeg ud efter den. Låste den op og læste beskeden. Det var den samme besked som natten før. Jeg slukkede mobilen og lagde den væk. Så tog jeg puden op og gemte mit ansigt.

Næste dag kom Ryan ikke i skole. Naru sagde ikke et ord, hun virkede urolig og bange, men hun var vand til at han pjækkede. Kun jeg vidste at kæde beskeden havde skræmt hende som den havde skræmt mig. "Hmm.." Lød Aiko's stemme da hun satte sig på en stol ved siden af mig. "Jeg har undersøgt lidt på nettet. Kæde beskeder er bare noget nogen har opfundet. Kevin har ret, du skal bare slette den og komme videre." Sagde hun og så på mig med et smil. Jeg fandt min mobil frem, den var stadig slukket. "Jeg fik den samme besked i nat." Mumlede jeg træt. "Har du ikke sovet?" Spurgte Aiko og stirrede på mit ansigt. Jeg trak på skulderen. "Hvor er Ryan & Sam?" Spurgte Kevin da han satte sig ned ved bordet. Jeg stirrede på min mobil. "De har nok fundet ud af at der en prøve idag." Sagde Aiko og blinkede til Kevin. Kevin slog sig i panden. "Årh nej! Er det idag?" Sagde han. Aiko slog ud efter ham og han undveg. Så brød de ud i latter. "Du går slet ikke i vores klasse, fjolle!" Grinte Aiko. Jeg ville grine af dem, men jeg kunne ikke fjerne blikket fra mobilen der lå foran mig. Sam & Ryan havde modtaget kæde beskeden. Hvad hvis ham Taylor havde slået dem ihjel? Og næste gang ville det blive min tur? "Tænker du stadig over den åndsvage kæde besked?" Spurgte Emma. Jeg blev hevet ud af mine tanker og så op. Emma havde sat sig til os, hun himlede med øjnene. "Helt ærligt! Så send den dog til 11 eller hvor mange det nu var!" Sagde hun hårdt og blev ved med at se på mig. Hun mente det ikke så hårdt, hun var bare træt af at jeg altid skulle pive og klynke over små ting. Kevin hævede en hånd og fik gjort Emma tavs, de var som bedste venner, viste altid hvad den anden tænkte. "Emma har ret, send den besked og få det ud af verden!" Sagde Kevin og lød irriteret over emnet. Jeg trak på skuldren. Det føltes bare ikke rigtigt. "Jeg er enig med de andre." Sagde Aiko og smilte til mig. Naru stirrede på min mobil uden at sige noget. Jeg løftede mine fingre og fik tændt mobilen. Ganske langsomt trykkede jeg koden ind og vendtede til mobilen havde været tændt i nogle sekunder. Jeg gik ind under beskeden og Taylor's navn var det første jeg læste. Kevin blev utoldmodig, han rev mobilen ud af mine hænder og trykkede på vidersend. "Så, nu har jeg, Emma, Aiko og Naru fået den!" Sagde han og gav mig mobilen igen. Jeg stirrede længe på mobilen i hans hænder før jeg tog den igen. Jeg stirrede på sms'en. "4 smser tilbage...."


Prøven var hurtigt overstået. Jeg samlede mine ting og gik ud, jeg så mig over skuldren inden jeg forlod klasse værelset, jeg var en af de sidste. Aiko stod uden for og ventede på mig. Jeg gik hen til hende og vi fulgtes ned af gangen, hun begyndte at snakke om prøven. Jeg forsøgte at nikke og svare når hun blev stille eller trak vejret, imens kørte mine fingre sig over mobilen i min lomme.

Samme nat fik jeg endnu en sms. Jeg vidste hvad den indeholdte, så jeg slukkede mobilen med det samme. Men alligevel følte jeg at der var en anden i rummet. Jeg turte ikke vende mig rundt, så jeg trak dynen op over hovedet og forsøgte at sove.


 Jeg sad alene ved frokost bordet. Maden havde jeg glemt der hjemme. Langsomt trak jeg den hvide mobil op fra lommen, lagde den foran mig og kiggede længe på sms'en som jeg havde modtaget. Jeg sukkede. Hvornår ville dette tage en ende. "Hvornår sletter du den sms, for pokker?" Klagede Kevin og satte sig ved siden af mig. Jeg så overrasket op på ham. "Har du læst den?" Spurgte jeg. Kevin fandt sin mobil frem. "Jeg slettede den med det samme, som jeg sagde at du skulle gøre." Sagde Kevin og himlede med øjnene. Aiko kom imod os, en anelse træt. Jeg så overrasket på hende. "Jeg har ikke lukket et øje hele natten." Sagde hun flovt og satte sig ned. "Sig ikke at du blev bange pga en kæde besked?" Spurgte Kevin med et hævet øjenbrynd. Hun sænkede blikket. "Den er bare så ulækkert!!" Jamrede hun. Jeg ville give hende ret, men jeg havde ikke sovet i 2 dage, så jeg havde en voldsom hovedpine. "Jeg har faktisk undersøgt det..." Hviskede hun. Jeg så forbavset på hende. "U-undersøgt?" Stammede jeg nervøst. Kevin sukkede, men lyttede alligevel efter. "Hvad snakker I om?" Spurgte Emma og satte sig ned hos os. "Taylor." Hviskede jeg. Mit hjerte hamrede. "Ej, vel...." Sagde Emma og udvekslede øjne med Kevin. Jeg ignorrede dem og vendte min opmærksomhed til Aiko. "Han fandtes" Sagde jeg og Aiko nikkede. "Der er mange som hedder Taylor!" Sagde Emma irriteret. "Han blev slået ihjel." Sagde Aiko og ignorrede Emma. "Der er mange som bliver slået ihjel!" Afbrød Kevin irriteret. "Af sin far!" Sagde Kevin og Emma på samme tid da jeg åbnede munden. Jeg lagde armene over kors og så afventene på Aiko. "Men der er noget som ikke stemmer." Sagde Aiko og trak to stykker papir frem fra sin taske. Hun havde printet en avis ud. "Skole dreng slået ihjel" Læste jeg højt. Bogstaverne var store og ikke til at overse. Kevin og Emma begyndte at læse, men Aiko fortalte ivrigt. "Taylor blev slået ihjel af sin far, men han var ikke helt uskyldig." Fortalte hun. Mit blik stoppede på billedet af en skole dreng. Han havde krøllet orange hår, med nogle få fregner over næsen. Hans øjne var små og grøne og han havde et lumsk smil. "Han var en ballade mager, han drillede de andre elever og var en rigtig plage ånd. Han fik et vrede udbrud i skolen og slog en af de andre elever ihjel ved at dolke ham til han døde. Han gik amok på nogle af de andre elever, men lærerne nåede at stoppe ham. Der står også at han skrev kæde beskeder rundt." Fortalte Aiko. "Men hvorfor slog faren ham ihjel?" Spurgte Emma. "Det var selv forsvar." Svarrede Kevin der var færdig med at læse. Jeg sad med en klump i halsen.

Jeg lå om natten med bankene hjerte. Det var Torsdag nat. Jeg havde trukket dynen over hovedet og lå med mobilen i mine rystene hænder. Min tommeltot ville trykke slet alle beskeder, men hvad hvis det gjorde ånden sur? Der stod at man skulle sende dem videre. Jeg manglede kun 4 personer, og så ville jeg være fri. Måske var det frygt der standsede mig. Måske var det dårlig samvittighed. Pludselig røg dynen af og lyset af mobilen oplyste værelset. Kniven var det første jeg så. Det sidste jeg hørte var mit skrig der vækkede mine forældre.



mandag den 27. maj 2019

Vegan werewolf

Kort efter min 15 årige fødselsdag omkom begge mine forældre i et bil udheld. Sagen blev undersøgt, men politiet kom frem til at det var et uheld og begge mine forældre blev brændt ihjel efter at de var kørt galt. Efter en eller to uger på et plejehjem, hvor jeg skulle tale med flere forskellige psykologer blev der endelig fundet et familie medlem i en anden by, dog ville de ikke have mig så det blev besluttet at jeg skulle på en kostskole af en art i en dén by. Nærmest 100 kilometer væk fra min føde by. Med et kæmpe tab til mine forældre skulle jeg nu også sige farvel til venner og bekendte og bo et fremmed sted. 

Jeg var blevet sat på en bus og senere et tog og så en bus mere. Byen virkede så lille da bussen kørte igennem den og da den endelig stoppede på rutebilspladsen fik jeg et sug i maven da jeg trådte ud på den tomme parkeringsplads. Bus chafføren så irriteret på mig fordi jeg tog så længe om at gå ud af bussen, og det gav et sæt i mig da han lukkede døren bag mig. Der stod jeg så, helt alene med en stor rygsæk med en smule tøj i og nogle bøger. De fleste af mine ting var blevet taget fra mig, ødelagt eller solgt for at kunne betale regninger. Jeg havde mørke blå sko på med sorte snørebånd. Hullet lyse cowboy bukser. En hvid t-shirt med sorte ærmer. Og mit hår var kort, med en farve der mindede om en lys caramel. Jeg sukkede højt og gik hen til en bænk og gav mig til at vente på min fjerne slægtning eller hvem som helst der skulle hente mig. Minutterne gik og da der ikke skete noget, valgte jeg at begynde at gå selv. Jeg havde undersøgt adressen hjemme fra, og selvom jeg normalt havde svært ved at huske noget jeg havde læst, så var det som om mine ben præcis vidste hvor jeg skulle hen. 

Jeg stoppede op foran en stor port, der stod åben, indkørelsen var så lang at jeg troede at den aldrig ville ende, men det gjorde den heldigvis. Skolen var større end jeg havde forstillet mig, der var mange elever der gik rundt uden for, ingen lod til at lægge mærke til mig. Jeg gik med bankende hjerte ind af hoved døren og trådte ind i en stor forhal med en trappe i midten, to døre i hver side. 

- Mere kommer - 

fredag den 15. februar 2019

2048

“I kan slutte jer til mig, eller I kan slås imod mig - I er frie nu og I træffer jeres egne valg nu.” 

Året er 2048, vi lever i en anden slags verden nu. Jeg husker ikke helt historien om hvad der skete, økonomi, magt, klima, krig? Jeg ved bare at vores barndom er anderleds i forhold til hvordan mine bedste forældres barndom var. Uanset hvad skal vi ikke tænke på fortiden, men fukusere på vores fremtid. Næste generation. Min generation bor i skoven, meget primitivt og langt væk fra store områder. Ikke at vores hjem er lille, der er mange mennesker og vi lever lidt tæt, men det er rart nok. Alle kender alle og vi har fred, vi deles om næsten alting, her er fred og ro. Jeg bor i midten af vores lejer, sammen med min familie, godt beskyttet fra omgivelserne. Min far er lederen af stedet, derfor er jeg og mine søskendene godt beskyttet. Der er min halvstorebror Soph, der har giftet sig med en pige fra et andet sted, de flyttede her til og gjorde vores flol større. Så er der min storebror Bones, han rejste for ikke så længe siden da han ikke kunne enes med vores far. Så er der tvillingerne; Taddie den ene af tvillingerne er forlovet med en arving til en anden flok og selvom hun er ung, så er hun den med mest viden af os alle og helt sikkert også den klogeste. Hun rejser snart for at bo hos sin nye familie. Jeg er glad for at jeg ikke har sådan en pligt, endnu. Jeg har viet mit liv til at være kriger istedet, da jeg drømmer om eventyr, se verden og opleve ting. 

“Jereth, kom nu!” Lyder en ung stemme et sted bag mig. Ripley, en dreng med blå øjne og orange hår trækker i min arm, det er min lillebror, den sidste tvilling. Eller den udvalgte som guderne har tildelt ham. Han er også den nye arving til kronen og lejren, hvis vores far skulle gå bort. “Yo Rip, ta den med ro!” Siger jeg og lægger min hånd på hans hånd. Jeg får rejst mig op og griber en hvid t-shirt der har nogle huller og er beskidt, det var engang en langærmet trøje, men det ene ærme er blevet revet af, og brugt til forbinding engang, jeg vender den lidt rundt i mine hænder før jeg tager den på. Jeg trækker hurtigt nogle slidte bukser på og et bælte, hvor jeg har min trofaste dolk sat i. “Så hvad skal vi idag?” Spørger jeg og tager den ene støvle på. “Jeg tænkte på om vi kunne gå en runde i lejren eller tage på jagt?” Spørger Ripley, han er ivrig og hans blik følger mine miste bevægelser. “Jo” siger jeg og små griner over hans ivrighed. Han løber afsted og jeg må skynde mig for at indhente ham, hvornår er han blevet så hurtig? Jeg har været væk i nogle måneder, på en hemmelig mission i norden. Faktisk er jeg lige kommet tilbage fra den tur og jeg har stadig mareridt over de ting der skete. Jeg kan stadig hører hans latter. Lugte brædt kød. Såret på min skulder er stadig ikke healet ordenligt og jeg burde nok holde mig i ro, men hvis jeg bliver for længe på mit værelse vil vores far nok forvente at jeg snart opsøger ham og får den velfortjente skideballe for at ha taget på dén mission, som han ikke havde godkendt mig til. Pludselig lyder der et skrig, jeg stopper op og det tager mig ærligtalt nogle minutter at finde ud af om det var i virkeligheden eller bare endnu en lyd fra mine drømme. “Jereth? Jereth?! Jereth!!” Siger Ripley og trækker i mit ærme, for at få mig til at bevæge mig. Han slipper mit ærme og bider tænderne sammen, så drejer han hovedet og løber afsted imod skoven. Lydene kommer med det samme tilbage, skud, skrig, råben. “RIPLEY!!!” Råber jeg og får endelig taget modet til mig og løber efter ham. Jeg får inhentet ham og kaster mig over ham, for at holde ham nede. Et skud bliver affyret tæt på mit hoved. “Flyt jer forhelved!” Råber en stemme og skubber os til siden, så vi sidder i læ bag en sten. Jeg skynder mig at tjekke Ripley igennem for skudsår, før jeg drejer hovedet og ser på min ældre bror Soph. Han har jord og blod i hovedet, tydeligvis fra den flænke fra hans øjnbryn. “Hvad sker der?” Hvisker jeg. “Nogle fremmed skød efter os. De har taget Opfelia. Jereth de har min datter!” Siger han, hans stemme knækker og han har svært ved at holde tårerne tilbage. Soph har aldrig været i krig, vores far har altid beskyttet ham og gjort livet lidt for let for ham, ikke at jeg misunder det, det vil drive mig til vanvid at havde et så kedelig liv som Soph. “Opfelia?” Gentager jeg. Opfelia er hans ene datter, den yngste, hun må være omkring 8 år nu. Jeg forsøger at se op over stenen, da der pludselig er blevet stille. “Soph, du må tage Ripley med tilbage til lejren. Fortæl de andre hvad der er sket. Jeg følger efter dem, okay?” Forklare jeg min plan. “De har taget min lille pige! Hvad skal jeg gøre! Hvad skal jeg gøre!” Hulker Soph, han ryster på hele kroppen og begynder at hive efter vejret. “Ripley?” Spørger jeg. Ripley sidder på hug og ser sig over stenen. “Hvis vi skynder os, kan vi indhente dem!” Siger Ripley selvsikkert. Hans øjne ser helt alvorlige ud. “Ikke tale om, du skal hjem!” Afbryder jeg og griber fat i hans arm. Jeg hiver ham imod mig og ser ind i hans øjne. “Det er vigtigt at lederen får besked! Og vi spilder tiden!” Siger jeg hårdt, mit hjerte slår hurtigt. “Gør forheleved som der bliver sagt, Ripley!” Siger jeg mere hårdt og rusker i ham. Ripley bider tænderne sammen, tydeligvis ikke glad for at få ordre. “Hvis du tager med, vil du bare sænke mig og risikere Opfelias liv!” Siger jeg mere hårdt. “Jeg har forstået!” Råber Ripley og ser væk. Jeg ved at han er den svageste af os søskendene og den langsomeste, men lige nu kan jeg ikke tage hensyn til hans følelser. Jeg klapper ham på hovedet, springer over stenen og følger fodsporende længere ind i skoven. Det brænder i mine ben, i mit sår, i mine lunger, svenden drypper ned fra min pande. Jeg kan endelig hører Opfelia’s skrigen og råben og følger lyden. Da jeg endelig kan se dem, kravler jeg op i et træ og springer over i det nærmeste træ, indtil jeg er over dem. Jeg trækker min dolk frem og springer ned imod dem, den første mand skære jeg ved halsen, blodet sprøjter mig i ansigtet og gør mig blind for en stund. Begynder fejl. Jeg får blodet væk og opdager at jeg er omringet. Bag dem står en mand med min niece. Hun forsøger at vride sig fri, for at komme hen til mig. De taler til mig, eller til hinanden? Jeg ved ikke om det er fordi de taler i munden på hinanden, eller om det er fordi mit hjerte slår så hurtigt eller fordi de taler et andet sprog, men jeg forstår ikke et ord af hvad de siger. De griner og den ene lyder mere panisk end de andre, han smiler dog og har kun øjnene på mig. Jeg bider tænderne sammen og springer imod den nærmeste mand. Han løfter en sort genstand, der ikke ligner en dolk. Det ligner en metal pind, bare mere pyntet. Der lyder en klik lyd og jeg mærke en smerte i mit bryst. Jeg stopper op og tager mit til brystet. Pludselig bliver alt sort og jeg falder om. 


- MERE KOMMER 

torsdag den 5. april 2018

The safeguard

Min farmor sagde engang at da min far og faster var børn mindede de om mig og min søster, men da de valgte at få et firma sammen ødelagde det deres venskab og der kom en magt kamp imellem dem. 

Jeg blev født i den tid, og jeg husker hvor vred og hård min far var, han kritiserede os altid og alt vi gjorde var aldrig godt nok. Da min faster forsvandt i nogle år, og min far overtog firmaet var det de mest rolige år i min barndom. Selvom jeg savnede min faster og min mor savnede vist min far der hjemme. Der gik næsten 5 år og først der da opstod en økonomisk krise i firmaet, dukkede min faster op igen, og hjalp til. Min far ændrede sig til det bedre og lod hende tage mere og mere over. Der skete noget med ham den dag, og jeg kan kun sige at det hjalp på alting. 

Faktisk inspirede hans nye indstilling mig til at blive en form for vagt. Altså søge et arbejde eller måske en opgave hvor jeg kan holde øje, våge over, vogte og beskytte imod fare. Lige som han gjorde imod min faster, da hun kom tilbage. Han holdte et øje på hende helt ind til hans død. 

Det er 2 år siden hans død og jeg er snart 18 år gammel, så jeg føler at det er på tide at jeg får et rigtig job og hjælper min mor med at betale nogle regninger. 

‘Hvorfor kommer du ikke med på mit arbejde en dag og ser hvordan det er?’ Spurgte Valerie et stykke fra mig. Vi sad ved det runde middags bord og spiste hver vores morgen mad. Val, er 3 år ældre end mig, og selvom afstanden er stor, så har vi altid været som bedste venner. Vi havde begge den her mørke røde cover hårfarve fra vores far, og vi havde begge kort tykt hår. Jeg trak på skulderen til hendes svar. ‘Jeg ved ikke om det er mig....’ sagde jeg lavt og stak min ske i havregrynet. ‘Du kan bare komme med os se!’ Sagde hun ivrigt og smilte stort. Hun var kommet ind i politiet og selvom hendes dagligdag mest bestod af træning, så fik hun gode penge ud af det. Dog ved jeg ikke om fysik aktivit lige er mig. Jeg vil hellere holde øje og følge med på afstand. 

lørdag den 22. juli 2017

The last academy



The last academy


Katipel 1. Ripley. 

Det var den sidste skole, der ville tage imod mig, havde min far sagt inden han efter lod mig ved skole gården. Det lød meget mere dramatisk end hvordan det faktisk er. Min far har travlt med at være borgmester i vores by, jeg kan godt selv se at det er et vigtigt job, men mere vigtigt end sine egne børn? Min far har altid valgt karrieren frem for os, og alligevel er det kun mig der er bitter over det. Jeg er tættere på min mor, som også bedre forstår mig, end han gør. Hun havde meget imod at sende mig på den første skole, i sin tid, men tingene ændrede sig hurtigt og han fik hende overtalt. Men reglerne er strenge og menneskerne er åndsvage, så pludselig røg jeg fra den ene skole til den anden, indtil min far endelig fandt den her skole. Jeg trak min kuffert over gårds pladsen. Han havde spurgt om han skulle følge mig ind, men fandme nej, om jeg ville have ham med der ind. Så kunne jeg virkelig ligne et lille barn! Eller værre, hvis nogen genkendte ham, så ville det hele bare begynde forfra, folk er åndsvage. I starten da han hentede mig fra skolerne, så skældte han mig ud, hele vejen hjem, hvor flovt det var for ham, hvordan pressen ville håndtere det, hvordan han bestemt ikke havde tid til det her pjat, hvordan det tog på min mor. Med tiden stoppede han med at sige noget når han hentede mig. Stilheden var dog alligevel værre, end når han skældte mig ud. Og aldrig spurgte han hvad der var sket. Jo, han havde sikkert hørt det fra rektoren, men han spurgte aldrig om min version af historien. Hvordan slås kampene var startet, hvordan eleverne drillede mig, provokerede mig, gjorde nar med min familie, de tog billeder af min mor fra nettet og hang det op i deres skabe og sagde hvordan de ville behandle hende hvis de var hendes mand, de gjorde nar med min far, lærte hans tale uden af og gentog dem med grimasser og ændrede nogle af ordene til vulgære ord. Så ja, jeg slog fra mig. Og for hver ny skole, hvor det hele begyndte igen, jo hurtigere blev jeg til at slå fra mig, jeg blev mere voldsom for at sikre mig at de ville lade mig være. Og jeg ville gøre det igen. Jeg mærkede mit hjerte hamdre hård i mit bryst, da jeg opdagede at jeg stod i forgangen, jeg havde været dybt begravet i mine egne tanke. 'Velkommen.' Sagde en ældre mand, jeg havde slet ikke set ham før nu. 'Du må være Ripley, velkommen. Det er denne vej.' Sagde han og vinkede mig hen til et lokale. Jeg trak på skulderen og flugte med, sammen med min kuffert. 'Du har en time til at slappe af og så skal du besvare nogle spørgsmål. Her er din uniform.' Sagde han, før han forsvandt ud af døren igen. Normalt ville jeg ha været forvirret, men det var det samme alle steder, hurtig ind, hurtig ud. Jeg tog mit eget tøj af og lagde det på min nye seng, før jeg tog det tøj frem som de havde valgt til mig. Jeg mærkede på stoffet og gik ud fra at min far må ha betalt meget for tøjet, da det ikke var det billige tøj som alle andre gik med. Jeg sukkede højt, det skal da nok imponere de andre elever, så de helt sikkert ikke tror at jeg er en rig snop. Jeg knappede min hvide skjorte, i det mindste havde den korte ærmer, det må ha været mor der havde mindet ham om dét, da hun ved at jeg ellers føler mig kvalt i tøjet. Jeg trak bukserne på og knappede dem, det var nu meget behageligt, jeg mærkede at jeg smilte og slog straks tanken væk om det behagelige tøj, så længe bliver jeg jo ikke alligevel. Jeg skulle til at gå ud, da jeg så det røde slips ligge på sengen. Det undrede mig lidt at det var farvet rødt, normalt er det mere en kølig farve, men den her skiller sig virkelig ud. Lige hvad jeg havde brug for. Jeg bandt den hurtigt og gik så ud i for gangen igen, nogen måtte da fortælle mig hvor jeg skal være eller hvad der skal ske. 'Hey..! Er du også ny?' Lød endnu en drenge stemme bag mig. 'Yeah....' sagde jeg roligt og vendte mig rundt. En lidt ældre dreng, med mørk hud og et stort smil, stod med en hånd imod mig. 'Jeg hedder Teru.' Sagde han. Jeg stirrede længe på hans hånd, og tog den så endelig til sidst, selvom det allerede var blevet akavet. 'Og... har du et navn?' Spurgte han og grinte lavt. 'Øhm... Yeah... Ripley..' fik jeg mumlet frem, vi slap hinanden og jeg stod lidt og kiggede på ham. Han havde en sort skjorte på istedet for en hvid, og mørke bukser, de andre elver rundt omkring havde hvidt tøj på som mig. Jeg valgte at se ned i jorden, inden han opdagede at jeg stirrede, måske synes han at det vil være forkert at gå i hvid? Jeg turde ikke spørge, eller at sige noget som helst til ham, ikke fordi jeg var bange for ham, men fordi jeg ikke straks ville lave drama. 'Hmm.. Ved du hvilken test det er?' Spurgte han, jeg rystede bare på hovedet, uden at se på ham, jeg vidste ingenting. Flovt. Der var igen en akavet stilhed imellem os. Jeg overvejede at gå væk fra ham, men da jeg løftede min fod, satte jeg den straks ned igen, og lod som om jeg bare skulle stå anderledes. 'Hvilken slags test tror du at det er?' Spurgte han. Jeg trak på skulderen. Burde jeg spørger ham om de samme ting? Eller vil det være flabet? Imens jeg tænkte over det, begyndte han at gå. Jeg sukkede lavt over at havde mistede min chance, for at få en ven, men skidt pyt, hvorfor forsøgte jeg at få venner? Inden længe ville jeg alligevel lægge og rulle rundt med én af dem, eller flere. Altså, ikke på en seksuel måde! Men.. Altså slåsse imod en, eller flere. Det er jo det jeg gør. Det er min ting. Forsvar min ære og min familie. Uden politik eller løgne. 'Hey, vi skal ind nu..' lød Teru's stemme et sted, som føltes så langt væk. 

Kapitel 2. Teruhiko. 

Endelig var der svar fra en af skolerne som jeg havde ansøgt. Jeg havde lige åbnet postkassen og dér lå brevet. Jeg greb det og løb straks ind i huset, med en jubel, uden at vide hvad der faktisk stod. 'Teruhiko.. Hvad er det for en larm?' Sagde min bedste mor, hun var igang med at vaske op. 'Åh nej, har du nu kastet vand efter nabo hunden igen!?' Udbryd hun og slap alt hvad hun havde i hænderne og løb imod mig. Jeg greb fat i hendes tynde arme, og svingede hende rundt, imens jeg jublede og min latter smittede, hun begyndte også at grine, så varmt et grin, der bare fik mig til at grine højre. Hendes røde lange hår, der havde fået nogle grå striber, svinge rundt i luften, sammen med os. Hun var så spinkel og jeg frygtede at jeg ville give hende blå mærker, men hun var stærkere end hun så ud til. Endelig slap jeg hende og hun fik sat sig forpustet på en stol, jeg satte mig på hug foran hende. 'Vi har fået et brev!' Sagde jeg og holdte den hvide konvolut op imod hendes ansigt. Hendes smil falmede straks, og hun lagde en hånd på mit ansigt. 'Åh, min kære...' sagde hun bekymret og trist, men jeg stoppede ikke med at smile. Jeg så logoet ude på brevet. 'Åben det!' Sagde jeg fast. Min bedste mor kiggede mig længe ind i øjnene. 'Skal vi ikke vente til din bedste far, står op?' Spurgte hun kærligt. Hun ville ikke stå med min skuffelse alene. Jeg rystede på hovedet, mere voldsomt end jeg ville, hvilket gjorde lidt ondt i min øjenbryns piercing som stadig var ny. Hun sukkede og åbnede så brevet. 'Men bliv nu ikke for skuffet.' Sagde hun lavt. 'Det gør jeg ikke! Jeg ved nemlig at de vil havde mig! Det ved jeg bare! Det skal de! Det er den sidste skole, så det har de bare at gøre!' Sagde jeg fast. Imens hun læste brevet, opdagede jeg at jeg holdt vejret, selvom mit hjerte hamrede i mit bryst. Jeg forstillede mig, hvordan jeg ville pakke mine ting, hvordan jeg ville indrette mit værelse, komme hjem når der var ferie, fortælle dem om alle mine narrestreger og min bedste mor ville le. Og det var præcis det der skete, altså jeg pakkede mine ting og mødte op til første skole dag. Skolen var ikke særlig stor og eleverne gik alle sammen i det samme tøj, hvor sært. Jeg valgte derfor at skille mig ud, med sort tøj, og selvfølgelig det grimme røde slips. Mest fordi jeg ikke eget en hvid skjorte eller grå bukser, min bedste mor mener at jeg bliver alt for hurtig beskidt. Åh, vis bare min mor kunne se mig nu. Min mor døde kort efter min fødsel og min far måtte opdrage mig helt alene, men allerede inden jeg blev 8 år, efterlod han mig hos min mormor og morfar, sikke et held for mig. Min far arbejde hårdt, og havde været i militæret, han tog straks afsted efter han afleverede mig, og jeg har ikke set ham siden, ihvertfald han var hård i min barndom, hvis jeg ikke fik top karakter eller top kommentare fra læren, så slog han mig, og låste mig inde på værelset, for at studere, uden mad eller vand. Selvom man ikke kunne få karakter i mine klasser, endnu. Mine bedste forældre var mere kærlige og barmhjertige, især min bedste mor der straks knyttede bånd med mig. Naboerne kiggede selvfølgelig da jeg ankom, fordi jeg var meget mørkere end dem. Min bedste mor var bleg, eller i deres øjne normal. Min bedste far, var ikke helt hvid og ikke helt mørk. Men det var dér mine gener kom mest fra, hvilket nok også var en skuffelse for min far. Men det gjorde intet, jeg fik et bedre hjem. Selvom min bedste far er svær at tyde nogle gange, jeg har altid troet at han pjattede, eller var sur, fordi han tager alting så alvorligt og bogstavligtalt. Men han er fin nok og meget ærlig. Han tror på mig og det er nok. Jeg så mig omkring og fik øje på den her blege knægt, han så helt forkert ud. Jeg burde holde mig skjult, men der var noget anderledes ved ham. 'Hey.. Er du ny?' Spurgte jeg og gik imod ham. 'Yeah...' lød hans svar, jeg rakte ham min hånd, det er vel sådan man gør her? 'Hej, jeg hedder Teruhiko.' Sagde jeg og forsøgte at smile. Han vendte sig rundt og stirrede på mig, gad vide om jeg havde noget i ansigtet, eller kunne han mærke at jeg var nervøs? Kunne han se sveden på min hånd? Havde jeg ikke sagt mit navn tydeligt nok? Endelig tog han min hånd, men der kom ikke noget navn frem. 'Og.... har du et navn?' Spurgte jeg og grinte lavt. Jeg ved virkelig ikke om jeg gør det rigtigt, kunne han se det? 'Øhm... Yeah... Ripley' mumlede han. Jeg gav slip på hans hånd, det var dog et mærkeligt navn, men han så flink ud. Han blev ved med at stirrer på mig, som om han virkelig kunne se at jeg ikke passede ind, men det gjorde han jo hellere ikke! Han var lidt lavede end mig, måske også yngre? Han havde lyst hår, kort i siderne og lidt lagt ned på toppen, det lignede en dyr frisure. Hans tøj lignede alle andres, hvid skjorte og grå bukser, og det der røde slips. Han kiggede ned og det gik op for mig at jeg havde stirret for længe på ham. Men det var som om han ville sige noget. Jeg drejer min opmærksomhed imod lokalet der var ved at blive gjort klar til os. 'Hmm.. Ved du hvilken test det er?' Spurgte jeg, men han rystede bare på hovedet. Han ville tydeligvis ikke snakke med mig, men jeg var sååå nysgerig og ville gerne vide mere. Jeg så ud af øjenkrogen hvordan han skiftede med at hvile på hvert ben, måske havde han vokseværk? 'Hvilken slags test tror du at det er?' Spurgte jeg, måske han havde nogle interessant tanker omkring testen, men han trak på skulderen. Måske var han lige så nervøs som mig. Hvad hvis han var ved at kaste op af bare spædning!? Årh... Nu fik jeg kvalme. Jeg så mig om efter en spand, men der var pludselig så mange elever, jeg havde slet ikke set dem før. Dørene blev pludseligt åbnet og folk begyndte at mase for at komme ind, så jeg fulgte med strømmen. Nu skete der endelig noget, dét som jeg havde ventet hele sommeren på, flere år. Nu ville min rejse begynde på en skole, som ville åbne mulighederne op, for en god uddannelse og et godt job, så jeg kunne forsøge mine bedste forældre. Jeg så mig over skulderen og opdagede at Ripley stadig stod der, selvom flok skubbede til ham. Utroligt at han bare fandt sig i det. 'Hey, vi skal ind nu..' råbte jeg imod ham og nikkede imod døren. Jeg burde ikke bruge tid på ham, han ville sikkert klare sig fint, men jeg kunne blive smidt ud hver øjeblik det skulle være - når de altså fandt ud af at jeg slet ikke er optaget på skolen. 

Kapitel 3. Pumpkin. 

'Af alle skoler i hele verden, så vælger du min? Er det her den sidste skole i hele verden!?' Mumlede han. 'Ret ryggen og stå ordenligt, punktlig.' Grinede min ældre bror, August, imens han bandt mit røde slips. 'Det er utroligt at du ikke selv kan gøre det her.' Mumlede han irriteret. 'Jeg håber seriøst at du dumper og bliver smidt ud, da du sikkert er studie inaktiv.' Grinte han og trak i slipset. Jeg valgte bare at lade ham snakke, han mener ikke de ting han siger, og det er dumt at lægge for meget i det, siger mor og far. Jeg havde længe kæmpet med Asperger, og nu var jeg endelig ved at få styr på det og kunne bedre håndtere det, derfor fik jeg også lov til at søge om optagelse på August skole. Han stod bøjet over mig og hans grå hår skinede så flot, man fik lyst til at rør ved det, han havde vores fars hår, og jeg havde vores mors mørke tykke hår. Min mor kaldte mig Pumpkin, fordi mine øjne var orange som et græskar, August havde store blå øjne, og et perfekt ansigt. Han rettede sit blå slips til og stak sin skjorte ned i bukserne. 'Okay, hør her, punktum. Testen er virkelig let, okay? Bare svar modsat af alt hvad du faktisk ville gøre, alle andre spørgsmål om matematik, engelsk og dansk, det klare du nemt.' Sagde August og rettede sig op, han var 3 år ældre end mig, men lignede en som var 5 år ældre, der var begyndt at vokse skæg frem på hans hage. 'Hvad glor du på!?' Udbrød han da jeg havde stirret for længe. 'Dine hår på din hage.' Svarede jeg ærligt. Okay, jeg havde stadig svært ved at være social og snakke med andre mennesker, derfor gjorde jeg det helst ikke. August klappede mig let bag på hovedet. 'Stop med at stirre på folk, det er uhyggeligt.' Mumlede han irriteret og gik ud af døren, ned imod forhallen. 'Du er den yngste på skolen, så du har meget at bevise, okay?' Sagde August. Jeg havde læst reglerne og studeret dem nøje, så jeg vidste at det var løgn, min alders gruppe er dem der søger ind i år, dog havde jeg svært ved at finde ud af hvorfor han hjalp mig så meget, siden han startede på skolen, har jeg faktisk ikke set ham. Han kommer aldrig hjem, efter han er begyndt her. 'Høre du efter?' Spurgte han. 'Nej.' Svarede jeg, mine tanker var et helt andet sted, hvilket er mærkeligt da de jo burde være hos mig og jeg burde hører efter hvad August siger. Det havde far ihvertfald sagt, inden han afleverede mig i morges, han havde sat sig på hug og lagt sine varme hænder på mine skulder og sagt at jeg skulle være tapper og forsøge at være social, jeg havde ikke svaret ham, da jeg ikke kan se ud i fremtiden, om jeg virkelig forsøger eller om jeg slet ikke når så langt. Vores far arbejder for CIA, og er en agent, jeg har hørt ham og mor diskutere om han skal sendes ud på en vigtig mission, nu hvor jeg starter her. Han havde sagt at det her skulle blive min vigtige mission, da jeg spurgte ind til hans. Selvom jeg har svært ved at se hvordan det her kan være vigtigt. 'Det er altså vigtigt at du gør en indsat!' Sagde August og puffede til mig. Jeg sukkede lavt. Vigtigt, at jeg forsøger, forsøgte jeg at gentage, men der kom ingen lyd ud. Jeg så mig rundt i hallen, der var mange unge drenge, men i mine øjne så de alle ens ud. Udover de to i midten. En dreng i mørkt tøj og en dreng ved siden af, de så normale ud, men der var noget ved dem. Som om de ikke hørte til her. De stod og holdte hinanden i hænderne. 'Hvad glor du nu på?' Sukkede August og fulgte mit blik. 'Der er to drenge som holder i hånd.' Sagde jeg og pegede imod dem. August blev rød i hovedet og lagde en hånd på min hånd for at sænke den. 'Stop med at pege!!' Vrissede han vredt. 'Hvorfor holder de i hånd? Og hvorfor er dit ansigt rødt?' Spurgte jeg, men fortrød straks. 'De holder ikke i hånd!' Sagde han irriteret, og himlede med øjnene, når han synes at jeg var dum, dog forklarede han ikke noget. Drengene slap hinandens hænder og stod nu og stirrede på hinanden, jeg mærkede et lille smil bryde frem på mit ansigt. 'Se, de kan også lide at stirrer.' Sagde jeg højt til August, der straks lagde en hånd over min mund. 'Hold nu bøtte og stop med at stirrer på dem! Det er altså sært!!' Sagde han vredt, han vendte så sin opmærksomhed imod dem. 'Uanset hvor mærkelige de er, så hold op!' Sagde han og trak mig imod døren. ' mor og far burde betale mig for at være din baby sitter.' Mumlede han imens. Jeg undrede mig lidt over det, da han ikke er en baby sitter, han er min bror. 'Kan vi ikke gå hen til dem?' Spurgte jeg og kom til at pege på dem igen. August skar en grimasse, det måtte betyde at han enten var meget vred eller havde trådt på noget hårdt. Jeg kiggede ned på jorden, nej der var ikke noget, så måtte det være det første, øv. 'Gå ind og stop med at være så akavet og dum!' Sagde han og skubbede mig ind af døren. 'Møg unge!' Mumlede han på vej væk. Jeg trak på skulderen og fulgte med de andre ind i lokalet, det var en rar følelse at gøre noget andre gør, sammen med dem. Men alligevel følte jeg mig så lille og uvelkommen. Jeg passer ikke ind. Jeg vil aldrig passe ind. Inden længe vil de alle skære grimasser, og det er ikke fordi de træder på noget - men fordi de opdager at jeg er ikke fungere som dem. 



- Jeg har travlt i øjeblikket - MERE KOMMER - 






søndag den 4. september 2016

Når de blinde ser

Kort historie af Milla (I samarbejde med Wolter) om Leisha's tid i den blinde ulveflok 

Regnen siler ned, Leisha vipper med sine ører imens hun går afsted i regnen. Hun har rejst i nogle dage nu og er efterhånden kommet et godt stykke væk fra Ikras' flok. Hun stopper op kort og bevæger ørerne rundt mens hun snuser, hun synes at kunne høre at regnen lyder mindre voldsom et andet sted. Leisha begiver sig mod stedet og ender med at finde læ under et stort træ. Hun ryster pelsen kraftigt og sætter sig ned, hun sukker tungt over hele situationen.  

"Det var en dum idé.." Mumler hun til sig selv, "Før kunne jeg fint klare mig med mine sanser.. Nu.. Skal jeg vænne mig tilbage til ikke at have et rigtigt syn.." Hun sukker lavt, og lægger sig ned så. "Jeg håber regnen snart stopper.." Mumler hun og kryber sammen for at holde sig varm. Da hun lukker øjnene go giver sig hen til at sove flyver hendes fantasi tilbage til flokken, til deres varme hule hvor hende, Samira, Shilo og Hiroshi lå, lige inden hun tog afsted. Hun åbner sine øjne med et gip, selvom det stadig er mørkt for hendes indre blik forsvandt billedet for hendes indre øje alligevel da hun åbnede dem. Hun sukker og ligger hovedet ned igen, "Jeg er en idiot.." Mumler hun og kniber øjnene hårdt i.

(Mere kommer)

Samira ser uforstående på Leisha. 'Du skal vel med tilbage?' Spørger hun.

Leisha ser på Samira og viger lidt væk fra hende "Tilbage? Hvorfor det?" spørger hun undrende

'Fordi det er der du bor..!' Siger Samira mere hårdt end planlagt. Hun havde ikke regnet med at der ville være modstand.

Leisha holder hovedet rettet mod Samira og kniber øjnene lidt sammen, "så jeg skal bare vende tilbage til flokken og være "den stakkels blinde" igen?" hun fnyser "ellers tak!"

Samira ser overrasket på Leisha. 'Du lovede at du ville komme hjem!' Siger hun vredt.

Leisha ser på Samira, "På et tidspunkt ja! Men her.." hun vender hovedet mod en bakketop og går op på den og ser ned på en dal nedenunder den, "her er jeg ikke blind.. Her kan jeg se, ligesom alle andre!" siger hun og opfatter slet ikke Samiras vrede
Hideki ser fra Samira til Leisha
Samira bider tænderne sammen. 'Men vi er din familie! Vi savner dig! Alting bliver bedre nu..!' Siger Samira.

Leisha vender hovedet om mod Samira, "Tak fordi du kom og så mig, men du kan godt fortælle de andre at jeg hr det fint her!" siger hun og vender så hovedet mod den anden flok og skal til at gå derned
Hideki vælger at holde mund og ikke blande sig.

DET KAN DU SELV FORTÆLLE DEM!' Råber Samira og løber op imod Leisha, hun springer på hende og vælter hende ned fra bakken.

"Samira!" kalder Hideki og bider tænderne sammen, "for pokker.." han svæver efter dem
Leisha vælter ned af bakken sammen med Samira, hun knurrer og prøver at skubbe Samira af hende, "du er så egoistisk! Du tænker kun på dig selv og din ånd! Som du desuden tydeligvis er forelsket i!" siger hun irriteret til Samira

'Du er så fandes egoistisk! Du tænker ikke på hvor bekymret mor og far er for dig! Eller mig! Du skred fra os om natten!' Knurre Samira og slår med sine poter på Leisha, og forsøger at blive oven på hende.

Leisha prøver at komme ovenpå og knurrer også over Samira, "Du har slet ikke tænkt på at jeg måske føler mig godt tilpas her!?"
Hideki svæver ned og rødmer kort da Leisha siger det om Samira men han rømmer sig og ser blot til, "hold op I to!"

'Hvor godt kan du føle dig? Dit øre er væk!' Knurre Samira. Hun hamre begge sine poter på Leisha's brystkasse. 'Vores flok ender i krig og du lyder livet langt væk!' Råber hun, imens tårerne løber ned af hendes kinder. Det er første gang Samira snakker med nogen om den krig der ligger på lur, især fordi Ikras har sagt at hun ikke må fortælle nogen om Reaper da det vil skabe panik.

Leisha mærker nogle af Samiras tårer lande på hendes ansigt, hendes øjne ser mere overraskede ud og hun prøver at komme fri af Samira, "så jeg skal fravælge min egen glæde for at tage tilbage til flokken?" spørger hun, og "Samira for fanden jeg er...!"
"Hvad sker der her!" runger en dyb stemme bag Samira og Leisha
Leisha når ikke at sige mere og stivner lidt i sine bevægelser og bliver mere rolig
Bag Samira og Leisha står en stor ulv, uden øjne med brune og grå farver, dens pels er lang og det er tdeligt at den er gammel men stadig stærk.

Samira ser sig over skulderen på ulven. 'Hvem er det?' Spørger hun sig selv.

Ulven bevæger hovedet fra Leisha til Samira til Hideki, "Atlatar, Lincoln grib den unge hun med ånden.." siger han bestemt
Hideki stirrer på ulven, "han... kan se mig..?" spørger han chokeret
Leisha vender blikket mod Samira, "det.. er min leder, Hjalmar.." siger hun roligt

Samira ser overrasket på Hjalmar. 'HIDEKI STIK AF!' Råber hun til ham og springer væk fra Leisha. 'Leisha kom nu!' Kalder hun.
En stor brun schæfer ulv blanding træder frem. Han retter hovedet imod Hideki og går imod ham.

Hideki stiller sig kampklar, "hvordan kan I se mig?!" spørger han
Leisha ser på Samira og rejser sig op, hun skæver til schæfer ulve blandingen og tøver med at stikke af
En grå og hvid ulv springer straks frem og efter Samira, dens øjne ligner Gisans

Lincoln reagere ikke på Hideki's stemme. Han snapper ud efter Hideki, men ryger igennem ham.
Samira bakker væk fra ulven. 'Leisha kom nu!' Råber hun panisk.

Hideki viger tilbage fra Lincoln og ser mod Samira, han svæver hen foran hende for at beskytte hende,
Den grå ulv, Atlatar, snapper hastigt ud efter Hideki men da han går igennem ham snapper han igen ud, men denne gang efter Samira for at få fat i hende
Leisha har hovedet i retning mod Samira og ser ned, ".. Jeg... kan ikke.." siger hun stille og beklagende

(Mere kommer)

søndag den 18. oktober 2015

I wish luck you this Halloween



(mere kommer - hold op med at stresse mig Taylor Larsen Poulsen!!!!!) 

Tanker i mørket

Det er sent og tankerne er der igen. Panikken spreder sig. Jeg kæmper for at holde hovedet koldt og tankerne væk. Hvorfor er det sådan her? Jeg føler mig afvist. Jeg føler mig uvigtig. Hvilket er latterligt, fordi sådan er det jo slet ikke. Men bare den mindste ting, og jeg går i panik. Du virker mere og mere fjern. Du skriver mindre. Du fortæller mig mindre. Hvad sker der i dit liv. Hvor er du? Du følger ikke med i mit liv mere. Du skriver ikke om mig. Du skriver om alle andre. Du savner dem. Er jeg for krævende? For klisterene. Jeg isolere mig selv. Sidder og tænker. Hvad kan jeg gøre. Hvad skal jeg gøre. Hvad har jeg gjort forkert. Hvorfor er de mere vigtige end mig. Er det fordi de ikke er i dit liv at de er vigtige. Hvis jeg blir væk, leder du så efter mig i mørket. Stalker du mig. Følger du med i mit liv. Savner du mig. Skal jeg skubbe folk ud af mit liv. Er det det der skal til, for at vække dig. 


(Mere kommer....)

søndag den 26. juli 2015

Darkness Kingdom


"Welcome the darkness into your heart.

Accept the Darkness.
Feel the Darkness.
Drown in Darkness. 
Now show me what your precious “light” can do."


Langt borte i en anden tid, end vores, befandt sig et hemmeligt rige, ved navn Oblivion. Man sagde at det var en stor og mægtig by, med så meget guld at der ingen sult, krig eller fattigdom fantes der. Men byen var blot en myte, for dem der var rejst ud for at finde den mægtige by, vendte aldrig hjem igen. Gemt langt væk bag bjerge, skove og vandfalder lå den mægtige by Oblivion og kun få ude fra fik glimtet af den. Dem der levede i byen, forlod den aldrig. For selvom de var nysgerrige efter mere, så havde de ikke modet til at trodse deres konge. Det blev set som forræderi at forlade Oblivion uden hans velsignelse. Kongen var af arten elver, han var gammel og meget stolt. Åh jo, han kendte menneskene og de andre arter der befandt sig rundt omkring i verden og han vidste at de alle ville have en del af hans skat, hans mægtige by Oblivion. Derfor havde han gemt byen så godt og lod ingen forlade den. Men han vidste ikke at tiderne have ændret sig og alting ude for hans rige ikke var det samme længere. Dragerne havde taget magten og ned kæmpet næsten hver en art af to benede. De levende nu i frygt og mørke og ventede på en frelser, en konge. Den mægtige troldkvinde, som smuk som en elver, men stærkere end nogen anden i deres verden, havde slået sig sammen med de få overlevende hun kunne finde, og sammen søgte de imod Oblivion for at finde et hjem og en helt. Men mørket havde lagt sig tungt om elver kongen og han lod ingen finde sin elskede by. De få overlevende var dømt til døde, trængt op i en krog i bjergende, trætte og sultne kæmpede de sig forbi sulte drager. Når de endelig fandt ly i en hule, forsøgte troldkvinden at søge efter elver kongens tanker, hun forlod sin krop og lod sin sjæl flyve afsted. Til sidst fandt hun ham endelig, men han var ikke som hun havde forventet. Han lignede en ung dreng, han havde blondt hår, side cut i den ene side, fra hans øre flipper hang der flotte fjer. Om hans pande var der en flot kæde. Han havde smukke halskæder om halsen, en trøje hang løs om hans slanke krop. En lang cardigan uden ærmer fulgte ham som en kappe, når han sprang rundt i tron kammeren. Han havde store løse bukser på og sandaler der klappede når han landte på de tunge hårde gulv fliser. "Elver konge." forsøgte troldkvinden, først var hendes stemme blid og spørgende, men hendes tålmodighed var brugt. "Konge!" kaldte hun hårdere. Drengen vendte rundt og så spørgende imod hende. Han pegede på sig selv og rystede på hovedet, hurtigt så han sig over skulderen nervøs efter om der var andre til stede, da han var helt sikker på at der ikke var andre, gik han imod hende, hans blik var stadig spørgende, men også mistroisk. Hans blik faldt på en stor rød rubin, den var omringet af glas og umulig at komme tæt på, medmindre man viste hvordan man åbnede låsen, hvilket drengen gjorde. Han fjernede glasset og lod sin pege finger røre ved rubinen. Lyset blændende ham og pludselig stod troldkvinden for ham. Hun var gennemsigtig og for hvert minut blev hun mere utydelig. "Hvem er du?" sagde de begge i munden på hinanden. Drengen tav og bakkede væk fra hende, han var ikke bange for hende, selvom han aldrig før havde set noget lignede. "Mit navn er Elin, jeg er her for at finde elver kongen og bede ham om hjælp." forklarede hun og smilte blidt til ham. Drengen længe på hende, selvom hun var svær at fokusere på, det begyndte at brænde i hans hænder og hans hoved gjorde ondt. "Hvad har du gjort ved mig?" spurgte han og tog sig til hovedet. "Da du rørte ved rubinen, må noget af min kræft have søgt ind i dig." sagde hun og så tænkende på ham. "Hvem er du?" spurgte hun og smilte til ham. "Prins Leon. Søn af elver kongen." sagde han og forsøgte at holde sig oprejst. "Din kræft? Er jeg forbannet?" spurgte Leon og så ned på sine hænder, han virkede stadig rolig. "Nej, du må være en helt speciel elver siden du kan håndtere mine kræfter." sagde Elin tænkende og studerede ham. "Hør. Prins Leon, prinsen over Oblivion. Mit folk og jeg har brug for din hjælp. Vi er trætte, sultne, kolde og såret, vi har brug for at blive lukket ind i Oblivion. Vi har brug for hjælp." sagde hun og rakte en arm imod ham. "Vær sød og vis os nåde." sagde hun og bøjede hovedet. Leon sænkede blikket og så ned på sine hænder, det ville være det rigtige at hjælpe andre der er i nød, han nikkede og rakte sin hånd imod hende. Elver kongen greb fat i Leon's arm og trak ham væk fra troldkvinden. "Din djævel. Hvor vover du at komme her og kaste din sort magi over mit rige. Forsvind. I er ikke velkommen her!" råbte Elver kongen og rakte et sværd imod Elin. "Elver konge, hør nu. Vi er ved at dø, hvis du ikke hjælper os, bliver I de sidste levende tilbage på jorden." sagde Elin og så hårdt på Elver kongen. "Jeg er ikke bange for dine trusler." sagde elver kongen og svingede sværdet imod hende. "Vogt dig, elver konge. Du har mørke i dit hjerte, hvis du ikke lader lyset komme ind, vil det sluge dig og dit flok. Vis barmhjertehed." tiggede Elin. "Forsvind!" råbte elver kongen, og ramte rubinen så den landte på de hårde sten og gik i to. Der blev stille i nogle minutter, så gik elver kongen imod sin rubin for at samle stumperne op, han satte sig på knæ og lod sit sværd ligge ved siden af sig på gulvet. "Hvorfor vil du ikke hjælpe dem?" spurgte Leon og gik imod elver kongen. "De har brug for hjælp. Vi har masser af plads og rigeligt med mad til alle. Jeg kan stadig fornemme dem, de er ikke så langt væk, vi kan sende nogle krigere ud for at hente dem." sagde Leon ivrigt og mærkede hans hjerte slå hurtigt af glæde. "Ti!" afbrød elver kongen og så hårdt over imod Leon. "Jeg er konge og jeg bestemmer." sagde han hårdt og rettede sig op. Leon sænkede straks sit blik og følte sig utilpas, han kunne stadig mærke Elin, som stod hun ved siden af ham, han kunne stadig høre hendes stemme, og han kunne stadig fornemme den frygt der lå i hendes hjerte. Han ville ikke bare se til imens de blev dræbt, imens han kunne ha hjulpet dem. "Kan du ikke se at de bruger mørk magi for at vinde dig over på deres side, min søn. De vil udnytte dig. Med din hjælp, vil de kunne snige sig ind i vores rige og tage alt hvad deres tomme hjerte begære. De vil slagte vores folk, en efter en og så vil de brænde vores by ned til ruiner." forklarede elver kongen og slog ud med armende. Leon rystede let på hovedet over hans ord. "Du ser det onde i alt hvad der er fremmed." hviskede Leon, og så vredt op på elver kongen. "Vov du ikke at trodse mig!" råbte elver kongen og kastede rubinen imod Leon, med vrede og hurtige skridt forlod han rummet. Leon havde dog nået at gribe rubinen, han ventede til der blev helt stille før han pressede den sammen, så den lignede at den var hel. "Elin?" hviskede han. "Jeg vil gerne hjælpe jer. Men hvordan? Hvordan gør jeg? Hvad skal jeg gøre? Vis mig vej til jer. Vis mig hvad jeg skal gøre." hviskede han og lukkede sine øjne hårdt i. Rubinen lyste kraftigt og hans hænder brændte. Han ville slippe den, men det var umuligt at give slip, smerten var stor og han forsøgte at skrige, men der kom ingen lyd ud af hans mund. Hele rummet blev lyst op i et rødt lys, ind til alt blev hvidt og Leon blev slynget igennem rummet. Ganske langsomt kom han til sig selv igen og fik rejst sig op, han tog sig til hovedet og ømme sig kort. På gulvet foran ham, lå en dreng, i kød og blod, så tydelig som ham selv. Hans øre var runde og han så mindre ud selvom han lå ned. Leon gik hen til hans ansigt og satte sig på hug for bedre at kunne se hvad det var. "Det er bestemt ikke en elver. Den lugter alt for meget." sagde han irriteret over lugten. "Og hvad er det?" spurgte Leon om og prikkede til en sort klump ved siden af drengen. "Det har jeg aldrig set før." sagde Leon og prikkede igen til klumpen. Klumpen brummede og rejste sig op. fire lange ben og et lille rundt hoved, med spidse øre og en lang hale. De gule øjne var store af frygt. "En demon!" udbrød Leon og bakkede væk. (.... mere vil komme)



- Denne story er skrevet til min elver prins Leon August. 

mandag den 1. juni 2015

En varm sommer

Solen skinnede ind af vinduet, vi havde ikke fået gardiner op endnu, varmen var så behagelig. Følelsen af hans læber imod mine var der stadig, selvom det var flere timer siden han var taget på arbejde. Jeg vende mig i den store seng, der pludselig føltes så stor og ensom, med et sæt rejste jeg mig op, jeg fandt mine underbukser på gulvet og tog dem på, i en anden bunke lå hans hættetrøje fra igår, den duftede stadig sødt af ham, jeg tog den på, selvom jeg havde mit eget tøj et sted i lejligheden. Jeg strakte mig og gik barefodet igennem lejligheden, uden rigtigt at vide hvad jeg ville, jeg endte ved køleskabet og åbnede det, kulden var behagelig. Der var nogen rester fra igår et sted. Jeg stod længe og kiggede, før jeg endelig fik taget noget ud og lagt det i en skål og satte det i mikrobølge ovnen. Jeg lod mine fingre køre over mine læber, og sukkede. Jeg savnede ham allerede. En brun stribet kat miavede højt og gik rundt mellem mine ben. Jeg aede den på hovedet, hvad var det nu den hed? Jeg havde det lige på tungen. Katten var fra et tidligere forhold. Det generede mig ikke rigtigt, at han havde et minde af sin eks kæreste, for jeg vidste at det ikke var det han tænkte når han kælede med katten. Faktisk, gav det mig ro i sjælen at han kan binde sig til et andet menneske. Det sagde bing fra microbølge ovnen og jeg tog skålen ud, som jeg lod stå så den kunne køle af. Jeg gik hvileløs rundt i den alt for tomme lejlighed. Vi havde lige købt den sammen, og han havde allerede fået de fleste af hans ting over. Jeg følte mig stadig ensom og alene, ikke velkommen og ikke hjemme, det var kun når han var der, når han holdte om mig, at jeg følte mig hjemme, elsket. Måske var det derfor jeg havde så meget brug for ham den sommer? Jeg stoppede ved vinduet og så ud, måske jeg skulle gå ud og få noget luft, se mig omkring. Byen var fremmed for mig og jeg kendte ingen, alting var nyt. Vi havde snakket om at få en hund sammen, det ville være godt for os begge. Så havde jeg en ven når han var på arbejde, så havde jeg en grund til at gå ud, istedet for at blive inden for og vente på at han kom hjem hver dag. Måske en lille hund, havde han forslået. En shiba inu, havde han sagt. Hvordan kunne man sige nej til ham? Når han talte, så lød alting bare så rigtigt. Han var så blid og hård på samme tid. Højre end mig, veltrænet, slank, flot. Jeg lagde mig i sofaen og sukkede højt, hvor blev han dog af? Jeg gned mine hænder over mit ansigt, og mærkede solstrålen ramme mine ben, det var behageligt. Jeg lod mine hænder gnide ned af min krop, og greb fat i trøjen og tog en dyb indånding. Det gav et sug i min mave og savnede ham bare endnu mere. Jeg trillede ud af sofaen og gik ind i køkkenet, Katten havde spist min mad, nå pyt, jeg var alligevel ikke sulten efter noget varmt. Jeg åbnede køleskabet igen og kiggede ind, så lukkede jeg den og åbnede fryseren og tog en is. Den var dejlig kold og det var lige det jeg havde brug for. Jeg gik igen hvileløs rundt i den alt for store og tomme lejlighed, der var så varm af solen der kom ind igennem ruderne. Måske jeg skulle åbne et vindue? Han havde så mange planer, om hvordan det skulle se ud og være, og det skulle nok lykkes for ham, det var jeg slet ikke nervøs for. Men gad vide om der var plads til mine ting? Ikke fordi det var særlig vigtigt for mig. Bare der var plads til mig. Jeg lagde mig i sengen igen, på hans plads og duftede til hans hoved pude. Langsomt faldt jeg i søvn, en dyb søvn, ind til han igen var i mine arme. Det blev en varm sommer.



- Jeg glæder mig til at bo med dig.
Til min kæreste Krem

fredag den 30. januar 2015

Blodskam





Han var lige fyldt 20 år, og havde fejret den sammen med hans bedste ven Mat, en høj tynd fyr med kort sort hår og et alvorligt ansigt, dog kærlige øjne. De havde drukket sig lidt små fulde og havde gået ned af gaden og fløjtet af unge piger. De sad på en bænk og delede den sidste øl. 'Undskyld.' Sagde han. Mat så op og smilte skævt. 'Det er sgu ikke iorden, det du har gjort. Men jeg er altid ved din side. I tykt og tynd.' Siger Mat svagt. Flashback dukkede op, imens de sad i tavshed.

For 11 år siden. 
'Ronnie!' Lyder en stemme bag ham. Han vender sig rundt og får øje på sin yngre søster, Missy, på 5 år. Hun har let krøllet rundt hår, et rundt ansigt og en sød næse. Han bøjer sig ned og trykker hende på næsen. 'Hvad er der orm?' Spørger han og smiler skævt. 'Samuel og Jasper har gemt min bamse....' Siger hun og ser ned i jorden. Ronnie smiler svagt, han rejser sig op og går imod tvillingerne der små skændes, de er to år yngre end ham. 'Hvor er Missys bamse?' Spørger Ronnie. Samuel ser straks væk, skyldig tænker Ronnie. Jasper træder ind foran og giver Ronnie et irriteret blik. 'Vi har gemt den!' Siger han. Ronnie smiler falsk og skubber Jasper ned i jorden. 'Fortæl hvor du har gemt den!' Siger Ronnie og sætter sig oven på sin lillebror. Samuel løber hurtigt væk. Ronnie tager fat i Jasper's hånd og slår ham med den. 'Hvorfor slår du dig?' Griner Ronnie. 'Stop! Stop! Stop!!' Hyler Jasper, han vrider sig, slår og sparker løs for at komme fri. Ronnie bøjer sig over ham og holder ham nede med fuld kraft. 'Hvor er den!?' Hvisker han. 'RONNIE!' Råber en rødhåret ung kvinde bag ham, hun har kort hår, et strengt ansigt. Ronnie sukker og lader Jasper skubbe ham af. Jasper løber straks imod kvinden og hulker. 'Undskyld mor,' siger Ronnie og ser væk. Bag hans mor kommer en sort håret ung mand, med et spidst ansigt, uforstående øjne, pænt jakkesæt og utrolig bleg. Han sætter sig på knæ foran Jasper og løfter hans hage op. 'Kom, se på far.' Siger han og smiler til Jasper. 'Mian, han er okay,' siger faren, hans ansigt er meget utrykløst. Mian stirrer på Ronnie, 'Hvad tænkte du på?' Spørger hun. Ronnie trækker på skulderen og ser væk. Der går ikke længe før Mian og Gisan tager deres til skade kommet dreng ind og lader Ronnie stå i hjørnet af haven. 'Hey..' Siger en stemme. Ronnie ser rundt, men han kan ikke få øje på nogen. 'Hey, her oppe!' Griner stemmen. Ronnie ser op, en sort håret knægt, sidder på en gren, han springer ned og lander foran Ronnie. 'Pænt show, men var det nødvendigt at slå ham den lille?' Spørger han og leger med en dolk mellem sine fingre. Ronnie stirrer lidt på dolken, han smiler så. 'Det er min lille bror...' Siger han usikkert. 'Ja så?' Siger drengen. De står lidt og stirrer på hinanden, så pakker han dolken væk i sit bælte og tager en bamse frem. 'Jeg så hvor de gemte den, værsgo.' Siger han og kaster bamsen hen til Ronnie. Ronnie fnyser og ser irriteret på drengen, 'nej, du kan selv aflevere den til hende.' Siger Ronnie og kaster den tilbage. Drengen hæver et øjenbrynd, 'Hvad? Jeg hjalp dig med at finde den, så DU kunne give hende den.' Siger han og smiler lidt. 'Jeg tager ikke æren for andres arbejde!' Siger Ronnie og ser væk. 'Ta, den nu bare for fanden!' siger drengen lidt irriteret, han løfter bamsen og slår den imod Ronnie's bryst, hans blik er hårdt, han er ældre end Ronnie og et hoved højre. 'Du fandt min bamse!' udbryder Missy og kommer løbende imod Ronnie, hun krammer ham hårdt og tager så bamsen ud af hans hænder, hun svinger den rundt i luften og krammer den så. 'Nej, Missy hør her...' siger Ronnie og forsøger at gribe fat i hende. Drengen griber fat i Ronnie og smiler til ham. 'Giv nu bare op, stump.' siger han lavt, hans ansigt er pludselig mere venligt. Ronnie sukker højt og gir sig så, da han ser hvordan hans lille søster hopper glad rundt med sin bamse. 'Mit navn er Ronnie,' siger Ronnie og giver sin hånd til drengen. 'Matsumoto,' svare han og nikker, imens han stirrer på hånden. Ronnie står stadig lidt med hånden, før han så tørre sine hænder af i sine bukser. 'Tak igen,' siger Ronnie og smiler til Matsumoto. 

Forrige år.
Han var begyndt at date denne pige fra skolen, og det var langsomt blevet seriøst. Hun var en høj og slank pige, hendes ansigt var tynd og blegt, med små kolde blå øjne, hendes lange lyse hår, lå langs højre skylder. Hun var altid iført noget tøj var på det nyeste måde, hun skammede sig ikke over at vise verden at hun altså havde penge. Han selv var vokset op med et stramt forhold til sine forældre, han var stukket af hjemme da han var 15 år, og han havde ingen planer om at vende tilbage. Han havde kort rødt hår, små kolde grønne øjne. 'Ronnie, hører du efter?' lød en stemme ved siden af ham. Han så op fra sin mobil, hans blik kørte til siden og hvilede på hans søster Missy der var vokset op med langt rødt krøllet hår, nogle grønne uskyldige øjne, hendes krop var slank og hun havde små bryster, han så hurtigt væk og mærkede sine kinder blive røde. 'Hallo, Ronnie!' sagde hun igen og jamrede. 'Hvad er der, orm?' sagde han og smilte skævt. 'Jeg spurgte om du ikke ville hjælpe mig med mit kørekort? Matsumoto siger nej.' sagde hun og skubbede sin mund ud, hun lagde armene over kors, de berørte hendes bryster, igen så han væk. 'Jeg  ved altså ikke helt,' sagde Ronnie og gned sine fingre over sit ansigt. Han ønskede at tilbringe tid med hende, men af en eller anden årsag, havde han svære og svære ved ikke at se på hendes krop på en helt forkert måde. Missy nærmede sig ham bagfra og lagde sine arme om hans hals, hun pressede sin krop ind imod hans ryg og lagde sine læber tæt ved hans øre. 'Kom nu, så er du sød.' sagde hun og fniste svagt. Det gav et voldsomt sug i hans mave, på en behagelige måde, han lukkede øjnende svagt i og bed sig i læben. 'Hey, hvad laver I?' spurgte Emily, hun stod foran dem, med armen i siden, hendes overlegen blik stirrede irriteret på dem. Ronnie rev sig løs og rejste sig op med et sæt. 'Vi snakkede altså lige!' sagde Missy og rakte tunge. 'Uforskammet unge!' sagde Emily irriteret og fnyste. Missy hvæste af hende og lagde armene over kors. 'Hold så op, I to.' sagde Ronnie og så fra den ene til den anden. Emily pressede sin krop imod hans og lagde en arm omkring hans hals, for at røre hans hår, han trak dog hovedet lidt væk, da han ikke brød sig om berøringer i offentligheden. 'Din bedste far, har inviteret os til middag.' sagde hun og forsøgte igen at røre hans hår. 'Hvornår?' spurgte han og greb fat i hendes hånd og fik vridet sig fri, hun flettede straks sine fingre ind i hans fingre. 'I aften, og kun renblodet er inviteret,' sagde Emily og så imod Missy. 'Som om jeg alligevel gad med!' sagde Missy og skulede som et barn på Emily. Ronnie sukkede og fik vredet sig helt fri fra Emily, han så imod Missy og følte sig lidt magtesløs, han ville gerne have hende med, da han virkelig nød hendes selvskab, men hun var som et lille ustyrligt barn og han kunne ikke risikere at hun dummede sig. 'Beklager,' sagde han lavt og gav derfor Emily ret. Missy rejste sig straks op og skulede på dem begge, 'Jeg gider alligevel ikke med!' gentog hun og gik så sin vej. 






- Mere kommer

En kort historie til min lille bror Joey, der shipper Ronnie og Missy lige så hårdt som jeg selv gør.