tirsdag den 23. september 2014

Det trejde hjul

Jeg havde taget den beslutning at flytte sammen med min barndomsven og en af mine gode venner, som faktisk var min eks kæretes eks. Jeg havde kendt ham hele mit liv og vi havde altid forstået hinanden, vi byttede tit rundt på hinandens historier og tøj, og på en eller anden måde følte vi os som tvillinger. At der skulle komme en trejde person ind i vores liv, ville ikke påvirke mig, tænkte jeg. Men sagen var at vi ikke rigtig kendte ham og selvom alle havde advaret mig, så valgte jeg ikke at lytte til dem. For hvad kunne gå galt? 

Den første uge gik fint, vi fandt hurtig ud af at deles om tingene og jeg var ret stolt over mig selv. Der var dog nogle tegn undervejs, men jeg valgte at ignorre dem.  Når jeg havde brug for hjælp med at bære noget eller at holde noget, så var min barndoms ven der straks uden jeg bedte ham om det, men den trejde person blev væk, enten gik han ture, eller sad i skolens computer rum, han ignorrede en når man bedte om hjælp, og meget hurtigt blev vi irriteret på hinanden. 

Der gik ikke længe før den trejde persons ture blev længere eller han sad på skolen i længere tid, jeg valgte dog at ignorrer tegnene. Men jeg skulle ha handlet, gjort noget, sagt noget. Måske var det den følelse han gav mig? At han var ligeglad med mig, kunne jeg så også tillade mig at være ligeglad med ham? Nej, men det gjorde jeg alligevel. Dumt. 

Ganske langsomt blev lejligheden mere tom og jeg sad pludselig flere aftner alene. Min barndoms ven begyndte at gå flere ture og pludselig sad han også på skolens computer i flere timer. 

Den ene aften kom han så hjem, efter han havde efter lignet et forsvinnings nummer som den trejde beboer havde lavet mange gange før. Vi skændtes kort, for jeg var alene og frusteret. Vi blev hurtige enige om at vi måtte gå hver til sit. 

Jeg valgte dog til sidst at gå ud af lejligheden uden et ord. Jeg lod døren stå åben bag mig imens jeg gik ud i natten. Træt vandrede jeg gaderne rundt, tænkte over hvad der var sket. Hvad jeg havde gjort forkert og hvordan det var endt så grueligt galt. Men sket var sket, det var forsent, ordene var blevet sagt og det var forsent at tage dem tilbage. Jeg havde mistet min barndoms ven, min tvilling til en fremmed, de var blevet bedste venner. Og med et knust hjerte og en kniv i ryggen vandrede jeg gaderne igennem. Jeg havde intet at vende hjem til, og ingen steder at gå hen. Så med sorg i hjertet valgte jeg at gå ned til vandet, hvor der stille og roligt, vandet var mørkt og en anelse uhyggeligt. Jeg sprang i uden at tøve. Det kolde vand paralyseret min krop med det samme, jeg havde holdt vejret i ren reflekt, og min krop prøvede deperat at svømme op af. Men uheldigvis havde jeg aldrig lært at svømme og vandet var så koldt. Ganske langsomt blev min krop tungere og selvom mine lunger skreg efter luft, så var der ikke mere at gøre. Jeg faldt stille og roligt i søvn, en slags dvale og lod min krop give efter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar