Darkness Kingdom

"Welcome the darkness into your heart.

Accept the Darkness.

Feel the Darkness.

Drown in Darkness. 

Now show me what your precious “light” can do."

Langt borte i en anden tid, end vores, befandt sig et hemmeligt rige, ved navn Oblivion. Man sagde at det var en stor og mægtig by, med så meget guld at der ingen sult, krig eller fattigdom fantes der. Men byen var blot en myte, for dem der var rejst ud for at finde den mægtige by, vendte aldrig hjem igen. Gemt langt væk bag bjerge, skove og vandfalder lå den mægtige by Oblivion og kun få ude fra fik glimtet af den. Dem der levede i byen, forlod den aldrig. For selvom de var nysgerrige efter mere, så havde de ikke modet til at trodse deres konge. Det blev set som forræderi at forlade Oblivion uden hans velsignelse. Kongen var af arten elver, han var gammel og meget stolt. Åh jo, han kendte menneskene og de andre arter der befandt sig rundt omkring i verden og han vidste at de alle ville have en del af hans skat, hans mægtige by Oblivion. Derfor havde han gemt byen så godt og lod ingen forlade den. Men han vidste ikke at tiderne have ændret sig og alting ude for hans rige ikke var det samme længere. Dragerne havde taget magten og ned kæmpet næsten hver en art af to benede. De levende nu i frygt og mørke og ventede på en frelser, en konge. Den mægtige troldkvinde, som smuk som en elver, men stærkere end nogen anden i deres verden, havde slået sig sammen med de få overlevende hun kunne finde, og sammen søgte de imod Oblivion for at finde et hjem og en helt. Men mørket havde lagt sig tungt om elver kongen og han lod ingen finde sin elskede by. De få overlevende var dømt til døde, trængt op i en krog i bjergende, trætte og sultne kæmpede de sig forbi sulte drager. Når de endelig fandt ly i en hule, forsøgte troldkvinden at søge efter elver kongens tanker, hun forlod sin krop og lod sin sjæl flyve afsted. Til sidst fandt hun ham endelig, men han var ikke som hun havde forventet. Han lignede en ung dreng, han havde blondt hår, side cut i den ene side, fra hans øre flipper hang der flotte fjer. Om hans pande var der en flot kæde. Han havde smukke halskæder om halsen, en trøje hang løs om hans slanke krop. En lang cardigan uden ærmer fulgte ham som en kappe, når han sprang rundt i tron kammeren. Han havde store løse bukser på og sandaler der klappede når han landte på de tunge hårde gulv fliser. "Elver konge." forsøgte troldkvinden, først var hendes stemme blid og spørgende, men hendes tålmodighed var brugt. "Konge!" kaldte hun hårdere. Drengen vendte rundt og så spørgende imod hende. Han pegede på sig selv og rystede på hovedet, hurtigt så han sig over skulderen nervøs efter om der var andre til stede, da han var helt sikker på at der ikke var andre, gik han imod hende, hans blik var stadig spørgende, men også mistroisk. Hans blik faldt på en stor rød rubin, den var omringet af glas og umulig at komme tæt på, medmindre man viste hvordan man åbnede låsen, hvilket drengen gjorde. Han fjernede glasset og lod sin pege finger røre ved rubinen. Lyset blændende ham og pludselig stod troldkvinden for ham. Hun var gennemsigtig og for hvert minut blev hun mere utydelig. "Hvem er du?" sagde de begge i munden på hinanden. Drengen tav og bakkede væk fra hende, han var ikke bange for hende, selvom han aldrig før havde set noget lignede. "Mit navn er Elin, jeg er her for at finde elver kongen og bede ham om hjælp." forklarede hun og smilte blidt til ham. Drengen længe på hende, selvom hun var svær at fokusere på, det begyndte at brænde i hans hænder og hans hoved gjorde ondt. "Hvad har du gjort ved mig?" spurgte han og tog sig til hovedet. "Da du rørte ved rubinen, må noget af min kræft have søgt ind i dig." sagde hun og så tænkende på ham. "Hvem er du?" spurgte hun og smilte til ham. "Prins Leon. Søn af elver kongen." sagde han og forsøgte at holde sig oprejst. "Din kræft? Er jeg forbannet?" spurgte Leon og så ned på sine hænder, han virkede stadig rolig. "Nej, du må være en helt speciel elver siden du kan håndtere mine kræfter." sagde Elin tænkende og studerede ham. "Hør. Prins Leon, prinsen over Oblivion. Mit folk og jeg har brug for din hjælp. Vi er trætte, sultne, kolde og såret, vi har brug for at blive lukket ind i Oblivion. Vi har brug for hjælp." sagde hun og rakte en arm imod ham. "Vær sød og vis os nåde." sagde hun og bøjede hovedet. Leon sænkede blikket og så ned på sine hænder, det ville være det rigtige at hjælpe andre der er i nød, han nikkede og rakte sin hånd imod hende. Elver kongen greb fat i Leon's arm og trak ham væk fra troldkvinden. "Din djævel. Hvor vover du at komme her og kaste din sort magi over mit rige. Forsvind. I er ikke velkommen her!" råbte Elver kongen og rakte et sværd imod Elin. "Elver konge, hør nu. Vi er ved at dø, hvis du ikke hjælper os, bliver I de sidste levende tilbage på jorden." sagde Elin og så hårdt på Elver kongen. "Jeg er ikke bange for dine trusler." sagde elver kongen og svingede sværdet imod hende. "Vogt dig, elver konge. Du har mørke i dit hjerte, hvis du ikke lader lyset komme ind, vil det sluge dig og dit flok. Vis barmhjertehed." tiggede Elin. "Forsvind!" råbte elver kongen, og ramte rubinen så den landte på de hårde sten og gik i to. Der blev stille i nogle minutter, så gik elver kongen imod sin rubin for at samle stumperne op, han satte sig på knæ og lod sit sværd ligge ved siden af sig på gulvet. "Hvorfor vil du ikke hjælpe dem?" spurgte Leon og gik imod elver kongen. "De har brug for hjælp. Vi har masser af plads og rigeligt med mad til alle. Jeg kan stadig fornemme dem, de er ikke så langt væk, vi kan sende nogle krigere ud for at hente dem." sagde Leon ivrigt og mærkede hans hjerte slå hurtigt af glæde. "Ti!" afbrød elver kongen og så hårdt over imod Leon. "Jeg er konge og jeg bestemmer." sagde han hårdt og rettede sig op. Leon sænkede straks sit blik og følte sig utilpas, han kunne stadig mærke Elin, som stod hun ved siden af ham, han kunne stadig høre hendes stemme, og han kunne stadig fornemme den frygt der lå i hendes hjerte. Han ville ikke bare se til imens de blev dræbt, imens han kunne ha hjulpet dem. "Kan du ikke se at de bruger mørk magi for at vinde dig over på deres side, min søn. De vil udnytte dig. Med din hjælp, vil de kunne snige sig ind i vores rige og tage alt hvad deres tomme hjerte begære. De vil slagte vores folk, en efter en og så vil de brænde vores by ned til ruiner." forklarede elver kongen og slog ud med armende. Leon rystede let på hovedet over hans ord. "Du ser det onde i alt hvad der er fremmed." hviskede Leon, og så vredt op på elver kongen. "Vov du ikke at trodse mig!" råbte elver kongen og kastede rubinen imod Leon, med vrede og hurtige skridt forlod han rummet. Leon havde dog nået at gribe rubinen, han ventede til der blev helt stille før han pressede den sammen, så den lignede at den var hel. "Elin?" hviskede han. "Jeg vil gerne hjælpe jer. Men hvordan? Hvordan gør jeg? Hvad skal jeg gøre? Vis mig vej til jer. Vis mig hvad jeg skal gøre." hviskede han og lukkede sine øjne hårdt i. Rubinen lyste kraftigt og hans hænder brændte. Han ville slippe den, men det var umuligt at give slip, smerten var stor og han forsøgte at skrige, men der kom ingen lyd ud af hans mund. Hele rummet blev lyst op i et rødt lys, ind til alt blev hvidt og Leon blev slynget igennem rummet. Ganske langsomt kom han til sig selv igen og fik rejst sig op, han tog sig til hovedet og ømme sig kort. På gulvet foran ham, lå en dreng, i kød og blod, så tydelig som ham selv. Hans øre var runde og han så mindre ud selvom han lå ned. Leon gik hen til hans ansigt og satte sig på hug for bedre at kunne se hvad det var. "Det er bestemt ikke en elver. Den lugter alt for meget." sagde han irriteret over lugten. "Og hvad er det?" spurgte Leon om og prikkede til en sort klump ved siden af drengen. "Det har jeg aldrig set før." sagde Leon og prikkede igen til klumpen. Klumpen brummede og rejste sig op. fire lange ben og et lille rundt hoved, med spidse øre og en lang hale. De gule øjne var store af frygt. "En demon!" udbrød Leon og bakkede væk. (.... mere vil komme)

- Denne story er skrevet til min elver prins Leon August.