tag:blogger.com,1999:blog-25044240898503436432024-03-13T22:24:40.941-07:00home sweet homeHome is where your story beginsWolterhttp://www.blogger.com/profile/07747559411365190181noreply@blogger.comBlogger65125tag:blogger.com,1999:blog-2504424089850343643.post-4960647853336083542019-08-19T14:16:00.000-07:002019-08-19T14:16:24.208-07:00chain message<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="http://3.bp.blogspot.com/-2Zo-wFW9Vnw/UM0s0xos9xI/AAAAAAAABHU/8eDMKDMBp0I/s1600/sms.png" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" src="http://3.bp.blogspot.com/-2Zo-wFW9Vnw/UM0s0xos9xI/AAAAAAAABHU/8eDMKDMBp0I/s1600/sms.png" height="179" width="320"></a></div>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<br></div>
<br>
Jeg skulle ha taget det seriøst. Jeg kunne ha reageret. Gjort som der stod, men istedet valgte jeg bare at ignorre det. Selvom jeg inden i stadig tænkte på det. Jeg havde lige lagt mig til at sove, da mit værelse blev oplyst af en sms. Træt greb jeg ud efter min mobil og gled fingeren over skærmen. Mine øjne løb ned over teksten, slugte hvert et ord. Mit hjerte hamrede hurtigt imens jeg sank en klump. Jeg lagde mobilen fra mig. Lammet af skræk. Jeg prøvede at tale mig selv til ro. Det var bare en kæde besked. De kunne ikke gøre nogen fortræd. Jeg tog puden og lagde den over mit hoved. Ganske langsomt faldt jeg i søvn igen. <br>
<br>
Dagen efter sad jeg alene ved et bord, jeg må stadig ha været påvirket fra sms'en da jeg ikke hørte mine venner sætte sig ved siden af mig i frokost pausen. "Seriøst, Robin..." Lød en stemme ved siden af mig. Jeg drejede hovedet og så på min bedste ven, Sam. Han havde kort sort hår, grønne øjne og var iført en grøn hættetrøje. "Hvad er der med dig? Du har været underlig hele dagen.." Sagde han bekymret. "Du ligner en som har set et spørgelse." Sagde pigen over for mig, som jeg genkendte som Emma. Hun gik i min matematik klasse, hun var et hoved lavere end mig, og blev tit forvekslet med en dreng. Måske fordi hun lingede en dreng? Hun havde kort lyst hår og opførte sig tit ofte som en dreng. En anden pige begyndte at grine, meget lavt og på kærlig måde. Jeg så på den brun håret pige der sad og kiggede på sin mobil. Hendes navn var Aiko, hun var også mindre end mig, men hun havde skulderlangt hår og svingede imellem at gå i kjole og bukser. Aiko gik en klasse over mig, ikke fordi hun var ældre end klogere. Vi var en ynkelig lille flok, men vi havde det hyggeligt. "Hvad er der galt med prinsessen?" Lød en dyb drenge stemme. Endnu to mennesker satte sig til os. Jeg behøvede ikke at kigge op. Jeg genkendte Ryan's stemme, og den person ved siden af ham var hans kæreste, Naru. Naru var min barndoms veninde. Hun havde store blå øjne og lys langt hår. Hun forstod mig bedre end de andre, men det var ikke så tit hun sagde noget. Hun havde en mørke blå hætte trøje og cowbukser på. Ryan som var hendes kæreste var en irriterene bølle der pludselig troede at han hørte til i vores "flok". Han havde altid været efter mig og min lille bror. Drillet os siden vi var små. Selvom han var stoppet med at mobbe mig fysik efter de var blevet kærester. Han var to hoveder højre end mig og han trænede også relmæssigt, så han var også i bedre form end mig. Hans halv lange brune hår dækkede for hans pande. Han skubbede hovedet til siden og pandehåret fløj til siden. Det var brunt med lyse spiser i pandehåret. Han havde snakebite og en gammel slidt sort T-shirt på, røde bukser og slidte all stars. "Hold op." Sagde Naru lavt og prikkede til Ryan. Jeg himlede med øjnene over dem. Sam rykkede sig lidt og endnu en satte sig til vores bord. Han sad helt tæt op af mig og kyssede mig i nakken. "Hvad så." Hilste han glad. Jeg rødmede en smule og gemte mit ansigt i hænderne. "Hey Kevin" Hilste Ryan og de brød ud i snak. Kevin og Ryan var bedste venner, hvilket irriterede mig, fordi Ryan altid havde været efter mig og Kevin ikke gjorde noget ved det. Kevin var min storebrors kæreste. Han lidt lavere end Ryan, men sjovt nok et år ældre. Han gik en klasse over os alle, han var lige så muskuløs som Ryan og de trænte vist også sammen. Jeg så ud af øjnkrogen og smilte lidt over Kevin, han virkede så glad. Han havde lyseblå øjne, sort kort hår, med langt pandehår i højre side. Han så ud af øjenkrogen og blinkede til mig. Jeg så væk igen. Det var ikke fordi vi flirtede, men fordi vi havde sådan et godt forhold til hinanden. Sam lændte sig ind imod mig fra venstre side af. "Fortæl mig hvad der plager dig." Tiggede han. Jeg løftede min mobil, og mærkede hvordan jeg rystede. Jeg fandt beskeden frem og sendte den til ham. Hans venlige ansigt blev mere blegt imens han læste beskenden. Han kiggede så på mig, forsøgte at smile. "Det er bare en kæde besked." Sagde han nervøst. De andre rettede blikket imod os, nysgerige. <br>
<br>
Mine venner begyndte at udspørge mig, hvad der forgik imellem mig og Sam. Kevin virkede en anelse bekymret. Men hvordan skulle jeg fortælle dem at jeg var bange fordi jeg havde modtaget en kæde besked fra et fremmed nummer? Efter skole gik vi som den flok vi var nede i byen. De andre gik foran i godt humør og larmede som folkeskole elever. Kevin gik ved siden af mig. "Hvad er der galt?" Spurgt han. Han forsøgte at smile, men uroen havde spredt sig til hans øjne. Jeg fandt min mobil frem. "Lover du at du ikke griner?" Spurgte jeg lavt. Han tog mobilen ud af mine hænder og fandt smsen frem. "Advarelse. Nu hvor du er startet på denne besked, har du ingen vej tilbage." Læste han højt. Han stoppede op og kiggede overraskene på mig. Jeg sænkede mit blik. Han sukkede og læste videre, de andre var stoppet op og lyttede ivrigt med. "Mit navn er Taylor. Jeg blev slået ihjel af min far en Torsdag nat. Han kom ind på mit værelse og tævede mig ihjel pga en misforståelse i skolen. Nu forsøger jeg at finde ud af hvem der er ansvarlig for min død. Send denne sms videre til 10 mennesker, så vi kan finde forbryderen. Ignorrer du denne sms eller sletter du den vil jeg personligt dukke op på dit værelse Torsdag nat, med min kniv og hamre den i dig, til du tigger om nåde. Jeg vil blive ved indtil du dør.' Der var stille imellem os. <br>
<br>
Først havde de grint lidt, måske af nervøsitet eller fordi det var dybt latterligt. Men så ændrede deres latter til vrede. Kevin ville ringe nummeret op, men jeg var for bange. Jeg fik min mobil tilbage og gemte den i lommen. Kevin sagde så at det var noget sludder, at nogen bare forsøgte at skræmme mig og at jeg skulle slette beskeden. Det var den eneste måde at slå sådan en kæde besked ihjel. Men jeg turte ikke. I beskeden stod der at drengen var blevet slået ihjel, skulle jeg nu også slå ham ihjel, ved at glemme ham. Jeg nægtede. Samt jeg var bekymret for at han faktisk ville dukke op. <br>
<br>
Naru lovede at følge mig hjem, vi boede alligevel på samme vej. Vi gik ved siden af hinanden og små snakkede. Ryan gik bag ved os. "Tænk at du blev bange fordi du fik en sms." Små grinte han. Jeg fik det skidt og uden jeg lagde mærke til det strefede mine fingre min mobil der lå i min lomme. "Hvorfor sletter du den ikke bare?" Spurgte Ryan. Jeg valgte at ignorre ham. Han greb fat i min skulder og fik mig vendt om, så jeg stod ansigt til ansigt med ham. "Hør her! Du skræmmer os andre, hvis du bare sletter beskeden så sker der ikke noget!" Sagde han en smule irriteret. Jeg stirrede ham ind i øjnene. Han bed tænderne sammen. "Send den til mig." Sagde han. Jeg tøvedene. "Jamen.." Hviskede jeg. "Send den nu bare!" Sagde han mere truene. Jeg tog min mobil frem og trykkede på videre send. Han tog hans egen mobil frem. Holdte den frem for mig og trykkede slet. Det løb mig koldt ned af ryggen. "Hvorfor gjorde du det!?" Råbte jeg. Om det var af vrede eller panik viste jeg ikke. Ryan smilte stort. "Jeg vil bevise at der intet sker." Sagde han roligt og gik videre. Naru stod ved siden af os. Hun trak på skulderen og gik så efter ham. Jeg stod og så efter dem, så løftede jeg min mobil op til mit ansigt. "8 beskeder tilbage...." Hviskede jeg. <br>
<br>
Jeg gik det sidste stykke hjem. Helt umattet af dagen, gik jeg med det samme iseng. Men om natten blev mit værelse oplyst igen. Jeg lå lidt og stirrede på min mobil der lyste. Ganske langsomt greb jeg ud efter den. Låste den op og læste beskeden. Det var den samme besked som natten før. Jeg slukkede mobilen og lagde den væk. Så tog jeg puden op og gemte mit ansigt.<br>
<br>
Næste dag kom Ryan ikke i skole. Naru sagde ikke et ord, hun virkede urolig og bange, men hun var vand til at han pjækkede. Kun jeg vidste at kæde beskeden havde skræmt hende som den havde skræmt mig. "Hmm.." Lød Aiko's stemme da hun satte sig på en stol ved siden af mig. "Jeg har undersøgt lidt på nettet. Kæde beskeder er bare noget nogen har opfundet. Kevin har ret, du skal bare slette den og komme videre." Sagde hun og så på mig med et smil. Jeg fandt min mobil frem, den var stadig slukket. "Jeg fik den samme besked i nat." Mumlede jeg træt. "Har du ikke sovet?" Spurgte Aiko og stirrede på mit ansigt. Jeg trak på skulderen. "Hvor er Ryan & Sam?" Spurgte Kevin da han satte sig ned ved bordet. Jeg stirrede på min mobil. "De har nok fundet ud af at der en prøve idag." Sagde Aiko og blinkede til Kevin. Kevin slog sig i panden. "Årh nej! Er det idag?" Sagde han. Aiko slog ud efter ham og han undveg. Så brød de ud i latter. "Du går slet ikke i vores klasse, fjolle!" Grinte Aiko. Jeg ville grine af dem, men jeg kunne ikke fjerne blikket fra mobilen der lå foran mig. Sam & Ryan havde modtaget kæde beskeden. Hvad hvis ham Taylor havde slået dem ihjel? Og næste gang ville det blive min tur? "Tænker du stadig over den åndsvage kæde besked?" Spurgte Emma. Jeg blev hevet ud af mine tanker og så op. Emma havde sat sig til os, hun himlede med øjnene. "Helt ærligt! Så send den dog til 11 eller hvor mange det nu var!" Sagde hun hårdt og blev ved med at se på mig. Hun mente det ikke så hårdt, hun var bare træt af at jeg altid skulle pive og klynke over små ting. Kevin hævede en hånd og fik gjort Emma tavs, de var som bedste venner, viste altid hvad den anden tænkte. "Emma har ret, send den besked og få det ud af verden!" Sagde Kevin og lød irriteret over emnet. Jeg trak på skuldren. Det føltes bare ikke rigtigt. "Jeg er enig med de andre." Sagde Aiko og smilte til mig. Naru stirrede på min mobil uden at sige noget. Jeg løftede mine fingre og fik tændt mobilen. Ganske langsomt trykkede jeg koden ind og vendtede til mobilen havde været tændt i nogle sekunder. Jeg gik ind under beskeden og Taylor's navn var det første jeg læste. Kevin blev utoldmodig, han rev mobilen ud af mine hænder og trykkede på vidersend. "Så, nu har jeg, Emma, Aiko og Naru fået den!" Sagde han og gav mig mobilen igen. Jeg stirrede længe på mobilen i hans hænder før jeg tog den igen. Jeg stirrede på sms'en. "4 smser tilbage...."<br>
<br>
<br>
Prøven var hurtigt overstået. Jeg samlede mine ting og gik ud, jeg så mig over skuldren inden jeg forlod klasse værelset, jeg var en af de sidste. Aiko stod uden for og ventede på mig. Jeg gik hen til hende og vi fulgtes ned af gangen, hun begyndte at snakke om prøven. Jeg forsøgte at nikke og svare når hun blev stille eller trak vejret, imens kørte mine fingre sig over mobilen i min lomme.<br>
<br>
Samme nat fik jeg endnu en sms. Jeg vidste hvad den indeholdte, så jeg slukkede mobilen med det samme. Men alligevel følte jeg at der var en anden i rummet. Jeg turte ikke vende mig rundt, så jeg trak dynen op over hovedet og forsøgte at sove. <br>
<br>
<br>
Jeg sad alene ved frokost bordet. Maden havde jeg glemt der hjemme. Langsomt trak jeg den hvide mobil op fra lommen, lagde den foran mig og kiggede længe på sms'en som jeg havde modtaget. Jeg sukkede. Hvornår ville dette tage en ende. "Hvornår sletter du den sms, for pokker?" Klagede Kevin og satte sig ved siden af mig. Jeg så overrasket op på ham. "Har du læst den?" Spurgte jeg. Kevin fandt sin mobil frem. "Jeg slettede den med det samme, som jeg sagde at du skulle gøre." Sagde Kevin og himlede med øjnene. Aiko kom imod os, en anelse træt. Jeg så overrasket på hende. "Jeg har ikke lukket et øje hele natten." Sagde hun flovt og satte sig ned. "Sig ikke at du blev bange pga en kæde besked?" Spurgte Kevin med et hævet øjenbrynd. Hun sænkede blikket. "Den er bare så ulækkert!!" Jamrede hun. Jeg ville give hende ret, men jeg havde ikke sovet i 2 dage, så jeg havde en voldsom hovedpine. "Jeg har faktisk undersøgt det..." Hviskede hun. Jeg så forbavset på hende. "U-undersøgt?" Stammede jeg nervøst. Kevin sukkede, men lyttede alligevel efter. "Hvad snakker I om?" Spurgte Emma og satte sig ned hos os. "Taylor." Hviskede jeg. Mit hjerte hamrede. "Ej, vel...." Sagde Emma og udvekslede øjne med Kevin. Jeg ignorrede dem og vendte min opmærksomhed til Aiko. "Han fandtes" Sagde jeg og Aiko nikkede. "Der er mange som hedder Taylor!" Sagde Emma irriteret. "Han blev slået ihjel." Sagde Aiko og ignorrede Emma. "Der er mange som bliver slået ihjel!" Afbrød Kevin irriteret. "Af sin far!" Sagde Kevin og Emma på samme tid da jeg åbnede munden. Jeg lagde armene over kors og så afventene på Aiko. "Men der er noget som ikke stemmer." Sagde Aiko og trak to stykker papir frem fra sin taske. Hun havde printet en avis ud. "Skole dreng slået ihjel" Læste jeg højt. Bogstaverne var store og ikke til at overse. Kevin og Emma begyndte at læse, men Aiko fortalte ivrigt. "Taylor blev slået ihjel af sin far, men han var ikke helt uskyldig." Fortalte hun. Mit blik stoppede på billedet af en skole dreng. Han havde krøllet orange hår, med nogle få fregner over næsen. Hans øjne var små og grøne og han havde et lumsk smil. "Han var en ballade mager, han drillede de andre elever og var en rigtig plage ånd. Han fik et vrede udbrud i skolen og slog en af de andre elever ihjel ved at dolke ham til han døde. Han gik amok på nogle af de andre elever, men lærerne nåede at stoppe ham. Der står også at han skrev kæde beskeder rundt." Fortalte Aiko. "Men hvorfor slog faren ham ihjel?" Spurgte Emma. "Det var selv forsvar." Svarrede Kevin der var færdig med at læse. Jeg sad med en klump i halsen. <br>
<br>
Jeg lå om natten med bankene hjerte. Det var Torsdag nat. Jeg havde trukket dynen over hovedet og lå med mobilen i mine rystene hænder. Min tommeltot ville trykke slet alle beskeder, men hvad hvis det gjorde ånden sur? Der stod at man skulle sende dem videre. Jeg manglede kun 4 personer, og så ville jeg være fri. Måske var det frygt der standsede mig. Måske var det dårlig samvittighed. Pludselig røg dynen af og lyset af mobilen oplyste værelset. Kniven var det første jeg så. Det sidste jeg hørte var mit skrig der vækkede mine forældre. <br>
<br>
<br>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<br></div>
Wolterhttp://www.blogger.com/profile/07747559411365190181noreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-2504424089850343643.post-35270231421326206592019-05-27T08:30:00.001-07:002019-05-27T09:17:08.140-07:00Vegan werewolfKort efter min 15 årige fødselsdag omkom begge mine forældre i et bil udheld. Sagen blev undersøgt, men politiet kom frem til at det var et uheld og begge mine forældre blev brændt ihjel efter at de var kørt galt. Efter en eller to uger på et plejehjem, hvor jeg skulle tale med flere forskellige psykologer blev der endelig fundet et familie medlem i en anden by, dog ville de ikke have mig så det blev besluttet at jeg skulle på en kostskole af en art i en dén by. Nærmest 100 kilometer væk fra min føde by. Med et kæmpe tab til mine forældre skulle jeg nu også sige farvel til venner og bekendte og bo et fremmed sted. <div><br></div><div>Jeg var blevet sat på en bus og senere et tog og så en bus mere. Byen virkede så lille da bussen kørte igennem den og da den endelig stoppede på rutebilspladsen fik jeg et sug i maven da jeg trådte ud på den tomme parkeringsplads. Bus chafføren så irriteret på mig fordi jeg tog så længe om at gå ud af bussen, og det gav et sæt i mig da han lukkede døren bag mig. Der stod jeg så, helt alene med en stor rygsæk med en smule tøj i og nogle bøger. De fleste af mine ting var blevet taget fra mig, ødelagt eller solgt for at kunne betale regninger. Jeg havde mørke blå sko på med sorte snørebånd. Hullet lyse cowboy bukser. En hvid t-shirt med sorte ærmer. Og mit hår var kort, med en farve der mindede om en lys caramel. Jeg sukkede højt og gik hen til en bænk og gav mig til at vente på min fjerne slægtning eller hvem som helst der skulle hente mig. Minutterne gik og da der ikke skete noget, valgte jeg at begynde at gå selv. Jeg havde undersøgt adressen hjemme fra, og selvom jeg normalt havde svært ved at huske noget jeg havde læst, så var det som om mine ben præcis vidste hvor jeg skulle hen. </div><div><br></div><div>Jeg stoppede op foran en stor port, der stod åben, indkørelsen var så lang at jeg troede at den aldrig ville ende, men det gjorde den heldigvis. Skolen var større end jeg havde forstillet mig, der var mange elever der gik rundt uden for, ingen lod til at lægge mærke til mig. Jeg gik med bankende hjerte ind af hoved døren og trådte ind i en stor forhal med en trappe i midten, to døre i hver side. </div><div><br></div><div>- Mere kommer - </div><div><br></div>Wolterhttp://www.blogger.com/profile/07747559411365190181noreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-2504424089850343643.post-32806577615433402672019-02-15T11:39:00.000-08:002019-02-15T12:43:32.316-08:002048“I kan slutte jer til mig, eller I kan slås imod mig - I er frie nu og I træffer jeres egne valg nu.” <div><br></div><div>Året er 2048, vi lever i en anden slags verden nu. Jeg husker ikke helt historien om hvad der skete, økonomi, magt, klima, krig? Jeg ved bare at vores barndom er anderleds i forhold til hvordan mine bedste forældres barndom var. Uanset hvad skal vi ikke tænke på fortiden, men fukusere på vores fremtid. Næste generation. Min generation bor i skoven, meget primitivt og langt væk fra store områder. Ikke at vores hjem er lille, der er mange mennesker og vi lever lidt tæt, men det er rart nok. Alle kender alle og vi har fred, vi deles om næsten alting, her er fred og ro. Jeg bor i midten af vores lejer, sammen med min familie, godt beskyttet fra omgivelserne. Min far er lederen af stedet, derfor er jeg og mine søskendene godt beskyttet. Der er min halvstorebror Soph, der har giftet sig med en pige fra et andet sted, de flyttede her til og gjorde vores flol større. Så er der min storebror Bones, han rejste for ikke så længe siden da han ikke kunne enes med vores far. Så er der tvillingerne; Taddie den ene af tvillingerne er forlovet med en arving til en anden flok og selvom hun er ung, så er hun den med mest viden af os alle og helt sikkert også den klogeste. Hun rejser snart for at bo hos sin nye familie. Jeg er glad for at jeg ikke har sådan en pligt, endnu. Jeg har viet mit liv til at være kriger istedet, da jeg drømmer om eventyr, se verden og opleve ting. </div><div><br></div><div>“Jereth, kom nu!” Lyder en ung stemme et sted bag mig. Ripley, en dreng med blå øjne og orange hår trækker i min arm, det er min lillebror, den sidste tvilling. Eller den udvalgte som guderne har tildelt ham. Han er også den nye arving til kronen og lejren, hvis vores far skulle gå bort. “Yo Rip, ta den med ro!” Siger jeg og lægger min hånd på hans hånd. Jeg får rejst mig op og griber en hvid t-shirt der har nogle huller og er beskidt, det var engang en langærmet trøje, men det ene ærme er blevet revet af, og brugt til forbinding engang, jeg vender den lidt rundt i mine hænder før jeg tager den på. Jeg trækker hurtigt nogle slidte bukser på og et bælte, hvor jeg har min trofaste dolk sat i. “Så hvad skal vi idag?” Spørger jeg og tager den ene støvle på. “Jeg tænkte på om vi kunne gå en runde i lejren eller tage på jagt?” Spørger Ripley, han er ivrig og hans blik følger mine miste bevægelser. “Jo” siger jeg og små griner over hans ivrighed. Han løber afsted og jeg må skynde mig for at indhente ham, hvornår er han blevet så hurtig? Jeg har været væk i nogle måneder, på en hemmelig mission i norden. Faktisk er jeg lige kommet tilbage fra den tur og jeg har stadig mareridt over de ting der skete. Jeg kan stadig hører hans latter. Lugte brædt kød. Såret på min skulder er stadig ikke healet ordenligt og jeg burde nok holde mig i ro, men hvis jeg bliver for længe på mit værelse vil vores far nok forvente at jeg snart opsøger ham og får den velfortjente skideballe for at ha taget på dén mission, som han ikke havde godkendt mig til. Pludselig lyder der et skrig, jeg stopper op og det tager mig ærligtalt nogle minutter at finde ud af om det var i virkeligheden eller bare endnu en lyd fra mine drømme. “Jereth? Jereth?! Jereth!!” Siger Ripley og trækker i mit ærme, for at få mig til at bevæge mig. Han slipper mit ærme og bider tænderne sammen, så drejer han hovedet og løber afsted imod skoven. Lydene kommer med det samme tilbage, skud, skrig, råben. “RIPLEY!!!” Råber jeg og får endelig taget modet til mig og løber efter ham. Jeg får inhentet ham og kaster mig over ham, for at holde ham nede. Et skud bliver affyret tæt på mit hoved. “Flyt jer forhelved!” Råber en stemme og skubber os til siden, så vi sidder i læ bag en sten. Jeg skynder mig at tjekke Ripley igennem for skudsår, før jeg drejer hovedet og ser på min ældre bror Soph. Han har jord og blod i hovedet, tydeligvis fra den flænke fra hans øjnbryn. “Hvad sker der?” Hvisker jeg. “Nogle fremmed skød efter os. De har taget Opfelia. Jereth de har min datter!” Siger han, hans stemme knækker og han har svært ved at holde tårerne tilbage. Soph har aldrig været i krig, vores far har altid beskyttet ham og gjort livet lidt for let for ham, ikke at jeg misunder det, det vil drive mig til vanvid at havde et så kedelig liv som Soph. “Opfelia?” Gentager jeg. Opfelia er hans ene datter, den yngste, hun må være omkring 8 år nu. Jeg forsøger at se op over stenen, da der pludselig er blevet stille. “Soph, du må tage Ripley med tilbage til lejren. Fortæl de andre hvad der er sket. Jeg følger efter dem, okay?” Forklare jeg min plan. “De har taget min lille pige! Hvad skal jeg gøre! Hvad skal jeg gøre!” Hulker Soph, han ryster på hele kroppen og begynder at hive efter vejret. “Ripley?” Spørger jeg. Ripley sidder på hug og ser sig over stenen. “Hvis vi skynder os, kan vi indhente dem!” Siger Ripley selvsikkert. Hans øjne ser helt alvorlige ud. “Ikke tale om, du skal hjem!” Afbryder jeg og griber fat i hans arm. Jeg hiver ham imod mig og ser ind i hans øjne. “Det er vigtigt at lederen får besked! Og vi spilder tiden!” Siger jeg hårdt, mit hjerte slår hurtigt. “Gør forheleved som der bliver sagt, Ripley!” Siger jeg mere hårdt og rusker i ham. Ripley bider tænderne sammen, tydeligvis ikke glad for at få ordre. “Hvis du tager med, vil du bare sænke mig og risikere Opfelias liv!” Siger jeg mere hårdt. “Jeg har forstået!” Råber Ripley og ser væk. Jeg ved at han er den svageste af os søskendene og den langsomeste, men lige nu kan jeg ikke tage hensyn til hans følelser. Jeg klapper ham på hovedet, springer over stenen og følger fodsporende længere ind i skoven. Det brænder i mine ben, i mit sår, i mine lunger, svenden drypper ned fra min pande. Jeg kan endelig hører Opfelia’s skrigen og råben og følger lyden. Da jeg endelig kan se dem, kravler jeg op i et træ og springer over i det nærmeste træ, indtil jeg er over dem. Jeg trækker min dolk frem og springer ned imod dem, den første mand skære jeg ved halsen, blodet sprøjter mig i ansigtet og gør mig blind for en stund. Begynder fejl. Jeg får blodet væk og opdager at jeg er omringet. Bag dem står en mand med min niece. Hun forsøger at vride sig fri, for at komme hen til mig. De taler til mig, eller til hinanden? Jeg ved ikke om det er fordi de taler i munden på hinanden, eller om det er fordi mit hjerte slår så hurtigt eller fordi de taler et andet sprog, men jeg forstår ikke et ord af hvad de siger. De griner og den ene lyder mere panisk end de andre, han smiler dog og har kun øjnene på mig. Jeg bider tænderne sammen og springer imod den nærmeste mand. Han løfter en sort genstand, der ikke ligner en dolk. Det ligner en metal pind, bare mere pyntet. Der lyder en klik lyd og jeg mærke en smerte i mit bryst. Jeg stopper op og tager mit til brystet. Pludselig bliver alt sort og jeg falder om. </div><div><br></div><div><br></div><div>- MERE KOMMER </div>Wolterhttp://www.blogger.com/profile/07747559411365190181noreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-2504424089850343643.post-26701239880610256052018-04-05T00:11:00.000-07:002018-04-05T00:32:05.587-07:00The safeguard<div><font color="#000000" face="sans-serif" size="3"><span style="-webkit-tap-highlight-color: rgba(26, 26, 26, 0.301961); -webkit-text-size-adjust: 100%;">Min farmor sagde engang at da min far og faster var børn mindede de om mig og min søster, men da de valgte at få et firma sammen ødelagde det deres venskab og der kom en magt kamp imellem dem. </span></font></div><div><font color="#000000" face="sans-serif" size="3"><span style="-webkit-tap-highlight-color: rgba(26, 26, 26, 0.301961); -webkit-text-size-adjust: 100%;"><br></span></font></div><div><font color="#000000" face="sans-serif" size="3"><span style="-webkit-tap-highlight-color: rgba(26, 26, 26, 0.301961); -webkit-text-size-adjust: 100%;">Jeg blev født i den tid, og jeg husker hvor vred og hård min far var, han kritiserede os altid og alt vi gjorde var aldrig godt nok. Da min faster forsvandt i nogle år, og min far overtog firmaet var det de mest rolige år i min barndom. Selvom jeg savnede min faster og min mor savnede vist min far der hjemme. Der gik næsten 5 år og først der da opstod en økonomisk krise i firmaet, dukkede min faster op igen, og hjalp til. Min far ændrede sig til det bedre og lod hende tage mere og mere over. Der skete noget med ham den dag, og jeg kan kun sige at det hjalp på alting. </span></font></div><div><font color="#000000" face="sans-serif" size="3"><span style="-webkit-tap-highlight-color: rgba(26, 26, 26, 0.301961); -webkit-text-size-adjust: 100%;"><br></span></font></div><div><font color="#000000" face="sans-serif" size="3"><span style="-webkit-tap-highlight-color: rgba(26, 26, 26, 0.301961); -webkit-text-size-adjust: 100%;">Faktisk inspirede hans nye indstilling mig til at blive en form for vagt. Altså søge et arbejde eller måske en opgave hvor jeg kan holde øje, våge over, vogte og beskytte imod fare. Lige som han gjorde imod min faster, da hun kom tilbage. Han holdte et øje på hende helt ind til hans død. </span></font></div><div><font color="#000000" face="sans-serif" size="3"><span style="-webkit-tap-highlight-color: rgba(26, 26, 26, 0.301961); -webkit-text-size-adjust: 100%;"><br></span></font></div><div><font color="#000000" face="sans-serif" size="3"><span style="-webkit-tap-highlight-color: rgba(26, 26, 26, 0.301961); -webkit-text-size-adjust: 100%;">Det er 2 år siden hans død og jeg er snart 18 år gammel, så jeg føler at det er på tide at jeg får et rigtig job og hjælper min mor med at betale nogle regninger. </span></font></div><div><font color="#000000" face="sans-serif" size="3"><span style="-webkit-tap-highlight-color: rgba(26, 26, 26, 0.301961); -webkit-text-size-adjust: 100%;"><br></span></font></div><div><font color="#000000" face="sans-serif" size="3"><span style="-webkit-tap-highlight-color: rgba(26, 26, 26, 0.301961); -webkit-text-size-adjust: 100%;">‘Hvorfor kommer du ikke med på mit arbejde en dag og ser hvordan det er?’ Spurgte Valerie et stykke fra mig. Vi sad ved det runde middags bord og spiste hver vores morgen mad. Val, er 3 år ældre end mig, og selvom afstanden er stor, så har vi altid været som bedste venner. Vi havde begge den her mørke røde cover hårfarve fra vores far, og vi havde begge kort tykt hår. Jeg trak på skulderen til hendes svar. ‘Jeg ved ikke om det er mig....’ sagde jeg lavt og stak min ske i havregrynet. ‘Du kan bare komme med os se!’ Sagde hun ivrigt og smilte stort. Hun var kommet ind i politiet og selvom hendes dagligdag mest bestod af træning, så fik hun gode penge ud af det. Dog ved jeg ikke om fysik aktivit lige er mig. Jeg vil hellere holde øje og følge med på afstand. </span></font></div>Wolterhttp://www.blogger.com/profile/07747559411365190181noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2504424089850343643.post-56450812362156786112017-07-22T14:27:00.000-07:002017-07-23T09:17:26.673-07:00The last academy <br>
<br>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
The last academy<br></div>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://2.bp.blogspot.com/-F_3HoOid1ns/WXPAxOx2DUI/AAAAAAAABZk/cQjGTmuypLs0A03bO8fTdZrtlgQUJpT1QCLcBGAs/s1600/guys.png" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" data-original-height="520" data-original-width="786" height="211" src="https://2.bp.blogspot.com/-F_3HoOid1ns/WXPAxOx2DUI/AAAAAAAABZk/cQjGTmuypLs0A03bO8fTdZrtlgQUJpT1QCLcBGAs/s320/guys.png" width="320"></a><br><br><b>Katipel 1. Ripley. </b></div><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><br></div><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">Det var den sidste skole, der ville tage imod mig, havde min far sagt inden han efter lod mig ved skole gården. Det lød meget mere dramatisk end hvordan det faktisk er. Min far har travlt med at være borgmester i vores by, jeg kan godt selv se at det er et vigtigt job, men mere vigtigt end sine egne børn? Min far har altid valgt karrieren frem for os, og alligevel er det kun mig der er bitter over det. Jeg er tættere på min mor, som også bedre forstår mig, end han gør. Hun havde meget imod at sende mig på den første skole, i sin tid, men tingene ændrede sig hurtigt og han fik hende overtalt. Men reglerne er strenge og menneskerne er åndsvage, så pludselig røg jeg fra den ene skole til den anden, indtil min far endelig fandt den her skole. Jeg trak min kuffert over gårds pladsen. Han havde spurgt om han skulle følge mig ind, men fandme nej, om jeg ville have ham med der ind. Så kunne jeg virkelig ligne et lille barn! Eller værre, hvis nogen genkendte ham, så ville det hele bare begynde forfra, folk er åndsvage. I starten da han hentede mig fra skolerne, så skældte han mig ud, hele vejen hjem, hvor flovt det var for ham, hvordan pressen ville håndtere det, hvordan han bestemt ikke havde tid til det her pjat, hvordan det tog på min mor. Med tiden stoppede han med at sige noget når han hentede mig. Stilheden var dog alligevel værre, end når han skældte mig ud. Og aldrig spurgte han hvad der var sket. Jo, han havde sikkert hørt det fra rektoren, men han spurgte aldrig om min version af historien. Hvordan slås kampene var startet, hvordan eleverne drillede mig, provokerede mig, gjorde nar med min familie, de tog billeder af min mor fra nettet og hang det op i deres skabe og sagde hvordan de ville behandle hende hvis de var hendes mand, de gjorde nar med min far, lærte hans tale uden af og gentog dem med grimasser og ændrede nogle af ordene til vulgære ord. Så ja, jeg slog fra mig. Og for hver ny skole, hvor det hele begyndte igen, jo hurtigere blev jeg til at slå fra mig, jeg blev mere voldsom for at sikre mig at de ville lade mig være. Og jeg ville gøre det igen. Jeg mærkede mit hjerte hamdre hård i mit bryst, da jeg opdagede at jeg stod i forgangen, jeg havde været dybt begravet i mine egne tanke. 'Velkommen.' Sagde en ældre mand, jeg havde slet ikke set ham før nu. 'Du må være Ripley, velkommen. Det er denne vej.' Sagde han og vinkede mig hen til et lokale. Jeg trak på skulderen og flugte med, sammen med min kuffert. 'Du har en time til at slappe af og så skal du besvare nogle spørgsmål. Her er din uniform.' Sagde han, før han forsvandt ud af døren igen. Normalt ville jeg ha været forvirret, men det var det samme alle steder, hurtig ind, hurtig ud. Jeg tog mit eget tøj af og lagde det på min nye seng, før jeg tog det tøj frem som de havde valgt til mig. Jeg mærkede på stoffet og gik ud fra at min far må ha betalt meget for tøjet, da det ikke var det billige tøj som alle andre gik med. Jeg sukkede højt, det skal da nok imponere de andre elever, så de helt sikkert ikke tror at jeg er en rig snop. Jeg knappede min hvide skjorte, i det mindste havde den korte ærmer, det må ha været mor der havde mindet ham om dét, da hun ved at jeg ellers føler mig kvalt i tøjet. Jeg trak bukserne på og knappede dem, det var nu meget behageligt, jeg mærkede at jeg smilte og slog straks tanken væk om det behagelige tøj, så længe bliver jeg jo ikke alligevel. Jeg skulle til at gå ud, da jeg så det røde slips ligge på sengen. Det undrede mig lidt at det var farvet rødt, normalt er det mere en kølig farve, men den her skiller sig virkelig ud. Lige hvad jeg havde brug for. Jeg bandt den hurtigt og gik så ud i for gangen igen, nogen måtte da fortælle mig hvor jeg skal være eller hvad der skal ske. 'Hey..! Er du også ny?' Lød endnu en drenge stemme bag mig. 'Yeah....' sagde jeg roligt og vendte mig rundt. En lidt ældre dreng, med mørk hud og et stort smil, stod med en hånd imod mig. 'Jeg hedder Teru.' Sagde han. Jeg stirrede længe på hans hånd, og tog den så endelig til sidst, selvom det allerede var blevet akavet. 'Og... har du et navn?' Spurgte han og grinte lavt. 'Øhm... Yeah... Ripley..' fik jeg mumlet frem, vi slap hinanden og jeg stod lidt og kiggede på ham. Han havde en sort skjorte på istedet for en hvid, og mørke bukser, de andre elver rundt omkring havde hvidt tøj på som mig. Jeg valgte at se ned i jorden, inden han opdagede at jeg stirrede, måske synes han at det vil være forkert at gå i hvid? Jeg turde ikke spørge, eller at sige noget som helst til ham, ikke fordi jeg var bange for ham, men fordi jeg ikke straks ville lave drama. 'Hmm.. Ved du hvilken test det er?' Spurgte han, jeg rystede bare på hovedet, uden at se på ham, jeg vidste ingenting. Flovt. Der var igen en akavet stilhed imellem os. Jeg overvejede at gå væk fra ham, men da jeg løftede min fod, satte jeg den straks ned igen, og lod som om jeg bare skulle stå anderledes. 'Hvilken slags test tror du at det er?' Spurgte han. Jeg trak på skulderen. Burde jeg spørger ham om de samme ting? Eller vil det være flabet? Imens jeg tænkte over det, begyndte han at gå. Jeg sukkede lavt over at havde mistede min chance, for at få en ven, men skidt pyt, hvorfor forsøgte jeg at få venner? Inden længe ville jeg alligevel lægge og rulle rundt med én af dem, eller flere. Altså, ikke på en seksuel måde! Men.. Altså slåsse imod en, eller flere. Det er jo det jeg gør. Det er min ting. Forsvar min ære og min familie. Uden politik eller løgne. 'Hey, vi skal ind nu..' lød Teru's stemme et sted, som føltes så langt væk. </div><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><br></div><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><b>Kapitel 2. Teruhiko. </b></div><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><br></div><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">Endelig var der svar fra en af skolerne som jeg havde ansøgt. Jeg havde lige åbnet postkassen og dér lå brevet. Jeg greb det og løb straks ind i huset, med en jubel, uden at vide hvad der faktisk stod. 'Teruhiko.. Hvad er det for en larm?' Sagde min bedste mor, hun var igang med at vaske op. 'Åh nej, har du nu kastet vand efter nabo hunden igen!?' Udbryd hun og slap alt hvad hun havde i hænderne og løb imod mig. Jeg greb fat i hendes tynde arme, og svingede hende rundt, imens jeg jublede og min latter smittede, hun begyndte også at grine, så varmt et grin, der bare fik mig til at grine højre. Hendes røde lange hår, der havde fået nogle grå striber, svinge rundt i luften, sammen med os. Hun var så spinkel og jeg frygtede at jeg ville give hende blå mærker, men hun var stærkere end hun så ud til. Endelig slap jeg hende og hun fik sat sig forpustet på en stol, jeg satte mig på hug foran hende. 'Vi har fået et brev!' Sagde jeg og holdte den hvide konvolut op imod hendes ansigt. Hendes smil falmede straks, og hun lagde en hånd på mit ansigt. 'Åh, min kære...' sagde hun bekymret og trist, men jeg stoppede ikke med at smile. Jeg så logoet ude på brevet. 'Åben det!' Sagde jeg fast. Min bedste mor kiggede mig længe ind i øjnene. 'Skal vi ikke vente til din bedste far, står op?' Spurgte hun kærligt. Hun ville ikke stå med min skuffelse alene. Jeg rystede på hovedet, mere voldsomt end jeg ville, hvilket gjorde lidt ondt i min øjenbryns piercing som stadig var ny. Hun sukkede og åbnede så brevet. 'Men bliv nu ikke for skuffet.' Sagde hun lavt. 'Det gør jeg ikke! Jeg ved nemlig at de vil havde mig! Det ved jeg bare! Det skal de! Det er den sidste skole, så det har de bare at gøre!' Sagde jeg fast. Imens hun læste brevet, opdagede jeg at jeg holdt vejret, selvom mit hjerte hamrede i mit bryst. Jeg forstillede mig, hvordan jeg ville pakke mine ting, hvordan jeg ville indrette mit værelse, komme hjem når der var ferie, fortælle dem om alle mine narrestreger og min bedste mor ville le. Og det var præcis det der skete, altså jeg pakkede mine ting og mødte op til første skole dag. Skolen var ikke særlig stor og eleverne gik alle sammen i det samme tøj, hvor sært. Jeg valgte derfor at skille mig ud, med sort tøj, og selvfølgelig det grimme røde slips. Mest fordi jeg ikke eget en hvid skjorte eller grå bukser, min bedste mor mener at jeg bliver alt for hurtig beskidt. Åh, vis bare min mor kunne se mig nu. Min mor døde kort efter min fødsel og min far måtte opdrage mig helt alene, men allerede inden jeg blev 8 år, efterlod han mig hos min mormor og morfar, sikke et held for mig. Min far arbejde hårdt, og havde været i militæret, han tog straks afsted efter han afleverede mig, og jeg har ikke set ham siden, ihvertfald han var hård i min barndom, hvis jeg ikke fik top karakter eller top kommentare fra læren, så slog han mig, og låste mig inde på værelset, for at studere, uden mad eller vand. Selvom man ikke kunne få karakter i mine klasser, endnu. Mine bedste forældre var mere kærlige og barmhjertige, især min bedste mor der straks knyttede bånd med mig. Naboerne kiggede selvfølgelig da jeg ankom, fordi jeg var meget mørkere end dem. Min bedste mor var bleg, eller i deres øjne normal. Min bedste far, var ikke helt hvid og ikke helt mørk. Men det var dér mine gener kom mest fra, hvilket nok også var en skuffelse for min far. Men det gjorde intet, jeg fik et bedre hjem. Selvom min bedste far er svær at tyde nogle gange, jeg har altid troet at han pjattede, eller var sur, fordi han tager alting så alvorligt og bogstavligtalt. Men han er fin nok og meget ærlig. Han tror på mig og det er nok. Jeg så mig omkring og fik øje på den her blege knægt, han så helt forkert ud. Jeg burde holde mig skjult, men der var noget anderledes ved ham. 'Hey.. Er du ny?' Spurgte jeg og gik imod ham. 'Yeah...' lød hans svar, jeg rakte ham min hånd, det er vel sådan man gør her? 'Hej, jeg hedder Teruhiko.' Sagde jeg og forsøgte at smile. Han vendte sig rundt og stirrede på mig, gad vide om jeg havde noget i ansigtet, eller kunne han mærke at jeg var nervøs? Kunne han se sveden på min hånd? Havde jeg ikke sagt mit navn tydeligt nok? Endelig tog han min hånd, men der kom ikke noget navn frem. 'Og.... har du et navn?' Spurgte jeg og grinte lavt. Jeg ved virkelig ikke om jeg gør det rigtigt, kunne han se det? 'Øhm... Yeah... Ripley' mumlede han. Jeg gav slip på hans hånd, det var dog et mærkeligt navn, men han så flink ud. Han blev ved med at stirrer på mig, som om han virkelig kunne se at jeg ikke passede ind, men det gjorde han jo hellere ikke! Han var lidt lavede end mig, måske også yngre? Han havde lyst hår, kort i siderne og lidt lagt ned på toppen, det lignede en dyr frisure. Hans tøj lignede alle andres, hvid skjorte og grå bukser, og det der røde slips. Han kiggede ned og det gik op for mig at jeg havde stirret for længe på ham. Men det var som om han ville sige noget. Jeg drejer min opmærksomhed imod lokalet der var ved at blive gjort klar til os. 'Hmm.. Ved du hvilken test det er?' Spurgte jeg, men han rystede bare på hovedet. Han ville tydeligvis ikke snakke med mig, men jeg var sååå nysgerig og ville gerne vide mere. Jeg så ud af øjenkrogen hvordan han skiftede med at hvile på hvert ben, måske havde han vokseværk? 'Hvilken slags test tror du at det er?' Spurgte jeg, måske han havde nogle interessant tanker omkring testen, men han trak på skulderen. Måske var han lige så nervøs som mig. Hvad hvis han var ved at kaste op af bare spædning!? Årh... Nu fik jeg kvalme. Jeg så mig om efter en spand, men der var pludselig så mange elever, jeg havde slet ikke set dem før. Dørene blev pludseligt åbnet og folk begyndte at mase for at komme ind, så jeg fulgte med strømmen. Nu skete der endelig noget, dét som jeg havde ventet hele sommeren på, flere år. Nu ville min rejse begynde på en skole, som ville åbne mulighederne op, for en god uddannelse og et godt job, så jeg kunne forsøge mine bedste forældre. Jeg så mig over skulderen og opdagede at Ripley stadig stod der, selvom flok skubbede til ham. Utroligt at han bare fandt sig i det. 'Hey, vi skal ind nu..' råbte jeg imod ham og nikkede imod døren. Jeg burde ikke bruge tid på ham, han ville sikkert klare sig fint, men jeg kunne blive smidt ud hver øjeblik det skulle være - når de altså fandt ud af at jeg slet ikke er optaget på skolen. </div><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><br></div><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><b>Kapitel 3. Pumpkin. </b></div><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><br></div><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">'Af alle skoler i hele verden, så vælger du min? Er det her den sidste skole i hele verden!?' Mumlede han. 'Ret ryggen og stå ordenligt, punktlig.' Grinede min ældre bror, August, imens han bandt mit røde slips. 'Det er utroligt at du ikke selv kan gøre det her.' Mumlede han irriteret. 'Jeg håber seriøst at du dumper og bliver smidt ud, da du sikkert er studie inaktiv.' Grinte han og trak i slipset. Jeg valgte bare at lade ham snakke, han mener ikke de ting han siger, og det er dumt at lægge for meget i det, siger mor og far. Jeg havde længe kæmpet med Asperger, og nu var jeg endelig ved at få styr på det og kunne bedre håndtere det, derfor fik jeg også lov til at søge om optagelse på August skole. Han stod bøjet over mig og hans grå hår skinede så flot, man fik lyst til at rør ved det, han havde vores fars hår, og jeg havde vores mors mørke tykke hår. Min mor kaldte mig Pumpkin, fordi mine øjne var orange som et græskar, August havde store blå øjne, og et perfekt ansigt. Han rettede sit blå slips til og stak sin skjorte ned i bukserne. 'Okay, hør her, punktum. Testen er virkelig let, okay? Bare svar modsat af alt hvad du faktisk ville gøre, alle andre spørgsmål om matematik, engelsk og dansk, det klare du nemt.' Sagde August og rettede sig op, han var 3 år ældre end mig, men lignede en som var 5 år ældre, der var begyndt at vokse skæg frem på hans hage. 'Hvad glor du på!?' Udbrød han da jeg havde stirret for længe. 'Dine hår på din hage.' Svarede jeg ærligt. Okay, jeg havde stadig svært ved at være social og snakke med andre mennesker, derfor gjorde jeg det helst ikke. August klappede mig let bag på hovedet. 'Stop med at stirre på folk, det er uhyggeligt.' Mumlede han irriteret og gik ud af døren, ned imod forhallen. 'Du er den yngste på skolen, så du har meget at bevise, okay?' Sagde August. Jeg havde læst reglerne og studeret dem nøje, så jeg vidste at det var løgn, min alders gruppe er dem der søger ind i år, dog havde jeg svært ved at finde ud af hvorfor han hjalp mig så meget, siden han startede på skolen, har jeg faktisk ikke set ham. Han kommer aldrig hjem, efter han er begyndt her. 'Høre du efter?' Spurgte han. 'Nej.' Svarede jeg, mine tanker var et helt andet sted, hvilket er mærkeligt da de jo burde være hos mig og jeg burde hører efter hvad August siger. Det havde far ihvertfald sagt, inden han afleverede mig i morges, han havde sat sig på hug og lagt sine varme hænder på mine skulder og sagt at jeg skulle være tapper og forsøge at være social, jeg havde ikke svaret ham, da jeg ikke kan se ud i fremtiden, om jeg virkelig forsøger eller om jeg slet ikke når så langt. Vores far arbejder for CIA, og er en agent, jeg har hørt ham og mor diskutere om han skal sendes ud på en vigtig mission, nu hvor jeg starter her. Han havde sagt at det her skulle blive min vigtige mission, da jeg spurgte ind til hans. Selvom jeg har svært ved at se hvordan det her kan være vigtigt. 'Det er altså vigtigt at du gør en indsat!' Sagde August og puffede til mig. Jeg sukkede lavt. Vigtigt, at jeg forsøger, forsøgte jeg at gentage, men der kom ingen lyd ud. Jeg så mig rundt i hallen, der var mange unge drenge, men i mine øjne så de alle ens ud. Udover de to i midten. En dreng i mørkt tøj og en dreng ved siden af, de så normale ud, men der var noget ved dem. Som om de ikke hørte til her. De stod og holdte hinanden i hænderne. 'Hvad glor du nu på?' Sukkede August og fulgte mit blik. 'Der er to drenge som holder i hånd.' Sagde jeg og pegede imod dem. August blev rød i hovedet og lagde en hånd på min hånd for at sænke den. 'Stop med at pege!!' Vrissede han vredt. 'Hvorfor holder de i hånd? Og hvorfor er dit ansigt rødt?' Spurgte jeg, men fortrød straks. 'De holder ikke i hånd!' Sagde han irriteret, og himlede med øjnene, når han synes at jeg var dum, dog forklarede han ikke noget. Drengene slap hinandens hænder og stod nu og stirrede på hinanden, jeg mærkede et lille smil bryde frem på mit ansigt. 'Se, de kan også lide at stirrer.' Sagde jeg højt til August, der straks lagde en hånd over min mund. 'Hold nu bøtte og stop med at stirrer på dem! Det er altså sært!!' Sagde han vredt, han vendte så sin opmærksomhed imod dem. 'Uanset hvor mærkelige de er, så hold op!' Sagde han og trak mig imod døren. ' mor og far burde betale mig for at være din baby sitter.' Mumlede han imens. Jeg undrede mig lidt over det, da han ikke er en baby sitter, han er min bror. 'Kan vi ikke gå hen til dem?' Spurgte jeg og kom til at pege på dem igen. August skar en grimasse, det måtte betyde at han enten var meget vred eller havde trådt på noget hårdt. Jeg kiggede ned på jorden, nej der var ikke noget, så måtte det være det første, øv. 'Gå ind og stop med at være så akavet og dum!' Sagde han og skubbede mig ind af døren. 'Møg unge!' Mumlede han på vej væk. Jeg trak på skulderen og fulgte med de andre ind i lokalet, det var en rar følelse at gøre noget andre gør, sammen med dem. Men alligevel følte jeg mig så lille og uvelkommen. Jeg passer ikke ind. Jeg vil aldrig passe ind. Inden længe vil de alle skære grimasser, og det er ikke fordi de træder på noget - men fordi de opdager at jeg er ikke fungere som dem. </div><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><br></div><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><br></div><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><br></div><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">- Jeg har travlt i øjeblikket - MERE KOMMER - </div>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<br></div>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<br></div>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<br></div>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<br></div>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<br></div>
<br>Wolterhttp://www.blogger.com/profile/07747559411365190181noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2504424089850343643.post-71345580014080229452016-09-04T23:56:00.002-07:002016-09-05T00:06:25.614-07:00Når de blinde ser<div class="OutlineElement Ltr SCX241069879" style="-webkit-tap-highlight-color: transparent; -webkit-user-drag: none; -webkit-user-select: text; background-color: white; clear: both; cursor: text; direction: ltr; font-family: "Segoe UI", Tahoma, Verdana, sans-serif; font-size: 8px; margin: 0px; overflow: visible; padding: 0px; position: relative;">
<div class="Paragraph SCX241069879" lang="DA-DK" style="-webkit-tap-highlight-color: transparent; -webkit-user-drag: none; -webkit-user-select: text; background-color: transparent; color: windowtext; font-size: 6pt; padding: 0px; vertical-align: baseline; word-wrap: break-word;" xml:lang="DA-DK">
<span class="TextRun SCX241069879" lang="DA-DK" style="font-family: "calibri" , sans-serif; font-size: 11pt; font-weight: bold; line-height: 19px; margin: 0px; padding: 0px;" xml:lang="DA-DK"><span class="NormalTextRun SCX241069879" style="-webkit-tap-highlight-color: transparent; -webkit-user-drag: none; -webkit-user-select: text; background-color: inherit; margin: 0px; padding: 0px;">Kort historie af Milla (I samarbejde med Wolter) om </span><span class="SpellingError SCX241069879" style="-webkit-tap-highlight-color: transparent; -webkit-user-drag: none; -webkit-user-select: text; background-color: inherit; background-image: url("data:image/gif; background-position: left bottom; background-repeat: repeat-x; border-bottom: 1px solid transparent; margin: 0px; padding: 0px;">Leisha's</span><span class="NormalTextRun SCX241069879" style="-webkit-tap-highlight-color: transparent; -webkit-user-drag: none; -webkit-user-select: text; background-color: inherit; margin: 0px; padding: 0px;"> tid i den blinde ulveflok</span></span><span class="EOP SCX241069879" style="font-family: "calibri" , sans-serif; font-size: 11pt; line-height: 19px; margin: 0px; padding: 0px;"> </span></div>
</div>
<div class="OutlineElement Ltr SCX241069879" style="-webkit-tap-highlight-color: transparent; -webkit-user-drag: none; -webkit-user-select: text; background-color: white; clear: both; cursor: text; direction: ltr; font-family: "Segoe UI", Tahoma, Verdana, sans-serif; font-size: 8px; margin: 0px; overflow: visible; padding: 0px; position: relative;">
<div class="Paragraph SCX241069879" lang="DA-DK" style="-webkit-tap-highlight-color: transparent; -webkit-user-drag: none; -webkit-user-select: text; background-color: transparent; color: windowtext; font-size: 6pt; padding: 0px; vertical-align: baseline; word-wrap: break-word;" xml:lang="DA-DK">
<br /></div>
</div>
<div class="OutlineElement Ltr SCX241069879" style="-webkit-tap-highlight-color: transparent; -webkit-user-drag: none; -webkit-user-select: text; background-color: white; clear: both; cursor: text; direction: ltr; font-family: "Segoe UI", Tahoma, Verdana, sans-serif; font-size: 8px; margin: 0px; overflow: visible; padding: 0px; position: relative;">
<div class="Paragraph SCX241069879" lang="DA-DK" style="-webkit-tap-highlight-color: transparent; -webkit-user-drag: none; -webkit-user-select: text; background-color: transparent; color: windowtext; font-size: 6pt; padding: 0px; vertical-align: baseline; word-wrap: break-word;" xml:lang="DA-DK">
<span class="TextRun SCX241069879" lang="DA-DK" style="font-family: "calibri" , sans-serif; font-size: 11pt; line-height: 19px; margin: 0px; padding: 0px;" xml:lang="DA-DK"><span class="NormalTextRun SCX241069879" style="-webkit-tap-highlight-color: transparent; -webkit-user-drag: none; -webkit-user-select: text; background-color: inherit; margin: 0px; padding: 0px;">Regnen siler ned, </span><span class="SpellingError SCX241069879" style="-webkit-tap-highlight-color: transparent; -webkit-user-drag: none; -webkit-user-select: text; background-color: inherit; background-image: url("data:image/gif; background-position: left bottom; background-repeat: repeat-x; border-bottom: 1px solid transparent; margin: 0px; padding: 0px;">Leisha</span><span class="NormalTextRun SCX241069879" style="-webkit-tap-highlight-color: transparent; -webkit-user-drag: none; -webkit-user-select: text; background-color: inherit; margin: 0px; padding: 0px;"> vipper med sine ører imens hun går afsted i regnen. Hun har rejst i nogle dage nu og er efterhånden kommet et godt stykke væk fra Ikras' flok. Hun stopper op kort og bevæger ørerne rundt mens hun snuser, hun synes at kunne høre at regnen lyder mindre voldsom et andet sted. </span><span class="SpellingError SCX241069879" style="-webkit-tap-highlight-color: transparent; -webkit-user-drag: none; -webkit-user-select: text; background-color: inherit; background-image: url("data:image/gif; background-position: left bottom; background-repeat: repeat-x; border-bottom: 1px solid transparent; margin: 0px; padding: 0px;">Leisha</span><span class="NormalTextRun SCX241069879" style="-webkit-tap-highlight-color: transparent; -webkit-user-drag: none; -webkit-user-select: text; background-color: inherit; margin: 0px; padding: 0px;"> begiver sig mod stedet og ender med at finde læ under et stort træ. Hun ryster pelsen kraftigt og sætter sig ned, hun sukker tungt over hele situationen. </span></span><span class="EOP SCX241069879" style="font-family: "calibri" , sans-serif; font-size: 11pt; line-height: 19px; margin: 0px; padding: 0px;"> </span></div>
</div>
<div class="OutlineElement Ltr SCX241069879" style="-webkit-tap-highlight-color: transparent; -webkit-user-drag: none; -webkit-user-select: text; background-color: white; clear: both; cursor: text; direction: ltr; font-family: "Segoe UI", Tahoma, Verdana, sans-serif; font-size: 8px; margin: 0px; overflow: visible; padding: 0px; position: relative;">
<div class="Paragraph SCX241069879" lang="DA-DK" style="-webkit-tap-highlight-color: transparent; -webkit-user-drag: none; -webkit-user-select: text; background-color: transparent; color: windowtext; font-size: 6pt; padding: 0px; vertical-align: baseline; word-wrap: break-word;" xml:lang="DA-DK">
<br /></div>
</div>
<div class="OutlineElement Ltr SCX241069879" style="clear: both; cursor: text; direction: ltr; font-family: "segoe ui", tahoma, verdana, sans-serif; font-size: 8px; margin: 0px; overflow: visible; padding: 0px; position: relative;">
<div class="Paragraph SCX241069879" lang="DA-DK" style="background-color: transparent; font-size: 6pt; padding: 0px; vertical-align: baseline; word-wrap: break-word;" xml:lang="DA-DK">
<span class="TextRun SCX241069879" lang="DA-DK" style="font-family: "calibri" , sans-serif; font-size: 11pt; line-height: 19px; margin: 0px; padding: 0px;" xml:lang="DA-DK"><span class="NormalTextRun SCX241069879" style="-webkit-tap-highlight-color: transparent; -webkit-user-drag: none; -webkit-user-select: text; background-color: inherit; margin: 0px; padding: 0px;">"Det var en dum idé.." Mumler hun til sig selv, "Før kunne jeg fint klare mig med mine sanser.. Nu.. Skal jeg vænne mig tilbage til ikke at have et rigtigt syn.." Hun sukker lavt, og lægger sig ned så. "Jeg håber regnen snart stopper.." Mumler hun og kryber sammen for at holde sig varm. Da hun lukker øjnene go giver sig hen til at sove flyver hendes fantasi tilbage til flokken, til deres varme hule hvor hende, Samira, </span><span class="SpellingError SCX241069879" style="-webkit-tap-highlight-color: transparent; -webkit-user-drag: none; -webkit-user-select: text; background-color: inherit; background-image: url("data:image/gif; background-position: left bottom; background-repeat: repeat-x; border-bottom: 1px solid transparent; margin: 0px; padding: 0px;">Shilo</span><span class="NormalTextRun SCX241069879" style="-webkit-tap-highlight-color: transparent; -webkit-user-drag: none; -webkit-user-select: text; background-color: inherit; margin: 0px; padding: 0px;"> og Hiroshi lå, lige inden hun tog afsted. Hun åbner sine øjne med et </span><span class="SpellingError SCX241069879" style="-webkit-tap-highlight-color: transparent; -webkit-user-drag: none; -webkit-user-select: text; background-color: inherit; background-image: url("data:image/gif; background-position: left bottom; background-repeat: repeat-x; border-bottom: 1px solid transparent; margin: 0px; padding: 0px;">gip</span><span class="NormalTextRun SCX241069879" style="-webkit-tap-highlight-color: transparent; -webkit-user-drag: none; -webkit-user-select: text; background-color: inherit; margin: 0px; padding: 0px;">, selvom det stadig er mørkt for hendes indre blik forsvandt billedet for hendes indre øje alligevel da hun åbnede dem. Hun sukker og ligger hovedet ned igen, "Jeg er en idiot.." Mumler hun og kniber øjnene hårdt i.</span></span></div>
<div class="Paragraph SCX241069879" lang="DA-DK" style="background-color: transparent; font-size: 6pt; padding: 0px; vertical-align: baseline; word-wrap: break-word;" xml:lang="DA-DK">
<span class="TextRun SCX241069879" lang="DA-DK" style="font-family: "calibri" , sans-serif; font-size: 11pt; line-height: 19px; margin: 0px; padding: 0px;" xml:lang="DA-DK"><span class="NormalTextRun SCX241069879" style="-webkit-tap-highlight-color: transparent; -webkit-user-drag: none; -webkit-user-select: text; background-color: inherit; margin: 0px; padding: 0px;"><br /></span></span></div>
<div class="Paragraph SCX241069879" lang="DA-DK" style="font-size: 6pt; padding: 0px; vertical-align: baseline; word-wrap: break-word;" xml:lang="DA-DK">
<div style="background-color: transparent;">
<span class="TextRun SCX241069879" lang="DA-DK" style="font-family: "calibri" , sans-serif; font-size: 11pt; line-height: 19px; margin: 0px; padding: 0px;" xml:lang="DA-DK"><span class="NormalTextRun SCX241069879" style="-webkit-tap-highlight-color: transparent; -webkit-user-drag: none; -webkit-user-select: text; background-color: inherit; margin: 0px; padding: 0px;">(Mere kommer)</span></span></div>
<div style="background-color: transparent;">
<span class="TextRun SCX241069879" lang="DA-DK" style="font-family: "calibri" , sans-serif; font-size: 11pt; line-height: 19px; margin: 0px; padding: 0px;" xml:lang="DA-DK"><span class="NormalTextRun SCX241069879" style="-webkit-tap-highlight-color: transparent; -webkit-user-drag: none; -webkit-user-select: text; background-color: inherit; margin: 0px; padding: 0px;"><br /></span></span></div>
<div style="background-color: transparent;">
<span class="TextRun SCX241069879" lang="DA-DK" style="font-family: "calibri" , sans-serif; font-size: 11pt; line-height: 19px; margin: 0px; padding: 0px;" xml:lang="DA-DK"><span class="NormalTextRun SCX241069879" style="-webkit-tap-highlight-color: transparent; -webkit-user-drag: none; -webkit-user-select: text; background-color: inherit; margin: 0px; padding: 0px;"><span style="color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; white-space: pre-wrap;">Samira ser uforstående på Leisha. 'Du skal vel med tilbage?' Spørger hun.</span></span></span></div>
<div style="background-color: transparent;">
<span class="TextRun SCX241069879" lang="DA-DK" style="font-family: "calibri" , sans-serif; font-size: 11pt; line-height: 19px; margin: 0px; padding: 0px;" xml:lang="DA-DK"><span class="NormalTextRun SCX241069879" style="-webkit-tap-highlight-color: transparent; -webkit-user-drag: none; -webkit-user-select: text; background-color: inherit; margin: 0px; padding: 0px;"><span style="color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; white-space: pre-wrap;"><br /></span></span></span></div>
<div style="background-color: transparent;">
<span class="TextRun SCX241069879" lang="DA-DK" style="font-family: "calibri" , sans-serif; font-size: 11pt; line-height: 19px; margin: 0px; padding: 0px;" xml:lang="DA-DK"><span class="NormalTextRun SCX241069879" style="-webkit-tap-highlight-color: transparent; -webkit-user-drag: none; -webkit-user-select: text; background-color: inherit; margin: 0px; padding: 0px;"><span style="color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; white-space: pre-wrap;">Leisha ser på Samira og viger lidt væk fra hende "Tilbage? Hvorfor det?" spørger hun undrende</span></span></span></div>
<div style="background-color: transparent;">
<span class="TextRun SCX241069879" lang="DA-DK" style="font-family: "calibri" , sans-serif; font-size: 11pt; line-height: 19px; margin: 0px; padding: 0px;" xml:lang="DA-DK"><span class="NormalTextRun SCX241069879" style="-webkit-tap-highlight-color: transparent; -webkit-user-drag: none; -webkit-user-select: text; background-color: inherit; margin: 0px; padding: 0px;"><span style="color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; white-space: pre-wrap;"><br /></span></span></span></div>
<div style="background-color: transparent;">
<span class="TextRun SCX241069879" lang="DA-DK" style="font-family: "calibri" , sans-serif; font-size: 11pt; line-height: 19px; margin: 0px; padding: 0px;" xml:lang="DA-DK"><span class="NormalTextRun SCX241069879" style="-webkit-tap-highlight-color: transparent; -webkit-user-drag: none; -webkit-user-select: text; background-color: inherit; margin: 0px; padding: 0px;"><span style="color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; white-space: pre-wrap;">'Fordi det er der du bor..!' Siger Samira mere hårdt end planlagt. Hun havde ikke regnet med at der ville være modstand.</span></span></span></div>
<div style="background-color: transparent;">
<span class="TextRun SCX241069879" lang="DA-DK" style="font-family: "calibri" , sans-serif; font-size: 11pt; line-height: 19px; margin: 0px; padding: 0px;" xml:lang="DA-DK"><span class="NormalTextRun SCX241069879" style="-webkit-tap-highlight-color: transparent; -webkit-user-drag: none; -webkit-user-select: text; background-color: inherit; margin: 0px; padding: 0px;"><span style="color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; white-space: pre-wrap;"><br /></span></span></span></div>
<div style="background-color: transparent;">
<span class="TextRun SCX241069879" lang="DA-DK" style="font-family: "calibri" , sans-serif; font-size: 11pt; line-height: 19px; margin: 0px; padding: 0px;" xml:lang="DA-DK"><span class="NormalTextRun SCX241069879" style="-webkit-tap-highlight-color: transparent; -webkit-user-drag: none; -webkit-user-select: text; background-color: inherit; margin: 0px; padding: 0px;"><span style="color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; white-space: pre-wrap;">Leisha holder hovedet rettet mod Samira og kniber øjnene lidt sammen, "så jeg skal bare vende tilbage til flokken og være "den stakkels blinde" igen?" hun fnyser "ellers tak!"</span></span></span></div>
<div style="background-color: transparent;">
<span class="TextRun SCX241069879" lang="DA-DK" style="font-family: "calibri" , sans-serif; font-size: 11pt; line-height: 19px; margin: 0px; padding: 0px;" xml:lang="DA-DK"><span class="NormalTextRun SCX241069879" style="-webkit-tap-highlight-color: transparent; -webkit-user-drag: none; -webkit-user-select: text; background-color: inherit; margin: 0px; padding: 0px;"><span style="color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; white-space: pre-wrap;"><br /></span></span></span></div>
<div style="background-color: transparent;">
<span class="TextRun SCX241069879" lang="DA-DK" style="font-family: "calibri" , sans-serif; font-size: 11pt; line-height: 19px; margin: 0px; padding: 0px;" xml:lang="DA-DK"><span class="NormalTextRun SCX241069879" style="-webkit-tap-highlight-color: transparent; -webkit-user-drag: none; -webkit-user-select: text; background-color: inherit; margin: 0px; padding: 0px;"><span style="color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; white-space: pre-wrap;">Samira ser overrasket på Leisha. 'Du lovede at du ville komme hjem!' Siger hun vredt.</span></span></span></div>
<div style="background-color: transparent;">
<span class="TextRun SCX241069879" lang="DA-DK" style="font-family: "calibri" , sans-serif; font-size: 11pt; line-height: 19px; margin: 0px; padding: 0px;" xml:lang="DA-DK"><span class="NormalTextRun SCX241069879" style="-webkit-tap-highlight-color: transparent; -webkit-user-drag: none; -webkit-user-select: text; background-color: inherit; margin: 0px; padding: 0px;"><span style="color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; white-space: pre-wrap;"><br /></span></span></span></div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; white-space: pre-wrap;">
Leisha ser på Samira, "På et tidspunkt ja! Men her.." hun vender hovedet mod en bakketop og går op på den og ser ned på en dal nedenunder den, "her er jeg ikke blind.. Her kan jeg se, ligesom alle andre!" siger hun og opfatter slet ikke Samiras vrede</div>
<div style="background-color: transparent;">
<span class="TextRun SCX241069879" lang="DA-DK" style="font-family: "calibri" , sans-serif; font-size: 11pt; line-height: 19px; margin: 0px; padding: 0px;" xml:lang="DA-DK"><span class="NormalTextRun SCX241069879" style="-webkit-tap-highlight-color: transparent; -webkit-user-drag: none; -webkit-user-select: text; background-color: inherit; margin: 0px; padding: 0px;"></span></span></div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
Hideki ser fra Samira til Leisha</div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
<span style="line-height: 17.94px;">Samira bider tænderne sammen. 'Men vi er din familie! Vi savner dig! Alting bliver bedre nu..!' Siger Samira.</span></div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
<span style="line-height: 17.94px;"><br /></span></div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; white-space: pre-wrap;">
Leisha vender hovedet om mod Samira, "Tak fordi du kom og så mig, men du kan godt fortælle de andre at jeg hr det fint her!" siger hun og vender så hovedet mod den anden flok og skal til at gå derned</div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
Hideki vælger at holde mund og ikke blande sig.</div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
<br /></div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
<span style="line-height: 17.94px;">DET KAN DU SELV FORTÆLLE DEM!' Råber Samira og løber op imod Leisha, hun springer på hende og vælter hende ned fra bakken.</span></div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
<span style="line-height: 17.94px;"><br /></span></div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; white-space: pre-wrap;">
"Samira!" kalder Hideki og bider tænderne sammen, "for pokker.." han svæver efter dem</div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
Leisha vælter ned af bakken sammen med Samira, hun knurrer og prøver at skubbe Samira af hende, "du er så egoistisk! Du tænker kun på dig selv og din ånd! Som du desuden tydeligvis er forelsket i!" siger hun irriteret til Samira</div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
<br /></div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
<span style="line-height: 17.94px;">'Du er så fandes egoistisk! Du tænker ikke på hvor bekymret mor og far er for dig! Eller mig! Du skred fra os om natten!' Knurre Samira og slår med sine poter på Leisha, og forsøger at blive oven på hende.</span></div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
<span style="line-height: 17.94px;"><br /></span></div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; white-space: pre-wrap;">
Leisha prøver at komme ovenpå og knurrer også over Samira, "Du har slet ikke tænkt på at jeg måske føler mig godt tilpas her!?"</div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
Hideki svæver ned og rødmer kort da Leisha siger det om Samira men han rømmer sig og ser blot til, "hold op I to!"</div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
<br /></div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
<span style="line-height: 17.94px;">'Hvor godt kan du føle dig? Dit øre er væk!' Knurre Samira. Hun hamre begge sine poter på Leisha's brystkasse. 'Vores flok ender i krig og du lyder livet langt væk!' Råber hun, imens tårerne løber ned af hendes kinder. Det er første gang Samira snakker med nogen om den krig der ligger på lur, især fordi Ikras har sagt at hun ikke må fortælle nogen om Reaper da det vil skabe panik.</span></div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
<span style="line-height: 17.94px;"><br /></span></div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; white-space: pre-wrap;">
Leisha mærker nogle af Samiras tårer lande på hendes ansigt, hendes øjne ser mere overraskede ud og hun prøver at komme fri af Samira, "så jeg skal fravælge min egen glæde for at tage tilbage til flokken?" spørger hun, og "Samira for fanden jeg er...!" </div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
"Hvad sker der her!" runger en dyb stemme bag Samira og Leisha</div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
Leisha når ikke at sige mere og stivner lidt i sine bevægelser og bliver mere rolig</div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
Bag Samira og Leisha står en stor ulv, uden øjne med brune og grå farver, dens pels er lang og det er tdeligt at den er gammel men stadig stærk.</div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
<br /></div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
<span style="line-height: 17.94px;">Samira ser sig over skulderen på ulven. 'Hvem er det?' Spørger hun sig selv.</span></div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
<span style="line-height: 17.94px;"><br /></span></div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; white-space: pre-wrap;">
Ulven bevæger hovedet fra Leisha til Samira til Hideki, "Atlatar, Lincoln grib den unge hun med ånden.." siger han bestemt</div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
Hideki stirrer på ulven, "han... kan se mig..?" spørger han chokeret</div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
Leisha vender blikket mod Samira, "det.. er min leder, Hjalmar.." siger hun roligt</div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
<br /></div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; white-space: pre-wrap;">
Samira ser overrasket på Hjalmar. 'HIDEKI STIK AF!' Råber hun til ham og springer væk fra Leisha. 'Leisha kom nu!' Kalder hun. </div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
En stor brun schæfer ulv blanding træder frem. Han retter hovedet imod Hideki og går imod ham.</div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
<br /></div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; white-space: pre-wrap;">
Hideki stiller sig kampklar, "hvordan kan I se mig?!" spørger han</div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
Leisha ser på Samira og rejser sig op, hun skæver til schæfer ulve blandingen og tøver med at stikke af</div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
En grå og hvid ulv springer straks frem og efter Samira, dens øjne ligner Gisans</div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
<br /></div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
Lincoln reagere ikke på Hideki's stemme. Han snapper ud efter Hideki, men ryger igennem ham. </div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
Samira bakker væk fra ulven. 'Leisha kom nu!' Råber hun panisk.</div>
<div style="color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
<span style="background-color: white;"><br /></span></div>
<div style="color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; white-space: pre-wrap;">
<span style="background-color: white;">Hideki viger tilbage fra Lincoln og ser mod Samira, han svæver hen foran hende for at beskytte hende,</span></div>
<div style="color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
<span style="background-color: white;">Den grå ulv, Atlatar, snapper hastigt ud efter Hideki men da han går igennem ham snapper han igen ud, men denne gang efter Samira for at få fat i hende</span></div>
<div style="color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
<span style="background-color: white;">Leisha har hovedet i retning mod Samira og ser ned, ".. Jeg... kan ikke.." siger hun stille og beklagende</span></div>
<div style="color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
<span style="background-color: white;"><br /></span></div>
<div style="background-color: #fffbc9; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
<span style="color: black; font-family: calibri, sans-serif; font-size: 14.6667px; line-height: 19px; white-space: normal;">(Mere kommer)</span></div>
<div style="background-color: transparent; color: #1d2129; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 17.94px; margin-top: 10px; white-space: pre-wrap;">
<br /></div>
</div>
</div>
Wolterhttp://www.blogger.com/profile/07747559411365190181noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2504424089850343643.post-50357918771743342222015-10-18T14:25:00.001-07:002015-10-18T14:25:48.936-07:00I wish luck you this Halloween<div><div class="separator" style="clear: both;"><a href="https://lh3.googleusercontent.com/-jny_TxgRHSo/ViQOW9QtPXI/AAAAAAAABVk/MVIfT-LdxYM/s640/blogger-image-1752897639.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" src="https://lh3.googleusercontent.com/-jny_TxgRHSo/ViQOW9QtPXI/AAAAAAAABVk/MVIfT-LdxYM/s640/blogger-image-1752897639.jpg"></a></div><br></div><div><br></div><div>(mere kommer - hold op med at stresse mig Taylor Larsen Poulsen!!!!!) </div>Wolterhttp://www.blogger.com/profile/07747559411365190181noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2504424089850343643.post-69960221104600756202015-10-18T12:13:00.001-07:002015-10-18T12:20:16.228-07:00Tanker i mørketDet er sent og tankerne er der igen. Panikken spreder sig. Jeg kæmper for at holde hovedet koldt og tankerne væk. Hvorfor er det sådan her? Jeg føler mig afvist. Jeg føler mig uvigtig. Hvilket er latterligt, fordi sådan er det jo slet ikke. Men bare den mindste ting, og jeg går i panik. Du virker mere og mere fjern. Du skriver mindre. Du fortæller mig mindre. Hvad sker der i dit liv. Hvor er du? Du følger ikke med i mit liv mere. Du skriver ikke om mig. Du skriver om alle andre. Du savner dem. Er jeg for krævende? For klisterene. Jeg isolere mig selv. Sidder og tænker. Hvad kan jeg gøre. Hvad skal jeg gøre. Hvad har jeg gjort forkert. Hvorfor er de mere vigtige end mig. Er det fordi de ikke er i dit liv at de er vigtige. Hvis jeg blir væk, leder du så efter mig i mørket. Stalker du mig. Følger du med i mit liv. Savner du mig. Skal jeg skubbe folk ud af mit liv. Er det det der skal til, for at vække dig. <div><br></div><div><br></div><div>(Mere kommer....)</div>Wolterhttp://www.blogger.com/profile/07747559411365190181noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2504424089850343643.post-63040683479454735562015-07-26T12:19:00.000-07:002015-07-26T14:17:41.424-07:00Darkness Kingdom <div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="http://4.bp.blogspot.com/-T_KCYc20PeA/VbUkw1JBB2I/AAAAAAAABVM/qAp28aB3-WU/s1600/IMG_1150.png" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="320" src="http://4.bp.blogspot.com/-T_KCYc20PeA/VbUkw1JBB2I/AAAAAAAABVM/qAp28aB3-WU/s320/IMG_1150.png" width="213" /></a></div>
<br />
<div style="text-align: center;">
<span style="background-color: white; color: #141823; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 18px;">"Welcome the darkness into your heart.</span></div>
<span style="background-color: white; color: #141823; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 18px;"></span><br />
<div style="text-align: center;">
<span style="background-color: white; color: #141823; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 18px;">Accept the Darkness.</span></div>
<span style="background-color: white; color: #141823; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 18px;">
</span><span style="background-color: white; color: #141823; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 18px;"></span>
<div style="text-align: center;">
<span style="background-color: white; color: #141823; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 18px;">Feel the Darkness.</span></div>
<span style="background-color: white; color: #141823; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 18px;">
</span><span style="background-color: white; color: #141823; font-family: helvetica, arial, sans-serif; font-size: 13px; line-height: 18px;"><div style="text-align: center;">
Drown in Darkness. </div>
</span><span style="background-color: white; font-family: helvetica, arial, sans-serif;"><div style="text-align: center;">
<div style="color: #141823; font-size: 13px; line-height: 18px;">
Now show me what your precious “light” can do."</div>
<div style="color: #141823; font-size: 13px; line-height: 18px;">
<br /></div>
<br />
<div style="text-align: left;">
<span style="color: #141823; font-size: 13px; line-height: 18px;">Langt borte i en anden tid, end vores, befandt sig et hemmeligt rige, ved navn Oblivion. Man sagde at det var en stor og mægtig by, med så meget guld at der ingen sult, krig eller fattigdom fantes der. Men byen var blot en myte, for dem der var rejst ud for at finde den mægtige by, vendte aldrig hjem igen. Gemt langt væk bag bjerge, skove og vandfalder lå den mægtige by O</span><span style="color: #141823;"><span style="font-size: 13px; line-height: 18px;">blivion og kun få ude fra fik glimtet af den. Dem der levede i byen, forlod den aldrig. For selvom de var nysgerrige efter mere, så havde de ikke modet til at trodse deres konge. Det blev set som forræderi at forlade Oblivion uden hans velsignelse. Kongen var af arten elver, han var gammel og meget stolt. Åh jo, han kendte menneskene og de andre arter der befandt sig rundt omkring i verden og han vidste at de alle ville have en del af hans skat, hans mægtige by Oblivion. Derfor havde han gemt byen så godt og lod ingen forlade den. Men han vidste ikke at tiderne have ændret sig og alting ude for hans rige ikke var det samme længere. Dragerne havde taget magten og ned kæmpet næsten hver en art af to benede. De levende nu i frygt og mørke og ventede på en frelser, en konge. Den mægtige troldkvinde, som smuk som en elver, men stærkere end nogen anden i deres verden, havde slået sig sammen med de få overlevende hun kunne finde, og sammen søgte de imod Oblivion for at finde et hjem og en helt. Men mørket havde lagt sig tungt om elver kongen og han lod ingen finde sin elskede by. De få overlevende var dømt til døde, trængt op i en krog i bjergende, trætte og sultne kæmpede de sig forbi sulte drager. Når de endelig fandt ly i en hule, forsøgte troldkvinden at søge efter elver kongens tanker, hun forlod sin krop og lod sin sjæl flyve afsted. Til sidst fandt hun ham endelig, men han var ikke som hun havde forventet. Han lignede en ung dreng, han havde blondt hår, side cut i den ene side, fra hans øre flipper hang der flotte fjer. Om hans pande var der en flot kæde. Han havde smukke halskæder om halsen, en trøje hang løs om hans slanke krop. En lang cardigan uden ærmer fulgte ham som en kappe, når han sprang rundt i tron kammeren. Han havde store løse bukser på og sandaler der klappede når han landte på de tunge hårde gulv fliser. "Elver konge." forsøgte troldkvinden, først var hendes stemme blid og spørgende, men hendes tålmodighed var brugt. "Konge!" kaldte hun hårdere. Drengen vendte rundt og så spørgende imod hende. Han pegede på sig selv og rystede på hovedet, hurtigt så han sig over skulderen nervøs efter om der var andre til stede, da han var helt sikker på at der ikke var andre, gik han imod hende, hans blik var stadig spørgende, men også mistroisk. Hans blik faldt på en stor rød rubin, den var omringet af glas og umulig at komme tæt på, medmindre man viste hvordan man åbnede låsen, hvilket drengen gjorde. Han fjernede glasset og lod sin pege finger røre ved rubinen. Lyset blændende ham og pludselig stod troldkvinden for ham. Hun var gennemsigtig og for hvert minut blev hun mere utydelig. "Hvem er du?" sagde de begge i munden på hinanden. Drengen tav og bakkede væk fra hende, han var ikke bange for hende, selvom han aldrig før havde set noget lignede. "Mit navn er Elin, jeg er her for at finde elver kongen og bede ham om hjælp." forklarede hun og smilte blidt til ham. Drengen længe på hende, selvom hun var svær at fokusere på, det begyndte at brænde i hans hænder og hans hoved gjorde ondt. "Hvad har du gjort ved mig?" spurgte han og tog sig til hovedet. "Da du rørte ved rubinen, må noget af min kræft have søgt ind i dig." sagde hun og så tænkende på ham. "Hvem er du?" spurgte hun og smilte til ham. "Prins Leon. Søn af elver kongen." sagde han og forsøgte at holde sig oprejst. "Din kræft? Er jeg forbannet?" spurgte Leon og så ned på sine hænder, han virkede stadig rolig. "Nej, du må være en helt speciel elver siden du kan håndtere mine kræfter." sagde Elin tænkende og studerede ham. "Hør. Prins Leon, prinsen over Oblivion. Mit folk og jeg har brug for din hjælp. Vi er trætte, sultne, kolde og såret, vi har brug for at blive lukket ind i Oblivion. Vi har brug for hjælp." sagde hun og rakte en arm imod ham. "Vær sød og vis os nåde." sagde hun og bøjede hovedet. Leon sænkede blikket og så ned på sine hænder, det ville være det rigtige at hjælpe andre der er i nød, han nikkede og rakte sin hånd imod hende. Elver kongen greb fat i Leon's arm og trak ham væk fra troldkvinden. "Din djævel. Hvor vover du at komme her og kaste din sort magi over mit rige. Forsvind. I er ikke velkommen her!" råbte Elver kongen og rakte et sværd imod Elin. "Elver konge, hør nu. Vi er ved at dø, hvis du ikke hjælper os, bliver I de sidste levende tilbage på jorden." sagde Elin og så hårdt på Elver kongen. "Jeg er ikke bange for dine trusler." sagde elver kongen og svingede sværdet imod hende. "Vogt dig, elver konge. Du har mørke i dit hjerte, hvis du ikke lader lyset komme ind, vil det sluge dig og dit flok. Vis barmhjertehed." tiggede Elin. "Forsvind!" råbte elver kongen, og ramte rubinen så den landte på de hårde sten og gik i to. Der blev stille i nogle minutter, så gik elver kongen imod sin rubin for at samle stumperne op, han satte sig på knæ og lod sit sværd ligge ved siden af sig på gulvet. "Hvorfor vil du ikke hjælpe dem?" spurgte Leon og gik imod elver kongen. "De har brug for hjælp. Vi har masser af plads og rigeligt med mad til alle. Jeg kan stadig fornemme dem, de er ikke så langt væk, vi kan sende nogle krigere ud for at hente dem." sagde Leon ivrigt og mærkede hans hjerte slå hurtigt af glæde. "Ti!" afbrød elver kongen og så hårdt over imod Leon. "Jeg er konge og jeg bestemmer." sagde han hårdt og rettede sig op. Leon sænkede straks sit blik og følte sig utilpas, han kunne stadig mærke Elin, som stod hun ved siden af ham, han kunne stadig høre hendes stemme, og han kunne stadig fornemme den frygt der lå i hendes hjerte. Han ville ikke bare se til imens de blev dræbt, imens han kunne ha hjulpet dem. "Kan du ikke se at de bruger mørk magi for at vinde dig over på deres side, min søn. De vil udnytte dig. Med din hjælp, vil de kunne snige sig ind i vores rige og tage alt hvad deres tomme hjerte begære. De vil slagte vores folk, en efter en og så vil de brænde vores by ned til ruiner." forklarede elver kongen og slog ud med armende. Leon rystede let på hovedet over hans ord. "Du ser det onde i alt hvad der er fremmed." hviskede Leon, og så vredt op på elver kongen. "Vov du ikke at trodse mig!" råbte elver kongen og kastede rubinen imod Leon, med vrede og hurtige skridt forlod han rummet. Leon havde dog nået at gribe rubinen, han ventede til der blev helt stille før han pressede den sammen, så den lignede at den var hel. "Elin?" hviskede han. "Jeg vil gerne hjælpe jer. Men hvordan? Hvordan gør jeg? Hvad skal jeg gøre? Vis mig vej til jer. Vis mig hvad jeg skal gøre." hviskede han og lukkede sine øjne hårdt i. Rubinen lyste kraftigt og hans hænder brændte. Han ville slippe den, men det var umuligt at give slip, smerten var stor og han forsøgte at skrige, men der kom ingen lyd ud af hans mund. Hele rummet blev lyst op i et rødt lys, ind til alt blev hvidt og Leon blev slynget igennem rummet. Ganske langsomt kom han til sig selv igen og fik rejst sig op, han tog sig til hovedet og ømme sig kort. På gulvet foran ham, lå en dreng, i kød og blod, så tydelig som ham selv. Hans øre var runde og han så mindre ud selvom han lå ned. Leon gik hen til hans ansigt og satte sig på hug for bedre at kunne se hvad det var. "Det er bestemt ikke en elver. Den lugter alt for meget." sagde han irriteret over lugten. "Og hvad er det?" spurgte Leon om og prikkede til en sort klump ved siden af drengen. "Det har jeg aldrig set før." sagde Leon og prikkede igen til klumpen. Klumpen brummede og rejste sig op. fire lange ben og et lille rundt hoved, med spidse øre og en lang hale. De gule øjne var store af frygt. "En demon!" udbrød Leon og bakkede væk. (.... mere vil komme)</span></span></div>
<br />
<br />
<div style="color: #141823; font-size: 13px; line-height: 18px;">
<br /></div>
<div style="color: #141823; font-size: 13px; line-height: 18px;">
- Denne story er skrevet til min elver prins Leon August. </div>
</div>
</span>Wolterhttp://www.blogger.com/profile/07747559411365190181noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2504424089850343643.post-31407206921027951122015-06-01T04:29:00.000-07:002015-06-01T04:48:17.228-07:00En varm sommerSolen skinnede ind af vinduet, vi havde ikke fået gardiner op endnu, varmen var så behagelig. Følelsen af hans læber imod mine var der stadig, selvom det var flere timer siden han var taget på arbejde. Jeg vende mig i den store seng, der pludselig føltes så stor og ensom, med et sæt rejste jeg mig op, jeg fandt mine underbukser på gulvet og tog dem på, i en anden bunke lå hans hættetrøje fra igår, den duftede stadig sødt af ham, jeg tog den på, selvom jeg havde mit eget tøj et sted i lejligheden. Jeg strakte mig og gik barefodet igennem lejligheden, uden rigtigt at vide hvad jeg ville, jeg endte ved køleskabet og åbnede det, kulden var behagelig. Der var nogen rester fra igår et sted. Jeg stod længe og kiggede, før jeg endelig fik taget noget ud og lagt det i en skål og satte det i mikrobølge ovnen. Jeg lod mine fingre køre over mine læber, og sukkede. Jeg savnede ham allerede. En brun stribet kat miavede højt og gik rundt mellem mine ben. Jeg aede den på hovedet, hvad var det nu den hed? Jeg havde det lige på tungen. Katten var fra et tidligere forhold. Det generede mig ikke rigtigt, at han havde et minde af sin eks kæreste, for jeg vidste at det ikke var det han tænkte når han kælede med katten. Faktisk, gav det mig ro i sjælen at han kan binde sig til et andet menneske. Det sagde bing fra microbølge ovnen og jeg tog skålen ud, som jeg lod stå så den kunne køle af. Jeg gik hvileløs rundt i den alt for tomme lejlighed. Vi havde lige købt den sammen, og han havde allerede fået de fleste af hans ting over. Jeg følte mig stadig ensom og alene, ikke velkommen og ikke hjemme, det var kun når han var der, når han holdte om mig, at jeg følte mig hjemme, elsket. Måske var det derfor jeg havde så meget brug for ham den sommer? Jeg stoppede ved vinduet og så ud, måske jeg skulle gå ud og få noget luft, se mig omkring. Byen var fremmed for mig og jeg kendte ingen, alting var nyt. Vi havde snakket om at få en hund sammen, det ville være godt for os begge. Så havde jeg en ven når han var på arbejde, så havde jeg en grund til at gå ud, istedet for at blive inden for og vente på at han kom hjem hver dag. Måske en lille hund, havde han forslået. En shiba inu, havde han sagt. Hvordan kunne man sige nej til ham? Når han talte, så lød alting bare så rigtigt. Han var så blid og hård på samme tid. Højre end mig, veltrænet, slank, flot. Jeg lagde mig i sofaen og sukkede højt, hvor blev han dog af? Jeg gned mine hænder over mit ansigt, og mærkede solstrålen ramme mine ben, det var behageligt. Jeg lod mine hænder gnide ned af min krop, og greb fat i trøjen og tog en dyb indånding. Det gav et sug i min mave og savnede ham bare endnu mere. Jeg trillede ud af sofaen og gik ind i køkkenet, Katten havde spist min mad, nå pyt, jeg var alligevel ikke sulten efter noget varmt. Jeg åbnede køleskabet igen og kiggede ind, så lukkede jeg den og åbnede fryseren og tog en is. Den var dejlig kold og det var lige det jeg havde brug for. Jeg gik igen hvileløs rundt i den alt for store og tomme lejlighed, der var så varm af solen der kom ind igennem ruderne. Måske jeg skulle åbne et vindue? Han havde så mange planer, om hvordan det skulle se ud og være, og det skulle nok lykkes for ham, det var jeg slet ikke nervøs for. Men gad vide om der var plads til mine ting? Ikke fordi det var særlig vigtigt for mig. Bare der var plads til mig. Jeg lagde mig i sengen igen, på hans plads og duftede til hans hoved pude. Langsomt faldt jeg i søvn, en dyb søvn, ind til han igen var i mine arme. Det blev en varm sommer.<br>
<br>
<br>
<br>
- Jeg glæder mig til at bo med dig.<br>Til min kæreste KremWolterhttp://www.blogger.com/profile/07747559411365190181noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2504424089850343643.post-41895710656109757262015-01-30T20:23:00.001-08:002015-01-31T09:12:09.471-08:00Blodskam<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
</div>
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="http://1.bp.blogspot.com/-FMtEwgBVjL8/VM0MnCnYm1I/AAAAAAAABTk/mNDP5VbC2zI/s1600/puella_magi_madoka_magica_base_by_shannon77-d5osrs9%2B(1)fgbhtnhj.png" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" src="http://1.bp.blogspot.com/-FMtEwgBVjL8/VM0MnCnYm1I/AAAAAAAABTk/mNDP5VbC2zI/s1600/puella_magi_madoka_magica_base_by_shannon77-d5osrs9%2B(1)fgbhtnhj.png" height="242" width="320" /></a></div>
<br />
<br />
<br />
Han var lige fyldt 20 år, og havde fejret den sammen med hans bedste ven Mat, en høj tynd fyr med kort sort hår og et alvorligt ansigt, dog kærlige øjne. De havde drukket sig lidt små fulde og havde gået ned af gaden og fløjtet af unge piger. De sad på en bænk og delede den sidste øl. 'Undskyld.' Sagde han. Mat så op og smilte skævt. 'Det er sgu ikke iorden, det du har gjort. Men jeg er altid ved din side. I tykt og tynd.' Siger Mat svagt. <span style="-webkit-text-size-adjust: auto; background-color: rgba(255, 255, 255, 0);">Flashback dukkede op, imens de sad i tavshed.</span><br />
<div>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="http://2.bp.blogspot.com/-8b9bewH31pA/VMz22bgNvOI/AAAAAAAABS8/zb6LXZgDAFg/s1600/31.01.2015_16.35.png" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" src="http://2.bp.blogspot.com/-8b9bewH31pA/VMz22bgNvOI/AAAAAAAABS8/zb6LXZgDAFg/s1600/31.01.2015_16.35.png" height="177" width="320" /></a></div>
<br />
<i>For 11 år siden. </i></div>
<div>
<span style="-webkit-text-size-adjust: auto;">'Ronnie!' Lyder en stemme bag ham. Han vender sig rundt og får øje på sin yngre søster, Missy, på 5 år. Hun har let krøllet rundt hår, et rundt ansigt og en sød næse. Han bøjer sig ned og trykker hende på næsen. 'Hvad er der orm?' Spørger han og smiler skævt. 'Samuel og Jasper har gemt min bamse....' Siger hun og ser ned i jorden. Ronnie smiler svagt, han rejser sig op og går imod tvillingerne der små skændes, de er to år yngre end ham. 'Hvor er Missys bamse?' Spørger Ronnie. Samuel ser straks væk, skyldig tænker Ronnie. Jasper træder ind foran og giver Ronnie et irriteret blik. 'Vi har gemt den!' Siger han. Ronnie smiler falsk og skubber Jasper ned i jorden. 'Fortæl hvor du har gemt den!' Siger Ronnie og sætter sig oven på sin lillebror. Samuel løber hurtigt væk. Ronnie tager fat i Jasper's hånd og slår ham med den. 'Hvorfor slår du dig?' Griner Ronnie. 'Stop! Stop! Stop!!' Hyler Jasper, han vrider sig, slår og sparker løs for at komme fri. Ronnie bøjer sig over ham og holder ham nede med fuld kraft. 'Hvor er den!?' Hvisker han. 'RONNIE!' Råber en rødhåret ung kvinde bag ham, hun har kort hår, et strengt ansigt. Ronnie sukker og lader Jasper skubbe ham af. Jasper løber straks imod kvinden og hulker. 'Undskyld mor,' siger Ronnie og ser væk. Bag hans mor kommer en sort håret ung mand, med et spidst ansigt, uforstående øjne, pænt jakkesæt og utrolig bleg. Han sætter sig på knæ foran Jasper og løfter hans hage op. 'Kom, se på far.' Siger han og smiler til Jasper. 'Mian, han er okay,' siger faren, hans ansigt er meget utrykløst. Mian stirrer på Ronnie, 'Hvad tænkte du på?' Spørger hun. Ronnie trækker på skulderen og ser væk. </span>Der går ikke længe før Mian og Gisan tager deres til skade kommet dreng ind og lader Ronnie stå i hjørnet af haven. 'Hey..' Siger en stemme. Ronnie ser rundt, men han kan ikke få øje på nogen. 'Hey, her oppe!' Griner stemmen. Ronnie ser op, en sort håret knægt, sidder på en gren, han springer ned og lander foran Ronnie. 'Pænt show, men var det nødvendigt at slå ham den lille?' Spørger han og leger med en dolk mellem sine fingre. Ronnie stirrer lidt på dolken, han smiler så. 'Det er min lille bror...' Siger han usikkert. 'Ja så?' Siger drengen. De står lidt og stirrer på hinanden, så pakker han dolken væk i sit bælte og tager en bamse frem. 'Jeg så hvor de gemte den, værsgo.' Siger han og kaster bamsen hen til Ronnie. Ronnie fnyser og ser irriteret på drengen, 'nej, du kan selv aflevere den til hende.' Siger Ronnie og kaster den tilbage. Drengen hæver et øjenbrynd, 'Hvad? Jeg hjalp dig med at finde den, så DU kunne give hende den.' Siger han og smiler lidt. 'Jeg tager ikke æren for andres arbejde!' Siger Ronnie og ser væk. 'Ta, den nu bare for fanden!' siger drengen lidt irriteret, han løfter bamsen og slår den imod Ronnie's bryst, hans blik er hårdt, han er ældre end Ronnie og et hoved højre. 'Du fandt min bamse!' udbryder Missy og kommer løbende imod Ronnie, hun krammer ham hårdt og tager så bamsen ud af hans hænder, hun svinger den rundt i luften og krammer den så. 'Nej, Missy hør her...' siger Ronnie og forsøger at gribe fat i hende. Drengen griber fat i Ronnie og smiler til ham. 'Giv nu bare op, stump.' siger han lavt, hans ansigt er pludselig mere venligt. Ronnie sukker højt og gir sig så, da han ser hvordan hans lille søster hopper glad rundt med sin bamse. 'Mit navn er Ronnie,' siger Ronnie og giver sin hånd til drengen. 'Matsumoto,' svare han og nikker, imens han stirrer på hånden. Ronnie står stadig lidt med hånden, før han så tørre sine hænder af i sine bukser. 'Tak igen,' siger Ronnie og smiler til Matsumoto. </div>
<div>
<span style="-webkit-text-size-adjust: auto;"><br /><i>Forrige år.</i><br />Han var begyndt at date denne pige fra skolen, og det var langsomt blevet seriøst. Hun var en høj og slank pige, hendes ansigt var tynd og blegt, med små kolde blå øjne, hendes lange lyse hår, lå langs højre skylder. Hun var altid iført noget tøj var på det nyeste måde, hun skammede sig ikke over at vise verden at hun altså havde penge. Han selv var vokset op med et stramt forhold til sine forældre, han var stukket af hjemme da han var 15 år, og han havde ingen planer om at vende tilbage. Han havde kort rødt hår, små kolde grønne øjne. 'Ronnie, hører du efter?' lød en stemme ved siden af ham. Han så op fra sin mobil, hans blik kørte til siden og hvilede på hans søster Missy der var vokset op med langt rødt krøllet hår, nogle grønne uskyldige øjne, hendes krop var slank og hun havde små bryster, han så hurtigt væk og mærkede sine kinder blive røde. 'Hallo, Ronnie!' sagde hun igen og jamrede. 'Hvad er der, orm?' sagde han og smilte skævt. 'Jeg spurgte om du ikke ville hjælpe mig med mit kørekort? Matsumoto siger nej.' sagde hun og skubbede sin mund ud, hun lagde armene over kors, de berørte hendes bryster, igen så han væk. 'Jeg ved altså ikke helt,' sagde Ronnie og gned sine fingre over sit ansigt. Han ønskede at tilbringe tid med hende, men af en eller anden årsag, havde han svære og svære ved ikke at se på hendes krop på en helt forkert måde. Missy nærmede sig ham bagfra og lagde sine arme om hans hals, hun pressede sin krop ind imod hans ryg og lagde sine læber tæt ved hans øre. 'Kom nu, så er du sød.' sagde hun og fniste svagt. Det gav et voldsomt sug i hans mave, på en behagelige måde, han lukkede øjnende svagt i og bed sig i læben. 'Hey, hvad laver I?' spurgte Emily, hun stod foran dem, med armen i siden, hendes overlegen blik stirrede irriteret på dem. Ronnie rev sig løs og rejste sig op med et sæt. 'Vi snakkede altså lige!' sagde Missy og rakte tunge. 'Uforskammet unge!' sagde Emily irriteret og fnyste. Missy hvæste af hende og lagde armene over kors. 'Hold så op, I to.' sagde Ronnie og så fra den ene til den anden. Emily pressede sin krop imod hans og lagde en arm omkring hans hals, for at røre hans hår, han trak dog hovedet lidt væk, da han ikke brød sig om berøringer i offentligheden. 'Din bedste far, har inviteret os til middag.' sagde hun og forsøgte igen at røre hans hår. 'Hvornår?' spurgte han og greb fat i hendes hånd og fik vridet sig fri, hun flettede straks sine fingre ind i hans fingre. 'I aften, og kun renblodet er inviteret,' sagde Emily og så imod Missy. 'Som om jeg alligevel gad med!' sagde Missy og skulede som et barn på Emily. Ronnie sukkede og fik vredet sig helt fri fra Emily, han så imod Missy og følte sig lidt magtesløs, han ville gerne have hende med, da han virkelig nød hendes selvskab, men hun var som et lille ustyrligt barn og han kunne ikke risikere at hun dummede sig. 'Beklager,' sagde han lavt og gav derfor Emily ret. Missy rejste sig straks op og skulede på dem begge, 'Jeg gider alligevel ikke med!' gentog hun og gik så sin vej. </span><span style="-webkit-text-size-adjust: auto;"><br /></span>
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
</div>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<br /></div>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="http://2.bp.blogspot.com/-MWcbJ5lJ4uA/VMz32VWWc3I/AAAAAAAABTU/FdfAo6uyqaA/s1600/31.01.2015_16.29-2.png" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" src="http://2.bp.blogspot.com/-MWcbJ5lJ4uA/VMz32VWWc3I/AAAAAAAABTU/FdfAo6uyqaA/s1600/31.01.2015_16.29-2.png" height="179" width="320" /></a></div>
<span style="-webkit-text-size-adjust: auto;"><br /></span></div>
<div>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="http://3.bp.blogspot.com/-WFSoRLOI7AI/VMz3sxaaa4I/AAAAAAAABTM/IJ33XDUGv8c/s1600/31.01.2015_16.23-2.png" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" src="http://3.bp.blogspot.com/-WFSoRLOI7AI/VMz3sxaaa4I/AAAAAAAABTM/IJ33XDUGv8c/s1600/31.01.2015_16.23-2.png" height="179" width="320" /></a></div>
<span style="-webkit-text-size-adjust: auto;"><br /></span></div>
<div>
<span style="-webkit-text-size-adjust: auto;"><br /></span></div>
<div>
<span style="-webkit-text-size-adjust: auto; background-color: rgba(255, 255, 255, 0);">- Mere kommer <br /><br />En kort historie til min lille bror Joey, der shipper Ronnie og Missy lige så hårdt som jeg selv gør. </span></div>
Wolterhttp://www.blogger.com/profile/07747559411365190181noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2504424089850343643.post-62901651860143370322014-12-27T14:21:00.001-08:002014-12-29T15:26:54.767-08:00handlings ånd<div><br></div><div><div class="separator" style="clear: both;"><a href="https://lh6.googleusercontent.com/-wqYHzXYfq30/VJ_NBSqhIRI/AAAAAAAABR0/QGdsa4jGMn4/s640/blogger-image-2044911577.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" src="https://lh6.googleusercontent.com/-wqYHzXYfq30/VJ_NBSqhIRI/AAAAAAAABR0/QGdsa4jGMn4/s640/blogger-image-2044911577.jpg"></a></div><br></div><div><br></div>Jeg var vendt hjem efter en uge hos min far og hans kæreste ved jule tid. Helt udmattet efter den lange uge, nød jeg freden i min lille lejlighed. Jeg havde fået nogle få gaver, som jeg allerede havde stor glæde af, nogle varme store trøjer og et nyt par sko. Jeg havde lagt mig på sofaen, med min schæfer hvalp på 9 mdr. Hun var dejlig varm, og lå tæt ind imod mig. Min lejlighed var utrolig kold, selvom jeg havde skruet op for varmen, det var som om det trak fra højre side, hvor døren stod åben. Jeg så til siden, og følelsen af at der ville side en og ånde mig ind i ansigtet var stor, men der var ikke nogen. Jeg gned mine trætte øjne og følte mig åndsvag. Trættere end før, greb jeg fjernbetjeningen og zappede rundt, pludselig stoppede jeg ved et ånde program. Mit hjerte hamrede når folk fortalte om ånderne der boede i deres hjem, hvilke narestreger de lavede og hvor farlige de var. Et højt gab slap ud fra min mund, jeg valgte at slukke fjernsynet og skyndte mig ind i min seng. Sam, min hvalp vågnede op med et sæt, hun sprang ned fra sofaen, så stoppede hun kort op og logrede af sofaen, før hun løb forbi mig og hoppede op i sengen. Hun logede helt vildt, da jeg satte mig i sengen og inden jeg nåede jeg kravle under dynen, havde hun lagt sig til at sove igen. 'Det var et uhyggeligt show, synes du ikke, Sam?' Sagde jeg og kløede hende på maven. Hun gav et lille suk fra sig. <div><br></div><div><br></div><div>- mere kommer <br><div><br></div><div><br></div><div><br></div><div><br></div><div><br></div><div><br></div></div>Wolterhttp://www.blogger.com/profile/07747559411365190181noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2504424089850343643.post-59559636775771647532014-11-03T12:05:00.001-08:002014-11-09T12:10:48.739-08:00A nest of vampiresJeg var i byen med nogen af mine venner for at fejre min fødselsdag, normalt drikker jeg ikke, men de fik mig lokket til det alligevel. Desværre som ny begynder dranker, så ender det med lidt for meget alcohold. Jeg ved stadig ikke helt hvordan det gik til, men pludselig stødte den her fyr ind i mig, og jeg kom op at skændes med ham. Efter nogle få knytnævne slag blev vi begge smidt uden for, hvor jeg landte hårdt på maven. Jeg fik rejst mig op og grinte af det. 'Ja grin du bare, fjols.' Sagde den anden fyr, han havde også fået rejst sig op. Vi stod begge i gyden og så vredt på hinanden. Inden jeg vidste af det, forsatte kampen hvor den tidligere havde gjort inden for og vi rev og slog hinanden. Blodet må have lokket ham til os, for pludselig stod en fyr imellem os, hans blik gav mig gåsehud. Han greb først fat i mig og uden jeg kunne gøre modstand så bed han mig i halsen og suggede. Det var en smerte fuld oplevelse og selvom jeg var godt fuld, så kunne jeg tydelige mærke det. Det var som om hele min nakke brændte, han gav slip og løb efter den anden fyr der var flygtet, uheldigvis kom han ikke langt, han blev smidt imod mig og straks begyndte fyren at drikke af ham også. Jeg greb ud efter det nærmeste og hamrede den blodtørstie om kuld, af ren vrede og frustration over smerterne, blev jeg ved med at slå på hans ansigt. Den anden fyr kom på benene. 'G-gir dddu en hååånd?' Fik jeg fremsagt, jeg havde aldrig gættet at det ville være så svært at styre ens tunge. Han smilte skævt og hjalp til med at smadre fyrens ansigt. Vi stoppede begge op, udmattede og trætte. 'Hvad fanden fejler du?' Sprugte han og tørte sig om munden. Jeg så undren på ham, men faldt så om kuld. Jeg følte mig svimmel og langsomt kunne jeg lugte blodet der løb ud af min hals. Fyren satte sig ned og tændte en smøg, han så mere rolig ud end hvad jeg følte. 'Oh shit!' Udbrød en sort håret dreng i en grøn hættetrøje og blå bukser. 'Hvad har I lavet!?' Råbte han og tog sig til ansigtet. 'Er I okay?' Spurgte han så og gik imod os. Jeg mumlede nogen ord før jeg faldt i søvn. <div><br></div><div>Jeg satte mig brat op i sengen, jeg hev efter vejret før det langsomt gik op for mig at det bare have været en drøm. Jeg gøs og sprang ud af sengen, det var helt sikkert forkert at drikke alcohol, jeg grinte lidt over mig selv, før jeg fandt min iphone frem, som var spammet med beskeder, jeg tog lidt tid om at svare dem, mærkelige beskeder som, 'Kan du huske igår?' 'Wow man, du var så langt væk!' 'Du burde fandeme ikke drikke!' 'Vildeste aften, ses vi imorgen aften!?' Da jeg var færdig lagde jeg mobil på sengen og trak nogle mørke jeans på, en sort t-shirt og min cap på hovedet, jeg var stadig svimmel og underligt nok bleg på mine arme, var det normalt? Jeg åbnede døren og gik ud i gangen, for at se ind i køknet, min mave rumlede højt og jeg følte mig helt tør i munden. For hvert skridt jeg tog, blev jeg mere svimmel og den ellers korte gang på 5 skridt, virkede så lang og smerte fuld. Jeg nåede endelig døren til køknet og med mine sidste krafter fik jeg åbnet døren, og faldt omkuld på gulvet. Fra vinduet, ramte solens varme strålner mine bare arme. Min krop begyndte at føles varm og ganske langsomt blev det varmere og varmere, feber? Nej, var solen fra vinduet. Jeg skreg imens jeg forsøgte at kravle i sikkerhed, måske var det tømmermændene der gjorde min hud så følsom? Jeg havde aldrig før haft tømmermænd, så det var den eneste forklaring. <div><br></div><div><br></div><div>- mere kommer <br><div><br></div><div><br></div><div><br></div><div><br></div><div><br></div><div><br></div><div><br></div><div><br></div><div><br></div><div><br></div></div></div>Wolterhttp://www.blogger.com/profile/07747559411365190181noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2504424089850343643.post-51882610701774539982014-10-14T10:34:00.001-07:002014-11-10T23:31:49.360-08:00The wrong day<div><div class="separator" style="clear: both;"><a href="https://lh6.googleusercontent.com/-G9zOdgykX7s/VGG7Yo8Sa1I/AAAAAAAABRc/9bHk2kuhq3U/s640/blogger-image--1597593082.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" src="https://lh6.googleusercontent.com/-G9zOdgykX7s/VGG7Yo8Sa1I/AAAAAAAABRc/9bHk2kuhq3U/s640/blogger-image--1597593082.jpg"></a></div><br></div><div><br></div>Jeg stod løb op af trapperne, imens mit hjerte slog hårdt i mit bryst. Da jeg endelige nåede til parroen faldt mit blik på skeamet, næste tog om 5 minutter. Var det kørt fra mig? Nåede jeg det ikke? Jeg kiggede på mit armbånds ur, men vidste ikke helt hvad jeg kiggede efter. Jeg skyndte mig hen til automaten og trykkede på min statioen og smed nogle små penge ind, imens jeg ventede på min billet sad 3 drenge inde i et glas rum, hvor man kunne sidde i læ. 2 af dem sad og grinte, snakkede grimt til hinanden, den trejde sad over for dem og filmede dem. Den ene fyr fik øje på mig og jeg skyndte mig at se væk. Jeg tog min billet fra automanten, uden at tænke over det gik jeg hen til trappen, og stod nu med sidden til de 3 drenge. De gik ud og stilte sig foran mig. 'Kom nu for fanden!' Sagde den højste. 'Nej, jeg vil ikke!' Sagde den yngste. De var ikke dansker og deres talemåde irriterede mig. 'For fanden ta dig sammen, eller vi efterlader dig her!' Sagde den højste. De stod tæt på mig og nysgerrig som jeg var, fik jeg igen øjen kontakt med dem. 'Hvad fanden glor du på!?' Råbte den højst og spyttede efter mig. Jeg så væk og stak mine hænder i lommerne. 'Hva fanden, er du for fin til at svare!?' Spurgte han og smilte skævt. <div><br></div><div><br></div><div>- mere kommer <br><div> </div><div><br></div><div><br></div></div>Wolterhttp://www.blogger.com/profile/07747559411365190181noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2504424089850343643.post-66059596263367667642014-09-30T11:20:00.001-07:002014-09-30T15:59:08.742-07:00Romerriget<div><div class="separator" style="clear: both;"><a href="https://lh3.googleusercontent.com/-KEeB8i7CbyY/VCsrzhkhpII/AAAAAAAABRM/XVLIQ2xnomI/s640/blogger-image--1136009607.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" src="https://lh3.googleusercontent.com/-KEeB8i7CbyY/VCsrzhkhpII/AAAAAAAABRM/XVLIQ2xnomI/s640/blogger-image--1136009607.jpg"></a></div><br></div><div>'Jeg lover dig, min søn. Du vil blive den næste cæsar,' sagde min far og så mig direkte ind øjende. Hans hænder holdt om mit lille ansigt imens han stor smilte. Så kyssede han mig på panden før han forsvandt ud af porten. Det var sidste gang jeg så ham, da han døde samme aften. Året var 44 og jeg var lige fyldt 14 år. Min far havde betroet sin loyalitet til Julius Cæsar og lod mig blive i hans lejer. Min far var en mægtig og god kriger, som Julius Cæsar var meget desperat efter at eje, min far tog imod tilbudet da Julius Cæsar lovede at give mig beskyttelse i hans lejer. Min far så det som sin chance for at komme tæt på Julius Cæsar og hvis chancen var der ville han dræbe ham, tage titel som Cæsar og give mig den fremtid jeg fortjente. Desværre havde Julius Cæsar ører og øjne over alt og hurtigt fandt han ud af at min fars plan. Jeg havde selv overhørt Julius Cæsar snakke med sin spion om min far. 'Er forræderen blevet dræbt?' Spurgte Julius Cæsar. En dreng i skyggerne nikkede, han var kun lidt ældre end mig. 'Spydet som de befaldede Cæsar,' sagde han. 'Godt, Cæsar er glad!' Svarede Julius Cæsar. Spionen gik imod døren hvor jeg havde stået og lyttet, han gik forbi mig og lod som om jeg slet ikke fandtes. 'Far! Der står en dreng og lytter!' Råbte Julius Cæsar's søn som fulgte sin far over alt. Han havde langt mørke brunt hår, store grønne øjne. Hans rustning var sort ellers lignede den min på en prik. Jeg gik med hurtige og vrede skridt imod Julius Cæsar, 'du dræbte min far!' Råbte jeh og pegede anklagede på ham. Den gamle mand satte sig i sin stol og så hånligt på mig. 'Sludder og vrøvl, VAGTER!' Råbte han. Vagternes fodtrin blev højre ude for døren, hurtigt og desperat trak jeg en dolk frem og så sprang jeg på Julius Cæsar. 'Du er en løgner og en morder!' Råbte jeg imens jeg dolkede ham flere gange. Han skreg af smerte og forsøgte at slå på mig. Heldigvis havde min far brugt flere timer om dagen på at træne mig. Julius Cæsar faldt om på gulvet, vagterne stod forvirret i døren, jeg så forpustet på dem, ganske langsomt knælede jeg ned og tog hans krone af hans hoved og satte det på mit. 'Jeg er jeres Cæsar. Cæsar beordre at I fjerne dette modbydelige lig fra mit gulv!' Sagde jeg vredt, imens jeg stadig rystede over chokket. Vagterne sendte hinanden blikke, men gjorde som der blev sagt. Der blev stille inde i rummet, ind til jeg hørte en snøften fra gardierne. Jeg gik der hen og trak det fra uden tøven. Den brun håret dreng stod med vrede i øjnene og tårre der trillede ned af hans kinder. 'Hvem er du?' Spurgte jeg. 'Jeg er Julius Cæsars søn,' frem stammede han. 'Javel, hvor gammel er du?' Spurgte jeg. '10 år,' svarede han og tørte sine øjne. 'Vil du slå mig ihjel?' Spurgte han og så ned på min dolk. 'Nej, hvad hedder du?' Spurgte jeg. 'Taylor,' svarede han. 'Taylor, jeg er din Cæsar. Slut dig til mig. Bliv min vogter, bedste ven og min søn,' sagde jeg og lage armene om ham som en fæder. Taylor lagde armene om mig, men hader i hans øjne var der stadig. Minderne om mig der havde dolket hans far ihjel sad brandt fast på indersiden af hans øjenlåg. </div><div><br></div><div><br></div><div><br></div><div><br></div>- Mere kommer..... Wolterhttp://www.blogger.com/profile/07747559411365190181noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2504424089850343643.post-11296645314658665812014-09-23T13:31:00.001-07:002014-09-24T02:47:14.252-07:00Det trejde hjulJeg havde taget den beslutning at flytte sammen med min barndomsven og en af mine gode venner, som faktisk var min eks kæretes eks. Jeg havde kendt ham hele mit liv og vi havde altid forstået hinanden, vi byttede tit rundt på hinandens historier og tøj, og på en eller anden måde følte vi os som tvillinger. At der skulle komme en trejde person ind i vores liv, ville ikke påvirke mig, tænkte jeg. Men sagen var at vi ikke rigtig kendte ham og selvom alle havde advaret mig, så valgte jeg ikke at lytte til dem. For hvad kunne gå galt? <div><br></div><div>Den første uge gik fint, vi fandt hurtig ud af at deles om tingene og jeg var ret stolt over mig selv. Der var dog nogle tegn undervejs, men jeg valgte at ignorre dem. Når jeg havde brug for hjælp med at bære noget eller at holde noget, så var min barndoms ven der straks uden jeg bedte ham om det, men den trejde person blev væk, enten gik han ture, eller sad i skolens computer rum, han ignorrede en når man bedte om hjælp, og meget hurtigt blev vi irriteret på hinanden. </div><div><br></div><div>Der gik ikke længe før den trejde persons ture blev længere eller han sad på skolen i længere tid, jeg valgte dog at ignorrer tegnene. Men jeg skulle ha handlet, gjort noget, sagt noget. Måske var det den følelse han gav mig? At han var ligeglad med mig, kunne jeg så også tillade mig at være ligeglad med ham? Nej, men det gjorde jeg alligevel. Dumt. </div><div><br></div><div>Ganske langsomt blev lejligheden mere tom og jeg sad pludselig flere aftner alene. Min barndoms ven begyndte at gå flere ture og pludselig sad han også på skolens computer i flere timer. </div><div><br></div><div>Den ene aften kom han så hjem, efter han havde efter lignet et forsvinnings nummer som den trejde beboer havde lavet mange gange før. Vi skændtes kort, for jeg var alene og frusteret. Vi blev hurtige enige om at vi måtte gå hver til sit. </div><div><br></div><div>Jeg valgte dog til sidst at gå ud af lejligheden uden et ord. Jeg lod døren stå åben bag mig imens jeg gik ud i natten. Træt vandrede jeg gaderne rundt, tænkte over hvad der var sket. Hvad jeg havde gjort forkert og hvordan det var endt så grueligt galt. Men sket var sket, det var forsent, ordene var blevet sagt og det var forsent at tage dem tilbage. Jeg havde mistet min barndoms ven, min tvilling til en fremmed, de var blevet bedste venner. Og med et knust hjerte og en kniv i ryggen vandrede jeg gaderne igennem. Jeg havde intet at vende hjem til, og ingen steder at gå hen. Så med sorg i hjertet valgte jeg at gå ned til vandet, hvor der stille og roligt, vandet var mørkt og en anelse uhyggeligt. Jeg sprang i uden at tøve. Det kolde vand paralyseret min krop med det samme, jeg havde holdt vejret i ren reflekt, og min krop prøvede deperat at svømme op af. Men uheldigvis havde jeg aldrig lært at svømme og vandet var så koldt. Ganske langsomt blev min krop tungere og selvom mine lunger skreg efter luft, så var der ikke mere at gøre. Jeg faldt stille og roligt i søvn, en slags dvale og lod min krop give efter.</div>Wolterhttp://www.blogger.com/profile/07747559411365190181noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2504424089850343643.post-43156259753850139492014-09-16T00:15:00.001-07:002014-09-30T01:32:28.353-07:00Jag et bæst - fang et menneske<!--[if gte vml 1]><v:shapetype id="_x0000_t75"
coordsize="21600,21600" o:spt="75" o:preferrelative="t" path="m@4@5l@4@11@9@11@9@5xe"
filled="f" stroked="f">
<v:stroke joinstyle="miter"/>
<v:formulas>
<v:f eqn="if lineDrawn pixelLineWidth 0"/>
<v:f eqn="sum @0 1 0"/>
<v:f eqn="sum 0 0 @1"/>
<v:f eqn="prod @2 1 2"/>
<v:f eqn="prod @3 21600 pixelWidth"/>
<v:f eqn="prod @3 21600 pixelHeight"/>
<v:f eqn="sum @0 0 1"/>
<v:f eqn="prod @6 1 2"/>
<v:f eqn="prod @7 21600 pixelWidth"/>
<v:f eqn="sum @8 21600 0"/>
<v:f eqn="prod @7 21600 pixelHeight"/>
<v:f eqn="sum @10 21600 0"/>
</v:formulas>
<v:path o:extrusionok="f" gradientshapeok="t" o:connecttype="rect"/>
<o:lock v:ext="edit" aspectratio="t"/>
</v:shapetype><v:shape id="Billede_x0020_1" o:spid="_x0000_i1025" type="#_x0000_t75"
alt="https://lh3.googleusercontent.com/-HXx3Wgm9Ju0/VBlt8fOopOI/AAAAAAAABQk/uM0VRciH7nQ/s640/blogger-image-1636717672.jpg"
href="https://lh3.googleusercontent.com/-HXx3Wgm9Ju0/VBlt8fOopOI/AAAAAAAABQk/uM0VRciH7nQ/s640/blogger-image-1636717672.jpg"
style='width:480pt;height:5in;visibility:visible;mso-wrap-style:square'
o:button="t">
<v:imagedata src="file:///C:\Users\computer\AppData\Local\Temp\msohtmlclip1\01\clip_image001.jpg"
o:title="blogger-image-1636717672"/>
</v:shape><![endif]--><!--[if !vml]--><!--[endif]--><strong><span style="font-family: "Arial","sans-serif"; font-weight: normal; mso-bidi-font-weight: bold;"></span></strong><br />
<div class="separator" style="clear: both;">
<strong><span style="font-family: "Arial","sans-serif"; font-weight: normal; mso-bidi-font-weight: bold;"><a href="https://lh6.googleusercontent.com/-c8RvYwponkg/VCpk02d4qtI/AAAAAAAABQ8/OL-pFXo-0N0/s640/blogger-image-266083452.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" src="https://lh6.googleusercontent.com/-c8RvYwponkg/VCpk02d4qtI/AAAAAAAABQ8/OL-pFXo-0N0/s640/blogger-image-266083452.jpg" /></a></span></strong></div>
<div class="separator" style="clear: both;">
<br /></div>
<strong><span style="font-family: "Arial","sans-serif"; font-weight: normal; mso-bidi-font-weight: bold;">Jeg havde holdt øje med hytten over på den anden
side af søen hele dagen. Normalt skete der aldrig noget og jeg brugte dagene på
at få tiden til at gå, ved at træne eller fange mad i skov bunden. Jeg boede
selv i en efterladt hytte gemt godt væk. Men lige i dag så jeg for første gang
i mange år lys over i nabo hytten. Jeg havde ingen menneskelig kontakt og måske
jeg også lidt glemt hvordan man talte med fremmed mennesker. Jeg sneg mig
tættere på og forsøgte at få øje på de to benene skabninger der gik rundt der
over. Men søen var for stor imellem os, og hvis jeg skulle hele vejen rundt om
søen, ville det tage hele dagen og måske var de væk til den tid? Min mave
rumlede højt og jeg slog hårdt på den. "Ssh!" beordrende jeg vredt.
Jeg blev afbrudt af støj over fra hytten, der blev lyst op fra vinduerne og røg
steg op fra deres lille forhave, de havde vel nok lavet et bål for at holde
varmen. Jeg slikkede mig om munden og valgte alligevel at snige mig igennem
skoven for at komme tættere på dem. Hvis jeg var hurtig, kunne jeg nå at være
der imens de sov. </span></strong><span style="font-family: "Arial","sans-serif";"><o:p></o:p></span><br />
<br />
<strong><span style="font-family: "Arial","sans-serif"; font-weight: normal; mso-bidi-font-weight: bold;">Ganske rigtig, de sov alle sammen da jeg nåede frem.
Solen var ved at stå op, så jeg skulle være forsigtig. Der lå to mennesker
uden for og sov tungt. Jeg sneg mig tættere på og stirrede ned på dem. Deres
kroppe var dækket af en slags pose. Drengen havde brunt hår, med lyse spidser,
sært tænkte jeg for mig selv. Han havde 2 metal ringe i læben. Pigen havde
langt lyst hår og så helt naturlig ud. Jeg undersøgte de flasker der lå rundt
omkring dem, men de fleste var tomme, og lugten var voldsom. Jeg sneg mig
videre i deres rod, jeg forsøgte ikke at træde på deres ubrugelige ting.
Langsomt nåede jeg til døren og fik lydløst åbnet døren for at snige mig ind.
Hytten var ren, der lå ting over alt, men den var renerne end min. Gulvet var
lyst og havde flotte tæpper, jeg satte mig på hug og strøg mine fingre over
tæppet, det var så blødt. Der lød en snorken og ved siden af mit hoved, hvor
der lå en på sofaen. En ung pige, med lyst kort hår og mange metal ringe i
ørerne. Jeg lagde hovedet på skrå og undrede mig over hvorfor hun lå på den, på
gulvet foran hende, lå en trøje, jeg samlede den op og tog den på, så min egen
lugt blev mindre. Jeg hørte larm bag mig og skyndte mig om bag sofaen i
sikkerhed. Jeg huskede ikke hvordan man talte til menneskerne længere, så for
mig var de farlige og jeg måtte undvige dem. En lang tynd dreng gik igennem
hytten, med korte short så hans lår var tydelige, han havde en stor grå
hættetrøje på uden hætte. Hans hår var langt og kulsort. Jeg strakte mig for at
se nærmere på ham. Han trådte forsigtigt ned på gulvet og var næsten lydløs,
men gulvet knirkede under hans lette vægt. Han stak hoved ind i køleskabet og
jeg tog chancen og sneg mig op af trapperne. Der var 3 døre, der var bevægelse
bag en af dørene. Jeg opdagede heldigvis lemmen i loftet, meget hurtigt fik jeg
den åbnet, en stige faldt langsomt ned imod mig. Jeg sprang hurtigt op af
trinene, trak stigen op og lukkede lemmen. Jeg sneg mig igennem loftet og
igennem sprækkerne i brædderne kunne jeg se lyset skidne ind. Jeg fandt min
trofaste dolk frem fra mine shorts og begyndte at gøre sprækkerne i
brædderne stører så jeg kunne se ned på menneskerne. Den sort håret dreng satte
sig i sofaen og spiste et stykke brød. Pigen der før havde lagt der gik rundt med
vrede bevægelser. "Remus har du set min trøje?" sagde hun. Den sort
håret dreng reagede og jeg gik ud fra at han hed Remus. "Nej," sagde
han lavt og så forvirret rundt. Endnu en dreng kom ned fra trapperne. Han havde
lange cowboy bukser på og en grøn hætte trøje, hans ansigt var blegt og hans
hår var kort og sort. "Godmorgen," sagde han og gabte højt.
"Godmorgen Sam," sagde Remus og smilte stort. Jeg fokuserede på deres
ansigter og forsøgte at huske deres sære navne. Pludselig gik hoved døren op og
en lille glad pige med langt lys hår trådte ind, hendes smil spredte straks
glæde i hele hytten. 'Gooodmorgen!' Sang hun og smilte til de andre, i armene
havde hun to store bæreposer. 'Morgen' mumlede Sam og Remus i munden på
hinanden, imens de smilte som to forelsket fjolser. 'Aiko, tog du morgenmad
med?' Spurgte Emma der stadig ledte efter hendes trøjde. 'Ja, forresten hils på
Taylor.' Sagde Aiko og nikkede imod døren bag hende. En brun håret fyr trådte
ind, han bar på tre store poser som om det var ingen ting. Han havde en sort
t-shirt på, militær bukser, sorte sko. Han smilte skævt, hans grønne øjne
strålede af selvsikkerhed, i hans højre øre havde han en sort ørering og i
venstre øjenbryn havde han en piercing. 'Hvor skal jeg stille poserne?' Spurgte
han. Remus og Sam stod stille og betragtede deres nye rival. 'Her henne!' Sagde
Aiko og gik venstre om bag døren ind i et åben køkken. Hun satte sine poser på
gulvet. </span></strong><strong><span style="font-family: "Arial","sans-serif"; font-weight: normal; mso-bidi-font-weight: bold; mso-fareast-font-family: Calibri; mso-fareast-language: EN-US; mso-fareast-theme-font: minor-latin;">Taylor gik forbi Sam og
Remus der begge var højre end ham, 'undskyld,' sagde han og trådte ind imellem
dem. Jeg kunne mærke helt oppe på loftet at hele rummet blev fyldt med jalousi.
Jeg slikkede mig om munden og nød den lille forestilling. Det var længe siden
jeg sidst havde omgås mennesker og nogen af ordene som de sagde, var svære at
forstå, men jeg gættede mig til det meste. Taylor satte de tre poser på gulvet
ved siden af Aiko og hjalp hende med at sætte alting på plads, han smilte
venligt til hende og snakkede meget høfligt til hende. Remus gik hen til sofaen
og satte sig på armlænet, med armene over kors for at iagttage den nye
konkuren. ’Flotte bukser,’ sagde Taylor og så over på Remus. Remus så undren på
ham, men fulgte så hans blik ned, han sad stadig i sine nat bukser, hans kinder
blev en smule røde og han rejste sig straks op, med hastige skridt gik han op
af trapperne og ind på sit værelse. Jeg ville liste efter Remus og se hvor han
gik hen, men pludselig trådte to mennesker ind af døren. Den første var en pige
med langt blondt hår, hun havde en nedringet blå trøje på og stramme cowboy
bukser, hendes sko var sorte. Hun gned sig træt i øjnene og søgte hen på
sofaen. ’Godmorgen Naru!’ lød det muntret fra Aiko. ’MMm’ mumlede Naru og krøb
sammen på sofaen. En dreng trådte også ind og lukkede døren bag sig, han havde
et stort smil på læben og jeg kunne sværge at han lignede Remus, samme højde og
bygning, men hans hår var kortere og brunt med lyse spidser i pande håret. De
havde samme piercinger i munden, dog virkede ham her mere vågen. Han havde en
sort tank top på, lange røde bukser og kæder fra den ene lomme til den anden. <span style="mso-spacerun: yes;"> </span>’Godmorgen Aiko, hov, hvem er det?’ spurgte
han og gik hen til Taylor. ’Jeg hedder Taylor,’ sagde han og nikkede. ’Ryan,’
sagde drengen og kiggede længe på ham. Der var stille lidt, så smilte Ryan. ’Jeg
er vild med din øjenbryn piercing,’ sagde Ryan og klappede Taylor på skulderen.
’Tak,’ sagde Taylor og smilte. </span></strong><span style="font-family: "Arial","sans-serif";"><o:p></o:p></span><br />
<div>
<strong><span style="font-family: "Arial","sans-serif"; font-weight: normal; mso-bidi-font-weight: bold; mso-fareast-font-family: Calibri; mso-fareast-language: EN-US; mso-fareast-theme-font: minor-latin;"></span></strong> </div>
<div>
<div class="separator" style="clear: both;">
<strong><span style="font-family: "Arial","sans-serif"; font-weight: normal; mso-bidi-font-weight: bold; mso-fareast-font-family: Calibri; mso-fareast-language: EN-US; mso-fareast-theme-font: minor-latin;"><a href="https://lh5.googleusercontent.com/-TZ19G9nqoOY/VCpkk7V3sqI/AAAAAAAABQ0/Vrn90m6-2q4/s640/blogger-image--528699999.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" src="https://lh5.googleusercontent.com/-TZ19G9nqoOY/VCpkk7V3sqI/AAAAAAAABQ0/Vrn90m6-2q4/s640/blogger-image--528699999.jpg" /></a></span></strong></div>
<strong><span style="font-family: "Arial","sans-serif"; font-weight: normal; mso-bidi-font-weight: bold; mso-fareast-font-family: Calibri; mso-fareast-language: EN-US; mso-fareast-theme-font: minor-latin;"><br />Jeg sank en klump da lugten af noget sødt fyldte hele hytten, alle vinduerne blev åbnet og noget af duften forsvandt. Jeg genkendte ikke det mad de indtog og det var også lige meget. De gik alle sammen uden for og sad foran et bål de havde lavet. Jeg tog chancen og sneg mig ned fra loftet. Jeg lod lemmen stå åben bag mig, så jeg ville kunne nå at løbe tilbage i skjul. Jeg stod lidt og kiggede på de tre døre foran mig, dog havde jeg ikke mod til at åbne en af dem. Jeg sneg mig ned af trapperne og listede hen til køknet. De havde ladt noget af deres mad stå. Jeg snuste til det hele, men alting var så anderledes. Jeg stak en finger i en blå bøtter og suttede på min finger, det smagte af mast hindbær, dog var smagen sødere end i naturen. Jeg tog 3 skiver af deres brød som var skåret ud, jeg lagde to af dem ned i mine lommer og den sidste proppede jeg straks ind i munden, skårben var blød og hurtig var den spist. Jeg hørte skridt og listede igen bag sofaen. Ind kom pigen ved navn Emma, hun stoppede hurtigt op og så sig rundt, 'Hvad er dog det for en stank?' mumlede hun for sig selv. Det løb mig koldt ned af ryggen og noget sagde mig at hun ville være den farligste af dem alle sammen. Hun gik hen til køknet og sukkede højt over noget, før hun begyndte at skære i brødet. Jeg listede om foran sofaen og holdte hele tiden øje med døren i frygt for at nogen ville træde ind og opdage mig. Emma gik med hurtigere skridt uden for, inden jeg nåede at snige mig om bag sofaen igen. Mit hjerte hamrede hurtigt og jeg stod stille i nogle sekunder, før det gik op for mig at jeg var alene i hytten. Jeg så imod de åbne vinduer og overvejede et kort øjeblik om jeg skulle stikke af, men nysgerrigheden holdte mine ben fast. Jeg stod længe og overvejede hvad mit næste skridt skulle være, jeg sukkede og valgte så at liste op på loftet igen i sikkerhed og holde lidt mere øje med de fremmed.<br /><br />Det meste af dagen opholdte de sig uden for, nogen af dem gik inden for, for at skifte tøj, hente mad, eller for at gå på badeværelset. Jeg havde været neden under nogle få gange i løbet af dagen og stjæle nogle få ting, så jeg kunne klare mig oppe på loftet. Jeg havde heldigvis min trofaste dolk på mig, som jeg lavede flere huller med, så jeg havde flere steder at se fra. Det eneste sted jeg stadig ikke havde fået lavet hul til var på badeværelset, men det var fordi rummet var under en af de tre døre. Der var larm neden under og jeg kiggede ned igennem en af mine mange huller. 'Du har ikke en telefon vel?' spurgte Sam lavt til Taylor. Taylor hævede et øjenbryn og rystede på hovedet. 'Nej, vi har ikke råd til mobil telefoner her ude på landet, vi har mønt telefoner inde i byen og ellers er der nogle få telefoner rundt omkring i byen, hvorfor? Jeg kan se at ingen af jer kommer her fra, I burde da have mobil telefoner?' spurgte Taylor. 'Emma, har taget alle vores mobiler, fordi vi skulle hygge os denne uge uden forstyrelser,' sagde Sam og kløede sig irriteret i håret. <br /><br /><br />Mere kommer.....</span></strong></div>
Wolterhttp://www.blogger.com/profile/07747559411365190181noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2504424089850343643.post-37156153060209489192014-08-29T14:44:00.001-07:002014-09-28T10:04:43.257-07:00Mutant<div class="separator" style="clear: both;">
<a href="https://lh4.googleusercontent.com/-Y5XXG98t6e0/VAD0QGqvHvI/AAAAAAAABP0/ybJsqk61ldw/s640/blogger-image--481790508.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"></a><br></div>
<div class="separator" style="clear: both;">
<a href="https://lh4.googleusercontent.com/-Y5XXG98t6e0/VAD0QGqvHvI/AAAAAAAABP0/ybJsqk61ldw/s640/blogger-image--481790508.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"></a> </div>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="http://3.bp.blogspot.com/-ZQ4Qv_nXsis/VAH-8AlYrCI/AAAAAAAABQU/gXgD31xiH4A/s1600/mutant.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" src="http://3.bp.blogspot.com/-ZQ4Qv_nXsis/VAH-8AlYrCI/AAAAAAAABQU/gXgD31xiH4A/s1600/mutant.jpg" height="400" width="300"></a><br></div>
<div class="separator" style="clear: both;"><br></div><div class="separator" style="clear: both;">
Det startede for nogle uger siden, da jeg lagde mærke til at en fyr fuglte efter os fra skole. Jeg havde set ham nogle få gange, men jeg kunne ikke sætte navn på hans ansigt. Men dér stod han, nogle meter fra os, med hans mistroiske blik og blege hud, allerede ved hans hudfarve kunne jeg regne ud at han var en fremmed. Han havde kort brunt hår, grønne øjne og var iført en grøn t-shirt med cowboy bukser og sorte sko. 'Hvorfor stoppede du?' Spurgte en stemme til venstre for mig. Jeg kiggede ned på min lillebror, Joey der fulgte mit blik på den fremmed. 'Er det en du kender?' Spurgte han. Jeg smilte lidt over Joey. Han havde langt blondt hår, blå øjne og så var han kun nogle cm lavere end mig, selvom der var 6 år imellem os. Jeg greb fat i hans hånd som var helt kold, og trak ham afsted. Joey fulgte med uden at brokke sig eller spørgere om mere. </div>
<div class="separator" style="clear: both;">
<br></div>
<div class="separator" style="clear: both;">
Vi nåede rundt om et hjørne, jeg pressede maven imod muren og så med det ene øje ud fra hjørnet. Den fremmed stod midt på gaden og så sig rundt, en bil standsede foran ham og dyttede. Jeg vendte mig imod Joey, greb hans hånd og trak ham med mig igen. 'Hvad sker der?' Spurgte han og så sig over skulderen. 'Jeg har set ham flere gange, de sidste par uger. Det er som om han forfølger os,' sagde jeg og svingede rundt om et hjørne. Jeg kendte byen bedre end nogen anden, fordi jeg så tit var løbet hjemme fra og havde gemt mig i byen. Vi boede midt i centrum og havde aldrig langt til nogen butikker eller skolen. Vi havde lige fået fri fra skole og var på vej hjem. 'Hvor skal vi hen?' Spurgte Joey, uden rigtig at reagere på det jeg havde sagt. 'Jeg finder en sikker vej hjem,' sagde jeg og så mig over skulderen før vi gik ud fra gyden og ind i blandt folk på gaden. 'Men, hvis han har forfulgt os før, ved han så ikke hvor vi bor?' Spurgte Joey. Jeg stivnede lidt, men forsatte med at gå, Joey havde ret, og det gik først op for mig nu. 'Tror du han vil skille os af?' Spurgte Joey. 'Hold mund!' Sagde jeg irriteret og gik videre. Jeg mærkede hurtig at min hånd der holdte fast i Joey's hånd blev mere og mere kold, det begyndte at prikke og svie, men jeg slap ham ikke. Jeg kunne ikke bevæge mine fingre af bare kulde. 'Hey,' sagde en stemme og vi stoppede op. Den fremmed fyr gik lige ud foran os, jeg havde ikke set hvor han var kommet fra, pludselig stod han der bare. Jeg slap Joey's hånd og skubbede ham bag mig. 'Dav,' svarede jeg og så undren på ham. 'Flot klaret, jeg tror du er den første der er stukken af fra mig, det må jeg give dig,' sagde han og så på mig. Så han havde ren faktisk forfulgt os. 'Hvad vil du?' Spurgte jeg og stirrede på ham. Han var på min højde, måske kunne jeg overraske ham, og få lagt ham ned imens Joey stak af? Jeg så på hans arme, de var muskuløse, han lignede en der holdte sin krop igang, jeg sukkede. 'Mit navn er Taylor,' sagde han og smilte et uskyldt smil, som jeg straks gennemskuede som falsk. 'Måske er han ikke så slem?' Sagde Joey bag mig. 'Hvad hedder du?' Spurgte Taylor og så på Joey. Jeg skubbede Joey længere bag ud. 'Hold dig fra ham!' Sagde jeg vredt og tog et skridt frem, truende. 'Slap af,' sagde Taylor og lagde hovedet på skrå. Taylor's blik hvilede på Joey, et smil bredte sig på hans læber, det løb mig koldt ned af ryggen. 'Hold dig fra os!' Sagde jeg, så snurrede jeg rundt og trak Joey afsted med mig. 'Du er ikke alene!' Råbte Taylor bag mig. </div>
<div class="separator" style="clear: both;">
<br></div>
<div class="separator" style="clear: both;">
Vi nåede endelig hen til huset og Joey låste døren op, vi trådte ind i gangen hvor vi stalte vores sko, så gik vi ind i stuen. Jeg stod lidt og lyttede, men jeg vidste at vi var alene. Rundt omkring hang der billeder af Joey og 2 mennesker. Jeg bed mig irriteret i læben. 'Hvad mente han med at Du er ikke alene?' Spurgte Joey og sank ned i sofaen. Jeg satte mig på armlænet og trak på skulderen. 'Måske er han som mig?' Sagde Joey og så ned på sine hænder. 'Hold op med det pjat,' sagde jeg og rystede på hovedet. 'Du kan ikke blive ved med at ignorre det!' Sagde han og lød vred. Jeg hævede et øjenbrynd. 'Det bliver værre dag for dag, måske kan ham drengen hjælpe mig. Hvis han også har..' 'Har hvad!?' Afbrød jeg ham. Joey trak på skulderen og så væk. 'Du er helt normal, hold så op med dit pjat,' sagde jeg små irriteret. Joey så ned på sine hænder. 'Du og alle andre siger altid at mine hænder er kolde. Men det er ikke kun mine hænder længere. Mor lagde sin hånd på min kind igår og hun sagde at den var is kold,' sagde han trist. Jeg rejste mig op og trampede hårdt i gulvet. 'For fanden! Hold op med at kalde hende det! Hun er ikke din mor! De er ikke dine forældre!' råbte jeg. Joey for sammen i sofaen og så på mig med skræmte øjne. Jeg sukkede og satte mig på en stol, 'undskyld Joey. Det er bare,' sagde jeg og lukkede øjnene. Alting faldt bare sammen for mig. 'Jeg ved godt at de ikke er mine forældre, men de har taget sig af mig i mange år, jeg er nødt til at vise dem den respekt!' Sagde han. Jeg blev forbløffet over hvor voksen han var blevet. 'Jeg lover dig, når jeg finder et arbejde og får råd til en lejlighed, så tager jeg dig væk her fra!' Sagde jeg og smilte. 'Ja!' Sagde Joey og smilte stort. Døren gik op og vi for begge sammen. Jeg havde ikke hørt bilen eller holdt øje med klokken, hvor dumt af mig.<br></div><div class="separator" style="clear: both;"><br></div><div class="separator" style="clear: both;">De stod nogle meter fra mig, stirrede på mig. 'Ring efter politiet,' sagde damen som Joey havde kaldt for mor lige før. Jeg stirrede fra den ene til den anden. 'Det er okay, mor!' Sagde Joey og rejste sig op. 'Du ved udemærket godt at du ikke må komme i nærheden af ham!' Sagde manden og tog et skridt imod mig. 'Han er min lille bror,' sagde jeg og bakkede lidt væk. 'Jeg har tænkt mig at få styr på mit liv og så tager jeg mig af ham!' Sagde jeg. 'Det eneste du skal er i fængsel!' Sagde manden og greb ud efter mig. Jeg nåede ikke at undvige, før hans arme fik fat i mig og fik mig ned på gulvet. Han hamrede sit knæ ned imellem mine skulder plader og holdt mig fast. Kvinden fik fat i Joey og trak ham væk. 'Slip mig!' Skreg jeg og forsøgte at vride mig fri. 'Nu slipper vi endelige af med dig!' Sagde manden. 'Slip mig! Lad mig gå! Jeg er uskyldig! For helved!' Skreg jeg. 'Lad ham være!' Råbte Joey og greb fat i manden's arme. 'Kom og fjern knægten!' Sagde manden og skubbede Joey hårdt i brystet. 'Joey!' Råbte jeg og sparkede løs. Joey landte på gulvet, han fik dog hurtigt rejst sig igen, men kvinden kom hen til ham og hjalp ham op. 'Så, slog du dig?' Spurgte hun bekymret. 'Slip ham!' Råbte Joey og knyttede sine hænder. Temperaturen faldt hurtigt i stuen. Vi stoppede alle sammen og så rundt. 'Hvad sker der?' Sagde manden. Grader fald med en voldsomt fart, der kom frost på ruderne og langsomt på væggene. Hele rummet var ved at fryse til is. 'Jeg sagde, giv slip på min bror,' sagde Joey og greb igen fat i mandens arm. Det sted Joey's hånd havde rørt armen, frøs hurtig til is. Manden slap mig, og bakkede væk fra Joey, imens han skreg af smerte. Jeg kravelede hen af gulvet og skyndte mig op at stå. Manden lå på gulvet og rystede af kulde, hele hans krop blev langsomt til is og inden længe lå han død på gulvet. Jeg tog chancen og løb hen til Joey, han var helt kold og det gjorde ondt at røre ved ham, men alligevel lagde jeg mine arme om ham og fik tysset på ham. Kvinden sad ved sin mand og skreg. 'Hold nu kæft!' Råbte Joey og løftede sin hånd imod hende. Et spyd lavet af is, røg igennem hendes øje og sad fast i væggen. Hendes krop faldt om på gulvet. Blodet var fråsset fast inden i hende. Der var stille i et stykke tid. Ingen af os sagde noget, før døren igen gik op, der lød skridt fra gangen og ind til stuen. 'Nå da da,' sagde en stemme. 'Sikke et rod I kan lave på nogle få timer,' sagde han. Jeg så over imod døren og genkendte Taylor, ham der havde forfulgt os. 'Jeg tænkte nok at sådan noget rod ville ske, når man lader et menneske tage sig af en mutant,' sagde han og kløede sig irriteret i håret. 'En hvad? Hvad snakker du om? Hvad laver du her!?' Spurgte jeg. 'Et spørgsmål af gangen, lige nu er det vigtigt at vi først kommer ud her fra. Pak jeres ting, I har 10 minutter før politiet kommer.' Sagde han og gik uden for igen. 'Vi må hellere gøre som han siger,' sagde jeg. </div><div class="separator" style="clear: both;"><br></div><div class="separator" style="clear: both;">Da vi havde pakket en taske med Joey's tøj og vigtigeste ting, gik vi uden for til Taylor. 'Er I færdige?' Spurgte han. Vi nikkede begge. 'Godt, kom så!' Sagde han og gik foran os. 'Vent, hvor skal vi hen?' Sagde jeg og så undren på ham. 'Hm? Bare væk før politiet kommer, tumpe!' Sagde han og forsatte med at gå. Jeg greb ud efter Joey's hånd, men han bakkede lidt væk fra mig og gik efter Taylor i en fart. Jeg sukkede irriteret og fulgte så efter. Vi svingede rundt om et hjørne og forsvandt hurtigt og lydløst. </div><div class="separator" style="clear: both;"><br></div><div class="separator" style="clear: both;">Da vi endelig have gået længe nok og holdte en pause under en bro i skjul, vi stod i stilhed. 'Så hvad venter vi på?' Spurgte jeg. Taylor så imod mig, men vendte så ryggen imod mig. 'Du skylder os nogle svar,' sagde jeg og stod med armene i siden. Han ignorrede mig stadig. Joey stod ved siden af mig, han satte sig på jorden og så træt op på mig. 'Fryser du?' Spurgte jeg ham og skulle til at tage min jakke af for at give den til ham, men han rystede på hovedet. 'Selvfølgelig fryser han ikke,' sagde Taylor. 'Hvor ved du det fra?' Spurgte jeg, han begyndte at irritere mig. 'Jeg går ud fra at hele svinderiget i jeres hjem var hans værk? Så han har is evner. Hans krop er altid kold, men det på virker ikke ham.' Sagde Taylor, stadig med ryggen til os. 'Og hvor ved du så meget om det fra?' Spurgte jeg. 'Fordi jeg...' Sagde Taylor og vendte sig rundt, med en hævet hånd. I hans hånd var der er en lille flamme som dansede i hans hånd. 'Jeg kan på tvinge ilden og få den til at gøre alt hvad jeg ber den om,' sagde han. Han klemte hånden og flammen døde. 'Jeg er en mutant, lige som din bror,' sagde han og smilte selvsikkert. 'Mutant?' Spurgte jeg og så fra Joey til Taylor. 'Ja, og faktisk..' Sagde han og så sig over skulderen. 'Åh, endelig!' Sagde han lettet. Jeg fulgte hans blik op af græsset, hvor en stor brun ulv stod og kiggede ned på os. Jeg stivnede af skræk og bakkede lidt væk. 'Hvor har du været!?' Råbte Taylor. Ulven løb ned imod ham, den stoppede foran ham og sænkede blikket. 'Du lader igen mig klare alting alene,' sagde Taylor og snakkede til ulven. Ulven så imod mig, dens børste på ryggen rejste sig straks, der kom en dyb knurren fra den og dens tænder blev synlige. 'Hvad er der nu?' Spurgte Taylor og fulgte hans blik. 'Åh, ja, ham. Hvis du havde passet dit job, så havde det ikke været nødvendigt at slæbe ham med.' Sagde Taylor og lagde armene over kors. 'Jeg tæller til 3 og så løber du,' hviskede jeg til Joey. Joey så forvirret på mig. 'Kom nu Joey, du tror vel ikke på ham? Du er ingen mutant, drengen er ikke rigtig klog! Han står og snakker med en hund,' hviskede jeg og greb min brors arm. 'Han kan hidkalde ilden, han er lige som mig,' sagde Joey og så på mig med et fast blik. 'Det er ikke virkeligt!' Sagde jeg lidt højre fordi jeg blev irriteret. 'Har du et problem, menneske?' Spurgte Taylor og gik imod mig. Jeg rystede på hovedet og bakkede lidt væk, der var noget ved ham der gjorde mig bange. Taylor gik imellem mig og Joey, han lagde sin hånd på hans skulder og så hade fuldt på mig. 'Vi har ikke længere brug for dig, smut hjem med dig,' sagde han og hævede sin hånd imod mig. 'Hvad?' Sagde jeg overrasket og frygtede at han ville slå mig ihjel. 'Hvad laver du!?' Råbte Joey og greb fat i Taylor's arm med begge sine hænder. Taylor's arm blev hurtig blå, kulden fra Joey's hænder frøs hans hud. 'Hvad i....' Mumlede Taylor og bakkede væk, hans arm blev dog hurtig normal igen. 'Jeg troede ikke kulden havde en effekt på dig,' grinte en dreng der stod bag Taylor. 'Hold din mund, Remus!' Vrissede Taylor og gned sin arm. 'Hvor kom han fra?' Spurgte Joey mig. 'Mit navn er Remus, jeg kan forvandle mig til en ulv,' sagde han og smilte venligt til Joey. Han havde langt brunt hår, grønne øjne, en rød t-shirt med en sort vest over, sorte bukser og sorte støvler. 'Mit navn er Joseph, jeg har....' Joey stoppede og kiggede på mig, så vendte han sig imod Remus og Taylor, han viste dem sin hånd, han koncentrede sig meget, men der skete ikke noget. 'Det tager tid før du kan frem kalde isen, det tog også mig nogle år før ilden underkastede sig mig,' sagde Taylor og så venligt på Joey. 'Men du er nødt til at tage med os, vi kan lærer dig alt det du har brug for at lærer,' sagde Remus. 'Nej tak, vi klarer os selv!' Sagde jeg og greb fat i Joey for at trække ham med mig. 'Lige som I klarede at de mennesker døde? Hvem var de? Jeres forældre?' Spurgte Taylor og smilte ledt. 'Hold din kæft!' Råbte jeg, jeg slap Joey og gik imod Taylor. 'De var vores onkel og tante, de stajl Joey fra mig og satte mig på børnehjem,' sagde jeg vredt. 'Så de fortjente at dø?' Spurgte Taylor og smilte. Jeg kneb øjnende sammen og prikkede ham på brystkassen. 'Ingen fortjener at dø dit modbydelige svin!' Sagde jeg vredt. Taylor smilte håndligt og grinte lidt. 'Hvad!?' Råbte jeg ind i hans ansigt. 'Hvorfor er det så at vi lever i skjul, imens I lever ubekymret? Er det retfærdigt?' Spurgte han. 'Jeg lever i skjul, jeg har gemt mig de sidste 3 år, for min egen slags. Du kan ikke bedømme retfærdig på dén måde,' sagde jeg og bakkede lidt væk fra ham. 'Hvad sker der hvis de finder dig? Spærer de dig inde og laver forsøg på dig? Torturere de dig ind til du er så hæs efter at have skreget af smerte og du til sidst besvimmer, bare for at finde ud af at du skal igennem det samme dagen efter? Lukker de dig inde for evigt og sørger for at du aldrig har fandtes?' Spurgte han og kneb øjnene sammen. Jeg så væk og ville ikke svare, for nej, selvfølgelige gjorde politiet ikke den slags. 'Der er forskel på dig og mig,' sagde Taylor og gik forbi mig. 'Din slags er svage imens min slags er farlig,' sagde han og slog sin skulder hårdt ind i min. Remus gik efter ham, de stoppede begge ved Joey. 'Vil du med os? Spurgte Remus. Joey nikkede ivrigt. 'Så sig farvel til kød klumpen dér,' sagde Taylor og nikkede imod mig. 'Men...' Startede Joey. 'Han er bare et klods om benet,' sagde Remus og så imod mig. 'Det må du selv om,' sagde Taylor og forsatte med at gå. 'Beklager knægt,' sagde Remus og fulgte efter Taylor. </div><div class="separator" style="clear: both;"><br></div><div class="separator" style="clear: both;"><br></div><div class="separator" style="clear: both;"><br></div><div class="separator" style="clear: both;"><br></div><div class="separator" style="clear: both;"><br></div><div class="separator" style="clear: both;"><br></div><div class="separator" style="clear: both;"><br></div><div class="separator" style="clear: both;"><br></div><div class="separator" style="clear: both;"><br></div><div class="separator" style="clear: both;"><br></div><div class="separator" style="clear: both;"><br></div><div class="separator" style="clear: both;"><br></div><div class="separator" style="clear: both;"><br></div><div class="separator" style="clear: both;"><br></div>
<div class="separator" style="clear: both;">
- Mere kommer </div>
Wolterhttp://www.blogger.com/profile/07747559411365190181noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2504424089850343643.post-32315820958847341162014-08-22T02:23:00.001-07:002014-08-23T13:34:56.251-07:00The forest troll<div>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="http://2.bp.blogspot.com/-WsA2w74EiYc/U_jROjQVOJI/AAAAAAAABPU/Jm992ld9FTM/s1600/Troll.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" src="http://2.bp.blogspot.com/-WsA2w74EiYc/U_jROjQVOJI/AAAAAAAABPU/Jm992ld9FTM/s1600/Troll.jpg" height="320" width="240"></a></div>
<div class="separator" style="clear: both;">
<br></div>
<br></div>
<div>
<br></div>
Man hører oftes om os i eventyr, men lad os lige få nogle ting på det rene. Vi findes. Nogle ting passer, andre ting er løgne, mennesker pejler at gøre den slags ting, nemelig at overdrive og at finde på. Så ja, jeg er en trold. Ikke en lugtene, dum, grim skabning der bor i huler. Jo okay, vi bor i huler. Men det er fordi jeg og min familie er skov trolde. Så vi bor i skoven, under jorden i hemmelige huler. Vi kan blive over flere 1000 år gamle, og vi ældes meget langsomt. Vi er i familie med fauner, dværge og nisser. Ja, de findes også. Dværgene går iblandt menneske og lader som om de er en af dem. Nisserne gemmer sig ofte, små uhyggelige skabninge, der stjæler ting og flytter rundt på alt. Faunene er næsten udøde, jeg har ikke set en i 100 år, den sidste jeg så var min granfætter til min fødselsdag, men det endte med et brag og jeg har ikke set ham siden. Jeg kan ikke gang mere huske hvad der skete. Nå, nok om det. Min far er en trold, en renblodet trold, min mor var en halv trold, men hun blev dræbt af menneskene for længe siden da vi stadig gik i blandt dem. Min far fandt senere et menneske som han fik et barn med. Men menneskerne lever ikke særlig længe og derfor døde hun som alle andre mennesker. Da min lille bror blev født, mistede min far besindelsen og forsøgte at æde ham, jeg tøvede ikke et sekundt med at dræbe ham. Det er det triste ved os trolde, vi hunger efter menneske børn. Hvorfor jeg ikke blev påvirket, tror jeg er fordi jeg ikke er fuldblods, jeg kan styrer mig selv en lille smule og så vil jeg aldrig gøre min bror fortræd. Hans mor tog sig af mig og forsøgte at lærer mig at bo i et hus, at sove i senge, at spise ved bordet, at spise menneskemad, at arbejde, men jeg er og bliver en trold. Da hun endelige døde, holdte jeg facen om at være et mennekse i 65 år, for min brors skyld, men menneskene opdagede hurtigt at vi ikke var som dem, og derfor gik vi under jorden i ca. 45 år. Indtil min bror ikke kunne klare mere og vi måtte vende tilbage til mennekes verden, jeg gik med til det. Om det var fordi jeg ikke ville være alene eller fordi jeg var nysgerrig efter andre trolde, det ved jeg ikke.<br>
<div>
<br></div>
<div>
Vi vendte tilbage til hans mors hus, fik sat hytten i stand og inde i sove værelset under sengen, lavede jeg en hemmelig dør til jorden, så man kunne søge ned i jorden og mine hemmelige huler hvor jeg kunne være i fred. Jeg sad ved bordet da min bror kom ind og forstyrede mig i mine tanker. Vi var begge utrolige lave af at være trolde, men det var et dække for ikke at blive opdaget. Vi kunne ændre vores skikkelse for at gå iblandt menneskene. I gamle dage stjal troldene menneskes børn og skiftede dem ud med trolde børn. Men der var ting vi ikke kunne skjule, som vores spise øre, vores små horn, vores hårde hud, den dårlige ånde, den store appetit og vores hale. Min bror satte sig ned foran mig. 'Hvad tænker du på?' Spurgte han og smilte stort. Han havde kort brunt hår, han fik det tit at stå op for at skjule hans små horn, som kun lignede buler. Han havde små fregner over næsen, grønne øjne, hans øre var spise, med et hul i højre øre. 'Bør vi virkelig forlade huset?' Spurgte jeg. 'Årh, kom nuuu!' Tiggede han. 'Taylor, hold op!' Sagde jeg hårdt og bed tænderne sammen. Jeg rejste mig op og gik hen til spejlet. Vi lignede meget hinanden, jeg havde også brunt hår, spidse øre, grønne øjne. Men alligevel lignede jeg mere en trold, mine hugtænder var spidse, mine horn var længere og jeg havde to små horn også, min hale gik ned til gulvet, jeg kunne ikke mærke kulde eller meget varme ting, min hud var hård som sten. Jeg var hurtigere, stærkere og have mere udholdendehed end menneskerne. Jeg stod i shorts og bar overkrop, mine arme var behåret og jeg havde sår, ar og skræmmer over alt. Nogle var tydelige, andre var usynlige. Selvom vores hud er hård som sten, så tager det nogle år før vi får vores trolde hud. Det der afslørede os mest var når vi var sultne, vores pupiller forsvandt og hele øjet blev gult, vi vokser, får flere muskler, alle vores tænder bliver spidse og vores stemme bliver mørk. Jeg rystede på hovedet og forsøgte at få billederne ud af hovedet. Jeg havde aldrig set Taylor i den tilstand, men han var kun en halv trold, så han ville måske aldrig få dén sult og jeg sørgede altid for at han fik noget at spise, ikke fordi jeg kan lave menneske mad, det er hellere ikke skabt til os trolde. Selvom Taylor nyder det. 'Jeg er bare træt af at lade som om jeg er en af dem,' sagde jeg små irriteret og så på ham. 'Du mener en som mig,' sagde Taylor og trak på skulderen. 'Nej? Nej! Du ved godt hvad jeg mente!' Sagde jeg og gik rundt i det lille køkken. 'Jeg er et menneske, jeg hører til der ude! Lad mig nu være i blandt dem! Bare nogle minutter!' Tiggede han. Jeg sukkede og gav efter. </div>
<div>
<br></div>
<div>
Vi gik igennem en gå gade. Jeg havde taget en hætte træje på, hvor hætten dækkede mine spidse øre og horn. Jeg stak hænderne i lommen foran og gik ved siden af Taylor. Han havde også taget en hætte trøje på, for at dække sine øre og små horn. Han gik med fastige skridt og stoppede hele tiden op ved alle butikker for at se ind. Jeg forsatte med at gå, jeg forsøgte at være ligeglad, men jeg var alligevel imponeret over hvad menneske havde bygget på få år. Jeg var ikke interesseret i deres mad, tøj, legesager eller møbler, faktisk var det hele ligegyldigt. Men jeg følte mig så lille og svag, deres tekologi voksede og vores art forsvandt. </div><div><br></div><div><div class="separator" style="clear: both;"><a href="https://lh3.googleusercontent.com/-FeZtVILERNY/U_j67a01Y-I/AAAAAAAABPk/axp-3Y5r8t8/s640/blogger-image--1542868795.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" src="https://lh3.googleusercontent.com/-FeZtVILERNY/U_j67a01Y-I/AAAAAAAABPk/axp-3Y5r8t8/s640/blogger-image--1542868795.jpg"></a></div><br></div>
<div>
<br></div>
<div>
- Mere kommer </div>
Wolterhttp://www.blogger.com/profile/07747559411365190181noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2504424089850343643.post-71226314781997067272014-08-12T09:12:00.001-07:002014-08-12T09:12:25.040-07:00Det evige spørgsmål ....<div><br></div><div><div class="separator" style="clear: both;"><a href="https://lh3.googleusercontent.com/-J60UyhCXVB4/U-o85etniYI/AAAAAAAABOA/z2h7ZAC0fDM/s640/blogger-image--747795327.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" src="https://lh3.googleusercontent.com/-J60UyhCXVB4/U-o85etniYI/AAAAAAAABOA/z2h7ZAC0fDM/s640/blogger-image--747795327.jpg"></a></div><br></div><div><br></div><div>Du spiller et spil som du ved at du taber. Du bygger en mur op omkring dig selv. I dit hoved er du en dreng. Du kan klippe dit hår kort. Gå i drenge tøj. Bruge drenge deo. Du kan ændre din stemme og dit navn. Du kan få andre til at sige han og ham. Du bygger en mur op. Siger til dig selv at du er en dreng. I skolen er du en dreng. Der hjemme er du en dreng. Når du er uden for er du en dreng. Du lever i din egen verden hvor alt er godt. Men du ved godt at spørgsmålet kommer. Du ved det. Du går rundt og tænker på det. Forbedrer dig. Men du kan ikke være på vagt hele tiden. Pludselig lyder det. 'Må jeg spørger om noget.' Du har et valg. Du kan svare nej og ignorer det. Men hvad hjælper det? Så istedet svare du ja. Velvidnene at folk omkring jer lytter. De holder vejret og venter på at hører dit svar på næste spørgsmål. 'Er du en dreng eller pige.' Du overvejer kort hvad du skal svare. Sætter et falsk smil på og gemmer smerten der skriger inden i. Hvad er du? Hvad er du? Du er ikke en pige. Men du er hellere ikke en dreng. Du er ingen ting. Midt i mellem. Men du skal give et svar. Det letteste vil være at være ærlig. 'Jeg er transkønnet.' Og som en eksplosion kommer de næste spørgsmål. 'Har du en penis?' 'Hvad køn er du til?' 'Er du læbbe?' 'Har du patter?' 'Hvordan binder du dem ind?' 'Gør det ondt?' 'Hvad hed du før?' 'Hvor længe har du vist det?' 'Hvad siger dine forældre?' </div><div>Og så kom det værste spørgsmål. Dine forældre. Dit falske smil forsvinder og du gør alt for ikke at græde. 'Min far støtter mig.' De stirrer på dig og spørger om din mor. 'Hvad med hende?' 'Hvad siger hun?' 'Du er hendes eneste pige' 'Alle mødre ønsker sig en datter' Du bider smerten i dig og trækker vejret. 'Hun døde år tilbage.' Svare du og der bliver stille. Spørgsmålene har gjort dig sårbar og du har delt de mest fortrolige ting med en fremmed, som du ikke kender navnet på. Hvorfor er det så vigtigt for dem at vide ens køn? De ved intet og man tilgiver dem. Selvom de har åbnet et sår der er så svært at lukke. </div><div><br></div><div>- Skrevet, fordi det gør ondt når folk spørger for meget. </div>Wolterhttp://www.blogger.com/profile/07747559411365190181noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2504424089850343643.post-72424551771806776012014-07-28T13:42:00.001-07:002014-07-29T01:52:57.603-07:00Z-apokalypse<div><div class="separator" style="clear: both;"><a href="https://lh5.googleusercontent.com/-8fn8mSbXY18/U9bFosMMpiI/AAAAAAAABNs/gCLypbYbJD4/s640/blogger-image--983057982.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" src="https://lh5.googleusercontent.com/-8fn8mSbXY18/U9bFosMMpiI/AAAAAAAABNs/gCLypbYbJD4/s640/blogger-image--983057982.jpg"></a></div><br></div><div>Jeg sad ved bordet i køknet og spiste min morgenmad som var en skål med yoghurt. Min storebror som var 2 år ældre end mig hælte lidt juice op i et glas og gav mig det. Han havde langt brunt hår, et langt smalt ansigt, blå øjne og briller som han forsigt pillede ved når han blev nervøs. Jeg tog imod glasset og drak det hurtigt. 'Tak Lucas.' Sagde jeg og smilte. Han nikkede og forsøgte at smile. Jeg kunne se at han var bleg og havde sorte rander under øjnene. 'Har du sover godt?' Spurgte jeg og tog en ske fuld yughurt. 'Jaja,' sagde han fraværdene og satte sig ned ved bordet. Vi havde et lille fjernsyn i køknet som vi så nyhederne i. Lucas stirrede på fjernsynet, som om han ventede på at se noget bestemt. 'Hvordan har hun det?' Spurgte jeg lavt. 'Mh,' lød det fra Lucas. Jeg sukkede. Det var det samme hver morgen. 'Må jeg gå i skole idag?' Spurgte jeg. Lucas så nu på mig, og trætheden var nu mere tydelig. 'Det har vi talt om før, Robin.' Sagde han og gned sine lange tynde fingre imod sin pande. 'Jeg forstår det bare ikke!' Sagde jeg irriteret. 'Far har sagt at vi ikke må forlade hjemmet, sådan er det bare.' Sagde Lucas og vente sin opmærksomhed imod fjernsynet igen. Jeg bed tænderne sammen og rejste mig op. 'Det her er for åndsvagt!' Sagde jeg og gik ud af køknet. Jeg stoppede op i stuen og så imod den lukket dør. Jeg kunne høre hende stønne og jamre, selvom vores far havde gjort døren mere lydsikker så kunne jeg stadig hører hende. Jeg tog et skridt imod døren. 'Robin!' Sagde Lucas og stod pludselig bag ved mig. Jeg himlede med øjnene og vendte mig rundt. 'Du ved at vi ikke må gå derind!' Sagde Lucas. 'Hvorfor!?' Råbte jeg frusteret. Jeg var ved at blive sindsyg af at være indespærret. Især med alle hemmelighederne. Lucas så imod døren, imens han tog sig til sit hjerte. Jeg gik forbi ham, ind i køknet igen. Jeg satte mig på stolen og så imod fjernsynet. Der gik lidt tid før Lucas kom ind og satte sig over for mig. 'Ved du hvornår han kommer hjem?' Spurgte jeg, men fik intet svar. 'Det er så hyggeligt at være fanget sammen med dig.' Sagde jeg sarkastisk og smilte. Lucas så ud af øjenkrogen på mig. Han brød sig ikke om når jeg var så barnlig og jeg kunne tydelig se at noget plagede ham. Han forsøgte at være stærk at holde facen oppe, og jeg gjorde det svært for ham. Skyldfølsen væltede ned over mig, men jeg var så træt af at være fanget med ham i denne lille lejlighed. Jeg havde ingen anelse om hvad derfor gik. Bare at vores far engang var kommet hjem, havde bedt os pakke vores ting og sat os af her. Han ringede engang imellem og sagde ting til Lucas, men han spurgte aldrig til mig. Og vores mor? Jeg så ud fra køknet ind i stuen, til den lukket dør. Hun var pludselig blevet syg og vi måtte ikke gå ind til hende. Timerne gik og vi sad i stilhed. Lyden fra fjernsynet var det eneste der fulgte tomrummet imellem os. Lucas var faldet i søvn i køkken stolen, med ansigtet på bordet. Jeg rejste mig op lydløs og listede ud i stuen. Jeg listede mig hen til døren og stod og lyttede. Det var ubehageligt og det lød mig koldt ned af ryggen. Af ren nysgerrighed åbnede jeg døren og slap et lille skrig. En kvinde var bundet fast til sengen. Hun stønnede og jamrede. Hendes øjne var uden pupiller og helt hvide. Det løb med savl ud af munden på hende. Hendes hår var fedtet og smurt ind i blod. Hun kæmpede hårdt for at komme fri fra sengen. 'M-mor?' Udbrød jeg og trådte tættere på. Hun blev stille og drejede hovedet på skrå som en forvirret hunde hvalp. Det var som om hun lyttede. Lugtede. Kunne hun ikke se mig? Hun havde fået den ene arm fri, der var blod på hendes håndled. Jeg var stivnet af skræk. Pludselig så hun direkte på mig og slap et skrig af sult, hun fil sat sig op i sengen og fik revet sig helt fri. En voldsom kraft havde fået hende til at kæmpe hårdere. Lucas greb fat i mig og trak mig ud fra rummet. Han lukkede hurtigt døren og skubbede mig hen til sofaen. 'Hvad har du gang i!?' Spurgte han. 'J-jeg...' Stammede jeg. Han tyssede på mig. Og vi stod i stilhed og lyttede til døren. 'Hvad forgår der?' Spurgte jeg, men han tyssede igen på mig. Han skubbede mig hen bag sofaen og vi gemte os begge i stilhed. Mit hjerte hamrede hårdt og jeg var bange for at hun kunne hører det og snart ville finde os. Jeg lukkede øjnene sammen og forsøgte at berolige mig selv. Men pludselig bras døren op og hun stod inde i stuen. Hun stod i noget tid og bare stirrede ud i ingen ting. Lyttede. Men så begyndte hun at gå imod os. Langsomt og hun slæbte det ene ben med sig. Lucas sprang op og slog hende med en lamp der havde stået på bordet. Hun virkede ikke påvirket af slag, faktisk greb hun bare ud efter ham og hvad jeg troede først var i et knus, men så satte hun tænderne i hans arm. Han skreg så højt og slog hende flere gange med lampen. Blodet løb ned af hans arm og hun slap ham endelig. Jeg lå på gulvet og skreg. Jeg kunne ikke styre det, lyden kom ud af sig selv. Pludselig vendte hun sig rundt og gik væk fra os. Der lød et skud og faldt om, med ansigtet imod mig og blodet løb ud af hendes pande. Hvis jeg ikke havde skreget før, så gjorde jeg det helt sikkert nu. </div><div><br></div><div>En skikkelse trådte ind foran hende og hen imod mig. Han ruskede i mig, men jeg skreg stadig. Til sidst gav han mig en lussing. Lyden forsvandt et kort øjeblik og så kom jeg til mig selv. 'Er du blevet bidt?' Spurgte han om. Jeg stirrede på ham, han så bekendt ud. 'Er du blevet bidt!?' Råbte han og ruskede mig. 'L-lucas!' Fik jeg frem stammet og så imod min bror der var gået i en chok tilstand, han rystede voldsomt på gulvet, med den ene hånd holdte han over såret på armen. Manden så på Lucas og så så han på mig igen. 'Er du blevet bidt?' Spurgte han igen, bare mere roligt. Jeg rystede på hovedet og mærkede at jeg var svimmel. Manden hjalp mig op og greb fat i min arm, og så begyndte han at trække mig ud af stuen. 'Hvad laver du!?' Skreg jeg og vred mig. 'Hjælp Lucas! Hjælp min bror!' Råbte jeg og slog på manden. Manden slap mig ved døren og gik hen til Lucas. Han sukkede og så kort over på mig, så hævede han sin pistol og sigtede på Lucas. Jeg skreg, men der lød et skud og Lucas faldt om på gulvet. Jeg stirrede på ham og så løb jeg ud af døren. </div><div><br></div><div>Jeg nåede ikke langt før jeg faldt om og kastede op på jorden. Manden tog igen fat i min arm og hev mig op. Han åbnede døren til sin bil og jeg satte mig ind uden at sige noget eller at gøre modstand. Han satte sig ind og lukkede døren. 'Der var ikke noget at gøre.' Sagde han og lød trist. Jeg så igen på ham og forsøgte at sætte navn på ham. Men jeg mærkede noget trykke på min hals og kvalmen steg igen. Jeg tog mig i hovedet og mærkede at mit ansigt var vådt. Havde jeg grædt? Jeg havde genkendt hans stemme. Men jeg havde ikke set ham i lang tid og jeg var faktisk i tvivl om hvem han var. Det må ha været chokket over det hele? 'Hvem er du?' Spurgte jeg og tørede mine øjne af i min hænder. Manden smilte skævt og snøftede svagt. 'Jeg er din far?' </div><div><br></div><div>Dagen efter var jeg kommet mere til mig selv, jeg havde ikke genkendt ham med det samme da han havde tabt sig, og havde ladt skægget gro. Han lignede lidt en hule bo. Vi havde kørt hele natten og var kun lige stoppet for at tanke bilen på en billig tank station. Jeg sad i bilen og ventede til han kom med en lille brun pose. 'Der er en tandbørste, lidt mad og så fandt jeg en ren T-shirt.' Sagde han og gav mig posen. Jeg smed min egen T-shirt som lugtede af sved og tog den rene på, en sort T-shirt uden tekst eller noget specielt på. Han havde en hvid skjorte på. Vi kørte videre uden et ord. Dog efter nogle timer, sukkede jeg højt. 'Har du tænkt dig at fortælle hvad der sker? Eller hvor vi skal hen?' Spurgte jeg. Han stirrede ud af ruden og noget sagde mig at det var der Lucas havde lært det fra. Lyden af Lucas' skrig fyldte mit hoved igen. 'Du slog dem ihjel,' sagde jeg og blinkede lidt i panik. Jeg mærkede mit hjerte slå hurtigere. 'Du skød dem begge!' råbte jeg. 'Hold din kæft!' Råbte han og bed sig i læben. Tårrerne trillede ned af mine kinder. Han bremsede hårdt og kørte ud til siden. Så slukkede han bilen og drejede sig imod mig. Jeg havde fået selen af og skulle til at åbne døren, men den var låst. Utrolig at jeg ikke havde opdaget det på tank stationen. Jeg var fanget. Jeg vendte mig og pressede ryggen imod døren. Jeg hev mine ben til mig og var klar til at sparke ham. Jeg ville kæmpe for mit liv, men jeg rystede over hele kroppen. Min far lænte sig over rettet og sukkede. 'Vi arbejede på en kur, og den virker. Vi ville rede syge mennekser. Desværre havde den nogle bivirkninger.' Sagde han lavt. 'Som?' Sagde jeg, men fik flashbacks af min mor. Han rettede hovedet lidt op og så på mig. 'Kroppen bliver fuld af adrelin, man tænker ikke, man føler intet udover en voldsom appetit.' Sagde han og så på mig. 'Det var derfor hun bed Lucas?' Spurgte jeg lavt. Han nikkede. 'De er følsomme over for lyde og lys.' Sagde han. 'Som vampyre?' Sagde jeg og smilte skævt. Han sukkede og slog på rettet. 'Det her er ikke en af dine vidio spil! Det her sker!' Råbte han. Jeg rykkede mig tilbage igen og lukkede øjnene af frygt. 'Hvorfor skød du Lucas? Hvordan kan du vide at han lider af denne ...... Virus!?' Spurgte jeg. 'Hvis man bliver bidt, eller på en anden måde får virussen ind i blodet, så er man smittet.' Sagde han lavt. 'Men hvorfor så ikke give ham en kur?' Spurgte jeg. 'Der findes ingen kur.' Sagde han. 'Hvordan blev mor en af dem?' Spurgte jeg. 'Jeg...' Startede han. Jeg så længe på ham. 'Du brugte hende som forsøgs kanin?' Spurgte jeg og mærkede vreden boble inden i. 'Du udsatte Lucas og jeg for fare!' Råbte jeg. 'Og så dræbte du dem begge!?' Råbte jeg og mærkede igen tårrerne trille ned af mine kinder. 'Det virkede til at starte med. Hun blev sig selv og hun var kureret. Men langsomt begyndte bivirkningerne. Jeg havde ikke noget valg, jeg måtte gøre noget.' Sagde han og så ud af ruden. 'Men hvorfor ventede du så længe? Du holdt hende spærret inde, hvorfor dræbte du hende nu? Vi kunne ha spærret hende og Lucas inde og fundet en kur til dem?' Spurgte jeg og så på ham. Han dækkede sit ansigt med sin hånd og så rundt. Han sukkede og gjorde sig umage for at få ordene ud. Men før han sagde noget, gik det op for mig hvad der forgik. 'Du kom hjem for at dræbe hende og hente os?' Spurgte jeg. Han nikkede. 'Hvorfor!' Råbte jeg, men vidste godt svaret. Det var derfor Lucas fulgte med i nyhederne og aldrig slap øjnene fra fjernsynet. Det var derfor han ikke kunne sove eller finde ro. 'Virussen er sluppet løs, ik?' Sagde jeg lavt. Han nikkede igen. Der var stille imellem os, ind til han tændte bilen igen og begyndte at køre. 'Men hvor skal vi hen?' Spurgte jeg. 'Ud på landet, langt væk fra store byer. Når virussen får ramt på flere, vil de flokkes i storbyerne på grund af larmen.' Sagde han. Jeg så ud af vinduet, udover de tomme marker. 'Men burde vi ikke advare nogen? Fortælle dem hvad der sker?' Spurgte jeg. Han svarrede ikke. </div><div><br></div><div>Vi fandt en gård, han sagde at den var blevet efterladt, men jeg havde hørt skudene som han havde affyret da han havde tjekket gården, imens jeg sad fanget i bilen. Vi brugte 2 uger på at sætte gården i stand, gøre den sikker og uigennem trængelig. Nede i kælderen, satte vi alt maden ned, samt våbner og flasker med vand. Når solen gik ned, så gemte vi os nede i kælderen, selvom virussen ikke havde spredt kaos endnu, vi trænede vel os selv til at vende os til det. Jeg håbede stadig at han tog fejl, at myndighederne havde fået styr på det hele og lavet en kur. De ville dække over det som en influenza, og inden længe kunne vi vende tilbage til vores liv. </div><div><br></div><div>Der var gået en måned, og jeg var blevet god til at kaste med øksen, affyre skud og køre bil. Jeg fik nogle gange lov til at kører ind til de små byer og se om der var sket noget. Oftes var alting normalt. Men lige i dag var der stille. Jeg stod lænet op af bilen og lyttede i stilhed. Der var stille, for stille. Jeg holdte vejret imens jeg gik rundt i byen. En sort håret dreng kom løbende imod mig, han havde en grøn hætte trøje på og blå bukser. Han faldt om på jorden og lå stille i noget tid. Jeg glemte alt træning og løb hen til ham. 'Er du okay?' Spurgte jeg og rykkede i ham. Han så op på mig og hans ansigt var helt rødt og varmt. Jeg så rundt efter andre mennesker. 'Er du alene?' Spurgte jeg. Han rystede på hovedet og så sig skræmt over skulderen. 'De slog min far ihjel.' Sagde han. Jeg rejste mig straks op. 'Er du blevet bidt?' Spurgte jeg alvorligt. Drengen så bange op på mig. 'Hvad?' Spurgte han. Jeg sigtede pistolen på ham. 'Er du blevet bidt!?' Spurgte jeg igen. 'Nej!?' Råbte han og kravlede væk fra mig. 'De har slået min far ihjel og du spørger om jeg er blevet bidt!? Hvad er det her for en sindsyg by!?' Råbte han. Jeg løftede pistolen imod en bygning hvor jeg så en skikkelse. Jeg tyssede på ham og forsøgte at koncentre mig. En kølig brise aede min kind og jeg opdagede at solen var ved at gå ned. 'Vi må væk,' sagde jeg og gik imod bilen. 'Hvad!?' Råbte drengen. 'Hør, når solen går ned, så kommer de ud efter dig!' Sagde jeg og pegede imod bygningen hvor lyden blev højre. Stønnen, jamren og sultne skrig. Jeg satte mig ind i bilen og tændte den. 'Kom nu!' Råbte jeg. Drengen tøvede lidt, men løb så hen og satte sig ind. 'Tak,' sagde han lavt. Jeg trådte på spederen og satte den i anden gear og skyndte mig væk fra byen. Jeg kunne ikke vende hjem til min far. Han ville ikke stole på knægten og straks plykke hovedet af ham, og måske mig? 'Hvad hedder du?' Spurgte drengen. 'Robin,' sagde jeg og smilte. 'Sam,' sagde han og smilte. 'Så, Sam. Hvad laver du her?' Spurgte jeg. 'Vi ville besøge min bedste mor,' sagde han lavt. 'I havde vel glemt at ringe og spørger om I måtte komme.' Sagde jeg og grinte over min egen joke. Sam sad med panden presset imod vinduet og snøftede i stilhed. Vi snakkede ikke sammen mere, før solen igen stod op og vi stoppede i en lille by. 'Jeg køre dig et sted hen, men så må du klare dig selv. Jeg har min egen familie som jeg skal tilbage til.' Sagde jeg og steg ud af bilen. 'Hvad hvis zombierne kommer tilbage?' Spurgte han. 'Dét skal du ikke kalde dem!' Råbte jeg i panik. Han hævede et øjenbryn. 'Du er altså mærkelig,' sagde Sam og stirrede på mig. 'Undskyld, jeg bryder mig ikke om hjerne døde lig der prøver at æde min hjerne,' sagde jeg og gøs. Han smilte lidt og valgte ikke at kommentere mere på det. Vi gik rundt i stilhed og ledte efter overlevende i byen og ting vi kunne bruge. 'Har du nogen sinde dræbt en z.... Et menneske?' Spurgte Sam. 'Nej, ikke endnu.' Sagde jeg og smilte. </div><div><br></div><div>Vi kørte rundt i en uge, uden der skete noget. </div><div><br></div><div>Læs videre her -> </div><div>http://taylor-storys.blogspot.dk/2013/01/z-apokalypse.html?m=1</div>Wolterhttp://www.blogger.com/profile/07747559411365190181noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2504424089850343643.post-37986338617408431722014-04-08T04:52:00.000-07:002014-08-25T10:00:12.607-07:00Try your luck<div><br></div><div>- <span style="font-family: Helvetica; font-size: 12px;">“Remember that sometimes not getting what you want is a wonderful stroke of luck.”</span></div><div><br></div>Jeg havde ikke sovet særlig meget denne nat, jeg var spændt og nervøs fordi når jeg slog øjnene op næste morgen ville jeg starte i en ny klasse. Vi befinder os i Januar måned, en kold og mørk måned, med sne på gaderne og larm i hver en gyde. Jeg var startet på et kursus hold som min far uventet havde meldt mig til, det var for studerende der havde lidt mere mellem ørene end andre elever. Jeg følte mig syg ved tanken om at skulle sidde på skole bænken og lytte til en tåbelig mand eller kvinde der ville stå og forklare foran os, imens vi skulle skrive alt hvad de siger, skriver og tegner. Jeg havde heldigvis fået overtalt nogen af mine venner til at starte på samme kursus, så vi kunne gå i samme klasse et helt år. Desværre ville der stadig være mange jeg ikke kendte og det uvidene er altid modbydeligt. Jeg hørte larm neden under og viste at min far var stået op, da han skulle på arbejde. Jeg satte mig op i sengen og ventede til der blev stille, før jeg begyndte at tage tøj på. Der lå nogle slidte bukser på en stol for enden af værelset, som jeg tog på. Jeg fumlede lidt med strømperne og til sidst tog jeg en sort T-shirt på. Jeg gik ud på gangen og ned af trapperne, huset var så stille at det næsten var ubehageligt. Der blev banket på døren og uden at skynde mig ned, hørte jeg døren blive åbnet. "Hey, er du stået op?" lød en mundter stemme som jeg genkendte som min ældste ven Taylor. En brun håret fyr, med et kæmpe smil så op på mig fra trappen. "Jeg har sagt at du ikke bare skal gå ind," sagde jeg irriteret og pegede på hans sko. Han undskyldte og tog skoene af, men jeg vidste godt at han ville gøre det samme igen næste dag. Taylor gik hen til det lille køkken bord og satte sig ned. 'Er du klar?' Spurgte han og begyndte at smøre et stykke brød som min far havde sat frem til mig. Jeg satte mig ned over for ham og tog et stykke brød, smurte det med smør og marmelade og så spiste jeg det imens han ævlede løs om hvor spændt han var. <div><br></div><div>Den første halve time var hurtig overstået. Vi skulle skrive vores navne på noget papir og gå rundt og snakke med hinanden. Jeg satte mig ved siden af en pige med skulderlangt brunt hår. Hendes blå øjne så op fra bordet og hun smilte et venligt smil. Om halsen havde hun en kæde, med en grøn sten for enden. Hun havde en sort t-shirt på og mørke cowboy bukser. 'Jeg hedder Robin,' Sagde jeg og smilte. 'Mit navn er Kristine,' sagde hun og så længe på mit ansigt før hun kiggede på Taylor der stod bag mig. 'Det er Taylor,' sagde jeg og sendte et undskyldende smil. Hun lo lidt. Taylor prikkede mig på skulderen, da læren kom ind. 'Hvor skal jeg sidde?' Spurgte han mig og så forvirret rundt. 'Der er en plads over ved ham der?' Sagde jeg og pegede på en sort håret dreng der sad alene. 'Men...' Sagde Taylor lavt, inden længere brok gik han alligevel der over og satte sig. 'Der var jeg heldig.' Sagde jeg og smilte til Kristine. 'Heldig?' Spurgte hun. 'Ja, at jeg ikke skal sidde ved ham,' sagde jeg til hende. Hun så op imod den sort håret fyr som Taylor fik sat sig ved siden af. 'Han ser da venlig ud?' Sagde hun undren. 'Ja, sikkert. Men han sidder bare og stirrer ned i bordet,' sagde jeg. Taylor snakkede til drengen, men drengen så ikke op. Jeg så undskyldene på Taylor og fik lidt dårlig samvittighed. Taylor så imod mig og trak på skulderen. Han sad 3 meter fra mig. Bordene var sat op som en heste sko, og vi sad over for hinanden. Jeg blev brat hevet ud af mine tanker da læren pegede på mig. 'Fortæl om dig selv.' Jeg rejste mig op og rømmede mig. 'Jeg hedder Robin. Jeg er 19 år gammel. Jeg bor sammen med min far. Jeg har ingen kæledyr, men har altid ønsket mig en hund,' folk grinte og jeg smilte selvsikkert. 'Ja tak,' sagde læren og pegede på den næste. Kristine rejste sig op og jeg satte mig ned. 'Jeg hedder Kristine. Jeg er 17 år, men bliver snart 18. Jeg bor sammen med min mor og far. Jeg har 3 kaniner, måske vil du have en Robin?' Sagde hun og smilte. Jeg grinte lidt og rystede på hovedet. Kristine satte sig og en ny pige rejste sig op. Hun havde kort lyst hår, et selvsikkert blik, øreringe. Hun havde en blå t-shirt på med et billed som jeg ikke kunne tyde. 'Jeg hedder Emma. Jeg er 19 år gammel, bor alene, og så arbejder jeg på baren om hjørnet.' Sagde hun og smilte. Hun så meget venlig ud når hun smilte. Hun satte sig ned og alle kiggede på en brun håret dreng der sad og tegnede. Emma slog sin albue ind i hans side. Drengen så op og rystede lidt af nervøsitet. 'J-jeg hedder Sam.' Sagde han og rejste sig op. Nogle af hans blyanter fladt ned på gulvet. 'Oh....' Sagde han og så trist rundt. Drengen ved siden af med brunt hår og lyse spidser, en ærmeløs sort t-shirt med røde bukser rejste sig op, satte sig på bordet, svingede benene over og trampede ned på gulvet, han samlede alle blyanterne op. 'Værsgo Sam,' sagde han. Han havde snakebit og smilte venligt. 'Jeg hedder Ryan,' sagde han selvsikkert og vinkede til alle. Sam så taknemmeligt på Ryan og virkede glad for at ingen så på ham mere. Han havde en grøn hættetrøje på der fremhævede hans grønne øjne. Jeg kendte allerede Ryan fra en tidligere skole, vi havde været gode venner, men en dag blev vi uvenner, hvis jeg husker rigtig var det fordi jeg overdrev og lavede et lille nummer til noget stort. Ryan satte sig på sin plads og så ikke et øjeblik på mig. Jeg sukkede lavt. Drengen ved siden af Ryan, var en sort håret dreng, med et stort smil. Han grinte lidt over Ryan og de virkede som gode venner. Han havde en lilla t-shirt på og rejste sig op. 'Jeg hedder Kevin, jeg er 19 år.' Sagde han kort og trak på skulderen. En lyshåret pige med blå øjne, i en orange hættetrøje rejste sig op. 'Jeg hedder Naru, jeg er 17 år.' Sagde hun og så genert rundt. Hun talte lavt og kiggede ned i bordet. Hun satte sig igen ned og turen kom til den sort håret fyr. Han så op og så lidt usikkert rundt. 'Jeg hedder Remus.' Sagde han uden at rejse sig op. Han havde en sort ærmeløs hættetrøje på, han trak hætten over hovedet og gemte sig lidt. Læren nikkede så og begyndte at tale. 'Hov, hvad med mig?' Spurgte Taylor der var blevet overset. Læren så på ham og undskyldte mange gange. 'Jeg hedder Taylor, jeg er 18 år gammel. Jeg har en hun kat ved navn Cleo.' Sagde han og smilte stort, før han satte sig ned igen. </div><div><br></div><div>Den første skole dag var heldigvis hurtig overstået. Jeg havde ikke noget jeg skulle nå så jeg satte mig på bænken ude foran skolen. Taylor sad lidt fra mig og snakkede om noget, som jeg ikke lyttede til. Pludselig rejste han sig op og smilte til en dreng der kom imod os. 'Hej Sam,' hilste jeg. Drengen ved navn Sam, så op og smilte over hele ansigtet. 'Oh, hej!' Sagde han og var ved at snuple over sine ben. Jeg rejste mig hurtig op og greb ham inden der skete noget. 'Pas på, det er glat! Er du okay?' Spurgte jeg bekymret. Jeg gik ham til skulderen og jeg var lidt imponeret over hvor høj han var. 'Jeg er okay,' sagde han og åndede lettet op over at der ikke var sket noget. Taylor stod lidt og så fra den ene til den anden. 'Det var godt nok heldigt!' Sagde jeg så og smilte til Sam. 'Ja. Tak,' sagde han og så væk. Jeg trak på skulderen og fik øje på Kristine bag ham, jeg løftede min hånd og vinkede til hende, men hun gik lige forbi os. 'Hvem var det?' Sagde Taylor og smilte til mig. 'Kristine?' Svarede jeg. Han så stadig forvirret ud. 'Fra vores klasse?' Svarede jeg. Taylor så undren på mig og jeg sukkede højt over ham. 'Så, Sam. Vil du med ned i byen?' Spurgte jeg. Sam nikkede og forsøgte at smile. </div><div><br></div><div>Gå gaden var fuld af mennesker der forsøgte at bytte julegaver og hvad de ellers havde for. Jeg forsøgte at gå uden om splatter af mudder, vand og sne. 'Så, hvad fik vi for af lektier?' Spurgte jeg, for at starte en samtale. 'Det ved jeg ikke,' sagde Taylor og snurrede rundt for at gå hen til en is butik. Jeg sukkede irriteret og gik efter ham, han stod med næsen presset imod glasset. 'To kugler tak!' Sagde han og pegede på den smag det skulle være med, efter få sekunder fik han stukket sin isvafel i hånden med to kugler. 'Skal I have noget?' Spurgte manden, jeg så ikke på ham. 'Bare en varm kakao, tak,' sagde jeg og fandt nogle penge frem, som jeg gav til manden for at få min kakao. Sam fik også en varm kop kakao. Vi gik lidt og valgte så at sætte os på en bænk i stilhed, hvis man kan kalde at puste på en varm kakao, at slupre og at smaske for stilhed. 'Vi skal skrive en stil,' sagde Sam efter lidt tid i stilheden. Taylor og jeg vekslede nogle blikke før vi kiggede undren på ham. 'Lektie. Vores lektie til imorgen,' sagde Sam og så længe på os. Hans blik tvilvede på om vi virkelige var egnet på holdet. 'Nå, okay. Tak,' sagde jeg og drak lidt af min kakao. 'Hvad skal den handle om?' Spurgte Taylor og slikkede på sin is, han var næsten nået til vaflen. 'Hvad vi har lavet før vi kom på holdet og hvorfor vi endte på det her hold,' svarede Sam og kiggede væk. Vi sad igen lidt i stilhed, da kakaoen var drukket og isen var spist, rejste Sam sig op. 'Jeg må hellere komme hjem og få skrevet den stil, vi ses imorgen,' sagde han og vinkede farvel. Taylor og jeg nikkede begge og mumlede et farvel. 'Jeg må også hellere komme hjem,' sagde jeg og rejste mig op. 'Okay, skal vi da skrive stilen hos dig?' Spurgte han. Jeg sukkede, men gav efter og lod ham følge efter mig. </div><div><br></div><div><br></div><div><div>- Mere kommer</div></div>Wolterhttp://www.blogger.com/profile/07747559411365190181noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2504424089850343643.post-59981089242060301102014-01-02T11:50:00.001-08:002014-02-25T23:56:01.677-08:00witches aren't real<div><br></div><div><div class="separator" style="clear: both;"><a href="https://lh4.googleusercontent.com/-3PWyoT0TzD0/Uwy2j9YQ9eI/AAAAAAAABNQ/waWWnWhCAvI/s640/blogger-image--1333364356.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" src="https://lh4.googleusercontent.com/-3PWyoT0TzD0/Uwy2j9YQ9eI/AAAAAAAABNQ/waWWnWhCAvI/s640/blogger-image--1333364356.jpg"></a><span style="font-family: 'Helvetica Neue Light', HelveticaNeue-Light, helvetica, arial, sans-serif;">Der havde altid været min mor og jeg, indtil min lille bror Aske blev født. Han havde kul sort hår og store grønne øjne som mig selv og min mor. Det var meget normalt i den tid vi levede i at vi ingen far havde. Min mor sagde at han var draget i krig i kongens navn, men han var aldrig vendt tilbage. Vi havde ikke særlig mange penge, men vi boede alligevel i et lille hus midt i byen. Aske var 5 år yngre end mig og derfor blev han altid i nærheden af min mor, når jeg blev sendt ud på arbejde for at tjene penge. Jeg skulle vaske andres tøj, handle ind, passe børn alt det en ung pige nu gør. Jeg var lige fyldt 10 år, og det blev svære at finde arbejde. Indbyggerne i byen blev mere fattig og vi gik en kold vinter i møde, jeg var derfor nødt til at tjene penge så vi alle kunne holde os i live. </span></div></div><div><br></div><div>Jeg sad ved bordet og spiste lidt brød da Aske løb hen til mig og snakkede om hvad han skulle lave idag. Han havde halv langt kul sort hår og slidt tøj på som var lidt for stort til ham, det var mit gamle tøj. Min mor satte sig en stol foran os og smilte til os. Hun havde langt sort hår og grønne øjne. Hun var tynd, utrolig tynd, jeg vidste godt at hun spiste mindre end vi gjorde så der var mere mad til os. Aske var lidt rundere i ansigtet og han nød alt maden. Jeg lignede min mor i ansigtet, tynd og samme øjne. Mit hår var kort og brunt. 'Pan, husk at tage en krukke med vand hjem idag, så I kan få et bad,' sagde min mor. Aske lavede en grimasse og jeg kunne ikke lade vær med at grine. 'Ja, det skal jeg nok mor,' sagde jeg og smilte. Jeg skyndte mig at fjerne mine ting og tage en krukke i hånden, inden jeg løb ud af døren. Der var mennesker ude på gaden. Vores lille by var fuld af liv. Børn der legede. Voksne der stod og snakkede. Alle mulige dyr gik rundt i blandt os. Det var en fredelig lille by og jeg kunne ikke forstille mig at der ville ske noget ondt her.</div><div><br></div><div>Jeg stoppede op og stirrede imod en røg sky, folk trak ind til siderne og igennem byen kom en stor flok ryttere. Jeg sprang ind til siden og holdt vejret. Da røgen endelig lagde sig en smule, kunne jeg se Aske løbe ud af døren med et stort imponeret smil. 'Pan, det er far!' Råbte han, og løb efter de fremmede rytter. Det var min skyld, jeg havde fortalt ham alle mulige eventyre om at vores far en dag ville komme hjem på en stor hest som han havde fået af kongen som tak for at havde redet kongeriget. 'Nej, Aske vent!' Lykkes det mig at råbe, jeg kæmpede med at komme op og ud af mit chok. Den lille sort håret dreng løb forsat efter de fremmed. 'Pan, hvad sker der?' Råbte min mor bekymret fra vores hus. 'Bare rolig, jeg henter ham!' Råbte jeg imens jeg forsøgte at smile. Jeg løb så hurtigt jeg kunne efter røgen og sporene af hestene, ud af landsbyen og ind i skoven.</div><div><br></div><div>Der var koldt og mørkt og jeg måtte hele tiden vende mig om i frygt for at en ulv ville få fat i mig. 'Aske!' Kaldte jeg imens jeg forsøgte ikke at snuble over mine egne ben. Jeg gik rundt i flere timer, søgte og kaldt efter min lille bror. Der var flere gange hvor jeg havde lyst til at give op. Jeg sukkere og satte mig ned på en stor sten, hvor kunne han være blevet af? 'P-pan!' Lød en kalden. Jeg vendte mig rundt og gik efter lyden af Aske's rystende stemme. 'Aske, hvor er du!?' Kaldte jeg, en smule mere vredt end det var meningen. Jeg mærkede en sten forsvinde under mig og pludselig faldt jeg forover. Jeg trillede videre til jeg ramte en sten med hovedet. Det dunkede og jeg kunne ikke se noget i nogle minutter. Der lød nogle pust og stønnen, og noget stort som trampede hårdt i jorden omkring mig. Jeg fik endelig kontrol over min krop og fik rejst mig om. Aske kom styrtene hen til mig, hylene imens han greb fast i min nakke med begge arme. Jeg løftede ham op og troede ikke mine egne øjne. Stenene rundt omkring os rejste sig op og stod på 4 ben. Deres forben lignede muskuløse menneske arme og deres bagben lignede tyndede dyre ben med poter. De var dækket i en tyk brunpels. De havde mås på ryggen og ned af armene samt nogle små sten. Deres ansigter lignede katte, små øjne øre, store munde med lange tænder og små horn i panden formet som sten. Der var mange af dem. I forskellige størrelser. En lille snappede ud efter os, med et sæt sparkede jeg den hårdt i siden og den fløj væk. Den skreg højt og flere sprang nu på mig. Jeg sparkede og slog alt hvad jeg kunne for at holde dem væk fra Aske og mig selv, men pludselig fik en af dem fat i min ene hånd. Jeg skreg højt, med den anden hånd slog jeg løs på dens ansigt, men det føltes at slå på sten. De kom nærmere og snart var hele mit tøj fuld af mås, jord og en underlig væske som jeg antog var savl. Jeg hørte Aske skrige bag mig og hyle hysterisk. Snart var det ude med os. De her sten monstre var alt for mange og alt for stærke. Jeg mærkede at mine kræfter hurtigt forsvandt, det lille monstre bed hårdere fat i min hånd og en smerte dunkede i mit hoved. En gren blev kaster imod monstrene fra siden og slog de fleste væk. Flere små grene blev kastet, og monstrene mistede intresseresen i mig og Aske. Jeg lagde min frie hånd på Aske's mund og tvang ham til at tie stille. I min anden hånd hang det lille monstre stadig, jeg frygtede at jeg snart ville miste min hånd, monstret vejede tungt og jeg var derfor tvunget til at have min hånd ned imod jorden. Det lille monstre knurrede og brummede af mig, som en vild hund, dog var den ikke større end en katte killing på nogle måneder. En skikkelse kom frem fra skoven, han havde en fakkel i hånden, han jog de fleste monstre væk, som om de frygtede ilden i hans hånd. Han bakkede hen imod os, så sig ned over skulderen og kastede et hårdt blik på monstret der havde bidt sig fast i min hånd. Med en hurtig bevægelse, snurrede han omkring, trampede hårdt på monstret, dens ansigt blev flækket i 2 store stykker. Der lød et hyl fra den og hurtigt blev den til livløs sten og mås. Min hånd blev fri, men den var øm og fuld af blod. Jeg greb min hånd til mig og så lettet og taknemlig op på den fremmed. Han havde en sort hat på, en lang mørk kappe, store støvler, brune slidte bukser, en hvid skjorte og et halsterklæde. Han havde kort sort hår under hatten og hans blik var is koldt. 'Jeg afleder deres opmærksomhed, så flygter i.' Sagde han med en mørk hæs stemme. Han løb ud imod monstrene, råbte af dem og svingede med sin fakkel. Jeg greb fat i Aske's hånd, tvang ham op på benene og så løb vi så hurtigt vi kunne. Jeg hev efter vejret, imens vi løb så hurtigt vores rystene små ben kunne. Alting susede for mine øre da vi endelig nåede skov kanten og indgangen til vores landsby. </div><div><br></div><div><br></div><div>Aske løb ind før mig, han kastede sig ind i vores mors arme og begyndte at græde helt hysterisk. Jeg lukkede døren bag mig og gled langsomt ned på det kolde gulv. Min hånd dukkede af smerte og jeg mærkede feberen stige. 'Hvad er der sket?' Spurgte vores mor bekymret og aede Aske over hans sorte hår. 'Monstre!' Fik jeg fremsagt. Hun spærrede sine øjne op og tyssede på os. 'Der findes ikke monstre, hold op med at lyve!' Sagde hun stregt og så anklagene på mig. 'Det er rigtigt! De var formet som sten og angreb os!' Hulkede Aske ind i hendes arme. 'Orh, Pan. Har du overbevist din lillebror om det?' Hun sukkede højt og bar ham ind i sengen. Der blev stille lidt. Jeg sad i mine egne tanker, det var ikke løgn. Jeg talte sandt. Monstrene angreb os og de bed mig. Min mor kom hen imod mig. 'Den bed mig!' Sagde jeg og viste min hånd imod hende. Såret var stadig frisk, men blodet var størktnet. Hun gispede og begyndte så at fumle rundt efter noget der kunne rense såret. Vi satte os ved bordet og længe var der en stilhed imellem os. Mine kinder brændte og en dunkede smerte hamrede i min hånd. 'Vil du ikke nok tro på mig?' Spurgte jeg lavt og mærkede tårerne presse sig på. 'Det er umuligt at tro. Og selv hvis det var sandt, så vil jeg bede dig om at holde det hemmeligt.' Hun sagde det lavt og så mig ind i øjnene. 'Hvis folk hører at I ser monstre vil de straks tage jer fra mig.' Sagde hun. Der var en blanding af panik og vrede i hendes ansigt. 'Jeg forstår.' Sagde jeg lavt og bed mig i læben af fortvivelse. </div><div><br></div><div>Jeg blev vækket af et højt skrig, jeg trak hurtigt en alt for løs skjorte på og løb ind til Aske, min mor stod og trøstene ham. Hun krammede ham ind til sig og tyssede på ham. Jeg så tårrerne trille ned af hendes kinder og måtte se væk. Der var gået 3 uger siden episoden med monstrene i skoven. Jeg havde fået et lille ar på min ene finger, men jeg sørgede for at ingen så det. Min mor havde fået mig til at love at holde det for os selv, men Aske var stadig for lille til at forstå. Så vi sagde til ham at det bare var noget han havde drømt. Men det endte med at han fik maridt og hver nat drømte han det samme. Det var blevet et stort problem og min mor var tæt på et nervesammenbrud. Jeg ventede til Aske lå under tæppet før jeg gik hen for at afløse min mor. Jeg klappede hende på skulderen og sætte mig så ved siden af Aske. 'De er virkelige.' Sagde han og trak tæppet op over hovedet. 'Nej, Aske. Det var bare en drøm.' Løj jeg og aede ham over hans sorte hår. Han vendte ryggen til mig og kort tid efter hørte jeg ham snorke. Jeg blev der resten af natten, og vogtede over ham. </div><div><br></div><div>5 år senere. </div><div><br></div><div>Der var gået 5 år og jeg stoppede aldrig med at tænke over monstrene fra skoven. Med tiden blev jeg i tvivl om det var en drøm eller virkeligt. Jeg havde stadig såret på min finger. Aske havde glemt alt om det og ingen af os nævnte det mere. Jeg stod ved brønnen og hev en spand op med vand. En sten ramte mig på ryggen, men jeg lod som ingen ting. 'Du har ingen far!' Råbte en dreng og kastede endnu en sten. Jeg valgte at ignorre ham og fik endnu en sten i ryggen. Børnene i byen skulle bruge deres fritid på noget og det valgte de så at lade gå ud over mig. De råbte noget forskelleligt hver dag, men oftes var det at jeg ingen far havde. 'Hov, hold op med det!' Råbte Aske og samlede en sten op som han kastede efter drengene. Der lød latter og så blev der stille. Aske løb hen til mig og gik ved siden af mig. 'Sådan nogle møg unger,' sagde han irriteret. Jeg fniste lidt af ham. Han var lige blevet 10 år og han gik mig allerede til skulderen. Han tog spanden ud af mine hænder og gik med den. Han voksede så hurtigt og var allerede blevet så stærk. Nogle gange undrede jeg mig over hvor gammel han selv troede han var. 'Hvad er så sjovt?' Spurgte han og hans alvorlige ansigt blev til et nysgerigt barne ansigt igen. Jeg aede ham over håret og rystede bare på hovedet. </div><div><br></div><div><br></div><div>- DER KOMMER MERE</div><div><br></div><div><br></div><div><br></div><div><br></div>Wolterhttp://www.blogger.com/profile/07747559411365190181noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2504424089850343643.post-74979905053880345902013-12-12T15:34:00.001-08:002014-08-02T10:54:17.518-07:00become a child again at Christmas-time.<div class="separator" style="clear: both;">
<a href="https://lh5.googleusercontent.com/-cm0eXh9Rh4o/UqpIETo9NrI/AAAAAAAABNA/0agD0Dx85LM/s640/blogger-image-1414139179.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" src="https://lh5.googleusercontent.com/-cm0eXh9Rh4o/UqpIETo9NrI/AAAAAAAABNA/0agD0Dx85LM/s640/blogger-image-1414139179.jpg"></a></div>
<div class="separator" style="clear: both;">
<br></div>
<div class="separator" style="clear: both;">
"Pas på ellers kommer du på jule mandens uartie liste," sagde en mor til hendes dreng i butikken. Jeg prikkede min kammerat i siden og vi fniste begge to, moren gav os et vredt blik og meget hurtigt kom vi væk fra hende. 'Tænk at folk stadig bruger den trussel,' grinte jeg. Min kammerat grinte lige så højt. 'Ja, fjolser!' Sagde han. 'Vi var sikkert lige så dumme,' sagde jeg og grinte lidt. 'Hvornår opdagede du at det hele var fup?' Spurgte han. Jeg trak på skulderen. Lod som om jeg ikke huskede det. Men selvfølgelig huskede jeg det. Jeg boede hos min far dengang jeg var lille, han arbejde altid meget og engang kom han ikke hjem, jeg ventede oppe hele natten, håbede på at julemanden ville komme med ham i sin slæde, men der skete ingen ting. Det var juleaften og jeg var helt alene. Nogle dage efter fandt jeg ud af at han var blevet påkørt af et tog. "Robin?" Sagde min kammerat. Jeg blinkede og kom tilbage til nuet. Jeg smilte og forsøgte at glemme de dårlige minder. "Er du okay?" Spurgte han. Jeg sad lidt og kiggede på ham. Vi var lige højde og lige gamle, faktisk havde vi begge fødselsdag i samme måned, præcis samme dag og år. Det var en anelse uhyggeligt, men det var heldigvis det eneste vi havde til fælles. Jeg havde lyst hår og han havde brunt hår. Mine øjne var blå og hans var grønne. Han havde en grøn T-shirt på og sorte bukser. Jeg havde mørke blå bukser på og en grå hætte trøje. Jeg kørte en fingre igennem mit korte hår og sukkede. "Jule tiden er bare ikke mig," sagde jeg. "Samme her," sagde han. "Du, Taylor. Hvor skal du fejre fødselsdag i år?' Spurgte jeg. Han trak på skulderen. "Vi kunne lave noget sammen?" Spurgte jeg. "God ide!" Sagde Taylor og smilte stort. "Men først," sagde han og stak en plade dyr chokolade under jakken. Jeg vidste godt at det var forkert, men alligevel stoppede jeg ham ikke. Vi nåede ud i sikkerhed og fik delt chokoladen. "Nu ender vi sikkert på uartig listen," grinte vi. Vi sad lidt i stilhed. Vi havde kendt hinanden i nogle måneder, derfor vidste vi ikke særlig meget om hinanden. "Jeg ønsker mig forresten penge i gave," sagde Taylor tyggede på lidt chokolade. "Hvad spare du op til?" Spurgte jeg ivrigt. "Jeg vil væk fra det her sted!" Sagde Taylor og så op i himlen. Jeg fulgte hans blik og mærkede pludselig kulden om os. Jeg fandt en sort hat frem fra min lomme som jeg tog på. "Og du?" Sagde han. "Mig, hvad?" Spurgte jeg fraværene. "Hvad ønsker du dig?" Spurgte Taylor. Jeg trak på skulderen. "Ved du det ikke?" Spurgte Taylor. Jeg var længe holdt op med at ønske mig ting. Jeg rystede på hovedet og forsøgte at smile. "Trist," sagde Taylor. Der var igen tavshed imellem os. Vi sad længe, selv til butikkerne havde lukket. Da vi var helt alene, rejste vi os op og skulle til at gå hver til sit. "Ses vi imorgen?" Spurgte jeg. Taylor nikkede. Der lød en klokke, meget fjern. Vi stoppede begge op. Klokken slog igen, men denne gang lød den højre. Vi vendte os rundt og så forvirret rundt. Pludselig en meter fra os, stod en tom kane, med rensdyr foran. "Hvor kom den fra?" Spurgte Taylor. Jeg stod helt stille og så på hvordan Taylor gik hen og klappede en af rensdyrene. "Hvad laver du?" Hviskede jeg. "Hvorfor hvisker du? Vi er helt alene," grinte Taylor. Jeg greb fat i hans hånd. "Pas på, de bider sikkert," hviskede jeg. Taylor sukkede og gik op i kanen. "Hvad fanden laver du!?" Hviskede jeg. En af rensdyrene trampede i jorden, så jeg sprang 2 cm op. Jeg løb hen til Taylor og trippede nervøs. "Slap af, det er sikkert fake," sagde Taylor og smilte. Jeg kravler ind til ham og satte mig ned ved siden af ham. Mit hjerte hamrede og jeg så mig nervøs om. Taylor greb fat i rebene til rensdyrene og grinte. "Flyv Rudolf!" Råbte han. "Nej, lad vær!" Råbte jeg og greb fat i hans hænder. Rensdyrene trampede i jorden og med et ryk løb de afsted. Taylor og jeg greb begge fat i rebene og skreg. Jeg lukkede øjnene hårdt i.</div>
<div class="separator" style="clear: both;">
<br></div>
<div class="separator" style="clear: both;">
En kold vind slog imod mit ansigt. Jeg klemte mine fingre hårdt om Taylor's kolde fingre. 'Kom nu åbne dine øjne.' Grinte Taylor og skubbede til mig, med sin skulder. Jeg rystede på hovedet. 'Hvorfor ikke?' Blev han ved. Jeg åbnede det ene øje på klem og gispede. 'Vi flyver!!?' Skreg jeg og rystede af skræk. 'Ja, er det ikke fantastisk!?' Råbte Taylor glad. Jeg stirrede på ham, og greb så fat i hans arm og rykkede mig helt ind til ham, imens jeg lukkede øjnene hårdt i. 'Hvorfor lukker du øjnene!?' Sagde Taylor. 'Jeg har højdeskræk!!' Skreg jeg og gemte mit ansigt imod hans skulder. </div>
<div class="separator" style="clear: both;">
<br></div>
<div class="separator" style="clear: both;">
MERE KOMMER </div>
<div class="separator" style="clear: both;">
<br></div>
<div class="separator" style="clear: both;">
<br></div>
<div class="separator" style="clear: both;">
<br></div>
<div class="separator" style="clear: both;">
<br></div>
<div class="separator" style="clear: both;">
<br></div>
<div class="separator" style="clear: both;">
<br></div>
<div class="separator" style="clear: both;">
<br></div>
<div class="separator" style="clear: both;">
<br></div>
<div class="separator" style="clear: both;">
<br></div>
<div class="separator" style="clear: both;">
<br></div>
<div class="separator" style="clear: both;">
<br></div>
Wolterhttp://www.blogger.com/profile/07747559411365190181noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2504424089850343643.post-36710986570262408952013-11-11T03:11:00.001-08:002013-12-12T04:48:12.116-08:00PhotographerJeg var bare en simpel mand der lige var flyttet i lejlighed med min bedste ven. Vi havde snakket om det siden vi var små børn og endelig tog vi skridtet. Lejligheden var lille, og pengene vi tjente var små, men vi kom igennem dagligdagen uden skænderiger. Taylor var en måned ældre end mig, men han opførte sig yngre, og oftes måtte jeg være den voksne. Han lå på sofaen hele dagen, og hvis der opstod et problem trak han bare på skulder og så løste problemet af sig selv. Han var så afslappet at jeg tit undrede mig over om han overhovedet kunne blive nervøs og stresset. Han arbejde i en bar om aften og det var utroligt at han ikke kom fuld hjem. Man skulle dog vende sig til lugten, ellers var der ikke noget problem. Taylor tjente de fleste af vores penge og det var oftes ham der betalte for vores mad. Jeg selv var fotograf. Jeg havde min egen hjemmeside og en stor venne kreds så kunderne kom i ny og næ. Men det var utrolig stressende at jeg aldrig havde penge nok.<br />
<div>
<br /></div>
<div>
Da vi flyttede sammen for et halvt år siden, var det mig, Taylor og hans orange kat ved navn Oliver. Det var ham der betalte for det meste, så det var fint med mig at der fulgte en kat med. Så havde han også en ven at snakke med når jeg var ude på fotojagt. Jeg fik en indflytter gave af Taylor, da vi flyttede sammen. Jeg havde desværre ikke pengene til en gave til ham, og vi havde ikke planlagt noget, så jeg blev meget overrasket. Dog havde jeg regnet med en lille ting, men intet var lille når det kom fra Taylor. Drengen var umulig at forudse ting med. Og umoden som han var, rakte han mig en sort schæffer hvalp. <br />
<br />
<br />
MERE KOMMER<br />
<div>
<br /></div>
<div>
<br /></div>
<div>
<br /></div>
<div>
<br /></div>
</div>
Wolterhttp://www.blogger.com/profile/07747559411365190181noreply@blogger.com0