Der var engang en lille ulve flok ude i skoven. Mor ulven forsøgte at finde mad og forsørge sine 2 hvalpe. Den ene hvalp havde et rødt skær og den anden havde et brun skær. De var ikke brødre, men det tog de sig ikke af. De legede sammen og fik dagen til at gå sammen. I deres øjne var de brødre. Men en dag fandt moren et lille menneske i skoven. Hun viste at menneskerne snart ville lede efter den. Så hun ignorerede barnet. Men de to hvalpe gav sig til at lege med barnet, og sådan fulgte barnet efter dem. Året gik og de levede sammen som en lille familie. Drengen lærte deres sprog og forstod dem bedre end nogen anden. Men deres lykke blev snart ødelagt. Menneskene fandt frem til ulvene og uden nåde slog de moren ihjel. De to unge hvalpe stak af, men inden de helt forsvandt, så de hvordan de tog deres bror fra dem. Den lille dreng var dækket i blod og pels, han knurrede af dem, men imod sin vilje slæbte de ham med tilbage til deres by.
10 år efter.
Jeg vågnede op, med et sæt. Jeg havde endnu en gang haft den drøm. Jeg drømte at jeg var blevet slæbt væk fra min familie. Jeg kløede mig i nakken og rystede mig kort. Jeg trak min hvide skjorte på og nogle brune bukser, jeg trak mine seler op og så mig kort i spejlet. Mit hår var kort og havde et gult skær. Jeg snøftede, og tørte noget savs væk fra mundvigen. Jeg åbnede døren og løb uden for. Jeg snurrede rundt og lod den varme sol ramme mit blege ansigt. Jeg standsede og trak kappen op som jeg havde om halsen. "Nøj, se lige rødhætte." Grinte en stemme bag mig. Jeg vendte fronten imod Kevin's smilene ansigt. Han var et hoved højre end mig, selvom han kun var 2 år ældre. Han var den stærkeste dreng i byen og den der straks ville forsvare den med sit liv. Han løftede sin hånd og trak min hætte ned. "Du ser tåbelig ud med dén på." Smilte han og aede min kind. Han var altid så kærlig over for mig. Jeg tog fat i hans hånd og holdte den. Mine blå øjne mødtes hans blå øjne. "Har ulven taget din tunge?" Smilte han og vred sig løst. Jeg trak på skuldren og tog hætten op igen. Der var noget ved den røde farve. Jeg havde det meget bedre når den var tæt på mit ansigt. Kevin tog min hånd og trak mig afsted. "Den ældste sagde at Englands prins vil komme forbi i dag." Sagde Kevin stolt. "Forbi?" Spurgte jeg. Min stemme var så lille og svag i forhold til hans. Han så sig over skuldren og nikkede. "Ja. Han rider igennem landet og laver et lille stop her. Vi må hellere få vasket dit ansigt." Sagde han og smilte. Jeg sænkede mit blik. Hans hånd var varm og forsøgte at flette mine fingre imellem hans. Han lod mig gøre det. Et smil spredte sig på mine læber. Vi gik igennem landsbyen, uden nogen lagde mærke til os. Jeg var en simpel dreng, måske en smule underlig. Kevin var søn af den høvdingen og var derfor den næste til at bestemme over byen. Han elskede vores by. Men nogle gange blev jeg jaloux. Man kan vel godt sige at jeg er forelsket i Kevin. Selvom han er en dreng og byen nok vil have noget imod det.
Kevin stod over en spand og pjaskede kold vand i sit hoved. Jeg sad på en bænk, der var alt for høj til mig. Mine ben rørte ikke jorden og derfor sparkede jeg dem frem og tilbage. Jeg beundrede Kevin af hele mit hjerte. I smug så jeg ud af øjenkrogen. Han havde kort sort hår. Mørkt som natten. Hans ansigt var blidt og hans øjne så blå som himlen. Han havde en sort skjorte på, med en læder vest. Hans bukser var sorte og hans støvler var sorte. Han var meget sort, men det klædte ham. Han så ud af øjenkrogen og vores blikke mødtes. Jeg så hurtigt væk og blev rød i hovedet. "Man kalder dig vist ikke rødhætte for ingen ting?" Sagde han drillende og kom hen for at prikke mig på kinden. Jeg så på ham, men mine øjne forsøgte at se bag ham. Imod skoven. Som lille havde jeg tit listet mig ind i skoven, men Kevin havde altid trukket mig med tilbage. "Hvad tror du der sker hvis vi går der ind?" Spurgte jeg og smilte ivrigt. Kevin fulgte mit blik og sukkede. "Du ved godt at det er for farligt for dig at være ude i skoven!" Sagde han bestemt og begyndte at gå imod landsbyen. Jeg stirrede imod skoven. Håbede at noget farligt ville hoppe ud og slæbe mig med ind i skoven. Kevin samlede en lille sten op og kastede den på mig. Jeg drejede hovedet og så irriteret på ham. Men så fulgte jeg efter ham. Jeg stoppede dog kort op og så mig over skuldren. Det var som om nogen kaldte på mig.
Prinsen af England kom i en vogn, med 4 heste. Der var mange rider omkring ham. Han var en høj spinkel dreng, med et kønt ansigt. Hans øjne var grønne og hans hår var sort. Jeg smilte dog en anelse. Det var ikke nær så smukt som Kevin's hår. Prinsen gik imod Kevin og de gav hånd. Jeg stod ved siden af og skulede jaloux på ham. Han opdagede mit blik og stirrede tilbage på mig. Kevin jog en albue i siden på mig og jeg bukkede hurtigt for Prinsen. Så gik de inden for. Jeg stod længe og kiggede på den lukkede dør foran mig. Jeg kunne høre dem grine og snakke. Ganske langsomt forsvandt folkene omkring mig. Det blev langsomt mørkt og imens det blev koldere blev jeg mere vred. Kevin havde været derinde i lang tid. Til sidst fnøs jeg og gik imod min hytte. På vejen stoppede jeg dog op. Jeg stivnede. Gule øjne i mørket stirrede på mig. Sultne. Jeg stod helt stille imens jeg holdte øje med dem. Jeg holdte vejret da den enorme ulv tog et skridt imod mig. Dens ansigt så ungt ud og den logrede en anelse med halen. Den stoppede op foran mig, lagde hovedet på skrå og så nøs den direkte på mig. Jeg hev forskrækket efter vejret og faldt baglæns. Ulven tog nogle skridt bag ud i forskrækkelse. Den ventede lidt. Så tog den endnu et skridt imod mig. Den lavede nogle pive lyde og så nærmest trist ud. Jeg var lammet af skræk til at kalde efter hjælp. Ganske langsomt snurrede ulven rundt og løb ind i skoven. Jeg ved ikke hvor længe jeg lå dér, men pludselig stod Kevin ved siden af mig. Han trak mig op og hjalp mig inden for. Jeg må ha grædt og rystet, for han havde bedt mig om at slappe af.
Der gik nogle dage før jeg turte bevæge mig uden for. Jeg lå mest i sengen og kiggede ud af vinduet ved min seng. Kevin kom tit på besøg og forsøgte at tale med mig. Han troede vel nok at jeg bare skabte mig for at få opmærksomhed. Da jeg endelig kom uden for igen, var Prinsen kommet på besøg igen. Denne gang ville jeg ikke byde ham velkommen. For jeg følte ikke at han var velkommen. Han lavede ikke andet end at stjæle min Kevin. Jeg sad uden for og ventede. Den røde hætte varmede godt omkring mig. Pludselig trådte en ulv frem foran mig. Den her virkede større og mere rolig. Natten havde ikke sænket sig og jeg kunne se at den havde et brunt skær. Ulven stirrede længe på mig. Da jeg fik mig rejst, knurrede den med blottet tænder. Jeg stoppede helt op og holdte vejret. Ganske langsomt kunne jeg se at den ikke kiggede på mig. Jeg fulgte dens blik og fik øje på Kevin der stod med et sværd. Hans blik var rettet imod ulven og jeg viste at han ville dræbe den. Jeg vendte mig imod ulven igen, forsøgte at fange dens blik, imens alt inden i mig skreg at den skulle løbe. Ulven lagde sine øre ned og så på mig. Så snurrede den rundt og løb ind i skoven. Kevin løb efter den, men stoppede op ved min side. "Hvad var det!?" Udbrød han i chok. Jeg kiggede efter ulven. "En brun ulv." Sagde jeg roligt. "Sluder! Ulve bliver ikke så store!" Sagde han vredt. Jeg trak på skuldren. "Hvad vil du så kalde det? En hest?" Spurgte jeg og trak på smile båndet. Han så irriteret på mig. "Hvorfor tager du det så roligt!?" Råbte han. Nogle folk stak hovederne ud og spurgte hvad der forgik. Jeg trak på skuldren. "Fordi det var spændene...." Sagde jeg lavt. Kevin sukkede over mig og gik imod sit folk. Jeg vendte ham ryggen og så imod skoven. Noget farligt var kommet ud af skoven. Men en ulv? Jeg fniste lidt og løb så efter Kevin.
Pga ulven ville Kevin ikke sende prinsen hjem. Det ødelagde straks mit humør. Kevin blev hans personlige vogter og havde mindre tid til mig. Jeg listede rundt ved kanten af skoven og ventede spændt på ulven, men kun når Kevin sad inden for sammen med prinsen. Det skete at den mindre ulv kom forbi i smug og jeg fik kastet noget kylling ind til den. Det virkede som om den var helt vild med kylling. Den større og mere forsigtige ulv virkede ikke speciel glad for maden jeg kastede til den. Den stod bare og holdte øje med mig og alt hvad der var omkring mig. Det blev dog først et rigtigt problem den dag Kevin opdagede at jeg fodrede ulvene. "De er ikke hvalpe, men farlige dyr med hugtænder!" Råbte han. Jeg sænkede hovedet og følte mig dum og lille. "Er du ude på at blive slået ihjel!?" Råbte han vredt. Jeg rystede på hovedet og mærkede hvordan tårerne trillede ned af mine kinder. Kevin tog sig til panden og sukkede dybt. Så bøjede han sig ned og krammede mig hårdt. "Forstår du ikke at hvis de uhyre slog dig ihjel, ville jeg føle dyb sorg?" Hviskede han. Jeg begyndte at hulke. "De vil slå uskyldige ihjel. Lad dem være i fred og lad mig om at lokke dem frem." Sagde han og trak sig lidt væk fra mig. Han så ned på mig og aede min kind. "H-Hvad vil du gøre ved dem?" Fik jeg hulkene spurgt om. Han så væk. "Kevin??" Tiggede jeg. "Vi hakker deres hoveder af." Sagde han koldt. Jeg fik kvalme og bakkede væk fra ham.
Næste morgen sneg jeg mig ud af sengen. Kevin havde sovet hos mig, jeg skyndte mig uden for uden han opdagede noget. Jeg tog et skridt ind i skoven og trak min hætte op. Pludselig begyndte jeg at små løbe. Jeg kunne høre dem omkring mig. De løb igennem krattet. Hurtige. Deres kroppe var tunge, og hvis de ville kunne de være lydløse. Jeg standsede op og satte min brune kurv på jorden. Jeg åbnede den ganske let og duften af kylling spredte sig. Den røde ulv sprang frem fra sit skjul. Den logrede voldsomt med halen og pev lykkeligt. Den ældre ulv stod gemt bag et træ. Jeg tog et skridt imod ulven, imens min arm var rettet imod den. "Jeg gør dig intet." Sagde jeg blidt. "Det ved jeg." Gøede ulven glad og tog et skridt imod mig. Jeg stivnede. Havde den snakket til mig? En pil fløj igennem skoven og ramte forbi ulven. Den vendte sig imod færten af mennesker og knurrede voldsomt. Kevin stod med en bue nogle meter fra ulven. Hans blik var vredt og jeg viste at det var min skyld. Han tog endnu en pil frem og sigtede imod den røde ulv. Den brune ulv sprang frem og knurrede voldsomt af Kevin. Men pilen fløj afsted. Jeg sprang ind foran den røde ulv og pilen ramte mig. Jeg udbrød et skrig af smerte og inden i skreg jeg at de skulle flygte. Ulvene tøvene, men så løb de afsted. Kevin kom løbene hen imod mig. "Hvad fanden laver du!?" Råbte han og trak pilen ud af min arm. "Du får ikke lov til at gøre dem ondt." Hviskede jeg svagt. Kevin bed tænderne sammen og så vredt ned på mig. Han pressede sin tommeltot ned i mit sår og en smerte jog igennem mig. Alting blev sort.
Jeg vågnede op i en blød og varm seng. Ganske langsomt gik det op for mig at det var Kevin's hus. "Er du okay?" Spurgte en stemme. Jeg fik øje på prinsen der sad ved siden af sengen og holdt øje med mig. Jeg gav ham et irriteret blik. "Kevin sagde at han havde skudt dig...?" Spurgte prinsen. Jeg fnyste. "Jeg sprang ud foran ham." Sagde jeg halv flovt. "Hvorfor?" Spurgte prinsen og et smil spredte sig på hans læber. "Han ville slå ulven ihjel." Hviskede jeg trist. Prinsen lagde hovedet på skrå. "Ulven?" Hviskede han. Jeg nikkede. Der var tavshed imellem os. "Mit navn er Sam." Sagde han og smilte til mig. Jeg himlede med øjnene. Jeg vidste da godt hvem han var. Kæreste stjæleren. Han lagde hovedet på skrå. "Har jeg gjort dig noget?" Spurgte han en smule såret. Jeg bed tænderne sammen og gik helt tæt på hans ansigt. "Kevin.. Er.. Min.." Sagde jeg sammen bidt og truende. Prinsen hævede et øjenbryn. "Bevares." Sagde han. Jeg fnyste og så væk igen. Kevin trådte ind af døren. "Nå. Lille rødhætte er du vågnet op?" Spurgte han og forsøgte at smile. Han så træt ud. Jeg lyste op i et smil. "Kevin!" Udbrød han. Prinsen flyttede sig. "Nu skal jeg gøre plads." Sagde han og små smilte. Kevin så undren på ham, men satte sig så ved siden af mig. "Du er heldig. Ulvene er sporløst forsvundet." Sagde han og så mere træt ud. Jeg smilte endnu mere. "Så du har ikke slået dem ihjel?" Han rystede på hovedet. Men et lille smil spredte sig på hans læber. "Er de i sikkerhed?" Spurgte jeg og mit hjerte begyndte at hamre. "Kongen har sendt rider ud for at slå dem ihjel." Det lød mig koldt ned af ryggen. "Nej." Hviskede jeg. Så så jeg hadefuldt over på prinsen. "Nej!" Råbte jeg.
Kevin havde forsøgt at holde mig inden for, men ved et held havde jeg fået fat i en pande og slået ham bevidstløs. Jeg kastede den imod prinsen og løb så ud imod skoven. Jeg måtte advare dem. Jeg havde hørt den mindste af dem snakke. Måske de kunne forstå mig. Jeg var nødt til at forsøge. Men skoven var stor og der gik længe for jeg standsede op. Jeg hev efter vejret og ømmede mig over mine kolde tær. Jeg fik sat mig ned på en træ stump og begyndte at fjerne små stumper af grene og hvad der ellers havde sat sig på mig. Jeg sukkede højlydt og gav mig til at græde. "Hvad græder du for?" Spurgte en kæk stemme. Jeg så op og fik øje på den røde ulv. Den logrede glad og stak tungen ud for at slikke sig drilsk om munden. Jeg fløj op. "Er du her virkelig?" Spurgte jeg og rakte en hånd imod den. Ulven nikkede glad. "Lucas er her også." Sagde ulven og rettet blikket imod den større ulv. Den brune ulv ved navn Lucas lagde hovedet på skrå og kom imod mig. Jeg smilte glad til ham. "Hvor har du gjort af jægeren?" Spurgte Lucas. "Kevin? Jeg slog ham omkuld inden jeg løb her ud." Sagde jeg og sank blikket. "Du stinker af ham." Sagde den røde ulv og nøs. Jeg trak min hånd til mig og undskyldte. "Hvis jeg ser ham igen, så brækker jeg nakken på ham!" Sagde Lucas vredt. Den røde ulv nikkede ivrigt. Så stødte han snuden imod mit sår. "Gjorde det meget ondt?" spurgte han og pev en smule. Jeg løftede min fri hånd og aede hans tygge pels. "Nej." Løj jeg. "Taylor, hold lidt afstand" Sagde Lucas og bag ham. Taylor så sig over skuldren på Lucas. "Men, han er uskadelig. Det sagde du selv." Brokkede Taylor sig. Jeg fniste lidt over dem. "Hvad kan det være at jeg kan forstå hvad I siger?" Spurgte jeg. Ulvene så overrasket på mig, så sænkede de begge blikket. Trist. "Har du glemt det hele?" Spurgte Taylor og pev. Jeg trak på skuldren. "Du var vores bror. Men menneskerne slog vores mor ihjel og tog dig med til byen." Sagde Lucas og hans blik blev vredt. Jeg stivnede. Det forklarede alle mine drømme. Alle mine tanker. Hvorfor jeg følte mig så tom inden i. "Men nu hvor vi har fået dig tilbage, så kan vi stikke af." Sagde Taylor glad. "Stikke af?" Hviskede jeg. En smerte jog igennem mig. Hvad så med Kevin? Hvis han kunne se at ulvene ikke var onde, ville han måske lade dem være i fred.
Jeg tog ulvene med tilbage til byen, men inden jeg trådte ind på grunden stod Kevin foran mig, med sin bue rettet direkte imod mig. "Kevin...." Hviskede jeg lavt. Han havde fået et sår ved højre øjenbryn. Noget sagde mig at han ikke havde tilgivet mig. Prinsen stod bag Kevin, dog sår løs. Sikke en skam. Jeg slog ud af armene og dækkede for ulvene. "De er mine brødre." Sagde jeg og holdt blikket rettet imod Kevin. "Vi er kommet for at lave fred." Sagde jeg og så imod prinsen. Prinsen stirrede på ulvene bag mig. "Han er gal." Blev der sagt omkring Kevin fra bønderne der havde listet sig ud for at se hvad der forgik. "Lad os komme væk." Lød Lucas stemme bag mig, ingen af de andre lod til at høre ham. Jeg så mig over skuldren. "Hvorfor?" Spurgte jeg Lucas. Den brune ulv trippede frem og tilbage, bange. Jeg knep øjnene sammen. "Hvad kan du lugte?" Spurgte jeg en smule nervøs. Taylor gik ind foran Lucas og hen til mig, hans hoved var sænket. "Mennesker. Mange mennesker, de er på vej imod landsbyen." Sagde han uroligt. Jeg så imod Kevin. "Vi er ikke jeres fjender! Vi vil jer intet ondt!" Råbte jeg i panik. Lucas knurrede bag mig. "Tal for dig selv. Jeg vil gerne brække hans nakke." Lød hans stemme. "Du taler med dem?" Lød Kevin's stemme. Jeg så ind i hans blå øjne. De var fulde af vrede og fortvivlelse. Prinsen lagde sin hånd på Kevin's skulder og hviskede ind i hans øre. Jeg tog et skridt frem af jalousi. "Rør ham ikke!" Råbte jeg vredt. Ulvene knurrede bag mig fordi min stemme blev hævet. Prinsen tog straks et skridt tilbage. "Du er ikke velkommen her længere." Sagde Kevin og bøjede sit hoved. Han sigtede buen imod Taylor og pilen fløj afsted. Lucas sprang frem fra sit skjul og bed sig fast i Kevin's skulder. Der lød et knæk og et skrig. Kevin trak sin dolk fra og hamrede den ind i skulderen på den store ulv. Jeg vendte mig rundt og så at pilen havde landt foran Taylor's poter. Taylor stod helt stille med lukket øjne. "Er jeg død?" Spurgte han. Så åbnede han det ene øjne og så ned på pilen, han logrede glad. "Jeg lever!" Udbrød han henrygt. Jeg vendte mig rundt. "Nej! Lucas! Stop! Han ramte ikke Taylor! Det var en advarelse! Slip ham!" Råbte jeg og løb imod dem. Lucas holdte stadig fast i Kevin's skulder, han løftede sit pote og hamrede den ned på Kevin's hånd som holdte dolken. Dolken fløj ud af hans greb. Prinsen kastede sig frem og samlede den indsmurte dolk op. Han løb imod Lucas og hævede dolken. Min hånd ramte ham på kinden og han faldt bag over. Jeg vendte mig rundt og knurrede af Lucas, som straks gav slip. Han trak sig væk og humpede ind i skoven. Jeg så dog hvordan han slikkede sig om munden inden han forsvandt. Jeg bøjede mig ned over Kevin's lig. Tårerne trillede ned af mine kinder, min røde kappe faldt over Kevin's blod og den røde farve blev en smule mørkere. Prinsen fik rejst sig op og hævede dolken bag min ryg. Jeg blev siddede ved siden af Kevin, rykkede mig ikke ud af stedet. Taylor sprang hurtigt frem og væltede prinsen ned i mudret. Der lød et voldsom knurren og et knæk og jeg viste at prinsen var død. Taylor hjalp mig op på benene og fik skubbet mig afsted imod skoven. Vi forsvandt ind i mørket. Ulvene havde fået deres hævn og deres bror tilbage. Landsbyen blev lagt i ruiner og man ledte aldrig efter de 3 igen. Historien blev dog genfortalt. Men med tiden blev den lavet om. Kun 1 ting blev ved det gamle og det var den røde hætte.
Kevin havde forsøgt at holde mig inden for, men ved et held havde jeg fået fat i en pande og slået ham bevidstløs. Jeg kastede den imod prinsen og løb så ud imod skoven. Jeg måtte advare dem. Jeg havde hørt den mindste af dem snakke. Måske de kunne forstå mig. Jeg var nødt til at forsøge. Men skoven var stor og der gik længe for jeg standsede op. Jeg hev efter vejret og ømmede mig over mine kolde tær. Jeg fik sat mig ned på en træ stump og begyndte at fjerne små stumper af grene og hvad der ellers havde sat sig på mig. Jeg sukkede højlydt og gav mig til at græde. "Hvad græder du for?" Spurgte en kæk stemme. Jeg så op og fik øje på den røde ulv. Den logrede glad og stak tungen ud for at slikke sig drilsk om munden. Jeg fløj op. "Er du her virkelig?" Spurgte jeg og rakte en hånd imod den. Ulven nikkede glad. "Lucas er her også." Sagde ulven og rettet blikket imod den større ulv. Den brune ulv ved navn Lucas lagde hovedet på skrå og kom imod mig. Jeg smilte glad til ham. "Hvor har du gjort af jægeren?" Spurgte Lucas. "Kevin? Jeg slog ham omkuld inden jeg løb her ud." Sagde jeg og sank blikket. "Du stinker af ham." Sagde den røde ulv og nøs. Jeg trak min hånd til mig og undskyldte. "Hvis jeg ser ham igen, så brækker jeg nakken på ham!" Sagde Lucas vredt. Den røde ulv nikkede ivrigt. Så stødte han snuden imod mit sår. "Gjorde det meget ondt?" spurgte han og pev en smule. Jeg løftede min fri hånd og aede hans tygge pels. "Nej." Løj jeg. "Taylor, hold lidt afstand" Sagde Lucas og bag ham. Taylor så sig over skuldren på Lucas. "Men, han er uskadelig. Det sagde du selv." Brokkede Taylor sig. Jeg fniste lidt over dem. "Hvad kan det være at jeg kan forstå hvad I siger?" Spurgte jeg. Ulvene så overrasket på mig, så sænkede de begge blikket. Trist. "Har du glemt det hele?" Spurgte Taylor og pev. Jeg trak på skuldren. "Du var vores bror. Men menneskerne slog vores mor ihjel og tog dig med til byen." Sagde Lucas og hans blik blev vredt. Jeg stivnede. Det forklarede alle mine drømme. Alle mine tanker. Hvorfor jeg følte mig så tom inden i. "Men nu hvor vi har fået dig tilbage, så kan vi stikke af." Sagde Taylor glad. "Stikke af?" Hviskede jeg. En smerte jog igennem mig. Hvad så med Kevin? Hvis han kunne se at ulvene ikke var onde, ville han måske lade dem være i fred.
Jeg tog ulvene med tilbage til byen, men inden jeg trådte ind på grunden stod Kevin foran mig, med sin bue rettet direkte imod mig. "Kevin...." Hviskede jeg lavt. Han havde fået et sår ved højre øjenbryn. Noget sagde mig at han ikke havde tilgivet mig. Prinsen stod bag Kevin, dog sår løs. Sikke en skam. Jeg slog ud af armene og dækkede for ulvene. "De er mine brødre." Sagde jeg og holdt blikket rettet imod Kevin. "Vi er kommet for at lave fred." Sagde jeg og så imod prinsen. Prinsen stirrede på ulvene bag mig. "Han er gal." Blev der sagt omkring Kevin fra bønderne der havde listet sig ud for at se hvad der forgik. "Lad os komme væk." Lød Lucas stemme bag mig, ingen af de andre lod til at høre ham. Jeg så mig over skuldren. "Hvorfor?" Spurgte jeg Lucas. Den brune ulv trippede frem og tilbage, bange. Jeg knep øjnene sammen. "Hvad kan du lugte?" Spurgte jeg en smule nervøs. Taylor gik ind foran Lucas og hen til mig, hans hoved var sænket. "Mennesker. Mange mennesker, de er på vej imod landsbyen." Sagde han uroligt. Jeg så imod Kevin. "Vi er ikke jeres fjender! Vi vil jer intet ondt!" Råbte jeg i panik. Lucas knurrede bag mig. "Tal for dig selv. Jeg vil gerne brække hans nakke." Lød hans stemme. "Du taler med dem?" Lød Kevin's stemme. Jeg så ind i hans blå øjne. De var fulde af vrede og fortvivlelse. Prinsen lagde sin hånd på Kevin's skulder og hviskede ind i hans øre. Jeg tog et skridt frem af jalousi. "Rør ham ikke!" Råbte jeg vredt. Ulvene knurrede bag mig fordi min stemme blev hævet. Prinsen tog straks et skridt tilbage. "Du er ikke velkommen her længere." Sagde Kevin og bøjede sit hoved. Han sigtede buen imod Taylor og pilen fløj afsted. Lucas sprang frem fra sit skjul og bed sig fast i Kevin's skulder. Der lød et knæk og et skrig. Kevin trak sin dolk fra og hamrede den ind i skulderen på den store ulv. Jeg vendte mig rundt og så at pilen havde landt foran Taylor's poter. Taylor stod helt stille med lukket øjne. "Er jeg død?" Spurgte han. Så åbnede han det ene øjne og så ned på pilen, han logrede glad. "Jeg lever!" Udbrød han henrygt. Jeg vendte mig rundt. "Nej! Lucas! Stop! Han ramte ikke Taylor! Det var en advarelse! Slip ham!" Råbte jeg og løb imod dem. Lucas holdte stadig fast i Kevin's skulder, han løftede sit pote og hamrede den ned på Kevin's hånd som holdte dolken. Dolken fløj ud af hans greb. Prinsen kastede sig frem og samlede den indsmurte dolk op. Han løb imod Lucas og hævede dolken. Min hånd ramte ham på kinden og han faldt bag over. Jeg vendte mig rundt og knurrede af Lucas, som straks gav slip. Han trak sig væk og humpede ind i skoven. Jeg så dog hvordan han slikkede sig om munden inden han forsvandt. Jeg bøjede mig ned over Kevin's lig. Tårerne trillede ned af mine kinder, min røde kappe faldt over Kevin's blod og den røde farve blev en smule mørkere. Prinsen fik rejst sig op og hævede dolken bag min ryg. Jeg blev siddede ved siden af Kevin, rykkede mig ikke ud af stedet. Taylor sprang hurtigt frem og væltede prinsen ned i mudret. Der lød et voldsom knurren og et knæk og jeg viste at prinsen var død. Taylor hjalp mig op på benene og fik skubbet mig afsted imod skoven. Vi forsvandt ind i mørket. Ulvene havde fået deres hævn og deres bror tilbage. Landsbyen blev lagt i ruiner og man ledte aldrig efter de 3 igen. Historien blev dog genfortalt. Men med tiden blev den lavet om. Kun 1 ting blev ved det gamle og det var den røde hætte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar