The right hand of the Father.

Det var endnu et år hvor krisen var slem og der snart ville blive skåret ned i de ansatte. Man var tvunget til at møde på arbejde hverdag og håbe på at det ikke blev en selv der mistede sit job. Det var ikke fordi det var et fantastisk job, men det betale for min husleje, gav mig mad på bordet og tøj på kroppen. Man skulle arbejde fra tidlig morgen, til sent om natten og selv efter 4 år i dette job, kunne chefen stadig ikke se forskel på os. Måske var det fordi vi alle skulle have det samme tøj på, og aldrig blev talt til? Medmindre man skulle fyres, selvfølgelig. Her på arbejds pladsen var det en lov at have sorte bukser på, en hvide strøget skjorte, et sort slips og hvis man ville bemærkes, en sort blazer. Om det var sort, grå eller mørkeblå var faktisk lige meget, bare vi var ens. Vi havde hver vores eget lille kontor bestående af 4 små vægge op af hinanden, et lille skrivebord med hver vores computer. Nogle skuffer, vi selv kunne bestemme over og selvfølgelig en stol. Døren var et hul i vægen, dog var vores væge ikke højre end at vi lige kunne se over når vi sad ned. Det var som at gå i skole, her havde vi dog mere privat liv. Jeg vil ikke kede dig med hvad mit arbejde går ud på. Som sagt, det var bare et arbejde. Selvom jeg burde sætte pris på at jeg kunne arbejde her. 'Har du udfyldt papirerne, jeg gav dig igår?' Spurgte en stemme bag mig. Jeg bøjede mig tilbage i stolen og så mig over skulderen. 'Jeg er næsten færdig,' Svarede jeg. 'Hvis du bliver ved med at dagdrømme er du den næste der bliver fyret,' sagde stemmen, men lavere. Jeg vendte mig rundt og smilte muntert til fyren med det korte sorte hår og trætte øjne. 'Sam, du skal ikke bekymre dig om mig,' sagde jeg og lagde en hånd på mit hjerte. Sam rullede med øjnene, da han udemærket viste hvad jeg ville sige. 'Jeg hviler mit liv i guds hænder,' sagde jeg og kiggede op i loftet. 'Jaja,' sagde Sam opgivene. Jeg smilte til ham og vendte mig om imod mit arbejde.

Frokost pausen redede mig fra mit arbejde der havde givet mig hovedpine. Sam rakte mig en sandwich. 'Skinke og ost,' sagde han da jeg åbnede den for at tjekke. 'Tak,' sagde jeg og gav mig til at spise. 'Hørt noget nyt?' Spurgte Sam. Jeg rystede på hovedet. 'Hvad med dig?' Spurgte jeg. Han trak på skuldren og så væk. 'Hvad har du hørt?' Hviskede jeg og holdt vejret. 'Det er bare et rygte. Men de har tænkt sig at fyre 2 fra vores etage.' 'Seriøst!?' Udbrød jeg og spyttede en smule brød ud. Sam rykkede sig ud af skyde zonen og nikkede. 'Ved du hvem de har i kikkerten?' Spurgte jeg lavt. 'Uanset hvad så lær alting uden af,' sagde Sam og spiste resten af sin sandwich. Jeg nikkede og så på den halv spiste sandwich i mine hænder. Sam lagde en hånd på min skulder. 'Du skal ikke være nervøs,' sagde han og smilte. 'Det er jeg hellere ikke. Gud har valgt min skæbne. Hvis han mener at jeg er færdig her, så er jeg færdig,' sagde jeg og smilte. 

Efter arbejde skyndte jeg mig hjem. Jeg lavede hurtig aftensmad og gav mig til at læse reglerne og gen læse alle de opgaver jeg havde haft. Jeg havde aldrig lavet en fejl, men de detektiver havde nok fundet noget. Den store gråstribet nabo kat strøg sig forbi mine ben og jeg fór op. 'Hvordan er du kommet ind!?' Udbrød jeg og lagde en hånd på mit hjerte der hamrede løs i mit bryst. Katten satte sig ned og så sulten op på mig. 'Miiaaav' lød det fra ham og hans store gule øjne stirrede direkte på mig. 'Helt ærligt. Du ved godt at jeg er allergisk, og at du ikke må være herinde,' sagde jeg og gik hen til døren. Det var ikke første gang jeg havde lukket ham ud på gangen. Første gang jeg opdagede ham i min lejlighed var 2 uger efter jeg var flyttet ind. Jeg havde fået sådan et chok at jeg skreg og naboerne hørte mig. Hans ejer stod straks ude foran min dør og undskyldte mange gange og forklarede at ham der havde boet i min lejlighed før mig, tit lukkede katten ind til sig og gav den lidt ekstra mad. Han havde lovet mig at holde sin kat inde hos sig selv, men det lykkes den hele tiden at komme ind til mig. 

Jeg bankede på døren ved min nabo og ventede på døren blev åbnet. Katten strøg sig op af mine ben og miavede højt. En pige med store øjne og langt rødeligt hår åbnede døren. Hun havde fregner på næsen. 'Ja?' Sagde hun og så uroligt på mig. Jeg så stadig forvirret på hende og så på navne skiltet på døren, jo, det var den rigtige lejlighed. 'Hvad vil du?' Spurgte hun og blev afbrudt af den sulte kat foran hende. 'Hvor kom du fra!? Jeg har ledt efter dig hele morgen!' Udbrød hun og samlede katten op. 'Den var inde ved mig,' sagde jeg og forsøgte at smile, men mine øjne løb i vand af alle katte hårene. 'Tak, Jamie vil blive knust hvis hans kat forsvandt,' sagde hun og gav mig hånden. 'Jamen, det var så lidt,' sagde jeg og snøftede. 'Du bliver kold af at stå her ude, vil du ikke ind?' Spurgte hun og åbnede døren mere. 2 andre katte kom til syne bag hende, jeg sank en klump og bakkede lidt væk. 'Jeg vil skam gerne, men jeg har en masse arbejde for,' sagde jeg, hvilket ikke var løgn. 'Så måske en anden gang?' Spurgte hun og smilte. 'Det er en aftale,' sagde jeg skyndte mig tilbage til min lejlighed. I sikkerhed fra alle kattehårene og lugten af kattebakke. Fra pigen med hendes varme smil og kattenes miaven til min tomme kolde lejlighed. 

Næste morgen stod jeg op før klokken ringede og jeg var ude af døren i en fart. Jeg stod i 20 minutter og ventede på bussen, og selvfølgelig var jeg den første ved busstop stedet. Tiden gik og flere mennesker kom og ventede på bussen. Jeg forsøgte at holde øjnene for mig selv og ignorre menneskerne ved siden af mig. Da bussen kom, lod jeg de andre træde ind før mig, så jeg var den sidste til at træde ind. Døren lukkede sig bag mig og jeg fik sat mig ned på en plads ved vinduet. En brunhåret mand med rødt skær kom løbene imod bussen, men døren var lukket. Jeg rettede ryggen og så ned på hans ansigt. Han hev efter vejret og slog på bussens dør, men charførren gav gass og ignorrede manden. Manden så op imod mig og jeg skyndte mig at se væk, men så kiggede jeg tilbage på ham. Vores øjne mødtes og han så forvirret ud. 

Jeg fik sat mig ved mit skrivebord og forsøgte at glemme manden jeg havde set idag. 'Noget nyt?' Spurgte Sam bag mig. Han stod op og så over den lille skille væg der adskillte os. 'Jeg har læst alt igennem, så jeg er forberedt.' Sagde jeg og smilte stolt. 'Ja så? Jeg mente ellers at du ville bede til vor herre og få ham til at rede din og min røv?' Sagde Sam og smilte overlegen. Han troede ikke på gud og selvom jeg virkelig prøvede at beherske mig, så irriterede det mig at han altid kom med en unødvendig bemærkning. 'Selvfølgelig har jeg bedt til Gud, men hvis han mener at dette ikke er vores skæbne, så må vi affinde os med det.' Sagde jeg og smilte venligt tilbage. Sam sukkede højt. 'Uanset hvad, så sørg for at du bliver. Pas på med at nævne Gud og alt det der.' Sagde han advarrene. 'De kan da ikke fyre mig pga min tro?' Spurgte jeg undren. Sam trak på skulderen. 'De er meget desperate.' Sagde han og satte sig ned igen. Jeg sad lidt i mine egne tanker, jeg løftede min ene hånd og pillede ved en kæde jeg havde rundt om halsen gemt under trøjen. 

- MERE KOMMER