Krig - broderskab

Jeg sad på den gamle billige seng. Nærmere en madras. Billig. De brugte ikke mange penge på os. Det hele var gammelt, slidt og lugtede slemt. Jeg sad på sengen og skrev et brev til min familie. Jeg havde længe bukser på, grønne. Det var varmt, så jeg havde kun en sort undertrøje på. Jeg bad i blyanten. Hvad skulle jeg skrive? At alting gik godt? At jeg passede på Joey? "hey, høre du efter?" Jeg så forskrækket op. Han smilte stort til mig. Hvornår var han kommet? "Vi skal afsted i aften!" gentog han. Jeg sænkede blikket. Så ned på det tomme papir i mine hænder. "Er du ikke glad?" smilet på hans ansigt forsvandt. Han lingede mig, utrolig meget. Selvom der var 5 års mellem rum, kunne vi være tvillinger. Hårfarven var den eneste forskel. Han havde sort hår og jeg havde gult. "Prøver du stadig at skrive hjem?" han kiggede på papiret. Jeg trak på skuldren. Selvom jeg var den ældste, var det altid ham der snakkede og sprugte. Han forstod alting meget bedre end mig. Jeg var den sky. Holdte mig altid tilbage og lod ham snakke. At melde os ind i hæren var også hans idé. Jeg havde ikke så meget lyst. Modet til at slå nogen ihjel. Nej tak. Synet af blod gav mig kvalme. Men jeg kunne ikke skilles fra ham. Han var min bror. Mit ansvar. Han ventede ikke på et svar. "Bare vær klar klokken 20! Okay?" Jeg nikkede. Han kyssede mig på panden og gik så sin vej. Ud til hans venner deer stod og ventede på ham. De var højre end ham. Men de klædte hinanden. Jeg ville ikke passe ind, så jeg opholdte mig på sengen det meste af tiden. Jeg var ikke hurtig som ham. Eller stærk som ham. Jeg sukkede. Lagde mig ned i sengen og så op i loftet. Nå. Vi skulle snart afsted? I krig. Det lød så syrrealistisk. Tænk at der allerede var gået 2 år. Alt den træning. Og nu blev vi sendt ud. Det gav et sug i maven. Det hele var spændene. Meget spændene.

"Robin! Robin vågn op!" Der blev rusket hårdt i mig. Jeg slog øjnene op med et sæt. Joey lænede sig idn over mig. Hans øjne var vilde, men han havde et smil på læben. "Du har sovet over dig!" Jeg sprang ud af sengen, hvordan kunne jeg være så dum? Jeg tog hurtigt en T-shirt på og Joey gav mig min jakke. Han satte i løb. "Kom! De andre venter uden for!" Jeg løb hurtigt efter ham, med den ene støvle på. "V-vent!" fik jeg mumlet og faldt over mine egne føder. Jeg ømmede mig højt. Fik rejst mig op og løb af sted.

Jeg nåede ud af døren, løb efter Joey, ind i rækken hvor de andre stod. Der blev råbt noget, men jeg hørte det ikke, bøjede mig ned og bandt min snørebånd. Jeg så mig over skuldren og så hvordan de andre hviskede af Joey. Grinte af ham. Han slog den ene på skuldren i sjov og grinte af ham. Det var ham der var forelsket i Joey. Han var lidt lavere end Joey. Han havde kort brunt hår og havde et meget sexet smil. Ja, jeg var jaloux. Jeg ville ønske at han kunne forelske sig i mig. Hvad? Hvad er det jeg tænker!? Jeg er da ikke til mænd! Er jeg vel? Jeg kiggede længe på den unge dreng. Han var lidt ældre end Joey. Gid han ville kigge på mig på den måde. Bare én gang. Joey lænte sig ind over mig. "Hvad stirre du på?" spurgte han bekymret. Jeg rømmede mig og blev rød i kinderne. Joey fulgte mit blik og skulle til at se sig over skuldren. Jeg rev fat i hans krave og hev ham ned i jorden. Joey greb fat i min arm af forskrækkelse og hev mig med i faldet. Vi fik støv og jord på os. Vi grinte højt over os selv. Der blev råbt af os, så vi fik hjulpet hinanden op og gik ind på række. Joey kiggede op på mig, med et sært blik. Han undrede sig nok over hvorfor jeg gjorde det som jeg lige gjorde. Jeg kiggede ikke på ham. Hvordan skulle jeg fortælle ham det? At jeg kunne lide en mand? En mand der kunne lide ham!? Nej. Det hele var forkert. Jeg måtte slå det ud af hovedet. Joey kærtegede min hånd med sin. Jeg kiggede hurtigt på ham. "Du skal ikke være nervøs" hviskede han. Jeg smilte af ham. Altid skulle han passe på mig.

Det begyndte at blive mørkt. De havde delt os op. i 4 mands grupper. Vi sneg os rundt i skoven. Ind på fjenden. Joey gik bag mig. Jeg ville ikke lade ham gå foran mig. Der kunne være fælder. De 2 andre drenge havde jeg aldrig talt med. De holdte sig dog i nærheden af mig. Jeg begyndte at ryste. Det blev koldere og koldere. Jeg så imod himlen, kiggede op af de store skovtræer. Bladene hang der endnu. Det var stadig sommer, men det blev koldt om natten. Meget koldt. Åh, hvor jeg dog savnede mit land. Varmen. Lyset. Min familie. "Robin! Ned!"Joey trak i min trøje og hev mig ned i krattet. Jeg havde igen dagdrømt. Havde ikke passet på. Ikke lyttet efter.

Vi sad der lidt i tavshed. Jeg stolede på min bror. Hvis han havde hørt noget, så havde han hørt noget. Vi sad der i noget tid. En af de andre drenge blev træt af at vente. "Der er ikke noget!" udbrød han og rejste sig op. Joey åbnede munden, men jeg lagde min hånd på hans mund. I det samme øjeblik lød skudene. Det gik i slowmotion. Drengen fik 4 huller i kroppen. 2 af kuglerne røg igennem ham. Den ene snittede kun hans øre flip. Den anden røg lige igennem maven og ud. De 2 andre blev siddene i brystet. Blodet sprøjtede ud på den anden dreng. Da han faldt om, sprang Joey frem fra sit skjul og skød løs. Jeg kunne høre hvordan nogen råbte. Der gik dog noget tid før jeg lagde mærke til at ordene kom fra min mund. Der blev stille. Meget stille. Joey stod stadig op. Han snurrede rundt. Kiggede ned på mig. Jeg stirrede op på ham. Geværet kældte ham. Somme tider skulle man tro at han var født med det. Jeg måbede kort over ham. Rystede på hovedet og fik rejst mig op. Jeg gik hen til den døde mand. Bøjede mig over ham og tog fat i hans dogtag der hang om halsen på ham. Jeg rev den af ham, og lagde den i venstre lomme. Så gik vi videre.

Vi gik længere og længere ind i mørket. Mine ben begyndte at gøre ondt. Vi nåede til en sump. Den var helt sort. Mørkere end selve natten. Joey så sig over skuldren. "Jeg hørte noget" jeg fulgte hans blik. Så ned i sumpen. "Vi kan gemme os i det" hviskede jeg. Vi kiggede på hinanden og smilte. Der var en lille busk ved nogle træer omkring sumpen. Vi lagde vores tasker og gevære. Samt vores jakke. Godt gemt væk. Den fremmed dreng så forbavset på os. Mente vi det virkeligt? Ja.

Vi gik langsomt ned i sumpen. Mærkede væsken tage fat i vores tøj. Der opstod en masse bobler. Vi lagde os ned på knæ, vi kunne stadig bunde. Jorden var blød. Men vi skulle bare stå stille. Vi dukkede under, og vores ansigt og hår blev sorte. Vi hævedede hovederne så vi lige kunne få luft via næse. Så ventede vi til det blev tørt, så vi kunne åbne øjnene. Jeg så hvordan drengen stadig stod på breden og kiggede efter os. Han sukkede. Så begyndte han at gå i panik. Jeg kunne ikke bevæge mig, så ville jeg blive synlig. Men jeg måtte sikre mig om Joey var okay. Pludselig var der noget som rørte min hånd. Tog fat omkring den. Holdte den. Det var vores måde at holde en samtale uden at se på hinanden, uden at snakke. Han lavede en streg i min håndflade. Det bestød at vi skulle vente. Jeg klemte hans lillefingre, spurgte om han var okay. Han glemte min lille fingre. Jeg forsøgte ikke at smile.

Pludselig gik det hurtigt. Der dukkede 5 fremmed drenge op. Kældt i blåt tøj. Mit hjerte slog hurtigt. Joey glemte min lille fingre. Jeg svarrede ikke. Var helt væk i det der skete. 2 af drengene greb vores kammerat bagfra. Holdte en kniv imod ham. Han så imod os. Han var igang med at pege imod os. Men så skar de halsen over på ham. Han faldt om. De grinte højt af det. Vrede og frygt blev blandet sammen. Vi ventede lidt. De 5 drenge stod længe og grinte. De var ikke særlige kloge. Retaderet røvhuller tænkte jeg. Afskum! De gik rundt om sumpen og forsvandt i det fjerne. Joey havde stadig fat i min hånd. Jeg lavede siksakker i hans håndflade. Spurgte om vi kunne gå op. Han strøg mig over håndflade. Det var et ja.

Vi kom op af sumpen. Jeg bøjede mig over vores døde kammerat. Rev hans halskæde af og gemte den i lommen. Fjols. Jeg snurrede rundt og ville spørge Joey om noget. Men blev forskrækket. Et skelthoved blev holdt op imod mit ansigt. "Se hvad jeg fandt! Er det ikke fedt? At være eller ikke at være!" Joey holdte fast i det gamle hoved. Jeg fik kvalme, bøjede mig væk fra den. Joey grinte af sig selv. Han havde det her skønne grin. Jeg kiggede væk. "Hvor fik du det der fra?" fik jeg endelig spurgt om. Han pegede imod sumpen. "Den lå der bare, der var også nogle andre, og knogler!" sagde han fraværene og kiggede længe på sit fund. Jeg strøg mig over håret. "Det må være en gammel kirkegård." mumlede jeg. Joey legede videre med kraniet. Jeg så irriteret på ham. "Smid det i, igen!" brokkede jeg mig. Han så undren på mig. "jaja" surmulede han.

Vi havde gået længe. Det var begyndt at blive lysere. Ikke meget. Men vi kunne bedre se. Jeg trak kortet frem. "Okay, vi er der snart. Der hvor vi skal mødes med de andre" mumlede jeg. Joey gik lidt foran. Han nikkede som svar. "Hvormange tror du er døde?" spurgte han. En smule for glad. Jeg sukkede. Jeg ville slet ikke tænke på det. Men på den anden side, jeg kendte ingen. Havde gået der i 2 år. Og kendte ingen. Joey der imod. Han var populær. Han kendte de fleste. Han havde mange venner. Og en beundre. Jeg sukkede på hans vegne. Joey greb fat i mig. Han skubbede mig imod et træ. Jeg ømmede mig. Men forsøgte at holde det inde. "De er tæt på" hviskede Joey. Jeg kunne mærke hans varme ånde imod min hud. Han stirrede mig ind i øjene. "løb" hviskede jeg. Der var stille. "løb nu!" hviskede jeg højre. Vi rørte os ikke. Jeg greb fat i hans skuldre, skubbede ham bag ud. "Afsted!" Vi satte begge i løb, mod nord. Vi løb alt hvad vi kunne. Der blev fyret skud imod os. Men de rørte os ikke. De var for langt væk. Der blev råbt og skudt. Blod, metal og krudt spredte sig i luften.

Vi kastede os ned i et hul. Fik smidt vores ting, og hevet vores våben op. Vi kiggede op og sigtede. Ventede på de kom imod os. Så skød vi. Jeg nåede at se deres ansigter før jeg ramte dem. En af drenge var på Joey's alder. Men jeg skød ham alligevel. I hovedet. Lige i panden. Joey sigtede efter deres øjne. Og han grinte hvis han ramte dem i munden. Hvis kuglen gik igennem og ramte en anden i hovedet. "10 point" grinte han. Vi gjorde det til en leg, for lettere at overleve. For at kunne holde til det. "6 point" grinte jeg, da jeg ramte en anden dreng i panden. Det gav 3 point for at ramme en i panden. 1 point for at ramme kroppen uanset hvor. 0 point hvis den anden overlevede. 5 point hvis du ramte et hul som øjne og mund og ofret døde. "15 point" råbte Joey. Jeg fnøs. Jeg fik ramt endnu en i panden og en til. Hvorfor kunne de ikke stå stille!? "12 point!" brummede jeg irritret. Joey grinte. "Kom nu brormand!" Jeg kiggede på ham. Han så pludselige mere bleg ud end før. Hans smil var anstreg og hans ansigt fortrak sig i en smerte. Han skød endnu en gang. Hans mund bevægede sig, men jeg hørte intet. Lyden omkring mig forsvandt. Jeg var stivnet. Gået i chok.

Det sidste skud lød, og lyden kom tilbage. Den sidste soldat faldt. Joey smilte til mig. "hah, 25 point" smilte han hånligt, men kærligt. Jeg rakte ud efter ham. Han lukkede øjnene sammen og faldt. Han faldt foran mig. Lige ned i mine arme. Jeg hørte min egen stemme. Råbe hans navn. Jeg pressede hans hoved ind imod mit bryst. Han smilte til mig. Han blødte fra siden. Rev min jakke af og fik lagt den på jorden, lagde hans hoved oven på den. Fik åbnet hans jakke. "Det skal nok gå" hviskede jeg, men tårrerne løb ned af mine kinder. Smilet på mine læber var falske. Jeg rystede. Rystede af chok. Blodet slog imod mit ansigt. Jeg fik hivet hans trøjer op. Hans såret. Bed mig selv i læben. Prøvede at få styr på tankerne. Hvad skulle jeg gøre!? Jeg var helt alene med ham! Ingen til at hjælpe os! Forfanden! Jeg ville ikke lade ham dø i mine arme. Jeg trak hurtigt min kniv frem. Undersøgte hans sår. "Jeg kan få kuglen ud" hviskede jeg. Han smilte. "Gør det" han lød så sikker. Jeg stirrede på ham. "Jeg stoler på dig" smilte han. Jeg synkte. Satte den kolde klinge imod hans hud, og gravede så i hans kød. Mine fingre blev hurtigt smurt ind i blod. Han bed tænderne sammen og forsøgte ikke at skrige af smerte. "Du klare det flot" hviskede jeg og forsøgte at holde stemmen i en glad tone. Men inden i skreg alt.

Jeg fik endelig gravet kuglen ud. Lagde min tommeltot på hans sår. Pressede hårdt imod. "Du skal nok klare det! Du overlever! Jeg er her for dig" hviskede jeg blidt til ham. "Storebror passer på dig" han smilte stadig. "Må, må jeg sidde lidt hos dig" fik han hvisket frem. Jeg kravlede hen imod ham, fik taget ham op med den ene arm, lagde hans hoved imod mig. Holdte fast med min frie arm. Han lagde sine hænder på min hånd. På såret. "Skal jeg dø?" spurgte han lavt. Jeg rystede på hovedet, forsøgte at holde det gråden inde. "Nej. Du skal leve." hviskede jeg. Jeg ville rede ham. Jeg ville være hans helt. Men jeg havde ondt af mig selv. For at jeg skulle sidde der. Holde om ham. Holde ham i live. Det var uretfærdigt! Jeg skulle være blevet skudt! Jeg skulle ha lagt der. Han løftede sin ene hånd og strøj mig på kinden. Jeg mærkede det kolde blod på min kind. "Bare rolig" hviskede han. Jeg stirrede på ham. Trøstede han mig!? Jeg lagde min hage imod hans hoved. Holdte fast i ham. Sad der med ham.

Sekunderne gik. Minutterne gik. Jeg ved ikke hvor længe der gik. Men pludselig strøj han min kind igen. "Jeg har det bedre" smilte han. Jeg gav lidt slip på ham. Løj han? Nej. Hans ansigt var stadig hvidt, men det så bedre ud. "Hvordan går det?" Hviskede jeg bekymret. Jeg turte ikke flytte min hånd. "Det svir." mumlede han. Jeg synkede. "Det har brug for luft, så det kan heale. Okay. Det her kommer til at gøre ondt. Okay?" hviskede jeg. Han smilte. "Kom med det" Jeg fjernede min hånd, såret var holdt op med at bløde. Det var et mirakel. Jeg smilte stort. "Gør det stadig ondt?" spurgte jeg ham. Han rystede på hovedet. Han løj. Jeg havde et øjnbryn. "Den har vist ikke ramt nogle organer" sagde han for at gøre mig rolig. "Lad mig se kuglen" Jeg rakte ham kuglen. Han tog den med sine fingre. Kiggede længe på den. "Tænk at du ikke ville være min død. Er jeg dig ikke værdig?" typisk ham. Han rakte mig kulgen. "Jeg gætter på at du ikke vil have den?" spurgte han og smilte. Jeg fnøs. Jeg ville ødelægge den på stedet. Den havde nær taget ham fra mig. Han lagde den i lommen. "Så beholder jeg den." han blinkede til mig.

"Hvor længe skal vi blive her?" spurgte han. Jeg kiggede op. "Indtil vi bliver fundet" hviskede jeg. Solen begyndte at gå op. "Lad os komme videre" sagde han og rejste sig op. Jeg så forskrækket på ham. Hvor kom den vijle styrke altid fra? Han så ned på mig. Så rejste jeg mig også op, og hjalp ham op. Op af hullet. Bagefter hev jeg mig selv op. Vi indåndene den friske morgen duft. Han begyndte at gå. Halte. Jeg forsøgte at støtte ham.

Men vi nåede ikke langt. Joey var svækket. Hans sanser var svækket. Vi hørte dem ikke komme. Vi så dem ikke komme, før de holdte deres pistoler imod vores tændninger. De bandt vores hænder om på vores rygge. Vi satte os på knæ. Jeg kiggede på Joey. "Så, det er enden" sagde jeg og smilte. Han trak på skuldren. Jeg kiggede frem. "Joey. Jeg har en hemmelighed" Joey kiggede på mig, jeg kunne se ham ud af øjnkrogen. "Jeg kan lide mænd" jeg grinte over mine egne ord. Joey lagde hovedet tilbage. "Også dig?" Jeg så overrasket på ham og mit smil forsvandt. Han smilte til mig. Så kom blodet ud af hans mund, og han faldt forover. Kort efter blev alt sort.

Jeg hørte ikke skudet. Jeg mærkede ikke smerten. Det hele skete så hurtigt. Alt for hurtigt. Vi overlevede ikke den dag. Vi døde der. I skoven. Kun få meter fra det sted vi skulle ha mødtes med de andre. Men de overlevede hellere ikke. Vi døde alle den dag. Vi tabte stort. Jeg tabte en ven. Min bror.

- Denne historie er skrevet til min lillebror Joey.