Hvile løs

Jeg svæver rundt omkring dem. Men de ser mig ikke. Jeg kalder på dem, men de hører mig ikke. Jeg går ind i dem, men de mærker mig ikke. For dem er jeg blot et minde. For jeg har glemt hvem jeg er. Mine kære samles omkring mig. Jeg genkender dem ikke. Men jeg mærker inden i at jeg elsker dem. Når de står dér og græder, følger jeg mig langt væk og fanget. Fordi selvom jeg ikke ved hvem de er . Så husker de mig. Jeg vil gerne flyve rundt og se alting. men jeg er fanget hér. Jeg kommer altid tilbage fordi det er her mine rester ligger. Det er her de sorger over mig. Jeg finder dog engang imellem mine gamle egendele, rundt omkring. En slidt børste, en ring der er gået i arv, eller en glemt bamse. Tingene har betydet noget for mig,. Men jeg har glemt hvad. Det eneste jeg ved er at én gang om året er der noget vi alle frygter. Det er den dag vi mindes. Mindes hvordan det endte. Vi bliver ført tilbage og oplever det hele igen. Igen og igen, hvert år. Ind til vores sjæle bliver ødelagt og intet er tilbage af os. Men så får vi ro. Drager videre. Ud i ingen tingen. Bliver glemt og aldrig nævnt igen. Dér har vi det bedst. For vi hører ikke til i denne verden. Vores liv er forbi.