Jeg elsker min lille familie. Vi er kun os 3. Vi er ikke rigtige søskendene som du kan se. Vi fandt bare hinanden i haven og holder sammen. Verden er et stort sted. Jeg er glad for at mine brødre passer på mig. Fordi Castiel siger hverdag at jeg aldrig ville kunne overleve alene. Hvad han mener med det, ved jeg ikke. Måske vil der ske mig noget slemt hvis jeg boede alene? Jeg har ikke lyst til at finde ud af det. Desunden er vi en sød flok.
Castiel skubber til Arthur med sin snude. "Man kan da hellere ikke regne med ...." Han spærre øjnene op og stirrer rundt. Arthus himler med øjene. Så smiler han skævt og slår til Castiel's hale. Castiel hvæser og springer 2 cm op. Vi griner af ham. Vi griner altid af ham. "Det er ikke sjovt! Det kunne ha været et 2 ben! Hvad havde I så gjort!!!?" råbte han vredt. Arthur trak på skulderen. "Jeg ville stikke tungen ud og begynde at logre med halen?" sagde han og lod som om han var en hund. Sådan var de altid. Altid efter hinanden. Nogle gange følte jeg mig over set. Måske fordi jeg er så lille?
Castiel sitter sig ned. "Arthur, vil du venligst tage dig sammen og finde noget mad?" Arthur sukker. "Kan vi ikke alle sammen gå ud og lede?" spørger jeg og håber at denne gang ville han sige ja. Castiel ser på mig. "Det er alt for farligt for dig!" siger han og ser igen imod Arthur. "Afsted!" blev der råbt. Arthur mumler og løber ud. Castiel sitter sig ned, han kigger længe på mig, så jeg gård der hen. Jeg slikker kærligt hans ene øre. "Forstår du ikke at du er for lille?" mumler Castiel. Jeg slikker bare videre. Lille. Lille. Det burde jeg hedde istedet for. Altid er jeg for lille. Aldrig må jeg komme med nogen steder. Det er øv. Castiel napper ud efter min hals. Jeg bakker lidt. "Jeg er ikke i humør til at lege" mumler jeg og ser væk. Castiel hæver et øjnbryn. "Pjat med dig!" siger han og springer på mig. Vi ruller rundt i jorden og sparker ud efter hinanden. Vores lege virker altid så voldsomme. Men det er bare for sjov. Og selvfølgelig vil Castiel vinde. Han er størrer og stærkere end mig.
Efter noget tid kommer Arthur tilbage. Han har en mus i munden og ligger den foran mig. "Værsgo spis" siger han og giver sig til at slikke sig selv ren. Castiel stikker hovedet ud af busken. "Så du om nogen fulgte efter dig?" brokker han sig. Arthur mumler et svar. Jeg lytter ikke efter, begynder at sluge maden der var lagt foran mig. En dag ville jeg selv fange min mad. Men lige nu måtte jeg nøjes med de små mus mine brødre fanger til mig. Jeg tænker på hvad de mon får at spise?
Sådan er vores hverdag altid. Jeg skal blive i busken og må aldrig gå ud. Fordi jeg er for lille. Jeg må ikke fange min egen mad, fordi jeg er for lille. Jeg må ikke lege med fremmed, fordi jeg er for lille. Hvis jeg havde vist hvor hårdt det ville være at være stor havde jeg aldrig brokket mig. Jeg ville ha nydt det hele som lille. Men desværre måtte jeg selv finde ud af det.
Det er nat. Den røde varme plet på himlen er gået i seng og dens ven er steget op på himlen. Der er små pletter på himlen som lyser og blinker så fjernt. Jeg ligger og kigger der op. Castiel kommer hen til mig. "Vi skal finde læ. Nu" siger han og begynder at puffe til mig. "Hvad mener du?" spørger jeg og ser rundt. Arthur sover videre. "Kan du ikke lugte vandet? Himlen drypper snart! Der kommer et hæstligt vejr!" siger Castiel og puffer videre til mig. Jeg begynder selv at gå, ser undren på ham. Nej, jeg kan ikke lugte noget. Jeg kan slet ikke mærke noget. Måske er det fordi jeg er for lille? Jeg ser igen imod Arthur. "Cass.... Arthur sover stadig" siger jeg lavt. Castiel puffer mig videre. "Skynd dig videre, så kommer vi straks" siger han og går tilbage til Arthur. Jeg ser ud af busken. "Hvor skal jeg hen?" spørger jeg og tripper nervøst. "Løb hen til det gamle hus, det der har orange tag. Jeg vil mødes med dig der!" siger han og står ved siden af Arthur. Han smiler til mig. Jeg nikker. "Jeg venter på dig!" så løber jeg ud. Jeg mærker vinden imod mit ansigt. Det er koldt og vådt. Jeg stopper op et kort øjeblik. Alting er så mørkt og ser forkert ud. Jeg er bange. Helt alene. Hvorfor kommer de andre ikke? Jeg står lidt og tripper videre. ser imod det orange tag. Så løber jeg ind i en fremmed have. Jeg snusser mig frem. Men jorden er våd og alle duftene blander sig sammen.
Jeg går rundt i mørket. Der må være en indgang til den anden have et sted? Jeg tror at jeg kan se et hul længere fremme! Himlen lyser pludselig op. Jeg ser op. Gad vide hvad der sker? Jeg tager et skridt videre og så lyder der et brag. Hele min krop giver et sæt og jeg sætter i løb. Jeg løber igennem hullet og stopper op. Hiver efter vejret. Hvad var det for en lyd!? Hvad forgår der!?! Hvor er mine brødre!!!?? Jeg synker en klump og giver mig til at kalde på dem. Men intet svar.
Jeg forsætter imod det tomme hus. Løber så hurtigt jeg kan. Hvergang himlen lyser op kommer der et voldsomt brag. Somme tider lige efter hinanden. Andre gange går der længere tid. Jeg når endelige til huset. Det er stort og mørkt, der er intet lys der inde og vinduerne er ødelagt. Castiel vil ikke have at vi går derind fordi der kan være andre dyr. Eller 2 ben kan komme forbi og rive det ned, bare fordi de kan. Jeg får sniget mig ind. Jeg venter ved døren, tør ikke gå længere ind. Jeg ligger og lytter, kalder i mørket. Kan de mon hører mig?
Jeg falder i søvn, imens jeg venter. Næste dag da jeg vågner er de der stadig ikke. Hellere ikke dagen efter. Dagene går og jeg bliver mere og mere sulten. Jeg begynder at jage i området. Ikke for langt væk. Bare lige så jeg kan se huset. Nogle gange fanger jeg noget. Nogle gange gør jeg ikke. Dagene går stadig. Jeg venter stadig. Men mine brødre kom aldrig.
Jeg er en killing. De var killinger. Vi var brødre. Vi var en flok. En familie i din verden. Vi havde kun hinanden. Intet sted at bo. Ingen varme. Nogle dage intet mad. Nu har jeg intet.
- Denne historie er skrevet til min bedste ven, Sammy.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar