Antonio Fernández Carriedo

Det er ingen hemmelighed at jeg føler sorg.
Jeg havde ellers lovet mig selv aldrig at skrive omkring ham igen. Men det er svært. Kun få ved hvad jeg går igennem. Dem jeg snakker med fortæller deres historie og den er meget værre end min. End vores. Jeg begriber ikke hvorfor vi gav slip.


Hans navn var Antonio. I starten var han så gernert, men han blev forelsket og med hans hånd i sin elskede ændrede han sig. Han smilte altid og forsøgte at mundtre sin elskede op. Selvom han selv have så mange problemer og tanker. Ser I. Der var mange som ikke brød sig om Antonio fordi han havde såret sin elskede. Samt andre. De så sig sure på ham og det var uretfærdigt. Det var ikke deres kamp, de havde ikke ret til at dømme ham. Men de elskede dem som blev såret. Men det samme gjorde han. Han var forvirret og følte sig så alene. Hele verden gik imod ham og selvom hans elskede forsøgte at forsvare ham og love dem alle sammen at han havde ændret sig, så trak Antonio sig væk. Han blev mere og mere indelukket. Tvilven sås i hans øjne. De øjne som havde været så glade og åbne over for sin elskede.

Foran spejlet stod ikke længere den mand der var så stærk og modig, som havde kæmpet imod hans egne forældre for kærligheden. Nej. Foran stod spejlet stod en såret dreng der ikke forstod hvorfor alle hadede ham. Hvorfor de trak den eneste person væk fra ham som han havde ofret så meget for. Det var dybt uretfærdigt. Han sagde til sig selv at han selv var skyld i det. At han havde opgivet sin elskede. Men han havde jo bare forsøgt at beskytte ham. Beskytte dem begge.

Deres kærlighed rev dem begge ned. De var så ens og forstod hinaden godt, men alligevel så de sig onde på hinanden, de gav hinanden skylden for alting og deres glæde endte sig til had og fortvivelse. De sagde begge ting de ikke mente og altid var det Antonio der trak sig væk. Han ville ikke vinde kampen, han ville ikke slås og bestemt ikke såre sin elskede, men hvad skulle han gøre? De var lige stædige og stolte og derfor trak Antonio sig altid væk. Det gjorde ondt på ham at skændes, men han ville ikke indrømme det derfor lod han som om at han bare var træt af det hele og at han ville finde en ny han kunne give sit hjerte til.

Der var længe stilhed imellem dem. Lovino vendte i tavshed. Han kiggede ud af vinduet hverdag og håbede at se sin elskede Antonio igen. Men dagen kom aldrig. Antonio var virkelig blevet træt af det hele. Han var træt af at blive hadet og han følte at ingen forstod ham. Han var træt af at kæmpe for en som ikke var hans kærlighed værdig. Derfor faldt han for en anden.

Lovino blev bitter og indelukket, det var nu hans tur til at føle sig alene og glemt. Han var knust og jorden under ham forsvandt. Længe gik han rundt og blindte sig selv ind at han ikke havde brug for Antonio, at det alt sammen var hans skyld, men han vidste godt at det var en løgn. Han glemte sine følelser og begyndte at føle sig bedre. Men kun indtil den dag han så Antonio igen. Det var kort og deres øjne mødtes ikke som i romantiske film. Antonio så glad ud, hans øjne lyste og han var igen den gamle Antonio. Det var dét øjeblik Lovino gav op. Han valgte at gøre det Antonio havde gjort for ham i alle de år. At beskytte ham - ved at gå sin vej.