Verdens undergang

Jorden ville gå under den 21 December 2012. Det var forud sagt, men alligevel var der ikke mange som troede på det. Hvis man gjorde var man overtroisk og blev gjort til grin over alt hvor man kom hen. Jeg var en af de få som troede på det. Ikke fordi jeg havde hørt det, men fordi jeg havde set det i en drøm. Jeg havde set hvordan folk døde. Stedet. Tiden. Datoen. Alting. Jeg havde også set hvor man var i sikkerhed. Men jeg havde kun et år til at gøre mig klar. Advare så mange som muligt.

"Robin! Robin stå op!!" Lød min yngre bror's stemme. Han ruskede hårdt i mig, der gik nogle sekunder får jeg åbnede mine øjne og så ind i hans grønne øjne. Hans smil spredte sig og han lignede en hundehvalp. Jeg løftede min hånd og aede blidt hans kind. Han var et hoved lavere end mig, selvom der var 5 år imellem os. Hans øjne var grønne og hans hår brunt. Vores forældre døde i en bil uheld for 4 år siden, jeg lovede dem ved deres begravelse at jeg ville passe på Joey for dem. Men desværre er jeg kun 17 år så vi skal bo hos vores onkel. Som du nok kan regne ud tror han ikke på min advarelse. Han mener at det er et tegn på opmærksomhed. Hvis det stod til ham, skulle jeg på opdragelses anstalt. Han mente også at jeg havde dårlig indflydelse på min lillebror. "Er du klar?" Spurgte Joey. Jeg blinkede nogle gange og blev bragt tilbage til nuet. Der var ingen tegn på angst i hans ansigt. Om nogle få dage ville jorden gå under og mennesker ville dø, men han tog det som et evertyr, hvor jeg dog beundrede hans gå på mod. Jeg nikkede og trak dynen væk. Han satte sig på min senge kant og ventede på mig. Jeg trak nogle slidte lyse cowboy bukser på. Fandt en rød hætte trøje på stolen. Smurte ærmene op. Så ledte jeg efter nogle rene strømper i skuffen. "Har du pakket dine ting? Mad, tøj og en personlig ting?" Spurgte jeg imens jeg fumlede med strømperne. "Ja." Sagde han og nikkede med hovedet. Han sparkede lidt med benene og lod til at have en sang på hjernen. Jeg stoppede op og tog et billed der stod på hylen. Jeg åbnede den og tog billedet ud. Det var et billed af os alle fire. Jeg smilte en smule så lagde jeg billet ned i min lommen der var midt på min trøje. "Lad os smutte." Sagde jeg og forsøgte at smile.

Vi havde haft planlagt det hele. Jeg fortalte vores onkel at vi skulle med skolen på en udflugt, og jeg havde fået lov til at tage Joey med på vores tur. Han var en smule spetisk, men til sidst troede han på den og han lod os gå. Jeg havde arbejdet det meste af året og fået alle pengene udbetalt, så jeg var godt forberedt. Ingen af mine venner ville have kontakt til mig efter jeg var begyndt at snakke om jordens undergang. Men alligevel stod de på gaden og pegede på os. "Hey, Robin! Hvornår dør vi alle sammen?" Råbte den mellemst af dem, ved navn Kevin. Joey rækte tunge af ham. Jeg smilte lidt over Joey, men gik bare videre. Vi skulle hen til bussen, for at komme ned til bandegården. Mine venner begyndte at gå efter os. "Du er sådan et fjols!" Grinte de bag mig. "Og du tager endda din lillebror med!" Grinte de. Pludselig kom en skikkelse op på siden af mig. "Er du blevet skør?" Sagde den rød håret dreng. Jeg himlede med øjnene. "Seriøst. Lad nu vær med at gøre det her." Forsatte han. Jeg kiggede ud af øjnkrogen på ham. "Der er ingen vej tilbage." Sagde jeg hårdt. Drengen trak på skuldren. "Jorden går ikke under, hvorfor forstår du det ikke?" Sagde han en smule irriteret. "Min storebror lyver ikke, din nar!" Råbte Joey og rakte endnu en gang tunge. Jeg hev fat i Joey's arm og trak ham frem af. Den rød håret dreng stoppede op, trak sine hænder i lommerne og vendte om.

Turen med bussen var kort, det blev værre da vi skulle med toget imod tyskland, og så skifte til en bil der ville give os et lift. Joey sov det meste af vejen, med sit hoved imod min skulder. Turen var stille og det eneste jeg kunne tænke på at vi snart var i sikkerhed.

Den sidste del, skulle vi dog gå. Bjerget havde en smal stil som ikke var beregnet til biler eller heste vogn. Jeg stod og kiggede op af bjerget. "Det vil ca. tage 4 dage at gå." Sagde Joey og lagde hovedet på skrå. Jeg trak på skuldren, løftede min højre arm og så på mit ur. "Vi burde komme afsted." Sagde jeg lavt. Joey nikkede og begyndte at gå foran mig. Jeg vendte nogle sekunder før jeg begyndte at gå. Langt foran os gik flere mennesker, og ganske utydeligt var der flere bag os. Vi talte ikke særlig meget sammen, imens vi gik. Jeg blev ved med at se mig over skuldren. Joey stoppede op. "Hvad er der?" Spurgte han og tørte sveden af panden. Jeg stirrede bag mig. Jeg åbnede munden, men lukkede den igen. Så trak jeg på skuldren og bedte ham om at forsætte. Vi var næsten i nærheden af toppen. Joey gik træt ved siden af mig. "Hvad tænker du på?" Spurgte han uroligt. Jeg sukkede. "Jeg ville ønske at mine venner havde lyttet til mig." Sagde jeg og blev en smule overrasket over min ærlighed. Joey så sig over skuldren. "Det var deres eget valg." Sagde han og fnyste. Jeg nikkde og gik videre.

Vi nåede endelig toppen af bjerget. Der var mange mennesker. Masen og skubben. Der blev slået telte op og vi var så heldige at få ly hos en lille familie. Joey satte sig ved siden af mig på jorden, han lagde tasken fra sig. "Hvornår sker det?" Spurgte han flat. Jeg tjekkede klokken. "Lige om lidt." Mumlede jeg. Flok begyndte at rejse sig og gå imod kanten af bjerget for at se ud over den nærmeste by. "Det er ikke noget kønt syn." Sagde jeg, da Joey skulle til at rejse sig op. "Vil du ikke se det?" Spurgte han overraket. Jeg rystede på hovedet. Billederne sad stadig fast for mit indre blik. Jeg løftede min arm og lagde den rundt om Joey. Pressede ham ind imod mig.

Der var en masse larm omkring os. Pludselig begyndte det at sne. Kun en smule. Men jeg havde set det hele. Snen tog til nede på jorden. Snart var alt dækket af sne. Vejene ville blive glatte, bilerne ville køre sammen. Flere og flere ville dø. Langsomt. Ganske langsomt ville der være stille. En ny is tid var startet og menneskerne ville dø langsomt. Vi blev på bjerget i nogle år. Ventede på at sne stormen forsvandt. Vi lærte hinanden at kende. Forsøgte at tale sammen sprog. Men jeg holdte mest øje med Joey. Da der var helt stille, rejste vi ned igen.