Det var midt i Marts. Ikke den tid på året hvor det var særlig koldt eller særlig varmt. Det var et sted midt imellem. Man kunne gå rundt uden for uden jakke på. Men vinden var stadig kold. Når man gik igennem gaderne havde de fleste folk stadig jakker på. Pakket godt ind. Imens jeg gik rundt i en gammel slidt hættetrøje. Jeg ville nok også ha valgt en jakke, men jeg havde glemt hvor den lå. Sådan noget er typisk mig. Jeg var længe holdt op med at lede efter den. Den ville nok dukke op engang. Måske når jeg havde mest brug for den. Eller også ville den forblive glemt og så måtte jeg købe en ny. Det var nok det sidste. Men jeg ville ikke opgive håbet endnu. Også typisk mig. Jeg stoppede op og gned en finger imod min pande. Hovedpinden blev være. Det dunkede hårdt ved hvert skidt. Men jeg ville ikke vende om. Ikke nu. Min tomme mave gav en lyd fra sig. Flere folk vendte sig rundt og stirrede efter mig. Måske jeg skulle ha spist inden jeg løb ud af døren. Det ville nok ha været den bedste ide. Men jeg følte mig stresset og jeg kunne altid spise bagefter. Hovedpinen blev være og jeg måtte stoppe op i 2 sekunder. En fremmed stødte ind i mig, vi mumlede begge et irriteret undskyld og forsatte videre i hver vores liv. Jeg havde flyttet mig fra gaden og så menneskerne gå forbi i et hurtigt tempo. Jeg tænkte på hvor mange af dem mon så mig. En lille dreng med ryggen presset op imod den kolde mur. Gemt væk i skyggerne. 'Hvorfor har du ingen jakke på?' Lød en stemme tæt på. Min mave gav et sug. Hvornår var han kommet? Jeg tog et spring til siden og drejede rundt, så jeg stod med fronten imod ham. Han var et hoved højre end mig, min mave gav endnu et sug. 'Hm?' Sagde han og så ned på mig. Jeg fulgte hans blik, min slidte hættetrøje der havde set så sej ud i skabet, men uden for var den ikke særlig varm. Jeg trak på skulderen. Hvis jeg fortalte ham at den var blevet væk ville han blive sur, så jeg gjorde det eneste jeg følte var rigtigt. Jeg løj. 'Oh. Ja. Jeg glemte den,' sagde jeg og sank blikket. Min stemme lød så lys og vi viste begge at jeg løj. Han sukkede, men god tog mit svar. Han var alt for sød. Han løftede en hånd og gned den igennem sit brune hår. Jeg havde mest lyst til at løfte min hånd og begrave min hånd ind i hans hår. Men jeg bed mig i læben og modstod. 'Skal vi gå?' Spurgte han og gjorde tegn til at gå. Jeg nikkede og vi tog et skridt. Jeg greb hurtigt efter hans hånd og begravede mine fingre ind i hans fingre. Det var en dejlig følelse. Han trak sin hånd lidt til sig, små irriteret over at jeg klistrede mig til ham. Men jeg var ligeglad. Jeg hang bedre fast og lod ham ikke vride mig af. Der lød et suk og jeg viste at jeg havde vundet. Jeg smilte for mig selv og ignorede alle menneskerne omkring os. Jeg havde det så godt og glemte helt min hovedpine, jeg ville helst ikke tænke på den. Vi stoppede ved et lyskryds, og jeg tog et skridt tættere på ham. Ud af øjenkrogen kunne jeg se hans bekymret blik. Jeg så mig om for at se efter nogen velkendte ansigter, nogle der så på os, men der var ingen. Jeg så derfor direkte på ham, hvis bare jeg kunne læse hans tanker. Han opdagede mig, og smilte til mig. Det smittede og jeg kunne ikke lade vær med at smile af ham. Det blev grønt og vi gik over.
Vi stoppede op ved en gyde og det lykkes ham at få sin hånd fri. I tavshed stod jeg og så på at han tændte en smøg. Jeg sank en klump og viste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg følte mig så lille og svag. Han så træt på mig og hans ansigt fortalte mig at han ikke ville diskutere det. Jeg så derfor på ham i tavshed.
Mere kommer
Ingen kommentarer:
Send en kommentar