Brothers

Mine forældre var ikke typen der planlagde noget. De tog tingene som det kom. Hvilket gjorde at det tit blev noget rod. Min barndom var noget rod. Gabriel blev født først, han var selfølgelig ikke planlagt, men på en måde fik de ham og de fortrød det ikke. Han blev hurtigt den selvsikre unge mand som skulle gøre vores forældre stolte. Han var høj og slank og mørk håret, allerede i en ung alder havde han et charmede smil og kunne score pigerne med sit romantik pis. Derefter kom Oliver. Vores forældres øjesten. Han var skam hellere ikke planlagt, men de lagde ikke skjul på deres kærlig til ham. Han havde fået den højeste IQ af os. Altid havde han gang i noget og aldrig havde han tid til at slappe af eller hygge med os andre. Han var også høj som Gabriel, men med lys hår og altid et stort smil på læben. Han var bedre bygget end Gabriel, måske var det fordi han trænede ofter? Man kunne tydelig se hans muskler. Til sidst blev jeg født. En lav buttet skid. Oliver og Gabriel havde selvfølgelig taget højden og det god udsendene. Jeg lignede mere Oliver end Gabriel. Bløde kinder, lyst hår og hundehvalpe øjne. Vi havde det godt. Gabriel drillede mig altid, fordi jeg havde en kort lunte. Oliver måtte altid blande sig og skille os af. Måske var det sådan vi udtrykte vores kærlighed til hinanden?

Gabriel og Oliver havde haft tid til at lærer hinanden at kende, de voksede op sammen. Jeg kom senere og blev kastet ind i deres liv. Jeg var ikke planlagt. Ikke ønsket. Men alligevel åbnede de armene for mig og elskede mig. Måske fordi de skulle? Nej. Ingen tvang dem. Gabriel forsøgte at lærer mig at score piger, men det virkede ikke rigtig. De gange vi prøvede, kastede pigerne vand i hovedet på mig. Måske var det min udtale? Måske var det fordi jeg ikke lignede Gabriel? Oliver hjalp mig med lektierne. Han havde prøvet det før og trøstede mig altid når alting blev for hårdt. De var søde ved mig. Forkælede mig. Men min kærlighed til dem var blandet af misundelse og jalousi. Jeg ønskede at ligne dem. Være som dem. Have nogen til at være stolt af mig.

Men midt i min teenager tanker, fortalte vores forældre at de skulle skilles. Gabriel og Oliver var flyttet i lejlighed, så de blev ikke påvirket af det. Men jeg var kun 16 år, så jeg skulle vælge en jeg ville bo hos. Jeg kunne ikke vælge mine brødre. Så jeg valgte min far. Hvem skulle lave mad til ham? Hvem skulle passe på ham? Så jeg valgt at hjælpe ham. Den første uge gik godt. Vi bestilte pizza hver aften og så film til langt ud på natten. Men huset blev hurtigt til noget rod og det gik op for mig at jeg ikke kunne lave mad eller gøre rent. Det var engang lykkes mig at finde støvsugeren og da jeg ville tænde den sugede den flere store ting op og gik i stykker. Min far siger at det er derfor jeg ikke må få en hund. Selvom jeg godt ved at den ikke kan være i støvsugeren. Men det endte med at Gabriel flyttede hjem igen. Han sagde at han godt kunne klare sin uddannelse, uanset hvor han boede. Vores pizza aften blev selvfølgelig strøget og glemt væk. Rengørings pligter blev trådt i kraft og alting blev kedeligt. Gabriel blev mere en chef end en bror.



MERE KOMMER