Min storebror hedder Lucas, han er 3 år ældre end mig, og han er allerede flyttet hjemme fra. Han fik gode karakterer i skolen og sidder nu i spisen af firmaet med min far. Hans bedste veninde Emma er hans partner. Det eneste der bliver snakket om ved bordet er hvor dygtig Lucas og Emma er. Jeg håbede at det ville stoppe da jeg pakkede hans ting ned og bar det hele ud i lasbilen. Men alligevel bliver Lucas's navn ved med at dukke op her hjemme. Min far stak i en kartoffel og førte den op til munden. 'Så ringede Lucas til dem og...' sagde min far inden han gav sig til at tykke på en kartoffel. Mine øjne søgte imod billedet bag ved ham. Det hang på væggen omringet af en guld ramme. En ung mand, med et tandpasta smil, store varme blå øjne, langt brunt hår. Ja, Lucas var en hver svirmores drøm. Bare ikke min. Misforstå mig ikke. Jeg beundrede Lucas. Det var den effekt han havde på alle. Varm og elskværdig. Mit blik faldt på Jamie der sad ved siden af mig. Hans øjne strålede og han slugte hver et ord af hvad min far sagde. Jamie var min tvillingebror, men jeg var født først. Det gjorde mig til det mellemste barn. Min mor gik forbi Jamie og aede ham kærligt på kinden før hun satte sig ved siden af min far. Jeg følte mig pludselig usynlig og såret. 'Må jeg bede om frikadellerne?' Spurgte jeg lavt. Min far ævlede videre om Lucas og Jamie slugte videre. Jeg ville ha kastet op, over Jamie. Han behøvede ikke at fedte sådan for dem, da han alligevel aldrig ville blive sat til at arbejde. Jamie smilte stort og jeg misundede hans glæde i øjnene. Han var så god og kærlig, jeg ville også forkæle ham, hvis det ikke lige var for det at alle i hele byen allerede gjorde det. Jamie havde kort brunt hår, det var langt på toppen. Vi havde længe haft den samme frisure, men til sidst klippede jeg det helt kort. Vi kan kalde det et svagt sekund af frustration. 'Må Sofie komme forbi senere og overnatte?' Spurgte Jamie. Hans stemme var allerede forbi puberteten, og alligevel lyttede alle når han talte. 'Vi kunne se en film, vil du være med til det Robin?' Spurgte Jamie og vendte sig imod mig. 'Frikadellerne,' sagde jeg hårdt. De 3 mennesker sendte blikke til hinanden. 'Er det en film?' Spurgte Jamie og smilte uskyldigt. 'Giv mig frikadellerne,' sagde jeg højre og vreden boblede under min hud. 'Du behøver ikke være uhøflig!' Sagde min far vredt og stirrede på mig. Jeg himlede med øjnene og rejste mig op. 'Du har ikke fået tilladelse til at rejse dig!' Sagde min far hårdt. 'Nå, nu ligger I mærke til mig!?' Råbte jeg. Jeg samlede mine ting sammen og lagde dem i hånd vasken. Der var stille, da jeg gik op af trapperne, åndede min dør, smækkede den hårdt og lagde mig i sengen.
Sådan var en normal dag for mig. Og de undrede sig over at jeg blev mere og mere gnaven. Jeg hørte stemmer og slog øjnene op. Jeg lå på maven, med den end arm ud over sengen kanten. En mand sad på min senge kant, jeg havde ikke brug for at se hans ansigt. Lugten af sygdom hang over ham. Han stak nålen i min hud, blodet løb op i sprøjten. 'Hjerte rytmen er normal, hvornår siger I han fik et hysterisk anfald?' Spurgte lægen og pakkede sine ting sammen. 'Ved 17 tiden,' lød min fars stemme et sted ved døren. Lægen bøjede sig ned over mig og et smil viste sig. 'Nå, du er vågen,' sagde han og nogle gule tænder kom til syne. Jeg hadede ham så meget. Jeg fik vendt mig om, så jeg lå på ryggen. 'Jeg fordobler hans medicin,' sagde lægen og skrev noget ned på et stykke papir. 'Jeg har det fint,' svarede jeg og bed tænderne sammen for ikke at råbe. Han fandt en ny sprøjte frem, den havde en væske i sig, som jeg genkendte som bedøvelse. 'Han virker en smule oprevet. Det ville være en god ide at måle hans hjerte rytme flere gange og give ham hans medicin når rytmen stiger,' sagde lægen. 'Hvordan?' Spurgte min far. 'Jeg er lige her og kan altså godt hører jer!' Råbte jeg. Jeg havde mistet toldmodighed. Nålen ramte min hud og alt blev mørkt. Stemmerne blev til mumlen og jeg faldt i en dyb søvn.
Der blev banket på min dør, jeg hørte fodtrin og så Jamie's skikkelse foran mig. 'Vi skal op nu,' sagde han fjernt. Jeg prøvede at rykke min krop, men den føltes så tung. Jamie gik om på den anden side af sengen og trak gardinerne fra. En varm lysstråle ramte min ryg. Den var behagelig, men nogle sekunder efter fik jeg rejst mig op. Jamie kom med en sort tank top og nogle slidte bukser. Jeg trak det hurtigt på, gik ud på badeværelset og smed noget vand i hovedet. Jamie stod i døren og så bekymret på mig. 'Er du okay?' Spurgte han. Hvor var han dog irriterene. Jeg gik forbi ham og slog min skulder hårdt imod ham. 'Jeg har ikke brug for dig,' sagde jeg hårdt og gik neden under. Jeg var stadig svimmel, men med nød og næppe kom jeg ned af trapperne, i et stykke. 'Robin, kan du ikke købe noget mælk når du får fri fra skole?' Lød min mors stemme. 'Javel,' svarede jeg irriteret. Det bedste var at gøre hvad der blev sagt og undgå flere sprøjter og piller. 'Bussen er her,' sagde Jamie og gik ud af døren, jeg fulgte efter ham. Jamie hoppede ind i den store gamle gule bus. Jeg tøvede kort, men fulgte så efter. Buschaufføren smilte til mig, jeg lagde ikke mærke til ansigtet, måske burde jeg ha gjort det. Men lige nu ville jeg bare sætte mig ned og slappe af. Folk råbte ting da jeg gik ind i bussen. 'Psykopat,' 'Skitzo,' 'Taber,' 'Du burde indlægges,' jeg gik forbi alle menneskerne og fandt endelig en tom plads. Vi boede i en lille by og selvfølgelig gik snakken rundt om mig. Men det gjorde mig ikke noget. For i bussen var det eneste øjeblik i mit liv hvor jeg ikke var usynlig. Busturen føltes så kort og inden jeg så mig om sad jeg i klassen. Læren snakkede, men mit blik hvilede ud af vinduet. Jeg havde ikke taget min skole taske med. Jeg fulgte ikke med. Det sagde mig ikke noget alligevel. Pausen kom og folk samlede sig hos Jamie. En køn pige sad på hans skød, jeg havde aldrig talt med hende, men jeg viste at det var Sofie. 'Jeg er ked af at du ikke måtte komme igår,' sagde Jamie til Sofie. Sofie så op fra ham og hendes blik hvilede et øjeblik på mig. 'Se ham den perverse,' råbte en dreng i klassen og alle stirrede på mig. Jamie var den populære i klassen og der hjemme. Jeg var usynlig og syg i hovedet. Jeg rejste mig op og gik ud af døren. Jeg så mig over skulderen og stirrede på Jamie i nogle sekunder, før jeg drejede om hjørnet.
Det var varmt uden for, så at gå ind i den lille købmands butik var en lettelse. Jeg gik hen til køleren og lod den kolde luft ramme mine arme, før jeg tog en mælk op. Jeg hørte larm bag mig. En høj fyr med en sort hue på stod ved kassen og truede med en pistol. Jeg stod helt stille med mælken i hånden. 'Giv mig 2 pakker smøger og alle pengene i kassen,' sagde røveren. Manden bag kassen så fra røveren til mig. Hans øjne skreg efter hjælp. Røven rystede med pistolen. Manden gjorde som der blev sagt. Røveren tog tingene og snurrede rundt, han sigtede på mig med pistolen. Jeg smilte skævt, uden jeg kunne styrer mine muskler i ansigtet. Røveren løb ud af døren. Manden bag kassen gav efter og satte sig på gulvet. Jeg havde handlet ind her i mange år og det var første gang jeg havde oplevet det ske. Jeg gik hen til kassen og lagde pengene for mælken. Så gik jeg ud. Nogle mennesker løb ind for at se til manden, imens smuttede jeg hjem af.
Jeg satte mælken i køleskabet og satte mig ned i sofaen. Mine forældre var på arbejde og Jamie ville først få fri om flere timer. Jeg smed benene op på bordet og tændte for fjernsynet. I nyhederne snakkede de om skader i andre størrer byer. Jeg skruede om til en anden udsendelse. En ung fyr så på mig. Hans grønne øjne fangede mine. Et smil bredte sig på hans læber. Han havde kort orange hår og små fregner i ansigtet der gjorde at han så uskyldig ud. Jeg hørte ikke hvad han sagde eller hvad det hele handlede om. Jeg havde set ham før. Et sted. 'Mit navn er Taylor,' sagde han. 'Taylor,' hviskede jeg før jeg faldt i søvn.
'Hvad fanden laver du!?' Råbte min far. Jeg vågnede med et sæt. Han havde slukket fjernsynet og stirrede vredt på mig. 'Åh,' mumlede jeg træt. Han var kommet tidligere hjem end planlagt. 'Jeg hentede Jamie fra skolen idag, aftalen var at du skulle følge ham i skole og hjem hverdag!' Råbte han. 'Helt ærlig, han er 16.. Mon ikke han selv kan finde hjem?' Spurgte jeg og gned søvnen ud af øjnene. Min far greb fat i mig og hev mig op. Han fulgte mig hen til trappen hvor han smed mig. 'Skrid i seng!' Råbte han. 'Great, så slipper jeg for at glo på jer,' grinte jeg. Han slog ud efter mig, men jeg var allerede på vej på af trapperne. Han turde ikke følge efter mig op af trapperne. Det havde han gjorde engang, jeg måtte ha været 14? Jeg blev så bange da han hev mig op af trapperne, at jeg sparkede ham i maven og i ansigtet, han faldt ned af trapperne. Lige siden har han været bange for trappen og mig.
Jeg smed mig i sengen og ventede på at søvnen ville finde mig igen. Jeg ønskede bare at slippe væk her fra. Men så længe de kunne bruge mig som Jamie's slave ville de beholde mig. Det var til at kaste op over. Men hvad kunne man gøre? Jeg må have halvt sovet, fordi jeg ikke havde hørt hans fodtrin. 'Hvem er Taylor?' Spurgte Jamie og stod ved min seng. Jeg så op på ham, uden at trække en minde. Jeg havde hørt navnet før. 'Du mumlede Taylor,' sagde Jamie og gloede på mig. 'Skrid,' sagde jeg og vendte hovedet ned i puden. 'Men,' startede han. 'Det er alt sammen din skyld! Jeg ville ønske at du aldrig var blevet født!' Råbte jeg og fik sat mig op i sengen. Jamie stirrede skræmt på mig, tårerne pressede sig frem i hans øjne, med en hurtig bevægelse løb han ud af døren og ind på sit værelse. Jeg sukkede og gik hen til døren for at lukke den. Han ville sladre om mig og jeg ville modtage endnu en sprøjte. Hvor jeg dog hadede det her sted.
Efter skole stoppede jeg op ved den lille kømands butik igen. Jeg havde lovet at følge Jamie hjem, men lige nu ville jeg bare være selv. Jeg gik lidt videre og sparkede til en sten. Stenen ramte en rude. Jeg stoppede op og ventede på at der skulle ske noget, men ingen havde hørt det. Jeg tog et skridt hen til vinduet og så ind af ruden. Et lille fjernsyn stod i vinduet og en reklame gentog sig selv igen og igen. Pludselig dukkede den orange håret dreng op igen. 'Taylor.' Hviskede jeg. Han bevægede munden igen, men jeg kunne ikke hører noget for ruden var for tyk. Jeg valgte at bakke væk fra ruden. Det var ved at blive sent og jeg måtte hellere komme hjem af. Men drengen virkede så bekendt. Gad vide hvilken reklame det var?
Jeg kom hjem til et tomt hus, Jamie var sikkert sammen med hans kæreste og det passede mig fint. Jeg stoppede op i stuen og stirrede på fjernsynet. Der lød en lyd og fjernsynet tændte sig af sig selv. Fjernbetjeningen lå på bordet uberørt. 'Sig mit navn.' Lød en stemme fra fjernsynet. 'Lad os indgå en pagt.' Sagde stemmen. Jeg tog et skridt tættere på fjernsynet. Det var den orange håret dreng igen. Taylor. 'Hvad fanden er det for noget møg?' Hviskede jeg og rørte ved skærmen. 'Jeg er den eneste som kan hjælpe dig.' Sagde han. 'Hjælpe mig? Ha! Ingen kan hjælpe mig.' Sagde jeg lavt og ledte efter sluk knappen på fjernsynet. En hånd stak ud af skærmen og greb fat i min hånd, jeg slap et skreg og forsøgte at vride mig fri. 'Jeg kan slå dem ihjel!' Skreg stemmen.
'Vågn op!' Lød en stemme. Jeg vågnede ved et sæt og satte mig op i sofaen. 'Ligger du nu der og driver den af igen!?' Råbte min far. 'Bordet skal dækkes og maden skal laves, kom igang!' Råbte han og greb fat i min nakke, han hev mig ud af sofaen og smed mig på gulvet. Jeg slog mit ene knæ og min albue, men hurtigt kom jeg på benene og løb ud i køknet. 'Er du okay?' Spurgte Jamie. Han sad ved det lille køkken bord i køknet og så bekymret på mig. 'Hvor længe har du været her!?' Spurgte jeg, men forsøgte at dæmpe stemmen. 'I en time, du sov på sofaen, så jeg ville ikke vække dig.' Sagde han undskyldene. Jeg tog kyllingen ud af køleskabet og lagde lidt smør rundt omkring og smed den så i ovnen. Så gik jeg igang med at skrælle kartofler og satte dem over til kog. Jeg vaskede grønsagerne. 'Skal jeg hjælpe med noget?' Spurgte Jamie. 'Bare bliv siddene.' Sagde jeg vredt og gik ud for at dække bordet i spise stuen. Jeg satte alt maden på bordet og stod afventene ved kanten af bordet. 'Far, der er mad,' kaldte Jamie og satte sig til bords. Hans fingre strøg kniven, før han samlede den op i hånden. Vores far kom ind i spise stuen og satte sig ned på sin plads. Han begyndte at hælde op til sig selv og spurgte til Jamie's dag. Jeg fik sat mig ned og ventede til de havde taget lidt mad, før jeg tog en smule. Da vi var færdige, rydede jeg op og vaskede alting op.
Jeg listede op på mit værelse og lukkede døren bag mig. Det eneste lys kom fra vinduet, ellers var der helt mørkt. Jeg hadede det her sted. Jeg hadede det så meget. Hvis der bare var en måde jeg kunne blive fri. Jeg blev revet ud af mine egne tanker da jeg hørte larm neden under. Jeg listede hurtig ned af trapperne og så mine forældre råbe af hinanden. Min far havde drukket sig fuld igen og min mor havde haft natte vagt. Jeg hørte en knirkelyd bag mig og opdagede at Jamie stod bag mig og så bekymret ud. Min far kom med hurtige tunge skridt imod os og inden jeg kunne nå at løbe væk greb han fat i min arm og hev mig ned af trapperne. Jeg slap et højt skrig og ømmede mig. 'Står du der i mørket og lurer!?' Råbte min far og hev mig op og stå. 'Man kan ikke kalde det at lurer når hele nabolaget kan hører dig.' Svarede jeg igen. Han slog mig på højre kind og jeg væltede lidt bagover. Jeg vidste godt at man ikke måtte svare tilbage når han var i det humør. Men jeg kunne ikke lade vær, det irriterende mig at han var i den tilstand, og jeg var bange for at han ville gøre de andre fortræd. 'Din forkælet utaknemmelig møg unge!' Råbte han og slog ud efter mig igen. Jeg nåede at undvige, af ren reflesk slog jeg ham i maven, alt luften røg ud af ham og han væltede hårdt bagover. 'Far!' Skreg Jamie, men han stod stivnet på trappen. 'Ring efter politiet, drengen er blevet sindsyg!' Råbte min far og forsøgte at rejse sig. 'Er jeg blevet sindsyg!?' Råbte jeg og mærkede vreden stige i mig. 'I tvinger mig til at være jeres barnepige og regnrørings dame, I behandler mig som en slave, og hvis jeg gør modstand så bedøver i mig!?' Råbte jeg og sparkede ham i siden. 'Robin! Stop!' Skreg Jamie, men han rørte sig ikke. Jeg greb min far i håret og trak ham en anelse op. 'I er nogle ududelige forældre og jeg håber at I rådner op i heleved!' Sagde jeg og spyttede ham i ansigtet. Han tørte spyttet væk og rejste sig op, første slag ramte mit øjen brynd og det næste ramte mit venstre riben. Jeg faldt om på gulvet og hev efter luft. Hvordan kunne han slå fra sig når han var så fuld? 'De kommer og henter dig, og denne gang lukker de dig inde.' Sagde han og så ned på mig. En panik steg op i mig. Jeg brød mig ikke om at være her, men jeg ville ikke være spæret inde. 'Der vil de bedøve dig hver nat. De vil lade dig sidde og råbne op i et lille hvidt værelse til din syge hjerne brænder sammen!' Sagde han vredt. 'Nej!' Skreg jeg og sprang op, jeg kastede mig over ham og hamrede ham ned i gulvet. Mine hænder slog løst på hans ansigt. Han hævede sine arme og forsøgte at dække sit ansigt. Jeg ved ikke hvor lang tid det hele tog, jeg forstår stadig ikke hvordan det hele endte så vidt, men pludselig stod 2 store fyre bag mig. De trak mig op og satte en sprøjte i min arm. Alting blev sort og jeg faldt i en dyb søvn.
Jeg vågnede med et sæt, panikken spredte sig i mig og jeg satte mig op i sengen, imens jeg hev efter vejret. Det tog nogle minutter før jeg faldt i ro igen. Jeg var låst inde i et lille rum, der var en seng som jeg var vågnet op i, væggene var heldigvis ikke hvide, bare grå. Gulvet var mørke gråt. Jeg brugte timer på at slå på væggene, døren, sparke til sengen, skrige, råbe. Til sidst sad jeg i hjørnet, krøllet sammen og græd mig selv i søvn. Døren blev åbnet og en høj mand kom ind. Han satte en bakke med grød foran mig. Hans blik var vredt, alligevel rejste jeg mig op og greb fat i ham. 'Hvor er jeg? Hvor er min familie? Hvad er det her for et sted? Hvor længe har jeg været her?' Spørgsmålene røg ud af mig, men jeg stoppede brat da manden greb fat i mig og slog mig imod væggen. Jeg faldt sammen og så bange op på ham. Så sparkede han mig i maven, og jeg krøllede mig sammen. Han løftede bakken og smed den ned på mig. Den kolde grød landte på min trøje og løb ned af min trøje. Jeg lå helt stille, ventede til der var stille, men lyden af min vejrtrækning var høj, mit hjerte hamrede og jeg hulkede i mørket. Jeg lå lidt på det gulve beton gulv, og tænkte tilbage, tænkte på hvad der var sket. Hvad jeg kunne gøre, skulle gøre, måtte gøre. Det var bare et forsøg, men jeg var så svag og hjælpeløs, så jeg satte mig op, pressede ryggen imod væggen og lyttede. 'Taylor.' Hviskede jeg. Men der skete intet. 'Taylor!' Råbte jeg. Stadig intet. 'Taylor! Du sagde at jeg skulle kalde på dig! At vi kunne indgå en pagt! Taylor! Du er nødt til at hjælpe mig! Taylor! Jeg har ikke andre! Taylor!' Skreg jeg. Jeg lukkede øjende i nogle sekunder, så hørte jeg et skridt, og slog øjende op. En orange håret fyr, med grønne øjne, et skævt smil, ihørt et sort jakkesæt med et rødt slips. 'Nånå,' sagde han og gik nærmere. 'Shit!' Udbrød jeg og stirrede på ham. Var han virkelig? Han smilte og satte sig på hug foran mig. 'Har du brug for hjælp?' Spurgte han og gav mig hånden. 'Jeg kan opfylde alle dine ønsker, bare nævn noget.' Sagde han lavt. Jeg sank en klump. 'Jeg vil ud. Jeg vil ud her fra.' Sagde jeg og greb fat i hans arm. Han hævede et øjenbryn og så på mine arme. 'Javel.' Sagde han lavt og smilte så igen. 'Hvad med Jamie?' Spurgte han og knep øjnende sammen. Jeg så undren på ham. 'Var det ikke hans skyld? At du er her?' Spurgte han. Jeg nikkede. 'Hvad hvis du kunne få hans liv? Ville det gøre dig lykkelig?' Spurgte han. 'Ja! Jeg vil have Jamie's liv!' Udbrød jeg. Han smilte stort og alting blev sort.
Jeg vågnede op i min egen seng, helt forpustet strøg jeg mit hår tilbage og gennem tænkte går dagens forløb. Jeg tog tøj på og gik ned af trapperne, skyndte mig at sætte kaffe over, stille morgen maden frem. Min far stoppede op foran bordet. 'Hvad laver du?' Spurgte han forundret. 'J-jeg laver morgen mad?' Svarede jeg forvirret og satte en kop med kaffe på hans plads. Han satte sig ned på sin plads og så undren på mig. 'Hvorfor?' Spurgte han. Jeg tog panden af kommfuret og hældte et spejlæg ned på hans tallerken sammen med lidt stegt bacon. 'Åh gud, er det min fødselsdag?' Spurgte han og rejste sig næsten op fra stolen. Jeg satte mig ned på min plads og så på ham i stilhed. 'Nej, jeg har haft fødselsdag.' Sagde han og spiste lidt. Vi sad lidt og kiggede på hinanden i stilhed. Da jeg havde spist op, sad jeg i lidt tid og kiggede ned på min tallerken. 'Er du færdig?' Spurgte han. Jeg nikkede, men kom i tanke om at han hadede når jeg ikke svarede. 'Ja,' svarede jeg hurtigt. 'Hvorfor sidder du her så endnu? Har du pakket din skole taske?' Spurgte han. 'Må jeg godt rejse mig?' Spurgte jeg. 'Ja selvfølglelig, hvorfor spørger du om lov?' Spurgte han. 'Undskyld.' Sagde jeg og tog tingene fra bordet. 'Du er lidt mærkelig i dag.' Sagde min far. Jeg valgte at ignorre det, pakkede mine ting og skyndte mig i skole. Min far opførte sig så sært, jeg nåede ind på skolen da jeg kom i tanke om at jeg havde glemt at vække Jamie, og jeg skulle ha fulgt ham i skole. Jeg stoppede op og skulle til at vende om, da Jamie's kæreste Sofie stod foran mig og kyssede mig på munden. 'Hej skat,' sagde hun og smilte stort. Jeg blinkede nogle gange og så undren på hende. 'Hvad er der?' Spurgte hun. 'Du er min brors kæreste!' Udbrød jeg og tørte mig om munden. 'Lucas kæreste?' Sprugte hun og lo. 'Nej, Jamies!' råbte jeg og løb ind på skolen. Hvor var det mærkeligt. Alle opførte sig mærkeligt idag. Jeg sad ude foran klasse lokalet, alle der gik forbi mig hilste pænt og nogen spurgte om jeg ville side ved siden af dem, men jeg stirrede bare mærkeligt på dem og de grinte venligt. Da læren kom rejste jeg mig hurtigt op og undskyldte, men han klappede mig bare på hovedet og lod mig stå. Jeg ventede lidt og gå gik jeg hjem igen. Det måtte være en drøm? Alle var søde over for mig og behandlede mig pænt. Måske var det en joke?
- MERE KOMMER
Ingen kommentarer:
Send en kommentar