Born to race

Fart og larm. Det var de to ting jeg var vokset op med. Jeg var en af de heldige børn der stolt kunne sige at min far var kendt. Ikke en skuespiller eller hvad andre kender som kendt. Min far var en af de bedste rally kører. Når han skulle til løb, tog han altid mig med. Jeg fik en af de bedste pladser, hvor jeg kunne se hele banden. Og når han vandt, trak han mig med op på scenen, hev mig op på skulderen og viste mig stolt frem, imens jeg holdte pokalen. Men med tiden ændrede det sig. Min mor forlod min far, hun mente at han kun var optaget af bilerne og hun ville ikke se ham kører sig selv ihjel, jeg var heldigvis over 12 så jeg bestemte hvor jeg ville bo. Jeg havde det bedst hos min far. Han kunne dog ikke lave mad, faktisk var han helt håbløs i køknet, så denne opgave fik jeg. Imens jeg voksede, blev min far ældre og langsommere på banden. Han deltog mindre og mindre i løbene.

Den værste og sidste løb jeg kom med til var for 4 år siden. Alle bilerne kom i mål, min far havde lagt i spisen og jeg var løbet ned til mål linjen for at heppe på ham, men da den sidste bil kørte ind og folk langsomt forsvandt, gik jeg i panik. Jeg løb rundt og ledte efter ham, en time efter at jeg havde skreget mig hæs i regnen, kom nogle mænd løbene hen til mig. De fortalte at min far havde kørt galt og lå på sygehuset. Jeg bedte dem om at kører mig hen til ham, men de ringede efter min mor som hentede mig hjem. Det var det længste år i mit liv. Han havde knust hofterne, heldigvis havde lægerne fået sat nogle metal plader ind som kunne holde ham sammen, men gen optræningen tog sin tid. Da han endelig kom hjem, fik min mor skabt så meget drama at jeg skulle være hos hende hver anden uge. Jeg blev derfor en af de der skilsmisse børn som blev delt midt over. Hvor jeg dog hadede det. 

'Tillykke med de 16 år, min dreng.' Smilte min far og jeg blev hevet ud af min selvhad til min barndom. Jeg så op fra min morgenmad. 'Godmorgen far!' Sagde jeg og smilte. Jeg fik rejst mig op og hentede panden med varme stegte æg og bacon som jeg hældte op på en tom talerken. 'Robin, du havde ikke behøvet at lave morgenmad på din fødselsdag.' Sagde min far flovt og satte sig ved bordet. Jeg satte tallerken foran ham. 'Og risikere at få brændt toast igen? Haha! Nej tak. Desunden var jeg alligevel tidlig oppe.' Sagde jeg og satte mig ned for at spise min egen mad. 'Nå.' Sagde min far og begyndte at spise. Jeg sad lidt og stirrede på ham, mærkede min krop blive urolig. Han så op og opdagede mit blik. 'Du undre dig nok over hvor din gave er?' Spurgte han og smilte svagt. Jeg smilte stort, jeg viste at han ikke havde glemt min fødselsdag. Han havde sikkert planlagt noget stort. 'Kan du gætte hvad det er?' Spurgte han og smilte. '50 runder i din rallybil på en bande helt alene?' Udbrød jeg og holdte vejret. Min far hævede et øjenbryn. 'Hvor får du dog de vilde ideer fra, knægt? Det er ikke dét du siger til din mor, vel!?' Spurgte han og lød en anelse irriteret. Jeg rystede hurtigt på hovedet og havde lyst til at bide min egen tunge over. 'Men hvad er det så?' Spurgte jeg en anelse flov. Min far smilte skævt 'Du får den efter skole.' 

Skole tiden føltes så lang. 'Tillykke med fødselsdagen!' Skreg en pige og løb imod mig. Hun krammede mig hårdt og vippede fra side til side, imens jeg modvilligt fulgte med. 'Tak,' små grinte jeg og forsøgte at få pigen af mig. Pigen gav slip og smilte op til mig. Hun havde skulderlangt brunt hår. Hendes pandehår gik i en side skilling. 'Vil du have min gave nu eller senere?' Spurgte hun og små grinte. 'Jeg er klar nu!' Sagde jeg og slog ud med armene. Pigen hed Aiko og var en af mine bedste venner.