witches aren't real

Der havde altid været min mor og jeg, indtil min lille bror Aske blev født. Han havde kul sort hår og store grønne øjne som mig selv og min mor. Det var meget normalt i den tid vi levede i at vi ingen far havde. Min mor sagde at han var draget i krig i kongens navn, men han var aldrig vendt tilbage. Vi havde ikke særlig mange penge, men vi boede alligevel i et lille hus midt i byen. Aske var 5 år yngre end mig og derfor blev han altid i nærheden af min mor, når jeg blev sendt ud på arbejde for at tjene penge. Jeg skulle vaske andres tøj, handle ind, passe børn alt det en ung pige nu gør. Jeg var lige fyldt 10 år, og det blev svære at finde arbejde. Indbyggerne i byen blev mere fattig og vi gik en kold vinter i møde, jeg var derfor nødt til at tjene penge så vi alle kunne holde os i live. 

Jeg sad ved bordet og spiste lidt brød da Aske løb hen til mig og snakkede om hvad han skulle lave idag. Han havde halv langt kul sort hår og slidt tøj på som var lidt for stort til ham, det var mit gamle tøj. Min mor satte sig en stol foran os og smilte til os. Hun havde langt sort hår og grønne øjne. Hun var tynd, utrolig tynd, jeg vidste godt at hun spiste mindre end vi gjorde så der var mere mad til os. Aske var lidt rundere i ansigtet og han nød alt maden. Jeg lignede min mor i ansigtet, tynd og samme øjne. Mit hår var kort og brunt. 'Pan, husk at tage en krukke med vand hjem idag, så I kan få et bad,' sagde min mor. Aske lavede en grimasse og jeg kunne ikke lade vær med at grine. 'Ja, det skal jeg nok mor,' sagde jeg og smilte. Jeg skyndte mig at fjerne mine ting og tage en krukke i hånden, inden jeg løb ud af døren. Der var mennesker ude på gaden. Vores lille by var fuld af liv. Børn der legede. Voksne der stod og snakkede. Alle mulige dyr gik rundt i blandt os. Det var en fredelig lille by og jeg kunne ikke forstille mig at der ville ske noget ondt her.

Jeg stoppede op og stirrede imod en røg sky, folk trak ind til siderne og igennem byen kom en stor flok ryttere. Jeg sprang ind til siden og holdt vejret. Da røgen endelig lagde sig en smule, kunne jeg se Aske løbe ud af døren med et stort imponeret smil. 'Pan, det er far!' Råbte han, og løb efter de fremmede rytter. Det var min skyld, jeg havde fortalt ham alle mulige eventyre om at vores far en dag ville komme hjem på en stor hest som han havde fået af kongen som tak for at havde redet kongeriget. 'Nej, Aske vent!' Lykkes det mig at råbe, jeg kæmpede med at komme op og ud af mit chok. Den lille sort håret dreng løb forsat efter de fremmed. 'Pan, hvad sker der?' Råbte min mor bekymret fra vores hus. 'Bare rolig, jeg henter ham!' Råbte jeg imens jeg forsøgte at smile. Jeg løb så hurtigt jeg kunne efter røgen og sporene af hestene, ud af landsbyen og ind i skoven.

Der var koldt og mørkt og jeg måtte hele tiden vende mig om i frygt for at en ulv ville få fat i mig. 'Aske!' Kaldte jeg imens jeg forsøgte ikke at snuble over mine egne ben. Jeg gik rundt i flere timer, søgte og kaldt efter min lille bror. Der var flere gange hvor jeg havde lyst til at give op. Jeg sukkere og satte mig ned på en stor sten, hvor kunne han være blevet af? 'P-pan!' Lød en kalden. Jeg vendte mig rundt og gik efter lyden af Aske's rystende  stemme. 'Aske, hvor er du!?' Kaldte jeg, en smule mere vredt end det var meningen. Jeg mærkede en sten forsvinde under mig og pludselig faldt jeg forover. Jeg trillede videre til jeg ramte en sten med hovedet. Det dunkede og jeg kunne ikke se noget i nogle minutter. Der lød nogle pust og stønnen, og noget stort som trampede hårdt i jorden omkring mig. Jeg fik endelig kontrol over min krop og fik rejst mig om. Aske kom styrtene hen til mig, hylene imens han greb fast i min nakke med begge arme. Jeg løftede ham op og troede ikke mine egne øjne. Stenene rundt omkring os rejste sig op og stod på 4 ben. Deres forben lignede muskuløse menneske arme og deres bagben lignede tyndede dyre ben med poter. De var dækket i en tyk brunpels. De havde mås på ryggen og ned af armene samt nogle små sten. Deres ansigter lignede katte, små øjne øre, store munde med lange tænder og små horn i panden formet som sten. Der var mange af dem. I forskellige størrelser. En lille snappede ud efter os, med et sæt sparkede jeg den hårdt i siden og den fløj væk. Den skreg højt og flere sprang nu på mig. Jeg sparkede og slog alt hvad jeg kunne for at holde dem væk fra Aske og mig selv, men pludselig fik en af dem fat i min ene hånd. Jeg skreg højt, med den anden hånd slog jeg løs på dens ansigt, men det føltes at slå på sten. De kom nærmere og snart var hele mit tøj fuld af mås, jord og en underlig væske som jeg antog var savl. Jeg hørte Aske skrige bag mig og hyle hysterisk. Snart var det ude med os. De her sten monstre var alt for mange og alt for stærke. Jeg mærkede at mine kræfter hurtigt forsvandt, det lille monstre bed hårdere fat i min hånd og en smerte dunkede i mit hoved. En gren blev kaster imod monstrene fra siden og slog de fleste væk. Flere små grene blev kastet, og monstrene mistede intresseresen i mig og Aske. Jeg lagde min frie hånd på Aske's mund og tvang ham til at tie stille. I min anden hånd hang det lille monstre stadig, jeg frygtede at jeg snart ville miste min hånd, monstret vejede tungt og jeg var derfor tvunget til at have min hånd ned imod jorden. Det lille monstre knurrede og brummede af mig, som en vild hund, dog var den ikke større end en katte killing på nogle måneder. En skikkelse kom frem fra skoven, han havde en fakkel i hånden, han jog de fleste monstre væk, som om de frygtede ilden i hans hånd. Han bakkede hen imod os, så sig ned over skulderen og kastede et hårdt blik på monstret der havde bidt sig fast i min hånd. Med en hurtig bevægelse, snurrede han omkring, trampede hårdt på monstret, dens ansigt blev flækket i 2 store stykker. Der lød et hyl fra den og hurtigt blev den til livløs sten og mås. Min hånd blev fri, men den var øm og fuld af blod. Jeg greb min hånd til mig og så lettet og taknemlig op på den fremmed. Han havde en sort hat på, en lang mørk kappe, store støvler, brune slidte bukser, en hvid skjorte og et halsterklæde. Han havde kort sort hår under hatten og hans blik var is koldt. 'Jeg afleder deres opmærksomhed, så flygter i.' Sagde han med en mørk hæs stemme. Han løb ud imod monstrene, råbte af dem og svingede med sin fakkel. Jeg greb fat i Aske's hånd, tvang ham op på benene og så løb vi så hurtigt vi kunne. Jeg hev efter vejret, imens vi løb så hurtigt vores rystene små ben kunne. Alting susede for mine øre da vi endelig nåede skov kanten og indgangen til vores landsby. 

Aske løb ind før mig, han kastede sig ind i vores mors arme og begyndte at græde helt hysterisk. Jeg lukkede døren bag mig og gled langsomt ned på det kolde gulv. Min hånd dukkede af smerte og jeg mærkede feberen stige. 'Hvad er der sket?' Spurgte vores mor bekymret og aede Aske over hans sorte hår. 'Monstre!' Fik jeg fremsagt. Hun spærrede sine øjne op og tyssede på os. 'Der findes ikke monstre, hold op med at lyve!' Sagde hun stregt og så anklagene på mig. 'Det er rigtigt! De var formet som sten og angreb os!' Hulkede Aske ind i hendes arme. 'Orh, Pan. Har du overbevist din lillebror om det?' Hun sukkede højt og bar ham ind i sengen. Der blev stille lidt. Jeg sad i mine egne tanker, det var ikke løgn. Jeg talte sandt. Monstrene angreb os og de bed mig. Min mor kom hen imod mig. 'Den bed mig!' Sagde jeg og viste min hånd imod hende. Såret var stadig frisk, men blodet var størktnet. Hun gispede og begyndte så at fumle rundt efter noget der kunne rense såret. Vi satte os ved bordet og længe var der en stilhed imellem os. Mine kinder brændte og en dunkede smerte hamrede i min hånd. 'Vil du ikke nok tro på mig?' Spurgte jeg lavt og mærkede tårerne presse sig på. 'Det er umuligt at tro. Og selv hvis det var sandt, så vil jeg bede dig om at holde det hemmeligt.' Hun sagde det lavt og så mig ind i øjnene. 'Hvis folk hører at I ser monstre vil de straks tage jer fra mig.' Sagde hun. Der var en blanding af panik og vrede i hendes ansigt. 'Jeg forstår.' Sagde jeg lavt og bed mig i læben af fortvivelse. 

Jeg blev vækket af et højt skrig, jeg trak hurtigt en alt for løs skjorte på og løb ind til Aske, min mor stod og trøstene ham. Hun krammede ham ind til sig og tyssede på ham. Jeg så tårrerne trille ned af hendes kinder og måtte se væk. Der var gået 3 uger siden episoden med monstrene i skoven. Jeg havde fået et lille ar på min ene finger, men jeg sørgede for at ingen så det. Min mor havde fået mig til at love at holde det for os selv, men Aske var stadig for lille til at forstå. Så vi sagde til ham at det bare var noget han havde drømt. Men det endte med at han fik maridt og hver nat drømte han det samme. Det var blevet et stort problem og min mor var tæt på et nervesammenbrud. Jeg ventede til Aske lå under tæppet før jeg gik hen for at afløse min mor. Jeg klappede hende på skulderen og sætte mig så ved siden af Aske. 'De er virkelige.' Sagde han og trak tæppet op over hovedet. 'Nej, Aske. Det var bare en drøm.' Løj jeg og aede ham over hans sorte hår. Han vendte ryggen til mig og kort tid efter hørte jeg ham snorke. Jeg blev der resten af natten, og vogtede over ham. 

5 år senere. 

Der var gået 5 år og jeg stoppede aldrig med at tænke over monstrene fra skoven. Med tiden blev jeg i tvivl om det var en drøm eller virkeligt. Jeg havde stadig såret på min finger. Aske havde glemt alt om det og ingen af os nævnte det mere. Jeg stod ved brønnen og hev en spand op med vand. En sten ramte mig på ryggen, men jeg lod som ingen ting. 'Du har ingen far!' Råbte en dreng og kastede endnu en sten. Jeg valgte at ignorre ham og fik endnu en sten i ryggen. Børnene i byen skulle bruge deres fritid på noget og det valgte de så at lade gå ud over mig. De råbte noget forskelleligt hver dag, men oftes var det at jeg ingen far havde. 'Hov, hold op med det!' Råbte Aske og samlede en sten op som han kastede efter drengene. Der lød latter og så blev der stille. Aske løb hen til mig og gik ved siden af mig. 'Sådan nogle møg unger,' sagde han irriteret. Jeg fniste lidt af ham. Han var lige blevet 10 år og han gik mig allerede til skulderen. Han tog spanden ud af mine hænder og gik med den. Han voksede så hurtigt og var allerede blevet så stærk. Nogle gange undrede jeg mig over hvor gammel han selv troede han var. 'Hvad er så sjovt?' Spurgte han og hans alvorlige ansigt blev til et nysgerigt barne ansigt igen. Jeg aede ham over håret og rystede bare på hovedet. 

- DER KOMMER MERE