The forest troll

Man hører oftes om os i eventyr, men lad os lige få nogle ting på det rene. Vi findes. Nogle ting passer, andre ting er løgne, mennesker pejler at gøre den slags ting, nemelig at overdrive og at finde på. Så ja, jeg er en trold. Ikke en lugtene, dum, grim skabning der bor i huler. Jo okay, vi bor i huler. Men det er fordi jeg og min familie er skov trolde. Så vi bor i skoven, under jorden i hemmelige huler. Vi kan blive over flere 1000 år gamle, og vi ældes meget langsomt. Vi er i familie med fauner, dværge og nisser. Ja, de findes også. Dværgene går iblandt menneske og lader som om de er en af dem. Nisserne gemmer sig ofte, små uhyggelige skabninge, der stjæler ting og flytter rundt på alt. Faunene er næsten udøde, jeg har ikke set en i 100 år, den sidste jeg så var min granfætter til min fødselsdag, men det endte med et brag og jeg har ikke set ham siden. Jeg kan ikke gang mere huske hvad der skete. Nå, nok om det. Min far er en trold, en renblodet trold, min mor var en halv trold, men hun blev dræbt af menneskene for længe siden da vi stadig gik i blandt dem. Min far fandt senere et menneske som han fik et barn med. Men menneskerne lever ikke særlig længe og derfor døde hun som alle andre mennesker. Da min lille bror blev født, mistede min far besindelsen og forsøgte at æde ham, jeg tøvede ikke et sekundt med at dræbe ham. Det er det triste ved os trolde, vi hunger efter menneske børn. Hvorfor jeg ikke blev påvirket, tror jeg er fordi jeg ikke er fuldblods, jeg kan styrer mig selv en lille smule og så vil jeg aldrig gøre min bror fortræd. Hans mor tog sig af mig og forsøgte at lærer mig at bo i et hus, at sove i senge, at spise ved bordet, at spise menneskemad, at arbejde, men jeg er og bliver en trold. Da hun endelige døde, holdte jeg facen om at være et mennekse i 65 år, for min brors skyld, men menneskene opdagede hurtigt at vi ikke var som dem, og derfor gik vi under jorden i ca. 45 år. Indtil min bror ikke kunne klare mere og vi måtte vende tilbage til mennekes verden, jeg gik med til det. Om det var fordi jeg ikke ville være alene eller fordi jeg var nysgerrig efter andre trolde, det ved jeg ikke.

Vi vendte tilbage til hans mors hus, fik sat hytten i stand og inde i sove værelset under sengen, lavede jeg en hemmelig dør til jorden, så man kunne søge ned i jorden og mine hemmelige huler hvor jeg kunne være i fred. Jeg sad ved bordet da min bror kom ind og forstyrede mig i mine tanker. Vi var begge utrolige lave af at være trolde, men det var et dække for ikke at blive opdaget. Vi kunne ændre vores skikkelse for at gå iblandt menneskene. I gamle dage stjal troldene menneskes børn og skiftede dem ud med trolde børn. Men der var ting vi ikke kunne skjule, som vores spise øre, vores små horn, vores hårde hud, den dårlige ånde, den store appetit og vores hale. Min bror satte sig ned foran mig. 'Hvad tænker du på?' Spurgte han og smilte stort. Han havde kort brunt hår, han fik det tit at stå op for at skjule hans små horn, som kun lignede buler. Han havde små fregner over næsen, grønne øjne, hans øre var spise, med et hul i højre øre. 'Bør vi virkelig forlade huset?' Spurgte jeg. 'Årh, kom nuuu!' Tiggede han. 'Taylor, hold op!' Sagde jeg hårdt og bed tænderne sammen. Jeg rejste mig op og gik hen til spejlet. Vi lignede meget hinanden, jeg havde også brunt hår, spidse øre, grønne øjne. Men alligevel lignede jeg mere en trold, mine hugtænder var spidse, mine horn var længere og jeg havde to små horn også, min hale gik ned til gulvet, jeg kunne ikke mærke kulde eller meget varme ting, min hud var hård som sten. Jeg var hurtigere, stærkere og have mere udholdendehed end menneskerne. Jeg stod i shorts og bar overkrop, mine arme var behåret og jeg havde sår, ar og skræmmer over alt. Nogle var tydelige, andre var usynlige. Selvom vores hud er hård som sten, så tager det nogle år før vi får vores trolde hud. Det der afslørede os mest var når vi var sultne, vores pupiller forsvandt og hele øjet blev gult, vi vokser, får flere muskler, alle vores tænder bliver spidse og vores stemme bliver mørk. Jeg rystede på hovedet og forsøgte at få billederne ud af hovedet. Jeg havde aldrig set Taylor i den tilstand, men han var kun en halv trold, så han ville måske aldrig få dén sult og jeg sørgede altid for at han fik noget at spise, ikke fordi jeg kan lave menneske mad, det er hellere ikke skabt til os trolde. Selvom Taylor nyder det. 'Jeg er bare træt af at lade som om jeg er en af dem,' sagde jeg små irriteret og så på ham. 'Du mener en som mig,' sagde Taylor og trak på skulderen. 'Nej? Nej! Du ved godt hvad jeg mente!' Sagde jeg og gik rundt i det lille køkken. 'Jeg er et menneske, jeg hører til der ude! Lad mig nu være i blandt dem! Bare nogle minutter!' Tiggede han. Jeg sukkede og gav efter. 

Vi gik igennem en gå gade. Jeg havde taget en hætte træje på, hvor hætten dækkede mine spidse øre og horn. Jeg stak hænderne i lommen foran og gik ved siden af Taylor. Han havde også taget en hætte trøje på, for at dække sine øre og små horn. Han gik med fastige skridt og stoppede hele tiden op ved alle butikker for at se ind. Jeg forsatte med at gå, jeg forsøgte at være ligeglad, men jeg var alligevel imponeret over hvad menneske havde bygget på få år. Jeg var ikke interesseret i deres mad, tøj, legesager eller møbler, faktisk var det hele ligegyldigt. Men jeg følte mig så lille og svag, deres tekologi voksede og vores art forsvandt. 

- Mere kommer