Glem mig ikke

Det var endnu en hård dag. Det var de alle sammen. Jeg havde aldrig forstillet mig at det skulle være mit liv. Min fremtid. At sidde på konto hele dagen. Selvom det lyder let er det stressene og hårdt. Min krop gør ondt. Min ryg skriger af smerte. Men jeg ignorre det. Jeg er nødt til det. Der hjemme har jeg en kone. Og vores søn på 2 år. Det er min pligt at passe på dem. Tjene penge. Give mad på bordet. Jeg havde bare aldrig drømt om sådan et job. Men det betaler godt. Timerne er lange. Alt for lange. Det er altid meget sent når jeg skal hjem. Når jeg er færdig med papir arbejdet.

Jeg roder mig lidt i håret. Gnider mig i de trætte øjne. Kigger på uret på min venstre arm. Midnat. Og turen hjem tager 1 time. Jeg sukker. Hæver min kop, der står foran mig. Gad vide om den varme kaffe er blevet kold? Jeg kigger ned i koppen. Tom. Og det var de sidste små penge. Jeg sukker. Måske jeg bare skulle tage hjem? Jeg er alligevel færdig. Jeg går ud af bygningen vinker farvel til nogle af de ansatte. Vagterne. Vinker hurtigt uden at se på dem. Skynder mig ud til parkeings pladsen. Den kolde luft går lige ind til benet. Jeg begynder at ryste, men forsøger at finde bilen i mørket. Der går nogle minutter før jeg genkender nummerpladen. Låser døren op og stiger ind. Turen er lang.

Mine øjne falder langsomt i. Jeg ryster på hovedet. Skruer op for varmen, forsøger at holde øjnene oppe. Skruer op for musikken. Men sangen lyder for voldsom. Er det det de unge høre? Sikke noget bras. Ganske langsomt falder mine øjne i. Min krop giver et sæt og jeg vågner op. Jeg retter bilen op og forsøger at holde mig vågen. Men det bliver svære og svære. Jeg skrue ned for varmen, retter blikket ned. Varmen tager af. Jeg kigger ud på vejen, og pludselig løber en kat ud foran bilen. Jeg reagere hurtigt. Drejer til højre, uden om dyret, og ind på vejen igen. Jeg får sænket farten. Der skete heldigvis ikke noget. Resten af turen gik lettere. Forskrækkelsen havde vækket mig. Jeg var snart hjemme. Så kunne jeg smide mig i sengen, få sovet de 6 timer og så på arbejde igen. Ja, det var sådan min hverdag var blevet.

Lyset i huset var slukket. Hun var nok gået i seng. Jeg fik parket bilen ved indkørelsen. Steg ud af bilen, gik hen imod fordøren. Jeg stak nøglen ind i, men den passede ikke. Underligt. Jeg forsøgte at kigge ind af vinduerne. Men der var helt sort. Jeg greb fat i dørhåndtaget. Døren gik langsomt op. Der var slet ikke låst. Jeg gik inden for. Der så så anderleds ud. Huset var tomt. Der var knap nok noget tilbage. Jeg gik rundt i huset. Hvad var der sket? Havde hun forladt mig? Nej! Jeg ledte hele huset igennem. Men der var intet spor af hende, eller vores søn. Hvad var der sket?

Jeg satte mig på en stol i køknet. Hvad forgår der? Pludselig så jeg papiret på bordet. En avis. Mine øjne blev ved med at stirre på det. Men noget inden i mig var bange. Utrolig bange. Hvorfor? Jeg fik revet mig løs. Tog fat i avis artiklen. Kiggede på forsiden. Den var fra idag. Men siden var gul. Krøllet en smule sammen. Den så gammel ud. Umuligt. På forsiden var der et billed af en bil. Forsiden af bilen var smadret. Der var blod i forruden. Hvorfor tog de sådan nogle billeder!? Teksten gav mig en mave puster. 'ung mand kørte galt'

Det var min bil. Mit blod. Mit navn under overskriften.