Mit liv som slave

- Denne historie er blevet inspireret af Lucas's drøm

Min familie have altid været fattig. De havde ikke råd til noget. De arbejede hårdt hverdag bare for at få råd til at sove et sted. For i vores land skulle man betale hvis man ville sove på marken. Hvis man ville sove i sandet. Alt kostede penge. Egypten var et hårdt sted at vokse op. Min familie kom ikke fra egypten, nej de var tilfyttere. De havde bare fået den her ide om at rejse til Egypten og tjene nogle penge. De kunne nemmelige skabe noget der kunne sælges.

Hvad det var?

Hvad kan en mand og en kvinde skabe?

Børn.

Ja, de tog der ned og solgte deres børn. Jeg havde altid skulle arbejde hårdt for dem. Først sendte de mig bare ud og gøre det beskidte arbejde. Men da jeg blev 10 år tog min far mig med ud på slags marken. Jeg var den ældste af mine søskendene. Jeg var ikke spinkel, jeg havde en del fedt på kroppen og min far mente at flere derfor ville have mig.

Da vi stod der, imellem alle de andre slaver sagde min far at jeg var speciel. Jeg havde lys hud og lyst hår. Men han ville vel lyve for hvem som helst? Jeg stod der i slidte bukser som gik mig til lårene. Jeg havde ingen trøje på. De skulle se så meget hud som muligt. Måtte ikke have sår eller skrammer. Der kom nogle mænd og kiggede på mig. Jeg holdte vejret imens min far vendte og drejede mig. De fleste ville ikke have noget at gøre med mig, fordi jeg var anderleds. Men en ældre herre ventede til alle de andre var gået, så tog han fat i mig. Drejede mig rundt. Løftede op i min hage. Han var betaget af mine blå øjne. Så han betalte for mig. Det var ikke meget, men min far var desperat. Der blev bundet en lykke omkring min hals, og så blev jeg slæbt afsted. Væk fra min familie. Jeg grad meget de første par dage. Jeg grad mig selv i søvn.

Men det gik hurtigt op for mig at jeg faktisk havde fået det bedre. Manden var gammel, men han var flink. Han kaldte mig kun dreng, og jeg kaldte ham herre. Han var svag og lagde aldrig hånd på mig. Jeg lavede hans mad, tjente penge til ham. Passede ham, pjelede ham. Et sted holdte jeg også af ham. Meget endda. Han var som en bedste far for mig. Han var min eneste familie. Jeg nød hverdag med ham. Han havde humor og han snakkede det meste af tiden. Nogle dage gave han mig ektra mad, hvis jeg havde arbejdet hårdt. Han gav mig engang et tæppe. Jeg var virkelig heldig.

Men lykken sluttede hurtigt. Alting har en ende. Jeg havde været der i 6 år. Jeg kunne godt mærke på ham at han blev svagere og svagere. Han fik flere og flere anfald. Han faldt om på gulvet en dag. Jeg forsøgte at få ham op, men han skreg af smerte. Jeg løb ud af døren, igennem byen. Sandet brandte på mine bare tær. Men jeg var ligeglad. Jeg havde tralvt. Der var tale om sekunder. Jeg hentede lægen. Skyndte mig hjem igen. Men der var intet læge kunne gøre. Han bedte lægen om at tage sig godt af mig. Finde et hjem til mig. Jeg grad. Grad da han sov ind. Grad da de førte ham bort. Grad da de førte mig bort.

Lægen gav mig til en slave handler. Han fik gode penge for mig. Selvom slavehandleren først var skeptisk da han så mig. Han ventede til lægen gik, så greb han fat i min underarm og brændte et slave mærke ind i min underarm. Nu var jeg officelt en slave. Hvis jeg stak af ville alle kunne se at jeg var en slave. De ville kunne kræve ret til at eje mig. Sælge mig. Gøre som det passede dem. Man kunne ikke længere slippe fri. Man var fanget. Fanget som en fulg i et bur. Og det skulle blive min død.

Jeg snakkede ikke med de andre slaver. Hvis jeg forsøgte at nærme mig dem, kastede de sand på mig. Mit hår var lyst, mine øjne var blå og min hud var hvid. Jeg var ikke som dem. Jeg var anderleds.

Slave handleren forsøgte at sælge mig i et helt år, men nyttesløst. Ingen ville have en dreng med hvid hud. Han rejste omkring med mig. Nogle dage var jeg helt alene med ham, andre dage var vi 20 slaver med ham. Jeg snakkede aldrig til ham. Svarrede ham når han talte til mig. Skulle sige herre og mester. Bøje mig og tjene ham. Selvom han ikke var min ejer. Han var bare en slave handler.

Året var næsten gået og vi skulle besøge en stor by. Slave handleren sagde at chancen for at han ville sælge noget i en stor by var umuligt fordi der allerede var så mange slaver handler. Men nu forsøgte han alligevel . Mange mænd og kvinder kom og kiggede på os. Fattige og rige. Der var nogle romer, krigere. De købte slaver, smed dem i collocerum. For at underholde mennesker. Lad os kæmpe imod hinanden. Romernes blikke hvilede på mig. Jeg blev bange. Meget bange. Hvis de købte mig, og jeg skulle kæmpe ville jeg ikke overleve. Men de købte nogle som var ældre, stærkere end mig. Jeg var redet. Ihvertfald lidt endnu.

Slave handlere var ved at blive desperat omkring mig. Måske skulle han sælge mig til en anden slave handler. Jeg sukkede. Men pludselige kom der en stor mand hen imod os. "Hvor meget skal du have for den hvid håret?" spurgte han. Vi rejste os begge op. Jeg sænkede blikket. "Hvor meget har du min gode herre?" spurgte slave handleren og slikkede sig om munden. Ækelt. Der blev handlet om mig, og til sidst blev jeg købt. Men jeg var billig. Slaverhandleren blev dog glad for at komme af med mig. Han klappede mig på ryggen og ønskede mig held og lykke

Vi gik i tavshed. Jeg gik foran ham. Han var høj, mørk og stærk. Han havde en nederdel af en art på, hvid og flot. Sanddaler, et svær, men ingen trøje. Hans øjne var mørke og hårde. Han var skaldet udover en lille hestehale oppe på toppen af hans hoved. "Hvor skal vi hen?" mumlede jeg lavt. "Tie slave" jeg sænkede blikket. Flovt og bange. Vi gik igennem byen. Folk sænket mig et blik. Jeg var anderleds. Jeg frygtede at vi skulle imod romerne. Men de gik igennem byen. Helt hen til en stor port. Jeg havde aldrig været her før. I byen. Jeg kendte ikke byen. Jeg viste ikke hvor vi var. Men jeg var imponeret. Porten var høj. Stor. Noget meget vigtigt blev gemt derinde. Jeg blev ført ind.

De lukkede mig inde i et lille rum. Der var koldt, som natten i de kølige lande. Der var mørkere end natten og man kunne intet se. Men fra siden var et lille hul, som lignede et vindue. For smalt til at man kunne kravle igennem, og for højt oppe til jeg kunne nå. Jeg fik noget brød som jeg kunne spise imens jeg ventede. Ventede? På hvad!? Jeg turte ikke sprøge. Sad bare i mørket og tænkte. Imens jeg sad der. I min egen ensomhed. Kom der en lille rotte imod mig. Den var hvid med orange aftegninger. Dens øjne var sorte. Jeg sad i hjørnet og kiggede imod den. Den kralvede forsigtigt imod mig. Jeg lagde mit beskidte halvspiste brød på jorden og rotten ventede ikke med at spise det. Jeg smilte lidt over det og nød at se hvordan den lille spiste. Da den var færdig kom den helt hen til mig. Den kravlede op på min skulder og lagde sig til at sove.

Jeg ved ikke hvor længe jeg var i det mørke rum. Hvor længe jeg sad i ensomheden. Hvor længe de lod mig sulte og tørste. Mørket begyndte at gøre mig rarstløs. Jeg kunne næsten ikke finde rundt i dagene og da jeg var ved at miste forstanden hørte jeg stemmer. Jeg lå på jorden. Midt i rummet. På vej til at give op på livet. Op på det hele. Døren blev åbnet, og noget koldt blev kastet ud over mig. Vand? Jeg fik rejst mig hurtigt op og skreg. Der blev grint af mig, jeg tog mig til skulderne og forsøgte at få varmen op i kroppen igen. De greb ud efter mig, først undveg jeg og min glattehud undslap deres varme hænder. Men jeg var svag, jeg ville løbe ud, væk fra dem, men mine ben faldt sammen under mig, og de fik fat i mig.

De havde fat i hver min arm. Holdte godt fast, jeg forsøgte at bide smerten i mig, men jeg viste at jeg snart ville give efter. Jeg ved ikke hvor længe vi gik. Jeg lagde ikke mærke til solens varme på min blege hud. Jeg lagde ikke mærke til stemmerne, blikkene. Men pludselig blev jeg smidt på jorden. Jeg tog mig til hovedet. Bed tænderne sammen. "Buk slave" blev der vresset af mig. Jeg så mig over skuldren på de vagter der havde slæbt mig ud. De bukkede. Jeg stivnede. Hvad bukkede de for? Jeg kom langsomt op på min knæ, lå på alle 4 som en hund. Jeg kiggede frem og lå tæt på nogle tær. Meget langsomt fik jeg kigget op på en ældre mand. "Farao" ordene undslag min mund. Som en lav hvisken. Han hævede et øjnbryn. "Er det den slave du har skaffet til min søn?" lød faraos stemme. Der blev mumlet bag mig. Jeg ville hæve hovedet, men jeg var stivnet af skræk.



MERE KOMMER