Han var søn af en konge. En stærk og modig konge. Dog med tankerne i det onde. Han skulle blive som ham. Ond og frygtløs. Men han var anderleds. Han havde mistet sit øje som spæd, da han og hans tvillinge søster blev født. Hans far havde en aftale med en og hans øje blev givet. Han havde ingen problemer med at se. Han holdte altid sit eje øje lukket. Han var dog gernert og stille.
Han sad mest for sig selv, på en mur. En gammel slidt mur. Han sad der tit. I flere timer. Skrev digte i smug. Hans far ville lave en kriger ud af ham. En prins. En konge, men han ville være digter. En rejsene. Han var spinkel og kunne ikke løfte et sværd.
En morgen sad han på muren og skrev på endnu et digt. Men han gik i stå. Stirrede ud over horisonten. "Hvorfor er dit ene øje lukket?" spurgte en dreng bag ham. Prinsen holdte en hånd over sit øje. "Det.." mumlede han og måtte se væk. Den fremmed dreng rakte ham hånden. Den var brun og beskidt. Hans negle var helt ned bidt. "Mit navn er Hiroshi" Prinsen tog hånden, hans egen hud var bleg. "Gisan" mumlede han. Hiroshi smilte stort. Han satte sig hos ham. "Hvad skriver du på?" spurgte han nysgerigt. Han virkede så venlig og lod sig slet ikke bemærke at Gisan var en prins.
De mødtes ved muren hver morgen, hver middag og hveraften. Somme tider sad de der i flere timer. snakkede og fjollede. De blev meget gode venner og selvom de var hvidt forskellige lo de sammen.
Men en dag sad Gisan ikke oven på muren, han stod med ryggen op af muren. Med sænket hoved. Hiroshi kom hurtigt over til ham. Spurgte hvad der var galt. Gisan sukkede. "Min far vil have at jeg bliver forlovet. At jeg finder en kone, får børn og overtager kongeriget" han sukkede. Hiroshi trak på skuldren. "Hvad er der skidt med at være konge? At skulle lede sit land!" han smilte stort og hans øjne lyste op. Gisan så væk. "Det er ikke min drøm. Jeg vil ikke være konge. Jeg vil være min egen herre" de stod lidt i stilhed. "Hvad hvis du forklare din far hvordan du har det?" spurgte Hiroshi. Gisan sukkede. "Det ville han aldrig forstå."
Dagene blev mørkere og mørkere for Gisan. Han blev mere bleg og fik ikke skrevet mere. Han sad bare ved muren og ville slet ikke tale. Hiroshi forsøgte at gøre ham glad. Men det hjalp ikke. De forstod ikke hinanden længere og deres venskab så ødelagt ud. Deres latter blev til stilhed imellem dem.
En dag da Hiroshi ankom til muren, sad Gisan og bed i sin blyant. Hans øje så forvirret og nervøst rundt. Hiroshi bed i sit røde beskidte æble som han tidligere havde samlet op fra jorden. "Hvad sker der?" spurgte Hiroshi med munden fuld af mad. Han var så sulten at han slet ikke tog sig af hvor den havde været sidst. Gisan rejste sig straks op. Alle hans papire røg ned på jorden. "Du bliver nødt til at hjælpe mig!" udbrød Gisan. Hiroshi så ned på alt hans arbejde. "Det tager ikke så lang tid at samle op" mumlede han. Gisan havde glemt hvor langsom Hiroshi kunne være og måtte derfor forklare sig. "Nej, ikke det" sagde han og de gav sig begge til at samle alt op. "Hvad så?" spurgte Hiroshi og børste noget sand væk fra et stykke papir. "Min far har lavet en turnering. Nogle af de største rider og prinser ankommer og vil dyste imod hinanden! Og han ønsker at jeg deltager!" sagde Gisan og sukkede. Hiroshi nikkede. Han viste at Gisan var en fantastisk digter. Han havde et højt ordforråd. Men når det kom til at slå fra sig med kroppen så var han dårlig. "Jeg har en plan!" grinte Hiroshi.
Inden turneringen startede trænede de 2 drenge hver dag sammen. Deres venskab blev stærkere og Gisan's humør var vendt tilbage. Nogle gange når solen gik ned. Sad Gisan oven på muren igen og skrev digte, imens Hiroshi slog om sig med et sværd. Sværdret var tungere end de normale sværd, for at træne hurtighed og styrke.
Året gik og turneringen startede. Gisan stod ved siden af Hiroshi. "Er du klar?" Hiroshi nikkede. Hiroshi havde valgt at kæmpe for Gisan. Han havde taget hans dragt på, der dækkede ham helt. Ingen vil derfor kunne se forskel. Det eneste Hiroshi skulle gøre var at vinde og ikke tabe. Det kunne da ikke være så svært.
Den første kamp var let overstået. Han havde ikke en chance. Hiroshi havde undgået hans slag med sit sværd og slået ham ud med sin hånd. Modstanderen faldt omkuld og der blev klappet højt. Hiroshi vinkede til folket, han skyndte sig ud til sit telt hvor han kunne snakke uforstyret med Gisan. De grinte lidt over modstanderen. Men inden længe skulle han ud igen. Sværdret han havde fået var let og fulgte ham som en ekstra hånd. Han var hurtigere end de andre, selvom han havde ekstra meget tøj på. Flere af hans modstander grinte af ham. Men jo flere han slog, jo mere tog de ham seriøst. Timerne gik og det blev hårdre og hårdre.
Gisan og Hiroshi stod inde i deres telt. Hiroshi drak den ene dunk efter den anden. Tøjet var for varmt og det hele var for hårdt. Men han tog det med et smil. "Din næste modstander er Ryan. En fjernslægtning. Han er søn af en mægtig konge, dog er han fredlig. Jeg håber at hans søn er lige sådan" sagde han bekymret. Hiroshi hældte vand ud over sig selv. "Skidt pyt! Ingen er nær så hurtig som mig!" sagde han selvglad. Gisan sukkede. "Husk at det er den sidste kamp. Så der vil være 3 kampe. Du skal bare vinde 2 gange!" sagde Gisan og begyndte at skrive. Hiroshi himlede med øjnene. "Jaja, jeg har forstået det!"
Der blev kaldt på Ryan og Gisan. Hiroshi tog sin hjelm på og skyndte sig ud. De stod ved siden af hinanden. Ryan var solbrun, med kort sort hår og blå øjne. Han havde bar overkrop med små ar og korte bukser. Han var meget ældre end Hiroshi, og mere muskuløs. Hiroshi smilte bare videre. "Dette vil være den sidste kamp i denne turnering. Kampen vil forgå imellem Ryan fra kongeriet Sank. Og min søn Gisan fra vores kongerie!" Hiroshi kiggede imod stemmen. Det var selve kongen. Han havde aldrig set ham før. Han var stor og muskuløs. Hans ene øje var revet ud og der var et stort ar. Ved siden af ham sad en kvinde på omkring hans alder. Langt sort hår og hendes øjne gav ham gåsehud. Deres aura var fuld af ondskab og Hiroshi havde aldrig været så bange i hele sit liv. Han så lidt på dem og opdagede endnu et ansigt. Det var en pige. På hans egen alder. Hun havde kort hvidt hår med orange striber. Hendes hud var bleg og hendes øjne var smukke. Hun smilte. Smilte til ham. Hun heppede på ham. Han stod bare og stirrede på hende. Hvem var hun? Pludselig vinkede hun. Blidt med den ene hånd, som var lille og fin. Han hævede sin ene hånd og prøvede at bevæge sin fingre. Pludselig fik han et slag i ribenet. Han mistede luft og faldt om på jorden. Lyden omkring ham forsvandt. Han kravlede om på jorden. Tog sig til maven. Hev efter vejret. Hvad var der sket? Han så ud af øjnkrogen. Det var Gisan's blinde side som var imod Ryan. Ryan smilte skævt og hævede sit tunge sværd. Han ville hakke den ned i Hiroshi's ansigt. Hiroshi stivnede. Men lige inde sværdret ramte ham, kastede han sand op i hovedet på Ryan, der skreg og smed sit sværd. Hiroshi fik rejst sig op og hævede sin hård. Han slog Ryan i ansigtet. Han hævede sin hånd igen, men Ryan slog ham i ribnet, og hurtigt i ansigtet. Ryan greb fat i Hiroshi's arm og rev det afled. Der lød et højt knæk og Hiroshi røg skrigene ned på jorden.
Der blev afbrudt og Hiroshi blev båret ud til sit telt. Gisan hjalp med at sætte armen på plads og pejle hans sår. "Hvad skete der? Du lod ham bare sparke til dig og slå dig! Ville du ikke vinde!?" ordene væltede ud af Gisan. Hiroshi kæmpede imod kvalmen. Han smilte bare. "Jeg blev...forstyret" han tørte noget næseblod væk med sin baghånd. Blodet var så utydeligt på hans mørke hud. "Du stod bare og kiggede på min familie!" sagde Gisan og rynkede på næsen. Hiroshi så overrasket på ham. "Din familie? Så pigen er din familie??" udbrød Hiroshi. Gisan hævede et øjnbryn. "Hun er min søster" mumlede han. Hiroshi greb fat i hans krage. "Hvad hedder hun!?" hans blå øjne stirrede ind i Gisan's mørke øje. "Shilo." hviskede han. Hiroshi gentog det. "Shilo"
Der blev kaldt til anden omgang. Hiroshi havde dækket sig selv helt til igen. Han holdte sværdret med den anden arm, da hans arm og riben stadig gjorde ondt. Han gik ind på banden og vinkede til folket med sin dårlige arm. Han gik hen til Ryan, og stirrede på ham. Så vendte han sig imod Shilo, og vinkede med armen som en gal. Hun sad lidt og smilte af ham. Hendes ansigt så bekymret ud. Kongen stirrede ned på dem. Han mumlede noget til sin hustro der straks hviskede det videre til Shilo. Hun nikkede tavs og lod værd med at vinke. Hiroshi forstod det ikke. Men nu viste han at hun heppede på ham. Hun var så smuk.
Der blev råbt angreb. Hiroshi vendte sig hurtigt rundt. Han slog ud med sit sværd, Ryan nåede lige at forsvare sig. Han havde ikke forudset det hurtige angreb. Hiroshi slog igen og igen, men Ryan var lige så hurtig. Ryan snurrede rundt og fik sparket ind på Hiroshi's riben igen. Hiroshi bed tænderne sammen og greb fat i Ryan's fod. "Tror du jeg falder for det samme nummer!?" brølede han og hamrede Ryan ned i jorden. Han hævede sit sværd og skulle til at hugge hovedet af Ryan. Men der blev råbt stop. Hiroshi stoppede sit sværd 2 cm fra Ryan's hals. Hans blå øjne stirrede ned på Ryan's ansigt. Der var angst, men også forvirring.
De 2 drenge fik ordre om at gå ned i hver deres telt og forberede sig til næste kamp. Hiroshi smed sin hjelm og satte sig i stolen. Han drak en masse vand. Gisan kom med et æble. "Jeg troede virkelig at du ville hugge hovedet af ham! Jeg fik sved på panden!" mumlede han og gav æblet til Hiroshi. Hiroshi gav sig til at bide i æblet. "Det var bare for sjov!" grinte han, med et stort smil. Gisan satte sig over for ham. "Hvorfor vinkede du så dumt til min søster!?" spurgte han og så mistroisk på Hiroshi. Hiroshi grinte nervøst. "Hun er smuk! Alle mænd har en svaghed!" Gisan himlede af sin ven.
Der blev igen kaldt på de 2 drenge og de stod atter over for hinanden. Ryan kørte sit blik op og ned af Hiroshi. Hiroshi nikkede op til Shilo, der bare smilte ned til ham. Han kiggede igen på Ryan. "Ser du noget flot?" spurgte han flabet. Ryan bed tænderne sammen og knurrede lavt. "Denne gang er du ikke så heldig, knægt!" spyttede Ryan. Hiroshi fnøs. Der blev råbt angreb og de 2 drenge sprang imod hinanden. Denne gang var det forbudt at bruge sværd, da de synes at det var for tæt på sidste gang. Ryan var hurtigere og placeret det første slag på Hiroshi's højre skulder. Han bed smerten i sig og slog med begge hænder ind på Ryan's brystkasse. Begge drenge sprang fra hinanden og landte på jorden. Ryan havde det ene knæ i sandet, og holdte sig for brystkassen. Han knurrede endnu. Hiroshi holdte sig for skuldren, med det ene knæ i sandet, det andet var ved at give efter. Han måtte slutte denne kamp hurtigt. Ryan rejste sig op og løb lige imod ham. Hiroshi kunne ikke bevæge sig da hans krop gav efter for smerten. Ryan slog alt hvad han kunne på Hiroshi's hjelm og den fløj af.
Der var stille i nogle sekunder. Så blev der råbt op.
Hiroshi så rundt. Den kolde brise var behagelig imod hans mørke hud. Ryan stod op, foran ham. Han kiggede ned på ham. "Jeg viste det. Du er ikke prinsen" sagde han roligt. Hiroshi stivnede, så røg hans hænder op foran hans ansigt, hans hjelm var væk. Han stirrede rundt. "åh nej" mumlede han og fik rejst sig op. Ryan greb fat i hans skulder. Han skubbede ham frem imod kongen. Hiroshi fladt ned, på maven og slugte noget sand. Han hostede og så igen forvirret rundt. Kongen sad stadig ned, kiggede ligeglad ned på scenen foran ham. Hans hustro sad ved siden af ham, lige så rolig som ham. Kun deres datter så overrasket ud. Hiroshi fik sat sig på hug. "Jeg kan forklare!!" prøvede han. Kongen så ned på ham. "Det er jeg spændt på..." hans stemme var rolig og kold og det løb Hiroshi ned af ryggen. "Jeg har kidnappet Gisan og kræver at blive kriger!" råbte Hiroshi og rejste sig helt op. Shilo slog sig selv i panden. "fjols!" mumlede hun. Der blev mumlede omkring. "Dræb ham" sagde kongen lavt og viftede videre med hånden. Hiroshi måbede. "Hvis du slår mig ihjel! Fortæller jeg ikke hvor Gisan er!!!" råbte han højt. Kongen smilte ledt. "Du bluffer" Hiroshi bed tænderne sammen. "Er du sikker på det? Tør du tage chancen?" Kongen sukkede og rejste sig op. "Du dør uanset hvad!" Gisan kom løbene ind på banden. "Nej far! Lad vær! Hiroshi er min ven!" han stoppede op ved siden af Hiroshi. Hiroshi slog Gisan i bag hovedet. "Hvad laver du!? Jeg havde helt styr på det her!" hviskede Hiroshi. Gisan skulede til Hiroshi. Han så op på sin far. "Hiroshi er en fantastisk kriger! Og du har selv set hvordan han har slået hver og en!" han slog ud med armene. Ryan fnyste. "Ikke dem alle sammen. Jeg står endnu" Hiroshi pegede på Ryan. "Bare vent!" Der blev stille. Kongen satte sig ned. "Jeg kræver en forklaring senere. Men lad os gøre denne kamp færdig."
Begge drenge blev kaldt hen i hver deres hjørne. Hiroshi smed sin dragt og stod nu i en stor T-shirt og sorte korte bukser. Tøjet var slidt og gammelt og vejede ingen ting. Hiroshi smilte stort. "Nu kan jeg umuligt tabe!" Gisan sukkede. "Pas nu på alligevel"
Drengene blev kaldt ud igen. Der blev råbt. Og Hiroshi sprang hurtigt afsted. Han ramte Ryan lige i ansigtet. Næsen brækkede og Ryan faldt bag over. Der blev stille. Hiroshi tørte sin tommel tot af med sin næse, meget hurtigt. Han viste tommel tot til Shilo, og blinkede.
Turneringen var forbi. Konge familien samlede sig for sig selv med Hiroshi. Gisan måtte forklare at han ikke ønskede at blive kriger. Eller konge. Han ville ikke blive gift eller have børn. Ihvertfald ikke lige nu. Kongen sad og lyttede, imens hans søn talte. Hans hustro som havde virket mere kold end kongen gik ned til sin søn og strøg ham over håret. Hun smilte ned til ham. Kongen sukkede til sidst. "Hvis man ikke kan tvinge dig. Men vi mangler stadig en efterfølger!" han kørte sine 2 lange fingre imod panden, som om han havde hovedpine. Hiroshi pegede på Shilo. "Hvorfor kan hun ikke finde sig en mand som kan overtage tronen?" spurgte han. Gisan greb fat i Hiroshi og holdte en hånd over hans mund. Kongen stirrede vredt på Hiroshi. "Hvor vover du!!? Beskidte slave! Jeg skal personligt skære dine ben af! og probbe dem ind i din store mund!!" han rejste sig og tog et skridt imod Hiroshi. Hans hustro sukkede og gik ind foran ham. "Slap nu af Ikras!" Hun virkede irriteret over hans beskyttelse over for datteren. "Drengen har ret. Hvis du lod Shilo blive gift ville du stadig få en efterfølger" hun kiggede længe på ham. Han forsøgte at holde sit temperaman tilbage, han ville ikke længe sig ud med hende. Meget klogt. Kongen sætter sig ned i stolen igen. "Meget vel. Gisan du er fri og du Shilo skal finde dig en ægtemand!" han pegede på hende. Hun nikkede uden at brokke sig. Hiroshi greb fat i Gisan's hånd og fjernede den. "Jeg melder mig frivilligt som ægtemand!" udbrød han. Alle gav ham dræberblik.
Det korte og det lange er at Gisan rejste ud i verden og blev en kendt digter. Han kom hjem i ny og næ og hilste på sin familie. Hiroshi kæmpede videre imod andre krigere og blev en loyal kriger for den mørke konge. Da han havde vundet sin første sejre over nabo byen, besluttede kongen at give sin velsingelse til Hiroshi og Shilo. Men hvad der skete der efter - er en anden historie.
- Denne historie er skrevet til min gode veninde Milla <3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar