Det havde været en drøm da jeg fik at vide at jeg nu var blevet adopteret. Jeg kunne ikke lade vær med at smile. Det var helt ubeskriveligt. Jeg kunne ikke dele min glæde med nogen på børnehjemmet fordi de alle var jaloux. Speciel var jeg blevet kaldt.
Vi var blevet stillet op på en lang række og blevet udstillet som dyr. Jeg hadede det. Vi skulle se fine ud. Ny vasket. Tøjet skulle være uden pletter. Neglene skulle være renset. Jeg hadede det. Det skete hver anden uge. Jeg var blevet svigtet af mine forældre. De forsøgte at beholde mig. De gjorde virkelig alt. Men da min far døde i krigen, gav min mor op og jeg blev tvangs fjernet. Jeg må ha været 9 år dengang. Nu var jeg langsomt ved at blive de 16 år og uret tikkede. Jeg var ikke et kæledyr, så jeg viste at jeg ikke ville blive aflivet når jeg blev 18. Men det var alligevel ubehageligt at skulle føle presset på ens skulder. Mændene havde gået forbi os alle 2 gange. De havde ikke sænket mig et blik. Jeg forsøgte ellers at få deres opmærksomhed. Men jeg var den mindste af dem alle. Selvom vi havde forskellige alder. Jeg lignede en dreng på 11. Hverdag væltede jeg ud af sengen og håbede at puberteten havde ramt mig. Men det var som juleaften, når julemanden igen havde overset mig. De stoppede op foran mig. De havde pænt tøj på, næsen i vejret og lugtede langt væk af penge. Jeg forsøgte at holde øjenkontakt. Men de hviskede til hinanden og jeg hørte ordene. 'For lav.' Det ramte mig som kold vand. Jeg bed tænderne sammen og stod på tær. Skød brystet ud og spændte i hele kroppen. De kiggede igen ned af mig og den ene smilte over mig. 'Hvor gammel er du?' Spurgte de. Jeg kiggede overrasket på dem og det tog mig noget tid at få åbnet munden og få styr på min stemme. '16.' Sagde jeg kort og holdt vejret. De nikkede og så igen på hinanden. Så gik de videre. Jeg holdt stadig vejret. Holdte skuffelsen inde. Så fik vi at vide at vi kunne gå. Jeg sank næsten helt sammen, men vendte rundt og gik med de andre. 'Hov! Du der!' Lød en af de voksene. Jeg så mig spændt over skulderen og håbede at det var mig de ville snakke med. De vinkede mig over og jeg stoppede helt op. Jeg vidste at de andre ville stå ved den lukkede dør bag mig og lytte. Men jeg var ligeglad. 'Du er speciel.' Sagde den ene mand og gav mig hånden. Jeg kiggede længe på den rene hånd der var strakt imod mig. 'Ta den så!' Vrissede manden bag mig som var en af de voksne. Jeg tog den så og spændte i hele kroppen. Hans hånd var varm og min virkede så lille og kold. 'Et fast håndtryk.' Hviskede han til sin partner. Jeg mærkede varmen stige til mit ansigt. De nikkede begge.
Jeg skulle aflevere alt mit tøj til børnehjemmet og alle mine ting. Jeg fik dog noget tøj fra de 2 mænd. Sorte bukser og en hvid skjorte hvor ærmerne gik til albuererne. Det lignede en dårlig skole uniform. Jeg gik ud på gangen hvor de andre børn stod og kiggede grumt efter mig. Jeg smilte en anelse flabet og følte mig speciel. Ønsket.
Men det gik hurtigt op for mig at det ikke var et hjem. Vi skulle ikke lege far, mor og barn. Vi kørte ind af indkørelsen og stoppede ved en stor hvid bygning. Jeg prøvede at holde roen inden i. Bygningen havde mange vinduer og der stod nogle voksne ude foran. De havde alle lange hvide kapper på og det løb mig ned af ryggen. Deres blikke så imod mig. Jeg ville ha set væk, men deres øjne var kolde.
Vi stoppede ved bagdøren. De gik ud og åbnede døren for mig. Jeg kiggede op af bygningen og lagde hovedet tilbage. Den ene af de to lagde en hånd på min skulder og nærmest tvang mig frem af. Det var ubehageligt. Jeg ville ha vredet mig og løbet væk. Men hans fingre holdte fast i min skulder og jeg turte ikke gøre mod stand. Den anden mand gik foran os og låste døren op med et kort. Han trykkede en kode ind. 7834. Så sig han sig over skulderen og stirrede ind i mine øjne. Jeg forsøgte at se blank ud, hvilket ikke var særlig svært. Jeg var forvirret og mine mave fornemmelse sagde at der var noget galt. De nikkede til hinanden og så gik vi ind.
Gangen var lang og der var mange døre. Vi gik op af trapperne og det blev varmere. Vi stoppede ved et bord, hvor en ung pige sad. Jeg fandt hurtigt et navne skiltet. Emma. Mændene stod ved hver sin side af mig. Den ene havde stadig sin varme hånd på min skulder. Pigen smilte venligt til dem begge og så til mig. 'Vi skal lige have dig skrevet ind og lave nogle få undersøgelser.' Forklarede hun venligt. Jeg ville ha protesteret, men jeg kunne ikke få et ord op. 'Hvor gammel er du?' Spurgte Emma. '16.' Sagde jeg fjernt. 'Hvor længe har du boet på børne hjem?' Spurgte hun og skrev ned imens. Jeg strakte hals for at se hvad hun skrev. 'Siden jeg var 9.' Svarede jeg. Jeg mærkede hånden trække mig på plads og jeg måtte rette mig efter det. 'Hvor er dine forældre?' Spurgte hun og smilte til mig. Jeg sænkede blikket. 'Borte.' Sagde jeg og bed tænderne sammen for ikke at græde. Hendes smil forsvandt og hun kiggede op på mændene. 'Har du nogen familie?' Spurgte hun. Jeg kiggede op. 'Det ved jeg ikke.' Sagde jeg flat. De udvekslede igen nogle blikke og jeg mærkede en uro stige. 'Det bliver vi nødt til at undersøge.' Sagde hun og lød en anelse irriteret. Jeg mærkede at mændene nikkede. 'Lægen venter på dig.' Sagde hun venligt til mig og mændene førte mig videre til en ny dør.
Rummet var lyst og en ældre herre sad ved et bord. Han vendte sig rundt og bød mig velkommen. Jeg så mig over skulderen på mændene. Lægen fulgte mit blik og viftede dem væk. De slap mig og forsvandt. Lægen pegede på en briks foran ham. Jeg satte mig en anelse nervøst og så på ham. 'Ved du hvad det her er for et sted?' Spurgte han og så længe på mig. Noget ved ham irriterede mig. Jeg rystede på hovedet. 'Det er en privat klinik.' Sagde han og holdt øje med min reaktion. Jeg forsøgte at virke upåvirket. Men sagen var at jeg ikke viste hvad en klinik var. 'Hvad laver jeg her?' Spurgte jeg. 'Du er blevet uvalgt. Fordi du er speciel.' Svarrede han og holdt igen øje med mig. Jeg mærkede varmen sprede sig til mine kinder. 'Du skal igennem nogle test og prøver.' Sagde han og fandt nogle små glas frem. Jeg så uroligt på det. 'Har du fået taget en blodprøve før?' Spurgte han. Jeg trak på skulderen. Han fandt en sprøjte frem og tog blidt fat i min arm. 'Der kommer et lille stik og så tager jeg lidt blod.' Sagde han og stak nålen ind i min blod åre. Det gjorde ikke ondt, men synet af den tynde nål i min hud var ubehagelig. Ganske langsomt fik han fuldt sine glas og jeg mærkede hvordan alting snurrede rundt. 'Du bliver måske lidt svimmel.' Sagde han og satte noget vat på min arm for at stoppe blodet. 'Hvad så nu?' Spurgte jeg og ignorerede smerten i min arm. 'Nu kan du møde de andre, få set dig lidt omkring og imorgen ser vi på dine svar.' Sagde han og trykkede på en knap. Mændene kom ind igen og de tog hver fat i mine arme. Jeg vred mig kort og forsøgte at stritte imod. 'Jeg kan godt selv gå!' Sagde jeg træt og irriteret. 'Det er for din egen sikkerheds skyld.' Sagde lægen bag mig. Så jeg lod dem bare trække mig afsted.
De smed mig på en seng og gik ud igen. Jeg fik sat mig hurtigt op og så rundt. Der var 2 senge, men rummet var uroligt lille. Der var 2 vinduer for enden af sengene. Jeg gik der hen for at se ud. Langt ude i det fjerne kunne jeg se en lille by. 'Hej.' Sagde en stemme bag mig. Jeg snurrede rundt og fik øje på en brunhåret spinkel pige bag mig. 'Du må være den nye?' Sagde hun og satte sig på den tomme seng. Jeg nikkede og så længe på hende. Hun var helt sort under øjenene. 'Hvad er dit navn?' Spurgte jeg for at bryde tavsheden. Hun løftede sin hånd og pegede på sin skjorte. På venstre side stod et tal. '9.' Læste jeg højt. Hun nikkede på hovedet. 'Man kan ikke have et tal som navn.' Sagde jeg og forsøgte at smile, men det hele blev bare mere mærkeligt. 'Du har også et tal som navn.' Sagde hun og pegede på tallet der var trykket på min trøje. Jeg så forbavset ned og læste tallet som jeg ikke havde set før nu. '11? Hvad skal der betyde!?' Udbrød jeg og så på hende. 'Det betyder at du er en af os, men du har stadig ingen ret til at være på mit værelse.' Sagde en dreng der netop var kommet ind i rummet. Han havde det samme tøj på som mig og 9, hans hår var orange og der var en smule fald i. Hans grønne øjne stirrede ned på 9. 'Jeg har sagt det før. Skrid ud fra mit værelse!' Vrissede han og trak hende op som om hun intet vejede. Jeg tog et hurtigt skridt og greb fat i hans arm. 'Der er ingen grund til at du taler sådan til hende!' Sagde jeg vredt. Hans hud var bleg og kold. Jeg havde mest lyst til at give slip. Han kiggede på mig ud af øjenkrogen. 'Fordi du er ny så forklare jeg reglerne for dig. Du har fået min tidligere bo fælles nr og plads. Men det betyder ikke at du kan tale til mig. Eller at du skal bo her. Faktisk.' Sagde han og smilte skævt. Han vred sig fri og greb fat i min krave. Med et hurtigt ryk, drejede han mig rundt og skubbede mig ud af døren. Jeg landte på maven. Jeg nåede ikke at rejse mig før, 9 landte oven på mig. 'Hvis jeg ser jer herinde igen, så får jeg jer aflivet.' Sagde han og grinte imens han snakkede døren i. 'Er du okay?' Spurgte en dreng og hjalp os op. Jeg ømmede mig lidt. 'Hvem var det?' Spurgte jeg og pegede på den lukkede dør. Drengen foran mig, var et hoved højre og smilede til mig. 'Det er Taylor. Også kaldt 0.' Sagde han lavt. Jeg så mig over skulderen. '0? Det passer godt til ham.' Fnyste jeg. 'Du må være ny?' Sagde den fremmed dreng og kiggede på mit nr. 'Har du fået nr 11?' Spurgte han og så overrasket på mig. Jeg så irriteret på ham. Hvad var der med dem og de åndsvage nummer. 'Du har nr 5?' Spurgte jeg og kiggede på hans store tal. Han så stolt ned på sit tal. 'Vi kan gå ind på mit værelse og tale i fred.' Sagde 5. Jeg ville helst bare være alene og tænke det hele igennem, men jeg havde så mange spørgsmål og folk var begyndt at kigge på os ude på gangen. Så jeg nikkede og sammen gik vi.
'Så hvad hedder I rigtigt?' Spurgte jeg, da 5 lukkede døren. 'Mit navn er Sam.' Sagde drengen og smilte til mig. 'Og det er Aiko.' Sagde han til den tavse pige der havde sat sig på en seng. Værelset lignede det andet værelse. 'Du kan bo hos mig hvis du har lyst?' Spurgte Sam og holdte vejret. Jeg smilte og takkede ja. 'Hvad er det her for er sted og hvor er Taylor's gamle bofælle?' Spurgte jeg og mærkede en langsom hovedpine. 'De kalder det en klinik. Men jeg synes mere at vi er forsøgs dyr.' Sagde Aiko. 'Det er rigtigt. Vi bliver udfordret og testet hver dag. Kun de stærkeste kan holde det ud i længen.' Sagde Sam og sank blikket. Jeg havde ikke lyst til at spørge, da jeg allerede kendte svaret. 'Hvad med de svage?' Sagde jeg. 'De forsvinder.' Lød Sam's svar.
Jeg var endt på en klinik. Jeg havde forventet en familie, men istedet blev jeg et forsøgs dyr. De havde taget mit navn. Måske havde det været bedre på børnehjemmet? Der talte jeg ikke med nogen, fordi alle var en slags konkurrent. Men vi havde et navn og fritid. Her var vi ikke engang et menneske. Den eneste måde at komme ud var at være svag. Men ingen viste hvad der ville ske med de svage. Jeg havde ikke lyst til at finde ud af det. De kom og hentede en om morgen. Bankede på døren, gav os 10 minutter til at få tøj på og gøre os klar. Når de 10 minutter var gået åbnede de døren og trak os afsted. Det var lige meget om vi havde fået tøj på eller var i nattøj. Jeg havde heldigvis hørt dem ude på gangen så jeg fik vækket Sam i god tid og vi var begge klar da de åbnede døren. De greb fat i os begge og afsted gik det. Det var som den første dag. Den varme hånd på min skulder der tvang mig afsted. Sam gjorde ikke modstand. Men jeg prøvede at vride min skulder fri, hvilket gjorde at de greb hårde fat. Vejen delte sig i to, og vi blev delt op. Jeg genkendte vejen fra igår.
'Hvordan har din første nat været, nr 11?' Spurgte lægen og smilte sukkersødt til mig. Jeg kiggede kun op på manden der holdte fast i min skulder. Lægen viftede manden ud og pegede på en stol. Jeg så skeptisk på stolen, den havde ikke været der igår. Jeg satte mig og lægen rejste sig op. Han satte en pumpe om min arm og gav sig til at måle mit blodtryk. 'Det hele ser jo godt ud.' Sagde han glad. Han fandt sprøjten og glassene frem igen. Jeg rykkede uroligt rundt i stolen. 'Du fik blod igår.' Sagde jeg bed tænderne sammen. Han hævede et øjenbryn. Han lagde sine hænder på sit skød og kiggede på mig. 'Ved du hvilken blod type du har?' Spurgte han. Hvordan skulle jeg vide det? Og hvad var der for er mærkeligt spørgsmål. Jeg rystede på hovedet. 'Du bære A negativ.' Sagde han og foldene sine hænder sammen. 'Ved du hvad det betyder?' Spurgte han. Jeg rystede igen på hovedet, små irriteret over hans spørgsmål. 'Det er kun 7 % der har den blod type.' Sagde han og ledte efter en reaktion fra mig. 'Og hvad så?' Spurgte jeg og kiggede igen på sprøjten som han greb fat i. Så rejste han sig op og kiggede på min arm hvor han havde stikket igår. 'Gør det stadig ondt?' Spurgte han og følte med 2 fingre på såret. Det var ømt og jeg trak automatisk min arm til mig. Han nikkede og kiggede på den anden arm. 'Hvad er det du laver!?' Råbte jeg og trak min arm til mig. Han bukkede sig ned og kiggede på mig. 'Gør ikke det her svære end nødvendigt. Det er jo bare et lille stik. Det kan du godt klare, ikke nr 11?' Spurgte han. Bag ham kunne jeg se at manden fra før kom ind og kiggede imod mig. Jeg kiggede igen på lægen der smilte sukkersødt. 'Glem det!' Råbte jeg og rejste mig op. 'Det er mit blod! Og mit navn er ikke nr 11!!' Råbte jeg og sparkede stolen omkuld. Manden greb fat i min skulder og forsøgte at holde mig fast. 'Slip mig!' Råbte jeg og slog ud efter ham. Han vred begge mine hænder om og holdte mig fast. Lægen ventede afslappet i sin stol. 'Det er faktisk ikke så svært, men de fleste modsiger sig altid i starten. Men mon ikke nok vi skal få lavet om på den dårlige opførelse?' Sagde han imens han stak nålen i min hud og stjæl mit blod. Jeg blev igen svimmel og alting snurrede rundt. Manden slap mig en anelse og jeg mærkede hvordan de tog min puls og temperatur gennem øret. Bip lyden var høj. Lægen skrev ned imens han undersøgte mig. Til sidst trak manden mig op og hev mig afsted. 'Imorgen vil jeg gerne se en forbedring, nr 11!' Sang han glad.
Jeg blev smidt i sengen og ganske langsomt kom verden tilbage til mig. 'Er du ok?' Spurgte Aiko og satte sig ned ved siden af mig. Jeg rystede på hovedet og pressede hovedet ned i puden. Det kunne ikke være sandt. Var det virkelig tilladt at gøre det her imod os. 'Det er altid svært i starten.' Sagde Aiko og satte sig ved siden af mig. Jeg så ud af øjenkrogen. 'Hvor længe har du været her?' Spurgte jeg og kiggede på hendes sorte rander. '5 måneder.' Sagde hun og så fjern ud. Jeg satte mig en anelse op og lyttede bedre efter. 'Mine forældre tror at det er et gymnasium.' Sagde hun og sank blikket. Jeg lagde hovedet på skrå. 'Så du har en familie?' Spurgte jeg. Hun nikkede. 'Min familie sendte mig her ud, fordi de mente at det ville være godt for min opdragelse.' Sagde Sam og trådte ind i rummet. Jeg fik sat mig helt op og var overrasket over deres forældre. 'Men I slipper ud her fra. Jeg er forældreløs.' Sukkede jeg og viste at min fremtid var uvist. 'Det er være med nr 0.' Sagde Aiko og kiggede på mig. Jeg så undren fra den ene til den anden, der gik noget tid før jeg kom i tanke om at det var Taylor, den uforskammet. 'Hans far ejer stedet.' Hviskede Sam. Det løb mig koldt ned af ryggen.
Næste dag startede det hele forfra. Jeg vågnede flere gange om natten, troede at jeg hørte dem ude på gangen, men det var Sam's åndedræt. Da jeg endelig hørte dem og var helt sikker sprang jeg ud af sengen og vækkede Sam. Jeg trak mit ny vasket tøj på og åbnede døren lige inden de bankede på døren. De stirrede tavs på mig. Jeg ledte efter et navne skilt, men de havde intet der skilte dem fra hinanden. Jeg stak hovedet ud og så imod de andre rum. Den ene mand greb fat i mig og tvang mig ud. Jeg vred mig endnu mere og forsøgte at sno mig ud af hans greb. Men han fik fat og skubbede mig afsted. Det irriterede mig at de bare kunne tvinge mig afsted. Måske var det min højde der gjorde det så nemt for dem. Jeg så mig over skulderen og opdagede at den anden mand næsten ikke rørte Sam. Han gik helt frivilligt. Det var underligt.
'Goddag nr 11.' Sagde lægen som sad med ryggen til. Manden slap mig. Jeg stod helt stille. Idag ville jeg ikke lade ham tage mit blod. Men manden bag mig skubbede mig frem, med en voldsom kraft. Jeg var lige ved at falde. 'Sæt dig.' Sagde lægen og smilte til mig. Jeg blev stående og gloede ned på ham. Han sukkede og tog sine briller af. Så så han op på mig. 'Hvorfor skal du gøre det så svært?' Spurgte han. 'Du har ingen ret til det her.' Sagde jeg og blev ved med at kigge på ham. Han lagde hovedet på skrå og smilte meget forsigtigt. 'Vi har adopteret dig. Du kan tro at vi har ret til det her.' Sagde han og pegede på stolen og forventede at jeg ville lege hans dukke. Jeg lagde armene over kors og fnyste. Manden bag mig greb fat i mig og tvang mig hen foran stolen, hvor han så prøvede at masse mig ned. Jeg forsøgte at kæmpe imod. 'Lad mig være!' Råbte jeg. Men til sidst fik han mig ned og holdte mig nede. Lægen gav sig til at skrive. 'Idag skal vi ikke have noget blod.' Forklarede han. Jeg så skeptisk på ham. Var mit blod nu ikke godt nok. 'Du skal nemmelig være klar til den prøve vi har til dig.' Sagde han og smilte til mig. Jeg fnyste. 'Tror du virkelig at jeg vil være med til jeres små test!?' Råbte jeg vredt, og mærkede den varme hånd klemme omkring min nakke. Lægen sukkede igen. 'Hvis du ikke fuldføre dine opgaver så får du intet mad.' Sagde han og så på mig. Hans øjne kørte over mit ansigt og ledte efter en reaktion. 'Du har intet du kan true med.' Sagde jeg og forsøgte at lyde selvsikker. Jeg nægtede at lege med på deres små lege. Det her var bare for meget for min smag. 'De tog nok fejl, da de sagde at du var speciel.' Sagde han og skrev ned. Jeg mærkede mit hjerte slå af vrede over hand fornærmelse. Han så på mig og hævede et øjenbryn. 'Ramte jeg et ømt punkt?' Spurgte han og smilte stort så jeg kunne se hans tænder, han drak alt for meget kaffe. Jeg valgte at se væk. Lægen nikkede til manden bag mig og så hev han mig op.
Vi blev alle ført ind i et lille lokale, der var nogle borde med nogle få cm'er imellem hinanden. På bordene lå der en blyant og nogle papirer. Det var tydeligt at se at der stod tal på papiret. Folk begyndt at gå hen til deres border. De fleste havde sorte rander under øjenene. Til sidst var der kun et bord ledigt, ganske langsomt gik jeg hen til bordet og stirrede ned på 11 tallet. Jeg fik sat mig. Da jeg kiggede op, opdagede jeg at Taylor så sig over skuldren imod mig. Han havde et skævt smil. Selvtillid strålede ud af ham og han nød at jeg var så forvirret. Min vrede blev afbrudt da en af mændene råbte at vi måtte vende papiret rundt og starte. Et højt tik tak rummede hele lokalet og det var til at blive skør af. Jeg kiggede ned på papiret. Der stod en masse regnestykker. Jeg havde aldrig lært at regne, fordi børnehjemmet var ligeglad med hvad vi kunne. Jeg så mig rundt efter en lommeregner, men der var ingen. Jeg ledte efter et viskelæder, et ekstra papir. Men der var kun papiret og en blyant. Pludselig hørte jeg en trække sin stol tilbage. Den orange håret dreng rejste sig og gik imod døren. 'Godt gået nr. 0' sagde en af mændene stolt. Han smilte endnu en gang til mig. Så forlod han lokalet. Jeg vendte tilbage til papiret, men opgav hurtigt. Folk rejste sig og gik når de blev færdige. Til sidst var der kun mig tilbage.
'Hør her.' Sagde en af mændene som var yngre end de andre mænd. Han havde det samme tøj på som de andre. Det samme utrykløse ansigt. Men han talte til mig. 'Jeg ved godt at det er svært at være ny.' Sagde han. Jeg var blevet bragt ind i et lille mørkt lokale. Der var et bord imellem os. Jeg sad tilbage i stolen og følte mig som en forbryder, der snart ville bukke under og tilstå min forbrydelse. Men jeg var uskyldigt. 'Hvad mener du?' Spurgte jeg. Det var mine første ord siden de anbragte mig i lokalet. Han sukkede. 'Jeg startede her som 13 årig.' Sagde han og smilte. Han forsøgte at se beskeden ud, men stoltheden lyste ud af ham. Det var til at kaste op over. 'Hvilket nr havde du den gang?' Spurgte jeg og smilte. Det hele var så latterligt. 'Jeg er nr 72.' Sagde han stolt. Jeg fnyste over hans stolthed. Han stirrede irriteret på mig. 'Grunden til at jeg skal tale med dig nr 11' han lagde tryk på mit tal. 'Du kæmper hårdt imod. Hvorfor er det så svært for dig at acceptere din skæbne?' Spurgte han og så undersøgene på mig. 'Min skæbne? Det her er ikke min skæbne!' Udbrød jeg og hamrede mine hænder i bordet. 'Jeg er et menneske! Ikke er forsøgs dyr! I kan ikke tvinge mig til at tage jeres åndsvage test og stjæle mit blod!' Råbte jeg. Han blev siddende, rørte ikke en muskel. 'Vi har adopteret dig. Vi er din eneste familie. Du gør hvad vi siger.' Sagde han koldt. Hans halv lange brune hår dækkede hans ansigt. Pandehåret havde gule spidser. Jeg lændte mig imod ham. 'Rend mig!' Sagde jeg og spyttede ham i ansigtet.
Jeg sad igen ved lægen. Hans sukkersøde smil gav mig kvalme. Han sad bare og kiggede på mig. Nr 72 stod mig bag, med en hånd på min skulder. Som om jeg var en trussel imod dem. Jeg kunne intet. De havde svækket mig ved at tage mit blod. De havde kørt på mig dag og nat. Sultet mig når jeg havde virket for aggressiv. De behandlede mig som et forsøgs dyr. Måske var jeg ikke andet i deres øjne. Mit ansigt brændte og jeg mærkede feberen svække mig endnu mere. Lægen holdte en hånd imod mig. Der lå en lille blå pille. Den så så skrøbelig ud i hans hånd. Så lille. Men alligevel så giftig. I den anden hånd holdte han et krus med vand. Jeg mærkede min hals snører sig sammen. 'Det er bare en pille nr 11.' Sagde han og blev ved med at holde pille imod mig. Mine hænder sitrede. Jeg havde aldrig taget en pille, udover hovedpines piller i ny og næ. Men problemet var at jeg ikke kendte denne pille. Jeg kendte ikke bivirkningerne. Med de her mennesker kunne det jo være hvad som helst. Jeg så skeptisk op på lægen. Han kiggede fra mig op til nr 72. Jeg så hvordan de udviklede blikke. Pludselig mærkede jeg nr 72 stramme sit greb om min skulder. Smerten jog igennem min skulder. Jeg vred mig kort, men forsøgte at virke upåvirket. Der spredte sig et bredt smil på lægens læber. 'Ta nu pillen.' Sagde han. Jeg rystede på hovedet. Han sukkede. 'Helt ærligt nr 11.' Sagde han og så på mig. Nr 72 tog nu fat med begge hænder og holdte fast i mig. Det dunkede i mit hoved. Jeg prøvede at vride mig fri, men nr 72 var for stræk. Jeg viste at hvis de fik en pille ind i mig, ville de føle en stor sejre og bare gøre det igen. Lægen lagde pillen ned i en kasse, som var fuld af piller. Han tog en sprøjte frem og rejste sig op. Han greb fat i min hånd og pressede væsken ind i min arm. Han slap mig og satte sig ned. Jeg ville ha rejst mig og slået dem begge, men hurtigt blev jeg svimmel og faldt hen.
Jeg vågnede op i min seng. Det var mørkt og køligt, måske stod et vindue åben. Jeg sparkede dynen af mig og fik sat mig op. 'Tænk at de bruger så meget tid på dig.' Lød en stemme i mørket. Jeg spændte i hele kroppen og mærkede feberen stige. Der lød et klik og lyset i loftet blev tændt. Jeg løftede en hånd og dækkede for øjnene. Nr 0 gik hen til en stol og satte sig ned. 'Hvad laver du her?' Udbrød jeg og forsøgte at rejse mig op. Nr 0 kiggede utrykløs på mig. Han ventede til jeg fik kontrol over mig selv. 'Du skaber alt for meget ballade. Og tiltrækker for meget opmærksomhed.' Sagde han og så direkte på mig. 'Jeg er ikke et forsøgs dyr!' Råbte jeg. Han løftede en fingre og kløede sig i øret. 'Du behøver ikke råbe.' Sagde han roligt og stoppede med at klø sig. Jeg sukkede af ham. 'Hvad vil du?' Spurgte jeg opgivene. Han rejste sig og gik hen imod mig. 'Jeg vil have at du holder op med at stritte imod. Ellers slår jeg dig ihjel.' Hans ansigt var utrolig tæt på mit. Hans grønne øjne stirrede direkte ind i mine. Jeg mærkede mit hjerte hamrede. Jeg kunne overmande ham. Bruge ham som gidsel og slippe ud her fra. 'Har du fattet det?' Spurgte han og prikkede mig på panden. Jeg svarede ikke. Han bakkede væk fra mig, snurrede rundt og gik ud fra mit værelse. 'Du kan gå ind nu.' Sagde nr 0 og Sam trådte ind i rummet. 'Hvad fanden laver du!?' Råbte han af mig. 'Sikke en velkomst.' Sagde jeg og smed trøjen der var fuld af sved. 'Du har virkelig problemer!' Sagde Sam og satte sig ned. Han rystede og rev sig i sit sorte hår. 'Hvorfor kan du ikke bare give efter?' Klynkede han. Jeg så hen på ham. Det hele var bare for meget. Var jeg virkelig den eneste som fattede alvoren!? 'Jeg er ikke noget forsøgs dyr! Ingen ejer mig! Hvis de får den pille ind er alt håb ude.' Sagde jeg og mærkede hvordan min vrede steg. Sam så op og var bleg. 'Har de allerede tilbudt dig pillen?' Hans stemme rystede og jeg kunne fornemme en smule jalousi. Jeg hævede et øjenbryn. 'Hvad er det for en pille?' Spurgte jeg. Sam sænkede sit blik. 'Der er forskellige piller som vi skal tage. Piller der holder os rolige. Piller der gør at vi tænker bedre. Piller der gør at vi sover om natten. Og så er der pillen.' Han holdte en pause og min nysgerrighed steg. 'Hvad gør den!?' Spurgte jeg, mere ivrig end jeg ville indrømme. 'Jeg er ikke sikker på om det var dén du fik tilbudt.' Sagde han og forsøgte at tale uden om. Jeg greb fat i hans krave og trak ham op. 'Fortæl.' Sagde jeg truede. 'Den øger din styrke og din hjerne mere end naturligt.' Hviskede han. Jeg slap ham og stirrede ned på ham. Var det virkelig muligt at lave sådan en pille. Hvis jeg blev stærkere og klogere ville jeg kunne bryde ud her fra. 'Ved nr 0 at du fik tilbudt den pille?' Spurgte Sam. Jeg rystede på hovedet. Han så lettet ud, men mærkede mit spørgene blik. 'Nr 0 tager pillen.' Sagde Sam. En tavshed spredte sig imellem os. Det forklarede hvorfor alle viste respekt for ham. Hvorfor han var så hurtig til prøven sidste dag. Jeg knyttede min hånd. 'Han får kamp til stregen.' Sagde jeg og smilte skævt. Konkurence var noget jeg var god til. Fra nu af var nr 0 ikke bare et irriterende røvhul, men min rival. Måske min billet til friheden.
Næste morgen gik jeg frivilligt med, nr 72. Jeg satte mig frivilligt på stolen foran lægen og smilte selvsikker. Han smilte sukkersødt til mig og jeg kæmpede virkelig for at holde smilet oppe. 'Hvordan har du det idag nr 11?' Spurgte han. 'Bedre.' Sagde jeg og forsøgte at lade vær med at vrisse. 'Jeg kan se forbedring.' Sagde han og lod som om han roste sig selv. Jeg havde lyst til at spytte. Slå ud efter ham. Gøre noget. Men istedet sad jeg bare og forsøgte at smile. 'Har du noget imod at vi tager lidt blod, idag?' Spurgte han. Min krop sitrede. Jeg ville skrige nej. Men jeg måtte forblive i rollen. 'Overhovedet ikke.' Sagde jeg og spændte uroligt i kroppen. Han fandt sin sprøjte frem og begyndte at stjæle mit blod. Jeg mærkede det lille stik i armen. Blodet blev suget ud af røret og så bebrejdede på mig. Jeg følte mig forkert og tom inden i. Men inden jeg ombestemte mig var han færdig. Jeg var overrasket over at han kun skulle have et glas. Jeg sad spændt og ventede på at han ville tilbyde mig pillen. Pillen der ville gøre mig uovervindelig. Lægen fandt noget papir frem og begyndte at skrive ned. Jeg blev mere og mere utoldmodig. Han hævede et øjenbryn og så på mig. 'Sidder du her stadig?' Sagde han og lød lidt ligeglad. Provokerede han mig? Jeg bed tænderne sammen og forsøgte at slappe af. Han lagde papiret på bordet, ude for min række vidne. Det hele gik for langsomt. Men den mindste lyd og de ville måske gennemskue mig og min plan. 'Nå?' Sagde han. Jeg så uroligt rundt. 'Noget er anderledes ved dig.' Sagde han undren og prøvede at knække mig. Jeg sænkede blikket og fik en ny ide. 'Nr 0 var inde på mit værelse igår.' Sagde jeg og forsøgte at lyde trist. 'Ja så?' Sagde lægen og lød mere nysgerrig. Jeg forsøgte ikke at smile, da jeg kunne hører at jeg havde hans opmærksomhed. 'Han sagde at jeg ikke skulle lave mere ballade.' Sagde jeg og holdt stadig hovedet nede. Års træning på børne hjemmet havde lært mig at lyv og vise hvordan man skammede sig selvom man ikke gjorde. 'Lytter du så til ham?' Spurgte lægen og strækte hals. Jeg nikkede. Han klappede glad i sine hænder og fandt noget papir frem. 'Så lad os få svaret på nogle spørgsmål.' Sagde han og smilte for sig selv. Jeg forsøgte at holde smilet ind, bed mig selv i læben. 'Har du nogen sinde brækket noget?' Spurgte han. Jeg rystede på hovedet. 'Har du nogen smerter?' Spurgte han. Jeg så undren på ham og rystede igen. 'Tager du nogen former for piller?' igen blev der rystet på hovedet. Han lagde papirerne fra sig og tog en slags armbånd op, han satte den rundt om min arm. Der var en lille ledning koblet fast i den og i enden holdte han en lille pumpe. Han maste den med hånden og armbåndet strammede sig om min arm. 'Slap af i armen.' Lød hans stemme. Som en ordre. Jeg opdagede at jeg spændte i armen. Jeg bed mig i læben og forsøgte at gøre hvad der blev sagt. Han fjernede alt udstyret og gik hen til døren. 'Emma, vil du være sød og komme ind?' Lød endnu en ordre. Den blonde pige fra min første dag kom ind, hendes muntre smil smittede og jeg fik anbragt et akavet smil. Lægen satte sig ned på sin stol igen og skrev flere ting ned. Emma kom hen imod mig. 'Nr 11, vil du være sød og tage trøjen af?' Spurgte hun. En uro steg op i mig og jeg så undren på hende. 'Nå?' Lød det utoldmodigt fra lægen. 'Hvorfor?' Spurgte jeg og spændte i kroppen. Lægen gned sig i sine tændinger. En tung hovedpine viste sig i hans ansigt og en træthed blev synlig. 'Jeg troede du var i bedring, nr 11.' Sagde han. Jeg mærkede panikken sprede sig inde i mig, men med en sitren fik jeg trukket blusen op over hovedet og lagt den på gulvet. 'Ud med armene,' sagde Emma og jeg gjorde som der blev sagt. Emma gik rundt om mig, trykkede sine fingre imod min hud. Undersøgte mig nøje. 'Alt er fint, ta du bare din trøje på igen,' sagde hun og smilte. Jeg stod i et sekundt og overvejede at gribe fat i hende, bruge hende som skold og stikke af. Men uden våben ville jeg ikke nå langt. Jeg bøjede mig ned og samlede trøjen op, trak den over hovedet og rettede lidt på den. Emma var gået ud imens. 'Dine blodprøver ser fine ud. Din krop er undertrænet, men det kan vi få rettet op på. Dine karaktere er ududelige og der skal du virkelig stramme op,' sagde lægen og så op fra sine papire. Han rejste sig op og fandt nogle piller frem fra skuffen bag ham. Emma trådte ind med en plastisk kop og gav den til mig, jeg mumlede et tak og hun gik ud igen. Lægen satte sig ned foran mig og foldede sin hånd ud. Der lå 2 små grønne piller og 1 stor hvid en. Jeg samlede dem alle op og stirrede på min hånd med de 3 piller i. Mit hjerte bankede. 'Hvad er det?' Spurgte jeg. 'Det skal du ikke tænke over,' sagde han og smilte falsk. Jeg førte hånden op til munden og kastede de 3 piller ind efter fulgt af en mundfuld vand. De 3 piller røg ned igennem mit spise rør. Jeg så væk og følte mig svag og ynkelig. Jeg hadede det her skuespil, men hvis jeg skulle overleve var det det eneste jeg kunne gøre. Nr 72 trådte frem fra skyggerne, han havde stået bag mig i stilhed. Ganske forsigtigt lagde han sin hånd på min skulder, et tegn til at jeg skulle rejse mig. 'Vi tales ved snart, nr 11.' Sagde lægen sukker sødt.
Jeg blev ført tilbage til mit mørke kolde værelse hvor Sam sad og ventede i sengen. 'Hvad er der galt?' Spurgte jeg lavt. Jeg havde ventet til nr. 72's fodspor var langt nok væk. 'Nr 30 døde idag,' 'hvordan?' Spurgte jeg og fik sat mig ned i sengen. Jeg havde ingen anelse om hvem det var, men jeg blev alligevel påvirket. 'Hun var startet på nogle piller, men hendes krop var ikke stærk nok.' Sagde han lavt. 'Hvad er det for nogle piller de tvinger i os?' Spurgte jeg. 'Der er de piller Nr 0 tager, som gør ham hurtigere, stærkere og klogere.' Sagde Sam. Der var stille lidt. 'Der er også andre piller. Hvad forgår der her!? Du har ikke fortalt mig hele sandheden!' Sagde jeg irriteret. Jeg var ved at få nok af det hele. Sam så væk. 'Jeg har fortalt dig alt hvad jeg ved. Mine forældre har sendt mig herhen. De tester os, udfordre os. Bruger os som forsøgs dyr. Donere vores blod. Jeg ved ikke hvad der er i pillerne, men de fleste af os dør af det.' Sagde han, han så panisk på mig og nogle tåre trillede ned af hans kinder. 'Nogle af os bliver solgt her til, andre bliver bragt af deres forældre.' Sagde han. 'Og nogle bliver valgt?' Spurgte jeg og så væk. Sam nikkede. 'Jeg er nødt til at slippe væk her fra!' Sagde jeg sammen bidt. Sam så overrasket på mig. 'Men sagde du ikke at du er forældreløs? Hvis de har adopteret dig er du deres.' Sagde han. Jeg rejste mig op og så irriteret på ham. Jeg ville ha sagt noget, jeg ville ha bedt ham om at holde kæft, men han havde ret, og det irriterene mig.
Næste morgen blev døren åbnet, vi stod i vores uniformer som lignede hinanden, det var kun tallet på vores bryst der gjorde forskel på os. Sam gik først ud og jeg fulgte efter. Vi havde fået at vide dagen før at der ville være en test. Flere unge piger og drenge kom ud fra deres værelser og sammen gik vi ned til et lille lokale. Jeg genkendte det hele fra starten, og som en hjernedød zombie gik jeg hen til min plads. Jeg så mig over skulderen og så flere nye som stod og tøvene. En enkel af dem græd voldsomt. Jeg så ned på papiret og med min ene fingre strøg jeg 11 taler over med min finger. Jeg kiggede straks op og fik øjnkontakt med Taylor.
MERE KOMMER
Ingen kommentarer:
Send en kommentar