For ever alone

Jeg var ikke typen som brokkede mig. Typen der græd eller havde ondt af mig selv. Jeg er blevet svigtet mange gange. Af venner. Igen og igen. Med tiden burde man lærer at holde sig for sig selv. Med tiden burde man blive klogere. Som menneske skulle man lærer af sine fejltrin.

Jeg havde gennem ført et skole år på 2 forskellige skoler. Det første sted sad jeg selv, havde nogen at snakke med, men de virkede så underlige. De skræmte mig. Jeg forsøgte at være flink over for dem, jeg forsøgte at gå med dem i pauserne. Men efter skole ville jeg bare hjem. Det halve år gik og jeg skulle nu starte på en ny skole. Tættere på. Eleverne kendte hinanden og den første dag følte jeg mig uvelkommen. Jeg var heldigvis ikke den eneste nye. Men jeg var den yngste. De var ældre end mig og nogen af dem havde børn. Der var en smule drama imellem dem og jeg forsøgte selvfølgelig at udnytte det og snige mig ind i varmen. Jeg forsøgte at være sammen med dem efter skole og selvom det var svært at holde det falske smil oppe, blev skole dagen nemmere.

Jeg har aldrig brudt mig om at føle efter folk. At give dem den tilfreds stillelse af opmærksomhed. Ingen er bedre end andre. Hvis de beder om for meget opmærksomhed så undviger jeg dem helt. Hvis de vil snakke med mig, så er det op til dem. Jeg søger ikke deres opmærksomhed. Helst. Vil jeg være fri. Være alene. Sidde i min egen verden og gemme mig væk. Er det så svært at forstå?

Men nu startede jeg på en ny skole. Igen. Nyt år. Nye mennesker. Ny mig. Hvordan skulle jeg være denne gang? Larmene. Stille. Sky. Opmærksomhed søgende. Jeg måtte ligge en plan. Være klar hver dag. Jeg var nødt til at være sikker på min fremtid.

Den første dag var underlig. Alting gik så hurtigt. Hen til det ene rum så det andet. Jeg kiggede rundt efter elever på min alder. Elever der kunne være mine vener. Men de fleste unge mennesker kendte allerede hinanden. Jeg forsøgte at holde hovedet koldt. Der var en kort pause, og jeg forsøgte at komme uden for. Trække vejret. Hvorfor var det så svært? Vi blev kaldt ind igen og jeg mødte min dansk klasse for første gang. Der var ingen som rigtig sagde mig noget. Dog lære jeg mærke til to fyre der ikke kendte hinanden, men faldt i snak. Den ene var lidt højre end mig. Han havde halv langt orange hår, grønne øjne, et blødt rundt venligt ansigt. Hans makker var højre, han havde et mere aflangt ansigt. Brunt halv langt hår med lyse spidser i pandehåret. Han havde små skæg stupper og en dyb stemme. Han virkede yngre end den orange håret dreng. Jeg listede lidt tættere på og forsøgte at lytte til deres samtale. 'Virkelig? Jeg har ikke hørt den sang før,' sagde den orange håret. Hvilken sang? Jeg brød mig ikke om musik, de fleste unge mennesker hørte det for højt og man kunne aldrig holde en samtale med dem. Jeg opgav at lytte til deres samtale og så mig om efter et nyt offer. Men nyttesløst.

De næste par dage i skolen, kiggede jeg jaloux efter de to drenge der sad sammen med hver deres computer. Gid jeg kunne være en del af det. En dreng satte sig ned ved siden af mig og jeg forsøgte at rykke lidt på mine ting. 'Hvad er jeg gået glip af?' Spurgte han og smilte til mig. 'Ikke noget,' svarede jeg koldt og kiggede stadig efter de to drenge. Hvorfor var det så svært at få venner. Prøvede jeg måske for hårdt. Manglede jeg et eller andet. Hvad var der galt med mig. 'Hvad hedder du?' Spurgte min irriterende side makker. 'Robin,' sagde jeg og håbede at han snart ville lade mig være. Jeg bed mig i læben og vendte mig imod ham. Lidt for desperat. 'Hvad hedder du?' Spurgte jeg ivrigt. Drengen var lidt højre end mig, han havde en mørk T-shirt på, så hans muskler var tydelige. Han havde kort sort hår med en lilla stribe i pandehåret der dækkede den ene side af hans ansigt. 'Jeg hedder Kevin,' sagde han og smilte til mig. Han havde himmelblå øjne og jeg måtte bide mig selv i læben for ikke at kommentere det.

De følgende dage gik jeg rundt efter Kevin. Jeg hjalp ham i timerne og omvendt. Han var utrolig klog, men det var ikke altid han havde lavet det han skulle. Så vi hjalp hinanden. Jeg fik mere selvtidlig i skolen og jeg rakte hånden mere op i timerne. Det hele var så skønt. Det her år kunne blive fantastisk. Den ene morgen kom en pige forsent, hun satte sig tæt på Kevin og de faldt i snak. Jeg følte mig uden for, prøvede at afbryde, prøvede at blande mig. Der gik kun nogle timer så fandt jeg ud af at hun hed Emma. Jeg gav op med at snakke med dem. Indtil den dag hun satte sig ved siden af mig. Dagene virkede mere enkelt og jeg nød at være i skole. Hvis en af os kom forsent og vi ikke sad sammen, så satte vi os ned bag i lokalet og snakkede sammen. Kevin var den som snakkede mest. Jeg viste aldrig hvornår jeg måtte afbryde, og Emma virkede som om hun forstod ham bedre. Nogle dage var det som om de glemte mig. Måske snakkede jeg ikke nok. Måske sagde jeg ikke noget interessant. Vi havde det ellers godt. Hvis man da kan kalde det godt? Jeg havde venner, nogen at snakke med, nogen at være sammen med i skolen. Det hjalp.

Engelsk timerne var de underligste. Kevin og Emma var blevet venner med en høj tynd fyr. Han havde kort sort hår og grønne øjne. Han gik forsigtig ind i lokalerne og opførte sig som mig. Anderleds. De snakkede med ham og jeg forsøgte igen at blande mig. Jeg fik en underlig energi når jeg var sammen med ham. Jeg opførte mig anderleds. Sagde nogle sjove ting og han grinte af mig. De andre virkede halv trætte af ham og det var dem som jeg ville være venner med. Men. Jeg var så glad når han var der. 'Det her er dig,' sagde han og tegnede en cirkel med arme og ben. Jeg grinte. 'Det her er dig,' sagde jeg og tegnede en trekant, med arme og ben. Vi grinte højt og læren tyssede på os. Et sted var engelsk mit yndlings fag. Det var let, og Sam gjorde det meget sjovere at være der. Alting virkede letter og skole dagen blev sjovere. Ganske langsomt blev Kevin venner med de 2 fyre jeg havde kigget efter de første par dage. Den orange håret hed Taylor. Han var utrolig flink og sagde de sjoveste ting. Den anden fyr hed Ryan, han var en smule mere sky, men når han først begyndte at snakke så lyttede man efter. De var nogle sjove gutter.

Måske var det min skyld? Måske var jeg ikke forsigtig nok? Jeg blev gode venner med Taylor og jeg nød hans opmærksomhed. Jeg så ham nede i byen engang imellem og han virkede som en man kunne stole på. Han var klog og så rigtig godt ud. Men tanken havde ikke strejfet mig før det skete. Kevin begyndte at side mere sammen med Taylor. De havde mere til fælles og jeg forstod dem godt. Jeg blev mere jaloux og følte mig skiftet ud. Taylor var den der fik alt opmærksomheden. Han var den sjove. Jeg forsøgte dog med et comeback og begyndte at drille Emma. Hun var et nemt offer og for en stund fik jeg deres opmærksomhed. Mest Kevin's og Taylor's der synes at jeg var smadder sjovt. Men så startede en ny pige i klassen. Hun var lavere end mig, havde langt hår, virkede ny og spændene. Emma brød sig først ikke om hende. Måske var hun jaloux? Jeg forsøgte at holde mig uden for. Men blev alligevel blandet ind i det hele. Det gik mig for meget på, og de næste par dage måtte jeg melde mig syg. Det var en fejl.

Emma og hende den nye blev beste venner, og ganske langsomt fik jeg fat i hendes navn. Aiko. Hvad var det for et lamt navn, tænkte jeg i mig selv. Jeg forsøgte dog alligevel at blive venner med hende. Men der var ikke plads. De hang sammen hele tiden. Beste veninder. Et stadie jeg ikke ville få, da jeg var en dreng. Kevin, Taylor og Ryan hang også sammen og ganske langsomt blev de til en gruppe.

De gik sammen ud i pauserne. Stoppede med at spørger om jeg vil med. Stoppede at spørge om jeg ville arbejde sammen med dem. Hvad gjorde jeg forkert? En dag hørte jeg Emma tale grimt om Sam. Ham fra Engelsk holdet. Jeg tog modet til mig. Ville være en del af holdet igen. Men et ord blev til flere. De bagtalte hinanden og jeg blev igen trukket ind i noget jeg ikke ville. Det hele blev for meget og jeg begyndte at tage Sam i forsvar. De var flere imod en. Selvom det kun vedkom Sam og Emma. De andre begyndte at ignorerer mig mere. Jeg følte mig mere uvelkommen. Sad for mig selv. Sad i mine egne tanker. Det værste var nok, den dag jeg var gået med dem i dansk.

Vi sad ved det lange bord i kantinen. Aiko sad ved min ene side. Over for mig sad Ryan. Jeg forsøgte at lave det jeg skulle. Men Taylor afbrød sjovskaben og begyndte at snakke om noget, der tydeligvis ikke vedkom mig. 'Er I friske på det?' Spurgte han. Emma kiggede op på ham. 'Hvilket?' Spurgte hun. 'Vi tager hjem til mig. Laver fælles mad og tager i byen bagefter,' sagde han og så rundt for at få deres øjenkontakt. Jeg så ned i bordet. Følte mig uden for. 'Emma?' Spurgte Taylor og hun nikkede et ok. 'Ryan?' Spurgte Taylor. Ryan så forvirret op. 'Hvad for noget?' Spurgte han og Taylor måtte forklare igen. Ryan sagde så at han var frisk og Taylor skrev ham på listen. Alle blev spurgt og noteret. Undtagen mig. Jeg sukkede lavt. 'Robin er ikke inviteret...' Sagde Aiko, med et venligt smil. Jeg ved det var for at gøre opmærksom på mig. Men det gjorde kun ondt. Der var stille kort. Jeg var tydeligvis ikke inviteret. 'Jeg gider hellere ikke,' løj jeg og grinte flask. Men sandheden var at jeg blev såret. Men sådan forsatte dagene.

Jeg forsøgte at sidde selv i timerne og glædede mig kun til Engelsk. Der var selvfølgelig andre i klassen som jeg kunne snakke med. Så jeg ikke følte mig så alene. Men jeg følte mig stadig uden for. Glemt. Uden at vide hvad jeg havde gjort forkert.

Skole året sluttede heldigvis. Og et nyt år ventede spændt på mig. Nye mennesker. Nye minder. Og jeg kunne ligge de åndsvage mennesker bag mig.


- Denne story omhandler min skole tid. Navnene er lavet om for at beskytte de 'uskyldige'