Jeg sad ved bordet i køknet og spiste min morgenmad som var en skål med yoghurt. Min storebror som var 2 år ældre end mig hælte lidt juice op i et glas og gav mig det. Han havde langt brunt hår, et langt smalt ansigt, blå øjne og briller som han forsigt pillede ved når han blev nervøs. Jeg tog imod glasset og drak det hurtigt. 'Tak Lucas.' Sagde jeg og smilte. Han nikkede og forsøgte at smile. Jeg kunne se at han var bleg og havde sorte rander under øjnene. 'Har du sover godt?' Spurgte jeg og tog en ske fuld yughurt. 'Jaja,' sagde han fraværdene og satte sig ned ved bordet. Vi havde et lille fjernsyn i køknet som vi så nyhederne i. Lucas stirrede på fjernsynet, som om han ventede på at se noget bestemt. 'Hvordan har hun det?' Spurgte jeg lavt. 'Mh,' lød det fra Lucas. Jeg sukkede. Det var det samme hver morgen. 'Må jeg gå i skole idag?' Spurgte jeg. Lucas så nu på mig, og trætheden var nu mere tydelig. 'Det har vi talt om før, Robin.' Sagde han og gned sine lange tynde fingre imod sin pande. 'Jeg forstår det bare ikke!' Sagde jeg irriteret. 'Far har sagt at vi ikke må forlade hjemmet, sådan er det bare.' Sagde Lucas og vente sin opmærksomhed imod fjernsynet igen. Jeg bed tænderne sammen og rejste mig op. 'Det her er for åndsvagt!' Sagde jeg og gik ud af køknet. Jeg stoppede op i stuen og så imod den lukket dør. Jeg kunne høre hende stønne og jamre, selvom vores far havde gjort døren mere lydsikker så kunne jeg stadig hører hende. Jeg tog et skridt imod døren. 'Robin!' Sagde Lucas og stod pludselig bag ved mig. Jeg himlede med øjnene og vendte mig rundt. 'Du ved at vi ikke må gå derind!' Sagde Lucas. 'Hvorfor!?' Råbte jeg frusteret. Jeg var ved at blive sindsyg af at være indespærret. Især med alle hemmelighederne. Lucas så imod døren, imens han tog sig til sit hjerte. Jeg gik forbi ham, ind i køknet igen. Jeg satte mig på stolen og så imod fjernsynet. Der gik lidt tid før Lucas kom ind og satte sig over for mig. 'Ved du hvornår han kommer hjem?' Spurgte jeg, men fik intet svar. 'Det er så hyggeligt at være fanget sammen med dig.' Sagde jeg sarkastisk og smilte. Lucas så ud af øjenkrogen på mig. Han brød sig ikke om når jeg var så barnlig og jeg kunne tydelig se at noget plagede ham. Han forsøgte at være stærk at holde facen oppe, og jeg gjorde det svært for ham. Skyldfølsen væltede ned over mig, men jeg var så træt af at være fanget med ham i denne lille lejlighed. Jeg havde ingen anelse om hvad derfor gik. Bare at vores far engang var kommet hjem, havde bedt os pakke vores ting og sat os af her. Han ringede engang imellem og sagde ting til Lucas, men han spurgte aldrig til mig. Og vores mor? Jeg så ud fra køknet ind i stuen, til den lukket dør. Hun var pludselig blevet syg og vi måtte ikke gå ind til hende. Timerne gik og vi sad i stilhed. Lyden fra fjernsynet var det eneste der fulgte tomrummet imellem os. Lucas var faldet i søvn i køkken stolen, med ansigtet på bordet. Jeg rejste mig op lydløs og listede ud i stuen. Jeg listede mig hen til døren og stod og lyttede. Det var ubehageligt og det lød mig koldt ned af ryggen. Af ren nysgerrighed åbnede jeg døren og slap et lille skrig. En kvinde var bundet fast til sengen. Hun stønnede og jamrede. Hendes øjne var uden pupiller og helt hvide. Det løb med savl ud af munden på hende. Hendes hår var fedtet og smurt ind i blod. Hun kæmpede hårdt for at komme fri fra sengen. 'M-mor?' Udbrød jeg og trådte tættere på. Hun blev stille og drejede hovedet på skrå som en forvirret hunde hvalp. Det var som om hun lyttede. Lugtede. Kunne hun ikke se mig? Hun havde fået den ene arm fri, der var blod på hendes håndled. Jeg var stivnet af skræk. Pludselig så hun direkte på mig og slap et skrig af sult, hun fil sat sig op i sengen og fik revet sig helt fri. En voldsom kraft havde fået hende til at kæmpe hårdere. Lucas greb fat i mig og trak mig ud fra rummet. Han lukkede hurtigt døren og skubbede mig hen til sofaen. 'Hvad har du gang i!?' Spurgte han. 'J-jeg...' Stammede jeg. Han tyssede på mig. Og vi stod i stilhed og lyttede til døren. 'Hvad forgår der?' Spurgte jeg, men han tyssede igen på mig. Han skubbede mig hen bag sofaen og vi gemte os begge i stilhed. Mit hjerte hamrede hårdt og jeg var bange for at hun kunne hører det og snart ville finde os. Jeg lukkede øjnene sammen og forsøgte at berolige mig selv. Men pludselig bras døren op og hun stod inde i stuen. Hun stod i noget tid og bare stirrede ud i ingen ting. Lyttede. Men så begyndte hun at gå imod os. Langsomt og hun slæbte det ene ben med sig. Lucas sprang op og slog hende med en lamp der havde stået på bordet. Hun virkede ikke påvirket af slag, faktisk greb hun bare ud efter ham og hvad jeg troede først var i et knus, men så satte hun tænderne i hans arm. Han skreg så højt og slog hende flere gange med lampen. Blodet løb ned af hans arm og hun slap ham endelig. Jeg lå på gulvet og skreg. Jeg kunne ikke styre det, lyden kom ud af sig selv. Pludselig vendte hun sig rundt og gik væk fra os. Der lød et skud og faldt om, med ansigtet imod mig og blodet løb ud af hendes pande. Hvis jeg ikke havde skreget før, så gjorde jeg det helt sikkert nu.
En skikkelse trådte ind foran hende og hen imod mig. Han ruskede i mig, men jeg skreg stadig. Til sidst gav han mig en lussing. Lyden forsvandt et kort øjeblik og så kom jeg til mig selv. 'Er du blevet bidt?' Spurgte han om. Jeg stirrede på ham, han så bekendt ud. 'Er du blevet bidt!?' Råbte han og ruskede mig. 'L-lucas!' Fik jeg frem stammet og så imod min bror der var gået i en chok tilstand, han rystede voldsomt på gulvet, med den ene hånd holdte han over såret på armen. Manden så på Lucas og så så han på mig igen. 'Er du blevet bidt?' Spurgte han igen, bare mere roligt. Jeg rystede på hovedet og mærkede at jeg var svimmel. Manden hjalp mig op og greb fat i min arm, og så begyndte han at trække mig ud af stuen. 'Hvad laver du!?' Skreg jeg og vred mig. 'Hjælp Lucas! Hjælp min bror!' Råbte jeg og slog på manden. Manden slap mig ved døren og gik hen til Lucas. Han sukkede og så kort over på mig, så hævede han sin pistol og sigtede på Lucas. Jeg skreg, men der lød et skud og Lucas faldt om på gulvet. Jeg stirrede på ham og så løb jeg ud af døren.
Jeg nåede ikke langt før jeg faldt om og kastede op på jorden. Manden tog igen fat i min arm og hev mig op. Han åbnede døren til sin bil og jeg satte mig ind uden at sige noget eller at gøre modstand. Han satte sig ind og lukkede døren. 'Der var ikke noget at gøre.' Sagde han og lød trist. Jeg så igen på ham og forsøgte at sætte navn på ham. Men jeg mærkede noget trykke på min hals og kvalmen steg igen. Jeg tog mig i hovedet og mærkede at mit ansigt var vådt. Havde jeg grædt? Jeg havde genkendt hans stemme. Men jeg havde ikke set ham i lang tid og jeg var faktisk i tvivl om hvem han var. Det må ha været chokket over det hele? 'Hvem er du?' Spurgte jeg og tørede mine øjne af i min hænder. Manden smilte skævt og snøftede svagt. 'Jeg er din far?'
Dagen efter var jeg kommet mere til mig selv, jeg havde ikke genkendt ham med det samme da han havde tabt sig, og havde ladt skægget gro. Han lignede lidt en hule bo. Vi havde kørt hele natten og var kun lige stoppet for at tanke bilen på en billig tank station. Jeg sad i bilen og ventede til han kom med en lille brun pose. 'Der er en tandbørste, lidt mad og så fandt jeg en ren T-shirt.' Sagde han og gav mig posen. Jeg smed min egen T-shirt som lugtede af sved og tog den rene på, en sort T-shirt uden tekst eller noget specielt på. Han havde en hvid skjorte på. Vi kørte videre uden et ord. Dog efter nogle timer, sukkede jeg højt. 'Har du tænkt dig at fortælle hvad der sker? Eller hvor vi skal hen?' Spurgte jeg. Han stirrede ud af ruden og noget sagde mig at det var der Lucas havde lært det fra. Lyden af Lucas' skrig fyldte mit hoved igen. 'Du slog dem ihjel,' sagde jeg og blinkede lidt i panik. Jeg mærkede mit hjerte slå hurtigere. 'Du skød dem begge!' råbte jeg. 'Hold din kæft!' Råbte han og bed sig i læben. Tårrerne trillede ned af mine kinder. Han bremsede hårdt og kørte ud til siden. Så slukkede han bilen og drejede sig imod mig. Jeg havde fået selen af og skulle til at åbne døren, men den var låst. Utrolig at jeg ikke havde opdaget det på tank stationen. Jeg var fanget. Jeg vendte mig og pressede ryggen imod døren. Jeg hev mine ben til mig og var klar til at sparke ham. Jeg ville kæmpe for mit liv, men jeg rystede over hele kroppen. Min far lænte sig over rettet og sukkede. 'Vi arbejede på en kur, og den virker. Vi ville rede syge mennekser. Desværre havde den nogle bivirkninger.' Sagde han lavt. 'Som?' Sagde jeg, men fik flashbacks af min mor. Han rettede hovedet lidt op og så på mig. 'Kroppen bliver fuld af adrelin, man tænker ikke, man føler intet udover en voldsom appetit.' Sagde han og så på mig. 'Det var derfor hun bed Lucas?' Spurgte jeg lavt. Han nikkede. 'De er følsomme over for lyde og lys.' Sagde han. 'Som vampyre?' Sagde jeg og smilte skævt. Han sukkede og slog på rettet. 'Det her er ikke en af dine vidio spil! Det her sker!' Råbte han. Jeg rykkede mig tilbage igen og lukkede øjnene af frygt. 'Hvorfor skød du Lucas? Hvordan kan du vide at han lider af denne ...... Virus!?' Spurgte jeg. 'Hvis man bliver bidt, eller på en anden måde får virussen ind i blodet, så er man smittet.' Sagde han lavt. 'Men hvorfor så ikke give ham en kur?' Spurgte jeg. 'Der findes ingen kur.' Sagde han. 'Hvordan blev mor en af dem?' Spurgte jeg. 'Jeg...' Startede han. Jeg så længe på ham. 'Du brugte hende som forsøgs kanin?' Spurgte jeg og mærkede vreden boble inden i. 'Du udsatte Lucas og jeg for fare!' Råbte jeg. 'Og så dræbte du dem begge!?' Råbte jeg og mærkede igen tårrerne trille ned af mine kinder. 'Det virkede til at starte med. Hun blev sig selv og hun var kureret. Men langsomt begyndte bivirkningerne. Jeg havde ikke noget valg, jeg måtte gøre noget.' Sagde han og så ud af ruden. 'Men hvorfor ventede du så længe? Du holdt hende spærret inde, hvorfor dræbte du hende nu? Vi kunne ha spærret hende og Lucas inde og fundet en kur til dem?' Spurgte jeg og så på ham. Han dækkede sit ansigt med sin hånd og så rundt. Han sukkede og gjorde sig umage for at få ordene ud. Men før han sagde noget, gik det op for mig hvad der forgik. 'Du kom hjem for at dræbe hende og hente os?' Spurgte jeg. Han nikkede. 'Hvorfor!' Råbte jeg, men vidste godt svaret. Det var derfor Lucas fulgte med i nyhederne og aldrig slap øjnene fra fjernsynet. Det var derfor han ikke kunne sove eller finde ro. 'Virussen er sluppet løs, ik?' Sagde jeg lavt. Han nikkede igen. Der var stille imellem os, ind til han tændte bilen igen og begyndte at køre. 'Men hvor skal vi hen?' Spurgte jeg. 'Ud på landet, langt væk fra store byer. Når virussen får ramt på flere, vil de flokkes i storbyerne på grund af larmen.' Sagde han. Jeg så ud af vinduet, udover de tomme marker. 'Men burde vi ikke advare nogen? Fortælle dem hvad der sker?' Spurgte jeg. Han svarrede ikke.
Vi fandt en gård, han sagde at den var blevet efterladt, men jeg havde hørt skudene som han havde affyret da han havde tjekket gården, imens jeg sad fanget i bilen. Vi brugte 2 uger på at sætte gården i stand, gøre den sikker og uigennem trængelig. Nede i kælderen, satte vi alt maden ned, samt våbner og flasker med vand. Når solen gik ned, så gemte vi os nede i kælderen, selvom virussen ikke havde spredt kaos endnu, vi trænede vel os selv til at vende os til det. Jeg håbede stadig at han tog fejl, at myndighederne havde fået styr på det hele og lavet en kur. De ville dække over det som en influenza, og inden længe kunne vi vende tilbage til vores liv.
Der var gået en måned, og jeg var blevet god til at kaste med øksen, affyre skud og køre bil. Jeg fik nogle gange lov til at kører ind til de små byer og se om der var sket noget. Oftes var alting normalt. Men lige i dag var der stille. Jeg stod lænet op af bilen og lyttede i stilhed. Der var stille, for stille. Jeg holdte vejret imens jeg gik rundt i byen. En sort håret dreng kom løbende imod mig, han havde en grøn hætte trøje på og blå bukser. Han faldt om på jorden og lå stille i noget tid. Jeg glemte alt træning og løb hen til ham. 'Er du okay?' Spurgte jeg og rykkede i ham. Han så op på mig og hans ansigt var helt rødt og varmt. Jeg så rundt efter andre mennesker. 'Er du alene?' Spurgte jeg. Han rystede på hovedet og så sig skræmt over skulderen. 'De slog min far ihjel.' Sagde han. Jeg rejste mig straks op. 'Er du blevet bidt?' Spurgte jeg alvorligt. Drengen så bange op på mig. 'Hvad?' Spurgte han. Jeg sigtede pistolen på ham. 'Er du blevet bidt!?' Spurgte jeg igen. 'Nej!?' Råbte han og kravlede væk fra mig. 'De har slået min far ihjel og du spørger om jeg er blevet bidt!? Hvad er det her for en sindsyg by!?' Råbte han. Jeg løftede pistolen imod en bygning hvor jeg så en skikkelse. Jeg tyssede på ham og forsøgte at koncentre mig. En kølig brise aede min kind og jeg opdagede at solen var ved at gå ned. 'Vi må væk,' sagde jeg og gik imod bilen. 'Hvad!?' Råbte drengen. 'Hør, når solen går ned, så kommer de ud efter dig!' Sagde jeg og pegede imod bygningen hvor lyden blev højre. Stønnen, jamren og sultne skrig. Jeg satte mig ind i bilen og tændte den. 'Kom nu!' Råbte jeg. Drengen tøvede lidt, men løb så hen og satte sig ind. 'Tak,' sagde han lavt. Jeg trådte på spederen og satte den i anden gear og skyndte mig væk fra byen. Jeg kunne ikke vende hjem til min far. Han ville ikke stole på knægten og straks plykke hovedet af ham, og måske mig? 'Hvad hedder du?' Spurgte drengen. 'Robin,' sagde jeg og smilte. 'Sam,' sagde han og smilte. 'Så, Sam. Hvad laver du her?' Spurgte jeg. 'Vi ville besøge min bedste mor,' sagde han lavt. 'I havde vel glemt at ringe og spørger om I måtte komme.' Sagde jeg og grinte over min egen joke. Sam sad med panden presset imod vinduet og snøftede i stilhed. Vi snakkede ikke sammen mere, før solen igen stod op og vi stoppede i en lille by. 'Jeg køre dig et sted hen, men så må du klare dig selv. Jeg har min egen familie som jeg skal tilbage til.' Sagde jeg og steg ud af bilen. 'Hvad hvis zombierne kommer tilbage?' Spurgte han. 'Dét skal du ikke kalde dem!' Råbte jeg i panik. Han hævede et øjenbryn. 'Du er altså mærkelig,' sagde Sam og stirrede på mig. 'Undskyld, jeg bryder mig ikke om hjerne døde lig der prøver at æde min hjerne,' sagde jeg og gøs. Han smilte lidt og valgte ikke at kommentere mere på det. Vi gik rundt i stilhed og ledte efter overlevende i byen og ting vi kunne bruge. 'Har du nogen sinde dræbt en z.... Et menneske?' Spurgte Sam. 'Nej, ikke endnu.' Sagde jeg og smilte.
Vi kørte rundt i en uge, uden der skete noget.
Læs videre her ->
http://taylor-storys.blogspot.dk/2013/01/z-apokalypse.html?m=1
Ingen kommentarer:
Send en kommentar