Dear future

Det var en kold november dag 2004, min bedste ven havde fødselsdag og for at fejre det havde jeg lovet ham at vi kunne tage ind til byen og drikke lidt. Det skulle være en stille og rolig dag. 2 bedste venner der bare hygger.

Vi havde begge problemer med vores forældre så i en alder af 15 år var vi flyttet ud og boede sammen. Det var sådan vi mødte hinanden. kommunen satte os sammen. Jeg var en simpel bonderøv fra landet og han var en sky dreng fra storbyen. Vi havde fordomme imod hinanden og de første 3 dage talte vi ikke sammen, men den 4 dag blev der snakket og vi vidste at vi altid skulle være sammen.

Vi havde boet sammen i 1 år og i dag var det hans fødselsdag. Han havde ikke lyst til at gå ud, han ville blive hjemme og bestille en pizza, invitere kæresten over, så vi 3 kunne se en film. Men ikke tale om! Jeg fik smidt ham i noget pænt tøj, sorte bukser, en hvid skjorte og en grøn pullover uden ærmer. Han lynte sin jakke og så træt på mig. Han var bleg - jeg vidste godt at han havde kvalme, men det nyttede ikke noget. Havde jeg sat mig noget i hovedet så skulle det også gøres. Halv færdige ting kommer man ikke langt med.

Vi gik igennem byen, og endte hos noget der lignede et tivoli. 'Besynderligt' sagde Sam lavt. Sam det er hans navn. Jeg vendte mig rundt. 'Hvad er sært?' sukkede jeg. Jeg var træt af hans brokkeri. 'Tivoli i November' sagde han og så sig over skuldren. Jeg trak i hans ærme. 'Kom nu Sammy' sagde jeg bestemt. Jeg kaldte ham i ny og næ for Sammy, han brokkede sig også over dét. 'Lad vær med at kalde mig det! Jeg er ikke noget barn længere' mumlede han og sparkede til en sten. Jeg gik bare videre. Vi havde gået op og ned af hinanden i et helt år, så det er forståligt at vi er blevet lidt trætte af hinanden. 'Skal vi snart hjem?' lød hans klagen igen. Jeg vendte mig rundt og slog ud med armene. 'Hold nu op!' udbrød jeg. Den høje spinkle dreng stoppede op og kiggede på mig. Han trak på skulderen og så så væk. Skuffelsen af hans fødselsdag var tydelig i hans grønne øjne. Jeg gik videre, stoppede så op og pegede på en rutsjebane hvor folk skreg fra. Den var hurtig og snorrede voldsom rundt. 'Lad os prøve den!!' råbte jeg glad. Sam stoppede op ved mig. 'Nej' sagde han flat. Jeg så irriteret på ham. 'Hvad med tekopperne?' spurgte jeg og hævede et øjenbryn. Han rystede på hovedet. Jeg sukkede. 'Man! Der må da være noget du har lyst til?' spurgte jeg og stak mine hænder ned i mine lommer. Han så rundt, der gik ikke længe før hans blik faldt over et lille rødt telt med et stort lilla skilt ude foran. 'få læst din fremtid' læste han. Det løb mig koldt ned af ryggen. Vi skulle ha vendt om. Vi skulle være blevet hjemme. Vi skulle ha gjort så meget andet. Men istedet gik vi derind.

Teltet havde set lille ud ude fra, men inden i var der så meget plads. Sam stod med hænderne i lommerne. Jeg tog endnu et skridt ind. Foran os var der et lille rundt bord. Bag bordret sad en ældre dame på en stol. Hun så op og smilte skævt. "Vil I have læst hånden?" hendes stemme var hæs og det løb mig koldt ned af ryggen. Sam blev helt bleg i ansigtet, han bed tænderne sammen og rystede på hovedet. Typisk ham at blive bange. Jeg trak en krøllet 50'er op af lommen og lagde den på bordret foran hende. "Jeg er ikke bange for sådan en gammel heks" grinte jeg og så ud af øjnkrogen på Sam. Selvfølglig var jeg lige så bange som han var, men det ville jeg da ikke inrømme. Jeg undslap et lille piv da de kolde lange fingre greb hårdt fat i min hånd. Hun vendte min hånd brutalt om og stirrede ned i den. "Hvem kalder du en heks!?" Vrissede hun. Jeg forsøgte at trække mig en smule tilbage, men hendes hænder havde et godt greb. "Er det sådan du læser ens hånd!?" råbte jeg. Min stemme rystede og jeg gik mere eller mindre i panik. Rummet blev mørkere og hendes ansigt var det eneste der var tydeligt. "Det er på tide at du får en lærestreg!" hviskede hun. Hendes grønne øjne stirrede ind i mine. Jeg mærkede et stikken inde i. Jeg greb mig til maven med den frie hånd. "Sammy...." hviskede jeg og sank ned på det ene knæ. Sam tog et skridt imod mig. "Gør nu noget for fanden!" skreg jeg af smerte. Sam så sig om, så løb han ud imens jeg fjernt hørte hans råben. "Hjælp!"

Alting blev sort og jeg mærkede hvordan min krop blev tungere og tungere. Til sidst faldt jeg i en dyb søvn.

Jeg satte mig op med et sæt og så mig forskrækket rundt. Hvor var jeg? Hvad var der sket!? Jeg tog mig til hovedet og mærkede hvordan smerten steg op i mig igen. At mindes gjorde det blot være. Jeg måtte finde ud af hvor jeg var endt, så måtte jeg tænke på at hvordan bag efter. Min krop føles stadig tung. Jeg sad lidt på den kolde jord og holdte en hånd imod min varme pande. Pludselig var der en skikkelse der bøjede sig ned over mig. "Hvad laver du her?" stemmen var blid og jeg fastslog at det var en pige. Jeg lagde hovedet tilbage og kiggede op i nogle store grønne øjne og et smil. Jeg rødmede en smule og så væk. "Det har jeg glemt" sagde jeg flovt. Hun satte sig på hug og så længe på mig. Så løftede hun sin hånd og rørte blidt min pande. "Har du slået hovedet?" spurgte hun bekymret. Jeg kiggede igen på hende. Hvem var hun!? Jeg trak på skuldren. "Det tror jeg" mumlede jeg og så igen væk. Hun havde kort hvidt hår med nogle få sorte striber i. Hun så sig overskuldren. "Pausen er snart slut..." hun snakkede til sig selv og jeg fylgte hendes blik. "Jeg blir nødt til at gå ind til timen, men hvis du venter her kommer jeg med noget mad" sagde hun blidt og tog sin hånd til sig igen. Hun rejste sig op og pegede på mig. "Bliv!" beordede hun og så løb hun igennem busken og forsvandt lige så hurtigt som hun var dukket op. Jeg blev siddede og kiggede efter pigen der havde behandlet mig som en sårede hund. Jeg sukkede og ømmede mit hoved.

Der gik længe før hun kom tilbage. Jeg havde lovet hende at blive sidene, hun mindede mig om én, så selvfølgelig gjorde jeg det. Jeg sad og prøvede at mindes, mit var kunne jeg godt huske, og hvornår jeg var født, samt min barndom. Men de sidste par timer kunne jeg ikke komme i tanke om. Jeg mindes kun at jeg var sammen med Sam. Pludselig kom den fremmed pige frem igen. Jeg smilte straks og bød hende velkommen. Hun rakte mig noget tøj, jeg så forvirret på hende. "Du skiller dig ud med det tøj du har på! Det her burde passe" hun smilte venligt til mig. Jeg foldede det ud og stod med en hvid skjorte, en grå pullover og nogle grå bukser. "Skole uniform?" spurgte jeg undren. Hun nikkede. Hun havde selv en hvid skjorte på, en pullover uden ærmer og en grå nederdel. "Mit navn er Meg R. Jensen" præsentrede hun, og vente ryggen til, så jeg kunne skifte. Så hævede jeg et øjnbryn. "Ej, hvor sjovt! Min bedste ven hedder Jensen til efternavn" grinte jeg lidt. Hun lagde hovedet på skrå. "Er det underligt?" spurgte hun en smule stødt og kiggede sig kort over skuldren. Jeg rystede hurtigt på hovedet. "Nej slet ikke! Det kunne være sjovt hvis I er i familie" så grinte vi begge. Jeg trak pulloveren over hovedet og trak ærmerne op. "Nu kan du være på skolen uden at blive smidt væk" sagde hun glad og slog ud med armene. Jeg trak lidt på smilet. Bare jeg ikke skulle gå i skole, så var jeg glad. Hun tog min hånd og trak mig ud af busken.

Jeg stivnede. Alting så anderleds ud. Som om jeg var en fremmed. Skolen var en høj bygning, med flere forskellige vinduer. Det var en ældre bygning, den var fuld af blade og murstene så gamle ud. "Hvor længe har den stået her?" udbrød jeg. Hun så undren på mig, så trak hun på skuldren. "Min far siger at den blev bygget engang i 2015 eller der omkring" sagde hun flat. Jeg stoppede op. "2015!?" ganske langsomt blev jeg svimmel og fik lyst til at kaste op. Alting kom tilbage til mig. Sam's fødselsdag, natten, damen, søvnen. Jeg så mig over skuldren og opdagede bilerne uden dæk, der fløj nogle cm over jorden, højt nok til at en voksen kat kunne gå under. "Hvad er der galt?" spurgte hun bekymret. Jeg holdte mig for munden. "Hvilket år er det?" fik jeg spurgt og forstod ikke at ordene kom ud af min mund. "2038?" sagde hun undren. Jeg var ved at falde sammen, men fik lige taget mig selv i det. "34 år? Er der gået 34 år!" hviskede jeg, mest til mig selv.

Hun satte mig på en bænk og gik ind til timen, en smule bekymret. Jeg sad lidt og tænkte i fred. Året havde været 2004, og nu var det 2038? Havde jeg sovet i 34 år!? Jeg bed tænderne sammen. Så fik jeg rejst mig op med et sæt. Hvor var Sam!? Jeg kiggede ned af mig selv. Løftede hænderne og rørte ved mit ansigt. Mit ansigt var stadig blødt og føltes ungt. Jeg var stadig 15 år! Hvad fanden forgik der!? Jeg havde lovet Meg at vente på hende, men alligevel gik jeg lidt rundt, undersøgte stedet og tænkte over hvad der var sket. Jeg vidste ikke hvor længe jeg var gået rundt, men pludselig hørte jeg nogen snakke højt, jeg fulgte stemmerne og opdagede at Meg stod ved bænken og snakkede med en ældre mand. Jeg stak hænderne i lommerne og gik imod dem. Hun så en anelse vred ud og prøvede at forklare noget. Manden strøg sig over panden og så helt opgivene ud, som om han havde det skidt. Han så bleg ud og helt afkraftet. Jeg ville gætte på at han var i 50'erne, måske ældre? Jeg kom tættere på og lagde mærke til at manden havde nogle blå slidte bukser på og en grøn skjorte med en sort blazer over, hans hår var kort og sort. Meg pegede på mig. "Han er lige der!" udbrød hun. Jeg stoppede op og så helt forbavset på dem. Deres grønne øjne stirrede på mig. Manden havde et undren blik og det løb mig koldt ned af ryggen. Jeg gik dog imod Meg og nikkede. "Hej" sagde jeg og grinte lavt. Meg tog fat i min arm og begyndte at skælde mig ud. "Jeg sagde at du skulle vente her!" Jeg smilte undskyldene. "Jeg gik rundt og mistede lidt overblikket over hvor jeg var" fik jeg sagt og kløede mig i nakken. Manden sukkede og trak sine bil nøgler frem. "Okay, lad os komme afsted" sagde han træt. Hans stemme var ru, men der var noget i hans stemme der fik mig til at se underligt på ham. Vi gik dog efter ham imod en bil. "Hvorfor er det lige at han sagde os?" spurgte jeg Meg. "Jeg efterlader dig ikke her, og papa sagde at du gerne må komme med hjem til os!" sagde hun glad. Jeg blinkede nogle gange, og så små grinte jeg. "Papa?" røg det ud af mig. Manden så sig irriteret over skuldren. Jeg hævede begge hænder. "Undskyld, jeg har aldrig vændet mig til dét udtryk" røg det ud af mig. Meg så undren på mig. "Hvad mener du??" spurgte hun. Jeg trak på skuldren. "Det er en lang historie" fik jeg bort forklaret. "Så papa hvor skal vi hen?" spurgte jeg flabet, med et stort smil. Meg satte sig ind på bagsædet i den anden side. Jeg fik åbnet min dør, og manden smækkede den straks i. Han så træt på mig. "Hør knægt.... For hende er jeg papa, men du kan kalde mig Hr. Jensen! Eller Sam er det forstået!?" så åbnede han sin dør og steg ind. Jeg stod helt stiv. Pludselig hørte jeg Meg skynde på mig. Jeg fik åbnet min dør og steg ind, imens stirrede jeg på Sam's nakke hele vejen.

Jeg var ikke i tvilv. Øjnene, stemmen, det blege ansigt. Det hele passede. Det var min Sam der sad på forsædet foran mig. Men hvad var der sket med ham? Han så mere smadret ud end dengang vi var yngre.. Eller han var yngre, jeg var stadig mig selv. Jeg stivnede igen og fik vendt mit hoved. Hvis det var ham og jeg var mig, hvad skulle jeg så gøre nu!? Han ville ikke tro mig hvis jeg fortalte ham at jeg var mig! Han ville tro at jeg var en galning! Meg slog mig på skuldren. "Papa spurgte dig om noget" smilte hun. Jeg tog mig til skuldren og stirrede på hende. De havde samme øjne, men selve ansigtet lignede en anden. Jeg rettede min opmærksomhed imod Sam. "Undskyld, jeg hørte ikke efter" undskyldte jeg. Der lød et suk. "Hvad hedder du?" Jeg bed mig i læben. "Ro...." Så bed jeg mig i tungen. Jeg kunne ikke sige mit navn. Jeg lukkede øjnene og tænkte mig godt om. "Robert" røg det ud af mig. Så slog jeg mig selv i panden! Robert!? Seriøst! Jeg har set så mange film og Robert var det første der slog mig? "Okay, Robert" lød det fra Sam. "Papa, jeg har jo sagt at han har slået hovedet, lad nu vær med at være så grov!" lød det fra Meg. Jeg så taknemmeligt på Meg. Det var så underligt. Jeg kiggede igen på Meg. Hun smilte til mig. Jeg rødmede en smule og fik så stirret væk. Hvis han er Sam! Så er hun hans datter! Det var utroligt at det først slog mig nu! Jeg bed mig hårdt i læben. Hun lagde sin hånd på min arm. "Er du okay Robert?" spurgte hun bekymret. Jeg tog mig til panden og lukkede det ene øje. "Jeg har bare en ond hovedpine" små grinte jeg. Meg lagde hovedet på skrå. "Hvad er en hoved.... pine?" spurgte hun undren. Jeg stirrede på hende. Tog hun pis på mig. Jeg fjernede hånden fra hovedet og kløede mig i nakken. "Altså..." startede jeg. "Det betyder at man har en smerte i hovedet. Men det fandt man en kur for, inden du blev født Meg" forklarede Sam i en træt tone. Jeg så overrasket ned på min frie hånd. En kur lige frem? "Hvilken kur? Jeg mindes da ikke nogen kur?" sagde Meg undren. Sam undslap et halv hjertet grin. "Du fik den da du var ganske lille" forklarede han. "Har du ikke fået sådan en?" spurgte hun mig. Jeg bed mig igen i læben. Der var så meget jeg ikke vidste. Bare den mindste ting ville afsløre mig. "Ja, hvordan kan det være?" lød Sam's stemme. Jeg så rundt, ledte efter en løgn. "D-Det har jeg glemt" løj jeg og så på Meg for at se om hun købte den. Hun var heldigvis lige så godtroene som Sam havde været dengang han var lille. "pff" lød det fra Sam. Men de stilte ikke flere spørgsmål.

Bilen stoppede og vi steg ud af den. Den varme moter snurrede endnu. Ganske langsomt gik vi imod det beskedne hus der stod foran os. Jeg smilte lidt, ved tanken; Selvom det var lille og ikke ved lige holdt. Så virkede det hjemmeligt. Man havde straks det indtryk at Sam boede her. Meg trådte hen imod døren og døren forsvandt. Jeg stoppede kort op. "Hvor blev den af!?" udbrød jeg. Meg stak hovedet ud igen, hun små grinte og tog min hånd. "Har du aldrig set en automatisk dør før?" Jeg lod hende trække mig inden for. "Jo!" sagde jeg irriteret, men tænkte på de automatiske døre der gik op når man trådte hen imod dem, ikke dem som bare forsvandt!? Jeg blinkede nogle gange. Gangen var utrolig lille og malen var ganske svag. Lugten var indelukket og bekendt. Jeg fik taget mine gummiesko af, og så mig om. Sam kom ind bag ved mig. Han tog sine sko af og stirrede ned på mig. Han havde altid været højre end mig, men han var godt nok vokset alligevel. Jeg kiggede op på ham og vi fik øjnkontakt. Han hævede et øjnbryn. "Hvad?" sagde han en smule vredt. Jeg smilte straks, en smule nervøs. "Ikke noget." fik jeg hurtigt sagt. Han gik forbi mig og ind imod et rum. Jeg tøvede kort, men fulgte så efter ham. Køkknet var også lille. Der var et rundt bord i midten, med 4 stole, i sort. Langs vægen var der borde, et gammelt komfur, det lignede dem vi ejede. Men den kunne sikkert noget vildt. Der var også et lime grønt køleskab. Han havde nu aldrig haft smag. Jeg rystede på hovedet og lagde mærke til det lille vindue, med usigt til haven. Jeg havde næsten ikke set den for alt hans opvask. Jeg fik sat mig ned på en stol og så imod Sam. "Har I ingen kæledyr?" Spurgte jeg om og så rundt. Han så imod mig, med et hævede øjnbrynd. Det tog jeg som et nej. Huset var så lille, men der var alligevel mange ting. Tegninger flød over alt. Jeg tog et papir op og lagde hovedet på skrå. "Er det her en puha?" Spurgte jeg om og begyndte at grine. Sam tog papiret ud af mine hænder. Han vendte papiret rundt. Det var en halv færdig tegning af et ansigt. Sam krøllede papiret sammen og smed det ud. Jeg fik den følelse af at jeg havde såret ham. Jeg trak på skuldren. "Hey, det var bare for sjov" Sagde jeg hurtigt. Men fik intet svar.

Meg havde trukket mig med uden for igen. Hun gik rundt i det høje græs. "Er din far altid sådan?" Spurgte jeg om og virkede en anelse skuffet. Hun så på mig. Så trak hun på skuldrene. Jeg smilte svagt og sukkede så. Jeg følte straks et sug af hjemve. Meg hoppede på ét ben imod mig. "Er der noget galt?" Spurgte hun og så bekymret på mig. Jeg rystede hurtigt på hovedet. "Nej.." Sagde jeg så bag efter. Hun tog min hånd og gik ved siden af mig. Mit hjerte slog hurtigt. "Det kunne være dejligt hvis du ville bo her." Sagde hun og smilte til mig. Jeg sænkede blikket. Jeg havde vel ikke noget valg? Ingen ville tro på mig. Jeg smilte til hende. "Bare ind til du husker hvem du er." Sagde hun. Jeg nikkede. Men måtte så se væk igen. Måske var det ikke så slemt? Jeg ville endelige have en familie. Men hvad var prisen?

Dagen gik med Meg. Vi gik rundt og snakkede. Om alt og ingen ting. Vi holdte i hånd og hun viste mig rundt i byen. Jeg glemte tiden sammen med hende. Jeg glemte alting sammen med hende. Min fortid kunne jeg alligevel ikke huske, og hun spurgte slet ikke ind til den. Hun lignede Sam på så mange punkter. Grintet og smilet. Vi kom hjem til Sam igen. Vi satte os ved bordet og vendte spændt. Der kom mad på bordet. Sam så afvendtene på mig. Jeg smilte lidt nervøst. "Robert hader at vælge først, når han et nyt sted." Forklarede Meg. Sam hævede et øjnbryn. "Gør han det?" Sagde han. Så rejste han sig op. Tog min talerken og hældte op. "Jeg håber du kan lide kødboller i karry.' Sagde han og satte den foran mig. Jeg lavede en grimmasse. "Eller kan du ikke lide det?" Spurgte Sam. Jeg tog min gaffel, tørte den af i noget papir, og så tog jeg en mundfuld. Mine øjne fyldes med tårre. Men jeg fik slugt maden, dog efterfulgt af en slem kvalme. Jeg fik det spist op, men jeg havde det virkelig skidt bagefter. Sam sad lænt tilbage i stolen, imens gik Meg igang med at vaske op. "Du havde ikke behøvet at spise det." Sagde Sam og et lille smil spredte sig i hans mundvig. Jeg lænte mig tilbage og smilte skævt. "Det smagte da godt." Løj jeg. Han lænte sig ind over bordet. "Vil du have mere?" Han hviskede det, men jeg hørte hvert et ord. Jeg fik et surt opstød. Så rystede jeg på hovedet. Sam grinte en smule over mig.

Jeg fik lov til at sove på sofaen. Sofaen var en gammel slidt sag, tæppet lugtede af sved, men jeg havde intet imod det. Jeg lå og kiggede op i loftet. Det var ikke sådan her jeg havde ønsket det skulle gå for Sam. Døren til Meg's værelse var lukket. Sam's dør stod åben. Hvis jeg kendte ham rette, så sov han ikke. Han havde altid haft svært ved at sove om natten. Normalt når jeg havde det underligt kunne jeg gå ind til ham og snakke med ham. Sidde på gulvet, med ryggen op af hans sengekant. Men nu var jeg en fremmed. Det hele var så underligt. Jeg var glad for at være her. Men jeg savnede ham bare. Imens jeg lå der mindes jeg hvordan jeg havde opført mig over ham den sidste dag. Jeg havde ikke været særlig sød eller forståene. Jeg satte mig en smule op i sofaen, med armene bag hovedet, og kørte mine fingre igennem mit korte hår. Hvad var der sket med ham? Hvordan endte han her? Jeg kiggede imod Meg's værelse. Og hvem fik han hende med? Der var så mange spørgsmål. Måske det hele ville være lettere hvis jeg fortalte ham sandheden? Han var min bedste ven, han ville forstå mig. Men. Først måtte jeg vide hvad der var sket.

Meg lændte sig over mig, og prikkede mig på panden. "Jeg sagde at du skal stå op!" Råbte hun. Jeg prøvede at ignorre det. "Pappa, han vågner ikke." Kaldte hun. Jeg havde været vågen til langt ud på natten, mindes jeg. Mine øjne føltes tunge og jeg ville helst bare sove dagen væk. "Hm. Lad mig prøve," lød Sam stemme og noget koldt væske ramte mit ansigt. Jeg sprang op og udbrød et hyl af angst, overraskelse og kulde. "Så kom han op," sagde Sam og smilte skævt. Meg grinte så højt at tårrene løb ned af hendes kinder. "Hvad skulle det til for!?" skreg jeg og forsøgte at tørre mit ansigt af i hænderne. "Jeg troede næsten du var død, så tungt som du sov," Sagde Sam og trak ligeglad på skulderen. "Jeg trak vejret!" råbte jeg irriteret. "Man kan aldrig vide," Sagde Sam og gik ind i køknet. "Gamle nar," mumlede jeg og så efter ham. Meg gav mig et håndklæde, imens hun stadig grinte. Jeg mumlede et tak og tørte mit ansigt af. "Er han altid sådan?" Spurgte jeg og lagde håndklædet på sofaen. Meg så væk et øjeblik, hun svarede ikke på mit spørgsmål. "Hey, hvad skal vi lave i dag?" Spurgte jeg, og forsøgte at glemme mit eget spørgsmål. "Jeg skal i skole, men du kan blive her og hjælpe papa, med arbejdet?" sagde hun og smilte. Jeg brød mig ikke om at blive tilbage med ham, han virkede som om han kunne finde på at aflevere mig på politigården og finde på en løgn til Meg. Jeg så væk et øjeblik. Men måske kunne jeg finde ud af hvad der var sket, hvis jeg tilbragte dagen med ham. "Okay," sagde jeg og forsøgte at smile. "Jeg er hurtig hjemme igen," sagde Meg og klemte min hånd, så løb hun ud til Sam i køknet og så blev der stille. Jeg tog hurtigt skole uniformen på som Meg havde givet mig i går. Jeg følte mig en smule fjollet, men jeg måtte hellere passe ind. Ganske forsigtigt gik jeg ind i køknet hvor Sam sad med en kop kaffe. Jeg forsøgte at smile, men mit smil blev til en grimasse, da han hævede en cigaret op til munden som en tog en hiv af. "Hvad laver du!?" udbrød jeg og gik hen til ham. Han hævede et øjenbryn og pustede røgen ud i mit ansigt. Jeg viftede det hurtigt væk. "Er du ikke klar over hvor usundt og farligt det er!?" sagde jeg vredt. Sam's kolde mørke øjne stirrede ind i mine, og ganske langsomt kom jeg i tanke om at han var den voksne og jeg var et barn. Jeg bed vreden i mig og forsøgte at styre mig. "Er du færdig?" Spurgte Sam og tog endnu et hiv. Jeg viste tænder og rystede nu over hele kroppen af bare vrede. "Jeg tager dig med på arbejde, men så har du også bare at styre dig. Hvis jeg bliver fyret på grund af en knægt som dig, så vanker der," sagde han truende. "Jaja," sagde jeg ligeglad. Sam slukkede sin smøg og fik rejst sig op. "Nå, lad os komme afsted," sagde Sam og tog en sort beskidt jakke på. "Hvor skal vi hen?" Spurgte jeg og lagde mærke til min ivrighed. Jeg var virkelig spændt på at se hvor han arbejde. Hvad kunne det være? Måske var han blevet malere, eller tegner, han var virkelig kreativ. Sam så sig irriteret over skulderen og valgte at ignorer mig hele vejen ud til bilen og ind til bilen stoppede.

Vi gik ind af dør, til en lille forretning. "Et supermarked?" sagde jeg lavt og så forvirret på ham. "Åh, Hr. Jensen godt du kom." Sagde en ældre fyr og gav Sam hånden. Jeg himlede med øjnene og så mig om. Det lignede en helt normal butik, så på 34 år var der ikke sket meget. Jeg smilte en smule over at tingene måske ikke havde ændret sig særlig meget alligevel. "Hvem er knægten?" Spurgte den ældre fyr, de stirrede begge på mig. "Det er Robert, han er i praktik." Løj Sam. Jeg måtte se væk, det var så tydeligt at høre hvornår han løj, men fyren troede åbenbart på ham. "Goddag Robert," sagde han og gav mig hånden. "Dav," sagde jeg og nikkede. Hans hånd var strakt imod mig, men jeg vendte mig væk fra den. "Han er vel bare en smule gerneret," sagde Sam og trak mig i armen. "Giv herren hånden," sagde Sam irriteret. Jeg så vredt op på Sam og så irriteret på fyren. Min hånd blev løftet af Sam og fyren gav den et klem. "Du kan bare kalde mig Josh," sagde han og smilte. Jeg fik min hånd tilbage og tørte den af i trøjen, skønt, nu havde jeg fået gingerhed på min hånd. Det var en joke jeg havde med mig selv. Alle mennesker med rødt orange hår, blev kaldt ginger, og man skulle undgå nærkontakt med dem. Josh der var omkring Sam's alder smilte skævt og udvekslede blikke med Sam. "Ungdommen nu til dags," sagde Josh og grinte. Sam grinte lidt nervøs, så tog han min arm og trak mig med sig ud på lageret. Jeg vred mig fri og så mig om. "Hvad skal vi her?" Spurgte jeg, og så hen på ham. Han gik hen til et skrivebord. "arbejder du her?" spurgte jeg. Han fandt en lille firkantet kasse frem, der ikke var tykkere end 5 cm. "Skal du lave noget her?" spurgte jeg ivrigt. Firkanten blev blå og lignede et tv, der kom billeder frem på den. "Hvad er det?" Spurgte jeg. Han hævede et øjenbryn og sukkede over mig. "Det er en Eturn 5000, det er ikke den nyeste model, men den virker fint." sagde han en smule flovt. Jeg gik hen ved siden af ham og så på den lille kasse imellem hans fingre. "Det ligner en computer," sagde jeg overrasket. Han så undren på mig. "En computer?" gentog han. "Har du nogen sinde set en computer?" spurgte han. "Jeg husker ikke hvor jeg har set en," løj jeg og forsøgte at smile uskyldigt. Jeg havde aldrig haft en computer, men altid ønsket mig en. "Man kan vist godt kalde det for en computer," sagde Sam og trak på skulderen. "Hvad bruger du den til?" spurgte jeg og trykkede på skærmen. "Det er ikke legetøj!" udbrød han og trak den til siden. "Det ved jeg godt, jeg vil bare se hvad den kan," sagde jeg og mine fingre fulgte med i hans bevægelser. "Kan man trykke på den!?" udbrød jeg overrasket. Billedet på skærmen ændrede sig og nogle papire blev synlige. Jeg fik endelig revet den lille computer ud af Sam hænder og stod nu med den. "Den er overredet fed!" udbrød jeg og kørte mine fingre over skærmen. Sam stod bag mig, en anelse forpustet og irriteret. Mine fingre trykkede løs på skærmen og billederne skiftede. "Er det programmer? Kan man ændre i dem? Er der internet på?" spørgsmålene røg ud af mig og jeg opdagede slet ikke at Sam stod og studerede mig, som om jeg var anderledes. Jeg trykkede 2 gange og kunne nu ændre i papirerne. "Hvorfor er der kun regnskaber?" spurgte jeg og min ivrighed blev pludselig mindre. Jeg sænkede computeren og så over på Sam. "Du er ikke maler, er du vel?" spurgte jeg skuffet. Sam så overrasket på mig. Han greb fat i sin computer og slukkede den. "Hvorfor skulle jeg være det! Har Meg måske sagt det?" Spurgte han og så trist ud. "Nej," sagde jeg og så skuffet på ham. "Du er kreativ, du skal bruge dine evner på noget kreativt. Det her er ikke dig," sagde jeg og slog ud med armene. "Og hvor skulle du vide det fra?" spurgte han, hans kinder blev langsomt røde af raseri. Jeg sænkede blikket og så væk. Følelsen af hjemve ramte mig igen, og jeg mærkede hvor meget jeg savnede min Sam. Den stille dreng, hvis smil kunne få mig til at smelte. Hans rodede hår og hans duft. Jeg savnede alt ved ham. Selvom han stod få meter fra mig, så var det ikke min Sam. Han havde ændret sig. "Jeg skal have noget luft," sagde jeg og løb ud i butikken.

Jeg gik rundt i butikken, i flere minutter. Gik forbi fødevare. Nye ting og gamle ting. Nogle drenge løb forbi vinduet ude på gaden. Jeg tænkte på om Meg, måske havde fået fri. En del af mig ville tilbage til min tid, hvor Sam var. Men den anden del af mig, ville blive her hos Meg. Og hvis Sam alligevel blev sådan når han blev voksen, kunne jeg ikke se nogen grund til at vende tilbage til ham. "Hey Robert," lød Josh stemme bag mig. Jeg vendte mig rundt, han stod med en T-shirt der var fuld af reklamer printet på. "Kunne du ikke tænke dig at tage den her på og lave nogle små ting i butikken, imens Hr Jensen arbejder ude på lageret?" forslog han og smilte venligt. Jeg trak på skulderen. Men endte alligevel i trøjen og hjalp med at fylde ting på plads, dog tog det lang tid for mig, da jeg ikke kendte de fleste ting. "Vi er færdige for i dag," lød Sam's stemme bag mig. Jeg snurrede rundt og nikkede til ham. Sam vinkede farvel til Josh og sammen gik vi ud og satte os ind i bilen og kørte hjem i stilhed.

Jeg gik rundt i huset og kiggede på billederne der hang rundt omkring. Der var nogle få billeder af Meg som lille. Nogle få af et fremmed ægtepar. Sam stod bag mig med en smøg i munden. "Hvem er det?" spurgte jeg og pegede på menneskerne. "Mine forældre," sagde han ligeglad. Jeg stirrede på parret. "Åh," sagde jeg lavt. Jeg havde kendt Sam i et år og aldrig havde jeg set et billed af dem. Faktisk viste jeg intet om dem. "Hvor er de nu?" Spurgte jeg. "Aner det ikke," sagde Sam og tog et hiv. Jeg stod lidt og kiggede på ham, han kiggede tilbage på mig og viste et sted godt hvad jeg ville sige. Han slukkede sin smøg og så afventende på mig. Jeg smilte som svar og vendte mig igen imod billederne. Der var ikke noget som kunne fortælle mig om hans opvækst, så jeg opgav og gav mig til at vente på Meg kom hjem.

Da Meg endelig kom ind i stuen, var det som om lyset blev tændt og alting blev varmt og trygt. Hun smilte stort over at se mig. "Hej Robert," sagde hun og krammede mig. Jeg havde allerede glemt hvad jeg hed i denne tid, men gengav hendes kram. "Hvordan var din dag? Fortæl mig alting!" sagde hun glad og trak mig ned i sofaen. Der var ikke så meget at fortælle, men alligevel gik der flere minutter før jeg fik stoppet mig selv. Jeg fortalte om den lille computer, Sam's chef og hvad jeg havde lavet i butikken. Meg lyttede i stilhed, hendes grønne øjne slugte hvert et ord og jeg kunne ikke lagde værd med at smile. "Hvad har du lavet?" Spurgte jeg og smilte. Hun så sig om imens hun fortalte om skole dagen, at de havde sunget og tegnet og lært om gamle dage, hun havde heldigvis lavet alle sine lektier i skolen, så hun skulle ikke arbejde med det nu. Sam stod i dør åbningen og holdt øje med os. Han iagttog mig på en virkelig uhyggelig måde. Meg fulgte mit blik og så imod sin far. Hun smilte over hele ansigtet til ham, hun var ligeglad med om han røg, om han ikke udlevede sit drømme job, hun elskede ham alligevel. Jeg smilte over tanken, og jo, jeg elskede ham også, selvom han ikke længere var min Sam, så var han vel stadig derinde? Måske skulle jeg bare tvinge ham frem. Jeg så op og fik øjenkontakt med Sam, det løb mig koldt ned af ryggen. Det var som om han kunne se lige igennem mig. Jeg burde gå i gang med det samme. Jeg rejste mig op og gik ud i køknet, lige forbi. "Har du brug for hjælp med maden?" spurgte jeg og så rundt. Meg fulgte efter mig og satte sig ved spise bordet, hun små fniste over mig og troede det var en joke. "Kan du overhovedet lave mad?" Spurgte Sam og tændte endnu en smøg. Jeg tog smøgen ud af hans hænder og slukkede den. "Kan du uden at ryge?" spurgte jeg irriteret. Han greb fat i min krave og trak mig op til sit ansigt. "Din lille...." startede han. "Papa!" Udbrød Meg chokeret. Der var tavshed imellem os, så slap Sam mig og gik uden for. Jeg så efter ham, hele min krop ønskede at løbe efter ham, slå ham på hovedet og banke noget fornuft ind i hans hoved, men jeg kunne ikke røre mig ud af stedet. Meg stirrede skræmt på mig. "Hvorfor gjorde du også det?" spurgte hun mig. Jeg forsøgte at smile. "ak, han bliver god igen, bare vent og se," sagde jeg og vendte mig rundt. Jeg åbnede køleskabet og fandt nogle rester fra i går. Jeg lavede en grimasse og ledte videre, noget spiseligt måtte han da havde!? Jeg fumlede rundt. "Hvad leder du efter?" spurgte Meg der stadig sad ved bordet. "Noget mad," sagde jeg og skubbede til nogle ting jeg aldrig havde set før. Endelig fandt jeg nogle kartofler som jeg skrallede, kogte og så stegte. Jeg satte den lille portion på bordet og gav Meg det meste af det. "Hvad med Papa?" spurgte Meg imens hun spiste lidt. "Han kan spise nogle rester," sagde jeg og smilte til hende. Hun sagde ikke mere, ganske langsomt spiste hun sin mad. Jeg sad med min gaffel i munden og kiggede længe på hende. Alt ved hende mindede mig om Sam, hendes grønne øjne, hendes smil, det triste ansigt. Jeg sænkede blikket og så imod døren. "Robert?" "Ja?" Der var stille imellem os igen. "Hvad er der?" spurgte jeg og så længe på Meg. "Skal vi gå ud og lede efter ham?" spurgte jeg. Hun nikkede.

Vi holdte i hånd, imens vi gik uden for. "Du skal ikke være bekymret," sagde jeg til hende. Der var mørkt og koldt, så vi gik meget tætte. "Jeg er ikke bekymret når du er her," hviskede hun. Jeg smilte lidt og så ned på hende. "Godt," sagde jeg lavt. "Jeg ville bare ønske at du altid kunne blive her," hviskede hun. "Det ville jeg også," sagde jeg. Hun kiggede op på mig, og vores læber mødtes. Det var et hurtigt kys, der var varmt og behageligt. Jeg trak mig dog hurtigt væk, det gav et sug i min mave og panikken spredte sig. Jeg hørte noget bag os, og med bankene hjerte så jeg på Meg. "Løber du ikke ind og tjekker om han er kommet hjem?" spurgte jeg. Vi var stoppet ved deres hus. Hun nikkede og hurtigt forsvandt hun inden for. Jeg ventede lidt, så så jeg at der var lys inden for. Jeg gik meget langsomt op til huset og trådte så inden for. "Din mor kommer i aften og henter dig," hørte jeg Sam sige til Meg. Jeg stod stille og så på dem. "Nej papa, jeg er nødt til at blive her og hjælpe Robert med at finde sin familie!" sagde Meg som sit forsvar. "Ham skal du ikke tænke på," sagde Sam og begyndte at pakke Meg's ting. "Hvad forgår der?" spurgte jeg lavt. Meg løb hen til mig og krammede mig. Det hele havde vendt sig så hurtigt. "Mama kommer snart og henter mig," græd hun. Jeg aede hende over håret og kyssede hende blidt på panden, "Det skal nok gå," løj jeg. Jeg ved ikke hvor længe vi stod der, men pludselig var der lys uden for, og en dame stod i døren. Sam gik hen og skilte os af, han stod med min ene arm i sin jern hånd og sammen så vi hvordan Meg blev tvunget ind i bilen før de forsvandt i mørket. Jeg vred mig endelig fri og så vredt på Sam. "Er du blevet tosset!?" Råbte jeg af ham. Han så vredt på mig. "Jeg har fundet mig længe nok i dit pis, knægt. Du skal ud af mit hus og du skal aldrig kontakte min datter igen," sagde han irriteret. Jeg bakkede væk fra ham. "Hvad går der af dig?" Spurgte jeg og så underen på ham. "Du er måske en ung doms forbryder, hvem ved? Du skal i hvert fald ud af mit hjem," sagde han og så truende på mig. Jeg så overrasket på ham, hvornår var han blevet sådan? "Helt ærligt Sam," sagde jeg og trak på skulderen. "Synes du ikke at du overragere?" spurgte jeg og forsøgte at smile. "Din datter kan godt lide mig, tror du virkelig at jeg vil gøre hende fortræd?" Spurgte jeg og kløede mig nervøs i håret. Han så pludselig mere vred ud end før, jeg bakkede hurtigt væk og undgik et slag. "wow, Sammy slap nu af!" råbte jeg og undgik endnu et slag. Han hævede hånden og skulle til at slå mig igen, da han stoppede op. "Hvad kaldte du mig?" spurgte han om. "S-sammy," sagde jeg og så underen på ham. "Det er der kun én person der har kaldt mig," sagde han lavt. Vi stod længe og stirrede på hinanden. "Du ligner ham faktisk lidt," sagde han så. "Det er fordi det er mig," sagde jeg og slog ud med armene. "Umuligt!" råbte Sam og vaklede bag ud. "Jamen, det er sandt siger jeg jo," sagde jeg og forsøgte at smile.





MERE KOMMER