I want you to know




Bilen kørte langsomt igennem den gamle vej. Jeg så ud af vinduet, og sukkede. Det må ha været et tungt suk for der var et spor af min ånde på vinduet. Jeg løftede en finger og tegnede på det. En smiley. Jeg smilte lidt af en dårlige tegne evne. "Så Robin, nu er vi her" sagde en stemme. Jeg nikkede bare. Men mærkede hvordan bilen blev langsommer. Jeg så ud af øjnkrogen. Jeg ville ikke være glad. Bare være nedtrygt og hade det hele. Indtil min far kommer hjem og henter mig. Jeg kiggede alligevel ud af forruden. Skolen var smuk og stor. Det lignede et helt slot. Et eventyr. Jeg kunne ikke lade vær med at smile over det. Jeg ville åbne døren og løbe resten af vejen. Jeg blev helt fortryllet af stedet.

Bil døren bag mig blev smækket og kort efter kørte bilen væk. Jeg stod lidt og så efter den. Hvordan kunne de efterlade mig her? Jeg sukkede og vendtede mig om. "Du må være den nye elev?" spurgte en dreng, med langt brunt hår. "Jeg troede det var en drenge skole? Lukker de piger ind?" spurgte jeg og smilte lidt. Drengen's smil forsvandt en smule. Havde jeg ramt et ømt punkt? "Mit navn er Robin" sagde jeg hurtigt og rakte ham hånden. Han smilte igen. "Velkommen Robin. Jeg er Lucas!" svarrede han og tog min hånd. Han klemte den venligt og varmt. Jeg kiggede længe på ham. Han var ældre end mig. Hans ansigt var langt og flot. Han var utrolig tynd og alligevel havde han et godt greb. Han tog min kuffert. "Nu skal jeg vise dig din sove sal" sagde han og gik foran mig. "Skal vi alle have jakke sæt på?" spurgte jeg og kiggede på hans tøj. Han kiggede ned af sig selv, som om han havde glemt hvad han gik rundt i. Så smilte han forvirret. "Nejnej! Det er kun de ældste elever der får lov til at gå i det." Jeg fnyste lettet. Jeg ville ikke kunne se mig selv i det tøj. Det var grimt! Gråt og smagsløst!

Der blev åbnet en dør, og Lucas trådte ind foran mig. Han lagde min kuffert på en tom seng. "Drengene har idræt lige nu, men du vil snart møde dine klasse kammerater og sove kammerater" sagde han og gik hen til et skab. "Her kan du ligge dine ting" smilte han. Jeg satte mig på sengen. "Der er kun 4 senge" sagde jeg lavt, men fortrød straks. Hvorfor havde jeg ikke læst på det inden jeg startede. Lucas så lidt på mig, så kom han hen til mig. "Alle drengene på dit år er delt op. Hvis der boede 23 drenge herinde, vil det hurtigt blive for meget." forsøgte han at forklare. Jeg kiggede på de 2 senge. Den ene var susket redet. Den anden var fuldstædig rodet til med alt muligt tøj. Jeg rynkede lidt på næsen. "Kan man ikke få et værelse for sig selv?" mumlede jeg. Lucas grinte lidt af det. Så rodede han mig i håret. "Du skal nok klare det. Få pakket ud og skift om til uniformen. Vi tales nok ved senere" det var hans sidste ord, inden han forlod mig alene på værelset.

Jeg sukkede og gav mig til at pakke ud. Tandbørste. Nattøj. Normalt tøj. Gade vide om man overhovedet må gå med det? Jeg rodede rundt i skabet. Jeg tog det grå tøj ud og den hvide skjorte. Jeg blev virkelig nervøs for hvordan mit tøj så ud. Jeg smed mine egne bukser og tog de grå på, de passede okay, en smule for løs, men det var iorden. Jeg smed min gule T-shirt og tog den hvide skjorte op. Den var lang ærmet. Jeg tog den hurtigt på og begyndte at knappe den. "Jeg mener jo bare at du kunne prøve at gå...." døren blev åbnet og en lang tynd dreng stirrede på mig. Han havde kort sort hår og store grønne øjne. Hans ansigt blev rødt. Mine kinder blev brand varme. "LUK DØREN!!!" råbte jeg og kastede min trøje i hovedet på ham. Jeg vendte ham ryggen. Endnu en dreng stak hovedet ind. "Hvad sker der??" spurgte han. Han var meget yngre end mig, og havde lyst hår. "Ikke noget Wally!!" lød det fra den sort håret og så smækkede han døren i hovedet på den fremmed dreng. "Det må du undskylde! Jeg viste ikke... Eller jo det gjorde jeg... Men jeg kunne ikke vide.. At du.. Altså!!" stammede drengen. Jeg knappede min skjorte og vendte mig imod ham. Han stammede lige så slemt som jeg selv gjorde. Gade vide om han lagde mærke til det? Selvfølgelig gjorde han det! Jeg rakte hånden ud imod ham. Han tog den hurtigt. "Mit navn er Sam! Årh jeg er så ked af det hele!!" udbrød han. Jeg bed tænderne sammen. "Jeg vil bare have min trøje" fik jeg frem sagt og prøvede ikke at se vred ud. Der var noget sødt over ham. Selvom han var 10 cm højre end mig og lignede han mig lidt. Usikkerheden. Stammen. Jeg kunne pludselig ikke lade vær med at smile, da han snurrede forvirret rundt om sig selv og fik givet mig min trøje.

Jeg trak den store grå pullover over hovedet og smurte ærmerne op. Sam stod lidt og kiggede på mig. "Det er altså ikke meningen...." startede han og hævede en uskyldig finger. Jeg fnyste af ham. Hvem havde bedt om hans mening? "Hvad laver du herinde?" spurgte jeg imens jeg kiggede mig selv i spejlet. Jeg vil ikke være venner med ham, men at ignorrer ham ville være for groft. "Vel.. Det er mit værelse" svare Sam og sætter sig på den susket seng. "Oh, det kunne jeg ha sagt mig selv" mumlede jeg og rettede på mit pjusket hår. "Hvad?" "Ikke noget, ikke noget" Der var en tavshed imellem os. "Hold op med at stirrer på mig" brummede jeg. Hans blik havde hvilet længe på min ryg. "Undskyld! Jeg havde bare regnet med at du var højer" pev Sam. Jeg snurrede rundt og hævede et øjnbryn. "Kalder du mig en dværg, så slår jeg dig!" råbte jeg og gik imod ham. "Du behøver ikke puste dig sådan op, mini" lød endnu en stemme. Meget mere dyb og rummene. Jeg vendte mig rundt og kiggede på en endnu en høj dreng. Skønt. Han havde samme uniform på som mig og Sam. Hans skjorte hang ud over bukserne, og hans hår var halv langt, brunt med lyse striber i. Han havde snakebite og virkede som en type man ikke ville ligge sig ud med. "Det er okay, Ryan" pev Sam. Jeg blev en smule urolig for den nye dreng, ved navn Ryan. Så jeg satte mig hurtigt ned. Jeg kiggede ned på mine sorte all star og sagde ikke mere. Ryan fnøs og tog et skridt imod Sam. "Der er brev til dig" mumlede han og gav ham brevet. Sam flåede det op og læste meget ivrigt. Han sukkede og fniste og sagde en masse andre lyde jeg ikke kan beskrive. "Er det din kæreste?" drillede Ryan. Sam blev igen rød i hovedet, mere end før. Ryan grinte og rystede på hovedet. Han gik hen til spejlet og trak en kam frem fra sin lomme. Jeg kiggede nysgerrigt på brevet. En kæreste? "Hvad hedder din kæreste?" spurgte jeg forsigtigt. Sam så op med sine store hundehvalpe øjne, jeg blev en smule blød i knæene og satte mig ved siden af ham. "Hun hedder Mira" mumlede han gerneret. Jeg smilte til ham og kiggede lidt på brevet. Jeg skimte teksten, men det var alt for sukkersødt. Så jeg fangede hans blik med mine øjne. "Savner du hende?" spurgte jeg, men fortrød. Han så med et trist ud og nikkede. "Hver dag." Jeg trak på skuldren. "Undskyld, jeg har aldrig haft en kæreste..." pev jeg. Ryan fnøs. Jeg valgte at ignorrer ham. "Har du virkelig ikke??" spurgte Sam og stirrede på mig, som om jeg var anderleds. Jeg kiggede væk. "Er det slemt?" mumlede jeg. Sam holdte vejret, så rystede han på hovedet. "Nej!" Han smilte så sødt. Jeg fortrød hvordan jeg havde været over for ham. Han var slet ikke så slem. "Har du et billed af din kæreste?" spurgte jeg og forsøgte at smile. Han fløj hurtigt op fra sengen og hoppede over den, han rodede under sengen. Jeg rejste mig fra sengen og stirrede underligt efter ham. "Du behøver ikke......" prøvede jeg. Men han havde rejst sig op og rakte mig et billed af hende. Hun havde langt brunt hår, og et stort smil. Hun så lykkelig ud. Var det fordi hun var sammen med ham? Hun havde et smukt smil. Man kunne se hendes tænder når hun smilte. Hendes øjne forsvandt helt. Hun var virkelig smuk. Naturlig smuk. Jeg kiggede op i hans grønne øjne. Han lignede igen en hundehvalp. Der havde jagtet en kanin og bragt den med tilbage og nu ventede på sin herre der ville rose den. Jeg gav ham billedet. Han kiggede stadig på mig. Jeg rømmede mig. Men han kiggede stadig. "OKAY HUN ER SØD, LAD VÆR MED AT KIGGE SÅDAN PÅ MIG!!" råbte jeg og gik over til mig selv. Han grinte af mig, og pressede billedet ind til sig. Hans smil og hans øjne strålede af lykke. Var det kærlighed? Jeg har aldrig set et menneske sådan før. Så jeg vendte mig rundt til Ryan og smilte skævt. "Hvordan ser din kæreste ud?" Han kiggede på mig ud af øjnkrogen. "Blev du ikke tilfreds stillet nok af en?" hans ord lød så hårde, med hans dybe stemme. Jeg pustede kinderne op. "Glem det!" mumlede jeg og rakte tunge af ham. "Her" lød hans stemme. Jeg åbnede øjnene og kiggede på et billed han havde i hånden. Hans ansigt fortrak sig i en smerte. Et savn. Jeg tog billedet og kiggede længe på den lyshåret. "Jeg kalder hende Naru" mumlede han og forsøgte at se væk. Jeg smilte af billedet. Hvad var deres historie? Hvorfor så de begge så triste ud? Som om de skjulte noget. "Jeg vil kalde hende Numse" sagde jeg og gav ham billedet. Han hævede et øjnbryn og tog billedet. Han kiggede lidt på hende og så smilte han af mig. "Numse...?" han trak på skulderen og gemte billedet væk igen.

Vi gik sammen ned af trapperne og igennem en lang gang. Jeg forsøgte at følge med i deres tempo. De snakkede ikke sammen, imens de gik igennem gangen. Der var en masse andre drenge, nogle stod og snakkede sammen. Nogle stod og kiggede efter mig. Jeg forsøgte at kigge lige ud. Dog lagde jeg mærke til deres tøj. Der var 3 forskellige slags. De yngste børn havde skjorter med korte ærmer. Nogle af dem havde shorts og nogle havde lange bukser. Vel en smags sag? De havde alle sammen en strik vest over som var grå. De mellemste og mig selv, havde lange grå bukser på, hvide skjorter med lange ærmer og grå pullover. Jeg var den eneste der havde smurt mine ærmer op. De ældste, hvor Lucas var en af. Havde lange grå bukser, sorte sko, hvide skjorter og en grå jakke over. Det var ikke så svært at se forskel på dem ellers. De yngste var små og ivrige. De ældste var stille og rolige. Jeg havde slet ikke brug for uniformerne for at finde ud af hvor gamle folk var. Men måske var det sådan de holdte styr på os?

Vi ankom til et stort lokale, hvor der var 8 bordre. 4 på hver side. Der var allerede dækket op. Jeg stod lidt og kiggede på det. Nogle af eleverne havde allerede sat sig. Drengen ved navn Wally kom hen imod os. Han begyndte at små snakke med Sam og de fniste, som 2 små skole piger. Jeg himlede med øjnene og vendte mig imod Ryan. "Hvad er der med de 2?" spurgte jeg ham. Ryan trak på skulderen. "Bøsser?" sagde han drillene. Jeg fnyste. Kiggede igen imod dem, de så så glade ud. Som om de havde kendt hinanden længe. Gode venner. Hvad var det for en følelse? Det gjorde ondt inden i. Sandheden er vel at jeg aldrig har haft en ven. Min far har flyttet rundt så meget at jeg aldrig har fået lov til at gå i en skole eller at lærer byen at kende. Men når jeg så på de to, så følte jeg virkelig at jeg havde gået glip af noget. Gad vide hvad man lavede med en ven? Wally sagde noget og Sam grinte. "Kom, nu skal jeg vise dig hen til vores bord" sagde Ryan og puffede mig i ryggen. Vi gik hen imod et bord og Ryan satte sig. Jeg satte mig ved siden af ham, rettede en smule på mit grå tøj og kiggede rundt. Jeg lagde mærke til at der var en stol for enden ved hvert bord. "Hvad går det ud på?" spurgte jeg og kiggede på Ryan. Ryan kiggede på stolen. "Åh. Hver elev fra 3 årgang skal sidde for bordenden og holde styr på os andre. Det er dem der bestemmer. Jeg glæder mig til jeg bliver en af dem! Så...." han stoppede op, da flere kom hen til bordret og satte sig. Sam satte sig ved siden af mig og jeg var nu i midten af de to. Der var en ledig stol ved siden af Ryan. "Vi har faste pladser. De er som vores værelser. Der er 2 værelser på hvergang. Dette er vores værelse og dem over for os er vores naboer." forklarede Ryan, jeg må ha set forvirret ud eller også kan han bare godt lide at snakke? De yngste elever rejste sig op og begyndte at hente skåle med mad og satte dem på bordret foran os. Jeg genkendte kun Wally af de yngste drenge. Han forsøgte at holde fokus og han klarede det utrolig flot. Nogle af de andre drenge spildte enten vand eller gik ind i hinanden, men Wally var koncentret. Jeg så ud af øjnkrogen hvordan Sam kiggede efter ham. Det trak sig sammen i min mave og jeg mærkede hvordan mit humør blev dårligere. Jeg sukkede og kiggede efter Wally. Han havde et ret kært ansigt. Hvorfor havde jeg ikke set det før nu? Var det fordi han koncentrede sig? Jeg rystede på hovedet og måtte tænke på noget andet. Jeg bed mig lidt i fingeren. Måske var Wally slet ikke så slem? Der måtte jo være en grund til at Sam kunne lide ham? Jeg kiggede igen på Sam. Hans grønne øjne sænkede sig og hans smil faldmede. Jeg skubbede til ham med min albue, han kiggede op på mig og jeg smilte til ham. Der kom liv i hans øjne igen. Han var sødest når han smilte. Det var de alle sammen. Ryan rykkede på sig. Okay, måske ikke alle. Ryan så en smule uhyggelig ud når han smilte. Måske jeg skulle sove med en kniv i nat? Jeg havde haft så tralvt med at kigge efter Wally og de andre at jeg slet ikke havde set at en fra 3 år gang havde sat sig ved vores bord. Jeg kiggede nervøst der hen og opdagede til mit held at det var Lucas! Han smilte til mig og jeg blev helt varm inden i. Jeg måtte straks kigge væk. Jeg følte mig som en lille bror der blev taget i at spise en kage før aftensmaden.

Jeg fik ikke særlig meget at spise. Men jeg var hellere ikke særlig sulten. Efter aftens maden lagde jeg mig i sengen. Det havde været en hård dag. Og Imorgen ville det blive endnu hårdre. Skole starten. Alle de mennesker. Lektier. Skole fag. Lærerne. Jeg gned mine hænder over mit ansigt. Min seng gav et ryk, da der satte sig en ved siden af mig. Jeg fjernede ikke hænderne. Duften fra personen var sød. Velkendt. "Hvad er der nu?" sukkede jeg. "Hvordan har din første dag været?" spurgte Sam glad. Jeg vendte ryggen til ham. "Ok" mumlede jeg som svar. Ryan stod med en tandbørste i munden. "Lad ham nu være, Sam! Og smut i nattøjet" brummede han. Sam rejste sig op og lagde sig i sin seng. "Ej hallo! Jeg skal liige tegne denne tegning færdig først!" klynkede Sam. En tegning? Han havde en ven, en kæreste og kan tegne!? Hvor er det uretfærdigt. Jeg kan knap nok tælle til 10. "Lyset bliver slukket om en halv time så tænd lampen over dit hoved" svarede Ryan og spyttede ud ved håndvasken. Sam nikkede som svar og tændte straks lampen. Han satte sig halv op i sengen og gav sig til at tegne. Lyden af blyant der kørte hen over papiret var nu meget behageligt.

Lyset af morgen solen spredte sig i rummet. Lyden af Ryan der gik rundt på værelset, han børster tænder igen. Den slidte tandbørste kørte imod hans gummer. Der var varmt i sengen. "I to kan ikke ligge i sengen hele dagen" grinte Ryan. Hvad var det som var så sjovt? Jeg vendte mig rundt, og slog hovedet imod Sam's hoved. Jeg fik flået dynen af os og skreg, imens jeg sparkede ham ud af sengen. Han landte lige på røven. "Hov! Hvad sker der!" udbrød Sam og ømmede sig. Jeg tog puden op og slog ham med den. "HVAD FANDEN LAVER DU I MIN SENG!" råbte jeg. Ryan stod for enden og grinte. "Det er Sam's seng" Der blev stille et kort øjeblik. Jeg kiggede ud af øjnkrogen. Min seng stod bag mig. Tom. Jeg stirrede ned på Sam, der begyndte at rejse sig. Han gned svønen ud af sine øjne. "Hvad sker der? Hvorfor vækkede du mig på den måde?" Han vendte sig imod Ryan, der stadig små griner. Jeg samler puden op igen og krammer den hårdt. "Jeg har lagt i ske med en dreng!!" hylede jeg. Ryan begyndte at grine højre. Selv Sam så ud til at forstå det hele nu, for han begyndte at grine. Jeg sprang ud af sengen og gik hen i skabet for at finde mit tøj frem. Der var en akavet stilhed imellem os. Jeg kiggede over skuldren på Sam der sad og tegnede. Gad vide hvad det var? Han tegnede også på det igår. Måske jeg skulle spørger ham, hvad det var? Men hvis det nu vise sig at han var en god tegner? Jeg kiggede væk og mit blik faldt på det store ur over døren. "Sam! Få tøj på! Morgen maden starter snart!" udbrød jeg og gik i panik. Lucas havde forklaret mig mad skemaet ved aftensmaden igår. Morgen maden var klokken 8, det var dog valgfrit, men jeg ville sætte pris på en sund start på dagen.

Vi satte os ved det samme bord som igår. Der var sat en katon mælk på hvert bord. I den anden ende af spisesalen var der et langt bord med forskelligt mad. Ryan kom ned med sin talerken og satte sig ved siden af mig. Jeg hævede et øjnbryn. "Bacon til morgen mad? Det sætter sig" sagde jeg og drak lidt af mit glas med appelsin juice. Ryan kiggede direkte på mig, så tog han 2 stykker bacon ind i munden og spiste dem uden at blikke. Jeg mærkede hvordan min mund løb i vand, jeg synkede og så væk. Modstod fristtelsen. Ryan grinte håndeligt. Han rakte et stykke imod mig. Jeg rakte tunge af ham. Han trak på skuldren og åd de sidste stykker. Det var slet ikke sundt! Hvad havde han gang i? Jeg vendte mig imod Sam, der drak af en kop te. "Er det alt du skal have!?" udbrød jeg. Sam blev forskrækket og havde nær tabt sin kop, men nåede at holde fast i den. "Ja" mumlede han og drak af sin varme te. Jeg sukkede af dem og spiste mit ristede brød med en smule smør på. Den sprøde varme skorpe blev hurtigt spist. Der var meget stille i spise salen. Der blev trukket en stol ud ved vores bord og en skikkelse satte sig over for Sam. Jeg kiggede op og stirrede ind i Wally's blå øjne. Han smilte til mig. Jeg mærkede hvordan mine kinder blev varme så jeg kæmpede for at kigge væk. Den stille tavshed der havde været blev pludselig til fnider imellem Sam og Wally. Jeg blev træt af deres fjolleri og vendte mig igen imod Ryan. "Hvad skal vi have til første lektion?" spurgte jeg og forsøgte at smile. Ryan trak på skuldren. "Dansk eller sådan noget" svarede han ligeglad. Hvordan kunne han tage det så roligt? Jeg valgte at nikke. "Årh putte" lød Sam's stemme et sted i deres fjerne snak. Jeg så imod dem, jeg ville sige noget. Blande mig i deres samtale. Men mit hjerte hamrede afsted og jeg kunne ikke finde på noget at sige. Så jeg lod hver. Sad lidt og kiggede på dem. Deres stemmer blev mere lyse imens de fjollede løs. Jeg forstod ikke halvdelen af det de sagde, men jeg kunne ikke lade vær med at smile lidt af dem. De var sjove nok. Jeg nød deres latter. "Vil I med?" spurgte Ryan idet han trak stolen ud og gik op med sin talerken. Jeg greb ud efter mine ting og gik efter ham. Der gik noget tid før Sam og Wally forstod at vi havde rejst os. De gik greb ud efter deres ting og væltede halvdelen af det på bordet. Mange elever kiggede efter dem, men de lod sig ikke påvirke af alle de blikke. Jeg trak på skuldren. "Hey, fjolser! Kom nu!" kaldte jeg og små grinte af dem. De var ikke så slemme. Faktisk, så kunne jeg godt lide dem. Begge to.

Vi gik alle fire igennem gangen. Wolly drejede dog af et sted. Ryan og Sam viste mig vej hen til dansk lokalet. Da vi kom ind af døren gik de hver til sit og forlod mig i midten. Jeg bed mig lidt i underlæben. Så flugte jeg efter Sam. Jeg satte mig ved siden af ham og lagde mærke til hvordan han fandt papir og blyant frem. Han begyndte at tegne igen. Jeg hang lidt ved siden af ham og stirrede på hans tegning. Jeg kunne ikke rigtig se hvad det skulle forstille endnu. Han gjorde sig virkelig umage. Jeg sad lidt i mine egne tanker imens jeg kiggede på ham. Han så helt anderleds nu. Han virkede mere voksen og fokuseret. Det klædte ham. Men personligt kunne jeg bedre lide det blide søde ansigt. Jeg ville gerne se hvad han tegnede. Men jeg ville hellere ikke forstyre ham. Selvom han så koncentret ud, virkede han også som om han nød det. At være i en anden verden, og bare tegne løs. Som om der kun var ham og papiret og blyanten var en del af ham. Det var smukt, men også uhyggeligt. Jeg blev græbet og ivre og kom til at puffe til ham med min albue. Jeg holdte mig for munden og holde vejret inde. Hvade jeg ødelagt det? Hvade jeg forstyret ham? Jeg ventede længe på hans reaktion. Det føltes som flere minutter, og da jeg til sidst ikke kunne holde vejret længe gispede jeg efter luft. Jeg mærkede hvordan folk begyndte at kigge på mig. Sam løftede sit tunge hoved og så forvirret på mig. Hah, jeg havde slet ikke forstyrret ham! Jeg smilte af lettelse, men det hele var så akavet at Sam kom til at grine af mit smil og flere af eleverne mumlede af os. Jeg kløede mig lidt i håret og grinte flovt af det. Det var vel best at få sig et grin af det hele. Timmen var hurtig forbi. Læren, faget og eleverne havde ikke gjort det store indtryk på mig. Men de vinkede alligevel farvel til mig og havde alle lært mit navn. Jeg viste dog ikke om jeg skulle vinke tilbage eller smile, så det blev et nik til hver elev. Efter noget tid spurgte Sam, om jeg havde ondt i nakken fordi jeg hele tiden nikkede. Sam samlede sine ting sammen og går hen imod døren. Han stoppede op og ventede på mig. Jeg smilte stort og små løb hen til ham.

Vi besluttede at gå hen til opholds stuen og slappe af før næste lektion. Sam satte sig i sofaen og jeg satte mig forsigtigt ved siden af ham. "Har du valgt et valgfag?" spurgte Sam. Jeg rystede på hovedet. Han smilte til mig. "Jeg har billedkunst" sagde han. Jeg smilte. Det overraskede mig ikke. Jeg kiggede rundt i den hyggelige stue. Der var nogle få sofaer rundt omkring. De var sorte med røde puder. Jeg kiggede rundt på de blanke væge og undrede mig over at der ikke var hængt noget op på vægene. Ryan kom gåene hen imod os, han havde store høretelefoner på og nikkede lidt til musikken. Lyden var så høj, at jeg kunne høre sangen. Men jeg genkendte dem ikke. Men normalt hører jeg ikke musik, medmindre de bliver spillet i  radioen. Han satte sig lidt fra os i en anden sofa, hvor han smækkede begge ben op og gav sig til at lytte til musikken og ignorrer alle andre. "Hvilket valgfag har han?" spurgte jeg lavt. Sam strakte hals og kiggede imod Ryan. Han trak på skuldren. Jeg smilte venligt. Så de kendte ikke hinanden så godt, som jeg havde troet. Der blev hurtigt stille i det hyggelige område, det eneste man kunne høre, var Ryan's musik der forsøgte at dræbe stilheden. Jeg sad lidt og lyttede til musikken. Sam sad med en bog og læste som om det galt hans liv. Måske var det lektie? Jeg ville gerne ha spurgt ham, men han virkede så forgabt i den. Jeg sukkede og pludselig virkede det store rum så lille og fyldt. Jeg rejste mig op. "Jeg går ud og tager noget luft" sagde jeg, men ingen lod til at hører det.

Jeg åbnede den store dør, og stod lidt på trappen. Vejret var smukt.Nogle af andre elever gik igennem gårs pladsen, en af dem vinkede til mig. Jeg vinkede tilbage. Han sagde farvel til de andre og gik over imod mig. "Nyder du vejret?" spurgte Lucas og smilte stort til mig. Jeg greb mig selv i at smile stort tilbage til ham. Hans smil smittede så hurtigt "Hvordan har din første time været?" spurgte han glad. Jeg begyndte at gå og han gik glad efter mig. "Den var hurtig overstået, jeg sad ved siden af Sam og så hvordan han tegnede! Drengen har talent!" jeg mærkede hvor ivrig min stemme blev, og lys. Jeg følte mig så tryk og i godt selvskab. Vi satte hos ved et træ i skyggen. "Jeg har endnu ikke set hans tegninger" små grinte Lucas, men det lød undskyldene. Jeg skubbede til ham med min skulder, blidt. "Det har jeg hellere ikke." sagde jeg og grinte dumt. Jeg kiggede op imod himlen. "Det er længe siden at jeg haft det så godt" sagde jeg og blev en smule overrasket over ordene der kom ud af min mund. Lucas så imod himlen. Han smilte skævt. "Hvor længe bliver du?" hans spørgsmål gav mig et stik inden i og jeg rettede mig straks op. Kiggede væk og kom nermest til virkeligheden igen. Jeg var ved at falde til. Men jeg vidste godt at jeg snart skulle videre. "Jeg ved det ikke" lød svaret fra min mund og jeg bed mig i tungen. Jeg ville gerne hjem. Hjem til min familie. Men jeg havde fundet venner her. "Nyd din tid imens du er her" sagde Lucas og smilte til mig. Jeg kiggede lidt på ham og blev igen varm i kinderne. Han havde den her udstråling at man straks følte sig tryk og hjemme. Jeg havde aldrig haft en storebror. Men hvis jeg havde, var det måske sådan her det følte? Jeg smilte over min tanke og lagde mig tilbage. Min ryg imod træet. Indånede den frie luft og nød freden.




DER KOMMER MERE

Ingen kommentarer:

Send en kommentar