Watch me die

“and you watched me die
at least a thousand times
but it’s great to hear you’re doing fine”

 

 

Den kolde aften vind aede min kind, som om den var en gammel ven der hilste. Jeg rystede kort på hovedet og bed tænderne sammen. Det var koldt. Hele min krop rystede voldsomt. Jeg havde sorte bukser på og en hvid skjorte. Men det var ikke derfor det var så koldt. Jeg stod på taget af en bygning. Det var min gammel skole, hvor jeg havde lært så mange ting igennem min barndom. Jeg tøvede ikke. Jeg gik ud til kanten og kiggede ned. Angsten steg op i mig. Mit hjerte slog hurtigt. Jeg ville føle paniken sprede sig. Vide hvordan det var at se døden lige i øjnene. Jeg ville træde et skridt tilbage, men vinden blæste pludselig op og jeg mistede ballancen. Jeg røg ud over taget og ned imod de kolde hårde fliser. Faldet var langt og mit skrig blev dræbt af et hårdt brag.

 

Jeg flåede øjnene op. Jeg lå på gulvet på mit værelse. Mit hjerte slog hårdt og jeg var badet i sved. Endnu en drøm. Jeg prøvede at gnide søvnen ud af mine øjne. Men jeg blev ved med at se mine krop ligge på fliserne. Det er sådan her jeg vågner hver morgen. Jeg vågner op, badet i sved og tåre efter en drøm hvor jeg dør. Nogle gange er der en som slår mig ihjel, eller så gør jeg selvmord. Tit er det et uheld. Jeg rejser mig op fra gulvet, og ser mig om. Det er bare ikke så tit at jeg vågner på gulvet. Jeg satter mig i sengen og ser ned på mine håndled. De er fulde af lange hvide ar. Der lyder et dybt langt suk. Kom det virkelig fra mig? Jeg så mig over skuldren, jo jeg var alene. Jeg havde haft en drøm hvor jeg var gået ned i køknet for at tage en af de store knive frem fra skuffen. I drømmen havde jeg skåret mig så dybt at jeg døde af blodmangle. Da jeg vågnede havde jeg blod over alt, mine negle havde flået huden op. Efter den episode havde mine forældre mistet rettigheden over mig og jeg har ikke set dem siden eller hørt fra dem. Jeg bor på et adoptions hjem for børn og unge. Venter på nogle mennesker der vil adoptere os. De kommer for at kigge på os og vælger os, som om vi var små søde hunde hvalpe. Men jeg er altid fuld af blå mærke eller lange hvide ar. Jeg husker den gang hvor en familie faktisk havde haft intresse i mig. De havde set på mine papire og billeder af mig, men da de kom for at snakke med mig, havde jeg fået et blåt øje. Jeg prøvede at forklare dem, at jeg havde drømt at nogen prøvede at voldtage mig og at jeg i drømen ville forsvare mig, men jeg ved et uheld ramte mig selv, som gjorde mig bevistløs, og de så kvalte mig. Men de troede ikke på mig. Ingen troede på mig. Jeg hørte tit de andre børn hviske at jeg gjorde det for at få opmærksomhed. Derfor holdte jeg mine drømme for mig selv. Jeg havde haft drømmene siden jeg kunne huske. Så jeg ved ikke hvad der havde sat dem igang. Mine forældre havde engang sendt mig til psykolog som skulle forstå mig. Men dagen efter drømte jeg at han slog mig ihjel. Faktisk i flere nætter. På flere måder. Jeg skulle fortælle ham drømmene og beskrive dem for ham. Efter 4 drømme, ville han ikke tale med mig igen. Jeg er 16 år gammel, om kun 2 år bliver jeg 18. Så kan jeg forlade det her sted. Hvad der så sker med mig. Jeg kan aldrig få et job eller finde et sted at bo. Jeg er nogle gange faldet i søvn om dagen, og når jeg vågnede havde jeg skreget og slået ud efter dem omkring mig. Jeg dør 365 dage på et år. Nogle gange mere hvis jeg sover 2 gange på en dag. Eller dag drømmer. Der var et år hvor jeg forsøgte at holde mine hjerne igang, hele tiden og forsøgte at holde mig vågen i flere timer. Men når jeg så gik kold, og faldt i søvn, bare det ikke bare for en nat. Men oftes koma i flere dage. Det var lige meget hvor mange gange jeg døde, jeg blev bare ved med at dø. Lægerne havde spændt mig fast så jeg ikke kunne slå mig selv eller falde ud af sengen, hvilket er de måder jeg vågner på. Jeg ved ikke hvorfor det her sker for mig. Jeg ved ikke hvorfor jeg skal gå igennem det her. Men så længe jeg lever i denne verden. Så længe vil jeg dø i den anden.