warrior dog pack - the last one standing

Jeg havde hørt om denne verden før. Fra min far. Han havde fortalt mig den før jeg skulle sove. Men jeg troede at det var en godnat historie. At det bare var noget han fandt på. Men jeg tog fejl. Jeg tog så grusom fejl.

Jeg husker at han fortalte om hvordan han var endt der. Bare pludselig. Hvordan jorden var flottere og græsset var grønnere. Tiden var en anden. De levede i gamle huse og gårde. De rejste omkring og sov i det fri. Det lød alt sammen så fantastisk. Men han fortalte mig også omkring det ansvar han havde fået. Han var blevet tilkaldt fordi han skulle rede verden. Deres verden. Han blev sat på et hold og fik sig en hund. Ikke en hvilken som helst hund. Men en hund der kunne tale og slås. Hunden var så stor at de kunne ride på den og slås på dens ryg. Han var blevet lederen af et hold og han trænede hårdt med sin hund for at blive stærkere. Men en pige på deres hold vendte dem ryggen og sluttede sig til de onde. De andre på holdet havde opgivet håbet for hende, men min far blev ved med at lede efter hende. En dag drog han ud alene og fandt slottet, hvor hun var. Men hun havde forelsket sig i Kirai, det hed den onde konge. Hans hund var ondskaben selv og den udbyttede Kirai for at have det sjovt. Min far's veninde havde sluttet sig til de onde under egen fri vilje og ventede et barn med ham. Senere viste det sig at være tvillinger. Min far kæmpede imod dem alene, men hans hund døde og han blev sendt tilbage til virkeligheden. Efter noget tid fik hans hold kammerater åbnet en port og kaldte ham tilbage. Min far fandt sin hund, men den var blevet lavet om til en hvalp. Min far fortalte at han havde en tvillingebror i deres land, han tjente Kirai. Men broren vendte Kirai ryggen og ville hjælpe sin bror. Han blev slået ihjel. Brorens hund sluttede sig til min far og forvandlede sig med min fars hund til en endnu stærkere hund. De besejrede Kirai. Hans hund forsvandt. Min far blev sendt tilbage til virkeligheden og blev aldrig kaldt på igen.

Han sagde ofte at min storebror også er blevet kaldt ind i deres verden. Men min mor mente at min storebror var løbet hjemmefra og at min far var tosset. Så de blev skilt og min mor forbød mig at se min far. Men flere år senere skulle jeg opdage at den varden fandtes. Sammen med min skole kammerat Taylor.

Jeg havde været uheldig den morgen og var gået ind i skolens bølle. Heldigvis kom Taylor og skubbede bøllen væk fra mig. Vi løb væk, men pludselig standsede tiden og vi besvimede. Da vi åbnede øjnene, lå vi på græsset foran en lyshåret pige med blå øjne. Hun sagde at hendes navn var Naru, og at hun kom fra Dragebyen som var blevet brændt ned og alle var blevet dræbt. Først troede vi hende ikke. Men da vi så hendes Dalmatiner bag hende, opdagede jeg hurtigt at vi var endt i den verden min far havde snakket om. Taylor troede ikke på nogen af os og blev ved med at sige at han drømte. At intet af det her kunne være sandt. Et sted inden i tror jeg stadig at han tænker det. Men jeg vidste at det hele var ægte. Jeg gav Naru og hendes Dalmatiner ved navn Lucy mit ord på at hjælpe hende. Det var vel derfor vi blev hidkaldt?

Naru fortalte om Ryan en dreng fra hendes landsby. Han havde sluttet sig til den onde hær og havde dræbt alle i hendes by. Hun ville finde ham og snakke med ham. Selvom Taylor mente at han bare skulle have en omgang tæsk. Men vi valgte at hjælpe hende og starte vores egen lille klan. Jeg sagde straks at jeg var lederen. Jeg skulle ha opdaget at Taylor blev irriteret over det. Men mit eget ego var for stort. Kort efter vi havde planlagt det hele dukkede der to unge hunde op. En schæfer og en border collie. De sprang imod os og viste sig at være vores hunde. Taylor kaldte sin hund for Tarok. Jeg kaldte min for Sparki. De var for unge til at vi kunne ride på dem, så vi valgte at gå og træne.

Taylor viste sig at være utrolig lære nem og inden ugerne var gået var han blevet utrolig god til at fægte med svær og skyde med pil. Jeg faldt stadig over mine egne sko når jeg svingede ud med et sværd. Taylor syntes at det hele blev ensformig og han ville opleve mere. Jeg skændtes med ham hverdag og en var det bare for meget. Han forlod os om natten og vendte ikke tilbage. Nu havde jeg 2 missioner. At få Ryan og Taylor tilbage. Naru og jeg drog derfor ud i landsbyerne hvor vi mødte den engelske dreng ved navn Sam, og hans brune labrador ved navn Arthur. Han havde mistet sin klan og sluttede sig derfor til os.

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Taylor:
Taylor lå vågen om natten. Det havde været endnu et skænderig med hans så kaldte leder. Hvem havde udråbt ham til leder? Ikke ham i hvert fald. Han skulle være lederen. Han var meget stærkere, hurtigere og bedre med et sværd. Hans hvalp lå ved siden af ham. Han løftede en hånd og aede border collien over hovedet. Den logrede kort med halen. Han hørte en lyd i skoven. Taylor rejste sig. tog sit sværd på ryggen og listede imod skoven. "Du er hurtig" hviskede en drenge stemme i mørket. Taylor trak sit sværd og hans border collie stod ved hans side og knurre lavt. En stor sort ulv med en lang manke sprang imod dem. Den stoppede få cm fra Border collien. Ryan sprang ned fra et træ. Han havde brunt hår med en smule gult pandehår. Hans øjne var mørke og han havde et smil på læben der gav en kulde gysninger. "Du burde ikke komme her" sagde Taylor og forsøgte at vise at han ikke var bange for Ryan eller hans truende ulv. Ulven slog med halen og satte sig ved siden af Ryan. "Jeg kommer ikke for at slås" sagde Ryan og klappede sin ulv på hovedet. "Jeg er her fordi min herre har bedt mig om at overrække dig en besked" sagde han og smilte en smule lumsk. Taylor lagde sit sværd væk. Border collien så overrasket op på ham fordi han nu står helt sårbar. Taylor klappede hunden på hovedet og holdte øje med Ryan. "Du har en evne som vores herre ønsker at gøre brug af." sagde Ryan. Taylor hævede et øjenbryn. "Du er en af de få som jeg, der er født med denne evne." sagde Ryan og smilte overlegen. Taylor trak på skuldren. "Jeg har ingen evne." Ryan tog et skridt imod Taylor, han hævede en hånd imod ham og pludselig havde han en ild kugle i hånden. "Herre kan fjerne din blokade og sætte din evne fri. Han kan give dig magt og styrke. Gøre dig uovervindelig. Du vil kun tjene vores herre" sagde Ryan. Taylor stirrede på den varme kugle i Ryan's hånd. Han hævede sin egen hånd og mærkede varmen i den. Passede det? Havde han en speciel evne? "Du er hurtigere og stærkere end de andre, ikke?" spurgte Ryan. Taylor sænkede blikket og nikkede. De havde ingen chance imod ham. Ryan lukkede sin hånd og kuglen forsvandt. "Det er fordi du er født med ild evnen. Du er født til at klare dig langt bedre end nogen anden! Slut dig til min herre og lad ham åbne for din evne" Taylor så sig over skuldren. Det var jo bare en drøm, ikke sandt? Hvad kunne der ske? Ingen ville dø i virkeligheden. Når han vågnede op ville alt være normalt. Så hvorfor ikke udnytte denne mulighed? Være usårlig. Være speciel. Han nikkede og gik med Ryan.


------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Naru:
Naru sad nede ved vandet. Hun følte sig mest tryk der. Hun var selvfølgelig ikke alene. Hendes trofaste Dalmatiner ved navn Lucy sad ved siden af hende. Hun var stadig kun en hvalp. Hun burde gå tilbage til sin landsby. Men hun havde været oppe og skændes med sin far. Han havde besluttet at gifte hende væk. Med nabo byen. Hun var prinsesse, hendes far var derfor konge af drage byen og bestemte alting. Men hun ville ikke giftes væk. Hun havde allerede forelsket sig. I en simpel dreng. Hun sukkede. Hvor var det dog uretfærdigt. En lyshåret dreng sprang rundt på nogle sten foran hende. Hendes hjerte begyndte at slå hurtigt, men hun lod som om hun ikke havde set ham. Han stoppede op foran hende på en sten. Han smilte stort og gav hende en blomst. Han var en fattig dreng. Han var uønsket i byen og alle var bange for ham, fordi han havde en stor hvalp. Den sorte hvalp sprang hen til Lucy og nappede hende kærligt i øret. "Shindo, vær sød!" sagde drengen. Den sorte hvalp bjæffede som svar. Drengede lændte sig imod Naru og kyssede hendes pande. Han var så sød imod hende følte hun. Hun sukkede bare. Han sprang på land og satte sig ved siden af han. Han smilte af hendes sukkerig. "Hvad er der?" spurgte han. Hun så ud over vandet. "Han tvinger mig til at gifte ham den anden" mumlede hun og kæmpede imod gråden. Drengen holdte op med at smile. "Lad os stikke af sammen!" udbrød han og rejste sig op. Hun stirrede op på ham og mærkede inden i hvor højt hun elskede ham. Hun rystede dog på hovedet. Hvad skulle der blive af Lucy og Shindo? Han tog fat i hendes hånd. "Jeg lader dig ikke gifte ham! Jeg vil kæmpe for dig og bevise over for din far at jeg er den rigtige for dig!" han lød så sikker i sin sag. Han kyssede hende blidt på munden og så sprang han over stenene igen. Han nåede over på den anden side. Han vendte sig om og vinkede kærlig til hende. Så forsvandt han ind i skoven. Shindo sprang over vandet uden problemer og forsvandt sammen med ham. Naru rejste sig op og følte sig tom inden i. Hvis hun havde vist hvad der ville ske med ham inden i skoven, så var hun gået med ham. Rejst væk med ham. Men hun kunne ikke vide at den dreng hun engang elskede så højt aldrig ville blive sig selv igen.

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Ryan: 
Ryan gik ind i skoven. Det hele stank af blod og ild, men han gik videre. Stolt over det han havde gjort. Hans ulv standsede op og så sig over skuldren. Der lød skrig fra den nedbrandte landsby bag dem. Ulven fnyste over deres svaghed og gik med sin herre. Ryan havde aldrig følt sig så mægtig før. Intet var mere umuligt og alle ville frygte ham. Ingen ville sige nej til ham og alle ville tilbede ham som en konge. Men han tjente sin herre. Ingen andre. Jeg havde givet sit ord på at han kunne ville lystre sin herre og gøre alt for ham. Men derfor fik han magt og styrke. Den styrke han havde brug for. Da han ankom til Drage byen og ville kræve at se kongen, havde han glemt hvad han ville have. Hans blonde hår havde ændret sig til brunt og hans øjne var blevet kolde. Naru løb imod ham, men inden han fik set hende, standsede vagterne hende og bar hende ud af byen. Alle krigere og hunde angreb Ryan og hans ulv, men ingen havde en chance. Ingen af dem havde trænet deres evner så de viste ikke hvad de skulle stille op da den unge dreng pludselig skød med ild kugler og hans ulv blev omringet af ild og spredte den omkring sig. Der gik ikke længe før hele landsbyen var blevet slagtet og brændt ned. Det var kun starten på Ryan's styrke.

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Robin:
Robin sad ved bålet. Han var helt forslået og havde ikke flere kræfter tilbage. Det hele virkede så nyttesløs. Han havde ikke spist hele dagen og hans Schæfer lå på jorden helt afkræftet. "Uanset hvor meget vi træner, så kan vi ikke blive stærkere!" brokkede Robin sig og slog en hånd ned i jorden. "Hvordan skal vi få Ryan og Taylor tilbage hvis vi ikke engang kan hidkalde vores evne!" råbte han og lagde sig på ryggen. Sparki rejste sig op. "Du ved jo ikke engang hvad vores evne er! Eller om der er en!" Robin rakte tunge imod hvalpen. "Bland dig uden om!!" Sparki gik imod Robin. "Det her er også min evne!" knurre hvalpen. Robin så væk. "Du opføre dig ikke som om det rager dig en skid!" Hvalpen knurre højre. "Sig det igen!!" Robin stirrede ind i hundens øjne. "Rager dig en s-k-i-d!!!" råbte han. Hvalpen fløj på drengen og de rullede rundt i jorden. Hvalpen snappede ud efter drengens arme. Drengen greb fat med sine fingre omkring hvalpens kinder og hev i dem. Hvalpen snappede ud efter fingrene. Få sekunder efter lå de begge på hver deres ryg og hev efter vejret. Der blev stille lidt. "Selvfølelig har vi en evne" hviskede Robin. "Vi har bare ikke fundet den endnu" Hvalpen så ud af øjenkrogen på sin herre. "Tror du at vi finder den?" spurgte den trist. Robin løftede sin hånd og strøj hvalpen over hovedet. "Jeg fandt dig" sagde han kærligt og smilte skævt. Der opstod pluselig et stød imellem dem. De fløj begge op. Stirrede på hinanden. "Tror du hvad jeg tror???" udbrød Sparki. Robin holdte en hånd på hvalpens mund og smilte stort. Robin fjernede langsomt sin hånd og der var gnister i hans hånd. "Stød! Vores evne er stød!!" udbrød de begge i kor.


------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Sam:
De red foran ham. De havde været på sporet af nogle ild krigere i en uge. Der var netop kommet nyt om at de havde været ved at nedbrænde endnu en by som ikke havde ild evner. Sam's labrador blev langsommere og kunne ikke holde tempoet. Winter der red foran ham, så sig tilbage og ville sikre sig at Sam var ok.Sam vinkede dem bare frem af. Han måtte dog stoppe, han hoppede af og tog en vandvaske op af lommen og gav den til Arthur. Arthur drak så hurtigt han kunne imens skammede han sig over sin langsomhed. Sam aede ham bag øret og hviskede at det var okay. Han forsøgte at holde øje med sine kammerater. Da de red igen, var det for sent. Winter og Alberte havde fundet ild krigerne og havde kæmpet længe, men de havde ikke en chance imod deres ild evne. Sam måtte begrave sin venner og alene drage efter ild krigerne. Han viste ikke at han havde valgt en forkert vej og derfor endte hos Robin og Naru. Heldigvis sluttede han sig til dem og sammen ville de rede verden.