- and have a battle we can be proud of!
Han lænte sig for over, og smilte svagt. "Jeg vidste at du ville være noget specielt." Ordene var svage, men jeg hørte dem tydeligt. Jeg tog et skridt imod ham. Mærkede den kolde jord under mine fødder. "Det var tydeligt." Hans stemme blev lavere og lavere for hvert sekundt. "Lige så tydeligt som at jeg ville ende sådan her." Hans smil forsvandt. "Alle forventede det af os." Han sænkede sit blik. Jeg lagde min hånd på hans skulder. "Det er vores skæbne." Han så op på mig. Vreden var væk, men smerten var der stadig. "Gør det." Hviskede han. Jeg elskede ham som en bror. Jeg løftede min hånd og aede hans kind med min tommeltot.
Det var ikke her det startede. Det var ikke sådan det skulle ende. Men alligevel blev vi drevet den vej. Skæben sagde han. Forventninger sagde han. Det var mere end det. Meget mere. Men hvor startede det? Hvad var det der havde drevet os dén vej? Det er svært at sige. Men alligevel så let. Men sandheden er ikke køn. Den er grim og uhyggelig. Derfor fortrækker vi løgnene. Vi pynter dem som det passer os. Men jeg vil ikke lyve for dig. Jeg vil ikke pynte en løgn for dig. For jeg elskede ham som en bror, og vores historie er måske grim og uhyggelig. Du vil måske ikke høre sandheden. Du vil måske høre at det var deres skyld. Det er det vi alle vil høre. Deres skyld. Det er lettere at give skylden videre. At beskylde andre og selv være fejl fri. Men sandheden er ikke sådan. Vi skal stå ved vores fejl. Ved sandheden. Og det er det jeg vil gøre. Du kan stadig nå at stoppe. Du kan lukke øjnene. Lukke siden ned og glemme alt det du har læst. Du kan stadig nå det. Men inden længe er det forsent. Så vil du blive trukket ind i den grimme sandhed. Sandheden som har drevet os så vidt. Fra bror til fjende. Fra kærlighed til had. Men det starter ikke her. Jeg kan ikke bare sige ét ord og så vil det forklare alt. Nej. Du skal læse vores historie. Du skal forstå hvorfor og hvordan det er gået så vidt. Du skal kunne se min synsvinkel. Hans synsvikel. Du skal forstå hvorfor vi gør som vi gør.
Jeg måtte ha været en af de få heldige. For der stod jeg med brevet i hånden. Der stod mit navn på. Det måtte ha været en joke, men jeg kunne mærke at mit hjerte slog og jeg var stivnet. Det var rigtigt nok. Hvad skulle jeg sige til mine forældre? Hvordan skulle jeg forklare det for dem? Jeg bøjede hovedet og ganske let kom mine tåre ned af kinderne. Jeg stod ude foran huset. Der hvor jeg havde fundet brevet. Det var ikke et normalt brev. Det var en fjer. Let og blød. Den var hvid og helt ren. Men den var kæmpe stor, mine hænder så små ud i forhold til den. Jeg vendte den engang. Bogstaverne var tegn. Fra et andet sprog. Men jeg kunne læse det. Jeg forstod hvert et ord. "Kære Barn. Du som er menneske søn. Du er blevet udvalgt til at tjene gud." Min mave snurrede rundt og jeg fik kvalme. Jeg vendte den og håbede at finde flere af disse smukke bogstaver, men den var helt blank. Jeg sank en klump. Jeg viste ikke helt hvad det skulle betyde, men jeg viste at jeg skulle sige farvel. Men hvordan? Jeg lagde fjeret imod mit bryst, hvor mit hjerte slår. "Hvad laver du?" lød en stemme. Jeg snurre rundt og fik øje på en pige bag mig. Jeg gemte hurtigt brevet bag mig. "I-ikke noget" stammede jeg. Hun var lavere end mig, hun smilte venligt. Hendes brune hår gik hende ned til skuldrene. Hun grinte lavt. Hun var klædt i en hvid kjole. "Du behøver ikke gemme brevet for mig. Det er personligt. Det ved jeg. Men jeg er skam ikke kommet for at tage det fra dig." sagde hun og smilte endnu mere. Jeg kendte hende ikke, men noget sagde mig at hun talte sandt. Jeg tog brevet frem og holdte det foran hende. "Er du en af dem?" hviskede jeg. Hun nikkede. Jeg så mig over skuldren. "Skal jeg følge med dig?" hviskede jeg. Jeg så hurtigt imod hende igen. Hun nikkede. Jeg sukkede og hørte hvordan min stemme hviskede det næste spørgsmål. "Kommer det til at gøre ondt?" Hun trak på skuldren. "Jeg er født sådan her. Jeg har aldrig været en dødelig" sagde hun og smilte. Hun prikkede mig på panden. "Men gør dig klar." Jeg nikkede, og smed tasken fra mig. Jeg viste ikke hvad der ville ske, eller hvordan man gjorde sig klar. Jeg viste intet. Men mine mave fornemmelse fortalte mig at jeg bare skulle slappe af og stole blindt på hende.
Det hele gik så hurtigt. Det ene øjeblik snakkede jeg med en fremmed pige, det næste stod jeg midt på vejen. Jeg hørte bilerne dytte og folk råbe. Jeg mærkede mit hjerte slå da jeg så lasbilen køre imod mig. Jeg lukkede øjnene og stolede blindt på hende. I min højre hånd klemte jeg brevet jeg havde fundet. Min fjer. Mit håb. Slaget var hårdt, men det hele sluttede på få sekunder. Råben og skrigen blev til mumlen og hvisken. Jeg følte mig klemt og manglede luft. Jeg slog øjnene op og hev efter vejret. "Flyt jer, han hyperventilere!" blev der sagt af en drenge stemme. Jeg fik sat mig op og hev mig til brystet. Rummet var hvidt og det gjorde ondt i mine øjne. "For fanden! Giv ham nu noget plads!" blev der råbt af en anden stemme. Jeg lukkede hårdt øjnene i og prøvede at slappe af. Der var en masse omkring mig. Flere stemmer. Drenge og pige stemmer. Jeg åbnede det ene øje, de stod i en cirkel omkring mig. Store spørgene øjne. En brun håret dreng stod med ryggen til mig. Han så sig over skuldren, hans øjne var grønne og hårde, hans hud var bleg. "Klare du den?" jeg genkendte straks hans stemme som den anden mere hissige stemme. Jeg hev stadig efter vejeret, så jeg nikkede bare. Drengen smilte til mig, og vendte sig igen mod de andre. "Der er ikke mere at se her! Smut tilbage til jeres områder! Eller hvor I nu kom fra!" sagde han en smule irriteret. Ganske langsomt forsvandt folk, men meget imod deres vijle. Drengen vendte sig igen imod mig. "Mit navn er Taylor." Sagde han og gav mig hånden. Jeg tog straks imod den og lod ham hjælpe mig op. Han havde en sort hætte trøje på, uden ærmer og orange bukser. Hans pandehåret var pjusket, men selve håret var lidt lænere, ned til nakken. Hans grønne øjne stirrede direkte ind i mine. "Kan du snart tale?" Han lød en smule overlegen. Jeg trak på skuldren. "Det er ikke hverdag jeg dør" fik jeg frem sagt. "Bare ignorre ham. Han tror at han er noget ganske særligt fordi hans far er en demon" lød en stemme bag mig. Jeg snurrede rundt og en anden dreng viste sig. Han havde siddet i en stol og holdt øje med os hele tiden. Han havde kort sort hår, hans pandehår var længere i den ene side, og der var en lilla streg i. Hans øjne var himmel blå. Utrolige smukke. Han havde en hvid T-shirt på, og lilla bukser. Han tog et hastigt skridt imod mig. "Jeg hedder Kevin." Han rakte mig sin hånd. Jeg tøvede, men fik så taget imod den. "Hej." mumlede jeg en smule forvirret. "Vi er dine hold kammerater." Forklarede Kevin. Jeg tog et skridt imod ham. Han virkede mere venlig end Taylor. Taylor satte sig på gulvet og kiggede ligeglad op på os. Det var som om han læste mine tanker. Det løb mig koldt ned af ryggen og jeg undslap et gys. Der spredte sig et lumsk smil på Taylor's læber. Jeg tvang mig til at se på Kevin. "Hold?" Spurgte jeg. "Har Aiko ikke fortalt dig noget!?" Spurgte Kevin og sukkede irriteret. Taylor grinte lavt. "Hvad havde du regnet med? Jeg sagde jo at vi skulle sende en der var mere egnet til det" han slog ud med armene. "Du melte dig ikke." Sagde Kevin, en smule anklagene og pegede på Taylor. Taylor pegede på sig selv. "Mig? Sendes ned på jorden!? Er du gal!" fnyste Taylor og lagde armene over kors og så væk. Kevin himlede med øjnene. Jeg stod lidt imellem dem og forsøgte ikke at gøre mig selv bemærket. Det hele gik så hurtigt og jeg havde endnu ikke forstået hvad der var sket. "Ned på jorden?" Spurgte jeg lavt. Kevin så overrasket på mig. "Åh ja!" Han smilte til mig og lagde en hånd på min skulder. "Du kommer fra jorden og nu er du i himmlen!" Han lød så stolt og glad. Men det lød så uvirkeligt at jeg kom til at grine. Ikke højt. Ikke længe. Bare et kort og lettet grin. "Årh nej! Er du allerede kommet!? Hvor gik det hurtigt! Øv, jeg ville så gerne ha set dig vågne! De andre snakker omkring det ude på gangene! Er du okay? Gjorde det ondt!?" pigen fra før, kom stormene ind i værelset, hendes stemme var høj og der røg en masse spørgsmål ud af hende. "Aiko? Hold din kæft!" Udbrød Taylor og fik rejst sig irriteret op. Han holdte sig for ørene. "Din stemme giver mig hovedpine!" sagde Taylor. Pigen ved navn Aiko ignorrede Taylor. De var åbenbart vand til hans måde at være på. Hun løb lige imod mig og krammede mig. Det var et langt kram. Jeg kiggede imod Kevin. Han stod bare og fniste. Så kiggede jeg imod Taylor. Han smilte igen lumsk.
Der blev endelig styr på det hele. Vi satte os ned og fik hilst på hinanden. Først måtte jeg stille mine spørgsmål. Så var det deres tur. "Hvordan er jeg endt her?" spurgte jeg dem om, og forsøgte at holde øjenkontakt. "Nemt. Du døde." Sagde Taylor flat. Jeg viste dem fjeren som jeg havde holdt fast i hele tiden, den var skrumpet og blevet til en lille klump metal, måske kunne jeg sætte en kæde i og hænge den omkring min hals senere? "Hvorfor er jeg blevet udvalgt?" Jeg kiggede på dem, en efter en. Kevin så rundt. "Vi ved det ikke." Sagde han så. "Du er vel speciel?" fnyste Taylor. Aiko gav ham et vredt blik og Taylor så væk. "Hvad er I, helt præcis?" spurgte jeg om og mærkede mit hjerte slå. "Vi er guds tjener" Sagde Aiko glad. Jeg kiggede på Kevin der nikkede glad. Så rettede jeg min opmærksomhed på Taylor der stadig kiggede væk. Han så ud af øjnkrogen. "Krigere." Han lød en smule stolt over det. Kevin puffede til Taylor. "Men det er sandt! Vi er guds krigere!" Udbrød Taylor og slog sig selv på brystet. "Vi træner til kamp og gør os klar til kamp! Men nu er vi åbenbart ikke gode nok, så vores kære far. Har hidkaldt en dødelig!" Han så hade fuldt på mig, og da han sagde far, lød det så ironisk. Det her ville ikke blive så let som jeg havde troet. "Kære far? Men er din far ikke en demon. Og hvad gør det dig til?" Spurgte jeg Taylor. Der blev stille. Taylor rykkede ud på spidsen af stolen. "Jeg er vel en halv demon og en halv engel." Sagde han og smilte lumsk. Han virkede stolt af det. Jeg kiggede på Kevin. "Er du også det?" spurgte jeg tøvene. Kevin rystede på hovedet. "Kære far, er gud. Nærmere menneskes far, end vores. Vi har ingen forældre som du har. Jeg er en ren engel, jeg skal optræne jer til at blive engle. Men Taylor og Ryan, kæmper med deres demoner. Engelne siger at Gud ikke har skabt dem, men demoner” Jeg så mig over skuldren. En dreng stod bag mig. Han havde langt brunt hår, med afpejlet spiser i pandehåret. Hans blik var koldt og fjernt. Han havde en sort ærme løs trøje på. Et læder halsbånd med pigger. En sølv kæde rundt om den ene arm. Røde bukser, der var en smule slidte. Han var lidt højre end Kevin og derfor også den højeste. Han stod med armene over kors og så ned på mig. "Min far er ikke en demon." Sagde Ryan lavt. Taylor små grinte. "Jeg tror sgu at du skræmte ham!" sagde han og pegede på mig. Jeg så imod Taylor, irriteret, men mine kinder var allerede røde i flovhed. "Nu er det vores tur!" udbrød Aiko og rystede af spænding. “Hvordan er I så blevet skabt?" Spurgte jeg de andre. "Det er mere kompliceret end bare sådan." Sagde Kevin og trak på skulderen.
Der blev stille nogle sære spørgsmål. Ting jeg aldrig rigtig havde tænkt på. Hvorfor vi slås og hvorfor vi skændes. Hvorfor vi er vrede på hinanden og hvorfor vi gør andre ondt med vilje. De ville vide om vi var demoner, da vores handlinger mindede meget om demonernes. Deres spørgsmål var underholdene, sjove og en smule sære. Taylor spurgte dog aldrig om noget. Han sad bare og stirrede på mig. Nogle gange opdagede jeg dog at han smilte en smule, men kun i få sekunder. Ryan fik sat sig ned og løsnede en smule op. Han grinte af nogen af tingene og stilte også spørgsmål. Nogle gange mere end de andre. Kevin var den som sluttede det hele. "Vi burde hellere komme ud og træne istedet for at sidde her og drive den af." Sagde han. Det lød mere som en ordre. Vi fik alle rejst os. "Idag skal vi træne vingerne. Så kom ud i parken og bask løs!" Små grinte Kevin. Hans humør smittede så hurtigt. Jeg smilte til ham. Taylor gik imellem os, og slog sin albue ind i siden på mig. "Hov. Det må du sørme undskylde." Sagde han sarkastisk og gik videre. Jeg tog mig til siden og ømmede mig kort. "Skønt, så man kan stadig mærke smerte" mumlede jeg. Mest til mig selv. "Er det godt?" spurgte Aiko. Hun stod lige bag ved mig. Jeg trak på smile båndet og lod vær med at svare.
Vi gik igennem en lang gang, alting lingede hinanden, hvordan skulle jeg finde rundt? Kevin åbnede en dør og lod os andre gå ind, vi stod på en meget lang græsplæne. Der var ingen ende på den. Ingen buske. Ingen trær. Ingen planter. Bare en lang grøn plæne. Jeg bøjede hovedet tilbage og kiggede op af. "Du ser overrasket ud?" spurgte Ryan der stod ved siden af mig. Jeg pegede op. "Himlen er hvid!" røg det ud af mig. Der var en smule fnisen. "Det er fordi du er i himlen, fjols!" Brummede Taylor. Kevin gik hen for at puffe Taylor og Ryan videre. Han vendte sig så imod mig. "Du sider over denne omgang. Hold øje med hvordan vi andre gør det." Sagde han og rodede mig i håret. Jeg satte mig straks ned på den smukke plæne og iagttog de andre. Ryan, Taylor og Aiko stod ved siden af hinanden. Kevin stod foran dem. Han slog sig på brystet. "Mærk godt efter inden i. Find jeres indre styrke frem. Jeres harmoni. Jeres kilde til styrke. Lad det strømme igennem jer. Fra jeres tær til jeres fingre. Helt ud til jeres vinger." Beordene Kevin, og trak sin trøje af. Ganske langsomt voksede der nogle små, men smukke vinger ud af ryggen på Kevin. De så små ud på hans vel trænet ryg. Han slog med vingerne og lettede fra jorden. Jeg blev så overrasket at jeg rejste mig op. Taylor stirrede direkte på mig, han lagde hovedet let på skrå og smilte lumsk. Så spændte han i kroppen, han fjernede ikke blikket fra mig. En følelse af vrede strømmede fra ham og nogle små vinger kom ud fra hans ryg. Han bed tænderne sammen og slog med vingerne, han lettede hårdt fra jorden og fløj for langt op i luften. "Taylor! Du bruger for meget energi, slap af og hold dig nær jorden!" Sagde Kevin en smule træt. Men Taylor ignorrede ham, og fløj lige over ham. Han sussede forbi ham, imod mig. Jeg bakkede og løftede armene for at beskytte mig. Taylor grinte og rettede op af. Jeg kiggede op imod ham, og det begyndte langsomt at irritere mig at han var sådan en opblæst nar. "Taylor!" Råbte Kevin, men blev stadig ignorret. Jeg så imod Aiko der stadig stod på jorden. "Uf! Jeg kan godt! Jeg kan godt! Jeg kan godt!" sagde hun. Hun stod med lukket øjne og kæmpede for hårdt. Der skete ikke rigtig noget. Ryan stod for over bøjet og spændte i hele kroppen. Han bed tænderne sammen og brummede lavt, hans krop begyndte at ryste. Han så imod mig og det løb mig koldt ned af ryggen. Han så igen ned i jorden og hamrede sin hånd ned i jorden. Jorden gav et lille ryst og jeg faldt ned på røven. Han havde lavet et stort hul under sig. Han rejste sig op og lod støvet være på sine bukser. "Var det virkelig nød vendigt!?" Råbte jeg og gav ham et irriteret blik. Jeg fik rejst mig op og børstede støven af min røv. Jeg så igen imod Ryan, han smilte stolt, vendte sig rundt så jeg kunne se hans ryg. Han pegede på sine hvide vinger der var lige så lange som hans arme. Han havde de støreste og stærkeste vinger. Jeg følte mig en smule jaloux og havde en trang til at se væk, men fordi de var så smukke blev jeg ved med at kigge på dem. Han slog et slag med vingerne og lettede fra jorden. Jeg lagde hovedet tilbage og så efter ham. Kevin stod pludselig ved siden af mig. "Er du imponeret?" Spurgte han og smilte stolt. Jeg nikkede ivrigt. "Hvornår kan jeg begynde!?" Spurgte jeg og glemte helt at trække vejret. Jeg kunne stadig høre Aiko i baggrunden. Kevin lagde sin hånd på min skulder og smilte til mig. Han så meget stærk og modig ud. Han lignede en hård nelg, en man virkelig ikke ville komme på tværs med. "Du kan øve dig nu, hvis du gerne vil? Men det er svært. Vingerne er inden i dig. De har altid været der. Men du skal bruge alt din energi på at tvinge dem ud og endnu mere på at bruge dem. Du har aldrig haft dem før. Vi andre er født her. Vi har altid haft dem og kendt dem." Sagde han roligt. Jeg nikkede stille og ville vise at jeg havde forstået det, men når Kevin snakkede om vingerne lød det mere som om han snakkede om en ven. Kevin gled sin hånd ned fra min skulder, ned til min bryskasse hvor hjertet sidder. Hans hånd var varm. Jeg rødede en smule og sænkede blikket. "Koncentre dig. Mærk energien inden i dig. Find den" Han hviskede det ganske blidt. Jeg lukkede øjnene. Kevin fjernede sin hånd. "Hvad er det han laver?" Spurgte Taylor, undren. Der blev tysset på ham.
De første par dage stod de omkring mig og kiggede. Holdte øje med mig. Nogle dage var der mumlen og hvisken. Men som minutterne gik valgte Kevin at lagde mig stå og træne videre med de andre. Efter nogle timer, satte jeg mig ned på græsset. Mine fingre legede med det smukke græs. Jeg indåndede duften. Heldigvis havde dét ikke ændret sig. Taylor landte foran mig. "Har du allerede givet op?" Spurgte han. Jeg kiggede op imod ham, han havde det der overlegen tonefald igen. Jeg fnyste og så den anden vej. Ud af øjnkrogen kunne jeg se at hans ansigt ændrede sig, han sukkede og satte sig ved siden af mig. Han puffede blidt til mig med sin albue. Jeg trak mig automatisk væk. Jeg havde ikke været der længe, men der var noget farligt over Taylor. Min mave fornemmelse gik helt amok når han rørte mig. Vi blev siddene, med den lille afstand imellem os. Vi sagde ingen ting. Det burde være ubehageligt at have ham så tæt på. Men idag havde jeg ikke noget imod det, udover min mave fornemmelse der slog alarm. "Hvornår lærte du det?" Hviskede jeg og følte mig så lille og svag. Han lagde hovedet tilbage og så op imod himlen. "Ikke den første uge." Svarrede han. Jeg så ud af øjnkrogen lidt overrasket på ham. "Men du er her fra!" Udbrød jeg. Han hævede et øjnbryn og så irriteret på mig. "Det betyder sgu da ikke at jeg kunne flyve fra dag 1!" Sagde han hårdt. Han rejste sig op. "Fjols" Mumlede han og spredte sine små, men utrolige smukke vinger. "Hey Taylor." Sagde jeg lavt, jeg troede først at han ikke hørte det da han ikke reagede. Men så så han sig over skuldren, ned på mig. Han så afventede på mig. "De er smukke." Sagde jeg lavt. Han himlede med øjnene og fløj væk. Jeg blev siddene tilbage, kiggede misundelig efter ham. Mit hjerte gjorde med et ondt. Jeg blev dog hevet ud af mine tanker, fordi Aiko gik rundt om mig og baskede med armene, imens hun lavede små hop. "Jeg kan! Jeg kan! Jeg kan!" Gentog hun ved hvert hop. Jeg så forbavset på hende, imens hun gik rundt og lignede en forvokset høne. "Aiko....?" Startede jeg, min stemme var ikke længere svag som når jeg tiltalte Taylor, men højre og mere selvsikker. Hun så på mig og tyssede voldsomt. "Jeg forsøger altså at koncentere mig! Ved du hvor svært det her er!?" Jamrede hun, hun lavede en kort snurren og landte ved siden af mig i græsset, meget elegangt og jeg ville ha svorget på at hun fløj de sidste cm inden hun landte. Det virkede bare alt for planlagt til at have været et impulsivt fald. Hun sukkede højt og dramatisk. Så lagde hun hovedet på min skulder. "Himlen i din verden var smuk. Savner du den?" Hendes stemme var så blid og rolig. Jeg fulgte hendes blik imod himlen. Jeg smilte lidt og trak på skuldren, fortrød dog med det samme, da jeg havde glemt hvor hendes hovede lå. "Ikke endnu." Sagde jeg og sukkede. Hun vendte hovedet lidt, hun forsøgte at se op imod mig, så grinte hun et varm grin der fik mig til at smile. "Hvad?" Spurgte jeg. "Du ser sjov ud her fra!" Grinte hun. Jeg så undren på hende, men så grinte jeg også. Jeg var med ét glad for at det havde været hende der havde hentet mig. Det var som om vi havde et specielt bånd imellem os. Man kunne vel sige at hun var min engel? Jeg smilte ved tanken. Hun var min engel. Hun ville høre mig, hvis jeg havde problemer. Hun ville sprede sine vinger og være hos mig under få sekunder. Ja. Jeg viste ikke hvor fra jeg viste det. Men det føltes rigtigt.
Vi sad sådan de næste par dage, altid længe, bare os to. Grinte og fjollede. Imens de andre trænede. Jeg ved ikke hvornår Kevin trak os alle med inden for igen. Men da jeg trådte ind på gangen, begyndte snakken. Jeg kunne høre dem hviske. Mumle. Nogen lagde ikke skjul på det. Jeg følte mig valtid vlkommen ude på græsset, som jeg havde min egen familie, men når vi kom ud på gangen gik det altid op for mig at jeg var anderleds. På min højre side gik Taylor, med hænderne i bukse lommerne. Ryan gik bag ved mig, ganske rolig, men alligevel smilte han, da jeg så mig over skuldren imod ham. Jeg smilte tilbage og vente min opmærksomhed til min venstre side hvor Aiko gik og snakkede om noget jeg længe havde mistet fatningen på, hvornår ville hun lægge mærke til at jeg ikke svarede hende? Mit blik fladt på Kevin der gik foran mig. Han måtte kun være 2 år ældre end mig, men alligevel virkede han som en leder, en voksen. Jeg fangede mig selv i at rødme igen. Jeg så væk for at tænke på noget andet. En lille flok drenge stod i et hjørne og snakkede. Den højeste af dem, stod med ryggen imod muren, armene over kors og kiggede direkte på mig. Han ignorrede de andre der snakkede til ham. Han havde hvide bukser på, en sort T-shirt og en hvid blazer over. Hans øjne var nøden brune. Han havde kort brunt hår. Han blinkede ikke, imens han holdte mit blink, men jeg var nødt til at blinke. Jeg forsøgte at kigge væk, men han var så smuk, at jeg bare måtte blive ved med at kigge. Pludselig trak han i smile båndet. Jeg stivnede, og var ved at tage et skridt imens, jeg mistede kontrolen over mine ben, og det ene skridt tog det andet. Jeg løftede hurtigt armen for at dække mit ansigt for det slag den snart ville føle. Taylor greb fat i min arm og holdte mig oppe. Han trak mig ind til sig. "Hold op med at være sådan et fjols!" Hviskede han og skubbede mig så væk fra sig igen. Jeg stod lidt og kiggede på Taylor. Først ville jeg takke ham, men hans fornærmelse gjorde blot at jeg havde lyst til at svare igen. Kevin lagde en hånd på min skulder. "Hvad laver i?" spurgte han en smule træt. Taylor så væk og jeg rystede på hovedet. Vi gik videre som før. Jeg prøvede at ignorre stemmerne der talte om mig. Øjnene der gloede efter mig. Smil der hilste på mig. Fingre der pegede anklagene på mig. Det var ikke let at ignorre. Jeg havde ingen anelse om hvorfor jeg var her.
Dagene gik igen med at vi stod tidligt op, og gik ud på den store smukke græsplæne. Vi skulle sprede vingerne og flyve. Jeg havde stadig ikke fået mine vinger. Jeg viste ikke hvordan jeg hidkalte dem. Jeg forsøgte med toldmodighed. Jeg forsøgte med træning. Jeg forsøgte med vrede. Til sidst forsøgte jeg endda med at baske med armene som Aiko. Hverdag forsøgte jeg noget nyt. På det seneste havde Kevin beordret at jeg skulle have en livvagt. Eller babysitter som Taylor havde kaldt det. Jeg var helt ny i denne verden og Kevin mente at det var best hvis jeg fik undervisning af dem, men fordi det ville være for voldsomt at gå som en gruppe, hverdag. Blev det til at de skiftes til at gå med mig. Dagene med Kevin var de hårdeste. Han forlangte træning på træning. Jeg begyndte pludselig at forstå hvorfor han var så muskuløs. Dagene med Ryan var de behagligeste, men også de kedligeste. Han sad på værelset og sov det meste af dagen, og hvis jeg endelige fik lokket ham med ud, så sov han op af et træ på græsset. Man skulle tro at det ikke kunne blive være. Men Aiko var altid i godt humør, hun sang og dansede og snakkede hele tiden. Man skulle tro at det var pinligt og flovt? Men det flove var at hun smittede. Nogle gange så man os komme dansene ned af gangen sammen. Eller synge på sang, som jeg forsøgte at lære Aiko. Men jeg havde ikke en eneste tone, så når lyden kom ud af hendes mund var den helt forkert. Jeg morrede mig rigtig meget med de 3. Når jeg vågnede den 4 dag, var det altid med et sæt. Taylor stod altid bøjet over mig og stirrede direkte ned på mig. Han tog sin opgave alt for alvorligt. Eller også forsøgte han at gøre alt for at min hverdag blev et helved. Han rettede på mig når vi gik ture, kaldte mig øgenavne og puffede hårdt til mig med albuen. Han grinte håndligt når jeg gjorde noget forkert. Og hvis han kunne, ville han gå rundt med sine vinger fremme i mit selvskab kun for at irritere mig. Men når det var sagt. Om eftermiddag, når vi var alene, så slappede han mere af. Vi sad tit ved et stort vindue midt i fælles salen. Der kunne man se ned på menneskerne, som gik rundt på gaden. Man kunne ikke høre dem tale eller høre larmen. Man kunne bare se dem. Jeg fik hjemve når vi sad der og kiggede på menneskerne. Jeg sad hemmeligt og håbede på at se nogen som jeg kendte, men det skete aldrig. Vi sagde aldrig særlig meget til hinanden. Jeg tror vi begge fortrak det. Men inden i havde jeg en følelse af at han var ensom og manglede nogen at snakke med. Men når jeg åbnede munden for at spørge om noget, gav han mig det her blik der fik mig til at gå videre og holde mund. En dag hvor vi havde gået rundt hele dagen. Vi gik op af trapperne og kom ud på noget som lignede et tag af et art. Jeg søgte straks imod kanten for at se om man kunne se græsplænen og hvor den endte henne. Men alting var hvidt. Jeg kunne ikke se nogen ende. På noget. Taylor gik hen til mig, han stod med ryggen til kanten. "Pas nu på du ikke falder ud over - for jeg henter dig ikke" Sagde han flat. Jeg kralvede op på kanten og lænte mig længere frem for at se ud over kanten. "Hvor langt ned er der?" Spurgte jeg og strakte hals. Taylor så imod mig, og virkede en smule nervøs. Jeg vendte mig rundt og satte mig på kanten. "Hvad gør du når du hidkalder dine vinger?" Spurgte jeg og sparkede lidt med benene. Han så på mig ud af øjnkrogen og sænkede blikket. "Jeg bruger alt min vrede. Men det var svært i starten. Nu er det bare blevet lettere" Sagde han og smilte lidt. Jeg strakte hals for at se på hans ansigt, det gjorde mig nysgerrig, så jeg kunne ikke holde det inde. "Hvorfor er det blevet lettere?" Jeg lyste lidt op i et smil og så afventene på ham. Han så på mig og lændte sig imod mig. "Fordi nu hvor du er her, så tænker jeg bare på dig og mine vinger popper nærmest ud af sig selv" Han lød sukkersød, så lændte han sig tilbage og så vredt på mig. "Jeg væmmes ved din slags. Og nu hvor du skal være en af os. Så væmmes jeg endnu mere. Du har været her i flere dage, men du stinker stadig! Du er klodset og ududelig. Jeg burde slå dig ihjel nu, istedet for at vente til krigen bryder ud, hvor du bare vil være i vejen for mig!" Hans stemme lød hård. Normalt efter han havde snakket, kom det lumske smil, men denne gang stirrede han bare vredt på mig. Jeg valgte at ignorre hans ord. Jeg forstod dem godt. Han følte sig vel speciel inden jeg ankom og nu havde jeg taget hans plads? Nu gik snakken om mig og ikke ham. "Hvad er det for en krig? I har snakket om den før" Spurgte jeg. Taylor virkede en anelse irriteret over at hans ord ikke rørte mig, men noget sagde mig at han godt viste at de havde ramt mig. Han så væk og hans ansigt fortrak sig i smerte. "Jeg ved ikke hvor meget I dødelige ved omkring os. Vores far, er jeres gud. Han er ikke vores rigtige far, han har nærmest bare adopteret os alle sammen. Men han er ikke den eneste der er mægtig, hans bror, ham der bestemmer i helved, har adopteret nogen af også. De udstødte. Dem som ikke er gode nok. De finder trøst hos ham, og han lukker dem ind." Taylor's blik ændrede sig fra smerte til tristhed. Søgte han trøst i helved!? Jeg forsøgte at holde hovedet koldt. I min verden var helved et ubehageligt sted. Ham der ejet stedet ville sikkert ikke tøve med at slå os alle ihjel og Taylor faldt trøst det sted!? "Men den som vender gud ryggen bliver til demon. Hæslige små bæster, uden følelser." Afsluttede han og så imod mig og med et så han så lille ud. Jeg sank en klump. "Hvordan ser en demon ud?" Hviskede jeg. Taylor smilte skævt. "Deres vinger er sorte, det er det eneste jeg ved" Sagde han og trak på skuldren. Min mavefornemmelese sagde at han talte sandt. Han havde ikke løjet for mig. Jeg begravede mit ansigt i mine hænder. "Jeg har slet ikke fået mine vinger endnu! Men bare tanken om at noget så smukt, skal blive mørkt og sort!" udbrød jeg. Der var stille imellem os. Efter noget tid, rettede jeg mig op igen. Jeg fik rejst mig op. "Måske du skulle prøve med en ny taktik? Noget der ville gøre at dine vinger ville komme hurtigere? Du bruger for meget energi på at være vred og fokusere på at være vred!" Sagde jeg imens jeg stod på kanten og så ud over igen. Taylor fnyste. "Hey, se! Er det ikke din kæreste?" Sagde han håndligt og højt. Jeg flugte hans blik over på den mørkhåret dreng, med de brune øjne og den hvide blazer. Jeg stivnede, mit ansigt blev knald rødt, fordi vi havde øjnkontakt. Alting gik så hurtigt, men også langsomt. Jeg tog et skridt og pludselig gled jeg. Jeg fladt ud over kanten, jeg hørte mit eget skrig. Inden jeg faldt så jeg hvordan den mørk håret dreng spændte i musklerne, og hans vinger kom til syne, han tog et skridt imod os, men stoppede. Hans vinger var større end Ryan's. Den ene var hvid og smuk. Men den anden havde sorte fjer. Taylor sprang op på kanten. Han spændte i kroppen og hans hvide vinger kom til syne, så sprang han efter mig.
Faldet var utrolig langt. Jeg strakte min arm op imod Taylor. Han strakte sin imod mig. Der var kun få cm imellem os. "Brug dine vinger!" Råbte Taylor. Men jeg var for bange. Jeg kunne ikke tænke eller handle, jeg fokusere kun på at gribe ud af den hånd der var få cm fra min. Taylor baskede med sine egne vinger, for at indhente mig. I et kort sekundt så jeg et sort skær i hans hvide smukke vinger. Taylor's blik ændrede sig fra vredt til panik. Han bed tænderne sammen og så forsvandt hans vinger, han fik mere fart på og fik grebet fat i mig. "Flyv! Flyv! Flyv!" Råbte jeg i panik. Taylor lukkede sine øjne og klemte mig ind til ham. Han fik drejet os i luften så hans ryg var ned af og min var op af. Han holdte godt fast og det var der det gik op for mig at vi snart ville ramme ind i mørket. Lange sorte skygger der var formet som hænder greb ud efter os. De ville trække os ned i helved. Gøre os til demoner. Vores vinger ville blive til sorte vinger. "Nej!" Råbte jeg og lukkede øjnene. Jeg mærkede hvordan energien spredte sig i min krop. Jeg mærkede hvordan den borrede sig ud af min ryg, en smerte jog igennem mig. Smerten var så stor at jeg skreg. Jeg spændte i kroppen og mærkede hvordan mine vinger voksede ud af ryggen på mig. Jeg viste ikke hvordan man gjorde. Jeg viste ikke hvad man nu skulle gøre. Men alligevel fik jeg slået med vingerne, og kun få cm fra de lange skygger rettede jeg op. Jeg fløj over dem og forsøgte at undvige. "Taylor!" Kaldte jeg imens. Han åbnede det ene øje, han var udmattet, og jeg kunne mærke at jeg snart ville blive den næste. Det tog utrolig hårdt på kroppen at skulle holde vingerne igang. "Fokuser på energien" Fik han frem sagt. Jeg fik endelig rettet os helt op og fløj nu op af klippen op imod taget. Men med hvert slag, blev vi langsommere. "Taylor! Hjælp mig! Jeg kan snart ikke mere!" Indrømmede jeg. Taylor forsøgte at spænde. Han rystede træt på hovedet. Jeg kunne se kanten af taget. Jeg kunne se ansigter kigge ned på os. Vi var så tæt på. Pludselig stod der en på kanten. Jeg kunne ikke se hvem. Men personen sprang ned imod os. Taylor åbnede sine øjne. Han stivnede. "Er hun blevet sindsyg!?" Råbte han da han genkendte Aiko. Aiko der vejede mindre end os, havde fuld fart på. Jeg kunne ikke læse tanker, men jeg var ikke i tvilv om at Taylor og jeg tænkte det samme. Men det var kun mig der hviskede det. "Shit." Aiko kom tættere og tættere på, da vi fik øjnkontakt, smilte hun selvsikker. Hun lukkede kort øjnene og så sprang hendes vinger ud. De var ikke længere end 60cm, men fjerne var længere end ved nogen af de andre. Hendes vinger havde et blåligt skær i farten. Hun baskede ved siden af os. "I ligner nogen der har brug for hjælp?" Grinte hun. Så greb hun fat i Taylor's ene arm og lod ham støtte sig til hende. Det tog en del af læsset. Vi begyndte at baske os op af.
Man skulle tro at den værste del var overstået ikke? Men det var først lige begyndt. Vi kom op på kanten og folk jublede og måbede over vores vinger. Jeg nåede slet ikke at betrægte mine da jeg ville sikre mig at Taylor var okay. Men da han fik fast jord under sine fødder, var den gamle Taylor tilbage. Han vred sig fri fra os, og gjorde sig klar til at hæve stemmen. "HVAD LAVER I 3!?" råbte en stemme. Med ét var mine og Aiko's vinger væk. Vi bøjede begge hovedet og var skræmte. Kevin fik mast sig frem. Hans øjne var vrede og han stirrede fra Taylor, til Aiko til mig. "Følg med! NU!" Råbte han igen, da vi tøvede. Kevin pegede imod trappen. Taylor gik først. Aiko og jeg skyndte os efter ham. Med Kevin lige i hælene. Og med ét virkede tanken med at være i helved ikke så slemt. Det var ubehageligt at have Kevin bag sig. Vreden var så stærk at jeg kunne mærke den. Jeg kunne mærke hans himmel blå øjne borre sig ind i min nakke. Taylor åbnede døren ind til vores værelse. Vi nåede kun lige at komme ind, da Kevin smækkede døren i efter sig. "Er I blevet vanvitte!?" Råbte han. Taylor sad på en stol og havde igen det der ligeglade ansigt udtryk. Aiko og jeg sad med for over bøjet ansigter. "Hvad tænkte I på? Nej, I tænkte ikke!" Råbte Kevin. Ryan sad i baggrunden og nød showet, men i virkeligheden tror jeg ikke han forstod hvad der forgik. "Helt ærligt! Det var ikke min skyld!" Sagde Taylor irriteret. "Det var ham der var..." "JEG ER LIGEGLAD!" Råbte Kevin ind i hovedet på Taylor. Jeg rejste mig op og stak hovedet imellem dem. Jeg kiggede direkte på Kevin. "Han har ret! Taylor & Aiko forsøgte at rede mig." Sagde jeg. Jeg forsøgte at lyde modig, men jeg rystede af skræk. Aiko hævede en finger. "Det stemmer!" Forsøgte hun at hjælpe. Kevin tog sig til hovedet og gik vredt væk. "Fint. Taylor du får det som du vil have det. Fra nu af er det kun 1 der er vogter over ham!" Sagde han og stod med ryggen til os. Taylor hævede et øjnbryn, lettet. Aiko så op, som et barn der fik at vide at julen var aflyst. Jeg selv var den værste. "Hvad!? Nej! Nej! Nej! Jeg skal nok være sød! Jeg skal nok passe på! Seriøst Kevin! Du er sød og alt det der, men jeg kan ikke kun gå rundt med dig!" Jeg råbte, jeg tiggede, jeg mumlede, jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at få ham til at ombestemme sig. Han vendte sig rundt, lagde en hånd på min skuldre. "Jeg sagde ikke at det skulle være mig, ven" Han lød næsten som sig selv igen, men hans øjne var stadig vrede. "Hils på din vogter" Han løftede hånden og strakte den imod en bag ved mig. Vi vendte os alle rundt. En spinkel sort håret dreng, utrolig bleg, ung og med en grøn hættetrøje, og blå bukser samt røde all star sko stod helt akavet og kiggede på os. Han løftede hånden og vinkede til os. Taylor vendte sig om igen og forsøgte at kvæle et grin. Aiko sprang op af stolen og løb hen til drengen, hvor hun gav ham et langt knus. De kendte hinanden? Jeg så forbavset op på Kevin. "Hvem er han?" Spurgte jeg lavt. Kevin lagde igen sin hånd på min skulder. "Du har resten af dit liv til at finde ud af det - nyd det." Han smilte en anelse for lumsk. Jeg kiggede igen på den nye dreng. Han havde grønne øjne.
Kevin havde sat en masse nye regler op. Jeg adlød dem, selvom jeg synes de var dybt åndsvage, men jeg ville ikke lave mere ballade end jeg havde gjort. Der var ikke sket os noget, men hvis jeg ikke havde fået mine vinger i det sekundt, ville Taylor og jeg være hjerneløse uhyre. Jeg gøs ved tanken. "Fryser du?" Jeg havde helt glemt at ham den fremmed dreng skulle vogte over mig. Jeg så mig over skuldren på ham. Han forfulgte mig som en uønsket journalist. Jeg ignorrede ham. Det var ikke hans skyld at jeg var irriteret. Det var selvfølgelig min egen skyld. Jeg var bare godt træt af at denne vogter skulle babysitte mig. Jeg åbnede døren og trådte ud på den store smukke græsplæne. Der var så mange døre, men af en eller anden grund, så vidste jeg altid hvor vores græsplæne var. Jeg smed straks mine sko og mine sokker og trådte så ud på græsset. Jeg slog ud med armene og bevægede mine tær i græsset. Det var blødt og duften fik mig til at dagdrømme. Jeg hørte ham ikke, men hans øjne stirrede ind i min nakke, jeg så mig over skuldren og gav ham et dræberblik. Han lagde hovedet på skrå, uforståene. Han var et hoved højre end mig, på højde med Ryan. Han var afslappet og virkelig bleg. Kan engle godt blive syge? Jeg tog endnu et skridt og mærkede at han også tog et skridt. "Hey taber!" Lød Taylor's stemme. Jeg ledte efter ham med øjnene. "Her oppe!" Grinte han lavt, han holdte op med at baske med vingerne og landte foran mig. Hans vinger havde vokset en anelse. Han fulgte mit blik. "Sejt ikke?" Sagde han stolt og vendte sig rundt så jeg bedre kunne se dem. Vi havde ikke snakket særlig meget sammen på det seneste, men vores venskab havde udviklet sig. Taylor vendte sig igen om, hans ansigt ændrede sig dog, da han fik øje på drengen bag mig. "Helt ærligt. Der er gået to uger og du er her stadig?" Sagde han irriteret. Han brød sig ikke om de andre engle og især ikke om fremmed, det havde jeg lært. Jeg lagde en hånd på Taylor skulder. "Det er okay, han er ikke så slem." Løj jeg og forsøgte at smile. Taylor løftede sin hånd og slog min væk. Drengen bag mig tog et skridt frem, truene. To uger og jeg viste stadig ikke hvad han hed eller hans historie. Jeg prøvede kun at glemme at han var der. Taylor smilte lidt over hans reaktion, han åbnede munden og jeg vidste at der snart ville komme en flabet kommentar ud. Jeg puffede til ham med min skulder da jeg gik forbi ham. "Skal du bare stå der hele dagen, eller vil du flyve om kamp?" Spurgte jeg og spændte i kroppen. Taylor så sig over skuldren, først irriteret, men så smilte han lumsk. "Jeg har vundet før du får slået dine små kyllinge vinger ud." Grinte han håndligt, og lettede hårdt fra jorden. Jeg grinte over hans humor, men prøvede stadig at koncentre mig. Det havde virket så let den dag vi nær var blevet til demoner, selvom jeg godt kunne huske smerten. Jeg ved ikke helt hvad der havde fået mine vinger til at komme, den dag. Måske fordi jeg havde brug for dem? Måske fordi jeg hidkalte dem? Efter den dag, var de ikke kommet igen. Men jeg havde hellere ikke haft muligheden for at komme ud på græsset. Jeg blev pludselig nervøs for at de ikke ville komme nu. Taylor fløj stadig rundt i luften. "Hvad venter du på?" Spurgte han undren. Jeg så op imod ham og mit smil bredte sig. Jeg spændte en smule i kroppen, og samlede alle mine tanker om mine vinger, bedte en indre bøn om at de skulle komme. Jeg mærkede energien spredre sig. Jeg hoppede op, og inden tyndtekraften hev mig ned slog jeg mine vinger ud, de var lidt mindre end Taylor's vinger, men havde alligevel en imponerene størrelse. Taylor's smil forsvandt og en anelse jalousi sås i hans øjne. "Hen til træet og tilbage?" Spurgte jeg. Jeg husker ikke hvornår det var dukket op. Men dér ca 2 km fra os, stod et smukt og højt træ, som om det altid havde stået der. Han nikkede. Vi slog med vingerne og fløj så hurtigt vi kunne. Men det var ingen overraskelse at Taylor vandt. Han havde trænet i længere tid end mig. Jeg havde alligevel mere tralvt med at få styr på vingerne. Hvordan man drejede til venstre og højre, det hele var nyt for mig. Da jeg endelig fik vendt om og fik landet, med et højt bump, var Taylor allerede gået. Jeg hev efter vejret og lagde mig ned på ryggen i græsset. Den fremmed dreng bøjede sig ned over mig og stirrede mig ind i ansigtet. "Hvad vil du?" Spurgte jeg vredt. Han blev bare ved med at kigge på mig. Jeg bed tænderne sammen, satte mig op og stirrede på ham. "Hvorfor bliver du ved med at glo på mig!?" Råbte jeg irriteret, jeg mærkede hvordan mit ansigt blev rødt. Han trak på skuldren. "Jeg undrede mig bare." Sagde han lavt. Jeg fik rejst mig op og så op i hans grønne øjne. "Over hvad!?" Råbte jeg. Det var måske ikke nødvendigt at råbe af ham, men de sidste par uger havde han virkelig været for meget. "Hvorfor du blev udvalgt." Sagde han lavt og ændrede ikke ansigt udtryk. Jeg brummede lavt og så væk. "Nå. Send et brev til gud og spørg ham af!" Røg det ud af mig, jeg fortrød dog bagefter. Det var måske ikke så klogt at fornærme vores herre. "Kan man det?" Spurgte han og lød virkelig overrasket. Jeg så igen på ham, et kort øjeblik glemte jeg vreden der bobblede inde i mig og pludselig udbrød jeg i latter. Jeg prøvede at holde op, da jeg så hans såret ansigt. Han var virkelig naiv.
Vi sad ved træet. Ikke tæt på hinanden, men alligevel tæt nok på så vi kunne snakke. "Mit navn er Sam" Sagde han og så ud over græsset. Jeg nikkede. "Er du en ren engel?" Spurgte jeg, var det uhøfeligt at spørger om? "Selvfølgelig er jeg en engel.” Sagde han stolt. Jeg så på ham. "Hvorfor sendte Kevin bud efter dig?" Spurgte jeg. "Fordi han mente at du havde brug for en vogter. Jeg er udtrænet som vogter." Sagde han og så stadig ud over græsset. Hans ansigt ændrede sig ikke. Vogter, sagde han. Det var hans arbejde. Jeg sænkede blikket. "Jeg har ikke brug for en vogter." Sagde jeg irriteret. Han så så på mig. Jeg blev en smule overrasket, over hvor hurtigt han havde reageret. "Du var nær faldet ned i helved." Sagde Sam, en smule hårdt. Jeg så væk. Hvorfor kunne de ikke bare glemme det? "Men takket være Taylor & Aiko skete det ikke." Sagde jeg glad og smilte lidt. Han rystede på hovedet. "Hvis Taylor havde passet sit arbejde, var du ikke faldet i, i første omgang. Og Aiko skulle ha hentet Kevin, ikke selv ha hoppet i." Hans ord lød hårdre. Jeg bed tænderne sammen, han havde vel ret, men det burde ikke være deres arbejde at passe på mig. Så satte jeg af og væltede over ham. Jeg hamrede ham ned i jorden og slog ham i ansigtet. "Hvor vover du at tale sådan om dem! Det var ikke deres skyld!" Råbte jeg af vrede. Han slog sine vingre ud, de havde et grønt skær og var meget større end Ryans. Han fik sparket mig af og lettede. Jeg landte hårdt på siden. Han var nogle meter over jorden, så afventene på mig. Jeg spredte mine vinger som stadig ikke var forsvundet og fløj imod ham. Aiko er min engel. Hun var hoppet i efter mig. Taylor var underlig og sær, men han er alligevel min ven. Han brød sig tydeligvis ikke om mig, men selv han havde hoppet i efter mig. Jeg ramte Sam på højre kind. Men hans hånd ramte min ene kind, så den anden. Han slog hurtigt og hårdt. Jeg fløj ned imod træet og grenene var som piske imod min hud. Jeg forsøgte at rejse mig op. "Giver du op?" Spurgte han. Hans tone var så provokerne. Jeg satte af og fløj imod ham. Han undveg mine slag. Hvorfor var han så hurtig!? Jeg slog ud efter ham igen, men jeg blev langsomere og langsomere. Han smilte skævt og slog mig i maven. Jeg mistede luften. Mine vinger forsvandt og jeg styrtede imod jorden.
Jeg lå lidt i det hul, jeg havde lavet. Sam landte elegant på jorden og så ned på mig. Afvendtene. Han blødte på læben, og den var blevet en smule hævet. Jeg forsøgte at rejse mig. Men min krop var lammet. "Hvad er det i laver!?" Råbte Kevin. Han kom gåene imod os. Ryan, Taylor og Aiko gik bag ham. Det var pinligt. Taylor så imod mig og grinte lavt. Ryan og Aiko kom hen til mig og forsøgte at hjælpe mig op. Taylor stod stadig og grinte over det. "Hvorfor ligger du dig ud med en som ham? Ved du ikke at vogterne er utrolige stærke?" Spurgte Taylor. Jeg ignorrede ham. Kevin stod og råbte af Sam. Et sted under alt min vrede fik jeg skyld følelse. Jeg havde jo slået først. Men jeg ville ikke afbryde Kevin, han var vores leder og hvis han ville råbe af os, så var der intet vi kunne gøre ved det. Kevin vendte sig rundt, og pegede på mig. "Der er kun ballade med dig! Få ham op i seng! Taylor! Du hjælper Sam med at ryde op her!" Beordene Kevin. Der var ingen som sagde et ord. I Tavshed blev jeg hjulpet op i seng.
Ryan blev inde på værelset. Han sad på en stol og holdt øje med mig. Faktisk så halv sov han. Aiko sad ved min senge kant og holdte en kold kuld imod min pande. Jeg forsøgte at få hende til at slappe af, men hun var vred. "Han er din vogter! Hvorfor slog han dig!" Mumlede hun vredt. Jeg fik grebet fat i hendes arm. "Jeg slog ham altså først" Tilstod jeg. Aiko vred sin arm fri. "Jeg håber at han bliver straffet og..." Hun stoppede med at tale. Jeg spærrede øjnene op. "Straffet!? Jamen! Som at han ryger ned i helved!?" Spurgte jeg. Aiko sænkede blikket. Jeg rettede mig op i sengen, bare tanken om at Sams flotte stærke vinger skulle blive sorte og bruges imod os gjorde mig panisk. "Det var min fejl!" Råbte jeg. Ryan lod som om han halv sov, men jeg kunne se at han sank en klump. "Aiko, vi er nødt til at gøre noget! Hvis han ender som demon!" Jeg forsøgte at rejse mig op, men Aiko lagde en hånd på min skulder. "Der er ikke noget vi kan gøre. Hans mission var at passe på dig, og han slog dig næsten ihjel!" Hun så ikke på mig. Jeg slog hendes hånd væk og sprang ud af sengen. "Ihjel? Jeg er allerede død! Og!! Det var bare en drenge ting, tager I engle alting så alvorligt!" Sagde jeg og gik imod døren. Ryan rejste sig op. Jeg spændte mine muskler og så på ham. "Prøv ikke at stoppe mig." Sagde jeg hårdt. Han smilte skævt. "Jeg vil da følge med dig og se det her." Sagde han. Jeg smilte lidt overrasket. Så så jeg mig over skuldren. "Jeg kunne godt bruge din hjælp." Sagde jeg til Aiko. Aiko sukkede og flugte så med.
Vi listede os ud på gangen og forbi de andre engle uden at blive set. Aiko fik spurgt sig omkring og kom tilbage, hvor hun fortalte mig at hvis vi åbnede en af de hellige døre ville vi komme til retsagen, hvor de førte min vogter hen. Men da vi ankom stod der to vogter uden for. 'Grib fat i mine arme og sig at I skal til samtale med mig!' Beordrede jeg Ryan og Aiko. Ryan smilte skævt og greb fat. Aiko begyndte at mumle, men gjorde det til sidst. 'Holdt!' Sagde en vagt og stoppede os. 'Han skal ind i retten.' Sagde Ryan og lød som om han glædede sig en anelse for meget. Den anden vagt hævede et øjenbryn. 'Ham har I godt nok fået ramt på.' Sagde han og lod os komme forbi. Er alle engle så naive?
'Det her er virkelig en fed ide!' Jublede Ryan lavt. Vi gik fælles igennem en lang gang. Jeg stoppede op nogle gange for at åbne en dør og tjekke rummet. 'Det her kommer til at tage hele dagen!' Sukkede Aiko træt. 'Vi har ikke hele dagen,' vrissede jeg af hende og tjekkede endnu et rum. 'Har du en bedre ide?' Spurgte Ryan og tjekkede et rum. Jeg stoppede op og lukkede øjnene. En smerte jog igennem mig, imens jeg koncentrede mig om at finde rummet. Der var helt stille og alting blev mørkt omkring mig. Jeg mærkede min krop ryste, men min sjæl var et helt andet sted. Som et rov dyr løb den igennem gangene og undersøgte hvert et rum. Det hele gik så hurtigt. Jeg slog øjnene op og begyndte at løbe. 'Denne vej!' Råbte jeg og slog ud med vingerne.
Det rum vi søgte var ikke for enden af en lang og besværlig gang. Gangen var en labyrint der skulle forvirre de uønsket engle og dæmoner der brød ind. Rummet vi søgte var en smal dør oppe i loftet. Det var usynlig for det blotte øje, men med det rette sind, kunne man se det.
Vi åbnede døren i loftet. Jeg kiggede ind og fik hejst mig op. Satte mig på gulvet og de andre fløj op. Vi kom ind i et stort rum og lukkede døren som nu var blevet et lem i gulvet. Foran os stod en fire meter dobbel dør. Jeg sank en klump og gik imod den. 'Det er helt sikkert her,' sagde Ryan og små grinte. 'Vent' sagde Aiko og så op på mig. 'Inde bag den dør finder du de 3 ældste engle,' sagde hun og så en anelse bange ud. Jeg nikkede. 'Der er visse regler,' sagde hun lavt. Jeg så imod døren og ventede på hun fortalte dem. 'Du kan bede de 3 ældste om 1 ting,' sagde hun hårdt. Jeg nikkede og smilte, 'det er jo kun 1 ting jeg ønsker af dem.' 'Du forstår ikke,' sagde hun og sank blikket. Jeg så undren på hende. '1 ting?' Gentog jeg. 'Du kan aldrig spørge dem igen,' sagde hun og så på mig. 'Det er forstået,' sagde jeg og forsøgte at lade som om det ikke havde den store betydning for mig. Men jeg stod stadig med det store spørgsmål, som første dag. Hvorfor mig?
Jeg trådte ind i den store sal. Og som 3 konger sad de dér. På deres trone og så på mig som om de havde ventet mig. Jeg sank blikket. At se på dem gjorde ondt i mine øjne. Ikke fordi de var grimme, tvertimod. De var smukke, så smukke at deres ansigter gjorde ondt at se på. Som solen. Jeg bukkede for dem. 'Tal frem, min søn,' sagde den ene af dem. Det ringede i mine øre når de talte. En svag hovedpine begyndte. Flere stemmer sang i mit hoved og det var svært at koncentere sig. 'Du ønsker at få at vide hvorfor vi har udvalgt dig?' lød et spørgsmål. Jeg snak mere ned i knæ. 'Du ønsker at vide hvad der skete med din menneskelige krop?' lød endnu et spørgsmål. 'Du ønsker at vende tilbage?' Lød det igen. ‘Du ønsker at vide hvorfor Taylor er så vred på dig?’ Lød det igen. ‘Du ønsker at se din familie?’ Lød det igen. ‘Du ønsker at vide hvorfor du kun nogle gange kan se glimt af farver i andres vinger?’ Lød det igen. Jeg løftede en hånd og lagde den på min skulder, pressede smerten væk med mine fingre. 'Nej!' Sagde jeg højt. Der blev stille kort. Så begyndte stemmerne igen og jeg sank længere ned i knæ. 'Stop det!' Udbrød Aiko og stod ved siden af mig. Hendes blik var rettet imod de ældste og kunne se ud af øjenkrogen at hun så direkte på dem. 'En skytsengel?' Lød endnu et spørgsmål. Denne gang var der ingen stemmer og jeg kunne rejse mig lidt op. Aiko så afventende på mig. 'Jeg ønsker at tage min vogters straf,' Sagde jeg højt og klart. Aiko gispede og så ned på mig. 'Hvad har du gang i!?' Hviskede hun. 'Vogter?' Lød endnu et spørgsmål. Jeg hævede blikket en anelse. 'Min vogter, Sam,' sagde jeg lavt. Der lød en lav hvisken. Jeg løftede en hånd og lagde den på mit øre. Sikke en larm de kunne lave. Aiko så ikke ud til at være påvirket af det. Jeg så ud af øjenkrogen på Ryan der holdte sig for begge øre. Så det var ikke fordi jeg var speciel, han kunne også hører stemmerne i sit hoved. 'Bring ham ind,' lød en ordre og alting blev stille igen. Døren gik op og Kevin trådte ind. Han ignorede mig og bukkede for de ældste engle en halv meter foran mig. Bag ham kom Taylor, han tvang Sam ind som var et hoved højre end Taylor. Taylor så direkte på mig, en anelse forvirret. Han stoppede bag Kevin. Sam havde ikke set mig. Hans ansigt var helt tomt. 'Jeg bringer dem en vogter som ikke har fuldført sin opgave, istedet for at passe på, har han udført skade på den han skulle beskytte,' sagde Kevin. Igen brød stemmerne ud. De forgik kun inde i hovedet på mig. Jeg gik ud fra at der var de 3 ældste engle der rodede rundt i vores minder. Ledte efter spørgsmål og svar. Noget af det stemmerne sagde var ting jeg havde hørt eller sagt. Andre gange var det ting som: 'hvorfor slog du?' 'Hvad skete der?' 'Hvad sagde du?' 'Han slog ham!' 'Slog ham!' 'Slå!' 'Slå!?' 'Dæmon!' 'Smerte!' 'Nej!' 'Hold op!' Det var svært at tyde samtalerne fra hinanden. Det hele var rodet rundt. Jeg sank lidt ned i knæ igen og tog mig til hovedet. Sam reagerede ikke. Taylor rystede let på hovedet, som om stemmerne prikkede ham i siden, og han forsøgte at slå dem væk. Kevin gjorde alt for ikke at reagere på stemmerne, men han spændte for meget i kroppen. Ryan pressede stadig begge hænder imod sine øre. Aiko kiggede bekymret på mig, det var som om stemmerne ikke havde en effekt på hende. 'Effekt?' Gentog en af stemmerne. Jeg håbede ikke at vi alle hørte det samme. 'Bland jer uden om?' Lød endnu en af stemmerne. Der blev stille og jeg viste at de 3 engle havde fundet en beslutning. 'Han straffes med døden,' sagde den ene engle. Kevin nikkede. Jeg tog et skridt frem, og stod nu ved siden af Kevin. 'Fejlen var min. Sam er min v-vogter og jeg ønsker at han skal forsætte som min vogter. Hvis h-han skal straffes, så tager jeg hans s-straf, som mit ansvar!' Ordene røg ud af min mund, jeg kunne godt hører at jeg stammede og at det ikke gav særlig meget mening. Men stemmerne havde svækket mig. Der var stadig stille. Jeg fik rettet mig op, og slog ud med armene. Jeg sank en klump og kiggede direkte op på den ene engel. Lyset blev skarpt og jeg mistede synet som det første, stemmerne blev højre inde i mit hoved. Flash back rørte frem og tilbage for mit indre blik. Samtaler. Slås kampe. Taylor der springer ned efter mig, får fat i mig og mister besvidstheden. Kevin der træner mig. Aiko der basker med armene. Ryan der spreder sine smukke vinger. Drengen med det brune hår. Sam der ser ned i gulvet med et tomt blik.
Jeg mærker at jeg ligger på gulvet og hiver efter vejret. Jeg åbner mine øjne og mærker hvordan min næse løber, af refleks løfter jeg min hånd og tørrer min næse af med hånden rykken. Blod. Jeg får rejst mig op. 'Er du ok?' Hvisker Aiko. Jeg nikker. Mit hoved dunker, jeg har næseblod og jeg kan næsten ikke stå op. Der er helt stille. 'Sagen er afvist,' lyder en af de 3 engle, stemmen er lidt blidere end de stemmer jeg har hørt før. 'I kan gå nu,' siger stemmen. Jeg sænker blikket og mærker en skuffelse. Hvorfor mig?
Vi går ud af døren og åbner lemmen i gulvet. Vi hopper ned og lander blindt på gulvet. Vi går igennem gangen i tavsheds. Først da vi kommer til vores rum, og Sam er blevet lagt i sengen, bliver der sagt noget. 'Jeg fatter ikke at du gjorde det der,' sagde Taylor og fjernede noget pandehår fra sit ansigt. 'De kunne ha slået dig ihjel,' grinte Ryan, det var ikke en ondskabs fuldt latter, mere en lettet slags. 'Du gik glip af din chance for at spørger om hvorfor du blev udvalgt som engel,' sagde Aiko skuffet. Jeg ignorede dem, og vendte mig imod Kevin som stod ved døren. 'Vil du slet ikke sige noget?' Spurgte jeg. Der blev stille. Han vendte sig rundt og så direkte på mig. 'Jeg ved ikke hvorfor du blev udvalgt. Jeg ved ikke hvorfor du skulle være speciel. Du er sluppet fra døden 2 gange nu. Det kan du kun takke Aiko for. Begge gange. Du var et menneske, men du er en engel nu. Du skal lærer at flyve. At slås. Du skal gå i døden. For gud. For mennesker. Det er en ordre. Men hvis du bliver ved med at gøre som det passer dig. Er jeg nødt til. At. Slå. Dig. Ihjel!' Sagde han. Han stod helt henne ved mit ansigt. Jeg kunne mærke hans varme ånde mod mit ansigt. 'Du har valgt en vogter til mig. Du har valgt at de her engle skulle vogte over mig. Du har valgt det her. Ikke mig. Ikke dem. Dig!' Råbte jeg ind i hovedet på ham. Jeg mærkede fortrydelsen stige op i mig. Det var ikke smart at råbe af Kevin. Han var vores leder. 'Du er umulig!' Svarede han og stirrede ned på mig. 'Du fik nær Taylor dræbt!' Lød Kevin's stemme. Jeg stivnede kort og så ned i jorden. 'Jeg valgte selv at springe ned efter ham,' sagde Taylor og trak på skulderen. 'Jeg blev stolt da jeg fik at vide at vi skulle ha et menneske på vores hold. At vi fik en udvalgt. At en fra mit hold skulle til jorden og hente et menneske. Men du har ikke gjort andet end at skuffe mig,' sagde Kevin og så på mig. Jeg bed tænderne sammen og mærkede tårerne presse sig på. Med hastige stridt gik jeg ud af døren. Der lød et smæk efter mig.
Jeg stod på den grønne plæne, med vingerne spredt ud. De var blevet størrer og stærkere. De havde udviklet sig. Men jeg var bare en skuffelse. Jeg forstod ikke hvorfor jeg var blevet valgt. Hvorfor jeg skulle være iblandt englene. 'Du er godt nok blevet en belasting for os,' sagde Taylor og kom gående bag mig. Han stoppede op og så på mine vinger. 'Spørger du dig selv om hvorfor du er blevet udvalgt?' Spurgte han undren. Jeg så mig over skulderen på ham, og nikkede. Mine øjne blev våde så jeg så frem igen. Han sukkede og lagde armene over kors. 'Hvis Kevin ikke kan svare på det, så kan ingen. Han er vores leder og får flere ting at vide end os,' sagde han og lød bitter. 'Hvilke ting har du ikke fået svaret på?' Spurgte jeg ham og snøftede kort. Der lød et suk. 'Mange ting. Som hvorfor Aiko blev valgt. Hvorfor Sam blev valgt. Hvorfor du blev valgt,' sagde han og slog ud med armene. 'Aiko blev valgt til at hente dig. Jeg er stærkere, hurtigere og klogere end Aiko, de kunne ha spurgt mig! Sam er en vogter, hvad gør ham speciel? Og dig!' Han stoppede sig selv og gik imod mig. 'Du er den værste,' hviskede han. Jeg vendte mig rundt og stirrede ind i hans grønne øjne. Han træk vejret igennem næsen, og det var tydeligt at han beherskede sig selv. 'Hvad?' Spurgte jeg og provokerede ham med vilje. Jeg viste godt at Taylor var farlig, det fortalte min mave fornemmelse mig, han var stærkere end mig, selvom mine vinger var ved at blive lidt størrer end hans, han havde mere kontrol over sine. 'Vi træner i mange år. Vi går i kamp. Vi gør hvad der bliver sagt og forvenet af os. Vi dør for jer. Og hvad er takken? Nu skal vi også passe på én af jer her oppe? Du har vingerne, men i mine øjne vil du altid være et sølle menneske. Nu skal jeg fortælle dig hvad der vil ske. Vi går i krig, dæmonerne ser dig som den svageste. Alle engelene tror på Kevin og mener at du er speciel, så de dør for dig. En efter en. Det bliver vores fald. Dæmonerne er hjerneløse kriger. De vil ikke se dig som andet end et bunke kød på 2 ben. Du vil være grunden til mange engles død. Du er sikkert blevet valgt for at udryde os alle sammen.' sagde han. Der blev stille lidt. 'Hvorfor gør du så det ikke af med mig nu?' Spurgte jeg og lagde mærke til at mit hjerte hamrede af vrede. 'Så bliver jeg straffet,' sagde han og smilte skævt. Jeg spændte i musklerne og skubbede hårdt til ham med begge hænder. 'Der er en grund til at jeg er her!' Råbte jeg, men det var mere for at overbevise mig selv om at der var en mening med alt. 'Så fortæl mig den grund! Kød klump!' Råbte Taylor og slog ud med sine arme, lagde an til mere. 'Jeg skal rede din røv! Jeres alles røve! Jeg skal være det lys i mørket som frelser jer!' Råbte jeg og spændte i kroppen. Taylor slog sine vinger ud. 'Du er ingen ting!' Råbte han og fløj imod mig. Han slog ud efter mig, jeg undveg og slog ham i maven. Han fløj tilbage, holdte en hånd på maven og sparkede ud efter mig, jeg løftede armen og greb hans ben. Stødet fra slaget lammede min hånd. Med den anden hånd slog jeg ham i ansigtet. Han undveg ikke. Jeg fik ladet op til endnu et slag, men han drejede rundt i luften, og lignede en tornado. Han fløj på ny imod mig og ramte mig hårdt i ansigtet. 'Du kan ikke rede alle og enhver!' Råbte Taylor og slog igen. Jeg mærkede slaget ramte mit øjenbryn og en varm tynd stribe af blod løb ned af mit ansigt. Vi stoppede op og kiggede på hinanden. Vores vinger slog nogle få gange for at holde os i luften. 'Jeg forstår ikke hvad dit problem er,' hviskede jeg og hev efter vejret. 'Du kommer aldrig til at forstå det. Du er et sølle menneske,' sagde han og sank blikket, irriteret over at ingen forstod ham. Måske irriteret over at jeg fik ham til at føle noget. 'Jeg er en engel!' Råbte jeg vredt og fløj imod ham. Han smilte skævt og fløj imod mig. Vi ramte hinanden med sådan en kraft at vi røg hver vores vej. Vi fik hurtigt rettet op og fløj på ny imod hinanden. Jeg ville ikke gøre Taylor ondt. Han var min ven. Selvom han var underlig og uhyggelig, så forstod han mig bedre end de andre. Jeg blinkede og kom ud af mine tanker, alt vreden forsvandt og jeg ville ikke mere. Men Taylor havde stadig fuld fart imod mig. Hans øjne var koncentreret. Jeg undveg hans slag og greb fat i hans ene over arm. 'Stop!' Råbte jeg. Min håndflade brændte imod hans hud. 'Slip mig!' Råbte Taylor og greb fat med sin ene hånd om min og forsøgte at vride sig fri. Panikken spredte sig i hans ansigt. 'Hold op! Stop! Lad vær! Slip mig!' Råbte han og vred sig. Jeg stirrede ind i hans ansigt. Jeg følte intet, udover hans vrede. Varmen under min hånd brændte og jeg ville give slip, jeg ville trække min hånd til mig. Ømme mig. Men jeg kunne ikke stoppe. Taylor's paniske ansigt blev være, han knyttede sin hånd og slog mig lige i ansigtet. Jeg slap ham og satte begge hænder på min næse. Jeg søgte ned imod jorden og fik landet.
'Hvad skete der?' Spurgte Aiko og forbandt Taylor's ene over arm. Taylor så væk, hans ansigt var ulæseligt. Jeg stod ved siden af og spiste et æble, min krop rystede af udmattelse. 'Er du klar over hvad Kevin vil gøre ved dig når han ser det her?' Spurgte Aiko og så imod mig. Jeg mærkede en panik stige i mig. 'Han får ikke noget at vide,' sagde Taylor og så på Aiko. Var det stoltheden der talte? 'Har I forstået?' Spurgte Taylor og så hårdt på os. Vi nikkede begge to. 'Sam er forresten snart på benene igen. Så nyd din frihed,' sagde Aiko og blinkede til mig. Jeg sukkede højt. 'Skal han blive min vogter igen?' Spurgte jeg og begyndte at surmule. 'Vi kan bruge ham som boksepude!' Forslog Taylor og et smil spredte sig på hans læber. Vi grinte lidt over det, men da Aiko ikke grinte skyndte Taylor at sige at det bare var en joke. 'Det er en ære at få en vogter,' sagde Aiko. 'Det føles mere som en babysitter,' sagde jeg irriteret. Aiko så uforstående på mig. 'Hvad gør ham til en babysitter?' Spurgte Aiko. Jeg kløede mig i nakken. 'Glem det,' sagde jeg og så væk. Aiko rejste sig op og udvekslede nogle øjne med Taylor. Prøvede de at gætte hvad det var? Jeg smilte over dem og gik imod døren. 'Hvor skal du hen?' Spurgte Taylor og forsøgte at rejse sig. 'Jeg skal ud og nyde min frihed!' Grinte jeg og løb ud af døren.
Gangen var lang og kølig. Jeg viste ikke helt hvor jeg ville gå hen. Men snart ville Sam følge mig igen. Det gik mig på at han skulle være min babysitter. Jeg kunne da godt passe på mig selv. Hvis jeg bare stolede på mine fornemmelser, det var jeg sikker på. Jeg stoppede op og så ned på min hånd. Hvad var der sket? Taylor opførte sig som om det ikke var sket. Men Aiko og jeg havde begge set hans brændte hud. Jeg må ha hidkaldt Aiko da jeg rørte hans arm, hun havde løbet ind af døren, imod mig med et bekymret ansigt udtryk. Jeg blev hevet ud af mit flash back da jeg hørte Kevin's stemme. 'Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til ham,' sagde han og lød bitter. Jeg listede lidt tættere på og så ham stå og snakke med en lyshåret pige. 'Du er hans leder, du finder på noget,' sagde hun og smilte. Jeg havde aldrig set hende før. 'Det er ikke så let, Emma. Han lytter ikke til hvad jeg siger. Han forstår ikke hvor alvorligt det her er,' sagde Kevin og hamrede en hånd ind i vægen. Emma sukkede så op på ham. 'Som hans leder, er det din opgave at forklare ham det,' sagde hun og så afventende på ham. 'Jeg ved slet ikke om gud har udvalgt ham. Hvad hvis det er den anden der står bag det her? Endnu en af hans planer om at overtage himmeriget!' Råbte Kevin, han stod med hovedet op af vægen og prøvede at slappe af. 'Du må ikke opgive håbet,' sagde Emma og virkede så rolig. Jeg sank blikket. Det var mig de talte om. Mit hjerte hamrede afsted. 'Det er svært at holde fast i håbet. Drengen er et menneske. Vi skal beskytte ham. Gøre ham til en engel. Men hvis han misbruger det hele til at hidkalde den anden!?' Sagde Kevin og så på Emma. Hidkalde den anden? Hvordan kunne Kevin tro det om mig? 'Han bringer de andre i fare hele tiden. Han slås med sin vogter. Hvis han gør en af de andre fortræd. Så. Så.' 'Hvad så?' Afbrød Emma ham. 'Så sender jeg ham til helved' Sagde Kevin og sank blikket. Jeg holdte mig for munden for ikke at udbryde noget. Jeg så ned på mine hænder. Jeg havde gjort Taylor fortræd, jeg havde brændt hans hud. Med tunge skridt gik jeg væk, det var bedre ikke at smug lytte.
Jeg sad med benene over kanten. Et øjeblik overvejede jeg at hoppe. Hvis Kevin havde jeg ret ville jeg vælte hele himmeriget og alle engelene ville dø. Måske var jeg blevet udvalgt af den forkerte? Jeg sukkede. 'Hvad laver du?' Lød en blød stemme bag mig. Jeg mærkede et sug i maven og mit hjerte slog hårdt. Den mørk håret dreng med de brune øjne satte sig ved siden af mig. 'Jeg hører at du laver meget ballade,' sagde han og smilte skævt. Jeg stirrede ud over kanten. Ind i mørket. 'Jeg er meget uheldig,' sagde jeg lavt og sank blikket. Han lagde hovedet på skrå og forsøgte at læse mit ansigt. 'Jeg så din vinge,' hviskede jeg lavt. Men fortrød. 'Jaså?' Sagde han roligt. Jeg så på ham, forsøgte at læse hans ansigt udtryk. 'Hvad er der sket?' Spurgte jeg og mærkede hvor trist jeg lød. Han trak på skulderen. 'Jeg har altid set sådan ud.' 'Altid?' 'Ja, altid.' Der blev stille imellem os. 'Må jeg røre?' Der var stille imellem os igen, så rejste han sig op og hans vinger kom til syne. De var store og flotte. Den hvide vinge skinnede i solen. Den sorte så varm og blød ud. Jeg fik rejst mig op og strøg forsigtigt en hånd imod hans sorte fjer. 'Den er flot,' indrømmede jeg og smilte. Han trak på skulderen. 'Den er speciel,' sagde han og så på sin sorte vinge. 'Jeg vil gerne være speciel for dig,' sagde han og så ned på mig. Jeg rødmede og så uforstående på ham. 'Speciel?' 'Ja, en slags beskytter?' Der blev stille imellem os igen. Han så væk da jeg ikke gav noget svar. 'Jeg har en vogter,' sagde jeg og lød irriteret. Hans ansigt blev skuffet. 'Hvad med en skytsengel?' Spurgte han og så afventende på mig. Jeg så væk og rystede på hovedet. 'Aiko er min skytsengel, det kan jeg mærke.' Han sank sine vinger og tog et skridt væk fra mig. Jeg vendte ryggen til ham og så ud over horisonten. Et øjeblik synes jeg at kunne se jorden. Han lagde sine hænder på mine skuldre, vendte mig rundt og kyssede mig blidt på munden. Jeg mærkede mit hjerte hamre, lysten til at gribe fat i ham og aldrig give slip. Han slap mig igen og gav mig en sort kæde. Jeg tog imod den. ‘Jeg har set den fjer du går rundt med, måske kan du bruge den?’ Sagde han blidt. Jeg lyste op i ansiget og fik sat min lille metal fjer i kæden og hængte den om halsen. Det følte så rigtigt og nu kunne den ihvertfald ikke blive væk. ‘Tak!’ Sagde jeg glad.
Resten af dagen var jeg i et underligt humør. Sådan helt fjollet og glad. Selvom jeg lige var blevet kysset af en dreng. Men det føltes bare så rigtigt, selvom det burde være en synd. Bare det endnu ikke var imod en af deres regler. Årh, glem det. Jeg er så træt af deres regler, ingen skal bestemme over mig, ikke når det føles så rigtigt. Jeg hoppede ned af trapperne og mærkede metal fjeren slå imod min trøje. Jeg åbnede døren og trådte ud på græsplænen. Kevin stod med ryggen til. De andre stod på en række og lyttede til ordre. Sam sad i græsset og så imod dem. Jeg skyndte mig der hen, ville stille mig i køen, men Kevin pegede på Sam. 'Du kan sætte dig der og følge med,' sagde han hårdt. Jeg sukkede, men gjorde som der blev sagt. Sam stirrede på kæden og ned på fjeren. 'Hvor har du den fra?' Spurgte han. 'Hm? Åh. Det er en lang historie,' sagde jeg og løftede hånden, for at holde metal fjeren. Mine fingre legede med det kolde metal, imens jeg fulgte med i deres træning. Jeg ville snakke med Taylor om det der var sket. Men han virkede så sløj og træt til træning at jeg gen overvejede mine tænker. Aiko virkede bekymret og koncentrede sig ikke. Hendes blik kørte hen imod mig op til flere gange. Sam sad og stirrede på metal fjeren. 'Hold så op med at stirre på den!' Vrissede jeg af ham. 'Hvor har du den fra?' Spurgte han igen. 'Er du jaloux?' Spurgte jeg og så irriteret på ham. Han rystede på hovedet. 'Nej. Der er bare noget anderleds ved dig,' sagde han og så bekymret ud. Jeg lagde hovedet på skrå. 'Anderleds?' Spurgte jeg og så ned på kæden og min fjer. Jeg så imod Aiko, kunne hun også mærke det? De andre så upåvirket ud. 'Jeg fik kæden af en dreng,' hviskede jeg til Sam. 'Hvem?' Spurgte Sam roligt. Jeg trak på skulderen. 'Må jeg holde den?' Spurgte Sam. Jeg så skeptisk på ham. Så tog jeg kæden af halsen og lod den synke ned i hans hånd. Hans fingre undersøgte fjeren og så kæden. 'Det er en beskyttelses kæde,' mumlede Sam. 'Mod hvad?' Spurgte jeg og lænede mig tættere på. Han gav mig kæden med fjeren tilbage. 'Mod andre,' sagde han og små smilte. Jeg så undren på ham og hang den rundt om min hals igen. 'Hvad mener du?' Spurgte jeg. 'Sagde han noget? Gjorde han noget?' Spurgte Sam. Jeg så kort væk. 'Han kyssede mig på munden,' sagde jeg og mærkede varmen stige i kinderne. Sam spærrede øjnene op, med et sæt rettede han sig helt op og så på mig. Jeg trak på smile båndet og så ned i jorden. 'Er det skidt?' Mumlede jeg. 'Ved du hvad det betyder?' Spurgte Sam. Jeg rystede på hovedet. 'Han sagde at han ville være speciel for mig,' sagde jeg lavt og så væk igen. 'Det blev han sandelig også,' sagde Sam og gned en hånd imod sin pande. Jeg bed mig i læben og pludselig fik jeg en følelse af at jeg havde gjort noget dumt. Jeg havde ikke fortalt hvem det var, så det kunne da ikke være farligt? Medmindre et kys i denne verden betød noget farligt. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det noget før? Jeg holdte vejret imens jeg tænkte. 'Hvad betyder det?' Fik jeg spurgt. Men svaret fik mig til at stivne. Jeg sad i nogle sekunder og tænkte over det. Så rejste jeg mig op og løb imod døren. 'Hvor skal du hen?' Spurgte Kevin mig og landte foran døren. 'Træningen er ikke færdig,' sagde Kevin og stirrede ind i mine øjne. 'Flyt dig,' sagde jeg og bed tænderne sammen. 'Modsiger du en ordre!?' Råbte Kevin. Jeg gad ikke hans julelege lige nu. Vreden boblede inde i mig og jeg mærkede hvordan min krop spændte. 'Hvad sker der?' Spurgte Ryan bag mig. Jeg så mig over skulderen, Aiko så ned i jorden og Taylor stod bag mig. Sam kom hen imod os. 'Måske du skulle fortælle dem det,' forslog han. Jeg mærkede varmen stige i mine kinder. 'Nej!' Råbte jeg af ham. Der blev mumlet omkring os. 'Jeg klare det selv! Flyt dig så!' Råbte jeg af Kevin der stadig stod foran døren. Han så længe på mig, så så han imod Sam. 'Fortæl hvad der sker,' sagde han og det lød som en ordre. Sam lagde hovedet på skrå. Der lød en lille latter, en fnisen som blev højre. Jeg vendte mig rundt og stirrede på Taylor der grinte. 'Han er blevet forlovet med en dreng!'
Jeg viste ikke hvordan Taylor fandt ud af det. Det var svært at sige. Måske var det kæden. Måske kunne han læse tanker. Måske havde han set det. Eller hørt Sam sige det. Jeg viste det ikke. Ryan og Taylor grinte begge to. Kevin forsøgte at holde hovedet koldt, men det morede også ham. Sam tog det alvorligt. Og Aiko stod bare og så fortabt ud. Kevin tvang mig hen til de andre så vi stod samlet. 'Hvad skete der?' Spurgte Kevin og holdte et smil inde. 'Han snød mig!' Råbte jeg. 'Hvordan snyder man med læberne?' Grinte Taylor. 'Jeg viste ikke hvad det betød!' Råbte jeg. Ryan og Taylor grinte højt igen. 'Hvad gør jeg?' Spurgte jeg Kevin. 'Der er intet at gøre. Man kan ikke ophæve et løfte,' svarede han og nød det. Jeg himlede med øjnene og gik lidt væk fra dem. Det hele var noget rod. 'Tillykke,' pev Aiko bag mig. Jeg så mig over skulderen på hendes ansigt. 'Orh lad vær,' jamrede jeg. 'Hvorfor går det dig så meget på?' Spurgte jeg og surmulede. 'Fordi vores bånd bliver svækket og din energi har ændret sig,' sagde hun lavt. Jeg stoppede og så ned på mine hænder. Betød det virkelig så meget? 'Jeg kan ikke mærke noget,' mumlede jeg. Aiko så på mine hænder, der ikke havde ændret sig. Hun så op på mig, så så hun ned på mine hænder igen. 'Kan du mærke ting igennem hænderne?' Spurgte hun. Der var stille lidt. Så stak jeg mine hænder i lommerne og blev rød i hovedet. 'Nej selvfølglige ikke!' Vrissede jeg af hende. 'Hvorfor ser du så på dem?' Spurgte hun, jeg kunne høre at hun drillede. Jeg slog hende på skulderen, ikke hårdt, bare nok til hun rykkede lidt væk. 'Du vil mærke det før eller senere,' sagde hun efter vi havde grinet. Alvoren steg imellem os. 'Kan du stadig mærke når jeg er i fare?' Spurgte jeg. Hun havde aldrig fortalt mig at hun kunne fornemme det, det var mere et gæt end et spørgsmål. 'Det tror jeg,' sagde hun lavt. Hun lød så usikker og lille. En trang til at hive hende ind til mig og give hende et kram slog mig, men jeg modstod. 'Vi skal nok bare øve os!' Sagde jeg selvsikkert og så håbefuldt ned på hende.
Vi sad ved træet. Ikke tæt på hinanden, men alligevel tæt nok på så vi kunne snakke. "Mit navn er Sam" Sagde han og så ud over græsset. Jeg nikkede. "Er du en ren engel?" Spurgte jeg, var det uhøfeligt at spørger om? "Selvfølgelig er jeg en engel.” Sagde han stolt. Jeg så på ham. "Hvorfor sendte Kevin bud efter dig?" Spurgte jeg. "Fordi han mente at du havde brug for en vogter. Jeg er udtrænet som vogter." Sagde han og så stadig ud over græsset. Hans ansigt ændrede sig ikke. Vogter, sagde han. Det var hans arbejde. Jeg sænkede blikket. "Jeg har ikke brug for en vogter." Sagde jeg irriteret. Han så så på mig. Jeg blev en smule overrasket, over hvor hurtigt han havde reageret. "Du var nær faldet ned i helved." Sagde Sam, en smule hårdt. Jeg så væk. Hvorfor kunne de ikke bare glemme det? "Men takket være Taylor & Aiko skete det ikke." Sagde jeg glad og smilte lidt. Han rystede på hovedet. "Hvis Taylor havde passet sit arbejde, var du ikke faldet i, i første omgang. Og Aiko skulle ha hentet Kevin, ikke selv ha hoppet i." Hans ord lød hårdre. Jeg bed tænderne sammen, han havde vel ret, men det burde ikke være deres arbejde at passe på mig. Så satte jeg af og væltede over ham. Jeg hamrede ham ned i jorden og slog ham i ansigtet. "Hvor vover du at tale sådan om dem! Det var ikke deres skyld!" Råbte jeg af vrede. Han slog sine vingre ud, de havde et grønt skær og var meget større end Ryans. Han fik sparket mig af og lettede. Jeg landte hårdt på siden. Han var nogle meter over jorden, så afventene på mig. Jeg spredte mine vinger som stadig ikke var forsvundet og fløj imod ham. Aiko er min engel. Hun var hoppet i efter mig. Taylor var underlig og sær, men han er alligevel min ven. Han brød sig tydeligvis ikke om mig, men selv han havde hoppet i efter mig. Jeg ramte Sam på højre kind. Men hans hånd ramte min ene kind, så den anden. Han slog hurtigt og hårdt. Jeg fløj ned imod træet og grenene var som piske imod min hud. Jeg forsøgte at rejse mig op. "Giver du op?" Spurgte han. Hans tone var så provokerne. Jeg satte af og fløj imod ham. Han undveg mine slag. Hvorfor var han så hurtig!? Jeg slog ud efter ham igen, men jeg blev langsomere og langsomere. Han smilte skævt og slog mig i maven. Jeg mistede luften. Mine vinger forsvandt og jeg styrtede imod jorden.
Jeg lå lidt i det hul, jeg havde lavet. Sam landte elegant på jorden og så ned på mig. Afvendtene. Han blødte på læben, og den var blevet en smule hævet. Jeg forsøgte at rejse mig. Men min krop var lammet. "Hvad er det i laver!?" Råbte Kevin. Han kom gåene imod os. Ryan, Taylor og Aiko gik bag ham. Det var pinligt. Taylor så imod mig og grinte lavt. Ryan og Aiko kom hen til mig og forsøgte at hjælpe mig op. Taylor stod stadig og grinte over det. "Hvorfor ligger du dig ud med en som ham? Ved du ikke at vogterne er utrolige stærke?" Spurgte Taylor. Jeg ignorrede ham. Kevin stod og råbte af Sam. Et sted under alt min vrede fik jeg skyld følelse. Jeg havde jo slået først. Men jeg ville ikke afbryde Kevin, han var vores leder og hvis han ville råbe af os, så var der intet vi kunne gøre ved det. Kevin vendte sig rundt, og pegede på mig. "Der er kun ballade med dig! Få ham op i seng! Taylor! Du hjælper Sam med at ryde op her!" Beordene Kevin. Der var ingen som sagde et ord. I Tavshed blev jeg hjulpet op i seng.
Ryan blev inde på værelset. Han sad på en stol og holdt øje med mig. Faktisk så halv sov han. Aiko sad ved min senge kant og holdte en kold kuld imod min pande. Jeg forsøgte at få hende til at slappe af, men hun var vred. "Han er din vogter! Hvorfor slog han dig!" Mumlede hun vredt. Jeg fik grebet fat i hendes arm. "Jeg slog ham altså først" Tilstod jeg. Aiko vred sin arm fri. "Jeg håber at han bliver straffet og..." Hun stoppede med at tale. Jeg spærrede øjnene op. "Straffet!? Jamen! Som at han ryger ned i helved!?" Spurgte jeg. Aiko sænkede blikket. Jeg rettede mig op i sengen, bare tanken om at Sams flotte stærke vinger skulle blive sorte og bruges imod os gjorde mig panisk. "Det var min fejl!" Råbte jeg. Ryan lod som om han halv sov, men jeg kunne se at han sank en klump. "Aiko, vi er nødt til at gøre noget! Hvis han ender som demon!" Jeg forsøgte at rejse mig op, men Aiko lagde en hånd på min skulder. "Der er ikke noget vi kan gøre. Hans mission var at passe på dig, og han slog dig næsten ihjel!" Hun så ikke på mig. Jeg slog hendes hånd væk og sprang ud af sengen. "Ihjel? Jeg er allerede død! Og!! Det var bare en drenge ting, tager I engle alting så alvorligt!" Sagde jeg og gik imod døren. Ryan rejste sig op. Jeg spændte mine muskler og så på ham. "Prøv ikke at stoppe mig." Sagde jeg hårdt. Han smilte skævt. "Jeg vil da følge med dig og se det her." Sagde han. Jeg smilte lidt overrasket. Så så jeg mig over skuldren. "Jeg kunne godt bruge din hjælp." Sagde jeg til Aiko. Aiko sukkede og flugte så med.
Vi listede os ud på gangen og forbi de andre engle uden at blive set. Aiko fik spurgt sig omkring og kom tilbage, hvor hun fortalte mig at hvis vi åbnede en af de hellige døre ville vi komme til retsagen, hvor de førte min vogter hen. Men da vi ankom stod der to vogter uden for. 'Grib fat i mine arme og sig at I skal til samtale med mig!' Beordrede jeg Ryan og Aiko. Ryan smilte skævt og greb fat. Aiko begyndte at mumle, men gjorde det til sidst. 'Holdt!' Sagde en vagt og stoppede os. 'Han skal ind i retten.' Sagde Ryan og lød som om han glædede sig en anelse for meget. Den anden vagt hævede et øjenbryn. 'Ham har I godt nok fået ramt på.' Sagde han og lod os komme forbi. Er alle engle så naive?
'Det her er virkelig en fed ide!' Jublede Ryan lavt. Vi gik fælles igennem en lang gang. Jeg stoppede op nogle gange for at åbne en dør og tjekke rummet. 'Det her kommer til at tage hele dagen!' Sukkede Aiko træt. 'Vi har ikke hele dagen,' vrissede jeg af hende og tjekkede endnu et rum. 'Har du en bedre ide?' Spurgte Ryan og tjekkede et rum. Jeg stoppede op og lukkede øjnene. En smerte jog igennem mig, imens jeg koncentrede mig om at finde rummet. Der var helt stille og alting blev mørkt omkring mig. Jeg mærkede min krop ryste, men min sjæl var et helt andet sted. Som et rov dyr løb den igennem gangene og undersøgte hvert et rum. Det hele gik så hurtigt. Jeg slog øjnene op og begyndte at løbe. 'Denne vej!' Råbte jeg og slog ud med vingerne.
Det rum vi søgte var ikke for enden af en lang og besværlig gang. Gangen var en labyrint der skulle forvirre de uønsket engle og dæmoner der brød ind. Rummet vi søgte var en smal dør oppe i loftet. Det var usynlig for det blotte øje, men med det rette sind, kunne man se det.
Vi åbnede døren i loftet. Jeg kiggede ind og fik hejst mig op. Satte mig på gulvet og de andre fløj op. Vi kom ind i et stort rum og lukkede døren som nu var blevet et lem i gulvet. Foran os stod en fire meter dobbel dør. Jeg sank en klump og gik imod den. 'Det er helt sikkert her,' sagde Ryan og små grinte. 'Vent' sagde Aiko og så op på mig. 'Inde bag den dør finder du de 3 ældste engle,' sagde hun og så en anelse bange ud. Jeg nikkede. 'Der er visse regler,' sagde hun lavt. Jeg så imod døren og ventede på hun fortalte dem. 'Du kan bede de 3 ældste om 1 ting,' sagde hun hårdt. Jeg nikkede og smilte, 'det er jo kun 1 ting jeg ønsker af dem.' 'Du forstår ikke,' sagde hun og sank blikket. Jeg så undren på hende. '1 ting?' Gentog jeg. 'Du kan aldrig spørge dem igen,' sagde hun og så på mig. 'Det er forstået,' sagde jeg og forsøgte at lade som om det ikke havde den store betydning for mig. Men jeg stod stadig med det store spørgsmål, som første dag. Hvorfor mig?
Jeg trådte ind i den store sal. Og som 3 konger sad de dér. På deres trone og så på mig som om de havde ventet mig. Jeg sank blikket. At se på dem gjorde ondt i mine øjne. Ikke fordi de var grimme, tvertimod. De var smukke, så smukke at deres ansigter gjorde ondt at se på. Som solen. Jeg bukkede for dem. 'Tal frem, min søn,' sagde den ene af dem. Det ringede i mine øre når de talte. En svag hovedpine begyndte. Flere stemmer sang i mit hoved og det var svært at koncentere sig. 'Du ønsker at få at vide hvorfor vi har udvalgt dig?' lød et spørgsmål. Jeg snak mere ned i knæ. 'Du ønsker at vide hvad der skete med din menneskelige krop?' lød endnu et spørgsmål. 'Du ønsker at vende tilbage?' Lød det igen. ‘Du ønsker at vide hvorfor Taylor er så vred på dig?’ Lød det igen. ‘Du ønsker at se din familie?’ Lød det igen. ‘Du ønsker at vide hvorfor du kun nogle gange kan se glimt af farver i andres vinger?’ Lød det igen. Jeg løftede en hånd og lagde den på min skulder, pressede smerten væk med mine fingre. 'Nej!' Sagde jeg højt. Der blev stille kort. Så begyndte stemmerne igen og jeg sank længere ned i knæ. 'Stop det!' Udbrød Aiko og stod ved siden af mig. Hendes blik var rettet imod de ældste og kunne se ud af øjenkrogen at hun så direkte på dem. 'En skytsengel?' Lød endnu et spørgsmål. Denne gang var der ingen stemmer og jeg kunne rejse mig lidt op. Aiko så afventende på mig. 'Jeg ønsker at tage min vogters straf,' Sagde jeg højt og klart. Aiko gispede og så ned på mig. 'Hvad har du gang i!?' Hviskede hun. 'Vogter?' Lød endnu et spørgsmål. Jeg hævede blikket en anelse. 'Min vogter, Sam,' sagde jeg lavt. Der lød en lav hvisken. Jeg løftede en hånd og lagde den på mit øre. Sikke en larm de kunne lave. Aiko så ikke ud til at være påvirket af det. Jeg så ud af øjenkrogen på Ryan der holdte sig for begge øre. Så det var ikke fordi jeg var speciel, han kunne også hører stemmerne i sit hoved. 'Bring ham ind,' lød en ordre og alting blev stille igen. Døren gik op og Kevin trådte ind. Han ignorede mig og bukkede for de ældste engle en halv meter foran mig. Bag ham kom Taylor, han tvang Sam ind som var et hoved højre end Taylor. Taylor så direkte på mig, en anelse forvirret. Han stoppede bag Kevin. Sam havde ikke set mig. Hans ansigt var helt tomt. 'Jeg bringer dem en vogter som ikke har fuldført sin opgave, istedet for at passe på, har han udført skade på den han skulle beskytte,' sagde Kevin. Igen brød stemmerne ud. De forgik kun inde i hovedet på mig. Jeg gik ud fra at der var de 3 ældste engle der rodede rundt i vores minder. Ledte efter spørgsmål og svar. Noget af det stemmerne sagde var ting jeg havde hørt eller sagt. Andre gange var det ting som: 'hvorfor slog du?' 'Hvad skete der?' 'Hvad sagde du?' 'Han slog ham!' 'Slog ham!' 'Slå!' 'Slå!?' 'Dæmon!' 'Smerte!' 'Nej!' 'Hold op!' Det var svært at tyde samtalerne fra hinanden. Det hele var rodet rundt. Jeg sank lidt ned i knæ igen og tog mig til hovedet. Sam reagerede ikke. Taylor rystede let på hovedet, som om stemmerne prikkede ham i siden, og han forsøgte at slå dem væk. Kevin gjorde alt for ikke at reagere på stemmerne, men han spændte for meget i kroppen. Ryan pressede stadig begge hænder imod sine øre. Aiko kiggede bekymret på mig, det var som om stemmerne ikke havde en effekt på hende. 'Effekt?' Gentog en af stemmerne. Jeg håbede ikke at vi alle hørte det samme. 'Bland jer uden om?' Lød endnu en af stemmerne. Der blev stille og jeg viste at de 3 engle havde fundet en beslutning. 'Han straffes med døden,' sagde den ene engle. Kevin nikkede. Jeg tog et skridt frem, og stod nu ved siden af Kevin. 'Fejlen var min. Sam er min v-vogter og jeg ønsker at han skal forsætte som min vogter. Hvis h-han skal straffes, så tager jeg hans s-straf, som mit ansvar!' Ordene røg ud af min mund, jeg kunne godt hører at jeg stammede og at det ikke gav særlig meget mening. Men stemmerne havde svækket mig. Der var stadig stille. Jeg fik rettet mig op, og slog ud med armene. Jeg sank en klump og kiggede direkte op på den ene engel. Lyset blev skarpt og jeg mistede synet som det første, stemmerne blev højre inde i mit hoved. Flash back rørte frem og tilbage for mit indre blik. Samtaler. Slås kampe. Taylor der springer ned efter mig, får fat i mig og mister besvidstheden. Kevin der træner mig. Aiko der basker med armene. Ryan der spreder sine smukke vinger. Drengen med det brune hår. Sam der ser ned i gulvet med et tomt blik.
Jeg mærker at jeg ligger på gulvet og hiver efter vejret. Jeg åbner mine øjne og mærker hvordan min næse løber, af refleks løfter jeg min hånd og tørrer min næse af med hånden rykken. Blod. Jeg får rejst mig op. 'Er du ok?' Hvisker Aiko. Jeg nikker. Mit hoved dunker, jeg har næseblod og jeg kan næsten ikke stå op. Der er helt stille. 'Sagen er afvist,' lyder en af de 3 engle, stemmen er lidt blidere end de stemmer jeg har hørt før. 'I kan gå nu,' siger stemmen. Jeg sænker blikket og mærker en skuffelse. Hvorfor mig?
Vi går ud af døren og åbner lemmen i gulvet. Vi hopper ned og lander blindt på gulvet. Vi går igennem gangen i tavsheds. Først da vi kommer til vores rum, og Sam er blevet lagt i sengen, bliver der sagt noget. 'Jeg fatter ikke at du gjorde det der,' sagde Taylor og fjernede noget pandehår fra sit ansigt. 'De kunne ha slået dig ihjel,' grinte Ryan, det var ikke en ondskabs fuldt latter, mere en lettet slags. 'Du gik glip af din chance for at spørger om hvorfor du blev udvalgt som engel,' sagde Aiko skuffet. Jeg ignorede dem, og vendte mig imod Kevin som stod ved døren. 'Vil du slet ikke sige noget?' Spurgte jeg. Der blev stille. Han vendte sig rundt og så direkte på mig. 'Jeg ved ikke hvorfor du blev udvalgt. Jeg ved ikke hvorfor du skulle være speciel. Du er sluppet fra døden 2 gange nu. Det kan du kun takke Aiko for. Begge gange. Du var et menneske, men du er en engel nu. Du skal lærer at flyve. At slås. Du skal gå i døden. For gud. For mennesker. Det er en ordre. Men hvis du bliver ved med at gøre som det passer dig. Er jeg nødt til. At. Slå. Dig. Ihjel!' Sagde han. Han stod helt henne ved mit ansigt. Jeg kunne mærke hans varme ånde mod mit ansigt. 'Du har valgt en vogter til mig. Du har valgt at de her engle skulle vogte over mig. Du har valgt det her. Ikke mig. Ikke dem. Dig!' Råbte jeg ind i hovedet på ham. Jeg mærkede fortrydelsen stige op i mig. Det var ikke smart at råbe af Kevin. Han var vores leder. 'Du er umulig!' Svarede han og stirrede ned på mig. 'Du fik nær Taylor dræbt!' Lød Kevin's stemme. Jeg stivnede kort og så ned i jorden. 'Jeg valgte selv at springe ned efter ham,' sagde Taylor og trak på skulderen. 'Jeg blev stolt da jeg fik at vide at vi skulle ha et menneske på vores hold. At vi fik en udvalgt. At en fra mit hold skulle til jorden og hente et menneske. Men du har ikke gjort andet end at skuffe mig,' sagde Kevin og så på mig. Jeg bed tænderne sammen og mærkede tårerne presse sig på. Med hastige stridt gik jeg ud af døren. Der lød et smæk efter mig.
Jeg stod på den grønne plæne, med vingerne spredt ud. De var blevet størrer og stærkere. De havde udviklet sig. Men jeg var bare en skuffelse. Jeg forstod ikke hvorfor jeg var blevet valgt. Hvorfor jeg skulle være iblandt englene. 'Du er godt nok blevet en belasting for os,' sagde Taylor og kom gående bag mig. Han stoppede op og så på mine vinger. 'Spørger du dig selv om hvorfor du er blevet udvalgt?' Spurgte han undren. Jeg så mig over skulderen på ham, og nikkede. Mine øjne blev våde så jeg så frem igen. Han sukkede og lagde armene over kors. 'Hvis Kevin ikke kan svare på det, så kan ingen. Han er vores leder og får flere ting at vide end os,' sagde han og lød bitter. 'Hvilke ting har du ikke fået svaret på?' Spurgte jeg ham og snøftede kort. Der lød et suk. 'Mange ting. Som hvorfor Aiko blev valgt. Hvorfor Sam blev valgt. Hvorfor du blev valgt,' sagde han og slog ud med armene. 'Aiko blev valgt til at hente dig. Jeg er stærkere, hurtigere og klogere end Aiko, de kunne ha spurgt mig! Sam er en vogter, hvad gør ham speciel? Og dig!' Han stoppede sig selv og gik imod mig. 'Du er den værste,' hviskede han. Jeg vendte mig rundt og stirrede ind i hans grønne øjne. Han træk vejret igennem næsen, og det var tydeligt at han beherskede sig selv. 'Hvad?' Spurgte jeg og provokerede ham med vilje. Jeg viste godt at Taylor var farlig, det fortalte min mave fornemmelse mig, han var stærkere end mig, selvom mine vinger var ved at blive lidt størrer end hans, han havde mere kontrol over sine. 'Vi træner i mange år. Vi går i kamp. Vi gør hvad der bliver sagt og forvenet af os. Vi dør for jer. Og hvad er takken? Nu skal vi også passe på én af jer her oppe? Du har vingerne, men i mine øjne vil du altid være et sølle menneske. Nu skal jeg fortælle dig hvad der vil ske. Vi går i krig, dæmonerne ser dig som den svageste. Alle engelene tror på Kevin og mener at du er speciel, så de dør for dig. En efter en. Det bliver vores fald. Dæmonerne er hjerneløse kriger. De vil ikke se dig som andet end et bunke kød på 2 ben. Du vil være grunden til mange engles død. Du er sikkert blevet valgt for at udryde os alle sammen.' sagde han. Der blev stille lidt. 'Hvorfor gør du så det ikke af med mig nu?' Spurgte jeg og lagde mærke til at mit hjerte hamrede af vrede. 'Så bliver jeg straffet,' sagde han og smilte skævt. Jeg spændte i musklerne og skubbede hårdt til ham med begge hænder. 'Der er en grund til at jeg er her!' Råbte jeg, men det var mere for at overbevise mig selv om at der var en mening med alt. 'Så fortæl mig den grund! Kød klump!' Råbte Taylor og slog ud med sine arme, lagde an til mere. 'Jeg skal rede din røv! Jeres alles røve! Jeg skal være det lys i mørket som frelser jer!' Råbte jeg og spændte i kroppen. Taylor slog sine vinger ud. 'Du er ingen ting!' Råbte han og fløj imod mig. Han slog ud efter mig, jeg undveg og slog ham i maven. Han fløj tilbage, holdte en hånd på maven og sparkede ud efter mig, jeg løftede armen og greb hans ben. Stødet fra slaget lammede min hånd. Med den anden hånd slog jeg ham i ansigtet. Han undveg ikke. Jeg fik ladet op til endnu et slag, men han drejede rundt i luften, og lignede en tornado. Han fløj på ny imod mig og ramte mig hårdt i ansigtet. 'Du kan ikke rede alle og enhver!' Råbte Taylor og slog igen. Jeg mærkede slaget ramte mit øjenbryn og en varm tynd stribe af blod løb ned af mit ansigt. Vi stoppede op og kiggede på hinanden. Vores vinger slog nogle få gange for at holde os i luften. 'Jeg forstår ikke hvad dit problem er,' hviskede jeg og hev efter vejret. 'Du kommer aldrig til at forstå det. Du er et sølle menneske,' sagde han og sank blikket, irriteret over at ingen forstod ham. Måske irriteret over at jeg fik ham til at føle noget. 'Jeg er en engel!' Råbte jeg vredt og fløj imod ham. Han smilte skævt og fløj imod mig. Vi ramte hinanden med sådan en kraft at vi røg hver vores vej. Vi fik hurtigt rettet op og fløj på ny imod hinanden. Jeg ville ikke gøre Taylor ondt. Han var min ven. Selvom han var underlig og uhyggelig, så forstod han mig bedre end de andre. Jeg blinkede og kom ud af mine tanker, alt vreden forsvandt og jeg ville ikke mere. Men Taylor havde stadig fuld fart imod mig. Hans øjne var koncentreret. Jeg undveg hans slag og greb fat i hans ene over arm. 'Stop!' Råbte jeg. Min håndflade brændte imod hans hud. 'Slip mig!' Råbte Taylor og greb fat med sin ene hånd om min og forsøgte at vride sig fri. Panikken spredte sig i hans ansigt. 'Hold op! Stop! Lad vær! Slip mig!' Råbte han og vred sig. Jeg stirrede ind i hans ansigt. Jeg følte intet, udover hans vrede. Varmen under min hånd brændte og jeg ville give slip, jeg ville trække min hånd til mig. Ømme mig. Men jeg kunne ikke stoppe. Taylor's paniske ansigt blev være, han knyttede sin hånd og slog mig lige i ansigtet. Jeg slap ham og satte begge hænder på min næse. Jeg søgte ned imod jorden og fik landet.
'Hvad skete der?' Spurgte Aiko og forbandt Taylor's ene over arm. Taylor så væk, hans ansigt var ulæseligt. Jeg stod ved siden af og spiste et æble, min krop rystede af udmattelse. 'Er du klar over hvad Kevin vil gøre ved dig når han ser det her?' Spurgte Aiko og så imod mig. Jeg mærkede en panik stige i mig. 'Han får ikke noget at vide,' sagde Taylor og så på Aiko. Var det stoltheden der talte? 'Har I forstået?' Spurgte Taylor og så hårdt på os. Vi nikkede begge to. 'Sam er forresten snart på benene igen. Så nyd din frihed,' sagde Aiko og blinkede til mig. Jeg sukkede højt. 'Skal han blive min vogter igen?' Spurgte jeg og begyndte at surmule. 'Vi kan bruge ham som boksepude!' Forslog Taylor og et smil spredte sig på hans læber. Vi grinte lidt over det, men da Aiko ikke grinte skyndte Taylor at sige at det bare var en joke. 'Det er en ære at få en vogter,' sagde Aiko. 'Det føles mere som en babysitter,' sagde jeg irriteret. Aiko så uforstående på mig. 'Hvad gør ham til en babysitter?' Spurgte Aiko. Jeg kløede mig i nakken. 'Glem det,' sagde jeg og så væk. Aiko rejste sig op og udvekslede nogle øjne med Taylor. Prøvede de at gætte hvad det var? Jeg smilte over dem og gik imod døren. 'Hvor skal du hen?' Spurgte Taylor og forsøgte at rejse sig. 'Jeg skal ud og nyde min frihed!' Grinte jeg og løb ud af døren.
Gangen var lang og kølig. Jeg viste ikke helt hvor jeg ville gå hen. Men snart ville Sam følge mig igen. Det gik mig på at han skulle være min babysitter. Jeg kunne da godt passe på mig selv. Hvis jeg bare stolede på mine fornemmelser, det var jeg sikker på. Jeg stoppede op og så ned på min hånd. Hvad var der sket? Taylor opførte sig som om det ikke var sket. Men Aiko og jeg havde begge set hans brændte hud. Jeg må ha hidkaldt Aiko da jeg rørte hans arm, hun havde løbet ind af døren, imod mig med et bekymret ansigt udtryk. Jeg blev hevet ud af mit flash back da jeg hørte Kevin's stemme. 'Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til ham,' sagde han og lød bitter. Jeg listede lidt tættere på og så ham stå og snakke med en lyshåret pige. 'Du er hans leder, du finder på noget,' sagde hun og smilte. Jeg havde aldrig set hende før. 'Det er ikke så let, Emma. Han lytter ikke til hvad jeg siger. Han forstår ikke hvor alvorligt det her er,' sagde Kevin og hamrede en hånd ind i vægen. Emma sukkede så op på ham. 'Som hans leder, er det din opgave at forklare ham det,' sagde hun og så afventende på ham. 'Jeg ved slet ikke om gud har udvalgt ham. Hvad hvis det er den anden der står bag det her? Endnu en af hans planer om at overtage himmeriget!' Råbte Kevin, han stod med hovedet op af vægen og prøvede at slappe af. 'Du må ikke opgive håbet,' sagde Emma og virkede så rolig. Jeg sank blikket. Det var mig de talte om. Mit hjerte hamrede afsted. 'Det er svært at holde fast i håbet. Drengen er et menneske. Vi skal beskytte ham. Gøre ham til en engel. Men hvis han misbruger det hele til at hidkalde den anden!?' Sagde Kevin og så på Emma. Hidkalde den anden? Hvordan kunne Kevin tro det om mig? 'Han bringer de andre i fare hele tiden. Han slås med sin vogter. Hvis han gør en af de andre fortræd. Så. Så.' 'Hvad så?' Afbrød Emma ham. 'Så sender jeg ham til helved' Sagde Kevin og sank blikket. Jeg holdte mig for munden for ikke at udbryde noget. Jeg så ned på mine hænder. Jeg havde gjort Taylor fortræd, jeg havde brændt hans hud. Med tunge skridt gik jeg væk, det var bedre ikke at smug lytte.
Jeg sad med benene over kanten. Et øjeblik overvejede jeg at hoppe. Hvis Kevin havde jeg ret ville jeg vælte hele himmeriget og alle engelene ville dø. Måske var jeg blevet udvalgt af den forkerte? Jeg sukkede. 'Hvad laver du?' Lød en blød stemme bag mig. Jeg mærkede et sug i maven og mit hjerte slog hårdt. Den mørk håret dreng med de brune øjne satte sig ved siden af mig. 'Jeg hører at du laver meget ballade,' sagde han og smilte skævt. Jeg stirrede ud over kanten. Ind i mørket. 'Jeg er meget uheldig,' sagde jeg lavt og sank blikket. Han lagde hovedet på skrå og forsøgte at læse mit ansigt. 'Jeg så din vinge,' hviskede jeg lavt. Men fortrød. 'Jaså?' Sagde han roligt. Jeg så på ham, forsøgte at læse hans ansigt udtryk. 'Hvad er der sket?' Spurgte jeg og mærkede hvor trist jeg lød. Han trak på skulderen. 'Jeg har altid set sådan ud.' 'Altid?' 'Ja, altid.' Der blev stille imellem os. 'Må jeg røre?' Der var stille imellem os igen, så rejste han sig op og hans vinger kom til syne. De var store og flotte. Den hvide vinge skinnede i solen. Den sorte så varm og blød ud. Jeg fik rejst mig op og strøg forsigtigt en hånd imod hans sorte fjer. 'Den er flot,' indrømmede jeg og smilte. Han trak på skulderen. 'Den er speciel,' sagde han og så på sin sorte vinge. 'Jeg vil gerne være speciel for dig,' sagde han og så ned på mig. Jeg rødmede og så uforstående på ham. 'Speciel?' 'Ja, en slags beskytter?' Der blev stille imellem os igen. Han så væk da jeg ikke gav noget svar. 'Jeg har en vogter,' sagde jeg og lød irriteret. Hans ansigt blev skuffet. 'Hvad med en skytsengel?' Spurgte han og så afventende på mig. Jeg så væk og rystede på hovedet. 'Aiko er min skytsengel, det kan jeg mærke.' Han sank sine vinger og tog et skridt væk fra mig. Jeg vendte ryggen til ham og så ud over horisonten. Et øjeblik synes jeg at kunne se jorden. Han lagde sine hænder på mine skuldre, vendte mig rundt og kyssede mig blidt på munden. Jeg mærkede mit hjerte hamre, lysten til at gribe fat i ham og aldrig give slip. Han slap mig igen og gav mig en sort kæde. Jeg tog imod den. ‘Jeg har set den fjer du går rundt med, måske kan du bruge den?’ Sagde han blidt. Jeg lyste op i ansiget og fik sat min lille metal fjer i kæden og hængte den om halsen. Det følte så rigtigt og nu kunne den ihvertfald ikke blive væk. ‘Tak!’ Sagde jeg glad.
Resten af dagen var jeg i et underligt humør. Sådan helt fjollet og glad. Selvom jeg lige var blevet kysset af en dreng. Men det føltes bare så rigtigt, selvom det burde være en synd. Bare det endnu ikke var imod en af deres regler. Årh, glem det. Jeg er så træt af deres regler, ingen skal bestemme over mig, ikke når det føles så rigtigt. Jeg hoppede ned af trapperne og mærkede metal fjeren slå imod min trøje. Jeg åbnede døren og trådte ud på græsplænen. Kevin stod med ryggen til. De andre stod på en række og lyttede til ordre. Sam sad i græsset og så imod dem. Jeg skyndte mig der hen, ville stille mig i køen, men Kevin pegede på Sam. 'Du kan sætte dig der og følge med,' sagde han hårdt. Jeg sukkede, men gjorde som der blev sagt. Sam stirrede på kæden og ned på fjeren. 'Hvor har du den fra?' Spurgte han. 'Hm? Åh. Det er en lang historie,' sagde jeg og løftede hånden, for at holde metal fjeren. Mine fingre legede med det kolde metal, imens jeg fulgte med i deres træning. Jeg ville snakke med Taylor om det der var sket. Men han virkede så sløj og træt til træning at jeg gen overvejede mine tænker. Aiko virkede bekymret og koncentrede sig ikke. Hendes blik kørte hen imod mig op til flere gange. Sam sad og stirrede på metal fjeren. 'Hold så op med at stirre på den!' Vrissede jeg af ham. 'Hvor har du den fra?' Spurgte han igen. 'Er du jaloux?' Spurgte jeg og så irriteret på ham. Han rystede på hovedet. 'Nej. Der er bare noget anderleds ved dig,' sagde han og så bekymret ud. Jeg lagde hovedet på skrå. 'Anderleds?' Spurgte jeg og så ned på kæden og min fjer. Jeg så imod Aiko, kunne hun også mærke det? De andre så upåvirket ud. 'Jeg fik kæden af en dreng,' hviskede jeg til Sam. 'Hvem?' Spurgte Sam roligt. Jeg trak på skulderen. 'Må jeg holde den?' Spurgte Sam. Jeg så skeptisk på ham. Så tog jeg kæden af halsen og lod den synke ned i hans hånd. Hans fingre undersøgte fjeren og så kæden. 'Det er en beskyttelses kæde,' mumlede Sam. 'Mod hvad?' Spurgte jeg og lænede mig tættere på. Han gav mig kæden med fjeren tilbage. 'Mod andre,' sagde han og små smilte. Jeg så undren på ham og hang den rundt om min hals igen. 'Hvad mener du?' Spurgte jeg. 'Sagde han noget? Gjorde han noget?' Spurgte Sam. Jeg så kort væk. 'Han kyssede mig på munden,' sagde jeg og mærkede varmen stige i kinderne. Sam spærrede øjnene op, med et sæt rettede han sig helt op og så på mig. Jeg trak på smile båndet og så ned i jorden. 'Er det skidt?' Mumlede jeg. 'Ved du hvad det betyder?' Spurgte Sam. Jeg rystede på hovedet. 'Han sagde at han ville være speciel for mig,' sagde jeg lavt og så væk igen. 'Det blev han sandelig også,' sagde Sam og gned en hånd imod sin pande. Jeg bed mig i læben og pludselig fik jeg en følelse af at jeg havde gjort noget dumt. Jeg havde ikke fortalt hvem det var, så det kunne da ikke være farligt? Medmindre et kys i denne verden betød noget farligt. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det noget før? Jeg holdte vejret imens jeg tænkte. 'Hvad betyder det?' Fik jeg spurgt. Men svaret fik mig til at stivne. Jeg sad i nogle sekunder og tænkte over det. Så rejste jeg mig op og løb imod døren. 'Hvor skal du hen?' Spurgte Kevin mig og landte foran døren. 'Træningen er ikke færdig,' sagde Kevin og stirrede ind i mine øjne. 'Flyt dig,' sagde jeg og bed tænderne sammen. 'Modsiger du en ordre!?' Råbte Kevin. Jeg gad ikke hans julelege lige nu. Vreden boblede inde i mig og jeg mærkede hvordan min krop spændte. 'Hvad sker der?' Spurgte Ryan bag mig. Jeg så mig over skulderen, Aiko så ned i jorden og Taylor stod bag mig. Sam kom hen imod os. 'Måske du skulle fortælle dem det,' forslog han. Jeg mærkede varmen stige i mine kinder. 'Nej!' Råbte jeg af ham. Der blev mumlet omkring os. 'Jeg klare det selv! Flyt dig så!' Råbte jeg af Kevin der stadig stod foran døren. Han så længe på mig, så så han imod Sam. 'Fortæl hvad der sker,' sagde han og det lød som en ordre. Sam lagde hovedet på skrå. Der lød en lille latter, en fnisen som blev højre. Jeg vendte mig rundt og stirrede på Taylor der grinte. 'Han er blevet forlovet med en dreng!'
Jeg viste ikke hvordan Taylor fandt ud af det. Det var svært at sige. Måske var det kæden. Måske kunne han læse tanker. Måske havde han set det. Eller hørt Sam sige det. Jeg viste det ikke. Ryan og Taylor grinte begge to. Kevin forsøgte at holde hovedet koldt, men det morede også ham. Sam tog det alvorligt. Og Aiko stod bare og så fortabt ud. Kevin tvang mig hen til de andre så vi stod samlet. 'Hvad skete der?' Spurgte Kevin og holdte et smil inde. 'Han snød mig!' Råbte jeg. 'Hvordan snyder man med læberne?' Grinte Taylor. 'Jeg viste ikke hvad det betød!' Råbte jeg. Ryan og Taylor grinte højt igen. 'Hvad gør jeg?' Spurgte jeg Kevin. 'Der er intet at gøre. Man kan ikke ophæve et løfte,' svarede han og nød det. Jeg himlede med øjnene og gik lidt væk fra dem. Det hele var noget rod. 'Tillykke,' pev Aiko bag mig. Jeg så mig over skulderen på hendes ansigt. 'Orh lad vær,' jamrede jeg. 'Hvorfor går det dig så meget på?' Spurgte jeg og surmulede. 'Fordi vores bånd bliver svækket og din energi har ændret sig,' sagde hun lavt. Jeg stoppede og så ned på mine hænder. Betød det virkelig så meget? 'Jeg kan ikke mærke noget,' mumlede jeg. Aiko så på mine hænder, der ikke havde ændret sig. Hun så op på mig, så så hun ned på mine hænder igen. 'Kan du mærke ting igennem hænderne?' Spurgte hun. Der var stille lidt. Så stak jeg mine hænder i lommerne og blev rød i hovedet. 'Nej selvfølglige ikke!' Vrissede jeg af hende. 'Hvorfor ser du så på dem?' Spurgte hun, jeg kunne høre at hun drillede. Jeg slog hende på skulderen, ikke hårdt, bare nok til hun rykkede lidt væk. 'Du vil mærke det før eller senere,' sagde hun efter vi havde grinet. Alvoren steg imellem os. 'Kan du stadig mærke når jeg er i fare?' Spurgte jeg. Hun havde aldrig fortalt mig at hun kunne fornemme det, det var mere et gæt end et spørgsmål. 'Det tror jeg,' sagde hun lavt. Hun lød så usikker og lille. En trang til at hive hende ind til mig og give hende et kram slog mig, men jeg modstod. 'Vi skal nok bare øve os!' Sagde jeg selvsikkert og så håbefuldt ned på hende.
Da jeg havde siddet lidt med Aiko og var faldet til ro, forsøgte jeg endnu en gang at gå imod døren, for at komme ud. 'hvis det er endnu et forsøg på at slippe for træning og lave ballade, så binder jeg dig fast til mig selv!' Sagde Kevin koldt, imens han stod med ryggen til mig. Jeg sukkede og gik hen til ham. 'Hør, jeg er altså nødt til at tale med ham.' Sagde jeg. 'Du er nødt til? Du er ikke nødt til noget! Du følger mine ordre!' Sagde Kevin hårdt og pegede imod de andre. 'Og nu tager du dig sammen, slår ud med vingerne og træner med de andre.' Sagde han. Jeg sukkede, men gik hen til de andre. Vi stod på en række, imens stod Kevin foran os. 'Sam, rejs dig op og vær med.' Sagde Kevin. Sam der havde sat sig på græsset, rejste sig og stilte sig ved siden af mig. Han stirrede igen på min kæde. 'Hold op,' hviskede jeg. 'Fremkald jeres vinger.' Sagde Kevin. Sam havde sine vinger fremme inden Kevin havde sagt sætningen færdig. Ryan og Taylor fik deres ud på samme tid. Aiko og jeg var langt bagefter. Kevin gik frem og tilbage. 'Ryan og Taylor, I har fri resten af dagen.' Sagde han. Ryan og Taylor smilte til hinanden og skyndte sig begge imod døren for at komme væk. 'Hvad med os?' Spurgte jeg. 'Du og Aiko skal træne at hidkalde jeres vinger.' Sagde Kevin. Jeg himlede med øjnene. 'Vi kan sagtens få dem frem!' Sagde jeg og pegede på vores vinger. Kevin hævede et øjenbryn. 'Det er ikke nok bare at kunne få dem frem. Man skal træne dem, stole på dem og pejle dem.' Sagde Kevin og pegede op. 'Flyv!' Sagde han. Aiko lettede fra jorden. Jeg bed tænderne sammen, det irriterede mig at Kevin var sådan. Jeg vidste at han havde ret. Jeg begyndte at baske med vingerne og lod dem bære mig op af. Jeg nåede endelig op til Aiko og vi kæmpede for at blive i luften. Kevin stod og så op på os. Der gik dog ikke længe før vi begge gav op og måtte lande. 'Det er nok for idag, i har også fri resten af dagen, men sørg nu for ikke at rode jer ud i ballade!' Sagde Kevin hårdt. Jeg smilte og skyndte mig hen til døren.
'Hey vent!' Sagde en stemme til mig. Jeg var lige kommet ud af døren og stod på en lang lys gang, hvor alle døre lignede hinanden. 'Jeg har ikke tid!' Sagde jeg træt. 'Hør nu efter!' Sagde han igen. Jeg snurrede rundt og slog næsten hovedet ind i Taylor's. 'Hvad vil du!?' Spurgte jeg vredt. Taylor så sig over skulderen. 'Jeg ved at ham fyren snød dig, men du kan ikke gøre noget ved det. Sådan er reglerne bare.' Sagde han lavt. Nogle engle gik forbi os og pegede på mig. 'Du er nød til at tænke det her igennem inden du gør noget.' Sagde Taylor. Jeg slog ud med armene og sukkede. 'Det ved jeg godt.' Sagde jeg og følte mig frustreret. 'Du ved intet om den fyr, så lad os lige slappe af og tænke os om.' Sagde Taylor og tyssede på mig. 'Vi?' Sagde jeg og begyndte at gå igen. 'Hvorfor vil du pludselig hjælpe?' Spurgte jeg ham om. Taylor smilte skævt imens han gik efter mig. 'Du er meget underholdene, selvom du kun er et menneske.' Sagde han. 'Hey, hør her!' Startede jeg og vendte mig imod Taylor. 'Er der et problem?' Lød en lav mørk stemme. Min mave snurrede sig sammen og han stod bag mig. Han havde smidt sin hvide blaser og stod nu i en sort rød skjorte med sorte bukser, han så bedre ud end før. Taylor lagde armene over kors. 'Nej, der er ikke noget problem imellem Taylor og jeg. Dog, er der et problem imellem du og jeg!' Sagde jeg og tog hans arm for at trække ham væk. 'Kan vi ikke tale i fred et sted?' Spurgte jeg, imens vi gik. 'Der er en dør der,' sagde han og pegede på en tilfældig dør.
Jeg åbnede den og vi trådt ind på en stor græsplæne, med en lille sø, buske og et stort træ. 'Hør,' startede jeg og gik ud på græsset foran ham. 'Jeg ved ikke hvad du havde tænkt dig, men jeg kender dig ikke, du kender ikke mig. Jeg er slet ikke her fra, jeg kender ikke jeres regler og alt det der. Så jeg er nødt til at bede dig om at afbryde det der kys.' Sagde jeg og forsøgte at koncentre mig om ordene der røg ud af munden på mig. Der var stille lidt, så sukkede jeg. 'Det er ikke fordi.. Årh.. Vil du ikke nok sige noget!?' Råbte jeg til sidst og vendte mig imod ham. Han stod med ryggen til mig og så ned på søen. Jeg sukkede og gik hen til ham. Søen var mørk og man kunne ikke se bunden. 'Vi har hele livet til at lærer hinanden at kende. Så hvorfor vente?' Sagde han lavt. Hans stemme var så rolig, dyb og fik mig til at glemme tid og sted. Når han sagde noget, så gav alting bare mening og det var som om han aldrig tog fejl. Han så ud af øjenkrogen, og smilte skævt over mig. Jeg så væk og prøvede at finde på mere at sige, men jeg havde tabt. 'Okay, så.' Sagde jeg og trak på skulderen. Han stod i noget tid og kiggede på mig i tavshed, det var som om han forsøgte at læse mig, se igennem mig. 'Er der noget galt?' Spurgte han og kneb sine øjne sammen. Jeg så overrasket på ham og ville sige nej, men det ville være en løgn. Lyver engle? Mennesker lyver hele tiden, små uskyldige løgne og store løgne der bliver til hemmeligheder som i sidste ende skader alle. Han stod og betragtede mig, imens jeg langsomt kom i tanke om at han havde spurgt om noget. 'Åh, det er bare at min leder, Kevin hele tiden presser mig. Jeg lærer ikke så hurtigt som de andre, mine vinger vokser, men det er som om de vokser for langsomt?' Sagde jeg og satte mig ned. 'Ja så.' Sagde han og lød så fjern. 'Det lyder måske ikke som et problem, men det er det! Taylor har det der skadefro smil på hele tiden, og det irritere mig, jeg er mindst lige så god som ham.' Sagde jeg små surt. Han så ned i søen og svarede mig ikke. 'Synes du ikke?' Spurgte jeg og mærkede at jeg blev en smule fornærmet over stilheden. 'For at være ærlig, så nej. Taylor, ham den brun håret ikke? Han er kendt for at være en stærk kriger, hvis jeg ikke tager fejl, så er han en halv engel og halv demon, de er oftere stærkere end englene. Det er derfor ingen skam at han er bedre end dig.' Sagde han. Jeg sad og stirrede lidt på ham og mærkede alle spørgsmålene vælte rundt inden i mig. 'Hvordan bliver man en halv engel, halv demon?' Spurgte jeg efter noget tid. Han hævede et øjenbryn, så rystede han opgivende på hovedet. 'Jeg er ikke så kendt med hans historie, og jeg vil helst ikke kende den.' Sagde han. 'Hvad så med din egen?' Spurgte jeg nysgerrig. 'Du har mange spørgsmål.' Sagde han og undveg at svare. 'Jeg har kun et vigtig spørgsmål.' Sagde jeg og trak mine ben til mig, jeg holdte om dem og lagde min hage på mine knæ. 'Og det er?' Spurgte han. 'Hvorfor blev jeg valgt?' Spurgte jeg. Der var stille imellem os, så så jeg op på ham. Han så ud over græsset, fordybet i sine egne tanker. Jeg havde lyst til at ae hans kind, men modstod. 'Jeg ved at du har været hos de ældste og spildt dit ønske for at frelse din ven.' Sagde han, han så ned på mig og smilte svagt, 'slader spreder sig hurtig.' Jeg sukkede over minderne. 'Jeg kan spørger for dig?' Sagde han lavt. Jeg så overrasket op på ham. Mente han det virkelig? Men ville jeg kunne være det bekendt. Nej, han virkede selv som typen med en masse spørgsmål. 'Har du ingen spørgsmål eller ønsker?' Spurgte jeg. 'Nej, ikke længere.' Sagde han og gik ned på knæ, han lagde sin varme hånd på min kind og kærtegnede min kind med sin tommeltot. Jeg lagde min hånd oven på hans. 'Tak, men nej tak. Der er sikkert en anden måde at finde svar.' Sagde jeg og forsøgte at smile. Hans smil forsvandt og han så såret ud. 'K-kan vi ikke blive her lidt?' Spurgte jeg og holdt fast i hans hånd, han nikkede og satte sig ned ved siden af mig. Vi sad sammen i stilhed.
Jeg tror vi sad der i timer, bare i stilhed og nød hinandens nærvær. Da jeg kom ud på gangen og havde lukket døren bag mig, stod Taylor foran mig, med hænderne over kors. "Seriøst." sagde han og så surt på mig. "Hvad?" sagde jeg og gik forbi ham uden at se på ham, jeg kunne hører at han straks fulgte efter. "Du kan ikke stole på ham, han er ikke som os andre." Startede Taylor. Jeg stoppede op og vendte mig rundt, vi stirrede ind i hinandens øjne længe. "Hvorfor er du pludselig så interesseret i at hjælpe mig? Jeg har ikke givet dig andet end problemer! Jeg vil ikke være din ven, jeg vil bare gerne finde ud af hvorfor jeg blev valgt, hvorfor jeg skal være her og hvad jeg skal bagefter!" sagde jeg sammen bidt. Jeg havde virkelig fået nok. "Er alle mennesker så egocenteret?" spurgte Taylor lavt og så vredt på mig. Han fnyste og gik forbi mig, selvfølgelig skubbede han lige sin skulder imod mig. Jeg ramte væggen, og knyttede min hånd, da han så sig over skulderen, slog jeg ham på venstre kind, og ham røg ind i væggen. Jeg knyttede mine hænder og rystede af vrede. ‘Egocenteret og vrede,’ sagde han og spyttede en klat blod på gulvet. Vi stirrede hinanden i øjnene og så gik han videre uden mig.
MERE KOMMER.....
glæder mig til at læse mere :D
SvarSletSÅ BLIV DOG FÆRDIG MED DEN !!!!!!!!!!!!!!!
SvarSlet