chain message

Jeg skulle ha taget det seriøst. Jeg kunne ha reageret. Gjort som der stod, men istedet valgte jeg bare at ignorre det. Selvom jeg inden i stadig tænkte på det. Jeg havde lige lagt mig til at sove, da mit værelse blev oplyst af en sms. Træt greb jeg ud efter min mobil og gled fingeren over skærmen. Mine øjne løb ned over teksten, slugte hvert et ord. Mit hjerte hamrede hurtigt imens jeg sank en klump. Jeg lagde mobilen fra mig. Lammet af skræk. Jeg prøvede at tale mig selv til ro. Det var bare en kæde besked. De kunne ikke gøre nogen fortræd. Jeg tog puden og lagde den over mit hoved. Ganske langsomt faldt jeg i søvn igen.

Dagen efter sad jeg alene ved et bord, jeg må stadig ha været påvirket fra sms'en da jeg ikke hørte mine venner sætte sig ved siden af mig i frokost pausen. "Seriøst, Robin..." Lød en stemme ved siden af mig. Jeg drejede hovedet og så på min bedste ven, Sam. Han havde kort sort hår, grønne øjne og var iført en grøn hættetrøje. "Hvad er der med dig? Du har været underlig hele dagen.." Sagde han bekymret. "Du ligner en som har set et spørgelse." Sagde pigen over for mig, som jeg genkendte som Emma. Hun gik i min matematik klasse, hun var et hoved lavere end mig, og blev tit forvekslet med en dreng. Måske fordi hun lingede en dreng? Hun havde kort lyst hår og opførte sig tit ofte som en dreng. En anden pige begyndte at grine, meget lavt og på kærlig måde. Jeg så på den brun håret pige der sad og kiggede på sin mobil. Hendes navn var Aiko, hun var også mindre end mig, men hun havde skulderlangt hår og svingede imellem at gå i kjole og bukser. Aiko gik en klasse over mig, ikke fordi hun var ældre end klogere. Vi var en ynkelig lille flok, men vi havde det hyggeligt. "Hvad er der galt med prinsessen?" Lød en dyb drenge stemme. Endnu to mennesker satte sig til os. Jeg behøvede ikke at kigge op. Jeg genkendte Ryan's stemme, og den person ved siden af ham var hans kæreste, Naru. Naru var min barndoms veninde. Hun havde store blå øjne og lys langt hår. Hun forstod mig bedre end de andre, men det var ikke så tit hun sagde noget. Hun havde en mørke blå hætte trøje og cowbukser på. Ryan som var hendes kæreste var en irriterene bølle der pludselig troede at han hørte til i vores "flok". Han havde altid været efter mig og min lille bror. Drillet os siden vi var små. Selvom han var stoppet med at mobbe mig fysik efter de var blevet kærester. Han var to hoveder højre end mig og han trænede også relmæssigt, så han var også i bedre form end mig. Hans halv lange brune hår dækkede for hans pande. Han skubbede hovedet til siden og pandehåret fløj til siden. Det var brunt med lyse spiser i pandehåret. Han havde snakebite og en gammel slidt sort T-shirt på, røde bukser og slidte all stars. "Hold op." Sagde Naru lavt og prikkede til Ryan. Jeg himlede med øjnene over dem. Sam rykkede sig lidt og endnu en satte sig til vores bord. Han sad helt tæt op af mig og kyssede mig i nakken. "Hvad så." Hilste han glad. Jeg rødmede en smule og gemte mit ansigt i hænderne. "Hey Kevin" Hilste Ryan og de brød ud i snak. Kevin og Ryan var bedste venner, hvilket irriterede mig, fordi Ryan altid havde været efter mig og Kevin ikke gjorde noget ved det. Kevin var min storebrors kæreste. Han lidt lavere end Ryan, men sjovt nok et år ældre. Han gik en klasse over os alle, han var lige så muskuløs som Ryan og de trænte vist også sammen. Jeg så ud af øjnkrogen og smilte lidt over Kevin, han virkede så glad. Han havde lyseblå øjne, sort kort hår, med langt pandehår i højre side. Han så ud af øjenkrogen og blinkede til mig. Jeg så væk igen. Det var ikke fordi vi flirtede, men fordi vi havde sådan et godt forhold til hinanden. Sam lændte sig ind imod mig fra venstre side af. "Fortæl mig hvad der plager dig." Tiggede han. Jeg løftede min mobil, og mærkede hvordan jeg rystede. Jeg fandt beskeden frem og sendte den til ham. Hans venlige ansigt blev mere blegt imens han læste beskenden. Han kiggede så på mig, forsøgte at smile. "Det er bare en kæde besked." Sagde han nervøst. De andre rettede blikket imod os, nysgerige.

Mine venner begyndte at udspørge mig, hvad der forgik imellem mig og Sam. Kevin virkede en anelse bekymret. Men hvordan skulle jeg fortælle dem at jeg var bange fordi jeg havde modtaget en kæde besked fra et fremmed nummer? Efter skole gik vi som den flok vi var nede i byen. De andre gik foran i godt humør og larmede som folkeskole elever. Kevin gik ved siden af mig. "Hvad er der galt?" Spurgt han. Han forsøgte at smile, men uroen havde spredt sig til hans øjne. Jeg fandt min mobil frem. "Lover du at du ikke griner?" Spurgte jeg lavt. Han tog mobilen ud af mine hænder og fandt smsen frem. "Advarelse. Nu hvor du er startet på denne besked, har du ingen vej tilbage." Læste han højt. Han stoppede op og kiggede overraskene på mig. Jeg sænkede mit blik. Han sukkede og læste videre, de andre var stoppet op og lyttede ivrigt med. "Mit navn er Taylor. Jeg blev slået ihjel af min far en Torsdag nat. Han kom ind på mit værelse og tævede mig ihjel pga en misforståelse i skolen. Nu forsøger jeg at finde ud af hvem der er ansvarlig for min død. Send denne sms videre til 10 mennesker, så vi kan finde forbryderen. Ignorrer du denne sms eller sletter du den vil jeg personligt dukke op på dit værelse Torsdag nat, med min kniv og hamre den i dig, til du tigger om nåde. Jeg vil blive ved indtil du dør.' Der var stille imellem os.

Først havde de grint lidt, måske af nervøsitet eller fordi det var dybt latterligt. Men så ændrede deres latter til vrede. Kevin ville ringe nummeret op, men jeg var for bange. Jeg fik min mobil tilbage og gemte den i lommen. Kevin sagde så at det var noget sludder, at nogen bare forsøgte at skræmme mig og at jeg skulle slette beskeden. Det var den eneste måde at slå sådan en kæde besked ihjel. Men jeg turte ikke. I beskeden stod der at drengen var blevet slået ihjel, skulle jeg nu også slå ham ihjel, ved at glemme ham. Jeg nægtede. Samt jeg var bekymret for at han faktisk ville dukke op. 

Naru lovede at følge mig hjem, vi boede alligevel på samme vej. Vi gik ved siden af hinanden og små snakkede. Ryan gik bag ved os. "Tænk at du blev bange fordi du fik en sms." Små grinte han. Jeg fik det skidt og uden jeg lagde mærke til det strefede mine fingre min mobil der lå i min lomme. "Hvorfor sletter du den ikke bare?" Spurgte Ryan. Jeg valgte at ignorre ham. Han greb fat i min skulder og fik mig vendt om, så jeg stod ansigt til ansigt med ham. "Hør her! Du skræmmer os andre, hvis du bare sletter beskeden så sker der ikke noget!" Sagde han en smule irriteret. Jeg stirrede ham ind i øjnene. Han bed tænderne sammen. "Send den til mig." Sagde han. Jeg tøvedene. "Jamen.." Hviskede jeg. "Send den nu bare!" Sagde han mere truene. Jeg tog min mobil frem og trykkede på videre send. Han tog hans egen mobil frem. Holdte den frem for mig og trykkede slet. Det løb mig koldt ned af ryggen. "Hvorfor gjorde du det!?" Råbte jeg. Om det var af vrede eller panik viste jeg ikke. Ryan smilte stort. "Jeg vil bevise at der intet sker." Sagde han roligt og gik videre. Naru stod ved siden af os. Hun trak på skulderen og gik så efter ham. Jeg stod og så efter dem, så løftede jeg min mobil op til mit ansigt. "8 beskeder tilbage...." Hviskede jeg.

Jeg gik det sidste stykke hjem. Helt umattet af dagen, gik jeg med det samme iseng. Men om natten blev mit værelse oplyst igen. Jeg lå lidt og stirrede på min mobil der lyste. Ganske langsomt greb jeg ud efter den. Låste den op og læste beskeden. Det var den samme besked som natten før. Jeg slukkede mobilen og lagde den væk. Så tog jeg puden op og gemte mit ansigt.

Næste dag kom Ryan ikke i skole. Naru sagde ikke et ord, hun virkede urolig og bange, men hun var vand til at han pjækkede. Kun jeg vidste at kæde beskeden havde skræmt hende som den havde skræmt mig. "Hmm.." Lød Aiko's stemme da hun satte sig på en stol ved siden af mig. "Jeg har undersøgt lidt på nettet. Kæde beskeder er bare noget nogen har opfundet. Kevin har ret, du skal bare slette den og komme videre." Sagde hun og så på mig med et smil. Jeg fandt min mobil frem, den var stadig slukket. "Jeg fik den samme besked i nat." Mumlede jeg træt. "Har du ikke sovet?" Spurgte Aiko og stirrede på mit ansigt. Jeg trak på skulderen. "Hvor er Ryan & Sam?" Spurgte Kevin da han satte sig ned ved bordet. Jeg stirrede på min mobil. "De har nok fundet ud af at der en prøve idag." Sagde Aiko og blinkede til Kevin. Kevin slog sig i panden. "Årh nej! Er det idag?" Sagde han. Aiko slog ud efter ham og han undveg. Så brød de ud i latter. "Du går slet ikke i vores klasse, fjolle!" Grinte Aiko. Jeg ville grine af dem, men jeg kunne ikke fjerne blikket fra mobilen der lå foran mig. Sam & Ryan havde modtaget kæde beskeden. Hvad hvis ham Taylor havde slået dem ihjel? Og næste gang ville det blive min tur? "Tænker du stadig over den åndsvage kæde besked?" Spurgte Emma. Jeg blev hevet ud af mine tanker og så op. Emma havde sat sig til os, hun himlede med øjnene. "Helt ærligt! Så send den dog til 11 eller hvor mange det nu var!" Sagde hun hårdt og blev ved med at se på mig. Hun mente det ikke så hårdt, hun var bare træt af at jeg altid skulle pive og klynke over små ting. Kevin hævede en hånd og fik gjort Emma tavs, de var som bedste venner, viste altid hvad den anden tænkte. "Emma har ret, send den besked og få det ud af verden!" Sagde Kevin og lød irriteret over emnet. Jeg trak på skuldren. Det føltes bare ikke rigtigt. "Jeg er enig med de andre." Sagde Aiko og smilte til mig. Naru stirrede på min mobil uden at sige noget. Jeg løftede mine fingre og fik tændt mobilen. Ganske langsomt trykkede jeg koden ind og vendtede til mobilen havde været tændt i nogle sekunder. Jeg gik ind under beskeden og Taylor's navn var det første jeg læste. Kevin blev utoldmodig, han rev mobilen ud af mine hænder og trykkede på vidersend. "Så, nu har jeg, Emma, Aiko og Naru fået den!" Sagde han og gav mig mobilen igen. Jeg stirrede længe på mobilen i hans hænder før jeg tog den igen. Jeg stirrede på sms'en. "4 smser tilbage...."


Prøven var hurtigt overstået. Jeg samlede mine ting og gik ud, jeg så mig over skuldren inden jeg forlod klasse værelset, jeg var en af de sidste. Aiko stod uden for og ventede på mig. Jeg gik hen til hende og vi fulgtes ned af gangen, hun begyndte at snakke om prøven. Jeg forsøgte at nikke og svare når hun blev stille eller trak vejret, imens kørte mine fingre sig over mobilen i min lomme.

Samme nat fik jeg endnu en sms. Jeg vidste hvad den indeholdte, så jeg slukkede mobilen med det samme. Men alligevel følte jeg at der var en anden i rummet. Jeg turte ikke vende mig rundt, så jeg trak dynen op over hovedet og forsøgte at sove.


 Jeg sad alene ved frokost bordet. Maden havde jeg glemt der hjemme. Langsomt trak jeg den hvide mobil op fra lommen, lagde den foran mig og kiggede længe på sms'en som jeg havde modtaget. Jeg sukkede. Hvornår ville dette tage en ende. "Hvornår sletter du den sms, for pokker?" Klagede Kevin og satte sig ved siden af mig. Jeg så overrasket op på ham. "Har du læst den?" Spurgte jeg. Kevin fandt sin mobil frem. "Jeg slettede den med det samme, som jeg sagde at du skulle gøre." Sagde Kevin og himlede med øjnene. Aiko kom imod os, en anelse træt. Jeg så overrasket på hende. "Jeg har ikke lukket et øje hele natten." Sagde hun flovt og satte sig ned. "Sig ikke at du blev bange pga en kæde besked?" Spurgte Kevin med et hævet øjenbrynd. Hun sænkede blikket. "Den er bare så ulækkert!!" Jamrede hun. Jeg ville give hende ret, men jeg havde ikke sovet i 2 dage, så jeg havde en voldsom hovedpine. "Jeg har faktisk undersøgt det..." Hviskede hun. Jeg så forbavset på hende. "U-undersøgt?" Stammede jeg nervøst. Kevin sukkede, men lyttede alligevel efter. "Hvad snakker I om?" Spurgte Emma og satte sig ned hos os. "Taylor." Hviskede jeg. Mit hjerte hamrede. "Ej, vel...." Sagde Emma og udvekslede øjne med Kevin. Jeg ignorrede dem og vendte min opmærksomhed til Aiko. "Han fandtes" Sagde jeg og Aiko nikkede. "Der er mange som hedder Taylor!" Sagde Emma irriteret. "Han blev slået ihjel." Sagde Aiko og ignorrede Emma. "Der er mange som bliver slået ihjel!" Afbrød Kevin irriteret. "Af sin far!" Sagde Kevin og Emma på samme tid da jeg åbnede munden. Jeg lagde armene over kors og så afventene på Aiko. "Men der er noget som ikke stemmer." Sagde Aiko og trak to stykker papir frem fra sin taske. Hun havde printet en avis ud. "Skole dreng slået ihjel" Læste jeg højt. Bogstaverne var store og ikke til at overse. Kevin og Emma begyndte at læse, men Aiko fortalte ivrigt. "Taylor blev slået ihjel af sin far, men han var ikke helt uskyldig." Fortalte hun. Mit blik stoppede på billedet af en skole dreng. Han havde krøllet orange hår, med nogle få fregner over næsen. Hans øjne var små og grøne og han havde et lumsk smil. "Han var en ballade mager, han drillede de andre elever og var en rigtig plage ånd. Han fik et vrede udbrud i skolen og slog en af de andre elever ihjel ved at dolke ham til han døde. Han gik amok på nogle af de andre elever, men lærerne nåede at stoppe ham. Der står også at han skrev kæde beskeder rundt." Fortalte Aiko. "Men hvorfor slog faren ham ihjel?" Spurgte Emma. "Det var selv forsvar." Svarrede Kevin der var færdig med at læse. Jeg sad med en klump i halsen.

Jeg lå om natten med bankene hjerte. Det var Torsdag nat. Jeg havde trukket dynen over hovedet og lå med mobilen i mine rystene hænder. Min tommeltot ville trykke slet alle beskeder, men hvad hvis det gjorde ånden sur? Der stod at man skulle sende dem videre. Jeg manglede kun 4 personer, og så ville jeg være fri. Måske var det frygt der standsede mig. Måske var det dårlig samvittighed. Pludselig røg dynen af og lyset af mobilen oplyste værelset. Kniven var det første jeg så. Det sidste jeg hørte var mit skrig der vækkede mine forældre.