Mutant

 

Det startede for nogle uger siden, da jeg lagde mærke til at en fyr fuglte efter os fra skole. Jeg havde set ham nogle få gange, men jeg kunne ikke sætte navn på hans ansigt. Men dér stod han, nogle meter fra os, med hans mistroiske blik og blege hud, allerede ved hans hudfarve kunne jeg regne ud at han var en fremmed. Han havde kort brunt hår, grønne øjne og var iført en grøn t-shirt med cowboy bukser og sorte sko. 'Hvorfor stoppede du?' Spurgte en stemme til venstre for mig. Jeg kiggede ned på min lillebror, Joey der fulgte mit blik på den fremmed. 'Er det en du kender?' Spurgte han. Jeg smilte lidt over Joey. Han havde langt blondt hår, blå øjne og så var han kun nogle cm lavere end mig, selvom der var 6 år imellem os. Jeg greb fat i hans hånd som var helt kold, og trak ham afsted. Joey fulgte med uden at brokke sig eller spørgere om mere. 

Vi nåede rundt om et hjørne, jeg pressede maven imod muren og så med det ene øje ud fra hjørnet. Den fremmed stod midt på gaden og så sig rundt, en bil standsede foran ham og dyttede. Jeg vendte mig imod Joey, greb hans hånd og trak ham med mig igen. 'Hvad sker der?' Spurgte han og så sig over skulderen. 'Jeg har set ham flere gange, de sidste par uger. Det er som om han forfølger os,' sagde jeg og svingede rundt om et hjørne. Jeg kendte byen bedre end nogen anden, fordi jeg så tit var løbet hjemme fra og havde gemt mig i byen. Vi boede midt i centrum og havde aldrig langt til nogen butikker eller skolen. Vi havde lige fået fri fra skole og var på vej hjem. 'Hvor skal vi hen?' Spurgte Joey, uden rigtig at reagere på det jeg havde sagt. 'Jeg finder en sikker vej hjem,' sagde jeg og så mig over skulderen før vi gik ud fra gyden og ind i blandt folk på gaden. 'Men, hvis han har forfulgt os før, ved han så ikke hvor vi bor?' Spurgte Joey. Jeg stivnede lidt, men forsatte med at gå, Joey havde ret, og det gik først op for mig nu. 'Tror du han vil skille os af?' Spurgte Joey. 'Hold mund!' Sagde jeg irriteret og gik videre. Jeg mærkede hurtig at min hånd der holdte fast i Joey's hånd blev mere og mere kold, det begyndte at prikke og svie, men jeg slap ham ikke. Jeg kunne ikke bevæge mine fingre af bare kulde. 'Hey,' sagde en stemme og vi stoppede op. Den fremmed fyr gik lige ud foran os, jeg havde ikke set hvor han var kommet fra, pludselig stod han der bare. Jeg slap Joey's hånd og skubbede ham bag mig. 'Dav,' svarede jeg og så undren på ham. 'Flot klaret, jeg tror du er den første der er stukken af fra mig, det må jeg give dig,' sagde han og så på mig. Så han havde ren faktisk forfulgt os. 'Hvad vil du?' Spurgte jeg og stirrede på ham. Han var på min højde, måske kunne jeg overraske ham, og få lagt ham ned imens Joey stak af? Jeg så på hans arme, de var muskuløse, han lignede en der holdte sin krop igang, jeg sukkede. 'Mit navn er Taylor,' sagde han og smilte et uskyldt smil, som jeg straks gennemskuede som falsk. 'Måske er han ikke så slem?' Sagde Joey bag mig. 'Hvad hedder du?' Spurgte Taylor og så på Joey. Jeg skubbede Joey længere bag ud. 'Hold dig fra ham!' Sagde jeg vredt og tog et skridt frem, truende. 'Slap af,' sagde Taylor og lagde hovedet på skrå. Taylor's blik hvilede på Joey, et smil bredte sig på hans læber, det løb mig koldt ned af ryggen. 'Hold dig fra os!' Sagde jeg, så snurrede jeg rundt og trak Joey afsted med mig. 'Du er ikke alene!' Råbte Taylor bag mig. 

Vi nåede endelig hen til huset og Joey låste døren op, vi trådte ind i gangen hvor vi stalte vores sko, så gik vi ind i stuen. Jeg stod lidt og lyttede, men jeg vidste at vi var alene. Rundt omkring hang der billeder af Joey og 2 mennesker. Jeg bed mig irriteret i læben. 'Hvad mente han med at Du er ikke alene?' Spurgte Joey og sank ned i sofaen. Jeg satte mig på armlænet og trak på skulderen. 'Måske er han som mig?' Sagde Joey og så ned på sine hænder. 'Hold op med det pjat,' sagde jeg og rystede på hovedet. 'Du kan ikke blive ved med at ignorre det!' Sagde han og lød vred. Jeg hævede et øjenbrynd. 'Det bliver værre dag for dag, måske kan ham drengen hjælpe mig. Hvis han også har..' 'Har hvad!?' Afbrød jeg ham. Joey trak på skulderen og så væk. 'Du er helt normal, hold så op med dit pjat,' sagde jeg små irriteret. Joey så ned på sine hænder. 'Du og alle andre siger altid at mine hænder er kolde. Men det er ikke kun mine hænder længere. Mor lagde sin hånd på min kind igår og hun sagde at den var is kold,' sagde han trist. Jeg rejste mig op og trampede hårdt i gulvet. 'For fanden! Hold op med at kalde hende det! Hun er ikke din mor! De er ikke dine forældre!' råbte jeg. Joey for sammen i sofaen og så på mig med skræmte øjne. Jeg sukkede og satte mig på en stol, 'undskyld Joey. Det er bare,' sagde jeg og lukkede øjnene. Alting faldt bare sammen for mig. 'Jeg ved godt at de ikke er mine forældre, men de har taget sig af mig i mange år, jeg er nødt til at vise dem den respekt!' Sagde han. Jeg blev forbløffet over hvor voksen han var blevet. 'Jeg lover dig, når jeg finder et arbejde og får råd til en lejlighed, så tager jeg dig væk her fra!' Sagde jeg og smilte. 'Ja!' Sagde Joey og smilte stort. Døren gik op og vi for begge sammen. Jeg havde ikke hørt bilen eller holdt øje med klokken, hvor dumt af mig.

De stod nogle meter fra mig, stirrede på mig. 'Ring efter politiet,' sagde damen som Joey havde kaldt for mor lige før. Jeg stirrede fra den ene til den anden. 'Det er okay, mor!' Sagde Joey og rejste sig op. 'Du ved udemærket godt at du ikke må komme i nærheden af ham!' Sagde manden og tog et skridt imod mig. 'Han er min lille bror,' sagde jeg og bakkede lidt væk. 'Jeg har tænkt mig at få styr på mit liv og så tager jeg mig af ham!' Sagde jeg. 'Det eneste du skal er i fængsel!' Sagde manden og greb ud efter mig. Jeg nåede ikke at undvige, før hans arme fik fat i mig og fik mig ned på gulvet. Han hamrede sit knæ ned imellem mine skulder plader og holdt mig fast. Kvinden fik fat i Joey og trak ham væk. 'Slip mig!' Skreg jeg og forsøgte at vride mig fri. 'Nu slipper vi endelige af med dig!' Sagde manden. 'Slip mig! Lad mig gå! Jeg er uskyldig! For helved!' Skreg jeg. 'Lad ham være!' Råbte Joey og greb fat i manden's arme. 'Kom og fjern knægten!' Sagde manden og skubbede Joey hårdt i brystet. 'Joey!' Råbte jeg og sparkede løs. Joey landte på gulvet, han fik dog hurtigt rejst sig igen, men kvinden kom hen til ham og hjalp ham op. 'Så, slog du dig?' Spurgte hun bekymret. 'Slip ham!' Råbte Joey og knyttede sine hænder. Temperaturen faldt hurtigt i stuen. Vi stoppede alle sammen og så rundt. 'Hvad sker der?' Sagde manden. Grader fald med en voldsomt fart, der kom frost på ruderne og langsomt på væggene. Hele rummet var ved at fryse til is. 'Jeg sagde, giv slip på min bror,' sagde Joey og greb igen fat i mandens arm. Det sted Joey's hånd havde rørt armen, frøs hurtig til is. Manden slap mig, og bakkede væk fra Joey, imens han skreg af smerte. Jeg kravelede hen af gulvet og skyndte mig op at stå. Manden lå på gulvet og rystede af kulde, hele hans krop blev langsomt til is og inden længe lå han død på gulvet. Jeg tog chancen og løb hen til Joey, han var helt kold og det gjorde ondt at røre ved ham, men alligevel lagde jeg mine arme om ham og fik tysset på ham. Kvinden sad ved sin mand og skreg. 'Hold nu kæft!' Råbte Joey og løftede sin hånd imod hende. Et spyd lavet af is, røg igennem hendes øje og sad fast i væggen. Hendes krop faldt om på gulvet. Blodet var fråsset fast inden i hende. Der var stille i et stykke tid. Ingen af os sagde noget, før døren igen gik op, der lød skridt fra gangen og ind til stuen. 'Nå da da,' sagde en stemme. 'Sikke et rod I kan lave på nogle få timer,' sagde han. Jeg så over imod døren og genkendte Taylor, ham der havde forfulgt os. 'Jeg tænkte nok at sådan noget rod ville ske, når man lader et menneske tage sig af en mutant,' sagde han og kløede sig irriteret i håret. 'En hvad? Hvad snakker du om? Hvad laver du her!?' Spurgte jeg. 'Et spørgsmål af gangen, lige nu er det vigtigt at vi først kommer ud her fra. Pak jeres ting, I har 10 minutter før politiet kommer.' Sagde han og gik uden for igen. 'Vi må hellere gøre som han siger,' sagde jeg. 

Da vi havde pakket en taske med Joey's tøj og vigtigeste ting, gik vi uden for til Taylor. 'Er I færdige?' Spurgte han. Vi nikkede begge. 'Godt, kom så!' Sagde han og gik foran os. 'Vent, hvor skal vi hen?' Sagde jeg og så undren på ham. 'Hm? Bare væk før politiet kommer, tumpe!' Sagde han og forsatte med at gå. Jeg greb ud efter Joey's hånd, men han bakkede lidt væk fra mig og gik efter Taylor i en fart. Jeg sukkede irriteret og fulgte så efter. Vi svingede rundt om et hjørne og forsvandt hurtigt og lydløst. 

Da vi endelig have gået længe nok og holdte en pause under en bro i skjul, vi stod i stilhed. 'Så hvad venter vi på?' Spurgte jeg. Taylor så imod mig, men vendte så ryggen imod mig. 'Du skylder os nogle svar,' sagde jeg og stod med armene i siden. Han ignorrede mig stadig. Joey stod ved siden af mig, han satte sig på jorden og så træt op på mig. 'Fryser du?' Spurgte jeg ham og skulle til at tage min jakke af for at give den til ham, men han rystede på hovedet. 'Selvfølgelig fryser han ikke,' sagde Taylor. 'Hvor ved du det fra?' Spurgte jeg, han begyndte at irritere mig. 'Jeg går ud fra at hele svinderiget i jeres hjem var hans værk? Så han har is evner. Hans krop er altid kold, men det på virker ikke ham.' Sagde Taylor, stadig med ryggen til os. 'Og hvor ved du så meget om det fra?' Spurgte jeg. 'Fordi jeg...' Sagde Taylor og vendte sig rundt, med en hævet hånd. I hans hånd var der er en lille flamme som dansede i hans hånd. 'Jeg kan på tvinge ilden og få den til at gøre alt hvad jeg ber den om,' sagde han. Han klemte hånden og flammen døde. 'Jeg er en mutant, lige som din bror,' sagde han og smilte selvsikkert. 'Mutant?' Spurgte jeg og så fra Joey til Taylor. 'Ja, og faktisk..' Sagde han og så sig over skulderen. 'Åh, endelig!' Sagde han lettet. Jeg fulgte hans blik op af græsset, hvor en stor brun ulv stod og kiggede ned på os. Jeg stivnede af skræk og bakkede lidt væk. 'Hvor har du været!?' Råbte Taylor. Ulven løb ned imod ham, den stoppede foran ham og sænkede blikket. 'Du lader igen mig klare alting alene,' sagde Taylor og snakkede til ulven. Ulven så imod mig, dens børste på ryggen rejste sig straks, der kom en dyb knurren fra den og dens tænder blev synlige. 'Hvad er der nu?' Spurgte Taylor og fulgte hans blik. 'Åh, ja, ham. Hvis du havde passet dit job, så havde det ikke været nødvendigt at slæbe ham med.' Sagde Taylor og lagde armene over kors. 'Jeg tæller til 3 og så løber du,' hviskede jeg til Joey. Joey så forvirret på mig. 'Kom nu Joey, du tror vel ikke på ham? Du er ingen mutant, drengen er ikke rigtig klog! Han står og snakker med en hund,' hviskede jeg og greb min brors arm. 'Han kan hidkalde ilden, han er lige som mig,' sagde Joey og så på mig med et fast blik. 'Det er ikke virkeligt!' Sagde jeg lidt højre fordi jeg blev irriteret. 'Har du et problem, menneske?' Spurgte Taylor og gik imod mig. Jeg rystede på hovedet og bakkede lidt væk, der var noget ved ham der gjorde mig bange. Taylor gik imellem mig og Joey, han lagde sin hånd på hans skulder og så hade fuldt på mig. 'Vi har ikke længere brug for dig, smut hjem med dig,' sagde han og hævede sin hånd imod mig. 'Hvad?' Sagde jeg overrasket og frygtede at han ville slå mig ihjel. 'Hvad laver du!?' Råbte Joey og greb fat i Taylor's arm med begge sine hænder. Taylor's arm blev hurtig blå, kulden fra Joey's hænder frøs hans hud. 'Hvad i....' Mumlede Taylor og bakkede væk, hans arm blev dog hurtig normal igen. 'Jeg troede ikke kulden havde en effekt på dig,' grinte en dreng der stod bag Taylor. 'Hold din mund, Remus!' Vrissede Taylor og gned sin arm. 'Hvor kom han fra?' Spurgte Joey mig. 'Mit navn er Remus, jeg kan forvandle mig til en ulv,' sagde han og smilte venligt til Joey. Han havde langt brunt hår, grønne øjne, en rød t-shirt med en sort vest over, sorte bukser og sorte støvler. 'Mit navn er Joseph, jeg har....' Joey stoppede og kiggede på mig, så vendte han sig imod Remus og Taylor, han viste dem sin hånd,  han koncentrede sig meget, men der skete ikke noget. 'Det tager tid før du kan frem kalde isen, det tog også mig nogle år før ilden underkastede sig mig,' sagde Taylor og så venligt på Joey. 'Men du er nødt til at tage med os, vi kan lærer dig alt det du har brug for at lærer,' sagde Remus. 'Nej tak, vi klarer os selv!' Sagde jeg og greb fat i Joey for at trække ham med mig. 'Lige som I klarede at de mennesker døde? Hvem var de? Jeres forældre?' Spurgte Taylor og smilte ledt. 'Hold din kæft!' Råbte jeg, jeg slap Joey og gik imod Taylor. 'De var vores onkel og tante, de stajl Joey fra mig og satte mig på børnehjem,' sagde jeg vredt. 'Så de fortjente at dø?' Spurgte Taylor og smilte. Jeg kneb øjnende sammen og prikkede  ham på brystkassen. 'Ingen fortjener at dø dit modbydelige svin!' Sagde jeg vredt. Taylor smilte håndligt og grinte lidt. 'Hvad!?' Råbte jeg ind i hans ansigt. 'Hvorfor er det så at vi lever i skjul, imens I lever ubekymret? Er det retfærdigt?' Spurgte han. 'Jeg lever i skjul, jeg har gemt mig de sidste 3 år, for min egen slags. Du kan ikke bedømme retfærdig på dén måde,' sagde jeg og bakkede lidt væk fra ham. 'Hvad sker der hvis de finder dig? Spærer de dig inde og laver forsøg på dig? Torturere de dig ind til du er så hæs efter at have skreget af smerte og du til sidst besvimmer, bare for at finde ud af at du skal igennem det samme dagen efter? Lukker de dig inde for evigt og sørger for at du aldrig har fandtes?' Spurgte han og kneb øjnene sammen. Jeg så væk og ville ikke svare, for nej, selvfølgelige gjorde politiet ikke den slags. 'Der er forskel på dig og mig,' sagde Taylor og gik forbi mig. 'Din slags er svage imens min slags er farlig,' sagde han og slog sin skulder hårdt ind i min. Remus gik efter ham, de stoppede begge ved Joey. 'Vil du med os? Spurgte Remus. Joey nikkede ivrigt. 'Så sig farvel til kød klumpen dér,' sagde Taylor og nikkede imod mig. 'Men...' Startede Joey. 'Han er bare et klods om benet,' sagde Remus og så imod mig. 'Det må du selv om,' sagde Taylor og forsatte med at gå. 'Beklager knægt,' sagde Remus og fulgte efter Taylor. 

- Mere kommer