Når de blinde ser

Kort historie af Milla (I samarbejde med Wolter) om Leisha's tid i den blinde ulveflok 

Regnen siler ned, Leisha vipper med sine ører imens hun går afsted i regnen. Hun har rejst i nogle dage nu og er efterhånden kommet et godt stykke væk fra Ikras' flok. Hun stopper op kort og bevæger ørerne rundt mens hun snuser, hun synes at kunne høre at regnen lyder mindre voldsom et andet sted. Leisha begiver sig mod stedet og ender med at finde læ under et stort træ. Hun ryster pelsen kraftigt og sætter sig ned, hun sukker tungt over hele situationen.  

"Det var en dum idé.." Mumler hun til sig selv, "Før kunne jeg fint klare mig med mine sanser.. Nu.. Skal jeg vænne mig tilbage til ikke at have et rigtigt syn.." Hun sukker lavt, og lægger sig ned så. "Jeg håber regnen snart stopper.." Mumler hun og kryber sammen for at holde sig varm. Da hun lukker øjnene go giver sig hen til at sove flyver hendes fantasi tilbage til flokken, til deres varme hule hvor hende, Samira, Shilo og Hiroshi lå, lige inden hun tog afsted. Hun åbner sine øjne med et gip, selvom det stadig er mørkt for hendes indre blik forsvandt billedet for hendes indre øje alligevel da hun åbnede dem. Hun sukker og ligger hovedet ned igen, "Jeg er en idiot.." Mumler hun og kniber øjnene hårdt i.

(Mere kommer)

Samira ser uforstående på Leisha. 'Du skal vel med tilbage?' Spørger hun.

Leisha ser på Samira og viger lidt væk fra hende "Tilbage? Hvorfor det?" spørger hun undrende

'Fordi det er der du bor..!' Siger Samira mere hårdt end planlagt. Hun havde ikke regnet med at der ville være modstand.

Leisha holder hovedet rettet mod Samira og kniber øjnene lidt sammen, "så jeg skal bare vende tilbage til flokken og være "den stakkels blinde" igen?" hun fnyser "ellers tak!"

Samira ser overrasket på Leisha. 'Du lovede at du ville komme hjem!' Siger hun vredt.

Leisha ser på Samira, "På et tidspunkt ja! Men her.." hun vender hovedet mod en bakketop og går op på den og ser ned på en dal nedenunder den, "her er jeg ikke blind.. Her kan jeg se, ligesom alle andre!" siger hun og opfatter slet ikke Samiras vrede

Hideki ser fra Samira til Leisha

Samira bider tænderne sammen. 'Men vi er din familie! Vi savner dig! Alting bliver bedre nu..!' Siger Samira.

Leisha vender hovedet om mod Samira, "Tak fordi du kom og så mig, men du kan godt fortælle de andre at jeg hr det fint her!" siger hun og vender så hovedet mod den anden flok og skal til at gå derned

Hideki vælger at holde mund og ikke blande sig.

DET KAN DU SELV FORTÆLLE DEM!' Råber Samira og løber op imod Leisha, hun springer på hende og vælter hende ned fra bakken.

"Samira!" kalder Hideki og bider tænderne sammen, "for pokker.." han svæver efter dem

Leisha vælter ned af bakken sammen med Samira, hun knurrer og prøver at skubbe Samira af hende, "du er så egoistisk! Du tænker kun på dig selv og din ånd! Som du desuden tydeligvis er forelsket i!" siger hun irriteret til Samira

'Du er så fandes egoistisk! Du tænker ikke på hvor bekymret mor og far er for dig! Eller mig! Du skred fra os om natten!' Knurre Samira og slår med sine poter på Leisha, og forsøger at blive oven på hende.

Leisha prøver at komme ovenpå og knurrer også over Samira, "Du har slet ikke tænkt på at jeg måske føler mig godt tilpas her!?"

Hideki svæver ned og rødmer kort da Leisha siger det om Samira men han rømmer sig og ser blot til, "hold op I to!"

'Hvor godt kan du føle dig? Dit øre er væk!' Knurre Samira. Hun hamre begge sine poter på Leisha's brystkasse. 'Vores flok ender i krig og du lyder livet langt væk!' Råber hun, imens tårerne løber ned af hendes kinder. Det er første gang Samira snakker med nogen om den krig der ligger på lur, især fordi Ikras har sagt at hun ikke må fortælle nogen om Reaper da det vil skabe panik.

Leisha mærker nogle af Samiras tårer lande på hendes ansigt, hendes øjne ser mere overraskede ud og hun prøver at komme fri af Samira, "så jeg skal fravælge min egen glæde for at tage tilbage til flokken?" spørger hun, og "Samira for fanden jeg er...!"

"Hvad sker der her!" runger en dyb stemme bag Samira og Leisha

Leisha når ikke at sige mere og stivner lidt i sine bevægelser og bliver mere rolig

Bag Samira og Leisha står en stor ulv, uden øjne med brune og grå farver, dens pels er lang og det er tdeligt at den er gammel men stadig stærk.

Samira ser sig over skulderen på ulven. 'Hvem er det?' Spørger hun sig selv.

Ulven bevæger hovedet fra Leisha til Samira til Hideki, "Atlatar, Lincoln grib den unge hun med ånden.." siger han bestemt

Hideki stirrer på ulven, "han... kan se mig..?" spørger han chokeret

Leisha vender blikket mod Samira, "det.. er min leder, Hjalmar.." siger hun roligt

Samira ser overrasket på Hjalmar. 'HIDEKI STIK AF!' Råber hun til ham og springer væk fra Leisha. 'Leisha kom nu!' Kalder hun.

En stor brun schæfer ulv blanding træder frem. Han retter hovedet imod Hideki og går imod ham.

Hideki stiller sig kampklar, "hvordan kan I se mig?!" spørger han

Leisha ser på Samira og rejser sig op, hun skæver til schæfer ulve blandingen og tøver med at stikke af

En grå og hvid ulv springer straks frem og efter Samira, dens øjne ligner Gisans

Lincoln reagere ikke på Hideki's stemme. Han snapper ud efter Hideki, men ryger igennem ham.

Samira bakker væk fra ulven. 'Leisha kom nu!' Råber hun panisk.

Hideki viger tilbage fra Lincoln og ser mod Samira, han svæver hen foran hende for at beskytte hende,

Den grå ulv, Atlatar, snapper hastigt ud efter Hideki men da han går igennem ham snapper han igen ud, men denne gang efter Samira for at få fat i hende

Leisha har hovedet i retning mod Samira og ser ned, ".. Jeg... kan ikke.." siger hun stille og beklagende

(Mere kommer)