The last academy

The last academy

Katipel 1. Ripley. 

Det var den sidste skole, der ville tage imod mig, havde min far sagt inden han efter lod mig ved skole gården. Det lød meget mere dramatisk end hvordan det faktisk er. Min far har travlt med at være borgmester i vores by, jeg kan godt selv se at det er et vigtigt job, men mere vigtigt end sine egne børn? Min far har altid valgt karrieren frem for os, og alligevel er det kun mig der er bitter over det. Jeg er tættere på min mor, som også bedre forstår mig, end han gør. Hun havde meget imod at sende mig på den første skole, i sin tid, men tingene ændrede sig hurtigt og han fik hende overtalt. Men reglerne er strenge og menneskerne er åndsvage, så pludselig røg jeg fra den ene skole til den anden, indtil min far endelig fandt den her skole. Jeg trak min kuffert over gårds pladsen. Han havde spurgt om han skulle følge mig ind, men fandme nej, om jeg ville have ham med der ind. Så kunne jeg virkelig ligne et lille barn! Eller værre, hvis nogen genkendte ham, så ville det hele bare begynde forfra, folk er åndsvage. I starten da han hentede mig fra skolerne, så skældte han mig ud, hele vejen hjem, hvor flovt det var for ham, hvordan pressen ville håndtere det, hvordan han bestemt ikke havde tid til det her pjat, hvordan det tog på min mor. Med tiden stoppede han med at sige noget når han hentede mig. Stilheden var dog alligevel værre, end når han skældte mig ud. Og aldrig spurgte han hvad der var sket. Jo, han havde sikkert hørt det fra rektoren, men han spurgte aldrig om min version af historien. Hvordan slås kampene var startet, hvordan eleverne drillede mig, provokerede mig, gjorde nar med min familie, de tog billeder af min mor fra nettet og hang det op i deres skabe og sagde hvordan de ville behandle hende hvis de var hendes mand, de gjorde nar med min far, lærte hans tale uden af og gentog dem med grimasser og ændrede nogle af ordene til vulgære ord. Så ja, jeg slog fra mig. Og for hver ny skole, hvor det hele begyndte igen, jo hurtigere blev jeg til at slå fra mig, jeg blev mere voldsom for at sikre mig at de ville lade mig være. Og jeg ville gøre det igen. Jeg mærkede mit hjerte hamdre hård i mit bryst, da jeg opdagede at jeg stod i forgangen, jeg havde været dybt begravet i mine egne tanke. 'Velkommen.' Sagde en ældre mand, jeg havde slet ikke set ham før nu. 'Du må være Ripley, velkommen. Det er denne vej.' Sagde han og vinkede mig hen til et lokale. Jeg trak på skulderen og flugte med, sammen med min kuffert. 'Du har en time til at slappe af og så skal du besvare nogle spørgsmål. Her er din uniform.' Sagde han, før han forsvandt ud af døren igen. Normalt ville jeg ha været forvirret, men det var det samme alle steder, hurtig ind, hurtig ud. Jeg tog mit eget tøj af og lagde det på min nye seng, før jeg tog det tøj frem som de havde valgt til mig. Jeg mærkede på stoffet og gik ud fra at min far må ha betalt meget for tøjet, da det ikke var det billige tøj som alle andre gik med. Jeg sukkede højt, det skal da nok imponere de andre elever, så de helt sikkert ikke tror at jeg er en rig snop. Jeg knappede min hvide skjorte, i det mindste havde den korte ærmer, det må ha været mor der havde mindet ham om dét, da hun ved at jeg ellers føler mig kvalt i tøjet. Jeg trak bukserne på og knappede dem, det var nu meget behageligt, jeg mærkede at jeg smilte og slog straks tanken væk om det behagelige tøj, så længe bliver jeg jo ikke alligevel. Jeg skulle til at gå ud, da jeg så det røde slips ligge på sengen. Det undrede mig lidt at det var farvet rødt, normalt er det mere en kølig farve, men den her skiller sig virkelig ud. Lige hvad jeg havde brug for. Jeg bandt den hurtigt og gik så ud i for gangen igen, nogen måtte da fortælle mig hvor jeg skal være eller hvad der skal ske. 'Hey..! Er du også ny?' Lød endnu en drenge stemme bag mig. 'Yeah....' sagde jeg roligt og vendte mig rundt. En lidt ældre dreng, med mørk hud og et stort smil, stod med en hånd imod mig. 'Jeg hedder Teru.' Sagde han. Jeg stirrede længe på hans hånd, og tog den så endelig til sidst, selvom det allerede var blevet akavet. 'Og... har du et navn?' Spurgte han og grinte lavt. 'Øhm... Yeah... Ripley..' fik jeg mumlet frem, vi slap hinanden og jeg stod lidt og kiggede på ham. Han havde en sort skjorte på istedet for en hvid, og mørke bukser, de andre elver rundt omkring havde hvidt tøj på som mig. Jeg valgte at se ned i jorden, inden han opdagede at jeg stirrede, måske synes han at det vil være forkert at gå i hvid? Jeg turde ikke spørge, eller at sige noget som helst til ham, ikke fordi jeg var bange for ham, men fordi jeg ikke straks ville lave drama. 'Hmm.. Ved du hvilken test det er?' Spurgte han, jeg rystede bare på hovedet, uden at se på ham, jeg vidste ingenting. Flovt. Der var igen en akavet stilhed imellem os. Jeg overvejede at gå væk fra ham, men da jeg løftede min fod, satte jeg den straks ned igen, og lod som om jeg bare skulle stå anderledes. 'Hvilken slags test tror du at det er?' Spurgte han. Jeg trak på skulderen. Burde jeg spørger ham om de samme ting? Eller vil det være flabet? Imens jeg tænkte over det, begyndte han at gå. Jeg sukkede lavt over at havde mistede min chance, for at få en ven, men skidt pyt, hvorfor forsøgte jeg at få venner? Inden længe ville jeg alligevel lægge og rulle rundt med én af dem, eller flere. Altså, ikke på en seksuel måde! Men.. Altså slåsse imod en, eller flere. Det er jo det jeg gør. Det er min ting. Forsvar min ære og min familie. Uden politik eller løgne. 'Hey, vi skal ind nu..' lød Teru's stemme et sted, som føltes så langt væk. 

Kapitel 2. Teruhiko. 

Endelig var der svar fra en af skolerne som jeg havde ansøgt. Jeg havde lige åbnet postkassen og dér lå brevet. Jeg greb det og løb straks ind i huset, med en jubel, uden at vide hvad der faktisk stod. 'Teruhiko.. Hvad er det for en larm?' Sagde min bedste mor, hun var igang med at vaske op. 'Åh nej, har du nu kastet vand efter nabo hunden igen!?' Udbryd hun og slap alt hvad hun havde i hænderne og løb imod mig. Jeg greb fat i hendes tynde arme, og svingede hende rundt, imens jeg jublede og min latter smittede, hun begyndte også at grine, så varmt et grin, der bare fik mig til at grine højre. Hendes røde lange hår, der havde fået nogle grå striber, svinge rundt i luften, sammen med os. Hun var så spinkel og jeg frygtede at jeg ville give hende blå mærker, men hun var stærkere end hun så ud til. Endelig slap jeg hende og hun fik sat sig forpustet på en stol, jeg satte mig på hug foran hende. 'Vi har fået et brev!' Sagde jeg og holdte den hvide konvolut op imod hendes ansigt. Hendes smil falmede straks, og hun lagde en hånd på mit ansigt. 'Åh, min kære...' sagde hun bekymret og trist, men jeg stoppede ikke med at smile. Jeg så logoet ude på brevet. 'Åben det!' Sagde jeg fast. Min bedste mor kiggede mig længe ind i øjnene. 'Skal vi ikke vente til din bedste far, står op?' Spurgte hun kærligt. Hun ville ikke stå med min skuffelse alene. Jeg rystede på hovedet, mere voldsomt end jeg ville, hvilket gjorde lidt ondt i min øjenbryns piercing som stadig var ny. Hun sukkede og åbnede så brevet. 'Men bliv nu ikke for skuffet.' Sagde hun lavt. 'Det gør jeg ikke! Jeg ved nemlig at de vil havde mig! Det ved jeg bare! Det skal de! Det er den sidste skole, så det har de bare at gøre!' Sagde jeg fast. Imens hun læste brevet, opdagede jeg at jeg holdt vejret, selvom mit hjerte hamrede i mit bryst. Jeg forstillede mig, hvordan jeg ville pakke mine ting, hvordan jeg ville indrette mit værelse, komme hjem når der var ferie, fortælle dem om alle mine narrestreger og min bedste mor ville le. Og det var præcis det der skete, altså jeg pakkede mine ting og mødte op til første skole dag. Skolen var ikke særlig stor og eleverne gik alle sammen i det samme tøj, hvor sært. Jeg valgte derfor at skille mig ud, med sort tøj, og selvfølgelig det grimme røde slips. Mest fordi jeg ikke eget en hvid skjorte eller grå bukser, min bedste mor mener at jeg bliver alt for hurtig beskidt. Åh, vis bare min mor kunne se mig nu. Min mor døde kort efter min fødsel og min far måtte opdrage mig helt alene, men allerede inden jeg blev 8 år, efterlod han mig hos min mormor og morfar, sikke et held for mig. Min far arbejde hårdt, og havde været i militæret, han tog straks afsted efter han afleverede mig, og jeg har ikke set ham siden, ihvertfald han var hård i min barndom, hvis jeg ikke fik top karakter eller top kommentare fra læren, så slog han mig, og låste mig inde på værelset, for at studere, uden mad eller vand. Selvom man ikke kunne få karakter i mine klasser, endnu. Mine bedste forældre var mere kærlige og barmhjertige, især min bedste mor der straks knyttede bånd med mig. Naboerne kiggede selvfølgelig da jeg ankom, fordi jeg var meget mørkere end dem. Min bedste mor var bleg, eller i deres øjne normal. Min bedste far, var ikke helt hvid og ikke helt mørk. Men det var dér mine gener kom mest fra, hvilket nok også var en skuffelse for min far. Men det gjorde intet, jeg fik et bedre hjem. Selvom min bedste far er svær at tyde nogle gange, jeg har altid troet at han pjattede, eller var sur, fordi han tager alting så alvorligt og bogstavligtalt. Men han er fin nok og meget ærlig. Han tror på mig og det er nok. Jeg så mig omkring og fik øje på den her blege knægt, han så helt forkert ud. Jeg burde holde mig skjult, men der var noget anderledes ved ham. 'Hey.. Er du ny?' Spurgte jeg og gik imod ham. 'Yeah...' lød hans svar, jeg rakte ham min hånd, det er vel sådan man gør her? 'Hej, jeg hedder Teruhiko.' Sagde jeg og forsøgte at smile. Han vendte sig rundt og stirrede på mig, gad vide om jeg havde noget i ansigtet, eller kunne han mærke at jeg var nervøs? Kunne han se sveden på min hånd? Havde jeg ikke sagt mit navn tydeligt nok? Endelig tog han min hånd, men der kom ikke noget navn frem. 'Og.... har du et navn?' Spurgte jeg og grinte lavt. Jeg ved virkelig ikke om jeg gør det rigtigt, kunne han se det? 'Øhm... Yeah... Ripley' mumlede han. Jeg gav slip på hans hånd, det var dog et mærkeligt navn, men han så flink ud. Han blev ved med at stirrer på mig, som om han virkelig kunne se at jeg ikke passede ind, men det gjorde han jo hellere ikke! Han var lidt lavede end mig, måske også yngre? Han havde lyst hår, kort i siderne og lidt lagt ned på toppen, det lignede en dyr frisure. Hans tøj lignede alle andres, hvid skjorte og grå bukser, og det der røde slips. Han kiggede ned og det gik op for mig at jeg havde stirret for længe på ham. Men det var som om han ville sige noget. Jeg drejer min opmærksomhed imod lokalet der var ved at blive gjort klar til os. 'Hmm.. Ved du hvilken test det er?' Spurgte jeg, men han rystede bare på hovedet. Han ville tydeligvis ikke snakke med mig, men jeg var sååå nysgerig og ville gerne vide mere. Jeg så ud af øjenkrogen hvordan han skiftede med at hvile på hvert ben, måske havde han vokseværk? 'Hvilken slags test tror du at det er?' Spurgte jeg, måske han havde nogle interessant tanker omkring testen, men han trak på skulderen. Måske var han lige så nervøs som mig. Hvad hvis han var ved at kaste op af bare spædning!? Årh... Nu fik jeg kvalme. Jeg så mig om efter en spand, men der var pludselig så mange elever, jeg havde slet ikke set dem før. Dørene blev pludseligt åbnet og folk begyndte at mase for at komme ind, så jeg fulgte med strømmen. Nu skete der endelig noget, dét som jeg havde ventet hele sommeren på, flere år. Nu ville min rejse begynde på en skole, som ville åbne mulighederne op, for en god uddannelse og et godt job, så jeg kunne forsøge mine bedste forældre. Jeg så mig over skulderen og opdagede at Ripley stadig stod der, selvom flok skubbede til ham. Utroligt at han bare fandt sig i det. 'Hey, vi skal ind nu..' råbte jeg imod ham og nikkede imod døren. Jeg burde ikke bruge tid på ham, han ville sikkert klare sig fint, men jeg kunne blive smidt ud hver øjeblik det skulle være - når de altså fandt ud af at jeg slet ikke er optaget på skolen. 

Kapitel 3. Pumpkin. 

'Af alle skoler i hele verden, så vælger du min? Er det her den sidste skole i hele verden!?' Mumlede han. 'Ret ryggen og stå ordenligt, punktlig.' Grinede min ældre bror, August, imens han bandt mit røde slips. 'Det er utroligt at du ikke selv kan gøre det her.' Mumlede han irriteret. 'Jeg håber seriøst at du dumper og bliver smidt ud, da du sikkert er studie inaktiv.' Grinte han og trak i slipset. Jeg valgte bare at lade ham snakke, han mener ikke de ting han siger, og det er dumt at lægge for meget i det, siger mor og far. Jeg havde længe kæmpet med Asperger, og nu var jeg endelig ved at få styr på det og kunne bedre håndtere det, derfor fik jeg også lov til at søge om optagelse på August skole. Han stod bøjet over mig og hans grå hår skinede så flot, man fik lyst til at rør ved det, han havde vores fars hår, og jeg havde vores mors mørke tykke hår. Min mor kaldte mig Pumpkin, fordi mine øjne var orange som et græskar, August havde store blå øjne, og et perfekt ansigt. Han rettede sit blå slips til og stak sin skjorte ned i bukserne. 'Okay, hør her, punktum. Testen er virkelig let, okay? Bare svar modsat af alt hvad du faktisk ville gøre, alle andre spørgsmål om matematik, engelsk og dansk, det klare du nemt.' Sagde August og rettede sig op, han var 3 år ældre end mig, men lignede en som var 5 år ældre, der var begyndt at vokse skæg frem på hans hage. 'Hvad glor du på!?' Udbrød han da jeg havde stirret for længe. 'Dine hår på din hage.' Svarede jeg ærligt. Okay, jeg havde stadig svært ved at være social og snakke med andre mennesker, derfor gjorde jeg det helst ikke. August klappede mig let bag på hovedet. 'Stop med at stirre på folk, det er uhyggeligt.' Mumlede han irriteret og gik ud af døren, ned imod forhallen. 'Du er den yngste på skolen, så du har meget at bevise, okay?' Sagde August. Jeg havde læst reglerne og studeret dem nøje, så jeg vidste at det var løgn, min alders gruppe er dem der søger ind i år, dog havde jeg svært ved at finde ud af hvorfor han hjalp mig så meget, siden han startede på skolen, har jeg faktisk ikke set ham. Han kommer aldrig hjem, efter han er begyndt her. 'Høre du efter?' Spurgte han. 'Nej.' Svarede jeg, mine tanker var et helt andet sted, hvilket er mærkeligt da de jo burde være hos mig og jeg burde hører efter hvad August siger. Det havde far ihvertfald sagt, inden han afleverede mig i morges, han havde sat sig på hug og lagt sine varme hænder på mine skulder og sagt at jeg skulle være tapper og forsøge at være social, jeg havde ikke svaret ham, da jeg ikke kan se ud i fremtiden, om jeg virkelig forsøger eller om jeg slet ikke når så langt. Vores far arbejder for CIA, og er en agent, jeg har hørt ham og mor diskutere om han skal sendes ud på en vigtig mission, nu hvor jeg starter her. Han havde sagt at det her skulle blive min vigtige mission, da jeg spurgte ind til hans. Selvom jeg har svært ved at se hvordan det her kan være vigtigt. 'Det er altså vigtigt at du gør en indsat!' Sagde August og puffede til mig. Jeg sukkede lavt. Vigtigt, at jeg forsøger, forsøgte jeg at gentage, men der kom ingen lyd ud. Jeg så mig rundt i hallen, der var mange unge drenge, men i mine øjne så de alle ens ud. Udover de to i midten. En dreng i mørkt tøj og en dreng ved siden af, de så normale ud, men der var noget ved dem. Som om de ikke hørte til her. De stod og holdte hinanden i hænderne. 'Hvad glor du nu på?' Sukkede August og fulgte mit blik. 'Der er to drenge som holder i hånd.' Sagde jeg og pegede imod dem. August blev rød i hovedet og lagde en hånd på min hånd for at sænke den. 'Stop med at pege!!' Vrissede han vredt. 'Hvorfor holder de i hånd? Og hvorfor er dit ansigt rødt?' Spurgte jeg, men fortrød straks. 'De holder ikke i hånd!' Sagde han irriteret, og himlede med øjnene, når han synes at jeg var dum, dog forklarede han ikke noget. Drengene slap hinandens hænder og stod nu og stirrede på hinanden, jeg mærkede et lille smil bryde frem på mit ansigt. 'Se, de kan også lide at stirrer.' Sagde jeg højt til August, der straks lagde en hånd over min mund. 'Hold nu bøtte og stop med at stirrer på dem! Det er altså sært!!' Sagde han vredt, han vendte så sin opmærksomhed imod dem. 'Uanset hvor mærkelige de er, så hold op!' Sagde han og trak mig imod døren. ' mor og far burde betale mig for at være din baby sitter.' Mumlede han imens. Jeg undrede mig lidt over det, da han ikke er en baby sitter, han er min bror. 'Kan vi ikke gå hen til dem?' Spurgte jeg og kom til at pege på dem igen. August skar en grimasse, det måtte betyde at han enten var meget vred eller havde trådt på noget hårdt. Jeg kiggede ned på jorden, nej der var ikke noget, så måtte det være det første, øv. 'Gå ind og stop med at være så akavet og dum!' Sagde han og skubbede mig ind af døren. 'Møg unge!' Mumlede han på vej væk. Jeg trak på skulderen og fulgte med de andre ind i lokalet, det var en rar følelse at gøre noget andre gør, sammen med dem. Men alligevel følte jeg mig så lille og uvelkommen. Jeg passer ikke ind. Jeg vil aldrig passe ind. Inden længe vil de alle skære grimasser, og det er ikke fordi de træder på noget - men fordi de opdager at jeg er ikke fungere som dem. 

- Jeg har travlt i øjeblikket - MERE KOMMER -