'Jeg lover dig, min søn. Du vil blive den næste cæsar,' sagde min far og så mig direkte ind øjende. Hans hænder holdt om mit lille ansigt imens han stor smilte. Så kyssede han mig på panden før han forsvandt ud af porten. Det var sidste gang jeg så ham, da han døde samme aften. Året var 44 og jeg var lige fyldt 14 år. Min far havde betroet sin loyalitet til Julius Cæsar og lod mig blive i hans lejer. Min far var en mægtig og god kriger, som Julius Cæsar var meget desperat efter at eje, min far tog imod tilbudet da Julius Cæsar lovede at give mig beskyttelse i hans lejer. Min far så det som sin chance for at komme tæt på Julius Cæsar og hvis chancen var der ville han dræbe ham, tage titel som Cæsar og give mig den fremtid jeg fortjente. Desværre havde Julius Cæsar ører og øjne over alt og hurtigt fandt han ud af at min fars plan. Jeg havde selv overhørt Julius Cæsar snakke med sin spion om min far. 'Er forræderen blevet dræbt?' Spurgte Julius Cæsar. En dreng i skyggerne nikkede, han var kun lidt ældre end mig. 'Spydet som de befaldede Cæsar,' sagde han. 'Godt, Cæsar er glad!' Svarede Julius Cæsar. Spionen gik imod døren hvor jeg havde stået og lyttet, han gik forbi mig og lod som om jeg slet ikke fandtes. 'Far! Der står en dreng og lytter!' Råbte Julius Cæsar's søn som fulgte sin far over alt. Han havde langt mørke brunt hår, store grønne øjne. Hans rustning var sort ellers lignede den min på en prik. Jeg gik med hurtige og vrede skridt imod Julius Cæsar, 'du dræbte min far!' Råbte jeh og pegede anklagede på ham. Den gamle mand satte sig i sin stol og så hånligt på mig. 'Sludder og vrøvl, VAGTER!' Råbte han. Vagternes fodtrin blev højre ude for døren, hurtigt og desperat trak jeg en dolk frem og så sprang jeg på Julius Cæsar. 'Du er en løgner og en morder!' Råbte jeg imens jeg dolkede ham flere gange. Han skreg af smerte og forsøgte at slå på mig. Heldigvis havde min far brugt flere timer om dagen på at træne mig. Julius Cæsar faldt om på gulvet, vagterne stod forvirret i døren, jeg så forpustet på dem, ganske langsomt knælede jeg ned og tog hans krone af hans hoved og satte det på mit. 'Jeg er jeres Cæsar. Cæsar beordre at I fjerne dette modbydelige lig fra mit gulv!' Sagde jeg vredt, imens jeg stadig rystede over chokket. Vagterne sendte hinanden blikke, men gjorde som der blev sagt. Der blev stille inde i rummet, ind til jeg hørte en snøften fra gardierne. Jeg gik der hen og trak det fra uden tøven. Den brun håret dreng stod med vrede i øjnene og tårre der trillede ned af hans kinder. 'Hvem er du?' Spurgte jeg. 'Jeg er Julius Cæsars søn,' frem stammede han. 'Javel, hvor gammel er du?' Spurgte jeg. '10 år,' svarede han og tørte sine øjne. 'Vil du slå mig ihjel?' Spurgte han og så ned på min dolk. 'Nej, hvad hedder du?' Spurgte jeg. 'Taylor,' svarede han. 'Taylor, jeg er din Cæsar. Slut dig til mig. Bliv min vogter, bedste ven og min søn,' sagde jeg og lage armene om ham som en fæder. Taylor lagde armene om mig, men hader i hans øjne var der stadig. Minderne om mig der havde dolket hans far ihjel sad brandt fast på indersiden af hans øjenlåg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar