Året er 2048, vi lever i en anden slags verden nu. Jeg husker ikke helt historien om hvad der skete, økonomi, magt, klima, krig? Jeg ved bare at vores barndom er anderleds i forhold til hvordan mine bedste forældres barndom var. Uanset hvad skal vi ikke tænke på fortiden, men fukusere på vores fremtid. Næste generation. Min generation bor i skoven, meget primitivt og langt væk fra store områder. Ikke at vores hjem er lille, der er mange mennesker og vi lever lidt tæt, men det er rart nok. Alle kender alle og vi har fred, vi deles om næsten alting, her er fred og ro. Jeg bor i midten af vores lejer, sammen med min familie, godt beskyttet fra omgivelserne. Min far er lederen af stedet, derfor er jeg og mine søskendene godt beskyttet. Der er min halvstorebror Soph, der har giftet sig med en pige fra et andet sted, de flyttede her til og gjorde vores flol større. Så er der min storebror Bones, han rejste for ikke så længe siden da han ikke kunne enes med vores far. Så er der tvillingerne; Taddie den ene af tvillingerne er forlovet med en arving til en anden flok og selvom hun er ung, så er hun den med mest viden af os alle og helt sikkert også den klogeste. Hun rejser snart for at bo hos sin nye familie. Jeg er glad for at jeg ikke har sådan en pligt, endnu. Jeg har viet mit liv til at være kriger istedet, da jeg drømmer om eventyr, se verden og opleve ting.
“Jereth, kom nu!” Lyder en ung stemme et sted bag mig. Ripley, en dreng med blå øjne og orange hår trækker i min arm, det er min lillebror, den sidste tvilling. Eller den udvalgte som guderne har tildelt ham. Han er også den nye arving til kronen og lejren, hvis vores far skulle gå bort. “Yo Rip, ta den med ro!” Siger jeg og lægger min hånd på hans hånd. Jeg får rejst mig op og griber en hvid t-shirt der har nogle huller og er beskidt, det var engang en langærmet trøje, men det ene ærme er blevet revet af, og brugt til forbinding engang, jeg vender den lidt rundt i mine hænder før jeg tager den på. Jeg trækker hurtigt nogle slidte bukser på og et bælte, hvor jeg har min trofaste dolk sat i. “Så hvad skal vi idag?” Spørger jeg og tager den ene støvle på. “Jeg tænkte på om vi kunne gå en runde i lejren eller tage på jagt?” Spørger Ripley, han er ivrig og hans blik følger mine miste bevægelser. “Jo” siger jeg og små griner over hans ivrighed. Han løber afsted og jeg må skynde mig for at indhente ham, hvornår er han blevet så hurtig? Jeg har været væk i nogle måneder, på en hemmelig mission i norden. Faktisk er jeg lige kommet tilbage fra den tur og jeg har stadig mareridt over de ting der skete. Jeg kan stadig hører hans latter. Lugte brædt kød. Såret på min skulder er stadig ikke healet ordenligt og jeg burde nok holde mig i ro, men hvis jeg bliver for længe på mit værelse vil vores far nok forvente at jeg snart opsøger ham og får den velfortjente skideballe for at ha taget på dén mission, som han ikke havde godkendt mig til. Pludselig lyder der et skrig, jeg stopper op og det tager mig ærligtalt nogle minutter at finde ud af om det var i virkeligheden eller bare endnu en lyd fra mine drømme. “Jereth? Jereth?! Jereth!!” Siger Ripley og trækker i mit ærme, for at få mig til at bevæge mig. Han slipper mit ærme og bider tænderne sammen, så drejer han hovedet og løber afsted imod skoven. Lydene kommer med det samme tilbage, skud, skrig, råben. “RIPLEY!!!” Råber jeg og får endelig taget modet til mig og løber efter ham. Jeg får inhentet ham og kaster mig over ham, for at holde ham nede. Et skud bliver affyret tæt på mit hoved. “Flyt jer forhelved!” Råber en stemme og skubber os til siden, så vi sidder i læ bag en sten. Jeg skynder mig at tjekke Ripley igennem for skudsår, før jeg drejer hovedet og ser på min ældre bror Soph. Han har jord og blod i hovedet, tydeligvis fra den flænke fra hans øjnbryn. “Hvad sker der?” Hvisker jeg. “Nogle fremmed skød efter os. De har taget Opfelia. Jereth de har min datter!” Siger han, hans stemme knækker og han har svært ved at holde tårerne tilbage. Soph har aldrig været i krig, vores far har altid beskyttet ham og gjort livet lidt for let for ham, ikke at jeg misunder det, det vil drive mig til vanvid at havde et så kedelig liv som Soph. “Opfelia?” Gentager jeg. Opfelia er hans ene datter, den yngste, hun må være omkring 8 år nu. Jeg forsøger at se op over stenen, da der pludselig er blevet stille. “Soph, du må tage Ripley med tilbage til lejren. Fortæl de andre hvad der er sket. Jeg følger efter dem, okay?” Forklare jeg min plan. “De har taget min lille pige! Hvad skal jeg gøre! Hvad skal jeg gøre!” Hulker Soph, han ryster på hele kroppen og begynder at hive efter vejret. “Ripley?” Spørger jeg. Ripley sidder på hug og ser sig over stenen. “Hvis vi skynder os, kan vi indhente dem!” Siger Ripley selvsikkert. Hans øjne ser helt alvorlige ud. “Ikke tale om, du skal hjem!” Afbryder jeg og griber fat i hans arm. Jeg hiver ham imod mig og ser ind i hans øjne. “Det er vigtigt at lederen får besked! Og vi spilder tiden!” Siger jeg hårdt, mit hjerte slår hurtigt. “Gør forheleved som der bliver sagt, Ripley!” Siger jeg mere hårdt og rusker i ham. Ripley bider tænderne sammen, tydeligvis ikke glad for at få ordre. “Hvis du tager med, vil du bare sænke mig og risikere Opfelias liv!” Siger jeg mere hårdt. “Jeg har forstået!” Råber Ripley og ser væk. Jeg ved at han er den svageste af os søskendene og den langsomeste, men lige nu kan jeg ikke tage hensyn til hans følelser. Jeg klapper ham på hovedet, springer over stenen og følger fodsporende længere ind i skoven. Det brænder i mine ben, i mit sår, i mine lunger, svenden drypper ned fra min pande. Jeg kan endelig hører Opfelia’s skrigen og råben og følger lyden. Da jeg endelig kan se dem, kravler jeg op i et træ og springer over i det nærmeste træ, indtil jeg er over dem. Jeg trækker min dolk frem og springer ned imod dem, den første mand skære jeg ved halsen, blodet sprøjter mig i ansigtet og gør mig blind for en stund. Begynder fejl. Jeg får blodet væk og opdager at jeg er omringet. Bag dem står en mand med min niece. Hun forsøger at vride sig fri, for at komme hen til mig. De taler til mig, eller til hinanden? Jeg ved ikke om det er fordi de taler i munden på hinanden, eller om det er fordi mit hjerte slår så hurtigt eller fordi de taler et andet sprog, men jeg forstår ikke et ord af hvad de siger. De griner og den ene lyder mere panisk end de andre, han smiler dog og har kun øjnene på mig. Jeg bider tænderne sammen og springer imod den nærmeste mand. Han løfter en sort genstand, der ikke ligner en dolk. Det ligner en metal pind, bare mere pyntet. Der lyder en klik lyd og jeg mærke en smerte i mit bryst. Jeg stopper op og tager mit til brystet. Pludselig bliver alt sort og jeg falder om.
- MERE KOMMER
Meget spændende, jeg vil vide hvad der sker med ham. jeg håber du udgiver et kapitel mere snart :D
SvarSlet